TRÆK AF HØJESTERETS

UDVIKLING OG LIV.

 

AF

 

HØJESTERETSPRÆSIDENT,  TROELS G. JØRGENSEN.

 

En fristende Opgave stillede Redaktionen mig ved at foreslaa Deltagelse i en litterær Hyldest til den noget ældre svenske Kollega, som saa kyndigt og interesseret har skildret sit Lands højeste Domstol gennem Tiderne, og som tillige med ikke mindre Forstaaelse og Interesse har fulgt dansk litterært Retsliv og været Bindeled overfor sine Landsmænd ved Omtalen deraf. En fristende Opgave — maatte de i det følgende meddelte spredte Træk af den danske — tildels dansk-norske — Højesterets Historie i nogen Maade retfærdiggøre, at jeg har givet efter for Fristelsen.
    Mange Ting vakler i vore Dage. Riger ser deres Magtgrundlag truet. Ogsaa Domstolene kan have Grund til at holde Øje med deres Magtgrundlag, at se hvor stærkt det er, og hvorpaa det beror. Undersøgelsen kunde anstilles sociologisk men ogsaa historisk ved Fremdragning af konkrete Kendsgerninger.
    Ud fra det anførte Synspunkt vil jeg da betragte vor Højesteret, hvis Historie begyndte i 1661, og som altsaa nu har naaet sit 280. Aar. Jeg forudskikker nogle almindelige Bemærkninger om Højesterets Indretning, Virkemaade og Omraade.
    I det nævnte Spand af Aar har Retten levet og virket først som et Kollegium indenfor det enevældige Danmark-Norges Statsstyrelse — i Enevældens Slutningsperiode fra 1814 til 1849 alene den danske Statsstyrelse — og dernæst i det konstitutionelle Danmark som øverste Led af den som Statsmagtens tredje Forgrening anerkendte Domsmagt. Højesteret har virket mærkelig ensartet i hele denne Tid gennem et talstærkt Dommerkollegium med en udvalgt Stab af Sagførere. Oplysningsmaterialet er altid blevet forelagt Retten i skriftlig Form, som blev gjort mundtlig gennem

 

2—417004. Svensk Juristtidning 1941.

 

Oplæsning i Retten, hvilket ganske vist af og til for at spare Tid, ialtfald i Nutiden, erstattes med Hjemmelæsning men dog stadig er den absolute Hovedregel. Sagen diskuteredes mellem 2 Sagførere — naar det angik Straf efter særlig Beskikkelse —, der i vel skolede Foredrag kom ind baade paa dens faktiske og retlige Sammenhæng. Hvad det sidste angaar, udtalte dog Instruktionen af 7. Dec. 1771 § 30, at Prokuratorerne ikke maatte understaa sig at forklare Kongens Lov — altsaa fortolke dens tvivlsomme Punkter — hvilket han vil have sig alene forbeholdt, ligesom de i Almindelighed ikke maatte anføre andre Rigers og Folks Statuter og Love. Denne Instruktion var gældende til 1919 og trak saalænge ialfald formelt en Grænse for Proceduren, som Nutiden ikke ønsker at drage, selv om Hovedvægten altid maa falde paa Belysningen af Sagens Sammenhæng.
    Endelig er Domsvoteringen altid foregaaet i det væsentlige paa samme Maade, nemlig i selve Salen, umiddelbart efter at Sagførerne havde talt færdigt og var aftraadt, og saaledes at hver enkelt Dommer, den yngste først, fra sin Plads staaende fremsatte og begrundede sin Dom. Nogen indledende Drøftelse med Udveksling af foreløbige Indtryk af Sagen var der under den gamle Ordning absolut ikke Plads for. Og den Omstændighed, at Retsplejelovens § 214 giver en almindelig Forskrift om »Raadslagning» forud for Afstemningen, har ikke bestemt Retten til at gøre nogen Forandring heri. Hvis den engang skete Afstemning laa fast som en uigenkaldelig Erklæring, kunde man vel se en Modsætning mellem Højesteretsvoteringen og en Raadslagning af gensidig orienterende Karakter uden Standpunkttagen, men Afstemningen er naturligvis ikke bindende. Den kan omgøres, naar de efterhaanden fremkomne Begrundelser motiverer Dommeren hertil, og hvis man ikke i »Raadslagning» udtrykkelig vil indlægge, at Dommerne skal begynde at udtale sig overfor hverandre, inden de endnu har naaet til at turde tage Standpunkt til Afgørelsen — og herfor er ingen Støtte — saa fyldestgør Højesterets Ordning netop Kravet om Raadslagning, nemlig om en ordnet saadan. Sagen er, at Dommerne i denne Ret forudsættes at være rede til at tage Standpunkt allerede paa det omtalte Tidspunkt, og Erfaringen viser, at denne Forudsætning slaar til, som ogsaa at Afstemningen kan ændres under Indtrykket af senere udtalte Meninger. Lov 8. Marts 1856, som aabnede en — aldrig benyttet — Adgang til offentlig Stemmegivning og i Forbindelse

 

dermed tillod en »Raadførsel» inden lukkede Døre, bekræfter denne Opfattelse, thi den offentlige Stemmegivning maa antages at betyde praktisk Uigenkaldelighed af det under denne udtalte. Instruktionen krævede, at de 9 — hyppig flere — Dommeres Votering ikke afbrødes, og at Dommen gjordes færdig, inden næste Sag toges for. Dette sidste rummede ingen Ulempe i den Tid 1674 til 1856, da Dommene var præmisløse. Da Præmisser indførtes, kunde det volde Besvær og maaske bidrage til en kortfattet Affattelse af dem, at Lov 1856 ikke tillod Foretagelse af nogen ny Sag, før hele Dommen med Præmisser var kundgjort. Dette saavelsom Forbudet mod Voteringens Afbrydelse faldt bort ved Retsplejeloven.
    Det var et langt Tidsrum, 183 Aar, hvori Højesteret som nævnt indskrænkede sig til at levere Domskonklusioner. I Tilfælde af, at Retten tiltraadte den indankede Doms Resultat men ikke den i Præmisserne givne Begrundelse, udtalte Højesterets Dom med sine egne Ord, hvilken Retsvirkning der blev fastslaaet i Dommen. Var Retten tillige enig i den givne Begrundelse, brugtes Formularen »Bør ved Magt at stande», og saadan »Stadfæstelse in terminis» betød altsaa den fulde Godkendelse. Ændrede Retten den indankede Dom, kunde Formuleringen af dens Dom rumme visse Antydninger af Begrundelse, men i Hovedsagen kunde det ikke vides af udenforstaaende, paa hvilket Grundlag Resultatet var naaet. At Retten var fritaget for Præmisudarbejdelsen, saa at Dommen kunde aflæses umiddelbart efter dens Vedtagelse, forklarer det store Antal Sager, Retten kunde overkomme. Aarene 1857 til 1937 er Perioden med kollektive skriftlige Præmisser.Den er nu afløst af de individuelle skriftlige Præmissers Æra. Den Dommer, der under Stemmegivningen fastholder en Særmening, skal i Præmisserne faa dette angivet med Oplysning om hans Begrundelse heraf. Dommerens Navn oplyses ikke. Præmisserne meddeles ligesom før i en samlet Udtalelse ovenover Konklusionen, der overskrives »Thi kendes for Ret».
    Den mundtlige Sagsbehandling har altid været den ubetinget overvejende. I borgerlige Sager er der dog Adgang til at lade Behandlingen foregaa gennem Udveksling af skriftlige Indlæg, der derpaa cirkulerer mellem normalt 7 Dommere, hvorpaa Dommen som ellers afsiges i Retssalen. I 1784 indførtes det at anvende denne Maade, naar Indstævnte udebliver. Den udeblivende Part betrygges da ved Tilstedeværelsen af det skriftlige Materiale fra

 

de tidligere Instanser. Dette havde større Værdi under den ældre skriftlige Procesform, hvor Akten indeholdt de vekslede Indlæg. Efter 1919 er den indankede Doms Referat af Proceduren Hovedkilden til Oplysning om denne, og Udeblivelse fra Højesteret er derfor som mere risikabel blevet betydelig sjældnere end før. Der kan ogsaa beordres skriftlig Behandling af dertil egnede Sager; Antallet af disse er dog ringe. Desuden er der nu de normalt af 3 Dommere behandlede Kæremaal. I ældre Tid har der ogsaa som midlertidig Foranstaltning været beordret skriftlig Behandling af et Antal Sager for at opnaa en gunstigere Arbejdsbalance. Før 1919 sluttede den skriftlige Behandling med en til det fiktionsmæssige indskrænket Procedure og Votering.
    Indtil 1919 regnedes der med Højesteretsaaret som en samlet Retstermin begyndende første Torsdag i Marts, hvortil der indstævnedes; mange Sager var der dog Hjemmel til som anticiperede at faa med ogsaa ifølge senere Paastævning. Der øvedes nøje Kontrol med, at Antallet af de ved Aarets Udløb ikke ekspederede Sager var saa ringe som muligt.
    Rettens stedlige Omraade var for Danmarks Vedkommende væ sentlig uforandret; navnlig hørte Slesvig, Holsten og Lauenbor gikke ind derunder. Først 1920 inddroges de genforenede sønderjydske Landsdele. Island udskiltes fra 1920.
    Som det første Træk i Rettens Historie skal omtales dens Emancipation fra den enevældige Konge.
    Kort efter Udstedelsen af Suverænitetsakterne, der afgav Grundlaget for Enevældens Indførelse i Danmark-Norge, fremkom den første Instruktion for Højesteret af 14. Februar 1661, hvorved denne stiftedes til Afløsning af Kongens Retterting, hvor Kongen og Rigsraadet i Forening havde siddet til Dom. I denne Instruktion bestemmes, at Retten skal siddes og administreres af et vist Antal Personer halvt adelige og halvt borgerlige, men om Kongens Deltagelse siges der intet. Heller ikke Kongeloven af 14. Nov. 1665, der med øjensynlig Tilstræben af Fuldstændighed gennemgaar og fastslaar Kongens Retsstilling, omtaler Deltagelse i Retsplejen og det uagtet Instruktionen havde udtalt, at næst den sande Religions Øvelse er Justitien det fornemste og rette Fundament, hvorpaa al Regering bør grundfæstes. Kongeloven bestemmer, at Kongen som det ypperste og højeste Hoved skal have Magt til Lovgivning, til at indsætte og afsætte Betjente, Vaaben og Væbningsmagt og Magt over Kleresiet, men Domsmagten næv-

 

nes ikke. At der ikke kunde gives nogen selvstændig Domsmagt ved Siden af Kongemagten, var imidlertid givet ved Udgangspunktet og var da ogsaa udtalt i Artikel 6, der slutter Opregningen med, at Kongen ene skal have Magt at bruge alle Regalier og jura majestatis, hvad Navn de og have kunne. Meningen var, at Højesteret udgjorde et Kollegium ligesom de andre Kollegier, hvis Egenart heller ikke var fremhævet, og at Kongen personlig i dette som i de andre Kollegier skulde være den besluttende og afgørende Faktor. Ligesom de underordnede stedlige Embeds- og Bestillingsmænd dirigeredes udfra vedkommende administrative Kollegium, beherskede Højesteret Landets øvrige Retter. Men medens man tidligere sagde, at Kongen og Rigets Raad udgjorde Rettertinget, er Kongen i Instruktionen sat i Modsætning til Retten. Kongen kan udøve Justitien efter Forhandling med sit Raad eller andre, efteråt Retssagen har været behandlet i Højesteret, eller han kan indfinde sig der for at overvære Retsmødet og paa Stedet træffe Afgørelse. Begge Dele var korrekt Udøvelse af Domsmagten af dennes Indehaver. Men forinden dette Retsforhold hævedes i 1849, var der foregaaet en Emancipation af Højesteret beroende paa en Renunciation fra Kongens Side. Man kan ogsaa udtrykke det saaledes, at Højesteretskollegiet frigjorde sig for Indflydelse fra Gehejmeraadet, efter 1670 Gehejmekonseljet.
    Kongens Stilling som øverste Dommer var indtil Frederik III Død i 1670 ikke normeret ved nogen almindelig Instruks. Teoretisk førte han altid Forsædet i Retten, hvilket vilde sige, at Parter, Sagførere og Dommere maate lade, som dette var Tilfældet. Sædvanligvis mødte han ikke, netop fordi han ikke ønskede at gøre sig gældende, og denne Situation udløstes i en Bemyndigelse for Retten til at dømme endeligt i Sagen. Oprindelig lod man Mødeordrerne til Dommerne indeholde en saadan særlig Bemyndigelse, senere ansaas den at ligge i Antagelsen som Dommer. Men den havde visse Forbehold. Først det Tilfælde, at vota blev discrepantia, saaledes at der intet Flertal blev dannet, eller at Retstilfældet var ulovbestemt. Endvidere naar der var eller maatte antages at være taget Forbehold paa Grund af Kongens særlige Interesse i at indvirke paa Afgørelsen, eller naar Retten selv ønskede at erfare Kongens Fortolkning af en tvivlsom Lov. Der forekom ogsaa Forelæggelse for Kongen for at opnaa Lempelse i Lovens Rigeur. Naar da den kongelige Beslutning var tilvejebragt, gled Sagen tilbage til Rettens Dombog og Resultatet kundgjordes som Rettens

 

Dom, der iøvrigt ligesom Stævningerne udfærdigedes skriftligt i Kongens Navn.
    Christian V gav i 1670 Retten dens første af P. Schumacher paraferede Instruktion, der med Hensyn til Kongens Stilling følger det ovennævnte. Forelæggelsen skulde ske ved 2 Referendarier af Rettens Dommere i Overværelse af Kansleren, der var Præsident for Retten men dog ikke altid aktivt ledede den, og Generalprokurøren, der oprindelig ogsaa havde Sæde i Retten, altsaa en meget kompetent Stab af Raadgivere, der helt kunde erstatte Retsmødet. Undertiden gik dog Overvejelserne over i andre Led og endte i Gehejmekonseljet, hvorved de kunde trække længe ud endog i aarevis.
    I den første Del af Frederik IV Tid (1699—1730) gik man over til at forelægge Retssagerne ved en skriftlig Relation og modtog Afgørelsen ad lignende Vej. Konseljets Indflydelse var derved forøget. I 1713 bestemtes i Forbindelse med Reglen om Sager, hvori Kongens Interesse verserer, at Generalfiskalen skulde foranledige Møde i Retten af de Deputerede for Finanserne og i Land- og Søetatens Generalkommissariater, saa at disse voterede med, ogsaa hvis de ikke ellers brugtes i Retten. Som noget karakteristisk ved denne Konges Forhold til Retten noterer dennes Historiker Sophus Vedel, at han i særlig Grad traf Afgørelse mod Flertallet eller endog fandt en helt ny Løsning. Undertiden har han i Forvejen udtalt Krav om en vis processuel Begrænsning af Sagen men dog ikke krævet et bestemt Udfald af Dommen.
    Et vigtigt Skridt bort fra de befalede Forelæggelser kom man i 1737 ved et Reskript om, at der ikke maatte voteres af et lige Antal Assessorer; i fornødent Fald skulde den nederste fratræde. En bedre Ordning naaedes ved et Reskript af 1746, hvorefter ved Stemmelighed den øverste Tilforordnede skulde have 2 Stemmer. Der findes fra denne Tid et Par Eksempler paa, at Kongen henviste Retten till selv at afgøre en tvivlsom Lovfortolkning, som man havde udbedt sig hos ham, hvilket maatte svække Lysten tilet fortsat Initiativ i denne Retning. Tilbage var da af Refereringstilfældene kun Sagerne af særdeles Interesse for Kongen.
    Inden det omtales, hvorledes ogsaa disse faldt bort, skal nævnes nogle Eksempler paa, hvorledes Kongen paa forskellig Maade undertiden undlod at give den øverste Domstol, hvad der tilkom den, og særlig Tilfældene af ligefrem efterfølgende Tilsidesættelse af en kundgjort Højesteretsdom.

 

    I Frederik IV Tid, der i forskellig Retning betegner en mindre glansfuld Periode for Retten, forekom det Tilfælde, at Højesteret havde frifundet en Købmand for paastaaet ulovlig Udførsel af Korn fra Bergen. Den Mand, til hvis Fordel Kornet i Forvejen var konfiskeret og solgt, besværede sig til Kongen over Dommen og blev hjulpen paa den Maade, at Dommen beordredes hemmeligholdt, og den frifundne Kobmand fik et af Trusler ledsaget Paalæg om at nøjes med det ubetydelige Salgsudbytte af den for ham konfiskerede Ladning. Konseljet tilraadede denne Fremgangsmaade »paa det, at det ej skulde eclatere, at en Højesteretsdom bliver kuldkastet, hvilket i Fremtiden vilde blive af stor Consequence». Efterat en Oberst B. i 1725 af Retten var dømt til at betale sin Broders Dødsbo et Beløb, androg han Kongen om ny Granskning af Sagen i Konseljet, hvad Justitiarius Scavenius indtrængende fraraadede. Der gaves Retten Ordre til en ny Behandling for lukte Døre, der fik samme Udfald som Dommen, og denne opretholdtes derpaa ved et Reskript. Kort efter forefaldtet lignende Tilfælde med samme Udfald, medens der i et tredje Tilfælde gaves Tilladelse til Genoptagelse af en Højesteretssag med særligt Henblik paa, at Behandlingen skulde foregaa i Kongens Nærværelse paa Aabningsdagen; da Assessorerne alle voterede for det tidligere Resultat, tiltraadte Kongen dog dette. En Uregelmæssighed var det ogsaa, naar Kongen helt uden Rettergang afgjorde en Sag om Opsætsighed mod Øvrigheden efter Betænkning af en Kommission.
    De to Tilfælde, der kan nævnes af afsagte Dommes Tilsidesættelse, forekom under Christian VI (1730—46), der iøvrigt nærede Interesse og Respekt for Retten. I Virkeligheden er de ogsaa af ret formel Natur. Under Indstævntes Udeblivelse var der givet Dom til Stadfæstelse. Udeblivelsen skyldtes imidlertid Sygdom eller Forsømmelse hos Indstævntes Sagfører, der trøstede sig til at godtgøre, at den indankede Dom var urigtig. Efter Omstændighederne gaves Ordre til Granskning af Sagen for lukte Døre, og da den opnaaede Stadfæstelse fandtes uberettiget, forandredes den ved Reskript til en Afgørelse i Indstævntes Favør. Medens Justitiarius Braem i 1731 havde anbefalet denne Fremgangsmaade, kæmpede Justitiarius Seckman i 1740 af al Magt forgæves imod en anden Afgørelse af Kongen, der gik ud paa at ophæve en Dom, hvori Højesteret havde paalagt en Stiftamtmand at give Erstatning til en Prokurator for Nægtelse af Ret til

 

at praktisere. Reskriptet udtalte til Begrundelse, at Sagen var Højesteret uvedkommende. Forholdet var det, at Kongen i Lighed med Rettens Mindretal ansaa Stiftamtmandens Handling som en Øvrighedsakt, der som saadan var unddraget Højesterets Kompetence, en Grundsætning der nøje vaagedes over, medens Rettens Flertal — hvortil Justitiarius hørte — mente, at han havde handlet som overordnet Dommer i en Brandsag.
    Endnu Instruktionen af 1753 havde krævet Forelæggelse for Kongen af de særlig dertil egnede vigtige Sager; Forelæggelsen skulde ske ved Rettens Præsident, men i 1758 bortfaldt efter Dødsfald denne Stilling, og den Anskuelse, at Rettens Selvstændighed og Uafhængighed var af samfundsmæssig Vigtighed, havde længe med stigende Styrke været gjort gældende. En kraftig Talsmand fandt den i Generalprokurør Henrik Stampe, Montesquieus Tilhænger. Forelæggelse for Kongen ifølge Initiativ fra denne eller fra Retten gik da af Brug og i Instruktionen af 7. Dec. 1771 omtales den ikke. Der havde med andre Ord i Rettens første Hundredaar uden nogen formel Retsregel dannet sig den Regeringsgrundsætning, at Kongens Bemyndigelse til at dømme var baade fuldstændig og uigenkaldelig.
    Ogsaa til en anden Side underbyggede Instruktionen Højesterets Autoritet ved at foreskrive Rettens Godkendelse af et Antal Prøvevoteringer som Vilkaar for Dommeransættelse, hvorved Retten kunde holde sig fri for ukvalificeret Tilgang. Allerede i 1753 var dette indført overfor tidligere Auscultanter, der normalt var yngre Jurister.
    Tilbage blev i Enevældens Tidsrum den repræsentative Side af Kongens Domsmagt som en Faktor af høj Rang til at styrke Rettens Autoritet.
    Grundloven af 1849 bragte en stor saglig Udvidelse af Rettens Autoritet derved, at alle Domstole blev gjort kompetente til at prøve Spørgsmaalet om Øvrighedsmyndighedens Grænser. Paa den anden Side kastede Grundloven ligesom en Skygge over Retterne i deres daværende Skikkelse ved at opstille sine vidtgaaendeReformkrav om Offentlighed og Mundtlighed, Retsplejens Adskillelse fra Forvaltningen og Nævningers Indførelse. Thi saalænge disse Reformer ikke var gennemført — og bortset fra Oprettelsen af den Københavnske Sø- og Handelsret i 1861 tog det sine 70 Aar at naa dertil — var denne Del af det offentlige Liv derved blevet stillet mindre gunstigt i den offentlige Mening. Lov-

 

givningen var derimod ordnet efter særdeles frie Principer, og i den øverste Forvaltning havde Ministerialsystemet afløst Kollegialsystemet. Den omtalte Skygge kunde nu ikke falde paa Højesteret, hvor der herskede Offentlighed og Mundtlighed, og hvor Nævninger ikke var tænkt som medvirkende. Undtages maa dog Hemmeligholdelsen af Dommenes Begrundelse, hvorpaa der ogsaa reformeredes kort efter ved Loven af 8. Marts 1856.
    Paa det personelle Omraade kom derimod netop Højesteret ud for et ligefremt Angreb fra de Befolkningskredse, der havde gennemført Forfatningsændringen. Der var et ganske klart Ønske fremme om at forny denne Rets Personale for at sikre en Sindelagsforskydning indenfor den øverste Domstol. Ejendommelig nok var den Mand, som Landets Jurister i et halvt Hundrede Aar havde set op til — A. S. Ørsted — den egentlige Skive for Misfornøjelsen. Ganske vist var det hans Gerninger som Politiker under den frie Forfatning nemlig som Regeringschef under Krimkrigen, der skulde paadømmes af Rigsretten i 1855—56. Men den Frifindelse for Udbetalinger uden formel Finansbevilling, der takket være de 8 i Rigsretten voterende Højesteretsassessorer tillagdes alle det afskedigede Ministeriums Medlemmer, har Eftertiden fundet beføjet. Ørsteds Frifindelse skete iøvrigt med alle 16 Stemmer. Angrebene paa Højesterets Dommere havde allerede under Retssagen været nærgaaende. Redaktørerne mindedes deres tidligere Domfældelser. Den historiske Undersøgelse i nyere Tid viser forøvrigt, at Kancelliets Aktioner for Presseforseelser mange Gange havde været tilbagevist af Domstolene. Dommen, der faldt den 27. Februar, toges som en Udfordring til Repressalier. Et ledende Blad averterede en Maaned i Træk Navnene paa de 8 Assessorer som skyldige i Frifindelsen for derved paa en diskret Maade at vanskeliggøre deres Stilling i Borgerskabet. Og ud paa Aaret afskedigedes foruden Justitiarius Lowzow hele 4 Assessorer eller en Tredjedel af disse. Kun 3 af dem havde været med i Rigsretten. Afskedigelsen motiveredes ved Henvisning til de forestaaend Reformer i Retsplejen(!), der krævede yngre og friskere Kræfter. Som et særligt Raffinement maa det opfattes, at man tilbageholdt Fremsættelsen af et længe paakrævet Lovforslag om Lønningsforbedring for Højesteret, indtil Afskedigelserne var i Orden, for at de afskedigede ikke skulde afgaa med den forhøjede Lønning.
    De samme Mænd, der faa Aar i Forvejen med Omhu havde

 

værnet om Domstolenes Uafhængighed af Regeringen ved som Undtagelse indenfor dansk Ret at give dem den grundlovsmæssige Stilling, at de ikke kunde afskediges men maatte dømmes fra deres Embeder for begaaede Forseelser eller dommermæssige Mangler, disse samme Mænd ivrede for at afskedige paa Grund af Misfornøjelse med Indholdet af en saglig begrundet Dom eller blot for formodet ukonstitutionelt Sindelag. Til Forklaring men ikke Undskyldning maa tjene den opskræmte Stemning ved Frygten for, at den frie Forfatning var i Fare. Det omtalte grundlovsmæssige Værn, der gælder til Dommerens 65. Aar, viste sig saaledes at være mere end et teoretisk Gode. En Lov af 1939 har henlagt Afskedigelsessager mod Dommere til »den særlige Klageret» bestaaende af en Dommer fra hver af de tre Instanser med Anke til Højesteret. Denne Afvigelse fra normal Rettergang forstaas kun ved den historiske Forklaring, at vedkommende Justitsminister ønskede at skabe en særlig folkelig Kontrol med Dommerne ved en Særdomstol, hvis 5 Medlemmer ikke alle skulde tilhøre de almindelige Domstole. Da dette overfor den rejste bestemte Modstand ikke kunde blive til Lov, »gennemførtes» Forslaget som en ikke længere principstridig men kun principløs Særordning.
    En anden senere Lov af 1933 har bragt Dommere ind under den allerede tidligere for andre Tjenestemænd indførte Aldersgrænse af 70 Aar, og Tvivl var rejst, om Grundloven ikke i saa Fald maatte hjemle Efterløn af Størrelse som Lønningen uden Nedsættelse efter Pensionsreglerne, hvilket gælder, naar Dommere over 65 Aar faar Afsked. Den Opfattelse sejrede dog, at Afgang efter Lov ikke er Afskedigelse. Motiveringen for nævnte økonomiske Begunstigelse af Dommere er ogsaa kun denne, at den skal afbøde Frygt for en personligt motiveret Afskedigelse og derved Faren for en uheldig Indvirkning paa Dommerens Arbejde.
    En Rets Arbejde vil altid i nogen Grad blive mødt med Kritik, da dens Afgørelser normalt ikke tilfredsstiller den ene af Parterne, og man har heri Landet det Mundheld, at den, der taber sin Sag for Højesteret, har Lov at skælde ud paa Retten i tre Dage. At Retten ikke faar Anerkendelse for at have haft Forstaaelse af den enkelte Sag eller maaske af visse Sager i Almindelighed, vil den bære med Sindsro, men Beskyldninger for Partiskhed eller Skødesløshed maa den værge sig mod, eller rettere An-

 

klagemyndigheden bør værge den. Da engang et Blad i Anledning af en Domfældelse paa Indicier udtalte, at det var bevisligt, at Højesteret flere Gange havde dømt Folk for Forbrydelser, de aldrig havde begaaet, maatte denne Udtalelse sikkert opfattes som indeholdende en Beskyldning af nævnte Art, og der reageredes mod den i Form af Paatale i Rigsdagen, hvor Justitsministeren netop havde en særlig Lejlighed dertil (se mine Bidrag til HR Historie, 222). Men Grænsen kan være vanskelig at drage, og ialtfald faglig Kritik af Rettens Arbejdsmaade og Resultater maa være aaben. Allerede Ørsted tilbageholdt ikke »som Videnskabsmand» sin Kritik af den samtidige Højesterets Praksis.
    Der gjorde sig tidligere det Forhold gældende, at Højesteret i sine Præmisudtalelser udadtil optraadte som et altid enigt Kollegium. Publikum mente ret ofte at vide Besked med, hvorledes Stemmerne var faldet, men denne Opfattelse kunde ogsaa være galt underrettet og var ialtfald usikker. Ved Loven af 8. Marts 1856 havde Retten faaet Tilladelse til efter sit Valg at anvende offentlig Stemmegivning, men denne Vej, der vilde have givet et ganske andet Billede af Retten, betraadtes aldrig, og det maa indrømmes, at Begivenhederne i Tilslutning til Rigsretsdommen havde været afskrækkende. Da et nyt System til Afløsning af de kollektive skriftlige Domsgrunde drøftedes, fremkom der fra Politikere Udtalelser, der antydede Tillid til, at en Navngivning af de voterende vilde aabne Mulighed for Paavirkning af disse, hvilket ganske vist maatte anses for højst uheldigt for Rettens Autoritet. Den valgte Ordning, der undgaar Navngivningen, gaar ud fra, at denne ikke har saglig Interesse og ved at give Mistanke om Paavirkning kan være skadelig. Det har iøvrigt vist sig, at i en Del Menneskers Øjne lider Autoriteten Skaar derved, at Oplysning nu gives om de indbyrdes modstridende Meninger hos Dommerne. Man finder Beroligelse i den Illusion, de forrige Domme skænkede om, at der uanset Dispyten mellem Sagførerne kun havde været een Mening i Retten. Maaske den gamle præmisløse Højesteretsdom har haft endnu større Kraft i denne Retning, da Præmisser dog altid kan udæske til Kritik. Da Ordningen er saa ny, tør dette imidlertid antages at være et Overgangsfænomen, og man kunde omvendt henpege paa, at Systemet netop tillader at give Dommene en særlig Vægt, naar de er virkelig enstemmige. Det var iøvrigt Rettens Ønske, at det kollektive System skulde have været bevaret ved Straffesager, men efter Højesterets nu

 

værende tilbagetrukne Stilling overfor disse Sager har dette mindre Betydning.
    Domstolene staar i et lignende Forhold til Lovgivningen som den udøvende Kunstner til Dramatikeren eller Komponisten. Deres Ydelse kan ikke naa op over, hvad Loven giver Mulighed for. Naar Loven ikke er fast forankret i Borgernes Tilslutning, vil Odiet herfor kunne falde paa Domstolene, ligesom Skuespilleren maa tage mod Udpibning paa Digterens Vegne. Domstolenes Uafhængighed, som er Grundvolden for deres Autoritet, er kun et andet Udtryk for deres Afhængighed af Loven, men de har dog Frihed til at naa en dybere Forstaaelse af denne end selve Lovgiverne.