HUR BÖR VID MUNTLIG
PROCESSORDNING
FÖRFARANDET I ANDRA
INSTANS ORDNAS?
INDLEDNINGSFOREDRAG1
AF
HØJESTERETSSAGFØRER Ø. AHNFELT-RØNNE.
Anledningen til, at man har ment, at det kunde have Interesse at høre, hvilke Erfaringer Juristerne i Danmark har gjort med Hensyn til Spørgsmaalet om Ordningen af den mundtlige Procesmaade i 2. Instans, er den, at vi, som De alle ved, i Danmark i lang Tid i Retspraksis har arbejdet med Hovedgrundsætningerne i den moderne Retspleje.
Jeg erindrer herved om, at Højesteret i snart 300 Aar har arbejdet paa Grundlag af fuld Mundtlighed og Offentlighed med fuld kontradiktorisk Procesmaade og med overordentlig stærk Koncentration i een Hovedforhandling, med Afgørelse af baade Faktum og Jus, men uden Umiddelbarhed.
Endvidere vil jeg gerne fremhæve, at Sø- og Handelsretten i København i Tiden fra Rettens Oprettelse i 1861 til omkring et Formandsskifte i Aaret 1905 arbejdede paa Grundlag af Mundtlighed, Offentlighed og kontradiktorisk Procesmaade, men med noget svag Umiddelbarhed og manglende Koncentration. Dette sidste vil jeg særlig fremhæve overfor forskellige Betænkeligheder i Lagberedningens Motiver, fordi denne manglende Koncentration skyldtes, at den skriftlige Forberedelse, ganske vist inden for Lovens Bogstav, men i Strid med dens Aand, svulmede op til egentlig skriftlig Procedure, der i høj Grad svækkede Koncentrationen ved Hovedforhandlingen og medførte, at Sagerne trak urimeligt længe ud.
Fra Formandsskiftet Aar 1905 og indtil den Dag i Dag hersker der derimod i Sø- og Handelsretten fuld Umiddelbarhed og udpræget Koncentration med stærk Tilbagetrængen af det skriftlige, hvilket er et Erfaringsbevis for, at Rettens Ledelse har det i sin Haand at begrænse Forberedelsen saaledes, at den holdes indenfor de ved Loven forudsatte snævre Rammer.
Erfaringerne fra Sø- og Handelsretten indeholder saaledes baade en Bekræftelse paa den i de svenske Forarbejder udtalte Frygt for, at Forberedelsen kan brede sig ud til skriftlig Procedure til Skade for Hovedforhandlingen, og en Bekræftelse paa den her ligeledes udtalte Tro paa, at denne Fare kan overvindes, naar den nye Lovs Regler gennem Rettens Ledelse føres ud i Livet i den Aand, hvori de er givet.
Den danske Procesreform af 1919, Retsplejeloven, lod i Hovedsagen Højesteret og Sø- og Handelsretten urørt, men indførte iøvrigt en almindelig Procesordning for Underret og Overret (Landsret), der hviler paa Koncentration i een Hovedforhandling.
Endnu vil jeg gerne indledningsvis fremhæve, at det danske Processystem i Princippet bygger paa, at Retssager kun behandles i to Instanser: for borgerlige Sagers Vedkommende saaledes, at de mindre Sager anlægges ved Underret og appelleres til Landsret som sidste Instans, og de store Sager anlægges ved Landsret og appelleres til Højesteret som sidste Instans. Straffesagerne behandles som almindelig Regel (bortset fra de meget faa Nævningesager) og særlig med Hensyn til Beviset kun ved Underret og Landsret, hvorimod Højesteret kun undtagelsesvis faar egentlige Straffesager og særlig Beviset i Straffesager til Afgørelse.
Jeg vil dernæst, for at man i det hele kan forstaa mit Standpunkt til en Række Detailspørgsmaal, fremsætte nogle Bemærkninger vedrørende danske Juristers Erfaringer med Hensyn til de processuelle Hovedgrundsætninger — som ikke blot er »Principper», men levende Realiteter i den danske Retsplejeordning.
Der er herefter ingen Tvivl om, at det bærende i den gældende danske Retspleje gennem samtlige Instanser er Koncentrationen i een Hovedfordhandling.
Jeg erindrer herved om, at en af Deltagerne i Diskussionen under Forhandlingerne i Stockholm for Justitsministeren i Juni 1939 (p. 89) formulerede de svenske Juristers Standpunkt saaledes:
»Alla äro ense om att vinnande av en koncentrerad förhandling är själva kärnpunkten i rättegångsreformen. Fördelarna av en koncentrerad förhandling behöver jag inte framhålla. Det är ju praktiskt taget ostridigt, att en muntlig, koncentrerad förhandling ger det bästa underlaget för en tillförlitlig dom.»
Alle synes saaledes at være enige om, at en ny Procesordning først og fremmest maa hvile paa Koncentration i een Hovedforhandling, og det er da tvingende nødvendigt at gennemføre Mundtligheden strikte og konsekvent gennem hele Procesordningen — ikke for »Princippet»s Skyld, men for Koncentrationens Skyld.
Det kan endvidere med Rette siges, at denne Koncentration forsaavidt angaar Procesmaaden i 2. Instans forekommer i 2. Potens, fordi der her er Tale om for Danmarks Vedkommende sidste Instans i saa godt som alle Sager, for Sveriges Vedkommende sidste Instans i et overmaade stort Antal Sager, og fordi selve Procesmaterialet gennem Behandlingen i 1. Instans er saaledes sigtet, at Behandlingen i 2. Instans i udpræget Grad kan koncentreres om de ganske faa Punkter, hvorpaa enhver Sags Afgørelse til syvende og sidst beror. Dette er netop det karakteristiske for Behandlingen i 2. Instans og maa derfor sætte afgørende Præg baade paa Forberedelsen og paa Hovedforhandlingen.
Dernæst vil jeg gerne og særlig overfor svenske Jurister fremhæve det kontradiktoriske Princips Betydning.
Under Forhandlingen for Justitsministeren i Stockholm i Juni 1939 udtryktes det kontradiktoriske Princip saaledes, at intet maa indføres i Processen, som ikke den anden Part har haft Lejlighed til at imødegaa, bedømme og belyse.
Enhver vil naturligtvis være enig i, at denne Grundsætning har den Funktion, som saaledes her er fremhævet, men en dansk Jurist vil, naar det kontradiktoriske Princip bestemmes paa denne ganske vist vigtige, men noget negative Maade, føle Trang til at fremhæve, at denne Grundsætnings Hovedfunktion utvivlsomt er af positiv Art og i denne Funktion af gennemgribende Betydning for den moderne Procesordning.
Grundsætningen staar naturligtvis i nær Forbindelse med den saakaldte Forhandlingsmaxime, men har sin særlige Betydning derved, at det derigennem understreges, ikke blot hvad der ligger i den noget passive og flade Forhandlingsmaxime, at kun det som
Parterne har fremført under Processen kan tages i Betragtning af Domstolene, men det videregaaende og overordentlig betydningsfulde, at Parterne og deres Sagførere paa ethvert Stadium af Processen selvstændigt og aktivt bearbejder Procesmaterialet hver ud fra den Interesse, han repræsenterer, hvilket i Retspraksis viser sin Virkning derved, at hver af Parterne aktivt arbejder for Fremskaffelsen af nye Beviser. Dette sidste er netop af særlig gennemgribende Betydning for Behandlingen i 2. Instans, fordi den, der forstaar at bedømme Forløbet af Sagen i første Instans, og som forstaar at vurdere Rettens Dom, vil se, hvor det er, Beviset har glippet, og hvor der derfor er særlig Grund til at sætte ind.
Det er jo i det hele, ogsaa i 2. Instans, Parternes og deres Sagføreres ubetingede Hovedopgave til Sagens sidste Dag, Domsforhandlingsdagen, at skaffe Beviser, Beviser og atter Beviser, og dette kan kun opnaas under det kontradiktoriske Princips Herredømme. Overfor dette har den forensiske Veltalenhed og den dialektiske Argumentationsevne højst underordnet Betydning. Enhver, der har arbejdet under den mundtlige Procedureform, ved, at Stoffet aldrig stivner, men at det er levende lige til det Øjeblik, Sagen optages til Dom, og Parternes bedste Vaaben er derfor indtil den sidste Dag at belyse Virkeligheden, det faktisk passerede, saa intensivt som muligt, d. v. s. skaffe alle de Oplysninger frem, som det overhovedet er muligt at forelægge Retten.
Det ligger i det, jeg her har fremhævet, at föredragningssystemet er absolut uforeneligt med en Procesordning efter moderne Retsgrundsætninger, og det maa derfor for en dansk Jurist staa saaledes, at de Overvejelser, der findes i Lagberedningens Motiver (p. 52—53) om Fordelene og Manglerne henholdsvis ved en föredragningsordning eller en Ordning som den her skitserede, viser, at Betydningen af det kontradiktoriske Princip næppe hidtil har været tilstrækkeligt paaagtet af svenske Jurister. Danske Jurister vil derfor heller ikke kunne forstaa den Konklusion, Lagberedningen kommer til Side 53 om, at Hensynet til den Tiltalte skulde tale for, at Referent-Föredragning med Hensyn til Procesmaterialet i Straffesager i et vist Omfang bør opretholdes. Fra dansk Side vil man tværtimod være af den Opfattelse, at det netop for den Tiltalte er af stor Betydning, at hele Procesmaterialet i hans Interesse bearbejdes selvstændigt og aktivt og ikke blot referatmæssigt.
Endelig vil jeg gerne i denne Sammenhang fremhæve, at det er danske Juristers Opfattelse, at jo vanskeligere og mere indviklet en Sag er, des vigtigere er den mundtlige Koncentration i een Domsforhandling, ja, der er vistnok Enighed om, at en saadan mundtlig Slutningsforhandling efter de gjorte Erfaringer er af ganske særlig Betydning netop i de mest indviklede Sager.
Den danske Retsplejelov (§ 385) indeholder Hjemmel for, at bl. a. Landsretterne »i vidtløftige Regnskabssager og andre indviklede Retssager» paa ethvert Trin af Forhandlingerne kan anordne skriftlig Behandling af Sagen. Denne Bestemmelse, der i og for sig efter sit Indhold kunde give Landsretterne Adgang til i betydeligt Omfang at anvende skriftlig Procedure i saadanne Sager, er, bortset fra de første Par Aar efter Retsplejelovens Ikrafttræden 1919, vistnok overhovedet ikke anvendt af Landsretterne.
En dansk Jurist vil derfor ogsaa føle sig foranlediget til at tage Afstand fra de Bemærkninger, som Lagrådet har fremsat til Forslagets 50:21 (p. 242—43), hvor det bl. a. fremhæves, at mundtlig Forhandling ikke skulde være nødvendig i Tilfælde, hvor Materialet ofte ikke kan gøres tilgængeligt eller anskueligt i mundtlig Form »såsom i vissa räkenskapsmål, patentmål o. d.». Den samme Opfattelse har altsaa foresvævet den danske Retsplejelovs Fædre i sin Tid, men Erfaringerne i Retslivet har vist, at saadanne Bestemmelser er overflødige, og at det derfor er bedst helt at undgaa dem.
Endelig vil jeg gerne foruden at henvise til Koncentrationen og det kontradiktoriske Princip som de bærende Grundsætninger for den moderne Retspleje i Danmark fremhæve, at Formaalet med Behandlingen i 2. Instans baade i Straffesager og i borgerlige Sager, saavidt jeg formaar at se, i første Række ikke er og heller ikke bør være en »överprövning» af Underrettens Dom, altsaa en Afgørelse af, hvorvidt Underrettens Dom var »rigtig» paa Grundlag af det for Underretten fremlagte Bevismateriale, men en ny og selvstændig Bedømmelse af det materielle Retsforhold gennem et Dommerkollegium, der er sammensat saaledes, at det præsumptivt frembyder særlige Garantier for den rigtige Afgørelse.
Dette Synspunkt fører med sig, at Procesmaaden i 2. Instans ikke i første Række bør indrettes paa, om Underrettens Dom var
rigtig, hvilket efter Dommens Appel i sig selv er af forholdsvis underordnet Betydning, men at Ankeinstansen indenfor Lovens almindelige Ramme bør kunne tilrettelægge Hovedforhandlingen saaledes, at Ankeinstansen saa frit og saa effektivt som muligt kan komme til en retfærdig Afgørelse af Tvisten paa det sikrest mulige faktiske Grundlag.
Ud fra dette Synspunkt maa jeg tage Afstand fra en Udtalelse fremsat under Forhandlingen i Stockholm for Justitsministeren i Juni 1939 (p. 207), hvor det fremhæves, at de virkelig store Vanskeligheder ved at opbygge en Rettergangsordning kommer frem, naar man kommer ind paa Spørgsmaalet om, hvordan man skal kunne ordne det saaledes, at et Materiale, som har været forelagt Underretten, skal kunne »upprepas» i 2. Instans.
Jeg tror, jeg tør sige, at dette Spørgsmaal efter Erfaringerne fra de danske Domstole er af underordnet Betydning. Det gælder efter vor Opfattelse netop ikke en »upprepning», men en ny og selvstændig Forelæggelse af Procesmaterialet i 2. Instans, og jeg kan ikke se, at de Rammer, der i Lagberedningens Forslag er givet for 2. Instansbehandlingen, paa nogen Maade kunstigt skulde kunne rejse Vanskeligheder af denne Art.
Jeg skal derefter gaa over til visse af de enkelte Spørgsmaal i Forslaget om Procesmaaden i 2. Instans.
Det erklæres saaledes af Lagberedningen 50:8, at Sagen gennem Behandlingen for Underretten i Almindelighed vil være saaledes udredet, at en mere omfattende Forberedelse ikke er nødvendig i Overretten. Dette kan i og for sig tiltrædes, men den almindelige Erfaring i Danmark er, at der trods Behandlingen i 1. Instans meget ofte, ja man tør vist sige som oftest, kommer nyt relevant Stof frem i 2. Instans.
Jeg skal senere gaa ind paa Betydningen heraf, men vil gerne, skønt det maaske falder noget udenfor mit Tema, fremhæve, at det efter Erfaringerne i Danmark er en meget kort Frist, naar det i 50: 1 fastsættes, at »vad» skall anmeldes for Underretten inden en Uge fra den Dag, Dommen blev afsagt. For danske Jurister vil det staa saaledes, at en saa kort Frist vil fremkalde uoverlagte Ankesager; der maa aabnes Mulighed for Parten til at raadføre sig med en Sagfører eller i hvert Fald til selv at tænke sig omhyggeligt om, før han anmelder Appel.
Dernæst vil man standse ved Bestemmelsen i 50: 4 om, at Ap-
pellanten (vadekäranden) i sit Indlæg bl. a. skal angive Grundene for Appellen med Angivelse af, i hvilken Henseende Underrettens Domsbegrundelse efter Appellantens Mening er urigtig. I samme Kapitels 7 § siges det, at hvis vadeinlagan ikke opfylder bl. a. disse Forskrifter, skal Hovrätten henstille til Appellanten at afhjælpe Manglerne. Efter Erfaringerne i Danmark maa det ventes, at disse Krav i § 4 i Praksis næppe vil kunne kræves opretholdt, fordi de særlig i Ankeinstansen vistnok er overflødige.
Jeg henviser herved til, at den gældende danske Retsplejelovs § 398, II. gaar ud paa, at Ankestævningen (vadeinlagan) skal indeholde »en Angivelse af Ankens Genstand og Hensigt», medens den oprindelige Formulering, som blev forladt som uopfyldelig, gik ud paa, at Stævningen skulde indeholde en fuldstændig og tydelig Angivelse af Ankegrunden og den Paastand, der agtedes nedlagt, altsaa en noget lignende Bestemmelse, som den, der nu er indført i Lagberedningens Forslag i § 4.
En dansk Jurist vil dernæst standse ved samme Kapitel § 8 og § 10.
Efter disse Bestemmelser skal vadeinlagan forkyndes for Indstævnte (vadesvaranden) med Pligt for ham til at fremkomme med skriftligt Genmæle, og Hovrätten har Adgang til efter sit Skøn at anordne en yderligere Skriftveksling.
Heroverfor maa det findes naturligt at fremhæve, at et saadant skriftligt Genmæle formentlig er overflødigt i alle (og det vil sige de fleste) Tilfælde, hvor Indstævnte alene paastaar Stadfæstelse. De gældende danske Regler gaar da ogsaa kun ud paa, at hvis Indstævnte vil paastaa Dommen forandret, skal dette ske skriftligt, men vel at mærke uden Begrundelse, idet denne jo indeholdes i Underrettens Dom.
Det tilkommer naturligvis ikke en dansk Jurist at give Raad om, hvorledes disse Bestemmelser i Paragrafferne 8—10 skal føres ud i Livet, men det skal blot fremhæves, at det for Sagens Forberedelse i Overretten efter danske Erfaringer er overflødigt at have andet end den skriftelige Paastand »fra Appellanten i Stævningen og den skriftlige Paastand fra Indstævnte, hvis han paastaar Dommen forandret. Efter Erfaringerne i de danske Landsretter vil der aldrig være Anledning til at anordne yderligere Skriftveksling, og efter hvad jeg har kunnet bringe i Erfaring er en saadan yderligere Skriftveksling aldrig blevet an-
ordnet, skønt Landsretterne anses for at i og for sig have Hjemmel hertil.
Det staar for mig saaledes, at den nye Procesmaade vil være bedst tjent med, at Overretterne virker hen til, at baade Stævningen og det obligatoriske Svar bliver saa kortfattet som muligt, og ved, at der aldrig anordnes yderligere Skriftveksling.
Med Hensyn til Overgangen fra Forberedelsen til Hovedforhandlingen vil jeg gerne fremdrage Forslagets 50: 15, hvorefter Reglerne for Hovedforhandlingen i Ankesager (vademål) i det væsentlige er ordnet efter samme Grundsætninger som Reglerne for Hovedforhandlingen i Underret.
Under Forhandlingerne i Stockholm for Justitsministeren i Juni 1939 angik en væsentlig Del af Forhandlingerne imidlertid et Problem, som af en af Deltagerne i Diskussionen (p. 83) blev betegnet som »luckan mellan förberedelsen och huvudförhandlingen». Da det tilsvarende Spørgsmaal foreligger under Behandlingen i 2. Instans, vil jeg gerne gøre nogle Bemærkninger herom.
Problemet blev (p. 80) formuleret saaledes: Hvorvidt Fakta, som Parterne har paaberaabt sig under Forberedelsen, men som ikke paaberaabes under Hovedforhandlingen, skal kunne tages i Betragtning under Hovedforhandlingen, og særlig blev det (p. 92) udtrykt saaledes, at der skal tages Stilling til det ulykkelige Tilfælde, at det gaar saa ilde, at Parterne forbiser en vis Omstændighed, og Rettens Leder heller ikke observerer den, og at Dommerne saaledes først under Voteringen kommer til at tænke paa denne Omstændighed.
Hos den danske Jurist, der læser denne lange Forhandling, der gaar over 35 trykte Sider, maa det vække Forundring, at Problemet har kunnet optage Sindene i den Grad som sket, og han vil driste sig til at mene, at dette skyldes, at man ikke i Sverige har Erfaringer for, hvorledes det kontradiktoriske Princip i Forbindelse med Mundtligheden medfører en saadan Koncentration og skarp Belysning af alle relevante Fakta, at dette, at et saadant Faktum skulde kunne glemmes baade af Sagførerne, Parterne og Dommerne under Hovedforhandlingen, overhovedet ikke vil komme til at foreligge.
Skulde dette alligevel ske, vil man i Danmark ordne Sagen gennem en Reassumption ex officio, hvorved det for danske Ju-
rister vil være aldeles klart — hvad der virkelig blev draget i Tvivl under Forhandlingen i Juni 1939 — at et saadant Faktum naturligvis under ingen Omstændigheder maa tages op i Begrundelsen, uden at Parterne eller deres Sagførere har haft Lejlighed til at udtale sig herom.
Med Hensyn til selve Hovedforhandlingen (Domsförhandlingen) skal efter Lagberedningens Udkast 50: 16 hver Part efter Dommens Oplæsning udvikle »sin talan».
Dette stemmer med dansk Ret, hvorved der dog maaske kan være Anledning til at nævne, at der er visse Nuancer mellem Landsretterne indbyrdes, hvilket dels staar i Forbindelse med, at der i de to Retter og disses forskellige Afdelinger kan være nogen Forskel med Hensyn til, hvilken Fremgangsmaade man traditionelt vælger, dels forklares ved, at Retterne, hvilket meget maa anbefales, i vidt Omfang overlader til Parterne selv at lægge Proceduren til Rette efter hver Sags Karakter, idet Fremgangsmaaden naturligt bliver forskellig alt eftersom Sagens Afgørelse hovedsagelig hviler paa Dokumentbevis eller paa Parts- og Vidneforklaring.
Da det jo efter Lagberedningens Udkast i det væsentlige er overladt til Hovrätternas eget Skøn at bestemme, hvorledes Proceduren i 2. Instans skal forme sig, kan der maaske være Anledning til att sige nogle Ord om, hvordan de enkelte Spørgsmaal er ordnet indenfor den danske Retsplejes Ramme.
I Almindelighed indskærpes det, at den, der taler først, skal begynde med sin Paastand og med en kort Redegørelse for, hvad Sagen drejer sig om, og derefter gaa over til en objektiv Sagsfremstilling og herunder oplæse det, der er relevant af Dokumentbeviset, herunder Sagkyndiges Erklæringer og herunder som Regel ogsaa i Hovedsagen det af Modparten fremlagte Dokumentmateriale, saaledes at Retten gennem denne Forelæggelse fra Begyndelsen faar et samlet objektivt Overblik over Sagen.
Derimod skal det, som Parter og Vidner i Henhold til tidligere optagne Protokollater har forklaret, saavidt muligt holdes udenfor Forelæggelsen og gemmes til Afhøringen senere hen.
Den juridiske Argumentation skal være kort og præcis med Henvisning til Domme og Retslitteratur, men uden »Belæring» eller Doceren.
Derefter faar Modparten Ordet paa tilsvarende Maade.
Det fremgaar heraf, at en Del af Bevisførelsen altsaa tages op i Parternes Forelæggelse, hvilket jo fremmer Koncentrationen og dermed Rettens hurtige Forstaaelse af Sagen.
Med Hensyn til Tilrettelæggelse af Bevisførelsen iøvrigt vil Fremgangsmaaden være noget forskellig særlig med Hensyn til, om man vil afhøre Vidnerne eller Parterne først.
Med Hensyn til Afhøringen af Vidner i 2. Instans maa det erindres, at Materialet i betydlig Grad er forenklet paa Vejen fra Underretten til 2. Instans, saaledes at Vidneførslen her normalt er begrænset til visse Hovedpunkter, hvis Relevans fremgaar af Underrettens Dom og Sagens Forelæggelse i det hele. Naturligvis er det rigtigt, som det er sagt saa mange Gange, at Vidner er ringere 2. Gang, de afhøres, men Ulemperne herved er efter min Mening meget overdrevet og opvejes i betydelig Grad derved, at man i 2. Instans i Reglen straks med stor Sikkerhed ved, hvor man skal sætte ind, og ved, at Vidnerne særlig i borgerlige Sager, selvom de kender Dommen, ofte ikke vil være klar over, hvad Hensigten er med de Spørgsmaal, der rejses.
Hvad dernest Partsafhøringen angaar bør det fremhæves, at Erfaringerne fra Danmark gaar ud paa, at Afhøringen af Parterne i 2. Instans er et mindst lige saa vigtigt Oplysningsmiddel som i første Instans. Erfaringen viser, at Parterne saa godt som altid møder frivilligt, og at Sagførerne i høj Grad medvirker til, at deres respektive Parter møder, fordi Sagførerne altid vil være intresseret i at have deres Klienter tilstede baade for at kunne stille Spørgsmaal til dem, og for at Klienterne kan forvisse sig om, at intet bliver forsømt under Domsforhandlingen.
Der er jo talt og skrevet saa meget om Partsafhøringen, men jeg tror, at det med Rette kan siges, att kun den, der har oplevet Partsafhøringsinstitutet i Praksis, fuldtud forstaar, hvilken gennemgribende Betydning dette Bevismiddel har. Der er vel heller ikke nu længere hos svenske Jurister nogen Tvivl om, at Partsafhøringen i en Retspleje, der bygger paa Umiddelbarhed og fri Bevisdømmelse, som Presidenten Ivar Afzelius i sin Tid udtrykte det, er »själva hjärtpunkten» i denne Retspleje.
Endnu vil jeg gerne fremhæve, at i Danmark baade Dommere og Sagførere er enige om, at de bedste Resultater opnaas derved, at Afhøringen sker af Parterne selv eller deres Sagførere. Alle kender jo de Betragtninger, der i Tidens Løb har været fremsat for og imod denne Afhøringsform, og jeg skal derfor indskrænke
mig til angaaende dette saa vigtige Punkt blot at understrege, at Erfaringerne i dansk Retspraksis er, at Retsplejen er bedst tjent med, at Afhøringen foretages af Parterne selv eller deres Sagførere.
I Lagberedningens Udkast 50: 25 findes en vigtig Regel gaaende ud paa, at en Part ikke i Hovrätten maa paaberaabe sig en Omstændighed eller et Bevis, som ikke tidligere er forebragt, hvis han har kunnet paaberaabe sig Omstændigheden eller Beviset ved Underretten, og det kan antages, at han har undladt at gøre dette i utilbørlig Hensigt eller af grov Uagtsomhed. Der findes ogsaa i dette Kapitel Bestemmelser, der tager Sigte paa, hvorvidt Fremskaffelsen af nyt Bevismateriale kan nødvendiggøre en Udsættelse af Hovedforhandlingen. Jag skal dog ikke komme nærmere ind paa disse efter dansk Opfattelse noget stive Regler, men blot nævne, at man ikke har fundet det nødvendigt at optage Bestemmelser af lignende Art i den danske Retsplejelov.
Derimod vil jeg gerne fremhæve, at det kontradiktoriske Princip efter Erfaringerne i Danmark spiller en særlig stor Rolle for Fremskaffelsen af nye Bevisdata netop i 2. Instans.
Til Belysning heraf skal jeg give følgende Oplysninger vedrørende 562 Domme afsagt af Danmarks Højesteret i borgerlige Sager i en omtrentlig 5 Aars Periode fra 1935—40:
Af disse Domme gik 324 eller 57.6 % ud paa Stadfæstelse, uden at de nye Oplysninger, der har været fremskaffet i et betydeligt Antal af disse Sager, havde kunnet føre til Ændring af den indankede Dom.
I de resterende 238 Sager (42.4 %) ændrede Højesteret Landsrettens Dom og i 82 af disse Sager (34.4 %) begrundede Højesteret sit Resultat med Fremkomsten af nye Bevisligheder; i de resterende Sager var Resultatet begrundet ved en anden Retsopfattelse eller en anden Vurdering af Beviset.
Dette vil altsaa sige, at Fremskaffelsen af nye Beviser paa Vejen fra Landsret til Højesteret i godt og vel en Trediedel af de Sager, i hvilke Dommene blev ændret, førte til et andet Resultat end det, Landsretten var kommet til; men hertil kommer den Betydning nye Bevisligheder kan have haft og ganske givet har haft i Størstedelen af de andre Sager, bl. a. ogsaa til Bestyrkelse af den indankede Doms Rigtighed i de Tilfælde, hvor Højesteret stadfæstede denne.
Det er som om hele dette uendelig vigtige Spørgsmaal om Fremskaffelse af nye Beviser og Ydelsen af enhver tænkelig Støtte hertil — ogsaa og særlig i 2. Instans — har spillet en meget underordnet Rolle under Forberedelserne til de svenske Proceslovudkast.
Og det er vist ikke for dristigt at tro, at dette nøje hænger sammen med, at föredragningssystemet ikke interesserer sig synderlig for nye Oplysninger, ikke kalder paa Interessen herfor, men lægger den alt overvejende Vægt paa den objektive, lidenskabsløse Forelæggelse af det givne Stof.
Men en Proces er nu engang ikke en Idyl og bør heller ikke være en Raadslagning »indenfor Murene». En Proces er netop Parternes lidenskabelige Bearbejdelse af Retssagens Stof og Dommernes derpaa følgende, objektive Vurdering af dette.
Og det er af den største Betydning — ogsaa for 2. Instans — at denne Processens dobbelte Funktion baade holdes skarpt adskilt og af Lovgivningen styrkes med alle Midler til saa stor Selvstændighed som muligt.
Under Forhandlingen for Justitsministeren i Juni 1939 udtalte en af Diskussionsdeltagerne (p. 113) i Forbindelse med Spørgsmaalet om den koncentrerede Hovedforhandling, at han havde været i Danmark og havde talt baade med Højesteretsdommere og Højesteretssagførere. Han udtalte, at Højesteretsdommerne var meget tilfredse, hvad der ikke undrede ham, men »när man talar med en höjesteretsadvokat och märker hans leende, när han skildrar dessa förhandlingar, blir man litet mer betänksam».
Denne Udtalelse er bogstavlig talt uforstaaelig for en dansk Jurist, og Forklaringen kan formentlig kun være den, at det danske Smil her som saa ofte ellers er blevet misforstaaet.
Der er ingensomhelst Tvivl om de danske Juristers Opfattelse af den i Danmark gældende Procesmaade, særlig ogsaa forsaavidt angaar 2. Instans i borgerlige Sager, og ingen dansk Jurist hverken Dommer eller Sagfører kunde i Drømme tænke sig at vende tilbage til en skriftlig Procesmaade eller blot tænke sig at støtte en Tendens i Retning af en saadan Procesmaade, f. Eks. ved at gøre Forberedelsen mere skriftlig.
Da den citerede Udtalelse er fremsat under officielle Forhold og mulig kan have gjort Indtryk paa de andre den Gang tilstedeværende svenske Jurister, maa det for en dansk Jurist være
magtpaaliggende at slaa fast, at her foreligger en absolut Misforstaaelse, og at der i Danmark kun hersker een Oppfattelse om de herhenhørende Spørgsmaal, nemlig den paa Mundtlighed hvilende Koncentrations ubetingede Fortrin fremfor enhver Form for større eller mindre Skriftlighed. Vi der har arbejdet under begge Procesmaader kan aflægge et efter vor Mening troværdigt Vidnesbyrd herom.
En dansk Forfatter har en Gang udtalt, at »Virkeligheden er alle Tings Prøve», og Virkeligheden, som den udfolder sig i de danske Retssale, er et eneste, for os afgørende Erfaringsbevis for, at Rättsskipningen kun kan indrettes paa en for Landets Borgere betryggende Maade, naar den bygger paa disse bærende Hovedprincipper.