DANSKE ERFARINGER
OM»RATTFYLLERI».
AF
SEKRETÆR I JUSTITSMINISTERIET HANS TOPSØE-JENSEN.
Spørgsmaalet om den strafferetlige Behandling af spirituspaavirkede Motorførere har ogsaa i Danmark været Genstand for stor Interesse.
Antallet af Trafikulykker forvoldt af paavirkede Personer (herunder ogsaa Cyklister og Fodgængere) var i 1938 ialt 454, hvilket er 3.3% af alle Uheld (i Sverige 5.6 %), deraf med dødelig Udgang: 17, hvilket er 5.1 % af alle Uheld med dødelig Udgang (nemlig 334) (i Sverige 7.4 %), og deraf med Legemsbeskadigelse 285, hvilket er 3.8 % af alle Legemsbeskadigelser (nemlig 7,462) (i Sverige 5.4 %).1
Selv om de danske Tal er mindre end de svenske, er de dog store, og viser særlig, at Følgerne af Færdselsuheld gennemgaaende er alvorligere ved Spirituspaavirkning end ved andre Aarsager.
Desværre findes der ingen bearbejdet Statistik over samtlige Retssager (altsaa uanset Skaden), der er rejst for Overtrædelse af den danske Motorlovs § 24 (Lovbekendtgørelse Nr. 131 af 14/4 1932). Mine Erfaringer fra Retslægeraadet og Samtaler med Embedsmænd i Københavns Politi giver dog Indtryk af, at Domstolene reagerer ret kraftigt overfor disse Forseelser; naar Domfældelse sker, er Straffen næsten altid Hæfte og yderst sjældent betinget; Fradømmelse af Førerbevis synes at være Hovedreglen. De faa trykte Domme om dette Emne tyder ogsaa i denne Retning.
Ogsaa i Danmark har der vist sig Trang til Revision af Bestemmelsen i § 24, der straffer den, der fører eller forsøger at
føre Motorkøretøj, naar han paa Grund af Spiritus ikke er i Stand til at gøre det paa betryggende Maade.
Trangen til Revisionen skyldes dels selve Reglens Formulering, dels bevismæssige Grunde. Jeg skal kort gøre Rede for de særlige Vanskeligheder, den nuværende Lovregel giver.
Efter dansk Opfattelse er det en Selvfølge, at den undersøgende Læge ikke kan bedømme Egnetheden til at køre Bil. Han maa — som Læge — indskrænke sig til at udtale sig om Paavirkethedens Grad; i Almindelighed anvendes følgende Skala: ikke paavirket, paavirket i let Grad, i middel Grad, i svær Grad eller beruset. Men ogsaa for Domstolene er det en næsten umulig Opgave at afgøre om den paagældende kan føre Bil paa betryggende Maade. Dette har medført, at Domstolene faktisk anser det for godtgjort, at man ikke er i Stand til at føre Bil paa betryggende Maade, naar det blot er bevist, at man har været paavirket af Spiritus; de foreliggende Højesteretsdomme tyder ogsaa herpaa.
Men hertil kommer, at Bevisvanskelighederne i disse Sager er væsentlig større end ellers, hvilket medfører adskillige urigtige Frifindelser.
Vidnebeviset er ofte ganske ubrugeligt. For Passagerere og Restaurationspersonale eksisterer som Regel kun ædru Førere, mens omvendt Vidner, der udefra ser det passerede, oftest bedømmer Føreren for strengt. Vreden over det passerede faar dem til at anse Føreren for paavirket, skønt det senere viser sig, at der ingen Holdepunkter er derfor.
Den kliniske Lægeundersøgelse er ogsaa et særdeles mangelfuldt Bevismiddel. Jeg skal tillade mig at henvise til den indgaaende Redegørelse herfor, som er givet af Dr. med. P. A. ANDRESEN i »Juristen» 1939, 577 flg. Hvor omhyggeligt den end gøres, bliver Prøven dog ret grov. Paa mange Førere virker Chocket i Anledning af Uheldet eller Anholdelsen saaledes, at de strammer sig op, uden at dette bestemt kan ses, mens omvendt Lægen altid kan konstatere en særlig Nervøsitet, der maatte være opstaaet i samme Anledning. Det maa siges, at Prøverne altid er i Sigtedes Favør, ofte endog i meget høj Grad.
Den undersøgende Læges Rutine spiller ogsaa en stor Rolle; dette ses med Tydelighed af en i nævnte Artikel trykt Statistik: Forholdene i København har muliggjort, at en hel Del af Prøverne der kunde udføres af een Læge. Det viste sig da, ved en Sammenligning af Alkoholkoncentrationen i Blodet (som jo bestem-
mes efter Prøven) og Udfaldet af den kliniske Prøve, at denne Læge havde langt større Procenter paavirkede indenfor de forskellige Koncentrationsgrupper end de andre Læger. Den uøvede Læges Bedømmelse er altsaa altid meget mild. — Dertil kommer, at Undersøgelsen jo ofte finder Sted længe efter det kriminelle Tidspunkt, og at en sikker »Tilbageregning» af Paavirkethedsgraden alene paa Grundlag af Oplysninger om Forbrug og den kliniske Prøve saa at sige er umulig.
En egentlig psykoteknisk Prøve vilde være langt bedre, men naturligvis praktisk umulig at faa udført i disse Tilfælde.
Det nye Bevismiddel: Blodalkoholkoncentrationen, er af en langt bedre Art. Om dens Fordele og Mangler maa henvises til de mange lægelige Fremstillinger og Redegørelsen i det svenske Forslag. Jeg maa blot fremhæve, at det er en udbredt Misforstaaelse, at Legemsvægten er en Fejlkilde ved dette Bevismiddel. Legemsvægten spiller en Rolle ved Hastigheden af Legemets Forbrænding af Alkohol; men den Retsmediciner, der skal udregne Koncentrationen i Gerningsøjeblikket, naar han faar opgivet en bestemt Koncentration ved Lægeundersøgelsen, tager ogsaa Legemsvægten i Betragtning ved »Tilbageregningen». Resultatet kan — alt taget i Betragtning — angives med en vis Maximums- og Minimumsværdi.
Initiativet til en Revision er i Danmark udgaaet fra Retslægeraadet, der i en Skr. af 21/6 1937 til Justitsministeriet,1 indgaaende begrundede et Forslag, hvorefter Reglen skulde være,»at et Motorkøretøj ikke maa føres eller forsøges ført af nogen, der er paavirket af Spiritus. Som paavirket skal under alle Omstændigheder den anses, der efter foretagen Alkoholundersøgelse maa antages paa Tidspunktet for Handlingen at have haft en Koncentration i Blodet paa 1 ‰ eller derover». Raadet var dog stemt for eventuelt at vælge en noget lavere ‰ f. Eks. 0.8.
Dette Forslag har efter at have været forelagt Anklagemyndigheden været behandlet i Justitsministeriet i Forbindelse med en omfattende Revision af hele Færdsels- og Motorloven, som imidlertid desværre paa Grund af Krigen er stillet i Bero.
Anklagemyndigheden har anbefalet den ændrede sproglige Formulering af Strafbarhedskriteriet, men har ikke kunnet tiltræde Forslagets Bestemmelser om Alkoholpromillen i Blodet. Man
har for det første anført, at Bestemmelsen kan medføre Domfældelser i en Række Tilfælde, hvor den kliniske Prøve ikke har fundet den paagældende paavirket, og noget Uheld eller lignende ikke er indtraadt. Herimod kan dog anføres, at en Koncentration af ca. 0.8—1 ‰ er Udtryk for en uforsvarlig stor Spiritusnydelse, og at psykotekniske Prøver har vist, at Forsøgspersoners Reaktioner er unormale allerede ved en langt mindre Koncentration. For det andet anføres det, at Domstolene sikkert vilde frikende, naar Koncentrationen er mindre end 1 ‰, skønt Sagens øvrige Omstændigheder indicerer Domfældelse. Selv om det efter Formuleringen ikke er nødvendigt, er det muligvis rigtigt; denne Indvending imødegaas bedst ved i Loven at vælge den lavest mulige Koncentrationsgrænse. Endelig anføres det, at den paagældende ikke har nogen Mulighed for at vide, hvornaar han er naaet den kriminelle Koncentration. Dette har næppe nogen Betydning; den paagældende viser oftest ikke nogen særlig Interesse for dette Spørgsmaal, naar hans Konsum har oversteget en vis Grænse, og for den samvittighedsfulde Bilist er det i Virkeligheden lettere med den nye Regel at kunne udregne nøjagtig, hvor mange Glas han kan taale, end det er at skønne over, hvorlænge han er egnet til at føre Bil »paa betryggende Maade».1
Sammenligner man det danske Forslag med det svenske,2 vil man se, at det svenske Forslag paa et vigtigt Punkt er anderledes, mindende om den gældende danske Lov.
Det svenske Forslag betinger det strafbare af Kriteriet: »icke på betryggande sätt kunnat föra fordonet», og tilføjer saa en ren Præsumtionsregel om, at dette er Tilfældet, naar Blodet indeholder 1.5 ‰.
Denne Formulering har efter min Mening visse Mangler: en Lovformodning vil altid virke stødende paa moderne Mennesker, der har vænnet sig til den frie Bevisbedømmelse: den, der trods 1.5 ‰ mener at kunne godtgøre, at han har ført sin Vogn paa betryggende Maade, vil, naar han dog dømmes, uden at Dommeren vil høre hans Vidner, let kunne blive Kværulant.
Det danske Forslag er reelt bygget paa samme Tanker som det svenske, men rummer den Fordel, at Strafbarhedsbetingelsen blot er, at man er paavirket af Spiritus. Tilføjelsen om Alkoholpromillen har paa en ganske anden Maade end i det svenske Forslag Karakteren af en Definition. At man ikke helt har kunnet opgive den sproglige Forklaring »Paavirket af Spiritus», skyldes, at Straf ogsaa maa kunne ramme den, der af en eller anden Grund ikke har kunnet underkastes Blodprøve.
Denne Formulering er ogsaa særdeles rammende, idet »paavirket» betyder, at man reagerer unormalt, hvilket jo netop er det farlige her og derfor det strafferetlig relevante. Det er meget vigtigt at fastholde, at her er Tale om et rent Faredelikt, ikke noget Skadedelikt. Formuleringen findes i den gældende norske Lov af 20 Februar 1926 § 17.
For at Præsumtionen i det svenske Forslag ikke skal give stødende Resultater, ser man da ogsaa, at det svenske Forslag maa vælge en ret høj Promille, nemlig 1.5 ‰. Hvilket igen fører til, at man tilføjer en helt ny Art Strafferegel (med en noget mildere Strafferamme), hvis eneste Betingelse er, at man har en Alkoholpromille imellem 1.5 og 0.8.
Den danske Formulering muliggør et næsten frit Valg af Promille, maaske helt ned til 0.5, som i den norske Lov, hvilken Promille jo efter de psykotekniske Undersøgelser egentlig ikke er for lav. Det er en Selvfølge, at Straffen maa gradueres efter Paavirkethedens Grad; muligvis maa man have to Strafferammer for ikke at faa for milde Domme ved de høje Promiller.
Et andet Spørgsmaal, jeg i denne Forbindelse maa berøre, er, hvem der bør rammes af Bestemmelsen.
De gældende Regler i de nordiske Lande omfatter alene Førere af Motorkøretøjer. Grunden til dette er selvfølgelig, at Indførelsen af det farlige Instrument i Trafikken, som Motorkøretøjer er, har gjort det naturligt at skærpe de Regler, der har til Formaal at sikre, at Føreren er saa veludrustet paa alle Omraader som muligt.
Men selv om alle Motorførere var ideelle i alle Henseender, har Motorvognene alligevel ikke kunnet undgaa at stille nye Krav til andre, der færdes paa Vej og Gade, baade Hestevogne, Cykler, Fodgængere o. s. v. Disse kunde tidligere færdes endog meget uforsigtigt uden at løbe nogen større Risiko. Nu er det — selv-
forudsat ideelle Motorvogne baade med Hensyn til Materiel og Førere — meget farligt at være uforsigtig paa Gaden. Det er derfor ganske utilfredsstillende at arbejde med de samme Krav til disse Personers Forsigtighed m. v. som tidligere.
Dette gælder i Særdeleshed, naar der er Spørgsmaal om Spirituspaavirkethed. Den svenske Færdselsstatistik viser i 1938, at 40 Personer dræbtes ved Færdselsulykker foraarsaget af Spirituspaavirkethed.
Bilisten havde Skylden i 25 Tilfælde
Cyklisten havde Skylden i 5 Tilfælde
Fodgængerenhavde Skylden i 10 Tilfælde
Den danske Statistik 1938 viser 17 dræbte (deraf var de 15 selv Skyld i Ulykken; en rationel, men noget haard Straf). I 1939 :17 dræbte (deraf 13 selv Skylden).
Motorføreren havde Skylden i 7 (1938)/7 (1939) Tilfælde
Cyklisten havde Skylden i 5 (1938)/7 (1939) Tilfælde
Fodgængeren havde Skylden i 4 (1938)/3 (1939) Tilfælde
Andet Køretøj havde Skylden i 1 (1938)/0 (1939) Tilfælde
At Cyklisterne i Danmark har en saa stor ogsaa forholdsmæssig Andel i Uheldene skyldes antagelig, at de med deres meget store Antal er særlig dominerende i Trafikken.
Det forekommer mig, at disse Tal viser, at der er Trang til en lige saa alvorlig Reaktion mod spirituspaavirkede Cyklister, ja endog Fodgængere, som mod Bilisterne.