HVILKE ARTER AF SKADE SKAL
ERSTATTES EFTER
ALMINDELIGE REGLER OM
ERSTATNING UDENFOR
KONTRAKTSFORHOLD?
AF
PROFESSOR HENRY USSING.
Erstatningsretten er undergaaet en stærk Udvikling i den nyeste Tid. Regler, der for et Par Menneskealdre siden betragtedes som urokkelige, er blevet gennembrudt, og der er næppe noget Punkt, hvor jeg tør garantere, at Reglerne vil kunne staa fast for længere Tid. Usikkerheden kommer ogsaa frem paa det Omraade, jeg her skal behandle, Spørgsmaalet, hvilke Arter af Skade der skal erstattes efter almindelige Regler om Erstatning udenfor Kontraktsforhold. Det er meget omtvistet, hvad der er den rette Ordning fra et legislativt Synspunkt. Men i gældende nordisk Ret, som jeg her skal behandle, synes det dog endnu at staa fast som Hovedreglen, at det kun er økonomiske Skader, der skal erstattes. — Dette er navnlig Hovedreglen, hvor Erstatning skal betales efter den vigtigste af de almindelige Erstatningsregler, Culpareglen. Sætningen har Undtagelser, ret vidtgaaende Undtagelser i nogle af de nordiske Lande, men endnu er den vor gældende Hovedregel, som kun fraviges i særlige Tilfælde med Støtte i Lovgivningen.
Sætningen er tilsyneladende klar og enkel. Men i Virkeligheden er den meget langt fra at være klar. Det er nemlig meget omtvistet, hvad der skal förstaas ved økonomisk Skade. Derfor bliver det Hovedopgaven for mig ved denne Lejlighed at tage Stilling til dette Spørgsmaal.
De Lovregler, der ligger til Grund for Hovedsætningen, at kun økonomisk Skade erstattes, er meget magre, og Spørgsmaalet om,
hvad økonomisk Skade er i denne Forbindelse, er kun behandlet sparsomt i nordisk Litteratur og næsten kun af norske Forfattere. Der er derfor god Grund til at tage Spørgsmaalet op til Undersøgelse i de andre Lande.
Den litterære Behandling af Problemet her i Norden har været stærkt præget af tysk romanistisk Teori og af den konstruktive Skole i Retsvidenskaben. Tilsyneladende gik Forfatterne ud fra som givet, at Erstatningen kun omfattede økonomisk Skade eller Formueskade, og de søgte saa spekulativt at bestemme Begreberne nærmere.
Formueskade er Skade paa Formuen. Derfor gjaldt det blot at fastslaa, hvad Formue er. I juridisk Forstand bestemte man Formuen som Indbegrebet af de en Person tilkommende Rettigheder, der har Pengeværdi, og hans tilsvarende Forpligtelser. Det var dog let at se, at man ikke kunde begrænse Erstatningspligten til Skade paa Formuen i denne Forstand. Hvis f. Eks. en Person lider Skade paa sit Helbred og taber sin Arbejdsevne, behøver han ikke derved at lide Skade paa nogen Formuerettighed eller at paadrage sig nogen økonomisk Forpligtelse. Men det er almindelig anerkendt, at Erstatning kan kræves for det Tab, Personen lider ved at miste fremtidig Arbejdsindtægt eller ved at maatte afholde Udgifter til Helbredelse. Og dette er ikke noget, der bare gælder ved Personskade. Tab af tilsvarende Art kan ogsaa krævet erstattet paa andre Omraader, f. Eks. naar der er sket Krænkelser af Ejendomsretten eller af en Forfatter- eller Patentret, eller en Erhvervsvirksomhed er blevet skadet ved illoyal Konkurrence. I alle saadanne Tilfælde er det almindelig anerkendt, at Erstatning skal ydes ogsaa for almindelig Formueskade, med hvilket Udtryk man ofte betegner de Skader, der ikke rammer bestemte Formuegenstande. Dette er navnlig ogsaa Reglen efter tysk Ret.
Almindelig Formueskade hører derfor uden Tvivl til de Arter af Skade, der er Genstand for Erstatning efter Culpareglen. Undertiden møder man ganske vist Udtalelser i modsat Retning. Men Meningen hermed er ikke at bestride de Resultater, jeg ovenfor har fastslaaet, men kun at udtale, at der ikke kan kræves Erstatning efter Culpareglen, naar Krænkelsen alene rammer Formuen i Almindelighed. Dette kan siges at være Reglen i tysk Ret. Disse Tilfælde dækkes nemlig ikke af Hovedreglen i BGB § 823 stk. 1. Men dette betyder ikke, at almindelig Formue-
skade er en Art Skade, der ikke erstattes efter tysk Ret. Den erstattes, naar de almindelige Erstatningsbetingelser foreligger. Men Culpareglen er i tysk Ret indsnævret, saaledes at den kun gælder, naar Krænkelsen rammer enten en subjektiv Ret eller visse særlig nævnte Goder. Hvor dette ikke er Tilfældet, erstattes almindelig Formueskade derfor kun, naar særlige Regler fører dertil.
I Sverige synes Forholdet at være et lignende, om jeg opfatter det rigtigt. Naar Skaden kun rammer Formuetilstanden som Helhed, antages Erstatning kun at kunne kræves, naar den skadevoldende Handling var forbudt af gældende Lov, eller stridende mod gældende Lov, som Dommen i Nytt Jurid. Arkiv 1935, 300, der angaar Boycotning, siger.
En tilsvarende Regel gælder formentlig ikke i Norge og Danmark. Den herskende Opfattelse i Danmark og Norge kan vel siges at gaa ud paa, at den almindelige Culparegel gælder ogsaa i disse Tilfælde. Derfor gælder det kun om at fastslaa, hvilke Handlinger der er retstridige. Naar en Handlings Retstridighed er fastslaaet, skulde man altsaa kunne paalægge Erstatningspligt efter den almindelige Culparegel. Efter min Mening er det dog ikke sikkert, at tilfredsstillende Resultater kan naas paa denne Maade. Det er et Spørgsmaal, om den almindelige Culparegel overhovedet skal gennemføres fuldt ud paa disse Omraader. Besvarelsen heraf kræver en Undersøgelse for hver Gruppe af skadevoldende Handlinger for sig.
Det er ofte tvivlsomt, under hvilke Betingelser Erstatningspligt skal indtræde, naar det kun er Formuen i Almindelighed, der lider Skade. Problemet kommer navnlig frem, hvor Skaden hidføres ved ulegemlige Midler. Men for dansk Rets Vedkommende mener ogsaa jeg, Domstolene maa kunne paalægge Ansvar for almindelige Formuekrænkelser, overalt hvor det findes paakrævet, altsaa ogsaa i Tilfælde, hvor det ikke har særlig Støtte i Lovgivningen eller Grundsætninger, der forud er fastslaaet i Praksis. Dette gælder bl. a. om Boycotning. Men paa Omraader, hvor der findes Lovregler om Erstatning, maa det selvfølgelig tages i Betragtning, at Lovreglerne efter Omstændighederne kan være udtømmende for et vist Omraade og saaledes udelukke, at Ansvar paalægges i Kraft af Forholdets Natur.
Det vanskelige Problem om Betingelserne for Erstatning, hvor Skaden kun er almindelig Formueskade, falder efter min Opfat-
telse udenfor mit Emne. Jeg vender derfor tilbage til Spørsmaalet om, hvad der er økonomisk Skade.
Den Opfattelse, jeg skildrede ovenfor, ligger til Grund for den første mere indgaaende Behandling af Emnet i nordisk Ret, den som HERMAN SCHEEL gav i 1893.1 Scheel søgte at sammenfatte Reglerne i en fælles Grundsætning, der tillige præciserede dem i en enkelt Retning. Økonomisk er Skaden efter Scheel kun, naar den forringer den skadelidendes pekuniære Stilling. Scheel formulerede selv sin Opfattelse saaledes: Økonomisk Skade foreligger, hvor Skaden rammer en Persons Evne til at skaffe sig Penge, saaledes at enten denne Evne nedsættes eller et Behov for Penge fremkaldes. Derved gør Scheel Begrebet økonomisk Skade meget snævert, og formentlig for snævert. Dette Punkt skal jeg komme tilbage til. Foreløbig vil jeg blot fastslaa, at Scheel paa den anden Side er gaaet udover den Teori, der kræver Skade paa Formuen i den klassiske juridiske Betydning. Dette betragter jeg dog kun som en Fordel.
I denne Forbindelse kan omtales den Lære, at en Person ikke kan kræve Erstatning for Tab af Fordele, som han ikke havde Ret til. Denne Lære maa ubetinget forkastes. Dens Urigtighed fremgaar allerede af det ovenfor omtalte Tilfælde Personskade, der medfører Arbejdsudygtighed. De Forfattere, der har været inde paa Tanken, har haft for Øje Tilfælde, hvor en Person nyder et Gode, som ikke er retsbeskyttet for ham, f. Eks. hvor en Grundejer har en smuk Udsigt over Naboens Grund, men ikke har nogen Servitut, der sikrer ham Udsigten. Her er det klart, at han ikke kan kræve Erstatning af Naboen, hvis denne bygger et Hus og derved ødelægger Udsigten. Men hvis f. Eks. en Bedrager narrer vedkommende Ejer til at overdrage sin Ejendom til en Trediemand, der er i god Tro, og Overdrageren kræver Erstatning af Bedrageren, maa der i Erstatningen for den mistede Ejendom tages Hensyn til den Værdiforøgelse, som den faktisk bestaaende smukke Udsigt medførte — ligesom der maatte tages Hensyn til saadanne faktiske Fordele som, at Ejendommen laa nær ved Sporvogn.
At Skade er økonomisk i de Tilfælde, der dækkes af Scheels Lære, er almindelig anerkendt. Men man maa formentlig udvide Begrebet. Et Indicium herfor er det allerede, at Scheel selv ikke
fastholder sin Lære helt konsekvent, naar han gennemgaar Eksempler. Og nyere Forfattere gaar i endnu højere Grad udover den. Det gælder f. Eks. FREDRIK STANG,1 som det fremgaar af hans Enkeltafgørelser — principielt tager han nemlig ikke Afstand fra Scheel — og endnu mere om PLATOU.2 I Virkeligheden har der, saavidt jeg ser, baade i Litteraturen og Praksis været en stigende Tilbøjelighed til at gaa udover Scheels Lære. En principiel Opposition mod Scheel kommer endelig til Udtryk hos hans Landsmand HAGERUP BULL, der i Tidsskrift for Retsvidenskab 1920 pag. 155 ff. opstillede en ny Lære, for en Del inspireret af nyere tyske Forfattere.
Hagerup Bull forkaster Scheels Udgangspunkt, det juridiske Formuebegreb, og søger i Stedet derfor Støtte i Økonomiens Opfattelse. Økonomisk Skade maa i Princippet være, hvad der er Skade efter Økonomiens Opfattelse. Udgangspunktet bliver derfor en Bestemmelse af, hvad der maa anses for økonomiske Værdier. Herunder falder meget mere end den juridiske Formue, f. Eks. ogsaa Personens Arbejdsevne. Da Erstatningsretten fastsætter Erstatningen efter den individuelle økonomiske Skade, gælder det at fastslaa, hvad dette er. Og Hagerup Bulls Lære bliver da, at individuel økonomisk Skade som Hovedregel foreligger overalt, hvor Værdien af de økonomiske Goder, som staar til en Persons Raadighed, ved Skaden formindskes, eller han ved den bringes til at opofre saadanne Værdier.
Hagerup Bull giver ikke nogen egentlig Begrundelse af sin Lære. Han siger, Økonomiens Begreb bør lægges til Grund af Juristerne, forsaavidt ikke almene eller særlige Grunde taler derimod. Men saadanne Grunde foreligger ikke —bortset fra enkelte særlige Undtagelsestilfælde. — Til Støtte for sin Lære henviser Hagerup Bull dog til, at hans »Værditeori» paa en Række Punkter giver rimeligere Resultater end »Pengeteorien», hvad han belyser ved en udførlig Sammenligning.
Dette sidste Argument er selvfølgelig kun Udtryk for Hagerup Bulls Opfattelse. Det faar kun Vægt, hvis andre Jurister føler sig overbevist om, at hans Lære giver sunde Resultater. Jeg skulde tro, at de fleste nok vil være enige med Hagerup Bull i Kritikken af adskillige af Pengeteoriens Resultater, men at de paa den anden Side ikke vil være tilbøjelige til at gaa saa langt udover Scheels Lære som Hagerup Bull.
Naar man tænker nærmere over disse Problemer, forøges ens Skepsis overfor Hagerup Bulls Lære. Den mangler egentlig realt Fundament. Hagerup Bull gaar ud fra, at der er en Forhaandsformodning for, at Juristerne maa bygge paa Økonomernes Opfattelse. Men dette maa bestemt bestrides.
For en juridisk Betragtning kan Bidrag til Løsning søges i historiske Undersøgelser om Reglens Oprindelse og dens Anvendelse i Retspraksis. Ad denne Vej naar man dog næppe en tilstrækkelig Afklaring, da Reglen vistnok er dannet igennem Domstolenes Praksis i ret gammel Tid, da Forholdene var mere enkle. Og de ældste Lovregler om Erstatning1 bruger som oftest det farveløse Udtryk Skaden. Men ialfald i Tidens Løb er dette Udtryk blevet opfattet som sigtende til økonomisk Skade. Den traditionelle. Opfattelse i nyere Tid er uden Tvivl snævrere end Hagerup Bulls, men det er vanskeligt at afgøre, hvor stor Afvigelsen er.
Naar Erstatningens Omraade skal afgrænses i Nutiden, maa Hovedvægten derfor lægges paa, hvad der kræves af praktisk juridiske Hensyn. Spredte gamle Retsafgørelser bør ikke være en uoverstigelig Hindring for Gennemførelsen af de Regler, der findes stemmende med Sagens Natur i vore Dage.
Lægger man disse Synspunkter til Grund, maa Afgrænsningen i første Række bestemmes ved de praktiske Hensyn, der ligger bagved Reglen om, at kun økonomisk Skade erstattes.
Søger man da at finde disse praktiske Hensyn, maa det først fastslaas, at Reglen ikke kan bero paa den Opfattelse, at de ikkeøkonomiske Goder er mindre vigtige end de økonomiske eller mindre værdige til Lovgivningens Beskyttelse. Mange ikke-økonomiske Goder er utvivlsomt fuldt saa vigtige og anerkendelsesværdige som de almindelige økonomiske Goder.
Reglen kan heller ikke forklares ved, at der er svagere Trang til Erstatning af ikke-økonomisk Skade, fordi Retsordenen giver de ikke-økonomiske Goder et fyldestgørende Værn ad anden Vej, f. Eks. igennem Straffereglerne. I Virkeligheden er Forholdet snarere det modsatte. De økonomiske Goder værnes i det store og hele solidt ogsaa paa anden Maade end ved Erstatningsreglerne, men for de ikke-økonomiske Goder savnes der ofte et saadant Værn, saaledes at de bliver helt uden Rettens Værn, hvis man nægter Erstatning.
Noget mere Hold er der i den Betragtning, at kun økonomiske Skader kan erstattes. Man opfatter herved Erstatningen som en Genoprettelse af den tidligere Tilstand, hvorved Skaden ophæves eller bringes ud af Verden. Men denne Betragtning kan heller ikke være afgørende. Paa den ene Side er det ikke rigtigt, at alle økonomiske Skader kan genoprettes, naar man ved Skade forstaar selve det skadelige Faktum, den reale Skade. Af de Skader, som alle kalder økonomiske, er der mange, som ikke kan bringes ud af Verden ved en Pengeerstatning. Det gælder i vidt Omfang Skade paa Ting, som tjener til varig Brug for Ejeren. Nutidens standardiserede Produktion har vel medført, at Brugsting ofte kan erstattes med aldeles tilsvarende nye Ting. Men der er dog endnu adskillige Ting, der faar en individuel Værdi, f. Eks. en Mands Ridehest, en Hund eller et Kunstværk. I saadanne Tilfælde bliver Erstatningen kun et Surrogat. Det samme gælder, hvis de ødelagte Ting er udgaaet af Markedet, f. Eks. paa Grund af Krig eller en Omlægning af Produktionen. Men i saadanne Tilfælde vil næppe nogen være i Tvivl om, at der foreligger et Tab, der skal erstattes.
Allerede ved klart økonomiske Skader er Erstatningen derfor i mange Tilfælde ikke en Genoprettelse, men et Surrogat. Det, som Erstatningen altid kan afhjælpe, er ikke selve den reale Skade, men det af Skaden flydende Formuetab, d. v. s. Formueforringelsen maalt i Penge. Formuetabet er med andre Ord den reale Skade bedømt fra et bestemt, abstrakt Synspunkt, nemlig om Skaden medfører, at Skadelidendes Formue maalt i Penge bliver ringere, end den vilde være uden Skaden. Formuetabet i denne Forstand kan selvfølgelig altid erstattes, ved at den skadelidendes Formue faar en tilsvarende Pengetilvækst.
Paa den anden Side kan ogsaa anden Skade end Formueskade efter Omstændighederne »erstattes», naar man ikke forlanger selve den reale Skade fjernet, men blot en bestemt Virkning af den, idet man anlægger et eller andet abstrakt Synspunkt. Overalt hvor det skadede Gode kan tænkes vurderet i Penge, kan Skaden forsaavidt erstattes ved en Pengeydelse.
Ser man paa Realiteten i det Genoprettelsesformaal, Erstatningsreglerne forfølger, bliver der ingen skarp Grænse mellem økonomisk Skade og anden Skade. Selv ved klare Formueskader bliver Erstatningen jævnlig kun et Surrogat, der mer eller mindre fuldstændigt kan opveje Skaden i den skadelidendes Vurdering.
Og ved mange ikke-økonomiske Skader kan en Pengeerstatning ogsaa være et fortrinligt Surrogat, idet den giver en lignende Tilfredsstillelse. Hvis man betragter den Ulystfølelse, der fremkaldes hos den krænkede, som det centrale i Skaden, kan Skaden i mange Tilfælde bringes ud af Verden ved en Pengeerstatning. Men det kan vel nok siges, at man ikke paa Forhaand kan være sikker paa, at Ulystfølelsen i alle Tilfælde kan bringes ud af Verden ved en Erstatning, saaledes som Formueforringelsen maalt i Penge.
Der er derfor heller ikke en saadan Forskel i Erstatningsmuligheden, at den kan blive afgørende for Bestemmelsen af Begrebet økonomisk Skade.
Herefter er der næppe andre Udveje tilbage end at opfatte Reglen om økonomisk Skade som begrundet i, at det vilde medføre betænkelig Retsusikkerhed at give Erstatning for ikke-økonomisk Skade i samme Omfang som for økonomisk Skade. Retsusikkerheden beror paa to forskellige Forhold. For det første er det vanskeligt ved ikke-økonomisk Skade at fastsætte Erstatningen til et bestemt beløb i Penge. Denne Vanskelighed er let at faa Øje paa. Men ved Siden deraf opstaar der Usikkerhed i en anden Retning. Det er betænkeligt at give Domstolene frie Hænder til at indrømme Godtgørelse for ikke-økonomisk Skade, hvor Handlingens Retstridighed ikke er klar allerede af andre Grunde, f. Eks. fordi den er strafbar eller fordi den medfører Skade paa Personer eller Ting. Det er vanskeligt at afgøre, hvilke Handlinger der er retstridige i saadanne Tilfælde. Der er ikke dannet faste Sædvaner herom eller en fast almindelig Opfattelse, og derfor er der Fare for meget divergerende Domme. Her møder med andre Ord i stigende Grad de Betænkeligheder, der har ført bl. a. svensk Ret til ikke uden videre at give Erstatning for almindelig Formueskade.
Vanskeligheden ved at afgrænse Omraadet for retstridig Handlen kan dog ikke føre til at foretrække nogen bestemt Definition af Begrebet økonomisk Skade. Det kan derimod den første af Betænkelighederne, nemlig at det er misligt at give Ret til Erstatning af ikke-økonomisk Skade, fordi man ikke kan anvise Dommeren en Maalestok at vurdere efter. Det vilde medføre altfor stor Usikkerhed i Retsafgørelserne og give for fri Bane for personlige Sympatier og Antipatier.
Mit Resultat bliver altsaa, at Hensynet til Retssikkerhed, til at
undgaa Vilkaarlighed og til Lighed for Loven i det hele maa benyttes til at afgrænse den Regel, at ikke-økonomisk Skade som Hovedregel ikke erstattes.
Udfra denne Opfattelse bliver det forstaaeligt, at der i nyere Tid har været en Tendens til at udvide Erstatningens Omraade For et Par Menneskealdre siden var den herskende Opfattelse blandt Jurister ret ængstelig overfor Regler, der gav Domstolene et ubundet Skøn. Men i Tiden omkring Aarhundredskiftet voksede Tilliden til Domstolene i denne Retning, og man søgte i stigende Grad at virkeliggøre den konkrete Retfærdighed i Retsafgørelserne ved Hjælp af smidige Regler, der krævede et Skøn. Denne Tendens var vistnok stærkere i Norge og Danmark end i Finland og Sverige. I den nyeste Tid spores vistnok atter en Reaktion til Gunst for de faste, klart afgrænsede Regler, der skaber Sikkerhed mod Vilkaarlighed og personlige Indstillinger.
Det er ingen ny Opfattelse, at det afgørende for Begrebet økonomisk Skade er, om Skaden kan vurderes i Penge. Men hos ældre Forfattere bruges saadanne Udtryk ofte paa en Maade, der faar en til at tro, at der dermed er fundet en klar Løsning. Dette er imidlertid aldeles ikke Tilfældet. Det er nemlig umuligt at drage en skarp Grænse mellem de Skader, der kan vurderes i Penge, og dem, der ikke kan det. Der er talrige Tilfælde, hvor Vurderingen kan tænkes foretaget, men vil lide af større eller mindre Usikkerhed.
I de Tilfælde, der dækkes af Scheels Pengeteori, skulde Skaden i Princippet kunne vurderes nøjagtigt i Penge. Før eller senere skal Skaden jo vise sig i vedkommendes Pengeformue. Men det er kun rent principielt, dette gælder. I mange Tilfælde møder det store praktiske Vanskeligheder at fastslaa, hvor stort Tabet er, og denne Usikkerhed med Hensyn til Beviset kan være fuldt saa stor som Vurderingsvanskeligheden i andre Tilfælde. Usikkerheden kommer særlig ofte frem, naar der kræves Erstatning for tabte Indtægter.
Trangen til Retssikkerhed kræver dog næppe Grænsen draget saa snævert som efter Scheels Lære. Det er almindelig antaget, at Erstatning kan kræves for en Tings Brugsværdi, ikke blot for Bytteværdien. Men Skaden paa den særlige Brugsværdi bliver kun økonomisk Skade efter Scheels Princip, hvis Skaden kan genoprettes ved et Pengeudlæg. Hvis Skaden rammer en Ting, der ikke kan genanskaffes for Penge, kan Brugsværdien
efter Scheels Princip ikke kræves erstattet. Retssikkerheden kan imidlertid udmærket forliges med, at Erstatningen sættes til, f. Eks. hvad Tingen kunde anskaffes for, dengang den kunde faas, efter Omstændighederne med passende Fradrag for Alder og Slid.
Man kan derfor uden Fare for Retssikkerheden udstrække Erstatningen videre end Scheel, men man kan næppe gaa saa vidt som Hagerup Bull. Retsikkerheden tillader ikke at give Erstatning, hvor der ikke haves anden Maalestok for Tabet end Skadelidendes egen Vurdering af det krænkede Gode. Et af de mest fremtrædende Eksempler paa saadan Skade er den saakaldte Affektionsinteresse. Det er ogsaa antaget af næsten alle, at Affektionsinteressen ikke kan betragtes som økonomisk Skade. Hagerup Bull hævder imidlertid det modsatte, men netop dette viser, hvor farligt det er at deducere retlige Løsninger fra almindelige Begreber, i dette Tilfælde fra det økonomiske Værdibegreb.
Et Sted imellem de to modsatte Anskuelser maa Grænsen sikkert drages. Erstatning bør gives, hvor der er saadanne objektive Holdepunkter for Værdiansættelse, at forskellige Dommeres Bedømmelse maa ventes at blive nogenlunde ensartet. Man kan maaske udtrykke Reglen saaledes, at Skaden er økonomisk, naar den kan vurderes i Penge efter en almen Vurderingsmaalestok.
Gaar man ud herfra, maa Skaden ialfald anses som økonomisk, naar den rammer et Gode, som normalt kan erhverves for Penge og kun for Penge eller andet økonomisk Ækvivalent. Som Eksempel herpaa kan nævnes, at Skaden rammer en Ting, der er tildannet særlig til en bestemt Person og derfor har forholdsvis lav eller slet ingen Bytteværdi. Her maa Erstatningen normalt sættes til Genanskaffelsesprisen, efter Omstændighederne med et Fradrag for Forskellen mellem gammelt og nyt. Og det maa være ligegyldigt, om Skadelidende faktisk genanskaffer Tingen eller om han ved at anvende eget Arbejde genopretter Skaden uden tilsvarande Udgift.
Her som paa andre Punkter kan Erstatningsretten lære meget af Forsikringsvæsenets Praksis. De Skader, som erstattes indenfor Skadeforsikringen, vil man sikkert gennemgaaende ogsaa kunne betragte som økonomiske Skader i Erstatningsrettens Forstand.
Erstatning kan altsaa kræves, selv om Skaden udbedres ved eget Arbejde uden Tab af Pengeindtægt. Ialfald for visse Grup-
per af Tilfælde er dette blevet anerkendt i dansk Praksis. Der foreligger et Par Højesteretsdomme fra de sidste Aar om Tilfælde, hvor der var voldt Skade paa Telegrafvæsenets Materiel og Telegrafvæsenet reparerede Skaden ved sine egne Folk. Her tilkendte Højesteret som Erstatning ikke blot Udgifter til Materiel og til særlig engageret Personale, men ogsaa beregnet Arbejdsløn til Telegrafvæsenets faste Personale, idet Dommene henviste til, at det beregnede Beløb ikke oversteg, hvad der med Rimelighed maatte medgaa til Istandsættelsen. Dommene findes trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1937, 316 og 1939, 1087. I den sidste Sag tilkendtes yderligere 12 ℅ af de beregnede Udgifter til Løn og Materiale, hvilket var krævet til »Administration (Udgift til Kontorpersonale og Materialeslid)».
Paa tilsvarende Maade foreligger der efter min Opfattelse en økonomisk Skade, naar en Person for en Tid mister Brugen af en Formuegenstand, som normalt erhverves mod Vederlag. Hvis en saadan Ting kan lejes, maa Ejeren i Almindelighed kunne kræve det Beløb, som det koster at leje den. Og dette Beløb maa han kunne kræve, selv om han faktisk ikke lejer en anden Ting.
Fremdeles maa Skaden betragtes som økonomisk, naar en Person mister Nydelsen af et Gode, som Mennesker sædvanlig anvender økonomiske Ofre for at opnaa, f. Eks. et gratis Landophold, eller Adgang til en Teaterforestilling, som Publikum i Almindelighed betaler for at overvære. Ligeledes hvor den skadelidende nødsages til at anvende eget Arbejde for at afværge skadelige Følger af Skadevolderens Adfærd — forudsat at Arbejdet er af en saadan Art, at det efter en almindelig Dom kan vederlægges i Penge.
Jeg har desværre ikke haft Lejlighed til at sætte mig nærmere ind i Retspraksis i de andre nordiske Lande paa disse Omraader. Men enkelte svenske Domme synes at vise, at man ikke godkender Scheels Lære. Jeg skal her kun minde om den bekendte svenske Højesteretsdom i NJA 1919, 1, der paalagde en Mand, som havde fældet Træer paa Kirkepladsen, at erstatte ikke blot Vedværdien, men ogsaa det Tab af Skønhedsværdi, der var lidt. Da den paagældende Ejendom ikke kunde tænkes at blive solgt og Skønhedsværdien derfor aldrig vilde give sig Udtryk i Penge, kan denne Dom formentlig ikke forenes med Scheels Lære. Iøvrigt fremgaar det ikke klart af Dommen, udfra hvilket Synspunkt Værdien er fastsat.
Et Tilfælde, der har voldt Tvivl, er det, at Skaden rammer et Produkt af den skadelidendes Arbejde. I Almindelighed maa der kunne kræves Erstatning for det anvendte Arbejde efter en rimelig Løn, selvom Genstanden ikke havde tilsvarende Bytteværdi, naar Arbejdet dog havde et fornuftigt Formaal, som var anerkendelsesværdigt efter almindelig Opfattelse. Men hvor det drejer sig om højere aandeligt Arbejde, som ikke har en nogenlunde fast Pris, er Spørgsmaalet vanskeligt at løse. Hagerup Bull nævner det Tilfælde, at en Videnskabsmands Manuskript og Forarbejder tilintetgøres. Her maa der selvfølgelig betales Erstatning for det Indtægtstab, der følger heraf. Men ofte vil en saadan Erstatning være en meget ringe Betaling for Arbejdet. Hagerup Bull vil derfor give Erstatning beregnet efter en Vurdering af det anvendte Arbejde. Mig forekommer Spørgsmaalet meget vanskeligt.
Det vil ikke kunne undgaas, at der kommer vanskelige Grænsetilfælde. Der kan ogsaa opstaa Tvivl i andre Retninger.
Fordi en Skade kan vurderes i Penge efter en almen Maalestok, er det ikke givet, at selve den reale Skade, der kræves Erstatning for, er økonomisk i Økonomernes Forstand. Ved Personskade kan saaledes rimelige Helbredelseudgifter kræves erstattet, selv om den skadelidende Person ingen Erhvervsevne havde. Og det samme maa gælde rimelige Udgifter til smertestillende Midler eller til Operation for at afhjælpe et skæmmende Ar. Disse Resultater er særlig lette at forstaa, naar Retsordenen indrømmer Krav paa Godtgørelse for Svie, Smerte, Lyde og Vansir, hvad svensk og dansk Ret gør i meget vidt Omfang. Men jeg skulde tro, at man vil antage det samme i Norge, skønt ikke-økonomisk Skade efter norsk Ret erstattes langt sjældnere. Men hvis den skadelidende ikke anvender de smertestillende Midler eller ikke underkaster sig Skønhedsoperationen, kan han ikke kræve de sparede Udgifter erstattet som økonomisk Tab. Da vi har særlige Regler om Godtgørelse for Svie, Smerte, Lyde og Vansir, maa hans Ret til Godtgørelse herfor bero paa disse Regler.
Naar Skade kan genoprettes eller afbødes ved en Udgift, synes det saaledes at være Reglen, at der kan kræves Erstatning for økonomisk Skade, selv om den reale Skade ikke ramte et økonomisk Gode. Det er dog ikke alle Skader, der kan kræves Erstatning for, blot fordi de kan afbødes ved en Udgift. Det
maa vistnok kræves, at en almen Vurdering vil finde det rimeligt at foretage Formueopofrelser for at bevare Godet eller genoprette Skaden, og at disse Formueopofrelser hellerikke er større end, hvad der er rimeligt efter en almen Opfattelse. Afgrænsningen paa dette Punkt glider forøvrigt over i Spørgsmaalet om Adækvans.
Den Opfattelse, jeg har udviklet, medfører, at Skaden kan føre til en Berigelse for den skadelidende. Det kan f. Eks. ske, naar Skaden rammer en Ting, der har større Brugsværdi end Omsætningsværdi, og Skadelidende ikke foretager Genanskaffelse. Fremdeles naar Skadelidende efter at have faaet Erstatning i Penge tilkendt selv reparerer Tingen uden nogen Formueopofrelse. At Skaden saaledes medfører en Berigelse, kan man finde betænkeligt, fordi det kan tænkes at friste Folk til at udsætte sig for Skade i Tilfælde, hvor de vurderer et eller andet Gode lavere end den paaregnede Erstatning.
Faren herfor er dog næppe stor, og den kan vistnok modvirkes tilstrækkeligt ved Hjælp af de almindelige Regler om Erstatningens hele eller delvise Bortfald i Tilfælde, hvor den skadelidende har medvirket til Skaden. Herfor taler Erfaringerne fra Forsikringsretten. Ved Skadeforsikring er det efter FAL § 37 Hovedreglen, at ødelagte Ting erstattes med Genanskaffelsesprisen (med rimelige Fradrag), og at Erstatningen udbetales den sikrede til fri Raadighed, saa at han ikke behøver at anvende Beløbet til Genanskaffelse. Og hvor den sikrede selv har fremkaldt Skaden, er Adgangen til at lade Erstatningen falde bort efter FAL §§ 18—20 endda langt snævrere end efter almindelige Erstatningsregler.
Iøvrigt kan allerede de Regler, som anerkendes af den herskende Opfattelse, i et vist Omfang føre til Berigelse.
Tilbage staar Spørgsmaalet, om der ikke er visse Arter af økonomisk Skade, der ikke erstattes. Det er der uden Tvivl, men disse Undtagelser har næppe større praktisk Betydning.
Erstatning kan ikke tilkendes for Tab af Indtægter, som kunde opnaas ved Handlinger, der var usædelige eller forbryderiske. Som Eksempel kan nævnes, at en Person ved Legemsskade forhindres fra at drive Erhverv ved Utugt eller fra at deltage i en planlagt Forbrydelse, som der var lovet ham Penge for at deltage i. Noget lignende maa gælde om Udgifter. Hvis f. Eks. en Personskade rammer en Forbryder og Forbrydelsen derved rø-
bes, saa at han maa betale Erstatning til Trediemand, eller han nødsages til at afholde Udgifter for at undgaa Opdagelse, kan han ikke kræve sine Udgifter erstattet af Skadevolderen.
Hermed er jeg naaet til Vejs Ende. Undersøgelsen har ikke givet sikre Resultater, men jeg haaber, den har kastet lidt Lys over Problemets Vanskeligheder og samtidig over Udviklingen af den juridiske Metode i nyere Tid. Usikkerheden hænger sammen med, at der er tvivlsomt, om det fra et legislativt Synspunkt er rigtigt at fastholde Reglen om, at kun økonomisk Skade erstattes. Dette Spørgsmaal har været forhandlet paa det 9. nordiske Juristmøde i 1899, men Forhandlingen førte ikke til Enighed. De nordiske Lovgivninger har snarest fjernet sig fra hinanden efter den Tid. Derfor er der sikkert Grund til at optage det paa Programmet for et kommende nordisk Juristmøde — der, vi alle haaber ikke maa lade vente altfor længe paa sig.