og i Finland, hvor den forholdsvis nye Lov bevidst har fraveget Systemet med direkte Krav mod Forsikreren. Og i Tyskland, hvor man først nylig har indført tvungen Ansvarsforsikring, er det fastslaaet, at skadelidende ikke faar Ret til umiddelbart at holde sig til Ansvarsforsikreren, se § 158 c i Versicherungsvertragsgesetz, indsat i Loven ved Lov af 7. November 1939.
Spørgsmaalet blev drøftet indgaaende paa den 11. nordiske Kongres for Ulykkesforsikring m. fl. Brancher (1939), og kyndige Folk gav her Udtryk for den Opfattelse, at det virker uheldigt, at Skadelidende kan rejse Krav direkte mod Forsikringsgiveren. Det kan vistnok have nogen præventiv Betydning, at Bilejeren erklæres ansvarlig, selv om Ansvaret nærmest er formelt. Og han bliver efter manges Mening mere aktivt interesseret i Sagens Opklaring, naar han staar som Part. Endelig synes det at være lettere for Selskaberne at afvise ugrundede Erstatningskrav, hvor Kravet skal rettes mod Bilejeren. Alt i alt er jeg derfor tilbøjelig til at mene, at man paa dette Punkt bør følge dansk og finsk Ret.
De samme Hensyn gør sig gældende, naar Reglen om det personlige Ansvar ændres, saaledes som jeg har foreslaaet. Derfor gaar mit Forslag ud paa, at de skadelidende kan anlægge Erstatningssag mod Automobilisten, og hvis Trafikforsikringsgiveren vil bestride Erstatningspligten, kan han endogsaa forlange, at Erstatningssagen anlægges mod Automobilisten.
Naar denne Ordning gennemføres, er der efter mit Skøn taget fornødent Hensyn til Præventionstanken. Til yderligere Betryggelse kunde man dog overveje at foreskrive en vis Selvrisiko, d. v. s. at bestemme, at Bilejeren skal betale et vist Beløb af hver Skade, f. Eks. 50—100 Kr.1 Følgen heraf vilde blive, at Trafikforsikreren, naar han havde betalt hele Skaden, maatte afkræve Bilens Ejer de 50 eller 100 Kr. Denne Ordning er blevet anbefalet fra flere Sider, men de fleste har afvist den. Det er ogsaa tvivlsomt, om den vilde have større præventiv Betydning, naar den ikke var forbundet med et Krav om, at Forsikringstageren forud skulde deponere de 50 eller 100 Kr., som Selvrisikoen udgør. I Danmark er en Selvrisiko paa 100 Kr. med et kontant Depositum paa mindst 30 Kr. indført for Motorkøretøjer, der udlejes uden Fører til Personbefordring. Og i saadanne Tilfælde kan Ordningen formentlig virke gavnligt.
Jeg skal endnu minde om, at Forsikringsselskaberne i de nordiske Lande paa forskellige Maader, navnlig ved at indføre Bonus for skadefri Aar, har søgt yderligere at stimulere Automobilisterne til Agtpaagivenhed.
De Tanker, der bærer mit Forslag, staar i Forbindelse med min Opfattelse af, at Erstatningsretten i det hele er inde i en Udvikling i samme Retning. Jeg kan herom henvise til den danske Forsikringsaftalelovs § 25, Stk. 1, som jeg kort har omtalt, og til hvad jeg har skrevet i Forbindelse dermed.1
Hermed har jeg fastslaaet Hovedprincippet: at begrænse det personlige Ansvar men samtidig gennem Trafikforsikringen skaffe de skadelidende Krav paa Erstatning efter en ren Risikoregel.
Efter det internationale Udkast skulde Besidderen af Bilen gaa fri for Ansvar, hvis han beviste, at Skaden var forvoldt udelukkende ved Skadelidendes eller Trediemands Fejl eller ved force majeure. Ansvaret skulde altsaa falde bort i vis major Tilfœlde. Dette ser jeg ingen Grund til, naar Ansvaret begrænses til Trafikforsikringen. Hvis Ansvaret faldt bort ved vis major, vilde man ikke opnaa den ønskelige Sikkerhed.
Endnu mindre kan jeg billige, at Ansvaret falder bort, hvor Skaden er foraarsaget ved en Trediemands Fejl. Naar Bilens Ejer skal bære Risikoen for hændelig Skade, et det svært at forstaa, hvorfor han just skal gaa fri, hvor Skaden skyldes en uvedkommende Trediemands Fejl. Spørgsmaalet har jo meget stor praktisk Betydning nedop paa dette Omraade, da mange Ulykker skyldes Fejl fra andre Trafikanter. Det hører imidlertid med til de paaregnelige Farer ved Bilkørsel, at andre Trafikanter er uagtpaagivende eller taber Hovedet i en farlig Situation. Derfor maa denne Risiko gaa ind under Trafikforsikringen ligesom anden paaregnelig Risiko. Kun hvor Trediemands Adfærd bevirker, at Skaden ikke er en adækvat Følge af Kørslen, maa Erstatning nægtes.
Derimod kan man ikke se helt bort fra Skadelidendes egen Skyld. Naar Skadelidende ved sin Fejl (Culpa) har medvirket til Skaden, maa Erstatningen nedsættes eller falde bort, saaledes som det er foreskrevet i svensk AL § 2, Stk. 2 og finsk L § 4.
Det internationale Udkast vil kun lade Fordelingsreglen gælde, hvor der bevises Fejl hos den ansvarlige (art 3). Ellers skal Ansvaret falde bort ved Skadelidendes egen Skyld. Dette kan jeg ikke billige. Hvis det kun drejer sig om en mere dagligdags Uagtsomhed, er det efter min Mening naturligst at lade Trafikforsikringen dække Skaden ialtfald for en Del og kun efter Omstændighederne nedsætte Erstatningen for at indskærpe, at man ikke bør bære sig ad som den skadelidende.
Den norske Motorvognslov § 30, Stk. 2 giver som bekendt Ret til fuld Erstatning, undtagen hvor Skadelidende har medvirket med Forsæt eller grov Uagtsomhed. Og EMIL STANG vilde give Ret til fuld Erstatning hos Forsikringsgiveren selv i saadanne Tilfælde. En saa radikal Regel har næppe Udsigt til at vinde almindeligt Bifald. Men ogsaa den norske Lovs Regel er blevet angrebet kraftigt.1 Det er navnlig gjort gældende, at den ikke tilstrækkelig gør Folk interesseret i at undgaa Skade. Dette er der sikkert noget rigtigt i. Men det har dog næppe stor Betydning i de talrige Tilfælde, hvor den skadelidende udsætter sit Liv eller sin Førlighed for synlig Fare.2 Indtil videre er jeg dog tilbøjelig til at mene, at man bør blive staaende ved en fri Skønsregel som den, der nu gælder i Sverige.
For Sammenstød mellem Motorkøretøjer er det naturligst ogsaa at gennemføre en Regel om, at de samlede Skader skal fordeles mellem Parterne efter et frit Skøn. Dog kan det vel forsvares, naar der kun er bevist Fejl fra den ene Side, at lægge hele Skaden paa denne Side. Regler i denne Retning giver svensk AL § 5, finsk L § 5 og formentlig det internationale Udkast art. 8. Det forenkler Opgøret. Endnu enklere vilde det være i videst muligt Omfang at udelukke Krav mellem Forsikringsselskaberne indbyrdes i Kollisionstilfælde. Men det er vanskeligt at overse, hvor langt man kan gaa i denne Retning. Foreløbig har Selskaberne i nogle af de nordiske Lande hjulpet sig med Kollisionsoverenskomster. Størst Grund er der vel til ved Lov at udelukke indbyrdes Krav ved Tingsskade og ganske særlig ved Skade paa Motorkøretøjerne. Det sidste foreslog den svenske Komité (Udkastets § 6). Spørgsmaalet er saa kompliceret, at jeg ikke kan gaa nærmere ind paa det i Dag.
Et Spørgsmaal, der er megen Uenighed om, er, om de særlige
Ansvars- og Forsikringsregler skal anvendes ved Skade paa Personer og Gods, der befordres med Motorkøretøjet.
Befordret Gods omfattes af dansk og norsk Motorlov, naar Befordringen sker mod Betaling. Derimod falder det ikke ind under svensk Lov, se AL § 2, og finsk Lov, se § 1, og denne Løsning maa ubetinget foretrækkes. Der er ingen synlig Grund til at fravige de almindelige Regler om Ansvar i Fragtkontrakter, blot fordi Transporten sker med Bil, og det er næppe hensigtsmæssigt uden videre at lade Fragtgods gaa ind under den almindelige Trafikforsikring.
Om befordrede Personer giver dansk og norsk Lov samme Regel som om Gods. Efter finsk L § 1, Stk. 2 er Bilejerens Ansvar betinget af, at Befordringen sker mod Vederlag, at Køretøjet søger offentlig Hyre (»tillhandahålles allmänheten»), og at Skaden er foraarsaget af Køretøjets Mangler (»bristfällighet») eller ved Førerens Fejl. Det er altsaa en ret snæver Ansvarsregel. Ifølge den svenske AL § 2 omfatter Lovens Regler derimod alle befordrede Personer med Undtagelse af Føreren. Naar Erstatningen udredes ved Hjælp af en Forsikringsordning, maa Valget efter min Mening staa mellem den svenske Regel og en Regel, der ligesom den finske kun omfatter Hyrevogne. Den finske Lovs Regel har det Fortrin, at den muliggør en særlig Tarifering af denne Risiko. Alligevel maa jeg foretrække den svenske Ordning. Det er atter det almindelige Sikkerhedshensyn, som er afgørende for mig. En saa vid Regel kan vel gøre Forsikringen noget dyrere, men de fleste Motorfolk vil sikkert alligevel foretrække denne Ordning, der sikrer alle Passagerer og samtidig dækker Bilejerens Ansvar overfor Passagererne. Paa dette Punkt kan jeg derfor erklære mig enig med den svenske Komité. Jeg er dog nærmest stemt for at udelukke ikke blot Føreren, men ogsaa andre Personer, der gør Tjeneste paa Motorkøretøjet, fra at paaberaabe sig de særlige Erstatnings- og Forsikringsregler. — Dette er Reglen i Tyskland. — Alle saadanne Personer er jo dækket af den obligatoriske Ulykkesforsikring.
Naar Erstatningen i de sædvanlige Tilfælde kun kan kræves dækket af Trafikforsikringen, formindskes Vanskelighederne paa forskellige, mindre vigtige Punkter. Under de nuværende Ordninger er det meget omtvistet, hvem det sœrlig strenge Ansvar skal lœgges paa, om det skal lægges paa Ejeren eller paa Holderen (Besidderen, Brugeren). Efter mit Forslag faar Valget kun
den praktiske Betydning at afgøre, hvem der skal tegne og betale Forsikringen, og det bør uden Tvivl være Ejeren — derunder den, der har købt Bilen paa Afbetaling.
Endvidere bliver det unødvendigt at give særlige Regler om det Tilfælde, at Køretøjet benyttes ulovligt af uvedkommende Personer. Det kan nok forsvares at lade det rent formelle Ansvar for Ejeren indtræde ogsaa i disse Tilfælde.
Spørgsmaalet om Erstatningens Omfang er allerede kort berørt. Der er Brug for visse særlige Regler om den Erstatning, som Trafikforsikringen skal dække. I Almindelighed bør Erstatningen fastsættes efter Tabet i det enkelte Tilfælde paa lignende Maade som ved anden Skadeserstatning. Men om Erstatning for Personskade og for Tab af Forsørger bør det bestemmes, at Erstatningen skal fastsættes efter Billighed og ikke kan gaa ud over, hvad der svarer til den jævne Befolknings Forhold. Og det maa fastslaas, at Trafikforsikringen aldrig skal dække mere end den ovennævnte Erstatning, altsaa heller ikke i de Tilfælde, hvor Bilens Ejer eller Fører paa Grund af grov Uagtsomhed tilpligtes at betale større Erstatning. Opstiller man saadanne Begrænsninger i Ansvaret, er det næppe nødvendigt at tillade Trafikforsikringen at begrænse Dækningen til bestemte Beløb, som det i Reglen sker nu.
Efter den svenske Komités Udkast skulde Trafikforsikringen udrede Erstatningen efter almindelige Regler, hvor der var udvist Culpa, men i andre Tilfælde skulde Forsikringsydelsen fastsættes efter snævrere Regler. Denne kunstige Ordning blev med god Grund kritiseret. Efter min Mening er der ikke Grund til at lade Trafikforsikringen hæfte for større Beløb end i de sædvanlige Tilfælde, blot fordi den ansvarlige ifalder en større Erstatningspligt som Følge af Forsæt eller grov Uagtsomhed. Naar det personlige Ansvar begrænses til disse Tilfælde, bliver der heller ikke Plads for en frivillig Ansvarsforsikring ved Siden af den lovpligtige.
Om Godtgørelse for Svie, Smerte,1 Lyde og Vansir skal betales af Trafikforsikringen, anser jeg for meget tvivlsomt. Skønt Godtgørelsen omfattes af den lovpligtige Ansvarsforsikring efter gældende dansk Ret, er jeg ret tilbøjelig til at foretrække den mod-
satte norske Ordning. Følgen vilde da blive, at saadan Godtgørelse kun kunde kræves af den personlig ansvarlige Ejer eller Fører, og derfor kun, hvor den ansvarlige havde handlet med Forsæt eller grov Uagtsomhed.
Endelig maa jeg omtale Spørgsmaalet, om der skal gælde særlige Regler om Førerens Ansvar. Det gør der efter den svenske Lov. Den skærper Førerens Ansvar ved at paalægge ham Bevisbyrden for, at han ikke har udvist Culpa (svensk AL § 2, Stk. 3). Den finske Lov § 1, Stk. 3 gennemfører ligesom den danske § 38, Stk. 6 den almindelige Culparegel for Førerens Vedkommende.
Til Støtte for den svenske Regel kan henvises til, at det internationale Udkast giver en lignende Regel. Men der er mange Lande, der ikke har særlige Regler om Førerens Ansvar. Det gælder ikke blot de andre nordiske Lande, men ogsaa for Eksempel England og Frankrig. I Danmark er der, saavidt jeg ved, ingen, der har fundet denne Ordning utilfredsstillende, men omvendt har Finland i 1937 forladt den svenske Ordning til Fordel for den almindelige Culparegel. Det er ganske vist meget vigtigt at tilskynde Førerne til at være agtpaagivende. Men de vidtrækkende Straffebestemmelser og Reglerne om Tab af Kørekort giver i det store og hele al den Tilskyndelse, der kan forlanges, og virker overfor de fleste Førere stærkere end Erstatningstruslen. Jeg mener derfor, at en særlig streng Regel om Førerens Ansvar er upaakrævet.
Der er mange andre Spørgsmaal, som kunde fremdrages. Men Tiden tillader det ikke. Det er ogsaa de mere principielle Spørgsmaal, der samler Hovedinteressen her, hvor Forhandlingerne gerne skulde give et Bidrag til at afgøre, om der er Muligheder for at opnaa nordisk Retsenhed paa det vigtige Omraade, som vi har talt om.