144 LITTERATURNOTISER.HJALMAR KARLGREN. Avtalsrättsliga spörsmål. Lund 1940. 186 s. Kr. 7.50.
Der er samlet tre vægtige Afhandlinger i Professor HJALMAR KARLGRENSsidste Bog. Den første handler om »till det 'negativa kontraktsintresset' begränsad skadeståndsskyldighet vid ogiltiga avtal». Forf. undersøger Problemet, om den Part, der gør en Aftales Ugyldighed gældende, kan tilpligtes aterstatte Medkontrahenten den negative Kontraktsinteresse i Tilfælde, hvoringen Lovbestemmelse giver Hjemmel derfor. Spørgsmaalet er hidtil ikkeblevet behandlet mere indgaaende af nordiske Forfattere. Det har ogsaalangt ringere Betydning hos os end i Lande, der bygger paa Viljesteorier. Men der er dog selv i nordisk Ret adskillige Tilfælde, hvor det kan faa Betydning, og det er derfor fuldt berettiget, at Karlgren har taget Spørgsmaaletop til principiel Undersøgelse.
Karlgren hævder, efter min Mening med Rette, at der maa kunne anerkendes Pligt til at erstatte negativ Interesse endog uden Culpa, hvis de praktiske Hensyn kræver det (S. 28 f). Han forsvarer navnlig i vidt Omfang, at Tjenerens Forseelse maa paadrage hans Arbejdsgiver en saadan Pligt. — Fordansk Rets Vedkommende kan dette støttes paa D. L. 3—19—2. — Særlig kanfremhæves, at Ansvaret ifølge Karlgren bor paalægges den, der udfærdiger etskriftligt Løfte, naar det derefter afsendes af hans Tjener ved Uagtsomhed i Tjenesten (S. 32). Det omtvistede Spørgsmaal, om Afsenderen af et Telegram, der forvanskes ved Telegrafvæsenets Fejl, bør betale den negative Interesse, tager Forf. ikke bestemt Standpunkt til.
Karlgren optager endvidere HANS MUNCH-PETERSENS Tanke, at det vedbristende Forudsætninger efter Omstændighederne kan være den rette Løsning at tillægge Forudsætningen Relevans, men give Løftemodtageren Kravpaa negativ Interesse. Endelig hævdes det, at der ogsaa kan være Grund til atgive negativ Interesse til den Trediemand, som i god Tro har faaet et Formuegode overdraget af en Løftemodtager, hvis Erhvervelse var ugyldig.
S. 41 ff drøftes i en ret tung Udvikling det mindre vigtige Spørgsmaal, om der ikke ogsaa kan være Trang til en Regel om negativ Interesse i Tilfælde, hvor Løftemodtageren ikke var i begrundet god Tro, f. Eks. ford i Løftegiveren havde begaaet en grovere Fejl.
Den anden Afhandling har den besværlige Titel: »Om verkan av förutsättningsfel vid avtals ingående i fall av dolus eller culpa in contrahendo å motpartens sida.» Hovedgenstanden for Undersøgelsen er de Tilfælde, hvoren Løftemodtager paa Grund af sin Uagtsomhed ikke indser, at Løftet erfremkaldt af en urigtig Forudsætning, eller, hvis han indser det, undlader atfjerne Løftegiverens Vildfarelse. Men som Baggrund herfor gøres der nogleBemærkninger om Begrebet Svig og om Virkningen af en Parts Indestaaelse for et faktisk Forhold. Med Hensyn til det sidste tager Forf. Afstand fra den Opfattelse, at Garantien medfører Erstatningspligt uden Hensyn til, omder er udvist Uagtsomhed. Forf. hævder, at Virkningerne maa bero paa Kontrakttypens eller Tilfældets Egenart. Heri er der vel en vis Sandhed,