HJALMAR KARLGREN. Avtalsrättsliga spörsmål. Lund 1940. 186 s. Kr. 7.50.

 

    Der er samlet tre vægtige Afhandlinger i Professor HJALMAR KARLGRENSsidste Bog. Den første handler om »till det 'negativa kontraktsintresset' begränsad skadeståndsskyldighet vid ogiltiga avtal». Forf. undersøger Problemet, om den Part, der gør en Aftales Ugyldighed gældende, kan tilpligtes aterstatte Medkontrahenten den negative Kontraktsinteresse i Tilfælde, hvoringen Lovbestemmelse giver Hjemmel derfor. Spørgsmaalet er hidtil ikkeblevet behandlet mere indgaaende af nordiske Forfattere. Det har ogsaalangt ringere Betydning hos os end i Lande, der bygger paa Viljesteorier. Men der er dog selv i nordisk Ret adskillige Tilfælde, hvor det kan faa Betydning, og det er derfor fuldt berettiget, at Karlgren har taget Spørgsmaaletop til principiel Undersøgelse.
    Karlgren hævder, efter min Mening med Rette, at der maa kunne anerkendes Pligt til at erstatte negativ Interesse endog uden Culpa, hvis de praktiske Hensyn kræver det (S. 28 f). Han forsvarer navnlig i vidt Omfang, at Tjenerens Forseelse maa paadrage hans Arbejdsgiver en saadan Pligt. — Fordansk Rets Vedkommende kan dette støttes paa D. L. 3—19—2. — Særlig kanfremhæves, at Ansvaret ifølge Karlgren bor paalægges den, der udfærdiger etskriftligt Løfte, naar det derefter afsendes af hans Tjener ved Uagtsomhed i Tjenesten (S. 32). Det omtvistede Spørgsmaal, om Afsenderen af et Telegram, der forvanskes ved Telegrafvæsenets Fejl, bør betale den negative Interesse, tager Forf. ikke bestemt Standpunkt til.
    Karlgren optager endvidere HANS MUNCH-PETERSENS Tanke, at det vedbristende Forudsætninger efter Omstændighederne kan være den rette Løsning at tillægge Forudsætningen Relevans, men give Løftemodtageren Kravpaa negativ Interesse. Endelig hævdes det, at der ogsaa kan være Grund til atgive negativ Interesse til den Trediemand, som i god Tro har faaet et Formuegode overdraget af en Løftemodtager, hvis Erhvervelse var ugyldig.
    S. 41 ff drøftes i en ret tung Udvikling det mindre vigtige Spørgsmaal, om der ikke ogsaa kan være Trang til en Regel om negativ Interesse i Tilfælde, hvor Løftemodtageren ikke var i begrundet god Tro, f. Eks. ford i Løftegiveren havde begaaet en grovere Fejl.
    Den anden Afhandling har den besværlige Titel: »Om verkan av förutsättningsfel vid avtals ingående i fall av dolus eller culpa in contrahendo å motpartens sida.» Hovedgenstanden for Undersøgelsen er de Tilfælde, hvoren Løftemodtager paa Grund af sin Uagtsomhed ikke indser, at Løftet erfremkaldt af en urigtig Forudsætning, eller, hvis han indser det, undlader atfjerne Løftegiverens Vildfarelse. Men som Baggrund herfor gøres der nogleBemærkninger om Begrebet Svig og om Virkningen af en Parts Indestaaelse for et faktisk Forhold. Med Hensyn til det sidste tager Forf. Afstand fra den Opfattelse, at Garantien medfører Erstatningspligt uden Hensyn til, omder er udvist Uagtsomhed. Forf. hævder, at Virkningerne maa bero paa Kontrakttypens eller Tilfældets Egenart. Heri er der vel en vis Sandhed,

men Forf. gaar dog vistnok for vidt i sin Opposition. S. 78 Note 8 henvises der til, at Ansvar for urigtigt Vederhæftighedsbevis og for urigtig Bevidnelse af en Underskrifts Ægthed i følge Praksis er betinget af Culpa.Heroverfor maa paapeges, at disse Beviser for det første ikke udstedes af en Kontraktspart, og for det andet normalt næppe opfattes som Indestaaelser.
    S. 79 ff omtales Spørgsmaalet, om en urigtig Meddelelse, der fremkalder en Viljeserklæring fra den anden Part, ikke bør give denne Adgang til at hæve Kontrakten eller kræve Erstatning. Forf. hævder, at dette ikke uden videre kan antages.
    Ved Behandlingen af Hovedspørgsmaalet (S. 103 ff) tages navnlig FREDRIK STANGS Lære om synbar Viljesmangel op til kritisk Prøvelse. Forf:s Ræsonnementer er vel gennemtænkte, men jeg føler mig ikke overbevist om, at Ugyldigheden bør begrænses saa stærkt, som han hævder.
    Endelig rejses Spørgsmaalet, om den Løftemodtager, hvis Uagtsomhed i Opfattelsen af Løftet gør dette ugyldigt, bør betale Erstatning til Medkontrahenten. Spørgsmaalet besvares med Rette som Hovedregel benægtende, men det hævdes, at der, hvor det er paakrævet, maa kunne paalægges Erstatningspligt, efter Omstændighederne endog Pligt til at betale Opfyldelsesinteressen. Det er vanskeligt at tage Stilling til Forf:s Udviklinger herom, da de er meget abstrakte. Dette gælder ogsaa andre Dele af den anden Afhandling, som vistnok vil forekomme de fleste vanskelig at fordøje. Til sidst gives en udførlig Oversigt over svensk Domspraksis.
    Den tredie og korteste Afhandling drejer sig om begrebet retlig Viljeserklæring og tilsigter navnlig at tage Stilling til HÄGERSTRÖMS Kritik af den traditionelle juridiske Lære om Viljeserklæringer. Særlig behandles det vanskelige Problem, om det har Betydning for Retsvirkningen, om Viljeserklæringen udtrykker en Vilje til Retsvirkningens Indtræden eller dog tilat binde sig. Ogsaa her giver Forf. solide Ræsonnementer. Man maa overhovedet beundre den Tankeenergi, Karlgren viser i dette Skrift som i flere andre. I vore Dage er der ikke saa mange, der for Alvor giver sigud paa at tænke Problemerne igennem.

 

Henry Ussing.