INGEMAR HEDENIUS. Om rätt och moral. Sthm 1941. Tiden. 176 s. Kr. 2.75.

 

    Gennem nærværende lille Skrift har Docent INGEMAR HEDENIUS giveten Analyse af den etiske Negativisme eller Værdinihilismen. Hedeniussøger i første Række at give en klar Fremstilling af denne Retningog at fjerne forskellige Misforstaaelser af Værdinihilismen, af hvaddenne egenlig betyder. Misforstaaelserne maa nu siges at været retnaturlige, navnlig fordi den Fremstilling af Værdinihilismen, somi Sverrig er givet af HÄGERSTRÖM, ikke just kan siges at være særligklar. Det maa i det hele og store siges at være lykkedes Hedeniusat give en virkelig klar Fremstilling af Værdinihilismens Tankegangog der under at fjerne de vigtigste Misforstaaelser. Denne Forf. fremhæver, at der er to Klasser af Sætninger, indikative og imperative, de første, som angaar Eksistensen eller Ikke-Eksistensen af noget, har Karakteren af en Antagelse eller en Paastand om, at noget ersandt eller falsk, medens de imperative Sætninger om, at noget børvære, ikke har Karakteren af nogen Antagelse eller Paastand om,at noget er sandt eller falsk, Forf. S 15 ff. Det er derfor uriktigt, naar en almen udbredt Mening tror, at moralske eller retslige Sætninger udtrykker en Paastand. Dette beror paa en Illusion, på illusoriske eller metafysiske Meninger, som Hägerström nærmere har fremhævet, Forf. S 24 ff.
    Det fremgaar af Forf.s interessante Fremstilling S 39 ff., at Værdinihilismen, hvad man end vil mene om den, har haft sin Mission vedat være en Reaktion overfor adskillige Fremstillinger, navnlig historiskeog nationaløkonomiske, hvor Forfatternes personlige subjektive Meninger om, hvorledes noget bør være, ofte har blandet sig ind i enrent faktisk beskrivende Fremstilling af, hvorledes Forholdene harværet eller er. Det er saaledes sikkert rigtigt for Historikere at udredehele den faktiske Aarsagssammenhæng, f. Eks. i Stockholms Blodbad,

i Skildringen af, hvilke Faktorer der rent faktisk førte til denne Begivenhed, og holde denne beskrivende Fremstilling ude fra en etisk Vurdering af det forkastelige i denne Begivenhed. MYRDAL har jo ogsaa med Rette fremhævet, hvorledes politiske Vurderinger og Interesser altfor ofte har infiltreret den klassiske Nationaløkonomis Begrebsbygning. Herved kan Værdinihilismen faktisk komme til at virke som en Kampfor den frie Forsknings Fordomsfrihed og Saglighed, se nærmere Forf.S 46 ff. Der foreligger imidlertid her et interessant Problem. Naar detnemlig med Rette fremhæves, at Historikere og Nationaløkonomer oftei deres faktiske Fremstillinger indblander deres egne subjektivt farvede Vurderinger, saa forudsætter denne Kritik eo ipso, at der i Virkeligheden gives objektive, helt fordomsfrie, ikke forudfattede Vurderinger. Problemet om disse objektive Vurderinger og deres Forskel fra de subjektivt farvede personlige er ikke blevet nærmere undersøgt af Hägerström og ej heller af Forf.
    Forf. er nu ingenlunde nogen ukritisk Tilhænger af den Hägerström'ske Filosofi. Tværtimod tager han en stærk kritisk Reservationoverfor dennes Lære, nemlig forsaavidt angaar, hvad vi i Juraenkalder den gældende Ret. Om denne Ret kan man opstille Paastandeom det faktiske. Man kan spørge: hvad er paa dette Omraade gældende Ret? og Besvarelsen heraf kan være enten sand eller falsk. Forf. mener derfor, at naar HÄGERSTRÖM hævder, at Begreberne Ret, Uret, Rettighed og Pligt er meningsløse Forestillinger uden Virkelighed. Da rammer dette ikke den positive gældende Ret. Sætninger som, atman »bør gøre» det og det, at Ret og Pligt bør være det og det, rammes af Værdinihilismen som ganske mystiske, overtroiske Udbrud. Men Sætningen, at ens Ret og Pligt efter gældende Ret er saadanog saadan, rammes ikke heraf, Forf. S 60 ff. Hvis man spørger Forfatteren, hvad han da mener med gældende Ret, svarer han: deter de Regler, der faktisk tillæmpes af Domstolene, enten i Henhold til Lov eller andre Retskilder, Forf. S 85 ff.
    Forf. hævder nu, at der hos Hägerströms Efterfølgere, LUNDSTEDTog OLIVECRONA, gør sig en Uklarhed og Selvmodsigelse gældende, i det de frakender alle Retsregler, ogsaa de gældende, og alle Begreberom Ret og Pligt, ogsaa efter gældende Ret, Mening, stempler dem sommysteriøse, overtroiske, uvidenskabelige, men samtidig taler om de Realiteter» eller »Fakta», som betegnes med Ordet »Retsordningen», og endog vil skildre den Realitet, som sædvanlig kaldes den juridiske Ret. Men naar Begreberne Ret, Pligt efter den sande Erkendelse er Fiktioner, uvirkelig Mystik, saa eksisterer Ret, Pligt, Retsregler overhovedet ikke, og det er da meningsløst at tale om »Realiteter», der skuldeligge bag disse Begreber, Forf. S 67 ff. Der eksisterer faktisk ikke nogen Retsordning, hverken den saakaldte gældende Ret eller naturlig Ret, hvis den Hägerströmske Lære skal være konsekvent. Men Forf. mener, at netop dette viser, at der her maa være noget galt i den Hägerströmske Lære, Forf. S 63, ti alle Mennesker taler faktisk om dengældende positive Retsordning som en Realitet, gaar altsaa ud fra,

at den virkelig eksisterer og ikke blot er en Chimære. Paa dette Punktmener Forf. at Hägerström, Lundstedt og Olivecrona har taget Fejl oghævder, at den gældende, positive Ret virkelig eksisterer, er en Realitet, om hvilken man kan fremsætte Paastande, som enten er sande ellerfalske. At Retsregler, Rettigheder og Pligter er gældende Ret, vil somnævnt sige, at det er de Retsregler, der faktisk tillæmpes af Domstolene, S 85 ff., S 96 ff. En Retsregel kan imidlertid gælde som hypotetisk; der behøver endnu ikke at være forefaldet et Tilfælde, en Proces, hvor Reglen af Domstolen er blevet anvendt, idet Borgerne uden Retsforfølgning har fulgt den, Forf. S 99 ff. En Ret og Pligt kan eksistere, selvom den ikke har været Genstand for nogen Proces.
    Jeg kan ikke være enig med Forf. i hans Kritik af Lundstedt og Olivecrona. Disse Forfattere har ikke overset, at Sætninger om den gældende Ret, f. Eks., at Straffen efter svensk Ret for Forbrydelsenx er y, er Paastande om Realiteter, eller ment at selv disse Retten konstituerende Domme — Forf.s »uægte Retsætninger» — skulde være videnskabelig meningsløse. Jeg kan her slutte mig til LUNDSTEDTS Modbemerkninger i Skriftet: Det Hägerström—Lundstedtska misstaget, 1942, S 43 ff. og OLIVECRONAS Skrift: Lagens imperativ, 1942, S 47 ff. Man kan jo meget vel konstatere, at et psykisk Fænomen, en Forestilling og en Handlemaade faktisk eksisterer og dog samtidig hævde,at Indholdet af denne Forestilling eller Handlemaade (»skal» eller»bør» handle) er meningsløs. Saaledes har jeg opfattet Lundstedt ogOlivecrona; og jeg finder derfor ingen Inkonsekvens hos disse Forfattere.
    Men det maa da bestemt hævdes, at den positivt gældende Ret ikke paa nogen Maade kan faa nogen videnskabelig Begrundelse, hellerikke gennem Forf.s Betragtning og Udviklinger, ti ud fra hele Værdinihilismens Tankegang maa man konsekvent sige, at det, der faktisk foregaar, det, der i Realiteten eksisterer, er nogle psykologiske Fakta, nemlig, at visse Mennesker, kaldet Dommere, har faaet en vis Bemyndigelseaf Flertallet af Mennesker til at foretage visse Handlinger, nemlig de saakaldte retsforfølgende overfor visse Borgere, og at disse dømmende Mennesker tvinger Borgerne til visse Handlinger ud fra nogle ganske abnorme, overtroiske, aldeles uvidenskabelige Forestillinger om, at Borgerne bør eller skal gøre saadan og saadan. Hele det gældende Retssystem og Dommernes Udøvelse af det horer saaledes hjemme i Abnorm-Psykologien; og det kan passende overlades till Psykiatrikereat finde ud af, hvorledes visse Mennesker, Lovgivere og Dommere, erkommen ind paa disse ganske abnorme Forestillinger, og at finde Midlerne til snarest mulig at befri Menneskeheden for disse abnorme Forestillinger samt for alle Lovgivere og Dommere.
    Jeg er enig med Hedenius i, hvad han et Sted siger: »Det är klart, att något måste vara galet här»; men jeg kan efter det anførte ikkese, at nogen end nu har opdaget, ej heller han, hvori Fejlen i hele denHägerströmske Tankegang stikker. Jeg kan ikke være enig med Forf., naar han overfor Værdinihilismens Kritikere hævder, at denne

Retning ikke behøver at have Konsekvenser i Retning af at nedbryde Troen paa og Respekten for Retten og Moralen i Befolkningen, jfr Forf.S 162 ff. Man kan jo ikke trøste sig med, at Værdinihilismen er en rentabstrakt Teori, som, tildels paa Grund af dens ikke altid tilstrækkelige Klarhed, næppe vil faa nogen praktisk Betydning i Befolkningen, ti hvisal Ret og Moral, alle Forestillinger om, at man bør gøre saadan ogsaadan, til syvende og sidst kun er Overlevering fra en primitiv Tid, beroende paa overtroiske, ganske uvirkelige Forestillinger, da vil dette sige, at hverken Ret eller Moral, hverken gældende positiv Ret eller Retefter Sagens Natur, kan videnskabelig begrundes. Men en moderne Statkan ikke blive ved med at udbrede og gennemføre slige primitive overtroiske Forestillinger, og Staten maa derfor snarest indstille al lovgivende og dømmende Myndighed, ligesom Skoler og Forældre helt maaophøre med at indprente den opvoksende Slægt moralske Forestillingerog Regler, der jo ikke er andet end mørk, middelalderlig Overtro. Alt, hvad der ikke kan staa for Videnskabens Kritik, maa den moderne Statog moderne Mennesker lade falde.
    Der er imidlertid mere mellem Himmel og Jord end der er drømtom i Hägerströms Filosofi. Svagheden ved hans Værdinihilisme er eftermin Opfattelse erkendelses teoretisk. Denne Lære er gaaet lige ind i Etikkens Problemer uden først erkendelseskritisk at have undersøgtde Forudsætninger, hvorfra den gaar ud. Inden man fastslaar, som denne Lære, at nogle Forestillinger, som Ret og Moral, Rettighed og Pligt, alt »bør være», savner »Realitet», »Eksistens», at det, moralskeog retslige Regler bestemmer, ikke er Paastande, der falder ind under »Viden» eller »Erfaring», men er mystiske Fiktioner, maa manførst igennem en indgaaende erkendelseskritisk Undersøgelse af, hvadman skal forstaa ved »Virkelighed», ved »Eksistens», ved »Viden». Saalænge disse Begreber ikke er erkendelseskritisk undersøgt tilbunds,svæver en Lære som Værdinihilismen i Luften, paa samme Maadesom de Retninger, der frakender det psykiske Eksistens, savner ethvert Grundlag, saalænge de ikke har undersøgt, hvad det vil sige »ateksistere». I det hele taget kunde de negativistiske Retninger, der harværet fremme i Tiden, passende have begyndt med at stille sig det selvkritiske Spørgsmaal: hvad vil det egenlig sige, at noget »er»? og det Spørgsmaal: hvad forstaas ved »Viden», hvad vil det nærmere beset sige: »at vide noget». Men som jeg andetsteds har paavist, har Erkendelseskritik ikke været det 19 og 20 Aarhundredes stærke Side. Man opererer altfor ofte i Nutidens Filosofi trygt med en Række Begreber, som man overhovedet ikke har undersøgt eller defineret, og frakender dristig ud fra et saadant løst Grundlag forskellige Forestillinger Virkelighed, Eksistens. Man kan aldrig være radikal nok i filosofisk Tænknings Konsekvenser. En Retning hævder, at Ret ogMoral er psykisk abnorme, meningsløse Forestillinger. En anden Retning, at alt psykisk — baade det normale og det abnorme — overhovedet ikke eksisterer. Men den radikaleste, mest konsekvente erkendelsesteoretiske Nihilisme har evig Ret i, at man med langt større Sandhed kan benægte, at det fysiske, hele den ydre Verden eksisterer.

    Hedenius' Afhandling er et værdifuldt Arbejde. Den viser efter det ovenanførte med Redelighed Vanskelighederne for den Hägerströmske Lære og giver en klar Fremstilling af Værdinihilismens Tankegang. Uanset, at jeg er uenig med Forf. paa flere Punkter, vil jeg anbefalehans Bog til alle, der interesserer sig for filosofiske Problemer.
 

Vinding Kruse.