DEN DANSKE TINGLYSNINGSLOV OG STATS KASSENS ERSTATNINGSANSVAR.

 

AV

 

PROFESSOR, DR. JURIS VINDING KRUSE.

 

Den danske Tinglysningslov af 31 Marts 1926 traadte i Kraft 1 April 1927. I de næsten 15 Aar, den nu har virket, har dengivet Anledning til 42 Retssager (hvor af de 2 sidste endnu ikke erpaadømt) om Statskassens Erstatningsansvar for Fejl og Forfalskninger i Tinglysningsvæsenet, altsaa gennemsnitlig knap 3 Retssager pr. Aar. Der er tilkendt Private i alle disse Sager Erstatninger til et samlet Beløb af i alt ca. 105,000 Kr., med Omkostninger og Renter højst regnet 115,000 Kr., et ganske forsvindende Beløb i Sammenligning med de mange Millioner (over 20 Millioner) som Staten har tjent ved Tinglysningsafgifter i densamme Aarrække. Men selv de nævnte 115,000 Kr. har Staten ikke betalt. Staten har nemlig Regres til Dommerne for de Tab, deropstaar ved Dommernes og deres Personales Fejl og Forsømmelser i Forvaltningen af Tinglysningsvæsenet; og Dommerne dækkersig for det væsentligste af denne Risiko ved at tegne en Ansvarsforsikring. Det ovennævnte Beløb af ca. 115,000 Kr. er altsaa blevet dækket af Ansvarsforsikringsselskabet og for en forholdsvisringe Del af Dommerne. Den danske Statskasse har i alle de 15 Aar, Tinglysningsloven har bestaaet kun haft et ubetydeligt Tab(1,100 Kr.) ved Fejl og Forfalskninger i Tinglysningsvæsenet under denne Lovs Herredømme.
    Dette er saa meget mere paafaldende, som Tinglysningsloven erden videstgaaende af alle nordiske Love i Retning af at paalægge Statskassen Erstatningsansvar. Denne Lov paalægger nemlig ikkeblot Erstatningsansvar for Fejl ved Bogføring og Ekspedition under Tinglysningsvæsenet, begaaet af Statens Embedsmænd, men

394 VINDING KRUSE.endog for de af de Private forfærdigede falske Dokumenter, navnlig Pantebreve, som opnaar at blive tinglyst, en Falsk, som Dommeren og hans Personale ingen som helst Skyld har i. Ved at paalægge Statskassen Erstatningsansvar ogsaa for falske tinglyste Pantebreve har Tinglysningsloven bl. a. opnaaet, at enhver godtroende Erhverver kan stole lige saa sikkert paa et dansk tinglyst Pantebrev i fast Ejendom som paa en dansk Statsobligation. Det var netop denne Risiko for Statskassen, mange før Tinglysningslovens Vedtagelse frygtede mest og advarede Staten imod. Men den danske Stat har ikke haft Anledning til at fortryde, at den ved Tinglysningsloven paatog sig dette vidtgaaende Ansvar, ti i allede 15 Aar, Loven har virket, har Staten intet Tab lidt paa denne Risiko. Langt de fleste Retssager har angaaet Tab ved Fejl og Forsømmelser ved Tinglysningskontorernes Bogføring og Ekspedition, og kun ganske enkelte Tilfælde har drejet sig om Falsk afPrivate; og her har Statskassen af særlige Grunde i de enkelte Tilfælde ikke faaet noget Tab.
    Dette hænger naturligvis sammen med, at Tinglysningsloven har truffet nogle Sikkerhedsforanstaltninger, der vanskeliggør Falsk paa dette Omraade uden dog at bebyrde Forretningslivetmed tunge Formaliteter. Den kræver saaledes, at de viktigste Dokumenter, Skøder og Pantebreve (Lagfarts- og Inteckningsdokumenter) skal være medunderskrevet af to Vitterlighedsvidner eller en Sagfører (Lovens § 10), at der med et Pantebrev, der indleveres til Tinglysning, skal følge det sidst tinglyste Skøde eller etandet Legitimationspapir (§ 9), saasom Førerbevis eller Pas eller Fagforeningsbog, Daabsattest og Breve o. l., at der om Pantebreve paa 5,000 Kr. og derover sendes Ejeren af Ejendommen en Meddelelse fra Tinglysningskontoret om dets Indlevering til Tinglysning, og at Skøder og Pantebreve kundgøres i Tingbladet (§ 8).

 

    Tinglysningsloven giver Erstatning af Statskassen i de ovenforberørte to Grupper af Tilfælde: I. ved falske tinglyste Dokumenter, i Henhold til Loven §§ 27, 31, jfr § 35, og II. ved Fejl af Tinglysningsvæsenets Embedsmænd under Bogføring og Ekspedition af Dokumenterne, i Henhold til Lovens §§ 32, 34 og 35.
    I. Af Falsk-Tilfælde har der været de 2 i UfR 1930 S. 596 og745 anførte Tilfælde, 1 i en utrykt Landsretssag II 153/1933 omhandlet Tilfælde og 1 i UfR 1933 S. 654 anført Sag, altsaa ialt 4

DANSK TINGLYSNINGSLOV OG STATSKASSENS ERSTATNINGSANSVAR. 395Tilfælde, alle omhandlende falske Pantebreve.1 I de 2 førstnævnte Tilfælde, hvor private havde skrevet et falsk Pantebrev og faaetdet tinglyst, havde hverken Dommeren eller hans Personale begaaet nogensomhelst Fejl eller Forsømmelse; og i saadanne Tilfælde hæfter Ansvarsforsikringsselskabet naturligvis ikke. Men Statskassen blev frifundet for Erstatningsansvar, i det første Tilfælde (UfR 1930 S. 596), fordi Modtageren af Pantebrevet (enBank) havde handlet groft uforsigtig ved som Vitterlighedsvidneat antage en Mand, der var den mest direkte interesserede i Laanet, og i det andet Tilfælde (UfR 1930 S. 745), ford i Modtageren afPantebrevet havde begaaet grov Uagtsomhed ved selv at underskrive som Vitterlighedsvidne, endskønt Udstederen af Pantebrevet var ham ganske ubekendt, og Modtageren end ikke havde ladet sig forelægge noget virkeligt Legitimationsdokument og tilmed ladet sin Hustru underskrive som det andet Vitterlighedsvidne. I Tilfældet i UfR 1933 S. 654 var det selve Dommerens Fuldmægtig, der havde forfærdiget det falske Pantebrev og forsynet det med Tinglysningspaategning (Dommerens Bemærkning paa Dokumentet om, at det nu er tinglyst), og da Modtageren af Pantebrevet var i god Tro, blev Statskassen dømt til at dække Tabet (3,600 Kr.); men da Dommeren efter de da gældende Regler varansvarlig herfor, dækkedes Tabet af hans Ansvarsforsikring. Endelig i den sidste, utrykte Sag var Sagen tillige et indre Mellemværende mellem to Ægtefæller, og Sagen mot Statskassan blevhævet, da Ægteparret skaffede omtrent fuld Dækning for Pantesummen.
    En Sag i UfR 1939 S. 270 angaar kun uegentligt et Tilfælde af Falsk, i det den drejede sig om Eftergørelse af et ægte Pantebrev. Men da det var Dommerens egen Fuldmægtig, der havde forsynet dette Kopi-Pantebrev med Dommerens Tinglysningspaategning, og Dommeren efter de da gældende Regler var ansvarlig herfor,

 

1 Tilsammen udgjorde de tre i UfR 1930 S. 596 og 754 og 1933 S. 654 omhandlede Pantebreves Sum ialt kun 26,500 Kr. De to af disse Pantebreve var under Grænsen 5,000 Kr., nemlig det ene paa 2,500 Kr., det andet paa 4,000 Kr. Om Pantebreve paa 5,000 og derover sendes der som ovenanført Meddelelse till Ejendommens Ejer af Dommerkontoret, naar de fremkommer til Tinglysning. I tre af de ovennævnte Falsk-Tilfælde lettedes Falskneriet derved, at Falskneren var i nær Familie med Ejendommens Ejer, hvis Navn blev falsk efterskrevet (henholdsvis Falsknerens Far, Svigerfar, Ægtefælle). I det fjerde Tilfældevar Falskneren den i det følgende omtalte Dommerfuldmægtig, der efter dengamle, nu ophævede Ordning drev en omfattende privat Praksis med Dokumentskrivning, Pengeanbringelser o. 1.

396 VINDING KRUSE.led Staten heller ikke her noget Tab, men dette dækkedes væsentlig af Ansvarsforsikringen (1,300 Kr:s Tab ved Pantebrevet paa 14,000 Kr.).
    Efter en nyere Lov Nr. 138 af 7 Maj 1937 er Dommernes (og Politimestrenes) Ansvar blevet mildnet noget, idet de herefterfremtidig kun hæfter for »det Tab, der i Tjenesten forvoldes vedderes Fuldmægtige og øvrige Kontorpersonale, forsaavidt de harudvist Forsømmelighed ved Personalets Antagelse, ved Tilrettelæggelsen af dets Arbejde eller ved Tilsynet med dettes Udførelse».
    II. En meget stor Del af Tilfældene af Fejl ved Tinglysningskontorets Bogføring og Ekspedition skyldes en enkelt Mands, tilmed en Dommerfuldmægtigs Bedragerier; og den samme Mandskyldes ogsaa det ene af de ovenfor under I nævnte Falsktilfælde. Dette hænger sammen med den gamle besynderlige Ordning, derraadede i Danmark i Aarhundreder og først blev afskaffet for nogle faa Aar siden, nemlig, at Dommerfuldmægtigene havde Lovtil ved Siden af deres Embedsvirksomhed at drive privat Sagførervirksomhed, hvilken mange af dem drev i stor Stil. Efterat denne mærkelige Ordning nu endelig er afskaffet, vil denne Fejlkildenu ialtfald i væsenlig Grad være stoppet. Den nævnte Dommerfuldmægtig havde for en Række Klienter modtaget Penge til Anbringelse i fast Ejendom eller Omprioritering, men havde selv forbrugt Pengene, der bl. a. skulde have været brugt til Indfrielseaf Prioriteter i Ejendommene. Disse Hæftelser blev altsaa ikke indfriet, og de vedkommende Pantebreve blev ikke aflyst. For atskjule dette rettede Dommerfuldmægtigen urigtigt i Tingbogen oggav de af ham udfærdigede Dokumenter (Skøder og Pantebreve) anmærkningsfri Tinglysningspaategning (d. v. s. en Paategning, der intet nævnte om, at foranstaaende Prioriteter præjudicerede det nye Pantebrev). Efter at han havde begaaet Selvmord oghans Bedragerier var opdaget, anlagde hans Klienter Sag modStatskassen og krævede Erstatning, fordi de maatte staa tilbage for Prioriteter, de troede var indfriet. I nogle Tilfælde blev Statskassen frifundet, fordi denne Dommerfuldmægtig helt var optraadt som de Privates Fuldmægtig, hvorfor de maatte bære Risikoen for deres Betroelse af Penge til ham, jfr utrykte Landsretsdomme af 23 Juni 1932, 18 Febr. 1935 og 27 Juni 1935, og Domme i UfR 1932 S. 992 og 1933 S. 981 (der fandtes ikke at værenogen Forbindelse mellem Tabet og den urigtige Tinglysnings

DANSK TINGLYSNINGSLOV OG STATSKASSENS ERSTATNINGSANSVAR. 397paategning, idet Tabet skyldtes, at Klienterne havde stolet paa Dommerfuldmægtigen som deres private Fuldmægtig), jfr ogsaa UfR 1933 S. 679. I andre Tilfælde blev Statskassen vel kendt ansvarlig, men frifundet for Tiden, idet der endnu ikke var konstateretnoget Tab ved, at den private havde faaet en lavere staaende Prioritet end han burde, jfr UfR 1933 S. 679 Note 2, utrykte Landsretsdomme af 1 Juli 1932. I en Række andre Tilfælde blev Statskassen derimod dømt til at betale Erstatning for Tab ved denne Dommerfuldmægtigs Bedragerier, i det han i disse Tilfælde ikke kunde siges at være optraadt som de Privates Fuldmægtig, og Tabet varlidt ved hans forsætlig urigtige Tinglysningsekspeditioner, jfr UfR 1933 S. 654, 658, 660, 1934 S. 13 og 1936 S. 479, 1938. 1023,jfr ogsaa utrykt Sag 16 Febr. 1934 (i sidste Tilfælde gik Statenved Forlig ind paa at betale). Men i alle disse Tilfælde, hvor Statskassen blev dømt, dækkedes Tabet som før nævnt i sidste Instans af Dommerens Ansvarsforsikring.
    Udenfor de Tilfælde, der var foranlediget ved denne Dommerfuldmægtigs Bedragerier, findes en Række Tilfælde, hvor Statskassen er blevet dømt til at betale Erstatning for en Række uforsætlige Fejl i Tinglysningens Bogføring og Ekspedition, jfr UfR 1935 S. 412, 1937 S. 238 og 1939 S. 492 (alle disse Domme angaarsamme Sag, hvor en Bebyggelsesservitut ved en Fejltagelse af Dommerkontoret blev slettet i Tingbogen, og hvor Statskassendømtes til at betale den Private det derved opstaaede Tab, 16,000 Kr. — der dog atter dækkedes af Dommerens Ansvarsforsikring), 1937 S. 801 (fejlagtig Bemærkning i Tingbogen, hvorefter Pantebrevet gav Pant i et forkert Mtr Nr. Statskassen dømt til at betale 1,515 Kr., men som ovenfor dækket), 1941 S. 594 (Statendømt for fejlagtig Slettelse af en Jagtservitut fra 1793 i Henholdtil TL § 20 til at betale 700 Kr. samt 400 Kr. i Sagsomkostninger).
    I en Række andre Tilfælde blev Statskassen frifundet, i det derganske vist var begaaet en fejlagtig Slettelse eller fejlagtig Bogføring i Tingbogen, men hvor der faktisk ikke af de Private varlidt noget Tab herved, jfr utrykt Dom af 14 Oktob. 1935 (Et Pantebrev var fejlagtig ikke noteret i Tingbogen, hvorfor Kreditorikke blev varslet om Tvangsauktion over Ejendommen, men da Prioriteten var saa lavt stillet i Prioritetsordenen, at den ikke varblevet dækket ved Auktionssalget, selvom denne Kreditor varmødt ved Auktionen, var der intet Tab lidt), UfR 1936 S. 773 (Kun ringe Fejl i Angivelse af Pantesummen), 1938 s. 330 (Urigtig

398 VINDING KRUSE.Oplysning om Forprioritet, men intet Tab herved), utrykte Domme af 12 Aug. 1938 (Fejlagtig Slettelse af Vejservitut ifølge TL§ 20, men uden Betydning), af 9 Maj 1939 (et Par Parceller blevved Fejl ikke slettet af en udstykket Ejendoms Blad i Tingbogen, men en Køber var klar herover ved de faktiske Forhold i Marken, hvorfor ingen Erstatning blev tilkendt af Statskassen), og 12 Aug. 1938 (Fejlagtig Undladelse af at notere Ejerpant i Tingbogen, men Ejeren var vidende herom, hvorfor Staten blev frifundet), 28 Maj 1941 (En Servitut ved Fejl ikke indført i Tingbogen, men Fejlen var uden Betydning for Rettens Nydelse), 19 Dec. 1941 (En Servitut blev ved Fejl ikke indført i Tingbogen, men blev indførtuden Erstatning, da den intet betød for de derved forpligtede). Endelig er der nogle Tilfælde, hvor der ikke konstateredes nogen Fejl af Dommerkontoret, jfr utrykte Domme af 8 Dec. 1939, 14Juni 1935 og UfR 1935 S. 704.

 

    Efter den ovenfor omtalte Lov af 7 Maj 1937 bliver Tinglysningsdommernes Ansvar for deres Fuldmægtiges og øvrige Personales Forseelser jo mindre omfattende end efter den ældre Ret, og Ansvarsforsikringens Ansvar bliver følgelig ogsaa mindre. Derfor vil der formentlig i Fremtiden kunne paaregnes et noget større Erstatningsansvar for Statskassen paa denne Konto end hidtil. Til Gengæld er i Fremtiden den Fejlkilde, der laa i Dommerfuldmægtigenes Privatpraksis, stoppet. Hvad blot en enkelt Dommerfuldmægtigs Transaktioner under den ældre Ordning rummedeaf Faremuligheder, er den ovenomtalte Fuldmægtigs Bedragerieret talende Vidnesbyrd om. Alt i alt vil Statens Erstatninger efter 15 Aars Erfaringer under Tinglysningsloven ogsaa i Fremtiden kunne forventes at blive minimale i Sammenligning med de Millionbeløb, Staten indtjener gennem Tinglysningsafgifterne.