Psykiatri og Strafferet. Den gamle strid om den strafferetlige behandling af sindssyge personer er paany blusset op i Danmark — og denne gang med ret voldsom kraft.
    Anledningen var en kronik i »Politiken» den 14. Juli 1942 af rigsadvokat Pihl. I kronikken redegør rigsadvokaten for en række straffesager, hvori der efter hans mening kan paavises en meget uheldig forskel mellem psykiaternes (og Retslægeraadets) bedømmelse af den sigtede persons mentale tilstand og domstolenes strafferetlige behandling afsigtede.
    Rigsadvokatens indlæg gav anledning til en række vægtige kronikkerfra kendte specialister indenfor psykiatri og strafferet, bl. a. professorerne Helweg, Krabbe og Hurwitz og nordmændene rigsadvokat Sund ogprofessor Langfeldt. Striden fandt sin afslutning ved en interessant diskussionsaften i Studenterforeningen den 10. Oktober.
    Uenigheden rejser sig omkring den danske straffelovs § 16, der udtaler: Straffri er handlinger, foretagne af personer, der er utilregnelige paa grund af sindssygdom eller tilstande, der maa ligestilles dermed, eller aandssvaghed i højere grad.
    I modsætning til den norske straffelov betinges strafbarheden af tilregnelighed. Teoretisk er det altsaa muligt, at domstolene kan straffe en

734 HANS TOPSØE-JENSEN.mand ved at anse ham som tilregnelig, skønt lægerne har erklæret hamfor sindssyg i gerningsøjeblikket.
    Rigsadvokat Pihls standpunkt kan kort gengives saaledes. En del straffesager fra den seneste tid viser følgende typiske billede: en personaf overklassen (en sagfører, større forretningsmand, kasserer el. lign.) har gjort sig skyldig i betydeligt forbrug af betroede midler; han harværet i stand til gennem længere tid at skjule underslæbet ved klogt gennemførte transaktioner: falske dokumenter, brændte bilag o. s. v.; haner af sin omgang skreds og familie blevet anset for ganske normal; maaske har man i den senere tid sporet nogen nervøsitet, søvnløshed o. lign.,(hvilket jo ikke er mærkeligt, naar man henser til, hvad han rugerover); efter sammenbruddet undergives han mentalobservation med detresultat, at lægerne kan udtale, at han led af en sindssygdom (fx. depression, begyndende alderdomssløvsind eller alkoholisk forvirring), saaledesat han anses som uegnet til paavirkning gennem straf. Alligevel er sigtede i de af rigsadvokaten nævnte exempler blevet i dømt egentlig straf.
    Rigsadvokaten mener, at disse domme er rigtige. Han tror ikke, at resultatet skyldes, at domstolene trods sinds sygdommen har anset sig tedefor tilregnelig, idet han efter sin erfaring ikke mener, at tilregnelighedsventilen i § 16 har nogen betydning. Han udleder af exemplerne, at domstolene har underkendt lægerne, domstolene har trods lægeerklæringerne ikke anset sig tede for sindssyg. — Grundene hertil anses at være: fordet første en vis mistillid overfor psykiaterne, hvis konklusioner ikkepaa overbevisende maade lader sig udlede af de givne præmisser, og hvisarbejde præges af stor usikkerhed — og for det andet at generalpræventive hensyn og den almindelige retsfølelse i landet ikke kan taale, at personer af overklassen, der i det daglige har opført sig ganske normalt, jaendog ret snedigt, kan slippe for straf, medens mindre »fine» bedragere rammes af almindelig straf.
    Konsekvensen er, at rigsadvokaten alvorligt opfordrer lægerne til atvære mere forsigtige med at erklære folk for sindssyge, men dernæst mener rigs advokaten ogsaa, at lægerne bør tage generalpræventive hensynmed i overvejelserne, inden lægeerklæringen afgives; med andre ord:lægerne bør bøje sig for den af domstolene angivne praxis paa dette omraade.
    Det første punkt, angrebet paa den psykiatriske videnskab blev naturligvis imødegaaet meget kraftigt. Lægerne fastholdt bl. a. bestemt, at en sindssygdom kan være af en saadan art, at den kun kan konstateres afspecialister, og at det derfor er med fuld ret, at sigtede behandles somsindssyg, selv om han af andre mennesker har været anset, ja maaskestadig anses som normal; et lægmandsskøn paa dette omraade vilde givehelt forfejlede diagnoser.
    Hvad det andet punkt angaar, opfordringen til at tage andre hensynend de strengt lægelige, gør lægerne gældende, at dette i virkeligheden eren opfordring til at afgive erklæringer, der er imod lægernes overbevisning, noget man bestemt tilbageviser; »en raadgivende forsamling, der affrygt for at blive desavoueret stikker sin fagligt begrundede mening under stolen og siger noget andet, svigter sin opgave og har ikke krav paa

PSYKIATRI OG STRAFFERET.735nogen som helst respekt», skriver professor Helweg, der er overlæge paarigshospitalets psykiatriske afdeling og medlem af Retslægeraadet.
    Det fastholdes, at lægen har at udtale sig om strafegnetheden og omden rette lægelige behandling af sigtede, og han maa her alene tage hensyn til sig tede og hans tilstand før og nu; andre hensyn er lægerne uvedkommende. Lægerne anerkender imidlertid, at andre forhold kan væreaf betydning for domstolene, ja maaske i enkelte sager endog afgørende, fx. netop generalpræventive hensyn og hensynet til den almindelige retsbevidsthed. Man vil derfor ikke kunne læse ud af de nævnte domme, atde kasserer lægernes skøn.
    Imidlertid mener baade nogle af lægerne og nogle af de juridiske deltagere i diskussionen, at rigsadvokat Pihl tillægger generalpræventionenen alt for stor betydning paa dette omraade indenfor strafferetten. Navnlig maa man huske, at et ophold paa sindssygehospital paa ubestemt tidofte virker mere afskrækkende end en tidsbestemt straf. Rigsadvokaten har henvist til, at der er forekommet tilfælde, hvor en forbryder, der varanset som sindssyg, efter et par maaneders ophold paa sindssygehospitalet blev udskrevet som rask, medens han, hvis han havde været ansetsom strafegnet, vilde have faaet maaske aars fængsel. Heroverfor gøresgældende, dels at det drejer sig om ganske faa tilfælde (vel navnlig vedmanio-depressive psykoser), dels at det ingen rolle kan spille generalpræventivt set, da løsladelsen fra hospitalet jo aldrig bliver kendt i videre kredse, saaledes som dommen gør det. Endelig hævder lægerne bestemt, at det er meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at simuleresindssyg under sagen (for saa senere paa hospitalet hurtig at »blive»rask og udskrives som »helbredet»).
    Resultatet af diskussionen blev nærmest, at parterne fastholdt deres standpunkter, og at psykiaterne, der ellers altid bestormes med anmodninger om at udtale sig skarpere, nu vilde forsøge at udtale sig om muligtend nu forsigtigere.
    Under diskussionen berørte men flere gange ganske let spørgsmaalet om, hvorvidt § 16:s formulering var den rigtige, og i denne forbindelseberørtes ogsaa aarsags sammenhængen mellem sindssygdommen og denstrafbare handling eller mere populært opstillet: kan en sindssyg person reagere normalt paa visse omraader, og er nutidens psykiatri i standtil at skille de handlinger hos en sindssyg, der er udslag af hans sygdom, fra de handlinger, der ikke er paavirket deraf? Hvis dette lader siggøre (hvad det vist endnu ikke gør), kunde der være tale om at straffeen sindssyg for hans »normale» handlinger, og hospitalsbehandle hamfor hans »abnorme» handlinger. — Dette sidste ret centrale spørgsmaaltrænger i virkeligheden til en nærmere belysning.
 

Hans Topsøe-Jensen.