Statsskatteloven nr. 517 af 19 dec. 1942 indeholder af regler af mere almindelig interesse bestemmelser om beskatning af underholdsbidrag og af lotterigevinster.
Det har hidtil været saaledes, at den der ydede underholdsbidrag, ikke kunde fradrage dette i sin skattepligtige indkomst, mens omvendt den, der modtog bidraget, ikke svarede skat deraf. Forsaavidt angaar bidrag, der i anledning af skilsmisse eller separation ydes til den anden ægtefælle eller børn, er skattebyrden nu taget fra den ydende og lagt paa den modtagende part, dog kun, hvis bidraget er fastsat eller ændret efter lovens ikrafttræden. Da den ydende mand som regel har en meget større indtægt end hustruen, betaler det sig paa grund af den progressive beskatning ofte for begge parter at enes om en forhøjelse af bidraget, hvorved hustruen kan betale sin skatteforhøjelse, mens manden slipper saa meget billigere i skat, at han rigelig af sin besparelse kan udrede hustruens forhøjelse. Et i denne tid saare sjældent exempel paa, at staten har reduceret sin skatteindtægt.
Gaver, Legater o. lign., der er udtryk for en anerkendelse af modtagerens fortjenester er nu skattefri. Lotterigevinster under 200 Kr. er gjort skattefri; af gevinster over 200 kr. beskattes kun halvdelen af det overskydende beløb. Ved en særlig lov af samme dato er gevinster fra Statens Klasselotteri gjort helt skattefri uanset størrelsen, idet man dog samtidig har paalagt lotteriet at fradrage en afgift af 15 % af gevinstbeløb over 200 kr. Da uærlige vindere aldrig gav skattevæsenet meddelelse om gevinsten, og det for den ærlige var en skattemæssig ulykke at faa den store gevinst, er ordningen til stor gavn for staten (og derved for de kloge, ikke-spillende borgere) samt for de tossede, men ærlige spillere.
Ved et cirkulære fra Skattedepartementet af 4 jan. 1943 søger man at gennemføre noget ganske nyt for at bøde paa de store skattemæssige ulemper, der opstaar i anledning af den herskende vare- og materialemangel. De handlende vil paa grund af varemanglen ofte paa den ene side have haft en extraordinær stor indtægt og paa den anden side ikke have nogen mulighed for at foretage nye indkøb. Det tillades dem derfor i deres skattepligtige indtægt at fradrage et beløb, der udregnes dels med hensyntagen til varelagerets formindskelse, dels med hensyntagen til den forøgede indtægt. Det er dog et vilkaar, at dette beløb anbringes i statsobligationer og at disse deponeres i Finansministeriet, saaledes at de først frigives, naar vareforsyningsmulighederne igen tillf der det. En ganske tilsvarende ordning tænkes gennemført