Dansk lovgivning 1941/42. Af de i rigsdagssamlingen vedtagne 144 love er langt den overvejende del foranlediget af de ved krigstilstanden opstaaede forhold for erhvervslivet og for befolkningens forsyning med livsfornødenheder.
    Den i SvJT 1941 s. 856 omtalte lov om krigsforsikring af privat indbo er blevet ændret ved lov af 24. juni 1942. Maximumsgrænsen for den erstatning, der kan ydes, og som hidtil har været 50,000 kr., er paa

 

24—437004. Svensk Juristtidning 1943.

grund af den betydelige stigning i værdien af indbo forhøjet til 100,000 kr., og der paalignes ikke forsikringsbidrag, hvis forsikringssummen er 5,000 kr. eller derunder — grænsen var tidligere 1,000 kr. eller derunder. Ved en lov af samme dato er der foretaget tilsvarende ændringer i den i SvJT 1941 s. 857 omtalte lov om krigsforsikring af løsøre.
    Ifølge en lov af 6. april 1855 var det forbudt at tage mere end 4 % aarlig rente af laan, der var sikret ved pant i fast ejendom. Dog kunde der meddeles bevilling til at svare højere rente end 4 %, men ikke over 5 % (6 %) aarlig rente af saadanne laan. Disse regler, som var lidet tidssvarende, er blevet afløst af lov af 3. juli 1942. Efter denne lov kan ingen gyldig forpligte sig til af gæld med pant i fast ejendom at betale en rente, der overstiger, hvad der er rimeligt under hensyn til det almindelige renteniveau paa aftalens tid, de for gælden fastsatte afdrags- og opsigelsesvilkaar, pantebrevets stilling i prioritetsordenen og andre forhold, der har indflydelse paa rentens størrelse, herunder eventuelt kurstab. Udstedelse og modtagelse af gældsforskrivning med pant i fast ejendom for et større beløb end det, som fordringshaveren udlaaner eller giver kredit med, er ikke tilladt, saafremt nedsættelsen af laanebeløbet overstiger 2 % af hovedstolen. Indrømmer fordringshaveren skyldneren uopsigelighed, kan der ved laanets udbetaling yderligere fradrages et beløb, svarende til 2 % for hver periode af 5 aar, hvori gælden er uopsigelig, beregnet i forhold til den restgæld, der vil foreligge ved hver femaarsperiodes udløb, efter at ordinære afdrag er fradraget. Er det i gældsforskrivningen eller paa anden maade bestemt, at gælden, naar den iøvrigt i et fastsat tidsrum er uopsigelig, forfalder i tilfælde af ejerskifte, kan den nævnte nedsættelse af laanebeløbet dog ikke overstige ialt 10 % af hovedstolen. Naar gælden herefter ved indtrædende ejerskifte kræves betalt af kreditor, er skyldneren ved indfrielsen berettiget til i hovedstolsbeløbet at fradrage forskellen mellem det beløb, hvormed laanet blev nedsat ved dets udbetaling, og det beløb, hvormed laanebeløbet efter de fornævnte bestemmelser kunde være nedsat, saafremt laanet kun havde været uopsigeligt indtil det tidspunkt, hvor det indtrædende ejerskifte finder sted. Er det kun en del af gælden, der af kreditor kræves betalt ved ejerskifte, har skyldneren krav paa en forholdsmæssig nedsættelse. Disse bestemmelser gælder ikke de af kredit- og hypotekforeninger ydede laan samt enkelte andre lignende laan. Laan mod første prioritets panteret i fast ejendom, der stiftes eller fornyes efter lovens ikrafttræden, kan ikke gøres uopsigelige fra skyldnerens side i mere end 10 aar, andre laan mod pant i fast ejendom ikke i mere end 5 aar, i alle tilfælde regnet fra aftalens indgaaelse — undtaget er kredit- og hypotekforeningslaan. Ved overtrædelse af lovens bestemmelser vil gælden eller den betingede rente ifølge pantebrevet efter paastand være at nedsætte til det beløb, der lovligt kunde være betinget, og retten giver da pantebrevet paategning herom. Nedsættelsen rammer ogsaa de rentebeløb, der forfalder eller betales, efter at sagen er rejst overfor panthaveren. Hvad der er betalt for meget under sagen, kan kræves tilbage, ligesom retten efter

skyldnerens begæring kan bestemme, at gælden, medmindre fordringshaveren dokumenterer at have rimelig grund til opsigelse, herefter ikke skal kunne opsiges i et tidsrum af indtil 2 aar efter den endelige retsafgørelse i sagen. Tilsvarende regler kan skyldneren kræve anvendt, saafremt fordringshaveren findes skyldig i aager efter straffeloven. Bestemmelserne i loven omfatter ogsaa gæld, der er sikret ved skadesløsbrev i fast ejendom eller ved haandpant i ejerpantebrev eller akkomodationspantebrev i fast ejendom.
    Arbejdsløsheds- og forsorgslovgivningen er blevet ændret ved forskellige love, der bl. a. tilstræber at fjerne muligheder for misbrug af lovene. Som et led i disse bestræbelser kan nævnes indføringen af en arbejdskortordning, hvorved man har villet sikre, at personer, der arbejder for andre, ikke samtidig faar understøttelse, idet arbejderen for at kunne oppebære understøttelse skal være forsynet med legitimation for, at han er uden arbejde, og legitimationsdokumentet skal bero hos arbejdsgiveren, saalænge arbejdet varer. Endvidere kan de kommunale forsorgsmyndigheder bestemme, at en understøttet person, hvis trang skyldes, at han har undladt at udfolde rimelige bestræbelser for at skaffe sig arbejde, men hvis forhold dog ikke er af en saadan karakter, at han i medfør af reglerne om forsømmelige forsørgere kan anbringes paa en arbejdsanstalt, for den udbetalte understøttelse skal udføre arbejde for kommunen, der er egnet til opretholdelse eller generhvervelse af hans arbejdsevne og arbejdsvilje. Har den paagældende under arbejdets udførelse lagt aabenbar arbejdsuvilje for dagen, kan det udbetalte vederlag betragtes som fattighjælp.
    Det i SvJT 1941 s. 857 omtalte midlertidige tillæg til straffeloven af 22. juli 1940 er blevet forlængt, og straffen er samtidig blevet skærpet. Den sammesteds nævnte lov af 1. maj 1940 angaaende beslaglæggelse, ransagning, anholdelse og fængsling er blevet skærpet ved en lov af 9. maj 1942, idet reglerne er blevet udvidet til at gælde ogsaa overtrædelser af politivedtægterne; det drejer sig f. ex. om slagsmaal, sammenstød og lign. Domme i sager, der rejses i henhold til straffelovstillæget af 18. januar 1941 (SvJT 1942 s. 476), kan efter derom af justitsministeren truffen beslutning paaankes fra underret direkte til højesteret; denne ændring er dikteret af ønsket om dels hurtigt at faa en endelig afgørelse af sagerne, dels at lade højesteret faa adgang til selvstændig bedømmelse af beviserne. De samme grunde har ført til, at kæremaal overfor underretternes beslutninger og kendelser kan rejses til højesteret i de tilfælde, hvor justitsministeren finder det rimeligt, at eventuel paaanke af dommen sker til højesteret.
    Loven om tilsyn med fremmede og rejsende m. m. er skærpet ved en midlertidig lov af 30. marts 1942, der bl. a. fastsætter, at den, der medvirker til, at nogen indrejser i eller udrejser fra landet udenom paskontrollen, eller som medvirker til at holde en udlænding, om hvem han vidste eller efter samtlige foreliggende omstændigheder burde vide, at han har skaffet sig adgang til landet udenom paskontrollen eller iøvrigt opholder sig ulovligt her, skjult for politiet, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller med fængsel indtil 2 aar.

Johannes Faurholt.