Den danske Konkurslovskommissions Betænkning. I SvJT 1941 S. 863 er det kort omtalt, at den danske Konkurslovskommission i Foraaret 1941 har afsluttet sit Arbejde med Udarbejdelsen af et Udkast til Lov om Gældsordning. I det følgende skal jeg gøre nærmere Rede for Kommissionens Arbejde.
Da Kommissionens Nedsættelse skyldtes et Ønske fra Grosserer-Societetets Komité, der blev tiltraadt af Sagførerraadet, var det naturligt, at Kommissionen kom til at bestaa af en alsidig Repræsentation for de forskellige Erhverv og for Sagfører- og Dommerstanden. Indtil sin Død i 1934 var Kommissionens Formand Professor, Dr. juris H. MUNCH-PETERSEN; derefter blev nuværende Landsdommer MYRDAHL Formand. Ialt fik Kommissionen ikke mindre end 26 Medlemmer
Det har naturligvis været af stor Værdi for Kommissionens Arbejde, at den paa denne Maade har haft den fornødne Sagkundskab indenfor Murene, men at Kommissionen har været saa stor har bidraget til, at Arbejdet har taget lang Tid. Det har ogsaa medført, at det i langt højere Grad end i andre Kommissioner for overhovedet at naa til et Resultat har været nødvendigt for de enkelte Medlemmer at give Afkald paa deres egentlige Standpunkt til Fordel for en Kompromisløsning, saaledes at et Medlems personlige Opfattelse ingenlunde altid falder sammen med Forslagets. Dette gælder ogsaa for mit eget Vedkommende, og jeg vil derfor i det følgende fremhæve, hvor min egen Opfattelse paa mere væsentlige Punkter divergerer fra Udkastet.
Jeg vil iøvrigt indskrænke mig til at fremdrage visse Grundsynspunkter, som paa den ene Side er særlig vigtige og som paa den anden Side har givet Anledning til Diskussion.
I. Gældsordningsstadiet.
Naar Udkastet betegner sig som »Lov om Gældsordning», og ikke som Konkurs- og Akkordlov, er Grunden hertil, at den vigtigste Nydannelse, som Kommissionen foreslaar gennemført, er den, at der som et obligatorisk Led i Behandlingen af enhver insolvent Skyldners Bo indføres et »Gældsordningsstadium». En Forhandling om Gældsordning gøres nemlig til den fælles Indgangsport til al Insolvensbehandling: Ingen Skyldner kan fremtidig erklæres konkurs, uden at en saadan Forhandling er forsøgt.
Formaalet med Gældsordningsstadiet er, at man under en vis Kontrol fra Skifterettens Side prøver Mulighederne for en frivillig Akkord eller Likvidation, eller om en Tvangsakkord kan gennemføres, saaledes
at der først, naar disse Muligheder glipper, bliver Tale om Konkursbehandling. Man anerkender altsaa for saa vidt den Betragtning, at Konkurs er blevet og ogsaa fremtidig bør være den Opløsningsform, som repræsenterer den sidste Udvej.
Begæring om Gældsordning kan fremsættes af en Kreditor under lignende Betingelser, som i gældende Ret kræves for at begære Konkurs, men den kan ogsaa begæres af Skyldneren selv. Kreditorerne indkaldes derefter til et Møde, paa hvilket de kan udtale sig om en mulig Ordning af Skyldnerens økonomiske Forhold ved frivillig Akkord eller Likvidation eller ved Tvangsakkord. Hvis Skyldneren ønsker en saadan Ordning, giver Skifteretten — under Forudsætning af at den ikke paa Grund af visse i Loven opregnede Forhold finder at maatte nægte dette — Skyldneren Frist til at søge at opnaa Ordningen. Saadan Frist gives for 14 Dage ad Gangen og den kan kun under særlige Forhold udstrækkes udover et samlet Tidsrum af ialt 8 Uger.
Med Hensyn til de nærmere Betingelser for, at Skifteretten kan giveen Frist, stilles der ikke store Krav. Det er saaledes ikke afgørende, hvilken Karakter den tilstræbte Ordning har, særlig ikke om denne tilsigter en Akkord eller Likvidation. Det kræves dernæst kun, at det godtgøres, at Forhandling med Fordringshaverne er indledet, d. v. s. at Skyldneren dokumenterer, at han har udsendt en Meddelelse til sine Kreditorer, og har henvendt sig til den Sagfører eller Kreditorforening, som skal bistaa ham med Ordningen. Derimod kræves det naturligvis ikke, at Ordningen allerede er afsluttet.
For at Gældsordningsstadiet skal opfylde sit Formaal, indtræder allerede paa dette en almindelig Beskyttelse mod Eksekution. Derimod indtræder der ikke som ved Konkurs nogen Indskrænkning i Skyldnerens Raadighed over sin Formue, men der kan undtagelsesvis af Retten anordnes et vist Tilsyn med hans Dispositioner.
II. Betalingsstandsningsstadiet.
Medens Gældsordningsstadiet er fælles for alle Insolvenssituationer, har man ment, at der navnlig for bogføringspligtige Skyldnere bør være en særlig Adgang til at opnaa en frivillig Ordning under endnu mindre Indblanding fra Skifterettens Side, end den som følger af Forhandling om Gældsordning. Udkastet indeholder derfor tillige Bestemmelser om Anmeldelse af Betalingsstandsning.
Formaalet med Reglerne om Betalingsstandsning er — foruden at aabne Plads for at opnaa en frivillig Ordning uden nævneværdig Indblanding fra Skifterettens Side — navnlig at faa konstateret Betalingsstandsningsdagen, særlig af Hensyn til en eventuel Afkræftelse, hvis der senere maatte indtræde Konkurs.
Betalingsstandsningen skal ganske vist anmeldes til Skifteretten, men Anmeldelsen maa ikke bekendtgøres, og de Retsmøder, der holdes paa dette Stadium, er ikke offentlige. Skifterettens Virksomhed indskrænker sig til at give Skyldneren Frist til at opnaa en frivillig Ordning. Iøvrigt faar Skifteretten derimod ikke noget med Sagen at gøre, dersom Fristen overholdes, idet der i Modsætning til paa Gældsordningsstadiet ikke
føres nogen offentlig Kontrol paa Betalingsstandsningsstadiet. Dog skal Skifteretten have en Redegørelse, naar en Ordning er indgaaet, og Skifteretten kan, hvis der inden en Frist af 3 Aar af en Fordringshaver klages over Ordningen, fordi der foreligger en utilbørlig Begunstigelse af nogen Fordringshaver eller noget andet misligt Forhold, erklære den belt eller delvis uforbindende.
Som Modstykke til den manglende offentlige Kontrol, medfører en anmeldt Betalingsstandsning ingen Beskyttelse mod Individualforfølgning eller mod en Begæring om Gældsordning ved Skifteretten.
Der er indenfor Kommissionen Enighed om, at det er af største Vigtighed for Bevarelsen af de tilstedeværende Værdier at faa Insolvensbehandlingen paabegyndt paa et saa tidligt Stadium som muligt. Derimod er der delte Meninger om, hvorledes dette bedst opnaas. Efter et Flertals Opfattelse kræver Formaalet, at der opstilles en Pligt til at anmelde Betalingsstandsning for en bogføringspligtig Skyldner, naar han har indstillet sine Betalinger, eller »naar det paa Grund af Forhold, som ikke med Føje kan anses for at være af forbigaaende Natur, maa staa ham klart, at han vil være ude af Stand til at videreføre sin Virksomhed uden en almindelig Ordning med sine Fordringshavere».
Et Mindretal bl. a. omfattende Sagførerraadets Repræsentanter foreslaar derimod, at Pligten til at anmelde Betalingsstandsning udgaar af Udkastet, saaledes at rent udenretlige Forhandlinger om en frivillig Ordning ikke udelukkes. Dette Standpunkt begrundes principielt med, at der ikke foreligger tilstrækkelig Anledning til, at det offentlige griber ind i Forholdet mellem en Skyldner og hans Fordringshavere paa et Stadium, hvor det i Øjeblikket viser sig, at Resultatet kan opnaas under Medvirken af en Sagfører eller Kreditorforening uden Offentlighedens Indblanding. Som praktiske Betragtninger, der taler mod Anmeldelsespligten, anføres dels Vanskelighederne ved at give et tilstrækkeligt skarpt Kriterium for, hvornaar Betalingsstandsning skal anmeldes — en Omstændighed, der bliver særlig uheldig under Hensyn til det Strafansvar, der er foreskrevet for at undlade Anmeldelse, — dels at Anmeldelsespligt næppe vil føre til, at man faar tidligere fat i Debitorerne, idet Skyldnerne maa formodes at ville frygte Anmeldelsen og saavidt muligt undgaa den.
Spørgsmaalet, om der bør være Pligt til at anmelde Betalingsstandsning, har ogsaa udenfor Kommissionen givet Anledning til Diskussion, en Diskussion der imidlertid nødvendig maatte føre videre, nemlig til Spørgsmaalet om Betimeligheden af overhovedet at indføre et Betalingsstandsningsstadium. Navnlig Professor STEPHAN HURWITZ har saaledes1 rettet stærke Indvendinger mod den pligtmæssige Anmeldelse af Betalingsstandsning og har rejst Tvivl om Værdien af overhovedet at opretholde Betalingsstandsningsstadiet, hvis man lader Pligten til at anmelde bortfalde.
Personlig er jeg nærmest imod overhovedet at indføre Betalingsstandsningsstadiet, selv om Pligten til at anmelde Betalingsstandsning udgaar af Loven. Jeg har altid været en stor Tilhænger af de frivillige Ordninger, som Kreditorforeningerne og Sagførerne formidler, og jeg tror ikke, at det vil have nogen større Værdi for disse, at man kan anmelde Betalingsstandsning. Under Forhandlingerne om en frivillig Ordning vil en Trusel overfor en Kreditor, der har opnaaet en afkræftelig Fordel, om at begære Gældsordning som Følge af de nye objektive Afkræftelsesregler faa betydelig større Vægt, og er der virkelig Trang til at bringe Afkræftelsesfristerne til at Iøbe, betegner det nye System, hvorefter man blot behøver at begære Forhandling om Gældsordning, men ikke som nu straks skal begære Konkurs, efter min Mening allerede et tilstrækkeligt Fremskridt i Forhold til gældende Ret. For Undtagelsestilfælde at operere med et særligt Betalingsstandsningsstadium, saaledes at der bliver tre Former for Forhandlinger om frivillige Ordninger: de, der foregaar helt udenfor Skifteretten, de, hvor Betalingsstandsning er anmeldt til Skifteretten og de, der finder Sted efter at offentlig Forhandling om Gældsordning er aabnet, vil efter min Opfattelse blive et meget kompliceret System. Erfaringerne fra fremmed Ret taler ogsaa afgørende herimod. Jeg skal i denne Henseende navnlig henvise til engelsk Ret, hvor man ved Siden af et offentligt Forstadium til Konkurs, der minder om det foreslaaede Gældsordningsstadium, ved en særlig Lov har bestemt, at alle frivillige Ordninger ogsaa iøvrigt skal være undergivet Lovregler. Det faktiske Forhold er nemlig blevet det, at de frivillige Ordninger, til Trods for at Lovreglerne er obligatoriske, normalt indgaas udenom Loven.
Lige saa tvivlende som jeg saaledes er overfor Værdien af Betalingsstandsningsstadiet, lige saa sikker er jeg omvendt paa, at en Indførelse af det obligatoriske Gældsordningsstadium vil vise sig at være et stort Fremskridt. Det nuværende System, hvorefter man, naar Konkursbegæring er indgivet, i Medfør af Konkurslovens § 48 a, hvis blot Rekvirenten er enig heri, giver Debitor Udsættelse, og hvor Debitor derefter oftest alene forhandler med den paagældende Kreditor om en Ordning af dennes Krav, er saa uheldigt, at jeg ikke tror, at der er nogen Mulighed for at opnaa noget virkeligt ved blot at lappe paa den gældende Ordning. Kærnen i det nye System er derimod den, at man under en vis Kontrol fra Skifteretten og i Ly mod Eksekution søger at fremme Indgaaelsen af loyale frivillige Ordninger til ligelig Dækning af alle Kreditorer, uden at Chancerne herfor forringes, ved at der skal være indgivet Begæring om Konkurs.
III. Konkurs.
Selve Konkursinstituttets Grundprincipper er ikke væsensforskellige fra gældende Rets. Alligevel foreslaas der i flere Henseender Ændringer, der i Realiteten er af ret indgribende Art.
Af størst Betydning er de Bestemmelser, der medfører en væsentlig Indskrænkning med Hensyn til de Tilfælde, hvor der i gældende Ret indrømmes Særstilling for enkelte Kreditorer. Det almindelige Grund-
synspunkt for Udkastets Regler om disse Spørgsmaal er, at der skal foreligge ganske særlige Grunde for at anerkende Brud paa det »Ligelighedsprincip», som ellers præger Konkursen, og at saadanne Grunde ingenlunde foreligger i det Omfang, hvori gældende Ret anerkender Særrettigheder ved Konkursprivilegier, Ejendomsforbehold, Modregning m. m. Hertil kommer, at de gældende Regler i høj Grad bidrager til at gøre Konkursbehandlingen indviklet.
1) Konkursprivilegierne indskrænkes betydeligt.
I Konsekvens af disse Synspunkter indskrænkes saaledes Konkursprivilegierne til i Hovedsagen kun at gælde Tilfælde, hvor særlige sociale Hensyn, der vanskelig kan imødekommes paa anden Maade, kræver det. Af denne Grund anerkendes saaledes Krav paa Løn og Vederlag samt Krav paa Pensionsbidrag som privilegeret. Lønprivilegiet begrænses imidlertid dels ved, at det kun gælder for et halvt Aar tilbage, dels ved, at det for den enkeltes Vedkommende ikke gælder udover et Beløb af 3,000 Kr. Paa den anden Side udvides Privilegiet til at gælde »Løn og Vederlag i hvilken som helst Form».
Med Hensyn til Skatteprivilegiet maa det efter min Mening beklages, at man, af Frygt for at Skattemyndighederne ellers vilde blive tvunget til at gaa haardere frem overfor Skatteyderne, ikke har turdet foreslaa det helt afskaffet, men har nøjedes med at begrænse det til at gælde personlige Skatter — men ikke Skat paa fast Ejendom — samt Told og Forbrugsafgifter.
Det siges udtrykkeligt, at alle andre Privilegier afskaffes, og dette gælder navnlig ogsaa Huslejeprivilegiet.
2) Ejendomsforbeholds Gyldighed overfor Konkursboet begrænses ligeledes.
Af stor Betydning for Erhvervslivet er de efter Forslag af Professor VINDING KRUSE udformede Bestemmelser om Ejendomsforbehold. Herefter er Hovedregelen, at et mellem en Sælger og Skyldneren som Køber aftalt Forbehold af Ejendomsretten til den solgte Genstand indtil Købesummens Betaling er ugyldigt i Forhold til Boet. Denne Regel, der er i Overensstemmelse med fransk og engelsk Ret, hviler paa det Grundsynspunkt, at Ejendomsforbehold i vidt Omfang virker paa lignende Maade som et Konkursprivilegium eller en Panteret, der ikke som almindelig Regel betegner et tilstrækkelig motiveret Brud paa Ligelighedsprincippet. Det maa iøvrigt fremhæves, at Bestemmelsen kun fastslaar, at Ejendomsforbeholdet er »ugyldigt i Forhold til Boel» — ligesom omvendt Undtagelserne kun taler om Gyldighed overfor Boet. Der kan saaledes ikke herfra drages nogen Slutning med Hensyn til Ejendomsforbeholdets Gyldighed mellem Parterne selv, og der kan heller ikke uden videre opstilles en Regel om en tilsvarende Ugyldighed overfor Individualforfølgning. Dette sidste skyldes, at det Ligelighedsprincip, der gælder ved den samlede Fyldestgørelse af alle Kreditorerne ved Konkurs, ikke finder Anvendelse ved Eksekution, der alene tilsigter Fyldestgørelse af den paagældende Fordringshaver. Overfor den Kreditor, der ensidig søger at skaffe sig Dækning ved Udlæg fremfor de øv-
rige Kreditorer, kan der derfor være mere Grund til at opretholde et af en anden Kreditor taget Ejendomsforbehold. Kommissionen mener som Følge heraf, at det maa overlades til fremtidig Retspraksis og eventuelle særlige Lovbestemmelser at afgøre, i hvilket Omfang de for Konkurs givne Retsregler bør anvendes ved Udlæg. I saa Henseende kan man vel anse det for utvivlsomt, at et Ejendomsforbehold, der opfylder Forslagets Betingelser for at opnaa Gyldighed overfor et Konkursbo, ogsaa vil blive anerkendt som gyldigt overfor en Udlægshaver. Det tvivlsomme Spørgsmaal er derimod, om et Ejendomsforbehold, der efter Udkastet er ugyldigt overfor Konkursboet, ogsaa udenvidere bør miste sin Gyldighed overfor Udlæg.
Undtagelser fra Hovedregelen maa ifølge Grundsynspunktet gøres, hvor der kan paa vises tilstrækkelig Begrundelse for at anerkende Brud paa Ligelighedsprincippet. Hvor langt man i saa Henseende vil strække sig, vil naturligvis til en vis Grad bero paa et Skøn, og det kan ikke nægtes, at de i Udkastet indeholdte tre Undtagelsesgrupper tildels skyldes et Kompromis mellem modstridende Synspunkter. Undtagelserne er meget omfattende, ja saa vidtgaaende, at det i Motiverne udtales, at man mulig kunde være berettiget til at betegne Hovedreglen som en Undtagelse. Dette er utvivlsomt rigtigt, men det maa dog fremhæves, at Betydningen af Undtagelsesreglerne ligger i de nærmere Betingelser, som Ejendomsforbeholdenes Gyldighed overfor Konkursboet fremtidig gøres afhængig af:
a) I den første Undtagelsesgruppe indskrænker Betingelsen for Gyldigheden af Ejendomsforbeholdet sig til Kravet, om at der ved Salgets Afslutning er oprettet en dateret skriftlig Kontrakt, der indeholder et klart Ejendomsforbehold. Naar der her gøres en almindelig Undtagelse for Driftsinventar og Driftstilbehør samt Bohave, er Grunden den, at det vistnok maa anerkendes som en nødvendig Betingelse for den, der starter en Næringsvej eller stifter Familie, at han kan give den kreditgivende Leverandør fuld Sikkerhed gennem Ejendomsforbehold. Efter min Opfattelse er der derimod ikke tilstrækkelig Begrundelse for ogsaa at gøre en almindelig Undtagelse med Hensyn til Bøger og Befordringsmidler, men Kommissionen har i saa Henseende ment at maatte bøje sig for Erhvervlivets Ønsker.
b) Heller ikke den anden Undtagelse om Salg af Besætning til Brug for en Landejendom er velbegrundet ud fra et principielt Synspunkt, idet det tværtimod i og for sig maa anses for usundt, at en Landejendom drives med »Kontraktsdyr». Naar man dog har anerkendt Ejendomsforbehold i disse Tilfælde, skyldes dette, som det siges i Motiverne, at det netop for Landmænd ofte stiller sig meget vanskeligt at skaffe Kontanter til Køb af Besætning, og at det dog er et mindre Onde, at Ejendommen drives med Kontraktsdyr end uden Besætning. Ejendomsforbeholdet er imidlertid kun gyldigt i Forhold til Konkursboet paa Betingelse, at der oprettes skriftlig Kontrakt, at vedkommende Dyr kan individualiseres som tilhørende Sælgeren og at Kontrakten tinglyses senest 14 Dage efter dens Oprettelse. Et Flertal indenfor Kommis-
sionen foreslaar dog af praktiske Hensyn, at Tinglysning ikke skal kræves i Grisehandlen.
c) Det skyldes ogsaa Hensynet til, hvad man hidtil har anset for at tjene Erhvervslivets Tarv, naar man trods principielle Betænkeligheder under visse Betingelser anerkender Konsignationsforholds Gyldighed overfor Konkursboet. Der kræves følgende Betingelser: 1) senest ved Genstandens Overlevering maa der være oprettet en skriftlig Kontrakt, der foruden at angive Datoen for sin Oprettelse, Parternes Navne og Bopæl og Genstandens Art, klart fastslaar, at Leverandøren beholder Ejendomsretten over Genstandene, at Forhandleren ikke har nogen Pligt til at overtage dem og at Leverandøren har Ret til at kontrollere Genstandenes Tilstedeværelse og Identitet og Mellemværendets Opgørelse mindst een Gang aarlig, 2) at Leverandøren virkelig har fort den regelmæssige Kontrol, som Kontrakten hjemler og 3) at de ovennævnte Bestemmelser i Kontrakten senest 7 Dage efter Kontraktens Oprettelse tinglyses ved Retten i den Retskreds, hvor Forhandleren har sin Forretning. Disse 3 Betingelser kræves ikke, hvis det klart fremgaar af Omstændighederne, at der foreligger et egentligt Kommissionsforhold, hvor Videresalget sker for Kommittentens Regning. Derimod kræves det ialle Tilfælde, at Skyldneren ikke har paataget sig nogen Pligt til selv at kobe eller paa anden Maade overtage Genstandene.
3) Modregningsadgang afskaffes som Hovedregel.
Efter Forslag af Professor HENRY USSING indskrænkes dernæst Modregningsadgangen til tre særlig i Loven opregnede Tilfælde. Disse er a) konnekse Fordringer og Fordringer, der iøvrigt har fælles Oprindelse, b) Kontokurantforhold eller en mellem Fallenten og Fordringshaverne bestaaende Aftale eller Sædvane, hvorefter der er etableret et fast Mellemregningsforhold og c) skriftlige Aftaler inden Konkursen om, at Modfordringer skal være sikret ved Modregning. Navnlig den sidste Regel om skriftlig Kontrakt vil formentlig medføre, at der ogsaa efter Nyordningen i Praksis vil blive Tale om Modregning i de Tilfælde, hvorder virkelig er Trang dertil.
4) Adgangen til Afkræftelse udvides.
Det er ogsaa et Led i Kommissionens Bestræbelser for at fjerne Særrettigheder i Boet, naar Udkastet gennemfører en udvidet Adgang til Afkræftelse. Medens der i gældende Ret sædvanlig kræves Bevis for, at Kreditor er i ond Tro, gøres Afkræftelse nemlig fremtidig i vidt Omfang alene afhængig af objektive Betingelser, saaledes at der ses helt bort fra, om Kreditor har været i ond Tro, og overfor Udlæg — med hvilket fremtidig Udpantning sættes i Klasse — gennemføres simpelthen den Ordning, at de automatisk falder bort overfor Boet, naar de blot er foretaget indenfor de sidste 8 Uger før Konkursen. Ved disse Regler opnaar man helt at spare de Processer, som Kreditors Paastand om, at han er i god Tro, nutildags ofte medfører. Ved at Afkræftelse alene bliver afhængig af rent ydre Fakta som Retshandlens Art og Tidspunktet for dens Indgaaelse, bidrager Nyordningen saaledes ogsaa til at fremme Boernes Behandling, og til at forhøje Dividenden. Dertil kommer, at
det herved opnaas, at de nye Afkræftelsesregler vil komme til at spille en langt større Rolle under Akkordforhandlinger end de mugældende Regler, fordi de giver Sikkerhed for, at der kan regnes med Afkræftelse i Tilfælde af, at der maatte indtræde Konkurs. En Trusel om Konkurs vil derfor fremtidig faa langt større Vægt overfor en Kreditor, der har modtaget uberettigede Særfordele. Paa den anden Side vil en Opgivelse af Kravet om ond Tro føre til at fjerne den odiøse Karakter, der i Øjeblikket præger Afkræftelse.
Det foreslaas dog ikke i alle Henseender at forlade de subjektive Betingelser, idet det maa anerkendes, at der gives Tilfælde, hvor det vilde være ubilligt, at berøve en Kreditor en opnaaet Fordel, medmindre han har været i ond Tro. Dette gælder saaledes navnlig ved Afkræftelse overfor en Betaling af en forfalden Gæld med sædvanlige Betalingsmidler.
IV. Tvangsakkord og insolvente Aktieselskabers Likvidation.
Jeg har nu fremhævet nogle af de vigtigste Regler om Konkurs. Derimod vil jeg i Hovedsagen lade Reglerne om Tvangsakkord og insolvente Aktieselskabers Likvidation ligge.
A. For Tvangsakkord er Ændringerne ogsaa i det hele af mindre indgribende Karakter. En vigtig Simplifikation følger af, at man ophæver de særlige Regler om Tvangsakkord indenfor Konkurs og i Stedet i det væsentlige paa Grundlag af Tvangsakkordloven giver Regler, som er fælles for Tvangsakkord indenfor og udenfor Konkurs. Blandt de nye Bestemmelser skal jeg iøvrigt blot fremhæve, at Udkastet udtrykkeligt anerkender en »Likvidationsakkord», d. v. s. en Akkord, hvorved Skyldneren helt eller delvis overdrager sin Formue til Fordringshaverne mod at frigøres for den Del af Gælden, som ikke bliver dækket ved Realisation af Formuen — og den nye Bestemmelse, der for Retsforfølgningsskridt gør Konkursens Afkræftelsesregler anvendelige. Derimod har man baade af principielle og praktiske Grunde fundet det uigennemførligt i al Almindelighed af overføre Afkræftelsesregler paa Tvangsakkord.
B. Med Hensyn til Likvidation af insolvente Aktieselskaber er den væsentligste Ændring i Forhold til gældende Ret, at Udkastet principielt tillægger Kreditorerne Hovedindflydelsen, saavel paa Valget af Likvidatorer som paa Behandlingen af det insolvente Aktieselskab, og at Likvidationen sker under et vist Tilsyn af Skifteretten.
Derimod foreslaas der ikke almindelige Lovregler om Likvidation for andre Forretningsforetagender, idet man ikke har ment, at der var tilstrækkelig Trang til udenfor Aktieselskaber og visse andre af Lovgivningen særlig omhandlede Tilfælde af Likvidation, som f. Eks. ved Banker og Sparekasser, at indføre en lovordnet Likvidation.
Man anerkender tværtimod, selv for Aktieselskaber, at Kreditorerne ligesom i gældende Ret kan gennemføre en frivillig Likvidation uafhængig af Lovregler. Og paa samme Standpunkt stiller Lovudkastet sig overfor frivillige Akkorder. Ogsaa disse anerkendes fuldt ud, idet det
jo som tidligere fremhævet netop er Hovedformaalet med Indførelsen af Betalingsstandsnings- og Gældsordningsstadiet at prøve, om en saadan frivillig Ordning kan gennemføres.
Efter min Opfattelse er det ogsaa fuldstændig rigtigt, at man har afholdt sig fra at give mere almindelige Regler om frivillige Akkorder og Likvidationer, og at man i Hovedsagen har indskrænket sig til mere indirekte at lovgive om de frivillige Ordninger gennem Reglerne om Betalingsstandsning og om Gældsordning. Jeg er endda, som jeg tidligere har nævnt, betænkelig allerede ved Reglerne om Betalingsstandsning, men jeg anser det i hvert Fald for utvivlsomt, at en direkte Lovgivning, der gik ud paa at give nærmere Bestemmelser om Afslutningen af og Indholdet af frivillige Ordninger vilde være positiv uheldig, ja man kan maaske næsten sige, at den vilde være en contradictio in adjecto, idet en Ordning jo ophører at være frivillig i samme Øjeblik, den undergives bindende Lovregler. I hvert Fald er det min Overbevisning, at Trangen til at træffe rent frivillige Aftaler om Afviklingen af økonomiske Vanskeligheder er saa stærk, at der utvivlsomt i Praksis vilde blive truffet Ordninger udenom Loven, hvis man gik videre end foreslaaet.
Erwin Munch-Petersen.