OLOF KINBERG, GUNNAR INGHE och SVEND RIEMER. Incestproblemet i Sverige. Sthm 1943. Natur och kultur. 415 s. Kr. 12.00.

 

    Den der indskrænker sig til at betragte titelbladet paa dette omfangsrige værk, vil næppe kunne frigøre sig for en undren over, at incestproblemet i Sverige kræver en saa vidtløftig behandling. Emnet har tidligere været behandlet i Sverige, særlig af TORSTEN SONDÉN, der i 1936—37 skrev en lærerig afhandling derom i acta psykiatrica et neu-

 

¹ Det har i denna tidskrifts löpande årgång stått under diskussion med inlägg av Tr. LOVÉN (s. 165 ff.) och C. BORGSTRÖM (s. 461 ff.)

rologica. I Danmark har incesten ikke været betragtet som noget større kriminalistisk problem, og man spørger sig selv, om forholdene da kan være væsentlig anderledes i nabolandet. Allerede i forordet, der er forfattet af prof. Kinberg, faar man imidlertid at vide, at denne behandling af incestproblemet snarest skal opfattes som et paradigma paa en kriminalbiologisk undersøgelse. Ved at fordybe sig i den enkelte forbrydelsesform, dens forekomst, udbredning, dens sociale, familiære, biologiske og psykologiske forudsætninger, ved kort sagt at søge bag om fænomenet til dets aarsager, ledes man uundgaaeligt ind paa en række almene synspunkter og betragtninger, og de store problemer, lovforbudets berettigelse, individets stilling til forbudet, forbrydelsens tilblivelse, dens profylaxe og behandling rulles op. Vel spiller incesten ikke nogen større rolle som forbrydelse betragtet, men netop dens begrænsede udbredthed gør den egnet til en demonstration af den kriminalbiologiske metode. Det er dette, der er denne bogs egentlige formaal. Den skal simpelthen vise, at vil man vide noget om forbrydelser, maa de undersøges med en til bunds gaaende grundighed, saadan som her er sket.
    Det første problem, hvorfor kønsforbindelse med nære slægtninge overhovedet anses for en forbrydelse, ja tilmed i visse lande endnu bedømmes som en grov forbrydelse, lades uløst. Incestforbudets oprindelse taber sig i fortidens taager; man kan opstille teorier til dets forklaring, saaledes f. eks. FREUDS bekendte, men sikkert uholdbare teori; i virkeligheden maa man nøjes med at konstatere, at incestforbudet gennem tiderne har haft en meget betydelig udbredelse og har vist sig overordentlig levedygtigt. Først i allernyeste tid har enkelte lande (Frankrig, Belgien og Holland) afskaffet straffen for incest, der ikke begaas overfor mindreaarige. I de fleste lande opretholdes endnu tildels endda strenge inceststraffe, uden at nogen egentlig kan sige hvorfor. Forfatterne lader problemet ligge og gaar over til deres egentlige opgave, en undersøgelse af aarsagerne til at folk overtræder det nu engang faktisk existerende incestforbud.
    Det foreliggende materiale, 100 tilfælde af retslig paatalt incest, gennemgaas nu særdeles grundigt. Det viser sig, at langt den største gruppe udgøres af fader-datter incester. Søskendeincester er væsentlig mindre hyppige og andre former (moder-søn incester og incest mellem fjernere slægtninger) er sjældenheder, eller kommer i hvert fald sjældent til retslig behandling. De to hovedgrupper forekommer ganske overvejende, ja saa at sige udelukkende i et meget lavt socialt lag. Det næsten konstante milieu er det yderst fattige landarbejderhjem, hvor den haarde kamp for det daglige brød, snævre boligforhold og stor børnerigdom udelukker enhver form for kulturel udvikling, selv den beskedneste.
    Incesterne — dette praktiske substantiv har hidtil ikke haft borgerret i dansk sprog, men kan uden betænklighed adopteres — er endvidere i reglen underlødige individer. Fader-datter-incesterne, som altsaa er den dominerende gruppe, er ofte oligofrene eller dog svagt begavede,

andre er psykisk reducerede som følge af hjernebeskadigelse eller hjernesygdomme. Alkohol spiller ogsaa en ikke ringe rolle, og der tegnes alt i alt et uhyggeligt billede af disse kulturelt lavtstaaende familier, hvor nogen barrière mod incesten, hvadenten man nu vil se den som en fordom, et etisk bud eller et lovforbud, næppe nok existerer, fordi kønsdriftens tilfredsstillelse er en kropslig funktion, til hvilken der ikke er knyttet antydning af emotionel, endsige etisk eller æsthetisk overbygning. Et stort antal af fader-datter-incesterne er brutale hustyranner, hustru- og børnemishandlere. Nøgternt konstateres, at i »ungefär hälften av familjerna är atmosfären präglad av brutalitet og ständiga gräl». Ogsaa andre typer beskrives. Interessant er saaledes de underkuede incestfædre, tøffelheltene, der simpelthen nødes til at søge det nærmest tilgænglige sexualobjekt.
    Blandt de sociale forhold, der særlig begunstiger fremkomsten af incesten, maa særlig nævnes de trange boligforhold. Middeltallet af de familiemedlemmer, der sover i samma rum som incesterne, er 5, og det er umiddelbart indlysende, at derved mange skranker, der ellers holdes oppe af almindelig vanemæssig sømmelighedsfølelse, bliver nedbrudt. Myrdal har tidligere stærkt understreget denne incestbefordrende virkning, som man maa tillægge de trange boligforhold. Forfatternes undersøgelse af incesternes milieuforhold indskrænker sig imidlertid ikke til en detailleret redegørelse for bolig, arbejdsforhold og deslige, men ogsaa det familiære mileu analyseres omhyggeligt. Særlig interessant er paavisningen af incesthustruernes forhold. De er som regel intellektuelt underlødige, og dette, i forbindelse med den stærke sociale og kulturelle fortrykthed, medfører, at de kun i ringe grad bidrager til at bremse manden i hans incesttilbøjelighed overfor døtrene. I mange tilfælde er de vidende om forholdet og lukker øjnene derfor, ja i visse tilfælde begunstiger de det direkte.
    En central plads i bogen indtager kapital VII som bærer titlen: Incestens sexologi. Undersøgelsen viser her, at selv om en del af incesterne indleder sexualforbindelse med deres mindreaarige døtre, er der ingen af disse mænd, der ellers sexuelt angriber mindreaarige. Det maa derfor antages, at sexualforbrydelse mod mindreaarige i almindelighed har en anden genese end incesten. I det hele viser incesterne ingen eller saa godt som ingen tendens til andre former for abnorme sexualhandlinger. Forfatteren afviser den tanke, at incesten skulde være udtryk for en særlig sexuel perversion. Incesterne søger ikke til deres døtre, fordi slægtskapet giver denne sexualforbindelse en særlig pervers tillokkelse, men det synes ret undtagelsesløst at være incesternes aandelige forkommenhed, der i forbindelse med den ynkværdige sociale stilling medfører, at det ellers i den almene bevidsthed dypt rodfæstede incestforbud ikke faar tilstrækkelig pondus og derfor overtrædes. Hypersexualitet og impotens ofte paa arteriosclerotisk basis spiller i visse tilfælde en rolle, men andre sexualanomalier forekommer ikke. Derimod er incesteren ofte i en tilstand af paatvungen sexual abstinens. Hustruen er træt af sexuelt samkvem og af graviditeter og stiller sig

afvisende, sexuelle forhold udenfor ægteskabet kan ikke indledes enten af respekt for hustruen eller for det monogame ægteskabs ubrydelighed, eller paa grund af almindelig social insufficiens. Saa er der kun døtrene tilbage, og i mange tilfælde af denne art overskrides incestskrankerne successivt og næsten umærkeligt. Døtrene er overfor tilnærmelser af denne art oftest hjælpeløse og prisgivne, og ikke sjældent nærer de stor uvilje mod faderens sexuelle misbrug, men vover ikke at modsætte sig. Der forekommer dog ogsaa tilfælde, hvor der opstaar en vis gensidig forelskelse, saaledes hvor den ældste datter efter moderens død indtager dennes familiære plads.
    I den psykologiske udredning af incestens forudsætninger lægger forfatteren en ganske særlig vægt paa en vis isolering i incesterens — særlig fader-datter-incesterens — hele menneskelige stilling. De psykiske forbindelseslinier paa det sociale og familiære omraade er hos disse personer reduceret til et minimum. De er vokset op uden aandelig forbindelse med omverdenen, som børn opvoksede mellem ulve, de har ikke udviklet evnen til menneskelig kontakt, og samfundslivets værdier formaar de ikke at udnytte.
    Det oplyses ikke, hvilken andel de tre paa titelbladet nævnte forfattere hver for sig har i bogens tilblivelse, men man tager næppe fejl, naar man gaar ud fra, at prof. Kinberg har været ikke blot den ledende kraft i undersøgelsen, men ogsaa den, der i hovedsagen har ført pennen. Man genkender hans bredde og grundighed i fremstillingen, der ikke lader noget træk i det kriminalbiologiske objekt ubelyst; man genkender navnlig i bogens sidste afsnit hans storslaaede udsyn over fremtidens samfund, hvor kampen mod menneskelig vanrøgt og dens følger er taget systematisk og rationelt op uden smaaligt hensyn til bekostningen, og man genkender hans stundom makabert vittige, stundom skaanselsløst bidske udfald mod de bestaaende tilstande.
    I bogens kapital XII foreligger en »moralsk vurdering» af incesterne og i kapital XIII — det sidste — tales om profylaktiske forholdsregler, som kan tjene til at imødegaa incestforbrydelserne. I kapital XII findes en side som fortjener at citeres i sin helhed. Prof. Kinberg er en saa flittig og frodig forfatter, at man endnu kan vente mange og værdifulde arbejder fra hans haand, men det er ikke sandsynligt, at han vil naa til kraftigere og klarere udtryk for sin kriminalbiologiske livserfaring, ja man fristes til at sige kriminalbiologiske trosbekendelse, end det der læses ud af følgende linier:
    »Men inga av dessa faktorer, som leder till incest, är fritt valda av incestaren. Han har inte valt sin konstitutionella biologiska undermålighet eller sin hjärnsjukdom. Han har inte valt sin hypersexualitet eller könsdriftens begränsning till att vara väsentligen en körtelangelägenhet. Han har inte valt fattigdomen, den psykologiska misären, splitet, grälet, brutaliteten i föräldrahemmet. Han har inte valt den bristfälliga skolbildningen, det tidiga förvärvsarbetet, den sociala utvecklingshämningen och kulturarmodet. Han har inte heller valt den psykologiska och ekonomiska misären i sitt eget äktenskap och familje-

liv som ju ofta är en illusorisk avbild av föräldrahemmets. Han har inte valt sin av olycksfall, sjukdom och otillräcklig arbetsinkomst betingade sociala lägesförsämring. Han har inte valt driftuppdämningen och de incestlockelser som kan ligga i gemensam sovplats och andra med trångboddheten sammanhängande intimiteter i det dagliga livet. Han har slutligen inte valt sin okunnighet om gällande incestförbud och sin okänslighet för gängse beteendes mönster över huvud taget.
    Men strafflagen säger honom: Du har begått ett brott. Du hade bort veta att incest är förbjuden. Har ingen talat om det för dig, så hade du själv bort göra dig underrättad därom. Du hade bort förstå riskerna i din egen situation och sökt ändra den så att den blivit mindre riskfylld. Du hade med ett ord bort handla som om du varit en biologiskt fullmålig, väluppfostrad, socialt intresserad och lojal person i god ekonomisk ställning — vilket är det samma som att säga till honom: Du hade bort handla som en annan person än den du faktisk är, d. v. s. du hade bort vara en annan än den du är. Men eftersom du inte fullgjort denna din skyldighet dömes du nu till straffarbete (i 6—8—10 år, alltefter omständigheterna i det enskilda fallet).
    Ett sådant resonemang är uppenbart förnuftsvidrigt och hör inte hemma på denna jorden.»
    Ved minutiøst grundigt at undersøge denne handling — incesten —, der af samfundet er stemplet som en forbrydelse, skønt ingen med sikkerhed kan sige, hvorfor det er en forbrydelse, ved at analysere de individer, der begaar handlingen, og betingelserne for dens fremkomst er forfatteren altsaa naaet til det resultat, at samfundets adfærd her er fornuftstridigt, hverken mer eller mindre. Disse mennesker begaar incest, fordi de efter alle de foreliggende kausalmomenter nødvendigvis maa gøre det. Vil man ikke have incest i samfundet — og forfatterne tager ikke bestemt afstand fra incestforbudet i og for sig — maa man fjerne de kausalmomenter, der uundgaaeligt fører til denne handling, og det nytter ikke at straffe bagefter. Dette gælder incesten og det gælder en mængde andre forbrydelser, hvor en lignende undersøgelse vilde føre til lignende resultat. Ikke saaledes at forstaa, at forfatteren principielt tager afstand fra straf som et anvendeligt middel i kriminalitetsbekæmpelsen, men han hævder med sin velkendte lidenskabelige styrke det standpunkt, at en kausal behandling er det eneste virkelige effektive, og en kausal behandling lader sig kun iværksætte, naar man har erhvervet sig grundigt kendskab til de kausale forhold. Et saadant kendskab vil i mange tilfælde — som f. eks. ved incesten — afsløre det irrationelle i anvendelse af straf.
    Naar man derefter læser bogens kapital XIII om de profylaktiske forholdsregler, der kan tjene til at modarbejde incesten, maa man imidlertid erkende, at samfundet udfra den kendte regel, at man helst springer over gærdet, hvor det er lavest, kan have sine grunde til at blive staaende ved inceststraffene — eller ogsaa opgive at betragte incesten som en forbrydelse. Thi det, der kræves for at forebygge incesten, er intet mindre end en dybtgaaende ændring af den sociale struktur.

    Incesten er, skriver forfatteren, ikke et punktformet og isoleret fænomen i visse individers liv, men det er tegn paa en social forfaldsprocess, som forekommer i visse lag af befolkningen. Denne forfaldsproces maa altsaa imodegaas, og forfatteren nævner en række forholdsregler, som kan tjene dette formaal. Der er forbedret fødselskontrol, sterilisering af underlødige individer, forbedret social organisation for at hindre fremkomsten af social udviklingshæmning dels ved afhjælpning af økonomisk og social elendighed, dels ved en gennemgribende reform af skoleuddannelsen og opdragelsen i de befolkningslag, det drejer sig om. Skolen skal bøde paa hjemmets kulturarmod, det sociale hjælpearbejde bør udbygges og lægges i hænderne paa uddannede og sagkyndige folk, og hele det sociale og familiære forfald, der findes i incestfamilierne bør modarbejdes. Forfatteren lægger ikke fingrene imellem men som i sine tidligere arbejder (f. eks. Socialläkarens uppgifter i samhället) stiller han sine krav til samfundet. Man kan finde fordringerne store, ja utopiske, hvis man vil, men skal arbejdet gøres ordentligt, kan der ikke slaas af.
    Forf. imødegaar selv paa side 335 den indvending, at han skyder spurve med kanoner. Incestforbrydelserne betyder jo ikke, kriminalistisk set, saa meget, saa de profylaktiske forholdsregler, han foreslaar, kan synes lidt drabelige; men hertil er at sige, at incesten kun er eet symptom paa det sociale forfald, der ogsaa paa anden vis gør sig gældende som et uværdigt, skadeligt ja farligt focus i samfundslegemet. Man kan ved læsningen af forfatterens udvikling undertiden gribes af en følelse af, at hans ubønhørlige konsekvens fører ham langt ud, bort fra det praktisk gennemførlige og politisk diskutable, men man kan ikke frigøre sig for en inciterende erkendelse af, at han har ret.
    Prof. Kinberg og hans medarbejdere har med dette værk ydet en betydelig indsats. De har paradigmatisk vist, hvor langt man gennem en kriminalbiologisk undersøgelse kan naa i erkendelse af en forbrydelses væsen og aarsag, og de har paa grundlag heraf udviklet almene synspunkter paa problemet forbrydelse og straf, synspunkter, der ved deres klarhed, logik og konsekvens fremtræder med en styrke, som ikke kan undlade at vække til eftertanke.

H. Helweg.