OM STRAFFORFØLGNING I DANMARK EFTER OKKUPATIONEN.

 

AV

 

PROFESSOR STEPHAN HURWITZ.

 

Retsforfølgning mod krigsforbryderne har længe været et af de allierede nationers udtrykkelig udtalte krigsmaal. I Londondeklarationen af 13. januar 1942 fremhæves, at afstraffelsen skal ske »through the channel of organised justice», og at straffen skal ramme saavel dem, der har beordret de paagældende forbrydelser, som dem, der har udført dem eller medvirket dertil.1 Det maa antages, at en præcisering af begrebet krigsforbrydelser ligesom den nærmere normering af de materielretlige og procesretlige regler, som skal lægges til grund i disse sager, vil ske paa grundlag af et. samarbejde mellem de allierede nationer, og der er grund til at tro, at ogsaa Danmark vil faa lejlighed til at deltage i dette samarbejde. De regler, der vil blive fastsat gennem internationalt samarbejde, vil formentlig i første række sigte paa de personer, der har forbrudt sig mod andre nationers borgere. Uafhængigt af denne lovgivning vil der blive brug for en af vedkommende land selvstændigt fastsat ordning med hensyn till forfølgning mod egne borgere, der har samarbejdet med fjenden.
    For Danmarks vedkommende har man indenfor modstandsbevægelsen følt det som en vigtig opgave at fastslaa principperne for denne retshaandhævelse, og Danmarks Frihedsraad har udsendt en plan over de forholdsregler, som man særlig paa strafferettens omraade anser for paakrævet i den første periode efter besættelsens ophør. Denne plan, der bærer titlen »Naar Danmark atter er frit», er i Sverige blevet offentliggjort af flygtingebladet Danskeren. Planen indeholder synspunkter og forslag, som er af juridisk interesse. Særlig er dette tilfældet med hensyn til

 

1 Punishment for War Crimes. A Document issued by The Inter-Allied Information Committee London, 1942.

 

53—447004. Svensk Juristtidning 1944.

834 STEPHAN HURWITZ.spørgsmaalet om at give strafbestemmelser med tilbagevirkende kraft. Spørgsmaalet har nær sammenhæng med forhandlingsemnet »Nulla poena sine lege» paa det sidste nordiske juristmøde. Bortset fra professor HONKASALO'S afhandling, som laa til grund for forhandlingerne,1 fremkom ved den lejlighed intet af særlig interesse. Der var intet at diskutere, som kunde sætte sindene i bevægelse. I dag, syv aar efter, at noget nordisk juristmøde har været afholdt, har begivenheder, som dengang laa undenfor fantasiens rækkevidde, skabt en problemstilling, der kræver nye overvejelser.

 

    I Frihedsraadets plan fastslaas indledningsvis, at de forholdsregler, der bør træffes i direkte tilslutning til generhvervelsen af dansk selvstyre, skal opfylde det hovedformaal at genindføre og sikre demokratiet. I forbindelse hermed drages principperne for den kommende retshaandhævelse i forgrunden:
    »De, der er skyldige i eller medansvarlige for, at vort selvstyre og vort retsgrundlag blev krænket under besættelsen, og de som har draget personlig fordel af landets ufrihed, bør staa til ansvar for deres handlinger.
    Enhver straffeforanstaltning, der maatte blive iværksat overfor saadanne personer, skal være i overensstemmelse med rodfæstet dansk retsbevidsthed og gennemføres ad lovlig vej, saaledes at man undgaar en selvjustits.» (Pjecens side 1).
    De persongrupper, overfor hvilke strafforfølgning anses særlig paakrævet, bestemmes nærmere saaledes: »Nazister og deres medløbex-e, som har ladet sig hverve til fremmed krigstjeneste, som har samarbejdet med tyskerne før og efter den 9. april 1940, har modtaget pengeydelser fra tysk side til antidemokratisk virksomhed, har optraadt som angivere eller har taget del i vold, trusler og frihedsberøvelse overfor danske statsborgere.» (side 3). Overfor personer af denne art er det ifølge Frihedsraadet nødvendigt, at der træffes øjeblikkelige forholdsregler af landets lovlige myndigheder. Og disse forholdsregler maa til dels have karakteren af strafforanstaltninger med hjemmel i ny lovgivning straks efter okkupationens ophør. Det fremhæves, at den danske lovgivningsmagt under besættelsen har været hindret i at ændre straffeloven av 1930 til at omfatte eller til i tilstrækkelig grad at ramme de landsforrædderiske handlinger og andre forbrydelser, som besæt

 

1 BRYNOLF HONKASALO, Nulla poena sine lege, Helsinki 1938. Bilag til Forhandlingerne paa det 17. nordiske juristmöde 1937.

OM STRAFFORFØLGNING I DANMARK EFTER OKKUPATIONEN. 835telsestiden medførte. Den almindelige retsbevidsthed kræver, at saadanne alment fordømte gerninger paadrager de skyldige den straf, som den overvældende del af befolkningen føler velfortjent, og det strider ikke mod denne retsbevidsthed, at straffen formelt grundes paa en lovhjemmel med tilbagevirkende kraft (side 12).
    Nærmere bestemt vil der efter Frihedsraadets mening være brug for ændringer i den gældende straffelov, hvorefter minimumsstraffene for en række forbrydelser hæves, bl. a. saaledes, at fire aars fængsel bliver mindstestraf for alle forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed (straffelovens kap. 12), for forbrydelser mod liv og legeme og mod den personlige frihed, og for visse freds- og ærekrænkelser samt raceforfølgning (straffelovens § 266 a). Ligeledes skal fængselsstraf, ikke under fire aar, komme til anvendelse paa den, der har ladet sig hverve til eller har deltaget i tysk krigstjeneste, uanset om forhold af denne art formelt har kunnet rammes som strafbart efter hidtil gældende lov. Endvidere foreslaar raadet følgende nye bestemmelser om straf for angiveri:
    »Den, som ved anmeldelse eller paa anden maade har medvirket til, at nogen er blevet undergivet tysk politi eller tysk militærs magt, eller er blevet fængslet eller straffet i henhold til midlertidige undtagelsesbestemmelser, straffes med fængsel fra fire aar indtil paa livstid. Har handlingen medført, at nogen har lidt skade paa legeme eller helbred eller har mistet livet, kan straffen ikke blive ringere end for forsætlig tilføjelse af saadan skade.» (side 13—14).
    Som det vil ses, er der i ingen af de foreslaaede bestemmelser tale om dødsstraf. Det er raadets opfattelse, at man ikke i den kommende lovgivning bør gaa uden for de strafarter, som den gældende (borgerlige) straffelov hjemler, hvilket er ensbetydende med, at fængsel paa livstid skal være den højeste straf (side 12).
    Foruden de her omtalte hovedforslag vedrørende egentlige strafbestemmelser kan der være grund til at fremhæve et i planen indeholdt forslag om konfiskation af krigsgevinster indtjent af erhvervsdrivende, der har udnyttet landets nødstilstand til økonomisk vinding (side 9—11).

 

    Ved en nærmere undersøgelse af spørgsmaalet, om det ud fra retlige synspunkter er muligt og forsvarligt at give strafbestem-

836 STEPHAN HURWITZ.melser med tilbagevirkende kraft som af Frihedsraadet foreslaaet, kan det for dansk rets vedkommende først fastslaas, at ingen grundlovsbestemmelse opstiller nogen udtrykkelig hindring derfor. Den danske grundlov har hverken oprindelig eller gennem senere ændringer optaget nogen bestemmelse svarende til den norske grundlovs § 97, hvorefter ingen lov maa gives tilbagevirkende kraft, eller optaget noget forbud særligt mod straffeloves tilbagevirkende kraft, som tilfældet var i den amerikanske unionsforfatning af 1787 og i den franske erklæring om menneskerettighederne af 1789.
    Ej heller kan der af grundloven indirekte udledes noget forbud mod, at der ved lov gives strafbestemmelser med tilbagevirkende kraft. Spørgsmalet ses kun strejfet i vor juridiske litteratur. Ifølge O. A. BORUM, Lovkonflikter, s. 5, antages det ganske vist, at være et »konstitutionelt princip», at der til beskyttelse for borgernes individuelle retssikkerhed ikke bør gives love tilbagevirkende kraft, men Borum erkender dog, at en ny strengere strafbestemmelse kan anvendes ved bedømmelsen af handlinger, der er foretaget, før loven traadte i kraft, dersom loven selv indeholder hjemmel derfor (side 6—7).1
    Medens det saaledes staar fast, at der ved ny lov gyldigt kan gives nye eller skærpende strafbestemmelser med tilbagevirkende kraft, er det omvendt sikkert, at bestemmelser af denne art vil afvige fra, hvad der principielt er anerkendt som rigtigt i den almindelige straffelovgivning. Den gældende straffelov af 1930 gennemfører ligesom den ældre straffelov af 1866 som grundsætning for den intertemporale strafferet, at der ikke gives straffeloven tilbagevirkende kraft i skærpende retning. Princippet gennemføres ifølge straffelovens § 2, jfr. § 4, ogsaa for straffebestemmelser i særlovgivningen, medmindre denne selv bestemmer noget andet.
    I den danske strafferetlige litteratur har der været enighed om at begrunde denne sætning ved nødvendigheden af at beskytte individet mod statsmagtens vilkaarlighed, det samme hensyn, der nu i almindelighed anses for afgørende ved antagelsen af sætningen nulla poena sine lege. Goos — se Indledning til den danske

 

1 Dette er ogsaa antaget i dansk retspraksis under okkupationen i henhold til den midlertidige lov om spionage m. v. af 18. januar 1941 § 7; men herpaa kan ikke bygges, da saavel loven som de paa denne baserede afgørelser er blevet til under tysk pres.

OM STRAFFORFØLGNING I DANMARK EFTER OKKUPATIONEN. 837Strafferet, 1, s. 174 ff, og s. 336 ff. — tager udtrykkelig afstand fra at begrunde de anførte sætninger i den Feuerbach'ske straffetruselsteori eller i den civilretligt prægade opfattelse, hvorefter strafskylden betragtes som en obligatio ex delicto i henhold til den ved handlingen gældende lov. Der er ifølge Goos principielt intet til hinder for, at forandringer i »retshaandhævelsen» faar indflydelse paa de ifølge en tidligere lov erhvervede rettigheder. Det vilde tværtimod være konsekvent ud fra retshaandhævelsessynspunktet ogsaa at give skærpende straffelove tilbagevirkende kraft, under den betingelse, at der ogsaa oprindelig forelaa et retsbrud (s. 345).
    Lignende betragtninger findes hos CARL TORP, Den danske Strafferets almindelige Del (1905), s. 161 ff. Naar det fastholdes, siger Torp, at den strafbare handling ikke egentlig er en overtrædelse af straffenormen, men af den bagvedliggende af straffenormen uafhængige retsanordning, mens straffenormen nærmest er en de retshaandhævende myndigheder bindende rettesnor, og naar det fastholdes, at straffens formaal er at hævde retsordenens autoritet paa bedst mulig maade, maa det sikkert erkendes, at det principielt rigtige udgangspunkt er, at den ved paadømmelsen gældende straffelov bringes til anvendelse. Den er udtryk for, hvad staten anser for nødvendigt og nyttigt for dette formaal. »Naar det dog maa fastholdes, at en Handling ikke kan straffes, medmindre dens Strafbarhed var hjemlet allerede ved den paa Handlingstiden gældende Lov, og at den ikke kan straffes strengere end da foreskrevet, skyldes det et krydsende Retshensyn, nemlig Individets Ret til Værn mod Statsmagtens Vilkaarlighed.» (side 164). — Samme opfattelse kommer til orde hos OLUF H. KRABBE, Borgerlig Straffelov (1941), s. 85—86, hvor hensynet til individets beskyttelse mod statsmagtens vilkaarlighed præciseres ved en henvisning til faren for lejlighedslove om enkelte forbrydelser.
    Den refererede opfattelse i nyere dansk strafferetlig doktrin der stemmer med den overvejende opfattelse i nyere liberal strafferet verden over, giver ikke nogen logisk begrundelse for helt og ubetinget at udelukke tilbagevirkning af nye eller strengere strafbestemmelser. Vægten lægges jo paa en afvejelse af modstaaende hensyn, og det er ikke givet, at denne afvejelse under alle omstændigheder maa føre til det af læren hævdede resultat.
    Forholdet laa anderledes efter de ældre opfattelser, der gjorde

838 STEPHAN HURWITZ.adgangen til at straffe begrebsmæssigt betinget af en forudgaaende fastslaaet lovhjemmel. Dette var tilfældet efter den ovenfør berørte lære om straffekravet som et statsmagten tilkommende krav i lighed med den private fordringsret, hvis korrelat var individets »velerhvervede rettighed» til at være fri for ethvert straffekrav, som ikke havde hjemmel i den paa handlingens tid gældende lov.1 Ligeledes — og dette har været af særlig betydning for den strafferetlige dogmatik paa dette omraade — maatte de af FEUERBACH grundlagte rene straffetruselsteorier gøre det til en absolut betingelse for strafanvendelse, at der forelaa en paa forhaand fastsat straffebestemmelse.2
    En logisk, begrebsmæssig begrundelse for at udelukke tilbagevirkning har man ogsaa ment at have i læren om samfundskontrakten. HONKASALO (anf. værk side 16—17) gør imidlertid opmærksom paa, at oplysningstidens forfattere ikke har beskæftiget sig særlig meget med spørgsmaalet om lovenes tilbagevirkende kraft. Efter LOCKE'S teori om straffeloven som gennemførelsen af en allerede naturretligt eksisterende tilstand skulde der intet være i vejen for den tilbagevirkende kraft. Og ifølge MONTESQUIEU maatte det, skønt hans lære historisk særlig har bidraget til kodificeringen af princippet om ikke at give straffelove tilbagevirkende kraft, i virkeligheden antages, at en handling, som strider mod en retlig skyldighed, kunde kriminaliseres med tilbagevirkende kraft.
    De teorier, som forsøgte at give forbudet mod tilbagevirkning en begrebsmæssig begrundelse, er for længst forkastet af retsvidenskaben som uholdbare konstruktioner. Men de har bevaret deres slagkraft i den almindelige opfattelse. Danske jurister er vænnet til at betragte det som en selvfølge i al civiliseret strafferet, at man ikke kan straffe uden efter en lovhjemmel, der ligger forud for den paagældende handling.3 Denne opfattelse savner imidlertid ikke blot, som nævnt i det foregaaende, sin oprindelige faste teoretiske underbygning, men der foreligger heller ikke den universelle og ubetingede anerkendelse af sætningen som ofte antaget.

 

1 Jfr. LASALLE, System der erworbenen Rechte I (1861), s. 55, og henvisninger hos LUDWIG TRAEGER, Vergleichende Darstellung des deutschen und ausländischen Strafrechts, Allg. Teil, VI, (1908), s. 348.

2 Jfr. HONKASALO anf. Værk, s. 18.

3 OLUF H. KRABBE, Borgerlig straffelov, s. 17.

OM STRAFFORFØLGNING I DANMARK EFTER OKKUPATIONEN. 839    Det kan først nævnes, at tanken om at gennemføre princippet om forbud mod tilbagevirkning paa en saadan maade, at ikke blot domstolene, men ogsaa den lovgivende magt selv skal være bundet deraf, vistnok er af forholdsvis ny dato i strafferettens historie.1 Først ved den franske revolution synes det at være blevet den fremherskende forestilling, at det er en grundrettighed for den enkelte borger i forhold til staten, at straffeloven ikke faar tilbagevirkende kraft. 2 Denne tanke hidrører fra de nordamerikanske stater. Her havde man indført særlige bestemmelser, begrundet i erfaringerne fra stridighederna med det engelske parlament, der havde udstedt love rettet bagud mod enkelte bestemte personer. Heroverfor fremkom forbud mod »ex post facto laws», se om den historiske udvikling nærmere TRAEGER s. 341 ff.
    Doktrinen har dernæst ingenlunde været enstemmig i nyere tid. Det har saaledes været en opfattelse af ikke ringe udbredelse, at forbudet mod tilbagevirkning kun burde binde lovgivningsmagten ved kriminalisering af nye gerningsindhold, derimod ikke naar talen var om at skærpe straffen for allerede paahandlingens tid strafbare forhold. En tilbagevirkningsregel af denne begrænsede omfang skulde ikke være uforenelig med hensynet til den individuelle sikkerhed. I nordisk strafferetsteori har bl. a. FRANCIS HAGERUP sluttet sig til denne opfattelse (Strafferettens alm. del, 1911, s. 85—86). I overensstemmelse hermed var THYRÉN'S udkast til straffelov. Efter dette skulde principielt den nye lov anvendes, dog maatte der ikke dømmes til straf for en handling, som ikke var strafbar, da den blev foretaget. Samme tanke gennemføres i det svenske straffelov forslag af 1923 § 2, hvorefter man principielt anvender den nyere lov, selv om den fører til, at strengere straf idømmes. Straf kan dog ikke anvendes, hvis handlingen efter den ældre lov var straffri, eller hvis straf inden den nye lovs ikrafttræden var forældet. Undtagelse fra hovedreg-

 

1 Ifølge TRAEGER, anførte værk, side 341, har de offentligretlige straffelove i den romerske republik som regel haft tilbagevirkende kraft. Cfr. derimod FRANZ BLATT, Written and unwritten Law in ancient Rome (Classica et mediaevalia V 1942, s. 150—51), hvorefter det skulde være en uskrevet lov i romerretten paa grundlag af fidesprincippet, at lovene i almindelighed ikke havde tilbagevirkende kraft, jfr. CICERO, In Verrem II, 1, 108.

2 Jfr. den berömte formulering af grundsætningen i erklæringen om menneskerettighederne af 26. aug. 1789 art. 8: »Nul ne peut être puni qu'en vertu d'une loi établie et promulguée antérieurement au delit et légalement appliquée.»

840 STEPHAN HURWITZ.len gøres endvidere ved forbrydelser, der er at anse som overvejende politiske. Her skal den ældre lov anvendes, hvis den er mildere. Ifølge motiverne side 69 f. begrundes reglen med, at straffelovsændring er udtryk for, at retsopfattelsen ikke længere finder, at den ældre lov indeholder en formaalstjenlig reaktion mod forbrydelsen. Det anses ikke at krænke gerningsmandens velerhvervede rettigheder, at den nye lov medfører strengere straf, idet lovgiveren ikke kan anses at have tilsikret en person, der har begaaet en lovovertrædelse, en ret til kun at blive straffet indenfor de i bestemmelsen fastsatte grænser. De lovbestemte straffesatsers betydning for den private er at beskytte ham for vilkaarlighed fra dommerens side, medens det maa staa staten aabent at fastsætte en reaktion, som imidlertid er fundet mere hensigtsmæssig. Ved politiske forhold kan der imidlertid være fare for magtmisbrug, hvorfor man har gjort en særlig undtagelse for forhold af denne art, jfr. i samme retning HAGERUP, anf. værk s. 86.
    Fra anden side er man gaaet endnu videre i retning af at anerkende tilbagevirkning som det principielt rigtige. Særlig maa her henvises til TRAEGER'S afhandling i 1908 i Vergleichende Darstellung des deutschen und ausländischen Strafrechts. Efter den her hævdede opfattelse er det rigtige princip at anerkende tilbagevirkende kraft ogsaa paa tidligere straffri handlinger, naar disse blot paa begaaelsens tid maatte anses som forbudt. Af praktiske grunde vil Traeger dog ikke gennemføre denne sætning. Den maatte i hvert fald undergives en begrænsning med henblik paa forskrifter vedrørende politiforseelser, saaledes at den alene kom til at gælde for forhold, hvor gerningsmanden med sikkerhed maatte have haft bevidsthed om handlingens retstridighed eller pligtstridighed (anførte værk s. 385). En opfattelse som denne — der forøvrigt stemmer med, hvad der af Goos blev hævdet som principrigtigt udfra et rent retshaandhævelsessynspunkt, jfr. ovenfor s. 837 — er ikke noget isoleret fænomen. CICERO har i en berømt passus (i den ovenfor citerede tale mod Verres) fremhævet nødvendigheden af at give straffen tilbagevirkende kraft paa handlinger, der ifølge deres egen natur var forbryderiske (acta sua sponte scelerata ac nefaria).
    Blandt de forfattere, der i nyere tid har anerkendt tilbagevirkningsprincippet som principielt rigtigt ogsaa i skærpende retning, kan tillige nævnes den positive strafferetsskoles juridiske første-

OM STRAFFORFØLGNING I DANMARK EFTER OKKUPATIONEN. 841mand, FERRI. Den anerkendelse og udbredelse, princippet har faaet i Tyskland efter 1933, nævnes derimod ikke her som et moment til støtte for princippets berettigelse, men som en omstændighed, der har bevirket, at det er blevet kompromitteret. Denne omstændighed bør imidlertid ikke udelukke en retsstat fra at anvende tilbagevirkning, hvis dette er forsvarligt ud fra de retsprincipper, den anerkender.

 

    Efter det anførte kan det ikke opretholdes som noget axiom, at der ikke maa gives straffelove tilbagevirkende kraft i skærpende retning. Sætningens gyldighed og rækkevidde har i hvert fald vist sig at være omtvistet i nyere teori.
    Holder vi os imidlertid til den overvejende — og i dansk teori hidtil eneherskende — opfattelse, der vil bevare sætningen, kan der være grund til at fremhæve, at denne teori som regel alene har haft de principielle regler om intertemporal strafferet for øje, som optages i de almindelige straffelove. Disse regler angaar straffebestemmelser, hvis hovedfunktion er at ramme fremtidige lovovertrædelser. Tilbagevirkning af saadanne bestemmelser er et biprodukt i forhold til deres hovedfunktion. Retroaktionen kan her ikke blot i visse tilfælde virke urimelig haardt, men det er i det hele vanskeligt at overskue konsekvenserne af en almindelig retroaktionsregel. Det forholder sig anderledes med love, hvis eneste eller væsentligste opgave netop er at ramme tidligere begaaede forhold. Ved disse egentlige »ex post facto» love er strafvurderingen klart rettet paa de forud for loven begaaede handlinger. Der vil som regel ikke være tale om en ændret vurdering af en vis handletypes strafværdighed, men formaalet er at udfylde et hul i lovgivningen med henblik paa en særlig situation. Men kan der paa enkelte punkter siges at være mindre betænkelighed ved og større trang til specielle ex post facto love end til almindelige regler om tilbagevirkning i skærpende retning, er det omvendt givet, at faren for misbrug er langt den største ved ex post facto lovene. Historisk er det som ovenfor nævnt netop love af denne type, der har affødt kravet om forbud mod tilbagevirkning i slutningen af det 18. aarhundrede.
    Den almindelige opfattelse har dernæst kun haft samfundsforhold af en vis normalitet for øje. Under saadanne forhold virker princippet som en sund bremse paa tendenser til følelses-

842 STEPHAN HURWITZ.bestemt øjeblikslovgivning vendt bagud mod enkelte særlig opsigtsvækkende eller oprørende forbrydelser og som et bolværk mod, at straffelovgivningen udnyttes til politiske magtmisbrug overfor mindretalsgrupper i befolkningen. Og paa den anden side er der under nogenlunde normale forhold ingen videre trang til og derfor heller ingen stærk saglig begrundelse for en strafferetlig retroaktion. Forbrydelsesformerne ligger nogenlunde fast. Medfører udviklingen, at der bliver brug for kriminalisering af nye gerningsindhold eller for skarpere repression mod allerede eksisterende kriminalitetsformer, kan det til raadighed staaende lovgivningsapparat sættes i funktion. Samfundets interesser kan under disse forhold som regel ikke lide nogen større skade ved, at enkelte undslipper den nye, strengere vurdering.
    Væsensforskelligt herfra ligger forholdet i den nuværende situation, som her er under drøftelse. Den danske lovgivningsmagt har siden den 9. april 1940 staaet under okkupationsmagtens kontrol og pres og har siden undtagelsestilstandens indførelse den 29. august 1943 været sat helt ud af spillet. De love, der var hensigtsmæssige eller paakrævede til værn for danske samfundsinteresser overfor landsforræddere og medløbere, har derfor ikke kunnet gives, efterhaanden som trangen dertil meldte sig. Denne omstændighed indeholder et radikalt brud paa de almindelige forudsætninger for læren om ikke at give straffelove tilbagevirkende kraft.
    Der er intet »vilkaarligt» eller for retssikkerheden farligt i, at et folk, der har gennemgaaet en fremmed invasion og aarelang okkupation, som satte dets lovgivende funktioner ud af kraft, snarest muligt tilvejebringer de lovforholdsregler, som befolkningen som helhed finder paakrævede og retfærdige overfor dem, der forbrød sig groft under fremmedherredømmet.
    De forhold, man ønsker at ramme med tilbagevirkende kraft, er dernæst blevet mødt med en saadan fordømmelse af den danske befolknings flertal, at de skyldige ikke kan have været i tvivl om uretmæssigheden af deres handlemaade. Holder man sig indenfor denne grænse ved den nærmere fastlæggelse af de forhold, som skal omfattes af de retroaktive bestemmelser, hvad man utvivlsomt bør og vil gøre, kan man med rette karakterisere de handlinger, der bliver tale om, som »acta sua sponte scelerata». Herhen hører i förste række stikkernes virksomhed. Ej heller kan der i almindelighed være tvivl om den kriminelle

OM STRAFFORFØLGNING I DANMARK EFTER OKKUPATIONEN. 843karakter af danske statsborgeres deltagelse i tysk krigstjeneste, efter at Danmark var besat af tyske tropper. Hvad angaar den politiske og erhvervsmæssige virksomhed, som man finder at burde kriminalisere, kan det vel være vanskeligt at give en fast juridisk definition af de forhold, som allerede paa virksomhedens tid maatte indses at være uretmæssige. Men knyttes kriminaliseringen til et krav om, at de nærmere beskrevne handlingsformer skal have været af utilbørlig eller groft utilbørlig karakter, maa det være muligt for vedkommende domstol at udsondre de forhold, om hvis strafværdighed der ikke kan være berettiget tvivl, fra mere undskyldelige tilfælde.1
    Begrænser man i overensstemmelse med det ovenfor bemærkede eventuelle retroaktionsregler til klart uretmæssige handlingstyper, er der ikke grund til at følge de ovenfor nævnte teorier, der nok vil tillade tilbagevirkning af skærpende bestemmelser paa allerede strafbare forhold, men som afviser retroaktion med henblik paa tidligere straffri forhold. Efter karakteren af de her omhandlede forhold er tilbagevirkningen lige saa vel begrundet i den ene som i den anden gruppe af tilfælde.
    Tilbagevirkningsspørgsmaalet ligger endvidere principielt paa samme maade, hvadenten der er tale om formue- og frihedsstraf eller om dødsstraf. Under hensyn til, at Danmarks Frihedsraad i den plan, der ligger til grund for de her fremsatte betragtninger, som ovenfor nævnt ikke har ønsket dødsstraf indført, skal jeg ikke her gaa nærmere ind paa dette spørgsmaal.2

 

1 I et norsk, endnu utrykt lovudkast fastsættes straf for den, som efter 8. april 1940 har udført eller deltaget i erhvervsmæssig virksomhed for fjenden paa en saaden maade eller under saadanne omstændigheder, at forholdet maa anses for utilbørligt. Som utilbørligt bør forholdet efter denne bestemmelse bl. a. anses, dersom den erhvervsdrivende selv har indledet forbindelse med fjenden eller har søgt at udvide virksomheden uden at være tvunget til det eller har skaffet sig utilbørlig fortjeneste eller andre fordele.

2 Der henvises til bemærkningerne nedenfor side 849 om den i Straffelov for Krigsmagten indeholte hjemmel for dødsstraf. — Det kan bemærkes, at den norske Londonregering allerede ved provisorisk anordning af 3. oktober 1941 har fastsat dødsstraf for forbrydelser mod kap. 8 og 9 i den norske straffelov, for hvilke der hidtil kunde idømmes fængsel indtil paa livstid. Ved provisorisk anordning af 22. Januar 1942 er det endvidere blevet bestemt, at dødsstraf kan idømmes for forbrydelser, foretaget saalænge Norge er i krig, naar der for handlingerne kan idømmes fængsel indtil paa livstid efter nogen bestemmelse i den norske straffelovs kap. 19 angaaende forbrydelser mod sædeligheden, kap. 21 angaaende forbrydelser mod den personlige frihed og kap. 22 angaaende forbrydelser mod liv, legeme og helbred.

844 STEPHAN HURWITZ.    Bedømt alene med henblik paa den foreliggende ekstraordinære situation synes der efter det anførte ikke kunne være tvivl om, at overvejende grunde taler for berettigelsen af en lovgivning post factum. Men dermed er sagen endnu ikke afgjort. Man maa stille sig det spørgsmaal, om den i dansk ret hidtil fast antagne grundsætning om ikke at lovgive bagud med straf, bør opretholdes paa grund af betragtninger, der rækker ud over den konkrete situation. Selv om det erkendes, at der i denne ikke foreligger fare for vilkaarlige magtmisbrug overfor tilfældigt underlegne befolkningsgrupper eller overfor enkeltpersoner, kan der ved en tilbagevirkende kriminalisering skabes et farligt præcedens, som ved en senere lejlighed kan blive misbrugt, naar forholdet ligger mindre klart end nu. Hertil kommer, at grundsætningen om ikke at give skærpende straffelove tilbagevirkende kraft er blevet led i en livs- og samfundsopfattelse, der i det hele søger at værne om den individuelle frihed og retssikkerhed. RAGNAR KNOPH har i en afhandling om forbudet i den norske grundlovs § 97 mod at give love med tilbagevirkende kraft peget paa sammenhængen mellem dette forbud og grundlovens § 96, der udelukker tortur og siger, at ingen maa dømmes uden efter lov eller straffes uden efter dom. Disse paragraffer, siger Knoph, er i nær slægt med hverandre. De er fyldt af samme aand og har groet paa samme jord. De søger at værne borgeren mod overgreb fra statsmagtens side.1 Udtalelser som disse har faaet deres særlige vægt paa baggrund af de sidste decenniers kamp mellem demokratiske retsprincipper og totalitær ideologi. Et brud med grundsætningen om ikke-tilbagevirkning kan — ligegyldigt hvor vel begrundet det maatte være i en given situation — føles som en koncession til en retsopfattelse, som man iøvrigt bekæmper.
    De her anførte betragtninger har en betydelig vægt. I dem sammenfattes hovedbetænkeligheden ved retroaktion under de foreliggende forhold. Men det kan paa den anden side gøres gældende, at der er en ikke ringe mulighed for, at en lovgivning efter de af Frihedsraadet foreslaaede retningslinier kan blive betragtet som en absolut undtagelseslovgivning uden videregaaende konsekvenser. Under den franske revolution, da man gennemførte sætningen om, at enhver straf skulde have hjemmel i en før handlingen foreliggende gyldig lov, ansaa man sig trods

 

1 RAGNAR KNOPH, Rettslige standarder, Oslo 1939, s. 45.

OM STRAFFORFØLGNING I DANMARK EFTER OKKUPATIONEN. 845antagelsen af dette princip for den almindelige straffelovgivning berettiget til ved la loi des suspects af 12. Marts 1793 at foretage en radikal afvigelse fra princippet. Ved denne lov fastsattes deportation for alle forbrydelser, der uden at være belagt med straf i nogen lov kunde foranledige uro og ophidselse paa grund af gerningsmandens upatriotiske sindelag (incivisme).1 Loven har ikke faaet noget godt eftermæle. Men den har ikke forhindret, at det samtidig fastslaaede almindelige princip om borgernes beskyttelse mod straf uden lov og mod efterfølgende kriminalisering blev fastholdt og udbredt.
    Overfor de skader den almindelige retsbevidsthed kan tage ved, at en dansk lov efter okkupationen gennemfører tilbagevirkende strafbestemmelser, maa man ogsaa afveje de skader, der vil indtræde, hvis retsvæsenet ikke magter at gennemføre en justits, som nogenlunde kan tilfredsstille det folkelige krav paa retshaandhævelse. Der vil da aabne sig en kløft som aldrig før mellem den umiddelbare retsfølelse og den juridiske doktrin, og det vil ikke være muligt at dæmme op for de private blodige opgør, som under alle omstændigheder maa paaregnes, men som det er i retsordenens interesse at begrænse saa meget som muligt.
    Konklusionen af de foregaaende betragtninger bliver følgende: Det kan fra et strafferetligt synspunkt ikke betragtes som uforsvarligt, at der efter okkupationen gives visse strafbestemmelser med tilbagevirkende kraft, naar hensyn tages til de i denne særlige situation foreliggende omstændigheder. Men en fravigelse fra den i almindelighed i dansk teori antagne grundsætning rummer alvorlige betænkeligheder, der rækker ud over den foreliggende situation. Og det maa derfor være en betingelse for indførelse af tilbagevirkningsbestemmelser, at der med sikkerhed kan siges at være trang dertil.

 

    Om der er trang til nye, tilbagevirkende strafbestemmelser efter okkupationen, beror paa, i hvilket omfang og i hvilken grad de allerede eksisterende lovregler giver mulighed for en effektiv indgriben. Selve trangen til alvorlig repression er som ovenfor nævnt udenfor tvivl. Den er paakrævet ikke blot for at tilfredsstille den almindelige retsfølelse og for at begrænse selvjustitsen i overgangstiden, men ogsaa for paa længere sigt at skabe rolige samfundsforhold. Almindelige hensyn af generalpræventiv type gør sig ogsaa gældende.

 

1 TRAEGER, anf. værk, side 360.

846 STEPHAN HURWITZ.    En gennemgang af alle i betragtning kommende lovregler i gældende dansk ret falder udenfor denne artikels rammer. Men nogle hovedpunkter indenfor spørgsmaalet om de muligheder, den gældende lovgivning byder, skal berøres i det følgende.
    Hvad først angaar bestemmelserne i straffelovens kap. 12 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, vilde det være af særlig praktisk betydning, om man kunde anse bestemmelsen i straffelovens § 101, stk. 1 og 2, for anvendelig med henblik paa okkupationstiden. Efter stk. 1 straffes danske statsborgere, som bærer vaaben mod den danske stat eller dens forbundsfælle, med fængsel fra 2 til 12 aar. Med samme straf anses ifølge stk. 2 den, som under krig eller truende udsigt dertil yder fjenden bistand ved raad eller daad eller svækker den danske stats eller dens forbundsfællers kampdygtighed. Ordene at »yde bistand ved raad eller daad» giver en saa vid formulering, at de fleste af de handlinger, som man nu føler størst trang til at ramme, jfr. ovenfor side 834, vil kunne henføres derunder. Straffebestemmelsen i § 101 vil, ligesom de øvrige i betragtning kommende bestemmelser i straffelovens specielle del, kunne kombineres med reglen i straffelovens § 50, stk. 2, hvorefter bøde som tillægsstraf til anden strafart kan idømmes ved lovovertrædelser, der skyldes vindesyge. Der vil efter denne bestemmelse kunne idømmes bøde af en hvilken som helst størrelse, og denne straf vil yderligere kunne suppleres med konfiskation af indvundet udbytte i medfør af straffelovens § 77, stk. 1, nr. 3, jfr. nedenfor.
    Ifølge bestemmelsens motiver, jfr. kommissionsbetænkningen af 1923, spalte 214 og 218, skal det bero paa de i folkeretten anerkendte regler, hvorvidt den her nævnte betingelse kan anses for opfyldt eller ej. Det ligger udenfor min sagkundskab at afgive nogen selvstændig udtalelse om det for fortolkningen afgørende folkeretlige problem. Jeg kan imidlertid henholde mig til udtalelser, jeg her har indhentet fra særlig sagkyndig side,1 og som jeg skal gengive i det følgende:
    »Efter folkeretten förstaas ved krig en kamp med vaabenmagt mellem to eller flere stater. Den 3. Haager Konvention af 1907, art. 1, kræver ganske vist, at der i forvejen skal foreligge enten en begrundet krigserklæring eller et ultimatum, hvorimod der ikke

 

1 Afdelingschef i det danske udenrigsministerium, dr. jur. GEORG COHN, med hvis tilladelse de anførte bemærkninger refereres.

OM STRAFFORFØLGNING I DANMARK EFTER OKKUPATIONEN. 847forlanges indrømmelse af nogen tidsfrist mellem disse erklæringer og krigens faktiske udbrud.
    Der bestaar imidlertid i folkeretten enighed om — og dette bestyrkes ogsaa af talrige tilfælde i staternes praksis — at det faktiske krigsudbrud uden forudgaaende erklæring er fuldtud tilstrækkelig til indtræden i krigstilstand med de dertil knyttede folkeretlige virkninger.
    Derimod hersker der ikke enighed om, hvilke betingelser der maa stilles i førstnævnte henseende, nemlig til, at der foreligger en kamp. Nogle mener, at krig i folkeretlig forstand kun foreligger, naar der er to kæmpende parter, sædvanlig en angriber og en forsvarer, medens det ensidige angreb, som ikke imødegaas ved forsvar, ikke er krig, men en form for ulovlig international selvtægt, der ikke er underkastet krigens love. Andre derimod hævder, at den ene stats optræden, uden hensyn til modpartens foranstaltninger, kan fremkalde krigstilstand. Pagten for Folkenes Forbund, art. 16, synes at staa paa sidstnævnte standpunkt, idet den udtrykkeligt omtaler det tilfælde, at et forbundsmedlem griber til krig, og forudsætter, at denne handling kan fremkalde krigstilstand overfor alle andre forbundsstater, selvom disse ikke deltager i nogen kamp med vaabenmagt.
    Dernæst kan det i hvert fald ikke forlanges, at den angrebne vedvarende skal deltage i kampen eller med hele eller nogen bestemt del af sin krigsmagt. Endelig udelukker en besættelse af territoriet ikke krigsbegrebet, hvilket fremgaar klart af Landkrigsordningen af 1907, 3. afsnit, om besættelse af fjendtligt territorium, der betragtes som et led i krigsforanstaltningerne og ikke som en situation, der udelukker krig og krigsret.
    Hvad besættelsen af Danmark den 9. April angaar, synes det utvivlsomt, at den før eller senere maatte inddrage Danmark under krigsrettens herredømme. Under den 1. verdenskrig søgte Luxemburg ganske vist at gennemføre det standpunkt, at det trods besættelsen var neutralt og førte den efter omstændighederne mulige politik i overensstemmelse hermed. Men det er ganske klart, at en saadan politik i det lange løb ikke lader sig gennemføre og i hvert fald ikke kan eller behøver at respekteres. Dertil kommer, at der fra dansk side den 9. April blev ydet væbnet modstand. Dennes opgivelse paa grund af den overvældende overmagt kan ikke ligestilles med en frivillig overenskomst om besættelse.»
    Til det anførte kan føjes, at der ved undtagelsestilstandens

848 STEPHAN HURWITZ.indførelse den 29. August 1943 indtraadte en situation, der særlig klart markerede besættelsen som en krigerisk okkupation. I sin oprindelige ordlyd henviste den tyske proklamation om undtagelsestilstanden udtrykkeligt til Haager Konventionen af 18. Oktober 1907 med regler og vedtægter for krig til lands, jfr. denne konventions 3. afsnit: »Om militær myndighed paa den fjendtlige stats territorium.»1
    Hvis man efter en vurdering af alle momenter dog maatte komme til den opfattelse, at § 101, stk. 2, efter sin ordlyd ikke er anvendelig, staar spørgsmaalet tilbage om muligheden af et benytte dens analogi i medfør af straffelovens § 1, hvorefter straf kan paalægges ikke blot for forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved loven, men ogsaa for forhold, der »ganske maa ligestilles» med de udtrykkeligt kriminaliserede forhold. For tilstedeligheden af en analogi kan foruden flere andre grunde anføres den omstændighed, at den omspurgte betingelse i straffelovens § 101, stk. 2, ikke er knyttet til det relativt faste begreb krig, men ogsaa omfatter det ret ubestemte kriterium »truende udsigt dertil». Straffeloven har saaledes fundet det paakrævet at fastsætte streng straf for de vagt definerede gerningsindhold »at yde fjenden bistand ved raad eller daad» ogsaa med henblik paa situationer eller perioder, der ikke har nogen skarp teknisk afgrænsning.
    Af de anførte grunde maa det formentlig antages, at udtrykket »Krig eller truende Udsigt dertil» direkte eller ifølge en efter straffelovens § 1 tilstedelig analogi kan omfatte handlinger, som er begaaet under okkupationen.
    Spørgsmaalet om, hvorvidt Danmark i relation til straffelovgivningens bestemmelser kan betragtes som havende været i krig med Tyskland, eller om der har foreligget en hermed analog tilstand, er af betydning ikke blot for anvendelsen af straffelovens § 101, men ogsaa for visse andre bestemmelser i straffelovenskap. 12 og i den militære straffelov nr. 114 af 7. Maj 1937, jfr. nedenfor.
    Af straffelovens bestemmelser om statsforbrydelser kan iøvrigt fremhæves § 106, hvorefter den, som medvirker til neutralitetskrænkelser mod den danske stat fra en fremmed magts side, straffes med fængsel indtil 8 aar.

 

1 I den danske tekst, som formentlig maa anses for proklamationens originale tekst, hedder det: »Jeg porklamerer i Henhold til Art. 42—56 i Haager Landkrigsordningen den militære Undtagelsestilstand i hele Danmark.»

OM STRAFFORFØLGNING I DANMARK EFTER OKKUPATIONEN. 849    De i straffelov for krigsmagten indeholdte bestemmelser om krigsforræderi m.v. i §§ 34—38, 40—42, 60, 61 og 64 omfatter ifølge lovenes § 6 c ikke blot personer, der hører til krigsmagten, men enhver. Af interesse er særligt bestemmelsen i lovens § 34, punkt 9, der rammer forhold, som »ganske maa sidestilles» med de i de foregaaende punkter specielt angivne former for krigsforrædderi. Straffen kan »i krigstid» stige til livsstraf, men ifølge § 24, stk. 2, skal livsstraf, der ikke er fuldbyrdet »ved krigstilstandens ophør», omsættes til straf af fængsel for livstid.
    Hvad angaar det praktisk særligt vigtige spørgsmaal, om den gældende lovgivning giver hjemmel for at straffe de personer, der er indtraadt i militærtjenste paa tysk side, kan nævnes, at straffelovens § 128, der fastsætter straf op til fængsel i 3 maaneder for hvervning til fremmed krigstjeneste, alene rammer hververen, ikke den, der lader sig hverve, jfr. KRABBE'S kommentar side 331. Derimod kan i henhold til lov nr. 149 af 2. August 1914 straf af fængsel (uden nogen i loven fastsat maksimalgrænse) anvendes overfor den, der tager tjeneste i en krigsførende magts hær i en krig, i hvilken den danske stat er neutral, men det er ifølge den nævnte lovs § 1, nr. 2, en betingelse for strafbarheden, at regeringen forud har udstedt særligt forbud mod en saadan handling. Et saadant forbud er ikke udstedt med henblik paa den i 1939 indledede storkrig.1 Skal danske statsborgeres deltagelse i krigen paa tysk side kunne straffes efter gældende lov, synes der her kun at kunne være spørgsmaal om at anvende bestemmelsen i straffelovens § 101, stk. 1, der som ovenfor nævnt har til forudsætning, at Danmark paa handlingens tid befandt sig i krig med Tyskland.
    Alt i alt kan det siges, at de gældende regler om statsforbrydelser og den militære straffelovs regler giver muligheder for kraftig repression, hvis det tør statueres, at Danmark har været en krigsførende nation, eller hvad dermed kan sidestilles, medens bestemmelserne i modsat fald næppe vil kunne faa nogen videre udbredt anvendelse.
    I øvrigt kan der særlig blive tale om at anvende straffebestemmelserne for almindelige borgerlige forbrydelser sammenholdt med straffelovens meddelagtighedsregler. Særlig med henblik paa Frihedsraadets forslag om at indføre en ny strafbestem-

 

1 Cfr. derimod lov af 26. Februar 1937 om foranstaltninger mod deltagelse i borgerkrigen i Spanien.

 

54—447004. Svensk Juristtidning 1944.

850 STEPHAN HURWITZ.melse for angiveri til tyske myndigheder, kan opmærksomhedenhen ledes paa de muligheder for streng strafforfølgning, som allerede findes gennem straffelovens regler om medvirken til frihedsberøvelse, jfr. straffelovens § 261, stk 2, hvorefter straffen kan stige til fængsel i 12 aar.
    Det kan i denne forbindelse bemærkes, at der sikkert ikke bør lægges afgørende vægt, som af Frihedsraadet angivet, paa de i loven foreskrevne minimumsstraffe. Det, der har den afgørende interesse, er i den foreliggende situation, hvor vedkommende domstol maa antages at ville anlægge en streng bedømmelse, hvilket strafmaksimum der begrænser strafudmaalingen. Der er derfor ingen grund til at give straffeskærpelser med tilbagevirkende kraft i de tilfælde, hvor den allerede gældende straffelov giver mulighed for tilstrækkelig streng straf. Fastholdes det, at man ikke vil indføre dødsstraf, kan spørgsmaalet om tilbagevirkning derfor som hovedregel faktisk begrænses til de tilfælde, hvor forholdet efter gældende ret ikke kan rammes med frihedsstraf af længere varighed.
    Et udtømmende svar paa, hvorvidt de gældende strafferegler kan tilfredsstille trangen til repression, kan formentlig ikke gives paa nærværende stadium, men det er sandsynligt, at en del forhold, som af den almindelige retsbevidsthed vil blive fordret straffet, ikke vil kunne rammes med en til forholdet tilstrækkelig afstemt sanktion efter den gældende lovgivning. Hermed er det dog endnu ikke givet, at man maa ty til anvendelsen af nye egentlige straffebestemmelser med tilbagevirkende kraft. Der findes endnu en mulighed, som kort skal omtales.
    Den gældende straffelov af 1930 har stillet sig paa det standpunkt at udsondre en række særlige retsfølger i straffelovens kap. 9 fra de almindelige straffe og har for disse retsfølgers vedkommende som hovedregel fundet det forsvarligt at lade dem komme til anvendelse efter de paa paakendelsestiden gældende regler, jfr. straffelovens § 4, stk. 1. Dette gælder navnlig med hensyn til konfiskation (§ 77) og frakendelse af rettighed til kald eller hverv, som vedkommende paa strafbar maade har vist sig uskikket eller uværdig til (§ 79). Nye bestemmelser af denne art vil kunne gives, uden at der formelt sker noget brud med det i straffeloven akcepterede princip om tilbagevirkning. Det vil ikke ligge fjernt herfra, om man tager det yderligere skridt at give en tilbagevirkende hjemmel for en mere almindelig frakendelse af rettigheder. Som

OM STRAFFORFØLGNING I DANMARK EFTER OKKUPATIONEN. 851et særlig interessant forbillede kan her nævnes den af den norske regering i London udstedte provisoriske anordning af 22. Januar 1942 om tillæg til straffelovgivningen om forrædderi. Efter denne anordnings § 1 straffes den, som opretholder medlemskab i, søger om eller samtykker i at blive medlem af NS, nazistisk hird eller anden organisation, som yder fjenden bistand, eller som medvirker hertil, med tab for bestandig eller for et bestemt antal aar af almen tillid. Ifølge § 2 omfatter tab af almen tillid den offentlige tjeneste, som den skyldige maatte indehave, tab af stemmeret i offentlige anliggender, tab af ret til at tjenestegøre i rigets krigsmagt, tab af ret til at udøve næring, som er betinget af offentlig autorisation eller bevilling, tab af chefstilling eller lønnet eller ulønnet tillidshverv i selskaber, pengeinstituter, foreninger eller andre sammenslutninger, samt tab af adgang til at opnaa stilling, tjeneste eller tillidshverv som foran nævnt.
    Selv om det ikke kan bestrides, at der her reelt er tale om en alvorlig straf (æresstraf), ligger forholdsreglen i højere grad end friheds- og dødsstraf opad de rettighedsfortabelser, som man hidtil har fundet det naturligt at anordne i overensstemmelse med den til enhver tid gældende opfattelse.
    Vil man i princippet akceptere en regel som den norske bestemmelse om tab af tillid, maa det nærmere overvejes, om man ogsaa i enkeltheder vil følge det norske forbillede. Der kan navnlig blive tale om en udvidelse af de rettigheder, der fortabes, saaledes at fortabelsen ogsaa omfatter ret til at drive selvstændig næring og ret til at eje fast ejendom.
    Endelig kan man ikke se bort fra muligheden af at gennemføre den fuldstændige rettighedsfortabelse, der ligger i frakendelsen af dansk statsborgerret i forbindelse med udvisning af landet. Nogen grandlovsmæssig hindring for en lovgivning i denne retning foreligger ikke, men Danmark er efter den hidtil gældende folkeretlige opfattelse uberettiget til at udvise en dansk statsborger eller en hjemløs, der sidst har haft dansk statsborgerret, hvis ingen vil modtage ham, og forpligtet til at modtage ham, hvis han udvises af et andet land.1 Og frakendelse af statsborgerret som strafmæssigt begrundet foranstaltning maa vel i det hele siges at være en forholdsregel, der ligger nordisk retsopfattelse ret fjern. I nyere fremstillinger indenfor den statsretlige litteratur

 

1 POUL ANDERSEN, Dansk Statsforfatningsret, 1944, s. 187.

852 STEPHAN HURWITZ.berøres spørgsmaalet ikke. Her kan ikke gaas dybere ind paa spørgsmaalet. Det skal blot antydes, at forholdet maaske stiller sig paa særlig maade, forsaavidt der skal reageres mod den handlemaade, som er udvist af »folketyske» med dansk statsborgerret, som aktivt har stillet sig paa okkupationsmagtens side.
    Hvadenten man ved det kommende retsopgør vil følge den linie at give nye og skærpende strafbestemmelser med tilbagevirkende kraft, eller man vil forsøge at fastholde den linie, at straffen skal have hjemmel i allerede eksisterende strafbestemmelser og holde sig indenfor disses maksima, vil det blive nødvendigt at skabe en ret omfattende kodifikation, der tager sigte paa den foreliggende situation, og som indeholder baade materielretlige og procesretlige forskrifter og saavel strafferetlige som erstatningsretlige detailbestemmelser. Det vil saaledes indenfor rammen af de i nu gældende ret kriminaliserede gerningsindhold — saa vidt disse maatte findes anvendelige, jfr. særlig ovenfor om straffelovens § 101 — være paakrævet at foretage en nærmere opdeling af de i betragtning kommende strafbare forhold med dertil knyttede strafnedsættelses- og strafbortfaldgrunde, som har relation til de givne forhold. Der maa fastsættes nye regler, der sikrer inddrivelsen af bødebeløb, og der maa gives nærmere bestemmelser vedrørende konfiskation m.v. Paa disse og mange andre punkter er det nødvendigt, at der snarest muligt gaas i gang med et forberedende lovarbejde. Det vilde være ønskeligt, om dette i videst muligt omfang kunde ske i samarbejde med de jurister, der i andre okkuperede lande arbejder paa at skabe en lovgivning, som gør op med krigstidens forbrydelser.