Några uttalanden från Danmark om protokollföringen. Min artikel i SvJT 1945 s. 753 om protokollföringen enligt nya RB var ett försök att särskilja de olika alternativ för protokollföring som stå till buds. Jag förordade icke generellt någon viss metod men framhöll, i överensstämmelse med processlagberedningen, vikten av att begränsa protokollföringen och att i stor utsträckning använda systemet med korta sammanfattningar av utsagor.
    I Tidskrift för Sveriges advokatsamfund 1945 s. 285 har advokaten ARVID RUDLING utförligt pläderat för fullständiga referat genom stenografi eller på fonografisk väg.
    Det synes mig, icke minst efter Rudlings artikel, vara av intresse för svenska jurister att taga del av några uttalanden — i rakt motsatt riktning — vilka tillställts mig av danska jurister med lång erfarenhet av den danska rättegångsordningen.
    För att rätt kunna förstå dessa uttalanden erfordras kanske några korta anmärkningar. Tvistemålen — endast sådana avses här — kunna som bekant i Danmark instämmas antingen (i vissa fall) direkt till Landsretten, med klagorätt till Højesteret, eller till underrätten, med klagorätt till Landsretten och — efter tillstånd av Justitsministeriet — vidare till Højesteret. I mål som instämmas direkt till Landsretten föregår såväl förberedelsen som huvudförhandlingen vid Landsretten i de fall, då parterna bo i närheten av Landsrettens säte eller eljest särskilt begära denna ordning. Men i alla andra till Landsretten instämda mål tillämpas av praktiska skäl den föga tillfredsställande ordningen, att förberedelsen äger rum vid underrätten, och där upptagas då normalt även förklaringar av parter och vittnen, vilka emellertid ofta höras på nytt vid huvudförhandlingen inför Landsretten. Om en dom från Landsretten överklagas hos Højesteret, upptagas nya vittnesförklaringar aldrig inför Højesteret men däremot ofta inför underrätten i den ort där vittnet är bosatt.
    Angående protokollering av såväl parts- som vittnesförklaringar i tvistemål gälla de för vittnen givna stadgandena i Retsplejeloven § 185, nämligen en huvudregel, enligt vilken förklaring »optegnes i Retsbogen, saaledes at de vigtigste Udtalelser gengives saa vidt muligt med Vidnetsegne Ord, medens uvæsentlige Bemærkninger kan udelades», men även följande viktiga regel rörande huvudförhandling: »Naar Vidner afhøres under Domsforhandling, beror det paa Retten, hvor meget der skal optegnes af Vidnernes Forklaringer. Retten bør herved — naar Vidneførselen finder Sted for Underret eller for Landsret — særlig tage Hensyn til Ønsker fra Parternes eller Vidnernes Side samt til, om en

 

nøjere Optegnelse kan antages at ville faa Betydning under en Paaankning af Sagen.»
    Lagen ger således beträffande huvudförhandling mycket stor frihet, vida större än vår nya RB. Jag har anledning tro att det är ett representativt uttryck för hur tillämpningen i praxis blivit, då en framstående dansk underrättsdomare i anledning av min artikel tillskrev mig: »Under Domsforhandling i civile Sager protokolerer jeg slet intet ud over Paastandene og Navnene paa dem, der afgiver Forklaring. Det er en uhyre bekvem og tidsbesparende Fremgangsmaade. For mig selv noterer jeg ned paa et Stykke Papir Hovedindholdet af de afgivne Forklaringer til Brug ved Affattelsen af Dommen. Jeg har endnu aldrig savnet et Protokolat.»
    Ett annat uttalande i denna fråga och vissa andra protokolleringsfrågor, speciellt beträffande de stenografiska referaten, innefattas i ett synnerligen intressant brev, som jag — jämte åtskilliga exempel — efter min artikel erhöll från den kände och erfarne højesteretssagfører H. H. BRUUN i Köpenhamn. Med dennes tillstånd lämnar jag här följande utdrag av brevet:
    »Det er interessant at tænke tilbage paa, at akkurat de samme Problemer, som beskæftiger Dem — og jeg forstaar andre svenske Jurister — i Anledning af Overgangen til mundtlig Procedure, ogsaa for os Danske, der var med, da vi fik en ny Retsplejelovordning i 1919, stod som næsten uoverstigelige Vanskeligheder. Jeg rejste i 1918—19 selv rundt i Danmark med en Kollega, og holdt Foredrag om den nye Retsplejeordning, og jeg mindes, at et af mine Emner netop var Protokolføringen, og at jeg i Foredraget havnede i det stenografiske Referat som den eneste sikre, men til Gengæld naturligvis meget kostbare Udvej.
    De Aar, der er gaaet derefter, har imidlertid lært mig, at min og mine Kollegers Frygt paa dette Punkt var overdrevet, og navnlig lært mig, at Værdien af et stenografisk Referat i høj Grad overvurderes. Det er paa den anden Side ikke mærkeligt, at Manden, der har arbejdet i Retsplejens Tjeneste med en skriftlig Procedure, føler det som en Nødvendighed, at det sikres, naar Overgang sker til mundtlig Procedure, at i al Fald Bevisets Data bliver fastlagt paa uomtvistelig Maade ...
    Naar Bevisførelsen foregaar umiddelbart for Landsretten, er det Reglen, at Retten kun i Retsprotokollen markerer Navnene paa de Vidner, der har afgivet Forklaring, og det hører til Undtagelserne, at der finder nogen egentlig Protokollation Sted. Dommerne foretager Notater under Proceduren, og hvis Bevisførelsen er af væsentlig Betydning for Sagens Udfald, vil man altid i Domsreferatet finde en Gengivelse af de vigtigste af Vidneforklaringerne. Ordningen har den Mangel, at Referatet skrives af Dommerne paa deres Ansvar uden egentlig Godkendelse af Vidnerne eller disses Sagførere. Det er naturligvis dikteret af praktiske Hensyn, idet man ikke vil besværliggøre den mundtlige Procedure med et langsommeligt Protokollat. Formelt er det ikke betryggende, men i Landsretten sidder tre Dommere, som gensidigt kontrollerer hinanden, og min Erfaring er det i al Fald — bygget paa mange Aars Arbejde — at det hører til de absolute Sjældenheder, at Gen-

givelsen af Vidneforklaringerne ikke er objektiv og rigtig. Selvfølgelig maa Retten i høj Grad vare sig imod at lade sin Opfattelse af Sagen og dennes Konklusion spille ind i Domsreferatet, men den Opgave skulde tre Dommere jo nok kunne klare.
    Hvis derimod Forberedelsen i Landsretssager foregaar for Underretten, finder det Protokollation Sted af Forklaringerne under Forberedelsen ved Underretten; undertiden høres Vidnerne paany under Domsforhandlingen i Landsretten, og der sker da intet Protokollat og normalt gøres heller ingen Bemærkninger i Dommen, medmindre de nye Forklaringer har givet Korrektioner af de tidligere afgivne Forklaringer.
    Naar en Landsretsdom ankes til Højesteret og nye Vidneforklaringer optages ved Underretten, sker der naturligvis Protokollation som dokumenteres for Højesteret.
    I de Tilfælde, hvor i Overensstemmelse med det ovenanførte Protokollation sker i Forbindelse med Afgivelse af Forklaringen, kan denne rent teknisk foregaa paa forskellig Maade.
    Den foregik indtil for faa Aar siden praktisk talt undtagelsesfrit saaledes, at Retsformanden til Retsbogen dikterede, hvad han ansaa for relevant i Sagen, men saaledes at Parterne havde Adgang til supplerende Referat. I de senere Aar er man ved nogle Domstole, særlig ved Københavns Byret, kommet ind paa, at Protokolføreren under Vidneafhøringen foretager Notater, og paa Grundlag af disse sker Protokollationen under Kontrol fra Dommerens og Parternes Side.
    Denne sidste Fremgangsmaade er selvfølgelig at foretrække, da det kan være vanskeligt for Retsformanden paa samme Tid at følge Parternes Afhøring og kontrollere denne og samtidig skrive Notater som Grundlag for Protokollationen. Men den stiller selvfølgelig meget store Krav til Protokolføreren og kræver i al Fald megen Øvelse, men bliver samtidig et vigtigt Led i Protokolførerens Uddannelse.
    Stenografiske Referater var i de første Aar efter Retsplejereformens Indførelse ikke ualmindelige, navnlig i store Sager, hvor Bekostningen ikke spillede saa megen Rolle. De hører nu til Sjældenhederne.
    Det er egentlig dette, de stenografiske Referater, som er Hovedgrunden til, at jeg gerne vil skrive til Dem om Sagen.
    Man skulde selvfølgelig tro, at en bedre Gengivelse af en Vidneforklaring end et stenografisk Referat overhovedet ikke kunde tænkes, og at det i et og alt maatte give et sandere og mere objektivt Billede af Sagens Kendsgerninger end selv det omhyggeligst udførte Referat dikteret af Dommeren.
    Saaledes er Forholdet imidlertid efter min Erfaring ikke. For det første er det klart, at der i det stenografiske Referat kommer en Mængde irrelevante Kendsgerninger, som fylder op, saaledes at man omhyggeligt skal lede de Ting ud, der virkelig har Relevans. Men for det andet viser min Erfaring, at man jævnligt hører et Vidne afgive en Forklaring, som man egentlig synes giver et Billede af Situationen, som i det Øjeblik, man hører Forklaringen, ikke kræver yderligere Uddybning, men skal man til at protokollere Forklaringen og omsætte den i rene, klare, skriftlige Ord, dukker der jævnlig først den ene og saa den anden Nuance frem, som alligevel kræver en nær-

 

14—467004. Svensk Juristtidning 1946.

mere Uddybning, og som fører til, at man kommer den relevante Sandhed et godt Stykke nærmere. Hele dette Uddybningsarbejde, som efter min Mening er af meget væsentlig Betydning, gaar mere eller mindre tabt ved et stenografisk Referat.
    Selvfølgelig bliver der ogsaa stillet Kontraspørgsmaal fra Sagførernes og Dommernes Side under Afhøringen, selv om Referatet optages stenografisk, men det er i og for sig min Erfaring, at man, naar man skal til at protokollere, jævnlig opdager, at man alligevel ikke gennem Besvarelsen fra Vidnets Side har faaet den fulde Klarhed, som man, da man begyndte at protokollere, troede, at man havde faaet.
    Dommeren kan ikke rigtigt finde Udtryk for det, han syntes var klart før, han maa spørge igen, der kommer nye Momenter frem, man borer dybere, og pludseligt kommer der et Moment frem, der stiller det hele i en anden Belysning end det stod i før. Jævnlig er det Vidnet — det samvittighedsfulde Vidne — som, da Protokollationen sker, tager Forbehold overfor en Bemærkning, som han synes er galt fortolket, saa kommer der paa samme Maade en Uddybning, der skaffer nyt Lys.
    Det er en af de meget store Kunster hos en dygtig Dommer at kunne forme det relevante Referat i forholdsvis faa Sætninger. Det maa som saa meget andet læres gennem Livet, men det viser sig, at selv om man afhører et Vidne gennem en halv Time frem og tilbage med Spørgsmaal og Kontraspørgsmaal, hvor man snart er ude i den ene Blindgade, snart i den anden, for endelig til sidst at faa det frem, der har Betydning, saa evner den virkelig dygtige Dommer til Slut at samle det, det kommer an paa, i nogle ganske faa prægnante Sætninger, der giver et Billede af den Del af Vidnets Forklaring, som har Betydning for Sagen.
    Jeg vil næsten vove det Paradoks, at jo dygtigere Dommeren er, jo kortere bliver Referatet. Jo større Evne Dommeren selv har til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, desto større Evne vil han ogsaa have til at give det virkelig sammentrængte Referat.»

    Så långt højesteretssagfører Bruun. Jag skall fortfarande inte här uttala mig mera bestämt för det ena eller andra systemet; framförallt vill jag inte föreslå att vi upphöra att experimentera med den fonografiska metoden och att hoppas på denna som ett alternativ. Men det synes mig ge en intressant belysning av problemet att i Danmark, som nu i 25 år haft en av både danska och svenska jurister erkänd och uppskattad muntlig rättegångsordning, ha icke blott domare utan även erfarna advokater efter hand kommit över till en uppfattning i dessa frågor som är rakt motsatt advokat Rudlings ytterlighetsståndpunkt. Om vi skulle efterlikna den ordning, som rekommenderas i de danska uttalandena, ge dessa emellertid också ett gott stöd för uppfattningen att alla domare, inte minst domstolsordförandena, ha god nytta av stenografi.

Jöel Laurin.