Dansk lovgivning 1945. Som følge af de extraordinære forhold, der var rådende i Danmark i tiden fra 29. august 1943, da regeringen ophørte at fungere, og indtil den tyske besættelses ophør, sammenkaldtes rigsdagen hverken i 1943 eller i 1944. Der var i den af tyskerne skabte situation ingen mulighed for dannelse af en forfatningsmæssig dansk regering. I stedet for måtte der tilstræbes en ordning, som gjorde det muligt at videreføre administrationen på det givne grundlag, og der førtes herom forhandlinger mellem administrationscheferne, politikere og repræsentanter for domstolene. Angående resultatet af disse forhandlinger blev der givet de øverste tyske myndigheder underretning, bl. a. i en redegørelse, i hvilken det hedder:

    »der består herefter enighed mellem centralforvaltningscheferne og domstolenes repræsentanter om, at de førstnævnte i den givne situationen kan give regler af lovgivningsindhold, når følgende forudsætninger i det enkelte tilfælde er opfyldt:
    a) loven skal være nødvendig af hensyn til samfundslivets uforstyrrede fortsættelse og opretholdelse af ro og orden.
    b) loven må ikke stride mod dansk retsbevidsthed.
    Det første krav opfyldes lettest, nar det gælder forlængelse af tidsbegrænsede love, men nødvendigheden af ny lovgivning i tilslutning til gældende dansk ret kan ikke anses for udelukket.
    Sådanne love kaldes lovanordninger.»

    Redegørelsen blev fra tysk side stiltiende taget til efterretning.
    I den rigsdagsløse periode udstedtes ialt 194 lovanordninger, af hvilke de, der var i kraft ved befrielsen, gennem vedtagelse af dertil sigtende love blev opretholdt som gældende love, ligesom også de øvrige af administrationscheferne med hjemmel i nødretsgrundsætningen trufne beslutninger udtrykkeligt eller stiltiende blev godkendt af de dertil kompetente myndigheder.
    Efter landets befrielse åbnedes rigsdagen den 9. maj 1945 af Hans Majestæt Kongen.
    En række af de under tvang gennemførte foranstaltninger blev straksved befrielsen ophævet ved foreløbige love, som derefter blev forelagt rigsdagen til godkendelse. Dette gælder således den i SvJT 1942 s. 477 omtalte lov af 22. august 1941 om forbud mod kommunistiske foreninger og mod kommunistisk virksomhed. Samtidig blev antallet af folketingets medlemmer forøget med 3, indtil nyt almindeligt valg til folketinget havde fundet sted; disse 3 mandater tilfaldt de personer, der ved folketingsvalget i 1939 var blevet valgt til medlemmer af tinget som kandidater for Danmarks kommunistiske parti. — Det samme gæl-

 

der tildels det i SvJT 1942 s. 369 og 477 nævnte tillæg til retsplejeloven; opretholdt blev nogle bestemmelser, som man fra justitsministeriets side fandt ønskelige og fik gennemfort ved samme lejlighed. De ophævede bestemmelser indeholdt regler om udelukkelse af nævningers og med domsmænds medvirken i straffesager af særlig karakter, f. eks. angående spioneri, sabotage og attentater m. v., om disse sagers behandling ved underret ifølge beslutning fra højesterets president efter anklagemyndighedens anmodning og om tiltaltes udelukkelse fra i slige sager at benytte valgt forsvarer.
    Den første af de love, som tilsigter at foretage den efter besættelsestiden fornødne udrensning, er straffelovstillæget af 1. juni 1945, som er udførligt behandlet i SvJT 1945 s. 516. I denne lov er der givet bestemmelser om straf og konfiskation for de groveste tilfælde af landsskadeligt erhvervsmæssigt samarbejde med besættelsesmagten med egen gevinst for øje, det såkaldte værnemageri. Ved lov af 28. august 1945 er der skabt et nødvendigt supplement til straffelovstillæget, idet den dels fastsætter straffen for de øvrige strafbare værnemagerforhold, dels uddyber betingelserne for det strafbare samarbejde med besættelsesmagten og giver strenge regler til sikring af gennemførelsen af bøde- og konfiskationskrav. Derimod falder de former for samarbejde med besættelsesmagten, der ikke belægges med straf, men kun medfører økonomiske følger, udenfor lovens område. Loven fremtræder som et tillæg til straffelovstillæget af 1. juni 1945, og bestemmelserne i nævnte lovs kap. I vil derfor finde anvendelse, medmindre særlig undtagelse er gjort eller de nye bestemmelser afviger fra de tidligere. Det følger heraf, at loven har tilbagevirkende kraft på handlinger foretaget under besættelsen. Når dette er udtrykkelig udtalt, skyldes dette alene, at enkelte af bestemmelserne i modsætning til straffelovstillæget, også skal kunne anvendes på handlinger, begået efter 1. juli 1946. Kriteriet for, om samarbejdet kan anses strafbart, er, om den pågældende på utilbørlig måde har samarbejdet med besættelsesmagten, uden at forholdet dog findes at burde henføres under straffelovstillæget. Straffen er fængsel indtil 4 år; aktieselskaber og andre juridiske personer kan pålægges straf af bøder. Loven omfatter også samarbejde, der har fundet sted gennem en eller flere enkeltpersoner eller virksomheder som mellemled, såfremt den pågældende indså eller burde have indset, at tyske interesser blev fremmet ved den af ham drevne virksomhed, og indrager virksomheder, som ved utilbørligt samarbejde med fremmede statsborgere eller udenlandske virksomheder har opnået forøget import og derved skaffet sig en særfordel. Strafansvaret kan pålægges enhver, der har haft en ledende stilling eller en væsentlig økonomisk interesse i vedkommende virksomhed, samt andre i virksomheden beskæftigede personer, når der foreligger særlig graverende omstændigheder, i kraft af hvilke det af dem udviste forhold må anses for et af loven omfattet utilbørligt samarbejde.
    Som eksempler på, hvad der særlig skal lægges vægt på ved afgørelsen af, om og i hvilken grad et forhold må anses for utilbørligt, nævner loven,
    at den pågældende selv har været aktiv for at få forretningsforbin-

delse indledet, fortsat eller udvidet, medmindre det derved har været muligt i danske interesser at opnå væsentlige fordele med hensyn til landets forsyninger eller at undgå, at der af besættelsesmagten blev indført foranstaltninger, som var egnede til at tilføje landets interesser væsentlig skade,
    at han i tysk interesse har foretaget en omlægning af virksomheden eller ydet eller forsøgt at yde større eller hurtigere produktion end efter omstændighederne påkrævet,
    at han har påkaldt besættelsesmagtens bistand til virksomhedens betryggelse eller — uden at forholdet falder ind under straffelovstillæget — til opnåelse af højere priser eller større leverancer, end danske myndigheder ønskede godkendt, eller iøvrigt for at værne sine interesser,
    at han har hindret eller søgt at hindre, at danske myndigheder har fået fuld adgang til at blive bekendt med virksomhedens forhold,
    at han har opnået eller søgt at opnå urimelig fortjeneste eller andre fordele, der ikke var forretningsmæssig rimelig begrundede, bortset fra tilfælde, hvor det godtgøres, at de urimelige krav alene har haft til formål at undgå, at leverancen m. v. blev overdraget til ham.
    Foruden fængselsstraffen kan der idømmes bøde som tillægsstraf, og dette skal i almindelighed ske, når det strafbare forhold er af grov karakter, og har domfældte modvillig undladt at opfylde bødedommen, kan han idømmes straf af fængsel indtil 2 år. Loven udvider den i rpl. hjemlede adgang til beslaglæggelse af en mistænkts eller domfældts formueværdier til at omfatte sikring af bøder. Den pågældendes formue eller forretningsvirksomhed kan midlertidig sættes under forvaltning. For det tilfælde, at værnemagere har forsøgt at bringe deres formuer i ly for en kommende strafferetlig forfølgning, er det fastsat, at bøden eventuelt kan dækkes i rettigheder i henhold til en af ham tegnet livsforsikring eller livrente, ligesom gaver og visse andre dispositioner i et vist omfang kan omstødes. Reglerne om inddrivelse og sikring af bødekrav finder tilsvarende anvendelse på det i loven hjemlede konfiskationskrav, hvorefter den ved det strafbare forhold indvundne nettofortjeneste skal inddrages til fordel for statskassen. Den pågældende kan ved dommen kendes uværdig til almen tillid i henhold til de i straffelovstillæget indeholdte regler eller til fortabelse af enkelte af de i nævnte lovbestemmelse omhandlede rettigheder. For at lette gennemførelsen af statskassens økonomiske krav er den tavshedspligt ophævet, som påhviler offentlige institutioner og private personer eller virksomheder i henhold til lov eller anden forskrift, og disse er pligtige at give oplysninger om værdier under deres rådighed, tilhørende personer, om hvem de ved, at de er sigtet eller dømt for overtrædelser af loven.
    Ved straffelovstillæget åbnedes der adgang til at straffe tjenestemænd, som, udover hvad der fulgte af ufravigelig instruks for pågældende embede, har ydet besættelsesmagten en upåkrævet og ikke uvæsentlig hjælp, jfr. SvJT 1945 s. 519. Udenfor disse grove tilfælde har man fundet det påkrævet, at der foretages disciplinære skridt overfor tjenestemænd, som under besættelsen har begået andre handlinger, der må an-

ses for et brud på det særlige troskabsforhold, hvori danske tjenestemænd står overfor staten, folkeskolen, folkekirken eller de enkelte kommuner, og dette har fundet sig udtryk i lov af 7. juli 1945 om oprettelse af en ekstraordinær tjenestemandsdomstol. For denne domstol stilles enhver tjenestemand, der i tiden fra d. 9. april 1940 og til lovens ikrafttræden har været medlem af et nazistisk parti eller anden lignende sammenslutning eller en organisation, som mod landets interesser har samarbejdet med den tyske besættelsesmagt, eller ved sin adfærd i eller udenfor tjenesten har udvist uværdig national optræden, eller har ydet besættelsesmagten en hjælp, der gik udover, hvad hans tjenestepligt pålagde ham, eller har haft samkvem med medlemmer af besættelsesmagten eller denne tilknyttede organer i et omfang, som lå udenfor det nødvendige. Domstolen kan idømme disciplinær straf af forsættelse til anden tjeneste, forflyttelse, degradation eller frakendelse af tjenestemandsstilling, eventuelt med hel eller delvis fortabelse af pension. Forsåvidt en pensioneret tjenestemand inden afskedigelsen har begået en af de nævnte handlinger, kan pensionen helt eller delvis inddrages. Indtil endelig afgørelse i sagen foreligger, kan domstolen fritage den pågældende tjenestemand for tjeneste, eventuelt suspendere ham, når betingelserne herfor foreligger. — Domstolen består af en dommer som formand samt af et medlem, udpeget af finansministeren efter samråd med justitsministeren; for den enkelte sag tiltrædes domstolen af et medlem, udpeget af den centrale tjenestemandsorganisation, hvorunder tjenestemanden henhører eller kunde henhøre. Domstolens møder er offentlige med de i rpl.s regler om strafferetspleje anførte undtagelser; personer, der indkaldes som vidner, har pligt til at udtale sig, og de særlige vidnefritagelsesgrunde for tjenestemænd er ikke gældende. De trufne afgørelser er endelige, idet dog spørsmålet om, hvorvidt den pågældende i anledning af tjenestemandsforholdets ophør har retligt krav på ordinær pension efter tjenestemandsloven, kan indbringes for Højesteret ved anke i den borgerlige retsplejes former; for dommeres vedkommende kan kendelsen dog i sin helhed indbringes for Højesteret. Forberedelsen og gennemførelsen af tiltale sker ved en særlig auditør. Den pågældende tjenestemand er berettiget til til bistand for sig under sagens behandling at give møde sammen med en bisidder, der har de beføjelser, som ved rpl. er tillagt en forsvarer; som bisidder kan anvendes en sagfører; såfremt tjenestemanden ønsker det, kan der af domstolen i stedet beskikkes ham en forsvarer, hvis vederlag fastsættes af retten og udredes af det offentlige.
    Ved lov af 25. maj 1945 fik regeringen bemyndigelse til straks og uden varsel at afskedige tjenestemænd under hæren og søværnet, der i tiden fra og med d. 9. april 1940 og indtil lovens ikrafttræden har hvervet eller ladet sig hverve til tysk krigstjeneste eller til tjeneste i et hvervet korps, der stod under tysk overledelse, eller virkede i tilknytning til besættelsesmagten mod den danske stats lovlige organer eller dens borgere, eller som iøvrigt her i landet i tysk tjeneste har udøvet virksomhed af politimæssig karakter. I tilfælde af sådan afskedigelse tillægges der ikke pension efter tjenestemandsloven.

    Efter at der i maj 1945 ved bekendtgørelser fra Handelsministeriet var truffet foranstaltninger til at spærre alle de bankkonti m. v., som er oprettet af eller til fordel for den tyske værnemagt, tyske myndigheder og institutioner samt tyske statsborgere, til at spærre tyske tilgodehavender og givet regler om overdragelse af danske aktier og obligationer og andre værdipapirer, der tilhørte den tyske værnemagt m. v., om indløsning af unoterede checks eller anvisninger, om udlevering af depoter samt udtagninger af boks af værdipapirer m. v., som tilhørte tyske myndigheder eller tyske statsborgere, fik Danmarks Nationalbank i lov af 13. juni 1945 bemyndigelse til at pålægge banker, sparekasser, forsikringsselskaber, andelskasser, vekselerere, bankiers, sagførere eller andre at spærre konti eller tilgodehavender, der tilhører personer, som er sigtet for overtrædelse af straffelovstillæget af 1. juni 1945. Sådan spærring kan også finde sted, såfremt der efter nationalbankens skøn kan blive tale om at rejse sigtelse for overtrædelse af straffelovstillæget, ligesom spærring kan påbydes af konti eller tilgodehavender, som tilhører personer, firmaer eller juridiske personer, der efter de for banken foreliggende oplysninger efter d. 9. april 1940 har haft økonomiske mellemværender med eller modtaget tilskud fra eller stået i tjenesteforhold til den tyske værnemagt m. v. I denne sammenhæng kan også nævnes lov af 12. juli 1945, der foreskriver gennemførelsen af en revision af den fortjeneste, som personer, firmaer og juridiske personer har opnået ved leverancer, der under den tyske besættelse er ydet her i landet for tysk regning, og en lov af s. d. om tvungen likvidation eller administration af visse aktieselskaber m. v., ved hvilken det tilsigtes at tilvejebringe en oversigt over de tyske og japanske kapitalinvesteringer indenfor dansk erhvervsliv og at skabe mulighed for afvikling af disse kapitalinteressers indflydelse indenfor det danske erhvervsliv. Som led i bestræbelserne for at gennemføre en sanering af det danske pengevæsen må ligeledes anføres loven af 22. juli 1945 om en ekstraordinær formueopgørelse m. v., som foruden formueopgørelsen påbød indkaldelse af de hidtil kurserende pengesedler, anmeldelse af samtlige bank- og sparekasseindestående over 500 kr. og anmeldelse og afstempling af indenlandskeihændehaverpapirer og af udenlandske ihændehaverpapirer, der på kontroldagen beroede i Danmark.
    En lov af 1. oktober 1945 om erstatning til besættelsestidens ofre tilsigter en værdig sikring af frihedskampens ofre og ofrene for besættelsesmagtens overgreb, ligesom den søger gennemført en rimelig hjælp til dem, der på grund af disse forhold har lidt tab. Dette gøres ved ydelse af erstatning i anledning af invaliditet og død (sygebehandling, dagpenge, invaliditetserstatning, erstatning til efterladte og begravelseshjælp), ved hædersgaver, ved godtgørelse for lidelse og tort i anledning af frihedsberøvelse m. v., ved støtte til påbegyndelse eller fortsættelse af virksomhed eller uddannelse samt til genoprettelse af særlige tab og ved erstatning for tingsskade.
    Den i SvJT 1943 s. 629 omtalte lov angående erhvervelse af fast ejendom, som blev fornyet ved en lovanordning i 1944, er blevet fornyet for et år ved lov af 29. juni 1945, ved hvilken forskellige mindre ændringer,

som havde vist sig påkrævet, blev gennemfort. På samme måde er den i SvJT 1941 s. 858 omtalte gældsbegrænsningslov blevet forlænget.
    I SvJT 1944 s. 467 er nævnt en lov, ved hvilken visse af gældsbrevslovens forældelsesregler midlertidig forlængedes, og ved lov af 14. september 1945 forlængedes de i lovgivningen foreskrevne frister for forældelse af fordringer til udgangen af året 1946 i de tilfælde, hvor der på grund af de i forbindelse med verdenskrigen stående forhold i forældelsestiden eller en del af den ikke har været normal postforbindelse med den stat, i hvilken fordringshaveren havde bopæl eller fast ophold. Samme regel gælder forældelse, der har hjemmel i aftale. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på retten til arv. Bestemmelserne kommer til anvendelse, forsåvidt forældelsen ikke er indtrådt inden lovens ikrafttræden, men justitsministeren kan ved bekendtgørelse bestemme, at reglerne skal gælde for fordringer, der er forældet i tiden mellem 9. april 1940 og lovens ikrafttræden, medmindre det antageliggøres, at skyldneren ved påny at blive forpligtet vil lide et tab, som han vilde have undgået, hvis fordringen var blevet holdt i kraft; antageliggøres dette, skal forældelsen stå ved magt i tilsvarende omfang. Sådan bestemmelse kan dog kun træffes, forsåvidt det skønnes, at den stat, i hvilken fordringshaveren havde bopæl eller fast ophold, yder fordringshavere i Danmark tilsvarende beskyttelse. Forældelsesbestemmelserne i vekselloven og i checkloven berøres ikke af loven.
    På grund af den stadig stigende boligmangel er der ved lov af 22. august 1945 givet kommunerne adgang til at gennemføre en tvungen boliganvisning, så at al boligudlejning i de kommuner, der har anset det nødvendigt at følge den ved loven givne bemyndigelse, er undergivet offentlig kontrol. For hovedstadens område er loven dog umiddelbart gældende. Udlejeren har en forslagsret med hensyn til den ledige lejlighed, men kan hans forslag ikke godkendes, eller stiller han ikke noget forslag, anviser boliganvisningsudvalget ham en lejesøgende.
    Til forebyggelse af medfødt syfilis er der ved lov af 1. oktober 1945 indført regler, hvorefter kvinder i anledning af svangerskab kan få foretaget indtil 3 forebyggende helbredsundersøgelser hos en læge og indtil 7 forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder. Undersøgelserne og blodprøveundersøgelserne foretages uden udgift for den pågældende.

Johannes Faurholt.