Dansk juridisk Litteratur 1945—46. Som omtalt i den sidst meddelte over sigt over nyere dansk juridisk litteratur (SvJT 1945 s. 816—22), satte de sidste aar af besættelsestiden ogsaa deres spor i den videnskabelige produktion, forsaavidt som det var forholdsvis faa juridiske værker, som saa lyset i dette tidsrum. Til gengæld har der i aarene 1945—46 kunnet konstateres en glædelig forøgelse af den retsvidenskabelige litteratur, som viser sig inden for næsten alle omraader af denne.
Det danske Sprog- og Litteraturselskabs store publikation »Danmarks gamle Landskabslove med Kirkelovene» er naaet endnu et skridt nærmere imod sin afslutning, idet man har paabegyndt udgivelsen af det i sidste oversigt omtalte afsluttende bind, af hvilket første hæfte udkom 1946. Af oversættelsen af landskabslovene til moderne dansk med tilhørende kommentar, der udgives med Holmbäck og Wesséns tilsvarende svenske publikation som forbillede, udkom i løbet af 1945 de tre første hæfter. De afsluttende to hæfter udsendes i aar. Endnu en retshistorisk kilde er udgivet med indledning og kommentar, nemlig direktør Louis E. GRANDJEAN: »Frederik II:s Søret. Et erhvervsliistorisk Kulturbillede fra 1561.» (1946.) Forfatteren har nedlagt et betydeligt arbejde i den tiltalende lille bog og navnlig bestræbt sig for at placere de i Søretten indeholdte regler mellem paa den ene side middelalderlig søret og paa den anden side moderne søretlige bestemmelser. Forskellige misforstaaelser af historisk og juridisk karakter maa dog anholdes.
En interessant retshistorisk afhandling foreligger i dr. pliil. AKSEL E. CHRISTENSENS »Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk Statsopfattelse indtil Unionstiden» (1945), der er udarbejdet paa grundlag af en forelæsningsrække, forf. har holdt ved Københavns universitet. Bogens emne hører till det mest gennemarbejdede stof inden for dansk forfatningsliistorie, men synes stadig uudtømmeligt og belyses til dels ud fra helt nye synspunkter. Forf. opstiller saaledes i opposition til den herskende opfattelse den teori, at det middelalderlige europæiske lensvæsen satte ret afgørende spor i det 13. og 14. aarhundredes danske forfatningsret, selv om disse indslag dog ikke fik varig betydning. Nogen afgørende modsætning findes dog ikke mellem forf.s og den hævdvundne opfattelse, idet forskellen i det væsentlige bestaar i, at forf. opstiller et videre lensbegreb end den ældre danske teori. Med hensyn til behandlingen af forskellige spørgsmaal kan indvendes, at forf. synes lidt for tilbøjelig til at betragte den ideologiske udformning, som de fra kongen og hans omgivelser udgaaede aktstykker har faaet, som udtryk for, hvad der var gældende ret og kunde ventes accepteret af befolkningen i almindelighed.
Med »Studier over Erstatningslæren i islamisk Ret» (1945) har legationssekretær E. SCHRAM-NIELSEN erhvervet den filosofiske doktorsgrad ved Københavns universitet. Afhandlingen kan just ikke siges at være let tilgængelig for jurister eller retshistorikere i almindelighed, i det denskilder er middelalderlige arabiske tekster, af hvilke store stykker er aftrykt i bogen. Selv om forf. ledsager gengivelsen med en oversættelse til dansk, føler man sig i nogen grad paa gyngende grund, naar man skal vurdere forf.s indsats. Inden for litteraturen om den islamiske ret, som næsten udelukkende hidrører fra filologer, indtager afhandlingen en særstilling ved at være forfattet af en jurist og den er derfor af særlig interesse for den sammenlignende retshistoriske videnskab, hvis krav sjældent fyldestgøres af filologerne. Paa den anden side maa det indvendes, at forf. i lidt for høj grad har anlagt rent retsvidenskabelige synspunkter. Den islamiske ret er en blanding af juridiske og moralske normer, side om side med rent praktiske leveregler og lader sig derfor ikke uden videre behandle efter samme metode som f. eks. de romerske retskilder. Interessant er forf.s paavisning af forskellige lighedspunkter mellem den romerske og islamiske ret, som han forklarer ved, at Araberne inden for retsvidenskaben lige som paa andre omraader har været Romernes arvtagere; men det kan ikke nægtes, at man flere steder fristes til at forklare overensstemmelsen paa anden maade end som resultat af en paavirkning fra Romerretten.
I »Nordisk Retsfællesskab» — udarbejdet paa grundlag af et foredrag, forf. 1943 holdt i foreningen »Nordens» danske afdeling — har højesteretssagfører, dr. juris BERNT HJEJLE givet en fremstilling af det arbejde, som i tidens løb er udført med det maal at nærme de nordiske folks ret til hinanden. Indledningsvis understreger forf. de mange fælle stræk, som karakteriserer de nordiske landes ret i modsætning til andre retsordener, og som i sidste instans danner forudsætningen for det fællesnordiske lovgivningsarbejde, og i det afsluttende afsnit slaar han til lyd for en videre udbygning af dette arbejde og foreslaar nedsættelsen af et staaende udvalg til forberedelsen heraf. Den kyndige og meget velskrevne bog har utvivlsomt en vigtig mission i videre kredse, men ogsaa for fagfæller indeholder den meget af interesse. (Jfr SvJT 1947 s. 147.)
Almindelige retsproblemer er behandlet af professor KNUD ILLUM i hans »Lov og Ret» (1945). Forf. bemærker i indledningen, at grundlaget for hans arbejde er »ud over Fortrolighed med den almindelige juridiske Tankegang, en overfladisk og meget spredt filosofisk Dannelse samt en ikke særlig dybtgaaende Orientering i nyere nordisk Retsfilosofi». Den, som herefter skulde være af den opfattelse, at det bidrag, som forf. ønsker at give til de senere aars debat, maatte være temmelig overfladisk, vil ved læsningen opdage, at han har taget grundigt fejl. Bogen er inddelt i en række ikke særlig fast sammentømrede kapitler, nærmest som en samling essays om nær beslægtede problemer. Forf. erkender den gæld, hvori han staar til professor Ross, men fortsætter dog i metodisk henseende paa en vis maade linien fra Viggo
Bentzon, hvis indsats han forøvrigt udtrykkeligt fremhæver. Anmeldt af statsadvokat Jørgen Trolle i Ugeskrift for Retsvæsen 1945 B s. 157—62 og af professor Vinding Kruse — i lidet anerkendende vendinger — i Tidsskrift for rettsvidenskap 1945 s. 305—15 (jfr SvJT 1946 s. 621) samt af I. A. i SvJT 1946 s. 717.
Et mere radikalt opgør med Uppsalaskolen indeholdes i den af sociologen professor dr. THEODOR GEIGER i Aarhus forfattede »Debat med Uppsala om Moral og Ret» (1946), hvori forf. ud fra et sociologisk perspektiv vil bidrage til diskussionen om denne skoles synspunkter. Bogen har givet anledning til en ret omfattende polemik mellem professor Ross som anmelder og forfatteren i »Juristen» 1946 samt til en udførlig anmeldelse af byretsdommer P. M. Sachs i Ugeskrift for Retsvæsen 1946 B s. 271—80 og I. A.s anmeldelse SvJT 1947 s. 301.
I »Hvorfor Demokrati?» (1946) liar professor Ross ydet et vægtigt bidrag til demokratiets teori. Titlen indeholder forudsætningsvis en tilkendegivelse af, at forf. indtager det diametralt modsatte standpunkt af de inden for dansk retslære (nemlig i Vinding Kruses i sidste oversigt omtalte værk) senest fremsatte anskuelser, og bogen indeholder — som man venter hos prof. Ross — en grundig og dybtgaaende undersøgelse. Forf. understreger tydeligt, hvornaar der fremsættes almengyldige erfaringer, og hvornaar der er tale om udøvelse af et mere subjektivt skøn. Nægtes kan det dog ikke, at bogen vilde have vundet ved, at kap. 4: »Hvad er Demokrati?» var blevet anbragt som det indledende kapitel. I stedet gives en over 100 sider stor oversigt over den politiske udvikling gennem aarhundrederne rundt om i landene, hvor ordene »demokrati» eller »demokratisk» forekommer paa nær sagt hver anden side. I betragtning af, at disse ord i nutiden er blevet slagord, som dækker over adskillige højst forskellige ting, er læseren faktisk nødt til at læse kapitel 4, forinden han tør give sig i kast med indledningen. Med hensyn til denne indledning skal iøvrigt kun bemærkes, at det forekommer mig i metodisk henseende betænkeligt at tage det gamle danske samfund som paradigma paa »det germanske urdemokrati». Vor opfattelse af det ældste danske samfunds struktur bygger jo i stor udstrækning paa hypoteser og diskutable tilbageslutninger fra landskabslovenes regler, og at tillægge disse slutninger gyldighed uden for Danmarks grænser lader sig ikke uden videre gøre. Derimod læser man med den største interesse forf.s betragtninger over demokratiets sociale betingelser og dets teknik. Særlig maa fremhæves det afsluttende afsnit om, i hvilken udstrækning demokratiet maa være berettiget til som en art selvforsvar at begrænse ytringsfriheden, et spørgsmaal, som har været genstand for en stærk meningsudveksling i dagspressen. Naar forf. m. h. t. anvendelsen af referendum mener, at det er tvivlsomt, i hvilken udstrækning man tør bygge paa erfaringerne fra Svejts, er dette utvivlsomt rigtigt; men at karakterisere det svejtsiske samfund som det »relativt ukomplicerede næsten patriarkalske Bondesamfund i en relativt statisk Udviklingsperiode» lader sig ikke gøre i nutiden. Svejts liar procentvis flere industriarbejdere end Belgien. — Prof. Ross har desuden
i 1945 besørget Anden udgave af sin i forrige oversigt omtalte »Lærebog i Folkeret. Almindelig Del» (jfr SvJT 1946 s. 620).
Med afhandlingen »Les sources du droit international» (1946) har fuldmægtig i Udenrigsministeriet MAX SØRENSEN erhvervet den juridiske doktorgrad. Afhandlingen er en undersøgelse af den i 1920 oprettede faste mellemfolkelige domstols praksis, som forf. haaber rnaa faa betydning, ogsaa efter at denne domstol er erstatet af en anden. Forf. er i sin metodiske indstilling stærkt paavirket af prof. Ross, og den grundige analyse af de forskellige i art. 38 i domstolens statut opregnede retskilder vil utvivlsomt blive læst med megen interesse af den internationale læserkreds, som afhandlingen henvender sig til.
Fra prof. POUL ANDERSENS haand foreligger nu tredie, betydeligt udvidede udgave af hans »Dansk Forvaltningsret» (1946). Inden for de tilføjelser, den overalt å jourførte fremstilling har modtaget, bemærker man, at forf. tager afstand fra den højesteretsdom af 30. august 1945, der forudsætningsvis anerkendte, at Generaldirektoratet for de danske Statsbaner var berettiget til — uanset at aldersgrænsen for tjenestemænd ved loven er fastsat til 70 aar — generelt at afskedige stationsforstandere, der havde naaet 67 aars alderen. En kompetent forvaltningsmyndighed kan efter forf.s mening ikke ved at stille sig under en generel regel unddrage sig fra i hvert enkelt tilfælde at udøve et skøn (s. 53).
Ekspeditionsekretær i Københavns magistrat oand. juris & polyt. VIGGO VASEGAARD har i »Dansk Bygningsret» (1945) tilvejebragt en god og fyldig haandbog for praktikere, for hvem de af ham behandlede spørgsmaal uden en saadan moderne vejviser nærmest har karakter af en labyrint. At betragte værket som et rent kompilatorisk arbejde, vilde ikke yde det fuld retfærdighed. Forf. staar kritisk prøvende over for det retsstof, han behandler, og bogen er blevet gjort til genstand for en meget anerkendende anmeldelse af direktøren for statens bygningsdirektorat Ove Larsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1945 B s. 71—76. Tillige anmeldt af landsdommer A. Gøtzsche i »Juristen» 1945 s. 165—68.
For den privatretlige litteraturs vedkommende maa først nævnes, at professor O. A. BORUM liar udsendt nye udgaver af »Familieretten I» (1945), »Familieretten II» (1946) og »Personretten» (1946). (For deto sidstes vedkommende drejer det sig dog om uforandrede optryk af 1. udgave) og sammen med statsadvokat JØRGEN TROLLE udgivet» Lov om borteblevne» (nr. 397 af 12. juli 1946) med kommentar. I kommentaren udtrykker udgiverne haabet om, at der ikke i tidsrummet fra 1. juli 1946 (lovens ikrafttrædelsesdato i henhold til dens § 28) til 17. juli (datoen for dens bekendtgørelse i lovtidende) er anlagt sager angaaende borteblevnes formue efter reglerne i den tidligere forordning af 11. september 1839. Heri maa man ubetinget give udgiverne ret, samtidig med at man udtaler et fromt ønske om, at man for fremtiden maa blive forskaanet for lignende oplevelser ved ikraftsæt
teisen af love (se iøvrigt Borum i Ugeskrift for Retsvæsen 1946 B s. 200 f. og Ross sst. s. 219 f. samt om loven og kommentaren i almindelighed byretsdommer Theodor Petersen sst. 1947 B s. 70—77).
1945 udgav professor HENRY USSING Anden udgave af »Aftaler». Sammenlignet med Første udgave fra 1931 er fremstillingen vokset meget betydeligt i omfang — næsten til det dobbelte — og dens haandbogsmæssige karakter er blevet niere fremtrædende. 1 sin indgaaende omtale af bogen i Ugeskrift for Retsvæsens festnummer i anledning af Henry Ussings 60 aarsdag den 4. maj 1946 karakteriserer Illum bogen som Ussings hidtil betydeligste værk. En gennemgang af den kan ikke foretages paa dette sted, hvorfor der kun skal fremsættes et par bemærkninger m. h. t. nogle punkter, paa hvilke fremstillingen adskiller sig fra 1. udgave. Medens man hidtil forsaavidt angaar spørgsmaalet om gaveløfter, ikke har haft nogen samlet fremstilling siden Lassen Ussings Obligationsrettens Speciel Del (1923), har Ussing nu behandlet gavetilsagnet i en kort paragraf i »Aftaler». Afgrænsningen af gavetilsagnets begreb foretages i det hele i overensstemmelse med den tidligere behandling af spørgsmaalet; dog er forf. øjensynligt endnu længere paa vej bort fra kravet om, at der skal foreligge en formueforskydning, end han var i »Speciel Del». I fremstillingen af gyldighedsspørgsmaalet ved spil, spekulation og andre hasardkontrakter vender forf. sig — ligesom i sin udgave af Lassens Lærebog i Obligationsrettens specielle Del fra 1924 — imod Lassens indskrænkende fortolkning af begrebet »Dobbel» i D.L. 5—14—55, der f. eks. vilde holde skak, dam og domino uden for dobbel. Desuden mener han, at reglerne om dobbel i vidt omfang kan anvendes analogisk paa væddemaal, og at domstolene ogsaa uden for de tilfælde, hvor en saadan analogi kan anvendes, vistnok bør erklære alt væddemaal for ugyldigt (s. 216). Den sidste regel forekommer mig meget streng, og naar forf., forsaavidt angaar dobbel, vil opgive den af Lassen hævdede begrænsning til »lavere spil» og i stedet opstiller det kriterium, at der til opnaaelse af gevinst eller til tidsfordriv — eller begge dele — foretages visse handlinger efter bestemte regler, opstaar der spørgsmaal om, hvorledes man skal afgrænse dobbel i forhold til saadanne former for udendørsspil, hvor den sportslige side er mere eller mindre dominerende.
Som fællesbetegnelse for overdragelser og opgivelser inden for formueretten indfører Ussing den sproglige nydannelse »Forføjning». Forf. gør selv opmærksom paa, at udtrykket er dannet i tilslutning til tysk rets »Verfiigung», og dets germanistiske form er da ogsaa faldet flere anmeldere for brystet. Retfærdigvis bør det dog bemærkes, at ordene »forføje» i betydningen disponere og »forføjning» forekom i gammel dansk sprogbrug. Foruden til den ovenfor nævnte indgaaende anmeldelse af Illum kan henvises til landsretssagfører Niels Alkils i »Juristen» 1946 s. 254—58.
Af professor VINDING KRUSES »Ejendomsretten» er 1945—46 udkommet en å jourført Anden udgave. I modsætning til, hvad der plejer at være tilfældet med 2. udgaver, er denne mindre af omfang end 1. ud
gave, idet forf. paa adskillige punkter har koncentreret sin fremstilling. Værkets karakter er dog uforandret.
I »Ejendomsforbehold» (1946) har professor KNUD ILLUM taget et af de mest omstridte problemer inden for formueretten op til en indgaaende behandling. Den direkte aarsag hertil er hans utilfredshed med det af konkurslovskommissionen fremsatte forslag om regler vedrørende ejendomsforbeholdenes stilling over for køberens kreditorer. Forf. deler ikke den uvilje imod ejendomsforbeholdene, som i litteraturen navnlig har fundet udtryk hos Vinding Kruse, og som efter forf.s mening ligger til grund for konkurslovskommissionens principielle indstilling over for dem, samtidig med at der gøres saa betydelige udtagelser fra hovedreglen om deres ugyldighed, at denne hovedregel ganske fortaber sig. Forsaavidt angaar ejendomsforbeholdene ved afbetalingskontrakter, mener Illum, at de helt bør udgaa af gjeldsordningsloven og henvises til en helt ny lov om afbetalingskøb, der eventuelt maatte forbyde visse former for afbetalingskøb af sociale grunde. Loven om gældsordning bør bæres af konkursmæssige hensyn, og disse spiller kun i ringe grad ind ved ejendomsforbehold af denne art. løvrigt mener forf. i det store og hele, at den nuværende retstilstand inden for afbetalingshandlen er i overensstemmelse med samfundets interesser og blot kræver visse mindre korrektiver. — Forf.s behandling af vindikationsproblemerne, den strafferetlige beskyttelse for ejendomsforbeholdene, Tinglysningslovens § 38 o. s. v. er overordentlig interessant og hviler som alle Illums arbejder paa et indgaaende studium af retspraksis.
Docent ved Handelshøjskolen JAN KOBBERNAGELS »Ledelse og Ansvar» (1945) er allerede anmeldt i SvJT 1945 s. 626—30, af prof. Nial,hvorfor der her kun skal henvises til denne udførlige recension. I enartikel i »Juristen» 1945 s. 129—39 »Nogle betragtninger vedrørendeLedelsens Ansvar ved Aktieselskaber» har Niels Alkil med udgangspunkt i Kobbernagels bog taget spørgsmaalet op til en selvstændig kortfattet behandling.
Den sparsomme danske international-privatretlige litteratur er i 1946 blevet beriget med et omfangsrigt værk af landsretssagfører N. P. MADSEN-MYGDAL: »Ordre public og Territorialitet. Analytiske Betragtninger over Dispariteter i international Privatret I—II», der har forskaffet sin forfatter den juridiske doktorgrad. I det med noter, registre og engelsk resumé over 800 sider store værk behandler forf. det ret specielle spørgsmaal om, i hvilket omfang et lands domstole er berettiget til at sætte sig ud over fremmede retsregler, som efter almindelig international privatret synes at maatte komme til anvendelse. Forf. opstiller et omfattende begreb: Heterogenitet i videre forstand, af hvilket ordre publicsynspunktet og territorialitetssynspunktet (heterogenitet i snævrere forstand) er udslag. Værkets tyngdepunkt ligger paa det retsteoretiske omraade, nærmere bestemt kritikken af tidligere fremsatte opfattelser; men til verifikation af sine teorier har forf. fremdraget et uhyre domsmateriale fra talrige landes praksis. I sin omfattende anmeldelse i »Juri
sten» 1946 s. 207—22 udtaler prof. Borum, at forf. vedrørende en række emner har udkastet tanker, som maa nærmere efterprøves af den kommende forskning, men fremsætter samtidig den indvending, at forf. »gør praktisk taget overalt det hele mere indviklet, end det virkelig er». Denne sidste bemærkning vil utvivlsomt forløse en bunden tanke hos mangen en læser af det vanskeligt tilgængelige værk.
I Nordisk Tidsskrift for Strafferet 1939 gav professor i retsmedicin, formand for Retslægeraadet, dr. med. Knud Sand en fremstilling af de erfaringer, man havde gjort i de 10 aar, som var gaaet, siden der i dansk ret blev tilvejebragt mulighed for paa lovmæssig basis at foretage kastrationer. Afhandlingen skildrede kastrationens legemlige og sjælelige virkninger paa det opererede individ, dens indflydelse paa »de forbrydelses voldende mekanismer» hos den paagældende samt kastraternes sociale skæbne efter operationen. I »Legal Kastration i strafferetlig Belysning» (1946) har Sands juridiske medarbejder i Retslægeraadet, ekspeditionssekretær i Justitsministeriet Louis LE MAIRE behandlet den juridiske side af kastrationsproblemet, og han har erhvervet den juridiske doktorgrad paa sit arbejde. Bogens titel giver baade mere og mindre, end den indeholder. Mere, fordi den rent juridiske behandling af kastrationsproblemet baade kvantitativt og kvalitativt er den mindst betydningsfulde del af bogen. Mindre, fordi forf. har foretaget dybtgaaende kriminologiske undersøgelser af den samlede sexualkriminalitet i det førnævnte tiaar. Det af forf. undersøgte materiale, som han har hentet direkte fra akterne i de enkelte retssager, omfatter ca. 4,000 sexualforbrydere, og er belyst paa kryds og tværs. Saa vidt vides, findes intet andet sted en undersøgelse af tilsvarende omfang, og i den sparsomme danske kriminologiske litteratur er den ganske enestaaende. Man maa haabe, at andre vil følge i le Maires fodspor. Anmeldt SvJT 1947 s. 299—301 af Einar Sjövall.
Professor ved Danmarks tekniske Højskole JUL. HARTMANN har i »Jura og Maaleteknik. Et Indlæg for Brugen af den naturvidenskabelige Metode i Behandlingen af tekniske Retssager» (1946) rettet et kraftigt angreb paa det almindelig anvendte bevisisystem i saadanne sager. Efter forfatterens mening har man en god chance for at opleve middelalderens disputatser med deres dialektiske metode, hvis man vil følge behandlingen af en teknisk retssag. Den dialektiske metode, som for 300 aar siden blev opgivet inden for videnskaben, lever endnu inden for retsvæsenet. Skønsmændene skal efter forf.s opfattelse ikke skønne »d. v. s. opstille formodninger», men tage stilling til den med naturvidenskabelig metode foretagne undersøgelse, acceptere den eller forkaste enten ved at paavise, at resultatet er falsk, eller at efterprøvelse er vanskelig eller umulig. Uagtet forf. begrænser sin kritik til tekniske retssager, synes den i nogen grad at skyde over maalet. Det er meget sjældent, at man kan reducere problemet i en retssag til et rent teknisk spørgsmaal, og sjældnere, end de fleste teknikere vil indrømme.
Endelig skal i korthed omtales enkelte af de i 1945—46 udkomne haandbøger, forsaavidt de ikke allerede er nævnt.
»Systematisk Oversigt over Domme i kriminelle Sager 1933—42» af OTTO SCHLEGEL og Jons. FAURHOLT fortsætter de ældre samlinger, men har særlig interesse ved, at oversigten begynder med straffeloven af 1930's ikrafttræden og saaledes omfatter de aar, da praksis i henhold til denne lov blev grundlagt. De domme, der blev afsagt under krigen i henhold til de af tyskerne paatvungne tillæg til straffeloven, er ikke medtaget, da de ikke har praktisk interesse, og dette maa være afgørende for en samling af denne karakter. En stærkt savnet »Haandbog i Varemærkeret» (illustreret) er udsendt af HARRY V. DER IIUDE og JULIE OLSEN (1946). R. KÆSTEL: »Bankjura» (1945) giver en udmærket fremstilling af de retsspørgsmaal, en bankmand kommer i berøring med (se iøvrigt Alkils anmeldelse i Ugeskrift for Retsvæsen 1946 B s. 102—4). Af V. TOPSØE-JENSEN: »Dansk Lovregister» er 1945 og 1946 kommet nye å jourførte udgaver, og endelig er der 1946 udkommet en ny udgave af »Danmarks Love» i eet bind, den første siden 1942. Hvor tiltrængt den har været, fremgaar maaske bedst deraf, at lovene fra 1942—46 fylder ikke mindre end 500 af samlingens 2,500 sider. Overhovedet konstaterer man med en vis undren, hvor hurtigt datoer og aaretal paa love forældes i nutiden. Mindre end 1/3 af samtlige love er ældre end 1926.
Stig Iuul