Dansk lovgivning 1945/46. Lovgivningsarbejdet er stadig præget af de specielle forhold, som den tyske besættelse har fremkaldt, og er meget omfattende.
    Sigtende på en forbedring af den almindelige skattelignings effektivitet er en lov af 12. juli 1946 om selvangivelsen af indkomst og formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m. v. Af de mange nye regler, som loven bringer, er der særlig grund til at fremhæve den udvidede og gennemgribende kontrol, som skattemyndighederne kan gennemføre ved at kræve oplysninger hos pengeinstitutter, bankierer, vekselerere og sagførere om deres kunder og klienter. Det skal også kunne pålægges institutioner og personer, som indløser rente- og udbyttekuponer, under iagttagelse af de legitimationsregler, som måtte blive fastsat af finansministeren, at kræve bl. a. opgivet navn og nøjagtig adresse for de pågældende kuponejere. Med hensyn til konti hos banker og sparekasser og andre indskudsmodtagere, om hvis indehaveres navn og adresse indskudsmodtageren ikke har sikker kundskab, kan det bestemmes, at der i 6 måneder fra et fastsat tidspunkt ikke må foretages disposition over dem, forinden der er foretaget anmeldelse om ejerforholdet under nærmere fastsat legitimation for den, som første gang efter spærringen vil disponere over kontoen. Sådanne konti, som ikke har kunnet henføres til de virkelige ejere, kan yderligere spærres i et åremål, efter hvis udløb de med 6 måneders varsel kan inddrages i statskassen, såfremt ingen berettiget indsigelse fremkommer. Straffen for den, der i svigagtig hensigt afgiver urigtige, ufuldstændige eller på anden måde vildledende oplysninger til brug ved ansættelsen af sin egen eller en af ham repræsenteret skatteyders skattepligtige indkomst eller formue eller til brug ved beregningen af sin egen eller en af ham repræsenteret skatteyders indkomst- eller formueskat, er, hvad enten det offentlige har lidt tab derved eller ej, bøde indtil 5 gange det beløb, der ved det svigagtige forhold er eller vilde være unddraget det offentlige, eller i særlig grove tilfælde hæfte eller fængsel i indtil 2 år. I skattebesvigelsessager af mere alvorlig karakter vil den pågældendes navn, stilling og bopæl samt størrelsen af såvel efterbetalingen af den for lidt erlagte skat som den ikendte bøde være at offentliggøre i Statstidende. Idømmes frihedsstraf kan i visse tilfælde som tillægsstraf idømmes en bøde af samme størrelse som tidligere nævnt. Den, der erhvervsmæssig bistår en skattepligtig med affattelsen af dennes selvangivelse, og som ved denne virksomhed forsætlig unddrager eller søger at unddrage det offentlige skyldig skat, straffes med hæfte og under skærpende omstændigheder med fængsel i indtil 2 år; er der alene udvist uagtsomhed, er straffen bøde eller under skærpende omstændigheder hæfte. Den, der til brug ved kontrollen med skatteligningen forsætlig afgiver urigtige oplysninger, eller som forsætlig medvirker hertil, straffes med bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder, således navnlig såfremt gerningener begå et for vindings skyld, med fængsel i indtil 2 år.

    I forbindelse med ovennævnte lov er der ved lov af 7. juni 1946 for at kunne effektivisere skatteligningen indført amtsskatteråd og amtsligningsinspektorater, hvilket betyder en decentralisering av arbejdskraften i Ligningsdirektoratet i København.
    Af indgribende betydning for landets økonomiske liv er lov af 12. juli 1946 om udskrivning af en formuestigningsafgift og et stabiliseringslån. Loven tilsigter først og fremmest en opsugning af en del af de ledige penge, der er fremkommet i forbindelse med nationalbankens finansiering af Tysklands overskudsimport fra Danmark under besættelsesperioden og af okkupationsomkostningerne iøvrigt, men har tillige til formål at inddrage en del af de af krigskonjunkturerne påvirkede formuestigninger.
    Den i SvJT 1942 s. 474 omtalte lov om bevarelse af enkepensionsret ved separation og skilsmisse er blevet forlænget uændret til rigsdagssamlingen 1950/51. Tilsvarende regler er for statstjenestemændenes vedkommende optaget i statstjenestemandsloven af 6. juni 1946.
    Den i SvJT 1943 s. 629 nævnte lovgivning om erhvervelse af fast ejendom, der var blevet forlænget ved forskellige love, har ophørt at have gyldighed med udgangen af året 1946.
    Til de hjælpeforanstaltninger, som under Danmarks besættelse blev truffet fra svensk side, hørte et ikke ubetydeligt antal naturalisationer af danske statsborgere, særlig personer af jødisk afstamning. De personer, som omfattedes af disse naturalisationer, havde som regel en vis tilknytning til Sverige — gennem afstamning, giftermål eller på anden måde — men opfyldte som alt overvejende regel ikke de betingelser, som normalt kræves for erhvervelse af statsborgerret i Sverige. Naturalisationerne foretoges således af rent humanitære grunde og kunde ikke i sig selv anses som udtryk for et ønske hos de pågældende om varigt at erstatte deres danske indfødsret med svensk statsborgerret. I mange tilfælde kan det endog antages, at de pågældende ikke har været fuldt vidende om virkningen af de trufne foranstaltninger, lige som de ofte turde have regnet med, at erhvervelsen af svensk statsborgerret var en formalitet, som af sig selv vilde miste sin betydning, når normale tilstande påny var indtradt i Danmark. Det kunde derfor ikke påregnes, at blot et flertal af de pågældende selv vilde tage et initiativ til at generhverve dansk infødsret. Fra dansk side ansås det nødvendigt at de pågældende personer, forsåvidt de enten er forbleveti Danmark eller allerede var vendt tilbage hertil eller vender tilbage indenfor en vis frist, atter indsættes i deres fulde borgerlige rettigheder i Danmark, ligesom man ikke vilde finde det rimeligt, om man i forhold til Sverige kunde gøre gældende, at de pågældende ikke længere havde dansk indfødsret, men var blevet svenske statsborgere. Efter forhandlinger mellem det danske indenrigsministerium og det svenske justitsdepartement blev der udarbejdet et lovforslag, som stadfæstedes som lov d. 12. juli 1946. Ifølge denne lov generhverves dansk indfødsret af den, som i tiden fra d. 29. august 1943 til d. 1. juni 1945 har mistet

denne ret ved at erhverve svensk statsborgerret ved bevilling, og som ved lovens ikrafttræden havde bopæl i Danmark eller inden d. 1. september tog sådan bopæl, medmindre han havde taget ophold i Sverige inden d. 29. august 1943. Dansk infødsret generhverves endvidere af den, som i ovennævnte tidsrum har mistet denne ret som følge af, at hans fader eller moder har erhvervet svensk statsborgerret ved bevilling, medmindre faderen (moderen) havde taget ophold i Sverige inden d. 29. august 1943, eller den pågældende selv ikke ved loven sikrafttræden havde bopæl i Danmark eller inden d. 1. september 1946 tog sådan bopæl. Bestemmelserne finder ikke anvendelse på den, som efter at have erhvervet svensk statsborgerret har erhvervet statsborgerret i et andet land, ej heller på den kvinde, som efter at have erhvervet svensk statsborgerret har indgået ægteskab med en mand, der ikke er i besiddelse af dansk indfødsret. Generhverver en mand indfødsret, erhverver (generhverver) også hans hustru og ugifte børn under 18 år indfødsret, medmindre de ikke ved lovens ikrafttræden havde bopæl i Danmark eller inden d. 1. september 1946 tog sådan bopæl. Tilsvarende regel gælder forholdet mellem en kvinde og hendes udenfor ægteskab fødte, ugifte børn under 18 år. Generhverver nogen dansk indfødsret efter disse regler, ses der i alle forhold, hvor besiddelsen af dansk indfødsret er af betydning, bort fra, at han i tiden efter d. 28. august 1943 har været svensk statsborger. Blandt dem, der måtte flygte til Sverige, var også ikke-danske statsborgere, for hvem afbrydelsen af deres ophold i Danmark vilde medføre, at de ikke erhvervede den danske indfødsret, som loven hjemler ved fødsel i Danmark og hjemsted her indtil det fyldte 19. år, eller at de ikke kunde bevare deres danske indfødsret, hvilket gælder danskfødte kvinder, der har indgået ægteskab med en ikke-dansk statsborger og er blevet boende i Danmark. For disse kategoriers vedkommende er det fastsat, at deres ophold i Sverige ikke skal komme dem til skade ved deres erhvervelse (bevarelse) af dansk statsborgerret, såfremt de er vendt tilbage til Danmark inden henholdsvis d. 1. august 1945 og d. 1. januar 1946.
    Efter indfødsretsloven af 18. april 1925 erhverver et udenlandsk barn, der er født i Danmark og forblevet her til det fyldte 19. år, uden videre dansk indfødsret, medmindre det i løbet af det sidste år erklærer ikke at ville være dansk, og en udenlandsk kvinde, der gifter sig med en dansk mand, erhverver uden videre indfødsret, og det samme gælder de børn, som ægtefællerne måtte have sammen inden giftermålet. Ifølge en lov af 12. juli 1946 kommer den første af disse bestemmelser med virkning fra og med d. 9. april 1940 og indtil d. 31. deecember 1947 ikke til anvendelse på tyske statsborgere eller på statsløse, som selv eller hvis forældre senest har været i besiddelse af tysk statsborgerret, medmindre andet i det enkelte tilfælde ved lov bestemmes. Den anden af bestemmelserne kommer med virkning for samme tidsrum ikke til anvendelse på tyske statsborgere, på statsløse, som selv eller hvis forældre senest har været i besiddelse af tysk statsborgerret eller på per

soner, der som flygtninge ved tysk foranstaltning er ført til Danmark, eller som iøvrigt opholder sig her uden at være i besiddelse af dansk opholdstilladelse, medmindre andet i det enkelte tilfælde ved lov bestemmes. Efter loven af 1925 tabes dansk indfødsret af den, der blivers tatsborger i et andet land, men for den, der bor i Danmark, og som ved fødslen har erhvervet dansk indfødsret, indtræder tabet først, når han flytter ud af riget; denne bevarelse af dansk indfødsret tilkommer ifølge loven af 1946 ikke den, der har erhvervet tysk statsborgerret i tiden fra og med d. 9. april 1940 og indtil d. 31. december 1947, medmindre andet i det enkelte tilfælde ved lov bestemmes. Endelig indeholder loven en overgangsbestemmelse for dem, der inden lovens ikrafttræden har erhvervet dansk indfødsret, eller som har erhvervet tysk statsborgerret.
    Ved lov af 12. juli 1946 er der truffet bestemmelse om vederlag, pension m. m. til rigsdagsmænd. Vederlaget, som ikke har været ændret siden 1920, fastsættes nu til 5,700 kr. årligt for de medlemmer, der har bopæl i København eller indenfor en afstand af 20 km fra Københavns hovedbanegård, 7,200 kr. årligt for de medlemmer, der har bopæl i en afstand af over 20 km, men under 75 km fra Københavns hovedbanegård, og 8,700 kr. årligt for de øvrige medlemmer. Til dette vederlag ydes der et tillæg efter noget lignende regler, som er fastsat for statens tjenestemænd. Endvidere tilkommer der rigsdagens medlemmer og disses enker pension, til dækning af hvilken der i vederlaget afkortes et beløb, der årligt udgør 7.5 % af 5,700 kr. Berettigelsen til pension indtræder, når en rigsdagsmand — i en eller flere perioder — har været medlem af rigsdagen i ialt 10 år og en del af hans virksomhed som rigsdagsmand er faldet efter hans fyldte 50. år. Pensionen ydes fra den dag, da han ophører at være medlem af rigsdagen, såfremt han på dette tidspunkt er fyldt 65 år, og ellers fra den dag, da han opnår denne alder; dog kan der, hvor ganske særlige forhold taler derfor, efter beslutning af rigsdagens præsidier ydes pensionsberettigede tidligere rigsdagsmedlemmer, der ikke er fyldt 65 år, pension, om hvis størrelse der i hvert enkelt tilfælde træffes nærmere bestemmelse. Den ordinære pension udgør fra 1,600 kr. till 4,000 kr. årlig; den højeste pension opnås efter 19 års medlemsskab. Bliver en pensioneret rigsdagsmand påny medlem af rigsdagen, inddrages pensionen i den periode, hvori han derefter fungerer som rigsdagsmand. Retten til pension fortabes, såfremt den pågældende ved dom findes skyldig i en strafbar handling, der betager ham valgret til Folketinget. Pensionen bortfalder, når den pågældende uden samtykke af rigsdagens præsidier modtager tjeneste for en fremmed stat eller uden sådant samtykke tager ophold i udlandet, når han i et sammenhængende tidsrum af 3 år ikke har hævet pensionen uden senere at kunne bevise lovlig forhindring, og når han ved dom findes skyldig i en strafbar handling, der betager ham valgret til Folketinget. — En enke efter en rigsdagsmand har ret til pension, uanset om manden ved sin død var pensionsberettiget, og uanset om han

på dette tidspunkt var ophørt at være medlem af riksdagen. Enkepensionen udgør, når manden ikke var pensionsberettiget, 700 kr. årlig og ellers ²/3 af den pension, han ved dødsfaldet oppebar eller på grund af sin virksomhed som rigsdagsmand var berettiget til senere at oppebære. Uberettigede til enkepension er enker, hvis ægteskab er indgået efter mandens fyldte 60. år eller på hans dødsleje, eller efter at han var ophørt at være medlem af rigsdagen. En enke kan ikke samtidig oppebære vederlag som medlem af rigsdagen og enkepension og ikke samtidig egenpension og enkepension; opfylder en enke ved mandens død eller senere betingelserne for at oppebære såvel egenpension som enkepension, har hun kun krav på den af de to pensioner, der er størst. Retten til enkepension berøres ikke af, at separation har fundet sted; i tilfælde af skilsmisse finder de for statens tjenestemænd fastsatte regler tilsvarende anvendelse. Enkepensionen bortfalder i de samme tilfælde, som medfører bortfald af pension for rigsdagsmænd og, når enken indgår nyt ægteskab; i det sidste tilfælde er hun berettiget til atter at få den samme pension, hvis hun påny bliver enke, men ikke hvis hun bliver skilt. Enken efter en pensioneret rigsdagsmand er berettiget til i 3 måneder efter mandens død at modtage månedlig 1/2 af hans pension; efterlades ikke enke, tilkommer samme ret afdødes uforsørgede børn under 18 år, såfremt disse ved dødsfaldet var undergivet hans forældremyndighed, og en tilsvarende ret tilkommer uforsørgede børn ved enkens død. Endelig indeholder loven bestemmelser om nedsættelse af pensionen, såfremt der tilkommer den pågældende pension fra en statstjenestemandsstilling eller fra en stilling i anden offentlig virksomhed. Reglerne om pension kommer kun til anvendelse, såfremt den pågældende har været medlem af rigsdagen efter d. 31. marts 1946, men rigsdagens præsidier er berettigede til efter anmodning at tilstå rigsdagsmedlemmer, der inden denne dato er ophørt at være medlemmer af rigsdagen, og enker efter sådanne en årlig ydelse, hvis størrelse fastsættes af præsidierne.
    I fortsættelse af de i SvJT 1946 s. 541 omtalte forholdsregler overfor tysk og japansk ejendom i Danmark er der ved lov af 30. marts 1946 truffet bestemmelse om, at al tysk og japansk fjendtlig ejendom, der befinder sig heri landet, konfiskeres til fordel for den danske stat. Udtrykket ejendom omfatter alle økonomiske værdier, af hvad navn nævnes kan. Endvidere er der ved forskellige love gennemført skærpede regler for revisionen af den avance, som var opnået ved handelsmellemværende med besættelsesmagten og om indbetaling til statskassen af sådan avance.
    Den tyske værnemagt havde i ikke ringe omfang benyttet fast ejendom til militære formål, såsom flyvepladser og befæstningsanlæg. De største vanskeligheder fra disse forhold opstår med hensyn til de talrige ejendomme, der er udgået af privat eje, fordi værnemagten har foretaget større anlæg eller foranstaltninger, der medførte indgreb i ejendommens substans, og hvor et almindeligt lejeforhold derfor ikke ansås for en egnet ordning af forholdet til ejeren. I disse tilfælde blev

der oprettet en særlig kontraktform, hvorefter ejeren »udlejede» sin ejendom til værnemagten mod et vederlag, svarende til ejendommensværd i, men således at han forpligtede sig til uden yderligere vederlag at meddele den danske stat endeligt skøde på ejendommen (såkaldt »skødeklausul»). Til på sine vegne og med fuld forbindende virkning for sig at udstede sådant skøde gav han som regel samtidig en uigenkaldelig bemyndigelse til en dansk myndighed. Ved forskellige lovbestemmelser under besættelsen blev der dog tillagt de tidligere ejere ret til mod vederlag at få ejendommene tilbagegivet, når de hensyn, der har nødvendiggjort beslaglæggelsen, ikke mere består. I en lov af 12. juli 1946 er der truffet bestemmelser om afviklingen af disse forhold. Den tidligere ejer af en skødeklausulejendom må, hvis han ønsker at gøre sin ret til mod vederlag at få ejendommen tilbagegivet, anmelde retten inden en nærmere fastsat frist, men dersom ejendommen efter ministeriets skøn indgår i et samlet anlæg, eller den ved tysk foranstaltning er undergået væsentlig forandring, kan ministeriet træffe bestemmelse om, at den tidligere ejers tilbagekøbsret helt eller delvis bortfalder, samt om hvorledes ejendommen i så fald fremtidig skal anvendes til offentligt formål. Såfremt tilbagekøbsretten ikke bortfalder, kan der, hvor hensynet til en hensigtsmæssig jordfordeling eller andre særlige hensyn kræver det, foretages reguleringer af de enkelte ejendommes indbyrdes afgrænsning. Påføres der ved tilbagekøbsrettens fuldstændige eller delvise bortfald den tidligere ejer tab, der ikke må anses for dækket ved et tidligere oppebåret vederlag, tilkommer der ham fuldstændig erstatning. Såfremt tilbagekøbsretten ikke bortfalder, fastsættes tilbagekøbsprisen under hensyntagen til det for afståelse af ejendommen ydede vederlag og til sådanne rådighedsindskrænkninger, som måtte være pålagt i henhold til loven, ligesom der også træffes bestemmelse om de nærmere vilkår for købesummens berigtigelse. Har de tyske myndigheder på en ejendom, der ikke er skødeklausulejendom, opført bygninger eller foretaget andre forbedringer, der i væsentlig grad har forøget ejendommens værdi, er ministeriet berettiget til at kræve den således tilvejebragte værdiforøgelse indbetalt i statskassen, men ejeren kan i så fald fremsætte krav om, at staten overtager ejendommen eller den del deraf, hvis værdi er forøget, mod at betale fuld erstatning for det overtagne uden hensyn til forbedringen; det beløb, der eventuelt vil være at indbetale i statskassen, kan forblive indestående som lån i ejendommen.
    I retsplejeloven er der ved en lov af 12. juli 1946 foretaget forskellige mindre ændringer, og det i SvJT 1945 s. 516 omhandlede straffelovstillæg ang. forræderi og anden landsskadelig virksomhed er blevet underkastet nogle ændringer under hensyn til de gjorte erfaringer og den praksis, som havde udviklet sig ved lovens administration. Ved en lov af 9. oktober 1945 er der skabt en ret for personer, der uforskyldt har været undergivet internering ved frihedsbevægelsens foranstaltning, til at få erstatning for den ved interneringen tilføjede formueskade, lidelse og tort.

    For strafforfølgning mod krigsforbrydere i Danmark er der truffet bestemmelser i lov af 12. juli 1946. Har en udlænding, som har stået i tysk tjeneste eller gjort tjeneste under en med Tyskland forbunden magt, under krænkelse af de for besættelse og krig gældende folkeretlige love og sædvaner begået et efter sin art efter dansk ret strafbart forhold i Danmark eller til skade for danske interesser, kan tiltale for den begåede forbrydelse rejses og straf idømmes ved dansk domstol. Strafansvar kan endvidere udover de nævnte tilfælde pålægges for krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden såsom mord, mishandling af civile, fanger eller søfarende, drab af gidsler, plyndring af offentlig eller privat ejendom, rekvisition af penge eller andre værdier, indgreb i statsforfatningen, pålæg af kollektive straffe, sprængning eller anden ødelæggelse, alt forsåvidt de pågældende handlinger er foretaget i strid med de for besættelse og krig gældende folkeretlige regler, samt endvidere for deportation eller anden forfølgelse af politiske, racemæssige eller religiøse grunde i strid med danske retsgrundsætninger og iøvrigt for handlinger, der, selvom de ikke er nævnt tidligere, dog omfattes af art. 6 i statut for den internationale militærdomstol. For forbrydelser, der omfattes af loven, kan den i vedkommende straffebestemmelse foreskrevne straf forhøjes til fængsel indtil på livstid. Rammes forholdet ikke af nogen hidtil gældende dansk straffebestemmelse, er straffen fængsel indtil på livstid. Livsstraf kan dog idømmes under de i straffelovstillægget af 1945 nævnte vilkår, jfr. SvJT 1945 s. 518, eller iøvrigt under særlig skærpende omstændigheder. At den strafbare handling er udført i henhold til ordre eller under indflydelse af et afhængighedsforhold, fritager ikke for ansvar, men kan tages i betragtning som en formildende omstændighed, og under særlig formildende omstændigheder kan straffen helt bortfalde. Idømmes fængsel, skal den pågældende udlænding efter udstået straf udbringes af riget. Strafansvar eller andre retsfølger i henhold til loven samt adgangen til at fuldbyrde de i medfør af denne afsagte domme forældes ikke. Bestemmelserne i Borgerlig Straffelovs alm. del finder, forsåvidt andet ikke følger af lovens bestemmelser anvendelse på de af loven omfattede forbrydelser. Københavns Byret er værneting for disse sager.
    De gamle forordninger af 1839 ang. behandlingen af en bortebleven persons formue og af 1817 om forladt arv er blevet afløst af en lov af 12. juli 1946 om borteblevne, der giver adgang til at få en alment virkende dødsformodningsdom over den borteblevne. En sådan dom har den virkning, at den borteblevne skal anses for død med alle deraf følgende retsvirkninger: hans formue falder i arv, udbetaling af pension og livsforsikringer, ret for den eventuelle ægtefælle til at indgå nyt ægteskab. Overstiger den borteblevnes formue ikke 2,000 kr., kan formuen uden dødsformodningsdom tages under skiftebehandling. Viser det sig, efter at dødsformodningsdom er afsagt, at den borteblevne lever, er der givet bestemmelser om hans adgang til at kræve sine ejendele tilbage fra sine arvinger, og om, hvorledes der skal forholdes, hvis der måtte være udbetalt forsikringssum, pension, overlevelsesrente eller lignende.

Johannes Faurholt.

 

40—477004. Svensk Juristtidning 1947.