ANDERS SUNESEN SOM LOVGIVER OGJURIDISK FORFATTER.

 

AV

 

PROFESSOR STIG IUUL.

 

Af de tre store ærkebiskopper i Lund i 11- og 12-hundredtallet: ESKIL, ABSALON og ANDERS SUNESEN, er Anders Sunesen den, hvis billede indtil de seneste aar har staaet med de svagest optrukne konturer. Anders Sunesen havde ikke en Saxo, hvis forherligende karakteristik af ham gennem aarhundreder gjaldt som den historiske sandhed. Ej heller har vi — som for Eskils vedkommende — en række forskellige kilder til belysning af hans virksomhed i statens og kirkens tjeneste. Hvad vi ved om Anders Sunesens liv og virke, er forholdsvis beskedent; men efter hans død slyngede legenden sig om mindet om den fromme ærkebiskop. Medens Absalons eftermæle i de nærmest følgende aarhundreder efter hans død ikke stod maal med det idealbillede, Saxo havde tegnet af ham, idet først fremdragelsen af Saxos Gesta Danorum i det 16. aarhundrede gav Absalon den plads, som han indtil nutiden har haft i alle fremstillinger af danmarkshistorien, finder vi i traditionen om Anders Sunesen træk fra skildringerne af hellige mænd. Fortællingen om Moses' forbøn for Israelitterne i deres kamp med Amalekiterne knyttedes til sagnet om Dannebrog, der faldt ned fra himlen til de danske krigere i slaget ved Reval 1219, saaledes at Anders Sunesen blev den danske Moses, af hvis forbøn slagets enkelte faser afhang. Ifølge traditionen blev han i sine sidste aar ramt af spedalskhed og tilbragte resten af sit liv, isoleret fra alle mennesker, paa Ivö i Skaane, og der skete mirakler i hans nærhed.
    Flere af de ældre historiske forfattere har forsøgt at give en skildring af Anders Sunesens liv og indsats; men noget klart billede af ham har de ikke været i stand til at tegne. Det er væsentlig blevet en fremstilling af den baggrund, paa hvilken han virkede,

 

Gästföreläsning vid Uppsala universitet d. 5 mars 1947.

 

værdifuld som tidshistorie, men mangelf uld som skildring af hans personlighed.
    I de senere aar er der imidlertid i litteraturen ved at foregaa en fuldstændig omvurdering af Anders Sunesen. Han er nu blevet den store politiker, den lærde kirkefyrste og lovgiver og er i færd med at fordunkle sin store forgænger Absalon.
    I hvilken grad Anders Sunesen har staaet bag ved kong Valdemar Sejrs imperialistiske politik i begyndelsen af 1200-tallet, kan vi kun gisne om. Det forekommer mig, at han i saa henseende synes at have været mindre aktiv end sine brødre, deriblandt roskildebispen Peder Sunesen. Emnet for min forelæsning i dag er dog alene at undersøge hans indsats som lovgiver og juridisk forfatter.
    Anders Sunesen var søn af den store sjællandske godsejer Sune Ebbesen, Absalons fætter, og tilhørte saaledes i kraft af sin fødsel den ledende kreds af stormænd i Valdemarstiden, den saakaldte Hvideslægt, der efter Valdemar den Stores tronbestigelse i 1157 var den første slægt i riget efter kongeslægten. Selv var han født engang i aarene 1160—70, og i sin ungdom blev han som saa mange andre stormandssønner sendt til udlandet for at studere. Hans studier førte ham dog videre omkring, end de fleste andre naaede. Først og fremmest studerede han naturligvis i Paris, som hans onkel, Absalon, i sin tid havde gjort, og som saa mange andre danske før og efter ham; men desuden opholdt han sig i Bologna og i England, og derfra vendte han atter tilbage til Paris for nu at virke som lærer, som magister theologiae — saaledes som han senere jævnlig tituleredes. I Bologna havde hansi studier naturligvis retsvidenskaben til genstand, formodentlig i første linie den kanoniske ret. Hvad han studerede i England, er ikke muligt at sige, ej heller om han studerede ved det nyoprette deuniversitet i Oxford. Paa den tid virkede i England den berømte jurist Vacarius, som var indvandret fra Bologna. De lærde strides om, hvorvidt han var lærer i Canterbury eller i Oxford; men dette er i denne forbindelse uden betydning. Der er ingen nødvendighed for, at Anders Sunesen har været Vacarius' elev, og dennes berømte værk Liber pauperum,¹ der benyttedes som lærebog i Oxford paa den tid, synes ikke at have paavirket Anders Sunesens juridiske arbejder.

 

¹ Udgivet 1927 som vol. 44 i The Publications of the Selden Society.

 

    I midten av 1190erne var Anders Sunesen tilbage i Danmark. Han havde en solid uddannelse bag sig og var naaet videre end de fleste, selv om hans studietid havde været mindre langvarig end adskillige af ans samtidiges. Han var endnu en ung mand, maaske endnu ikke fyldt 30 aar. Han blev udnævnt til domprovst i Roskilde og til kongens kansler, og ifølge fortalen til Saxos Gesta Danorum hævede han dette embede op til en høj værdighed. Formodentlig i sin egenskab af kansler sendtes han kort efter til udlandet paa en sendefærd, hvis formaal var at faa ophævet annullationen af ægteskabet mellem den franske konge Philip August og den danske konge Knud den 6.'s søster Ingeborg. Hans rejse, som fandt sted under bevægede omstændigheder — en overgang blev han saaledes selv fængslet — førte imidlertid ikke til noget resultat. Faa aar senere efterfulgte han i aaret 1201 Absalon som ærkebiskop i Lund og Sveriges primas, hvortil han et par aar efter føjede værdigheden som staaende pavelig legat.
    Det er ikke her stedet at gaa nærmere ind paa hans virksomhed indenfor den danske og svenske kirke eller paa det arbejde, han udførte for at udbrede kristendommen i Estland og andetsteds. Der er dog næppe tvivl om, at for ham havde den danske konges erobringstogter karakteren af korstog. Det var ogsaa Anders Sunesen, som grundlagde det første dominikanerkloster i Danmark, idet han skænkede sortebrødrene en grund i Lund og opførte bygninger til dem. Arnold af Lybæk priser ham for hans strenge levevis og fremhæver, at han som ærkebiskop vedblev at være ydmyg, fredsommelig, ærlig og ordholdende, saaledes at mange følte hans nidkærhed som en spore for dem selv.¹
    Mange aar fik han dog ikke lov at virke i sin fulde kraft. Legemlige skrøbeligheder meldte sig, og da Innocens III sammenkaldte det fjerde laterankoncilium (1215), undskyldte han sig for at møde. Dette indbragte ham en alvorlig irettesættelse af den myndige pave,² hvorefter han formodentlig gav møde i Rom. 1221—22 ansøgte han paven om tilladelse til at nedlægge sit embede. Paven forsøgte at ombestemme ham,³ men forgæves, og i 1223 afsagde han sig definitivt sit embede som ærkebiskop og trak sig tilbage til Ivö, hvor han døde St. Hansdag 1228. Man har som omtalt ment, at den uhelbredelige sygdom, han anfører som

 

¹ Chronica Slavorum V 18.

² Bullarium Danicum Nr. 92.

³ Bullarium Danicum Nr. 172.

 

grund til sin ansøgning om tilladelse til al resignere, skulde være spedalskhed; men det forekommer mig temmelig usandsynligt, at man i saa fald skulde have søgt at bevæge ham til at fortsætte i sit embede. I middelalderen, da man paa enhver maade søgte at isolere de spedalske fra det menneskelige samfund, vilde man næppe have kunnet tænke sig, at en. biskop i aarevis skulde kunne beklæde sit embede — tilmed mod sit eget ønske — efter at være angrebet af spedalskhed. I selve biblen var det jo i Moseloven foreskrevet, at de spedalske skulde være urene, bo alene og deres boliger skulde være borte fra andre menneskelige boliger (Lev. 13. 46). I betragtning af, at traditionen om Anders Sunesens spedalskhed er af meget sen dato, og at det ved en undersøgelse af hans jordiske rester er godtgjort, at han led af en anden uhelbredelig sygdom: en deformerende knogleforkalkning,¹ er der ikke grund til at antage, at han ogsaa skulde have været lidende af spedalskhed. Den sygdom, af hvilken han bevislig led, maatte volde ham saadanne vanskeligheder under udførelsen af hans kirkelige pligter, at en opgivelse af embedet til sidst stod for ham som den eneste mulige udvej.
    Anders Sunesen hører til den snævre kreds af nordboere, som har skabt sig et navn indenfor den middelalderlige videnskab. Hans hovedværker er de to teologiske værker: Hexaémeron og De syv sakramenter, af hvilke det sidste desværre forlængst er gaaet tabt, samt det juridiske arbejde: Liber legis Scanie. Hexaemeron er et meget omfattende teologisk læredigt paa mere end 8,000 hexametre, hvori der efter en skildring af skabelsen gives en udførlig redegørelse for vigtige spørgsmaal indenfor den katholske dogmatik. Det bærer ikke hans navn, og Saxos hentydning til Anders Sunesens fremragende dogmatiske værk behøver ikke nødvendigvis at tage sigte paa Hexaémeron, lige saa lidt som en anonym forfatters oplysning i 1300-tallet om, at Hexaémeron er forfattet av Anders Sunesen, kan være afgørende. Derimod har GERTZ² gjort opmærksom paa det ejendommelige hexameter, hvormed værket afsluttes:

 

    »Ad summun finem cm perductum ifinio li brum ».

 

¹ OTTO RYDBECK: Ärkebiskop Andreas Sunessons grav i Lunds domkyrka (1926) s. 114 m. fl.

² Andreae Sunonis filii Archiepiscopi Lundensis Hexaemeron libri duodecim ed. M. CL. GERTZ (1892) p. IV. 

    Læser man de første bogstaver i de første fire ord, faar man en antagelig forkortelse for Andreas Sunonis filius, pontifex. Naturligvis kan dette aldrig blive andet end en hypotese; men den forekommer ikke usandsynlig, og sammenholder man denne maskerede signering af værket med de øvrige oplysninger, er det næppe for dristigt at fastslaa, at Anders Sunesen er Hexaémerons forfatter.

 

    Dette resultat er af væsentlig betydning for afgørelsen af forfatterskabet m. h. t. liber legis Scanie. Ganske vist indeholder det ældste haandskrift af denne en efterskrift, der lyder:

 

    »Explicit liber legis Scanie, quem dominus Andreas Lundemis ecclesie archiepiscopus, Suethie primas, apostolice sedis legatus composuit ad utilitatem totius terre»

 

men den slags henførelser i middelalderen af litterære arbejder til bestemte forfattere er ofte aldeles ubeføjede. Man behøver blot at erindre om de yderst populære og maadelige arbejder, som med urette henføres til den berømte Bartolus de Saxoferrato og den næsten lige saa berømte Johannes Andreæ. Men for liber legis Scanies vedkommende er der ingen tvivl om, at den hidrører fra samme mand, som har æren for Hexaémeron. Dette fremgaar klart af en sammenligning af de to værker. Ikke blot er de begge forfattede af en mand, der havde et mere end almindeligt herredømme over det latinske sprog — uden al hans stil dog naar Saxos i overlæssethed og bestræbelser for at give tanken det mest kunstfærdige udtryk —, men paa flere steder er der en saadan overensstemmelse mellem udtryksmaaden i Hexaémeron og liberlegis Scanie, at det næsten er utænkeligt, al der skulde være tale om to forskellige forfattere. Det klareste exempel er det berømte sted i liber legis Scanie (c. 127), hvor det siges om den verdslige ret, at den skal følge den guddommelige ret:

 

    »velud famule obsequenti velud pedisseque sequenti domine sue vestigia».

 

    Hertil svarer næsten ordret (v. 2981 f) i Hexaémeron:

 

    »inde sequi tamquam domine sacrae / legis canonice non dedignatur honorans / lex humana minor ancilla pedissequa supplex». —

 

    Med sine to arbejder har Anders Sunesen — til trods for deres forskellighed — formodentlig forfulgt samme formaal, nemlig at tilvejebringe fremstillinger til brug ved undervisningen i domskolen i Lund. Hexaémeron var en indførelse i almindelig middel-

 

alderlig teologi, ikke noget originalt arbejde, idet det i høj grad var paavirket af forfattere som PETRUS LOMBARDUS, PETRUS ComESTOR m. fl.; men for dets egenskab af en lærebog var det jo kun en fordel, at det var i overensstemmelse med datidens store autoriteters mening. Liber legis Scanie var paa tilsvarende maade en introduktion i den verdslige ret i Skaane.¹ Maaske kunde man have ventet, at Anders Sunesen vilde have set det som en mere nærliggende opgave at forfatte en ledetraad i romersk-kanonisk ret; men for ham har det øjensynlig først og fremmest været maalet at sætte de unge gejstlige i stand til at beherske den verdslige ret, som de kom i forbindelse med paa landstinget i Lund og andetsteds paa tingene i Skaane, saaledes at de i kraft af deres uddannelse vilde have de naturlige forudsætninger for at deltage i ledelsen af tingenes forhandlinger.
    Det værk, med hvilket det ligger nærmest at sammenligne Anders Sunesens liber legis Scanie, er den kommentar til Jyske lov som viborgbispen KNUD MIKKELSEN² forfattede ca. 250 aar senere, og en saadan sammenligning er saa meget mere frugtbar, som den klart understreger den fundamentale forskel mellem de to arbejder. Knud Mikkelsens glosser var en fremstilling, som henvendte sig til datidens lærde verden. Den indeholdt en retssammenlignende undersøgelse af en national retskilde paa den ene side og den romersk-kanoniske ret paa den anden side, og som følge heraf var den udstyret med hele det lærde apparat, som hørte sig til i en retsvidenskabelig afhandling. I Anders Sunesens arbejde savnes ethvert apparat. Det er en elementarbog, som henvender sig til en kreds af læsere, som manglede alle retsvidenskabelige forudsætninger, og som heller ikke paa forhaand kunde antages at være klar over betydningen af de nationale juridiske termini. Derfor indeholder det en række definitioner af juridiske begreber, f. eks. hævd, skødning, bol, af det skaanske skæppemaal o. s. v., der ikke har noget sidestykke i den danske tekst af Skaanske lov,i det denne forudsætter dem som almindelig bekendte. For den, der ikke har en saadan indsigt, er Anders Sunesens arbejde derfor af ikke ringe betydning som supplement til de danske landskabslove. At hans fremstilling maatte være forfattet paa latin, er næsten en selvfølge, naar man tager i betragtning, til hvilket for-

 

¹ Jfr. Lauritz Weibull: Skånes kyrka från älsta tid till Jacob Erlandsens död 1274 (1946) s. 183.

² Jfr STIG IUUL: Jyske Lov i Retslitteraturen før 1683. »Med Lov skal Land bygges» (1941) s. 129—45. 

maal den var udarbejdet, og arbejdets pædagogiske karakter understreges ved de forskellige moraliserende og motiverende betragtninger, med hvilke han har ledsaget de positive lovbestemmelser.
    Anders Sunesens liber legis Scanie har fra gammel tid i litteraturen været betegnet som hans parafrase over den skaanske lov, hvormed man altsaa har villet betegne den som en friere gengivelse og bearbejdelse af den skaanske lov. Der er dem, som har ment, at den skulde være den ældste nedskrivning af den skaanske ret i Valdemarstiden, saaledes at den danske tekst af S. L. skulde hvile paa den,¹ men denne opfattelse — der heller ikke er særlig godt underbygget — er forlængst forladt. Derimod har det indtil de seneste aar været antaget, at S. L. i den skikkelse, hvori den nu foreligger, ikke kan have været det direkte forlæg for Anders Sunesens parafrase, men at denne skulde bygge paa en ældre tekst af S. L., som ligeledes har været benyttet af redaktøren af den bevarede tekst af S. L. Imedlertid er det, saavid tjeg kan se, godtgjort paa ret uomstødelig maade af HOLMBÄCK og WESSÉN,² at det er selve den bevarede tekst af S. L., som har været benyttet af Anders Sunesen, idet de uoverensstemmelser mellem Anders Sunesen og S. L., som man tidligere antog udgjorde en hindring for, at der kunde være et direkte slægtskabsforhold mellem de to tekster, lader sig forklare paa anden og fuldt tilfredsstillende maade.
    Anders Sunesen maa altsaa have benyttet den eksisterende tekst af S. L. som kilde; men hvem der har redigeret denne, er ikke nemt at sige. Det har maaske været et medlem af domkapitlet i Lund, idet forfatteren røber en umiskendelig interesse for ærkebispens rettigheder efter skaansk ret, og en indgaaende undersøgelse af sproget i den danske tekst, som for faa aar siden blev foretaget af en af de kyndigste danske sproghistorikere, konkluderede i, at redaktøren sandsynligvis har behersket det middelalderlige latinske sprog og tilmed med en saadan overlegenhed, at der ikke kan paavises latinismer i S.L.'s sprog, men derimod en suveræn beherskelse af sprogets syntax, der er ret enestaaende i datidens nationale skriftsprog.³ Ogsaa denne om-

 

¹ J. F. W. SCHLEGEL: Om de gamle Danskes Retssædvaner og Autonomie (1827) s. 119 f.

² Svenska landskapslagar tolkade och förklarade för nutidens svenskar. Fjärde serien pp. XXIII—XXVI.

³ PAUL DIDERICHSEN: Sætningsbygningen i skaanske lov (1941) s. 168.

 

stændighed lægger den antagelse nær, at redaktøren maa søges mellem de gejstlige i ærkebiskoppens nærhed.
    Den danske tekst har Anders Sunesen saa omplantet til latin. Som gammel lærer har han imidlertid ikke følt sig tilfredsstillet ved kun at oversætte den danske tekst sætning for sætning, men har omordnet dens bestemmelser og foretaget indskud og tilføjelser, altsammen med pædagogiske hensyn for øje.
    I de senere aars litteratur er det imidlertid fra forskellige sider blevet gjort gældende, at Anders Sunesen skulde have forfulgt videregaaende formaal med sit arbejde i retning af at reformere den verdslige ret og bringe den i overensstemmelse med de af kirken hævdede retlige principper. Denne opfattelse savner i virkeligheden støtte i kendsgerningerne. Selve den udtalelse, jeg citerede før, om den gejstlige rets fortrin fremfor den verdslige, har netop en meget væsentlig begrænsning, som man i denne forbindelse har overset. Anders Sunesen siger nemlig herom alene: »Verum in parte constat», d. v. s., at det til en vis grad er anerkendt. Lige saa uberettiget er det — som WEIBULL¹ — at sidestille liber legis Scanie med de videnskabelige værker fra samtidens almindelige retsvidenskab og at betegne den som en Summa i lighed med f. eks. HUGUCCIOS berømte Summa, dette kirkeretlige kæmpeværk fra højmiddelalderen, i forhold til hvilket Anders Sunesens fremstilling svinder ind til en piece i sammenligning med en foliant.
    Det ligger nær at spørge, hvilke forudsætninger Anders Sunesen havde for at optræde som juridisk forfatter. Som omtalt havde han studeret i Bologna i sin ungdom; men hvor dybtgaaende hans studier har været, er umuligt at sige. At de skulde være særlig omfattende, er der dog næppe anledning til at tro. Et vist fingerpeg faar vi ved betragtningen af hans efterladte bibliotek, der havde den for datiden imponerende størrelse af over 30 bøger, et meget betydeligt antal bind i en privat bogsamling. Til sammenligning kan anføres, at den store Bartolus kun efterlod sig 30 juridiske bøger. Gennemgaar man imidlertid de enkelte bogtitler i Anders Sunesens bibliotek, viser det sig, at det næsten udelukkende drejer sig om teologiske værker. Hovedværket mellem de juridiske bøger er hans glosserede exemplar af Gratians Dekret, som Lundebogen karakteriserer som »librum honestum et valde utilem»: en

 

¹ l. c. s. 182.

 

herlig og saare nyttig bog. Desuden omtales »Summa Huicionis», som man i almindelighed har identificeret med den før omtalte Summa af Innocens III's lærer HUGO DE PISA. Snarere er der dog — som i sin tid foreslaaet af GERTZ¹ — tale om HUGODE SANCTO VICTORE'S teologiske Summa sententiarum, idet dette værk i stor udstrækning har været kilde til Hexaëmeron. Endelig nævnes »septem libros legum insuper et alios libellos». Hvad disse »alii libelli» er for nogle, er ikke godt at vide; men der er i hvert fald ingen nødvendighed for, at det har været juridiske skrifter, og hvad de »septem libri legum» angaar, kan det maaske tænkes, at der hentydes til de romerske retskilder; men det er ogsaa muligt at der er tale om exemplarer af Skaanske lov og hans egen parafrase.
    I hvert fald har det ikke været nogen omfangsrig juridisk bogsamling, Anders Sunesen førte med sig hjem fra udlandet eller erhvervede efter sin hjemkomst — selv om der maaske i datidens Danmark ikke har været nogen enkeltmand, som var i besiddelse af et større juridisk bibliotek end Anders Sunesen —, og dette tyder paa, at retsvidenskaben kom i anden række for ham. En betragtning af hans fremstillingsform i parafrasen viser da heller ikke, at han paa nogen maade staar i gæld til glossatorerne i Bologna. Deres kortfattede og koncise stil fjerner sig milevidt fra Anders Sunesens snørklede og billedrige udtryksform. Heller ikke i metodisk henseende har deres skrifter været forbillede for Anders Sunesen, selv om det maa indrømmes, at han paa adskillige steder opstiller distinctiones, som bringer glossatorernes i erindring. Men anvendelse af saadanne distinctiones var jo ikke noget for datidens retsvidenskab særligt. Den var i overensstemmelse med den for alle videnskaber fælles metode.

 

    Paa den anden side viser Anders Sunesen sig som fortrolig med den juridiske tankegang. Hans oversættelse af de danske retsudtryk rammer som regel den adækvate romerretlige terminus technicus, og hans kendskab til den romerske og kanoniske ret indskrænker sig ikke til terminologien. I flere tilfælde henter han sin motivering af de enkelte retsinstituter og retsregler fra romerretten. Dette gælder saaledes hans definition af lavhævd (cap. 36), der med de fornødne lempelser er ligefrem kalkeret over romerrettens hævdsdefinition.² Ogsaa hans begrundelse af hævdsinstitutet (c. 37) følger næsten ordret romerrettens be-

 

¹ 1. c. p. XIV note 1.

² D. 41, 3, 3.

 

rømte »ne rerum dominia in incerto sint.¹ Paa samme maade er hans motivering af, at værgemaalet følger reglerne om arvefølgen (c. 21), hentet fra romerretten.² I enkelte tilfælde har han ligefrem overført retsinstituter, f. eks. jus postliminii: retten for en romersk borger, der vender hjem fra krigsfangenskab, til at indtræde i sin tidligere retsstilling (c. 84), eller naar han i c. 143 konstruerer lejekontrakten efter dansk ret som en konsensualkontrakt. Nogen større skade gør denne konstruktion nu ikke, idet Anders Sunesen umiddelbart derefter udtaler, at det er parternes haandslag, som er afgørende for aftalens forbindende virkning; men om nogen større juridisk stringens vidner de to modstridende udtalelser just ikke.
    Som begrundelsee for, at hele fællesboet hæfter for et tyveri, som en deltager i fælliget har gjort sig skyldig i, idet den bestjaalne af boet kan udtage baade det stjaalne og det dobbelte af dets værdi, anfører Anders Sunesen, at ligesom alle deltagarne i fælliget vilde have fordel af, at tingen forblev i boet, saaledes maa de ogsaa bære tabet ved at give den tilbage (c. 87). Begrundelsen minder meget om den berømte regel i Digesterne om, at den, som skal have ulemperne ved en ting, ogsaa bør have fordelene af den,³ men er i virkeligheden ikke tilstrækkelig til at begrunde den danske regel. Denne maa i virkeligheden forklares ved, at det i forhold til den bestjaalne ikke lod sig gøre at begrænse ansvaret til gerningsmandens hovedlod.⁴
    I hvilken udstrækning, Anders Sunesen har kendt indholdet af selve de romerske retsskilder, er dog vanskeligt at afgøre. Den kanoniske ret var jo for en stor del bygget op paa grundlag af romerretten, og i glossen til Gratians Dekret citeres kildesteder fra Corpus juris civilis side om side med parallelsteder i dekretet. Flere af de regler, jeg har omtalt i det foregaaende, findes netop i denne glosse. At den kanoniske ret ogsaa iøvrigt har været benyttet af Anders Sunesen, er næsten en selvfølge. Eksempelvis kan nævnes reglen i c. 15 om, at den, der gaar i kloster, er som død for verden,⁵ at sultens nødvendighed ikke respekterer nogen lov (c. 18)⁶ at der er i overensstemmelse med billighed, at ingen ejendom maa tjene til en andens brug uden ejerens samtykke (c. 119),⁷ at man ikke kan paaberaabe sig hævd overfor jus postliminii (c. 84)⁸ o. s. v.
    Naar Anders Sunesen taler om, at en regel stemmer med naturlig billighed, er dette heller ikke udtryk for hans personlige vurdering af den paagældende retsregel, men en anvendelse af et begreb i den kanoniske ret, hvis indhold angaves ved en eksemplifikation i kilderne.

 

¹ I 2, 6 pr., jfr. D. 41, 3, 1.

² C. 5, 30, 1 auth.

³ D. 50, 17, 10.

⁴ Jfr. STIG IUUL: Fællig og Hovedlod (1940) s. 98.

⁵ C. 8 C. 16 q 1.

⁶ C. 11 dist. 1 de consecr.

⁷ Glossen til c. 2 dist. 1.

⁸ C. 13 C. 16 q 3.

 

Naar Anders Sunesen saaledes siger, at det er i overensstemmelse med naturalis equitas, at descendensen gaar forud for ascendensen i arv, stemmer dette med, at Gratian som et eksempel paa jus naturale, der er i overensstemmelse med æquitas, nævner børns arveret efter deres forældre.¹ Undertiden kan man ogsaa spore en svag kritik af en positiv dansk retsregel hos Anders Sunesen, naar han udtaler, at de jure gælder dette eller hint, idet han derved underforstaar, at efter fas — den guddommelige ret — stiller sagen sig paa anden maade. Kun paa et enkelt punkt, nemlig med hensyn til ægteskabssager, vender han sig udtrykkelig mod den verdslige rets ordning af disse spørgsmaal, men som tidligere omtalt sker ogsaa dette i forsigtige vendinger.
    Naar han fremsætter sin opfattelse af straffens natur, f.eks. at kun den skyldige skal rammes af ansvaret, og at der ved vaadeshandlinger ikke skal bødes til kongen eller ærkebiskoppen, fordi det er deres opgave at revse den forbryderiske vilje, ikke den tilfældige følge, som intet menneske kan forudse, er han klart i overensstemmelse med den kanoniske ret. Af særlig interesse er imidlertid bestemmelsen i parafrasens c. 53 om, at hvis en mand ved et ulykkestilfælde omkommer under træfældning, idet et stykke træ tilfældigt slipper ud af haanden paa en af de andre og rammer ham, skal der bødes fuld mandebod derfor — en regel, som mærkelig nok ikke findes i S. L. —. Kanonisk ret havde her den stik modsatte regel: at vedkommende ikke var ansvarlig for hans død;² men Anders Sunesen har altsaa ikke desto mindre medtaget den danske rets regel.

 

    Alt i alt maa man sige, at hans fremstilling af den skaanske ret er yderst loyalt refererende uden den tendens, man undertiden har villet tillægge ham. Ejendommeligt er det ogsaa at se, at parafrasen i endnu højere grad end den danske tekst bærer præg af, at der gør sig modstridende opfattelser gældende med hensyn til den rette løsning af visse retskonflikter, og der er ikke tale om, at Anders Sunesen i sin omtale af de kongegivne love om kongefreden og om ansvaret for vilde dyr giver udtryk for, at disse regler i kraft af, at kongen stod bag dem, er gældende ret. Som følge af den uddannelse, han havde gennemgaaet, var det naturligvis nærliggende for ham at motivere de danske retsregler med kirkeretlige betragtninger; men forholdet er ikke det, at han udvider eller indskrænker de positive regler i overensstemmelse hermed. Kort sagt: Parafrasen gør ikke indtryk af at være forfattet af en rettens reformator.

 

    Anders Sunesen var som omtalt en aarrække kongens kansler, og i moderne historisk videnskab har der været en tilbøjelighed

 

¹ C. 7 dist. 1.

² C. 50 dist. 50 med glosse.

 

til i de middelalderlige kanslere at se en række førsteministre, der havde ansvaret for og tog initiativet til ændringer i lovgivningen. Dette gælder ogsaa Anders Sunesen. Navnlig har man villet se ham som ophavsmand til forordningen af 28/12 1200, der greb ind overfor de talrige tilfælde af blodhævn, som paa den tid forekom i Skaane. Hos ARUP¹ er Anders Sunesen »utvivlsomt» forfatteren af denne lov, hos WEIBULL² og andre³ er udtrykkene blevet endnu mere absolute, og det er derfor nødvendigt at se lidt nærmere paa denne forordning for at blive klar over sammenhængen.

 

    Hypotesen om Anders Sunesens forfatterskab med hensyn til denne forordning støttes i første linie paa antagelsen af, at kansleren var en art førsteminister, der baade formelt og reelt havde ansvaret for de fra kongen udgaaede love. Dernæst peger indholdet tilbage paa en mand, som er bevandret i romersk-kanonisk ret, og endelig er der visse ejendommeligheder i udtryksformen, som skulde være karakteristiske for Anders Sunesen.
    Hvad for det første angaar lovens reformatoriske karakter, har jeg i det foregaaende søgt at vise, at Anders Sunesen ikke i parafrasen fremtræder som en mand, der har sat sig for at ændre den bestaaende retstilstand. Hermed er naturligvis ikke udelukket, at han kan have forsøgt sig som reformator; men nogen forhaandsformodning er der ikke herfor. Han viser sig i parafrasen mere som en receptiv end som en produktiv jurist. Dernæst maa det — hvadenten man accepterer teorien om kansleren som førsteminister eller ej — bemærkes, at forordningen slet ikke behøver at have passeret det kongelige kancelli. I efterskriften omtales, at den er udfærdiget i Lund i overværelse af ærkebiskop Absalon, gælkæren Peder og mange andre fornemme mænd i Skaane. Anders Sunesen nævnes ikke med et ord, hvilket unægtelig er ejendommeligt, hvis han havde været til stede og selv havde konciperet forordningen. Hvad endelig angaar den sproglige overensstemmelse mellem forordningen og Anders Sunesens stil, indskrænker den sig til, at forordningen benytter udtrykket »obfuscata nebulis ignorantie» (fordunklet ved uvidenhedens taager) om en af bestemmelserne, som kongen nu sætter i kraft igen. Nu er ganske vist ordet obfuscare ikke særlig almindeligt i middelalderen; men den omstændighed, at Anders Sunesen bruger det en eneste gang — forøvrigt i en helt anden forbindelse end den, hvori det forekommer i forordningen — i et af de 8,000 vers i Hexaëmeron,⁴ forekommer mig ikke at være noget overbevisende

 

¹ Danmarks Historie I (1925) s. 268.

² 1. c. s. 170.

³ SIGVARD SKOV: Anders Sunesøns parafrase af skånske lov, Scandia XIII (1940) s. 181.

⁴ v. 7648.

 

2—487004. Svensk Juristtidnin9 1948.

 

argument for, at han ogsaa har forfattet forordningen af 28/12 1200. At tiden fører glemslen med sig, er en af de hyppigst forekommende vendinger i middelalderlige dokumenter, omend den sproglige udformning skifter noget. Obfuscare er imidlertid ikke noget særlig søgt udtryk at anvende i denne forbindelse. Det forekommer desuden baade i biblen, hos kirkefædrene og i et ikke meget yngre testamente fra det sjællandske retsomraade.¹
    Et meget kraftigt argument imod, at Anders Sunesen skulde have forfattet forordningen, er derimod den omstændighed, at hans referat i parafrasen af dets indhold ganske klart viser, at han ikke har noget kendskab til forordningens latinske tekst, men alene til gengivelsen af den i den danske tekst af S. L. Han oversætter denne ord for ord til latin, hvorved han undertiden kommer til helt andre udtryk end de i forordningen anvendte.

 

    Det forekommer mig herefter meget dristigt at sætte Anders Sunesens navn i forbindelse med forordningen af 28/12 1200, saa meget mere som der er en langt nærmere liggende mulighed, nemlig at det er Absalon, som staar bag ved denne forordning. Absalon havde tidligere været virksom paa lovgivningens omraade. Han havde i sin tid staaet for udstedelsen af den sjællandske kirkeret og for nedskrivningen af hirdloven: Vederloven, og han var den myndige haandhæver af kanonisk rets forskrifter i sit embede. De vidtgaaende aspirationer, forordningen giver udtryk for i retning af at tillægge kongen lovgivende magt, faar ogsaa deres naturlige forklaring, hvis man ser dem som udtryk for Absalons tankegang, medens de daarligt rimer sammen med Anders Sunesens indstilling overfor de kongelige forordninger, han refererer til i parafrasen.
    I den seneste tid har man yderligere villet sætte Anders Sunesen i forbindelse med nedskrivningen af Gotlandsloven.² Som det er blevet sagt:

 

    »Den fremragende kirkefyrste og videnskabsmand viser sig her tillige som en praktisk politiker, der har formået at skabe resultater af varig betydning. Han har ikke alene grebet dybt ind i sit eget lands lovgivning men også på et enkelt område sat sit præg på retsudviklingen i Sverige».³
    Jeg skal nu i korthed gaa nærmere ind paa denne hypotese.
    At Anders Sunesen skulde have taget initiativet til nedskrivningen af Gotlandsloven, er en mulighed, som ikke kan afvises. Indholdsmæssigt

 

¹ Nemlig fra 1272 (ERSLEV: Testamenter fra Danmarks Middelalder indtil 1450 s. 20).

² SIGVARD SKOV i Festskrift til Erik Arup (1946) s. 107 f.

³ 1. c. s. 116.

 

er der intet til hinder for, at loven kan være nedskrevet paa hans tid, og den beklagelse, han giver udtryk for i et brev fra 1220—23¹ over, at retten paa Gotland ikke er nedskrevet, er saa stor, at det er nærliggende at antage, at han ogsaa har foretaget de fornødne skridt til at afhjælpe denne tilstand. Dog maa det bemærkes, at han næppe kan have naaet mere end at sætte arbejdet i gang, idet han, som omtalt, resignerede allerede i 1223.
    Et andet spørgsmaal er, om han skulde have haft indflydelse paa formuleringen af lovteksten eller muligvis endog ligefrem have indført nye retsregler paa Gotland ved Gotlandsloven. I saa henseende kan man ikke — som det er sket — lægge vægt paa, at der i manddrabskapitlet siges: »Om det saa ilde kan hændes gennem fjendens raad, at en mand kommer til at dræbe en anden». Denne kirkelige formulering kan skyldes enhver anden gejstlig end Anders Sunesen, og jeg tror, at der er grund til at antage, at redaktøren af Gotlandsloven var en gejstlig person, ogsaa paa grund af den interesse, han viser for gejstlighedens forhold. Mere ejendommeligt er det, at Gotlandsloven ikke kender til udredelsen af ættebod. Naar man erindrer, at kirken og kongen i Danmark gennem aarhundreder førte en haard kamp for at faa afskaffet slægtens bidrag til mandeboden, er det vanskeligt at antage, at Anders Sunesen skulde have været i stand til paa egen haand at ophæve ætteboden paa Gotland. At ætteboden ikke omtales i Guterloven, hænger formodentlig sammen med, at den var afskaffet før Anders Sunesens tid. Det vilde ogsaa have været langt mere nærliggende, at han havde søgt at afskaffe blodhævnen; men dennes eksistens forudsættes adskillige steder i loven, og i den første tid efter drabet kunde den rettes ogsaa imod manddraberens slægt, hvilket i særlig høj grad var i strid med kanonisk retsopfattelse. Herved maa yderligere erindres, at den særlige gotlandske asylret for manddraberen ikke skyldtes Anders Sunesen, men er af meget gammel oprindelse.
    Af andre bestemmelser i Gotlandsloven, som er blevet ført tilbage til Anders Sunesens virksomhed, kan nævnes reglen om den særlige tillægsbod for drab med krænkelse af husfreden. Denne har man sidestillet med den tilsvarende bestemmelse i forordningen af 28/12 1200, som han jo ifølge den paagældende forfatters opfattelse ogsaa skulde have konciperet. Dette bevis er imidlertid af meget ringe værdi i betragtning af, at drab med krænkelse af husfreden maa antages at have været en kvalificeret manddrabsforbrydelse længe før udstedelsen af den nævnte forordning, og det nye, denne bragte — nemlig et supplement til den gamle bestemmelse — omtales ikke med et ord i Gotlandsloven.
    Endelig skal blot bemærkes, at naar Gotlandsloven i lighed med parafrasen anerkender, at trælle kan frigives i kirken, medens S.L. kun omtaler frigivelse af trælle pa tinge, kan dette heller ikke tages som udtryk for en særlig indsats fra Anders Sunesens side. Tværtimod maa man sige, at sandsynligheden taler derimod. Gotlandsloven viser, at

 

¹ Diplomatarium Suecanum I Nr. 832.

 

trældomsforholdet var stærkt paa retur paa Gotland paa den tid, da loven blev nedskrevet, og denne udvikling maa ligge forud for Anders Sunesen, selv om den sandsynligvis skyldes kirkelige impulser. Hvis dette er tilfældet, er det ogsaa sandsynligt, at kirken før hans tid havde indført den frigivelsesceremoni, som den overalt i landene forfægtede, og som kan føres helt tilbage til tiden før Konstantin den store.¹
    Omvendt maa det siges, at Gotlandsloven indeholder en række regler, som maatte være i høj grad stødende for Anders Sunesen. Dette gælder saaledes reglerne om helgtiderne og lovens bevissystem, idet dette principielt er partsed med mededsmænd. En saadan ordning maatte selvsagt være en torn i øjet paa den mand, som i et til ham specielt rettet pavebrev havde faaet at vide, at partsed med mededsmænd var en »pestis contraria omni juri».²

 

    Herefter mener jeg at kunne fastslaa, at teorien om Anders Sunesens indsats ved udformningen af Gotlandslovens regler maa karakteriseres som en meget svagt underbygget hypotese, hvorimod det er rimeligt at antage, at han har taget initiativet til lovens nedskrivning. Hvad angaar hans øvrige indsats indenfor den verdslige lovgivning, har man villet se baade den skaanske lov om ættebod og loven om afskaffelse af jærnbyrd som udslag af hans virksomhed. Heri er der den sandhed, at ærkebispen ifølge sagens natur tilhørte den kreds af personer, der stod bag ved udstedelsen af disse love, men hvilket initiativ eller hvilken grad af medvirken, man kan tillægge ham, henstaar ganske i det uvisse.

 

    Anders Sunesens kirkelige lovgivning, herunder hans synodalstatuter, falder udenfor rammerne for denne forelæsning. Med hensyn til hans bestræbelser for at unddrage ægteskabssager fra de verdslige domstoles jurisdiktion skal jeg blot nævne, at det først lykkedes at fastslaa grundsætningen herom ved en forordning af 1222. Det var dog ikke Anders Sunesen, som stod bag ved denne, men en særlig pavelig legat Gregorius de Crescentio, som blev sendt op til den danske kirkeprovins, og ifølge den kanoniske rets almindelige regler detroniserede Anders Sunesen som pavelig legat i den tid, han opholdt sig her.

 

    Den moderne kildekritik har ydet den almindelige historiske videnskab uvurderlig hjælp, og denne er ogsaa kommet den retshistoriske videnskab tilgode. Mange af de personer, som i de ældre historiske fremstillinger stod som de store mænd, der lede-

 

¹ C. 1, 13, 1.

² Bullarium Danicum Nr. 138.

 

de udviklingens gang, er nu anbragt paa en mere beskeden plads. Men naar de moderne historikere ved kildekritikkens hjælp har ryddet grunden og derefter selv skal opføre bygningen, dukker andre ledende personligheder frem, som den ældre historiske videnskab ikke havde skænket større opmærksomhed. Ved dristige tolkninger og kombinationer bringes de i begivenhedernes centrum og sættes i forbindelse med foranstaltninger og reformer, der fandt sted i deres levetid. En saadan personlighed er Anders Sunesen. I de sidste aartiers historiske videnskab er han blevet den centrale skikkelse i Valdemar II.s regeringstid: Kirkefyrsten, lederen af landets udenrigspolitik, forkæmper for lovgivningsreformer overalt, hvor hans indflydelse rakte hen, og samtidig den lærde teologiske og juridiske forfatter. Formaalet med min forelæsning i dag har været at rokke ved det grundlag, paa hvilket hypotesen om denne monumentale skikkelse i danmarkshistorien, en datidens kardinal Richelieu, hviler, forinden denne hypotese gaar over til at blive myten om Anders Sunesen. Anders Sunesen var den fromme ærkebiskop i Lund, en mand, for hvem kirkens sag var en hjertesag, og hvem gejstlighedens uddannelse laa stærkt paa sinde; desuden en betydelig organisator og en mand, hvis videnskabelige horisont var langt videre end de fleste af hans samtidiges. Men opfattelsen af ham som den drivende kraft i reformerne af den verdslige lovgivning er uden hjemmel i kilderne og lader sig vanskeligt forene med det billede af ham, som vi faar gennem hans liber legis Scanie.