LITTERATURNOTISER. 755 Norsk Retstidende (1949 nr 1—18). De aderton första numren för 1949 ha utkommit i form av tre häften. De innehålla väsentligen rättsfallsredogörelser. I häftet, betecknat nr 13—18. förekommer emellertid (s. 288) en liten notis som kan ge uppslag till författare, måna om noggrannhet. Prof. C. J. ARNHOLM meddelar där att hans Panterett en tid har varit utsåld och att han förbereder en ny upplaga. Därför ber han NR:s läsare att göra honom uppmärksam på saker som böra rättas — »positive feil, ting som bør sies klarere osv.» »For ordens skyld» nämner han några fel som han har upptäckt på egen hand. »Men det er sikkert mer å finne. Her ber jeg altså om hjelp.»
Ugeskrift for Retsvæsen (1949 h. 27—41). Som torde vara känt sänkte Østre Landsret de av Københavns Byret utmätta straffen i det stora krigsförbrytarmålet mot dr Best m. fl. prominenta tyskar från ockupationstiden. Denna straffsänkning har framkallat våldsamma protester från skilda håll. Højesteretssagfører C. B. HENRIQUES har i anledning härav — med varmt hjärta och klar hjärna — skrivit några läsvärda rader under rubriken »Følelse og Betspleje» (s. 201 f):
»Den Protest mod Dommen, de voldsomme Beskyldninger, de direkte Angreb, Kvinders Opfordring til Administrationen om at gribe ind mod Domstolene, Krav til Domstolene om at dømme saa haardt som muligt —er det til at forbavses over — eller er det en selvfølgelig Reaktion mod alt det, der er lidt, og al Uret, der er gjort?
Det er det sidste; det er den naturlige Hævnfølelse. Hvorfor skammer alle de protesterende og angribende sig for at vedkende sig Hævnfølelsen? Hvem har ikke Hævnfølelse overfor alt det skete? Følelsen er ikke etisk berettiget, men den er naturlig. Det er værdifuldt at bekæmpe den, men de fleste kan det ikke, før det er gaaet et Spand af Tid. Selv Strafferetten byggede i gamle Dage paa Hævnen. Historien viser os, hvor meget ægte Harme har spillet en Rolle i visse blodige Begivenheder, forøvrigt ikke mindst hos Kvinderne.
Hvorfor da ikke vedkende sig dette? Hvorfor dette Hykleri? — — —
Hvis nu den Dom, der var faldet, var blevet et Udtryk for denne naturlige Hævnfølelse, vilde det være et Slag i Ansigtet paa alt, hvad vi forstaar ved uafhængige Domstole og Retskultur. Thi hvorfor har vi Domstolene, Retsforhandlingerne og Dommere, der skal dømme efter deres Over bevisning og kun derefter? Netop fordi Hævnfølelsen er blind, den har sin Dom i Orden uden Retsforhandling, uden Angreb og Forsvar, uden Hensyn til Personen og hans Handlinger.
Det er da af alt overvejende Betydning for vor Retskultur og for vore Domstole — nu og i Fremtiden — at Dommen blev en Dom, der gik paat værs af Hævnfølelsen og gennem en maanedlang, detailleret Forhandling, som spejler sig i den objektivt skrevne udførlige Dom, viser os: Vi har dømt efter vor Overbevisning paa Grundlag af alt, hvad der er fremkommet overfor os. Beviset for, at de har handlet saaledes, ligger ikke mindst i de rasende Protester.»
Prof. CARL RASTING lämnar (s. 202—227) »Nogle bemærkninger om begrundelsen af konkurslovens § 18».
B. L.