V.

 

PERSONRETTEN.

 

AF

 

HÆSTARÉTTARFORSETI ÞÓRĐUR EYJÓLFSSON.

 

Da jeg fik professor Vinding Kruses sidste store arbejde: »En nordisk lovbog, udkast til en fælles borgerlig lovbog for Danmark, Finland, Island, Norge og Sverrig» (Kbhvn 1948) i hænde, kom jeg först til at tænke paa det uhyre store arbejde, der maatteligge bagved det. Forf.s store förtjenester paa retsvidenskabens omraade var jo almindelig kendte, men man skulde dog tro, at det vilde overstige en enkelt persons kræfter at udarbejde en hel borgerlig lovbog i löbet af 2—3 aar, og det ikke blot for siteget hjemland, men for hele Norden. Hertil udkræves bl. a. envid og klar udsigt over disse 5 staters nugældende ret og dens sidste nationale udvikling i hvert af landene for sig. Men derpaa

 

vandrede min tanke til spörgsmaalets saglige side. Var denne tanke om en fælles lovbog, der foresvæver forf., gennemförlig? Og hvis det maatte besvares bejaende, vilde den da være önskelig? Det var mig ganske vist bekendt, at ældre forskere (JUL.LASSEN, CARL LINDHAGEN) havde tidligere fremsat en lignendetanke, men deres forslag var ikke blevet underkastet en tilstrækkelig indgaaende undersögelse. Der er her ikke lejlighed tilat gennemdröfte et saa omfattende emne. Angaaende spörgsmaalet om tankens gennemförlighed, vil jeg dog paapege, at der herer tale om 5 selvstændige stater, der hver for sig har sin særskilte lovgivende institution, og at der derfor i virkeligheden vilde komme til at være 5 lovböger paa 5 forskellige sprog. Om en fælles »nordisk lovbog», svarende til enkelte staters lovböger (f. eks. den tyske B.G.B. og den svejtsiske Z.G.B.) vil der saaledes ikke kunne være tale. Dersom det til at begynde med vilde lykkes at faa disse 5 lovbögers indhold til at stemme nöjagtig overens, erder dog fare for, at en af staterne vil de ret hurtig föle trang tilat foretage ændringer og indföre tilföjelser, og der skal da en stor optimisme til at tro, at der hurtig vilde opnaas enighed i alle landene om saadanne forandringer. Her er forholdene jo helt anderledes, end naar der er tale om forandringer af en enkelt stats lovbog. Det maatte nemlig ikke kunne stille sig hindrende i vejen for en naturlig og heldig udvikling af retten i hver enkelt stat, at de andre stater ikke vilde bifalde ændringerne. Det er ofte blevet hævdet, at samlingen af love og retsregler til en lovbog vilde virke hemmende paa retsudviklingen. Jeg lægger ingen större vægt paa disse indvendinger, naar det drejer sig om enkeltestaters lovböger, men hvis lovændringer skal være afhængig af, at der först opnaas enighed om dem i et fælles udvalg för 5 stater, og de derefter skal vedtages i 5 forskellige lovgivende institutioner, saa er jeg tilböjelig til at tro, at en saadan ordning vil komme til at virke tungt i praksis. Hvad det andet spörgsmaal, om önskeligheden af en saadan fælles nordisk lovbog, angaar, saa er jeg af den opfattelse, at hver af de nordiske stater bör have sin egen særskilte lovbog, og at det vil være heldigt, at staterne gennem samarbejde saa vidt muligt tilstræberat bringe lovbögernes indhold til at stemme overens. Men hvisder ikke optoges andet i lovbögerne, end hvad der opnaaedes enighed mellem alle staterne om at burde være ens, saa vilde lovbögernes rammer blive alt for indskrænket. Jeg vilde anse

 

det for heldigere, der som hvert lands lovbog kom til at have et langt mere omfattende indhold, deriblandt forskellige lovbestemmelser, der uundgaaelig maa være særskilt for hvert enkelt land. Paa denne maade vilde lovbögerne komme publikum til större nytte og opnaa en större udbredelse. Det er saa igen en andensag, at det tilstræbes ved samarbejde paa lovgivningens omraade, at bringe en saa stor overensstemmelse mellem lovbögernes indhold i stand som muligt. Jeg vil nærmest betragte forfatterens udkast som et djærvt og betydningsfuldt indlæg for tilvejebringelsen af overensstemmelse i Nordens lovgivning, men det kommer selvfölgelig til at gennemgaa en skærsild, ikke blot hos hver enkelt stat, men ogsaa i de fælles nordiske samarbejdsudvalg af specialister paa lovgivningens forskellige omraader, som udkastet omfatter. Det er forf. ogsaa klar over. I fortalen udtaler han, at lovbogen bör betragtes »som et udkast, der forhaa bentlig kantjene som et vist forhandlingsgrundlag for en kommende fælles nordisk lovkommission og spare denne for en del arbejde». Udfra dette synspunkt bör bogen bedömmes, og jeg anser det forhævet over al tvivl, at forfatterens arbejde og de nye tanker han der har fremstillet, er egnet til at fremskynde en foröget overensstemmelse i den borgerlige ret i Norden, selvom tanken om en fælles lovbog ikke bliver til virkelighed.

 

    Udkastets 2. bog omhandler personretten. Den falder i 3 kapitler. Det 1. kap. omfatter almindelige regler angaaende retsevne og handleevne, 2. kap. regler om myndighed, umyndighed og værgemaal m. v. og 3. kap. regler om borteblevne.
    Bestemmelserne i 1. kap. er ny. Om retsevnen udtales i 2—1—1: »Retsevnen er evnen til at have rettigheder og pligter» og »Et hvert menneske har efter födslen retsevne». Jeg vilde dog, paa grund af den indskrænkede retsevne fosteret nyder, have foretrukket, at ordene »efter födslen» bortfaldt. Om handleevnen udtales der i samme §: »Handleevnen er evnen til ved egne handlinger at stifte rettigheder og forpligtelser». Dette er ganske vist retsvidenskabens traditionelle definition afbegrebet handleevne, men den er altid forekommet mig for snæver. Deter nemlig ikke blot raaden udadtil eller retlig raaden, der er betinget af handleevne, men ogsaa raaden indadtil eller den faktiske raadenover retsgoderne. Dette træder f. eks. tydelig for dagen derved, at naarder er paakrævet at fratage en person den faktiske raadighed over sine rettigheder, f. eks. paa grund af forsömmelighed med sig selv og sinemidler, kan dette kun ske ved at fratage vedkommende handleevnen paadette omraade, d. v. s. ved umyndiggörelse. Definitionen af handleevnen burde derfor, efter min formening, omfatte evnen til selv at raade over sin person og formue og ved egne handlinger stifte rettigheder og forpligtelser.

 

    Anden bogs hovedindhold findes i 2. kap., der til overskrift har: Myndighed, umyndighed og vœrgemaal. Her findes reglerne om myndighedsalderen, umyndiggörelse, umyndighedens retsvirkninger, födte og beskikkede værger, lavværgemaal, værgers beföjelser og pligter m. v. I 2. kap. medtages ogsaa bestemmelser om börns og sindsyges erstatningsansvar og sindsyges af taler. Hvis man finder at de sidstnævnte regler (2—2—44—46) bör medtages i 2. bog, burde de være anförte i et særskilt kap., i det de ikke angaar bestemmelserne om umyndighed ogværgemaal, men der kunde være spörgsmaal om, hvorvidt reglerne i §§ 44 og 45 ikke rettere burde anbringes i 1. bogs 1. kap. mellem andre erstatningsregler, og reglerne i § 46 i 1. bogs 6. kap. mellem andre regler om ugyldige viljeserklæringer. Dette er dog kun af systematisk betydning.
    Den nugældende danske, norske og svenske lovgivning om umyndighed og værgemaal er opstaaet paa grundlag af et forudgaaende samarbejde mellem lovkommissioner fra disse tre stater i aarene 1919—1921. Et resultat af dette samarbejde var dansk lov om umyndighed og værgemaal af 30. juni 1922, svensk lag om förmyndarskap af 27. juni 1924 og norsk lov om vergemaal af 22. april 1927. De skandinaviske kommissioners samarbejde bevirkede, at lovene stemmer overens paa mange vigtige punkter, særlig om myndighedsalderen og om umyndighedens retsvirkninger. Paa andre punkter af mindre betydning, gikstaterne forskellige veje, saaledes som om værgernes beföjelser og pligter, tilsyn med værgerne o. s. v. Med saadanne ting forholder det sig ogsaa forskellig i de enkelte lande, og det er derfor tvivlsomt, om derpaa disse omraader kan fastsættes fælles regler for hele Norden. Denn ugældende myndighedslov for Island er af 5. juni 1947. Den afviger paa forskellige punkter fra de skandinaviske love. Des værre er jegikke tilstrækkelig bekendt med den finske lovgivning paa dette omraade.
    I 2. bogs 2. kap. er den danske myndighedslov af 1922 lagt til grund, dog med nogle ændringer og tilföjelser. Selv om den danske lov i og for sig er god og har vist sig tjenlig i praksis, er jeg dog, efter at have sammenlignet den med de övrige skandinaviske love, tilböjelig til at tro, at baade Norge og Sverrig vil finde, at der ikke tages tilstrækkelig hensyn til deres lovgivning paa dette omraade. Dette kunde dog rettes i en fælles lovkommission. Da den danske lov optages med saa ringe forandringer, og da der foreligger en indgaaende litteratur om den (seisær BENTZON: Personretten, 3. udg. 1930, og BORUM: Personretten, 2. udg. 1946), ser jeg ikke grund til at anvende mange ord om 2. kap. Jeg vil kun kortelig beröre fölgende punkter.
    Ifölge 2—2—1 er enhver person, der er under 21 aar, umyndig (mindreaarig). Den, der er 21 aar eller derover, er myndig, men kan under de i 2—2—2 anförte forhold göres umyndig. Da umyndighedsbegrebet saaledes er absolut bestemt — en person kan ikke samtidig være myndig i en relation og umyndig i andre relationer — forekommer det som inkonsekvent, naar 2—2—3 bestemmer, at »en mindreaarig kan umyndiggöres .. . fra sit fyldte 18 de aar at regne». Med

 

»umyndiggörelse» i henhold til 2—2—3 menes der, at vedkommende beröves den handlefrihed, dels til selv at bestemme sit opholdssted, dels til selv at indgaa arbejdsaftaler, der indtræder ved det fyldte 18de aar. Dette burde dog være udtrykt tydeligere i loven. Det er ogsaa uklart, om en »umyndiggjort» i henhold til 2—2—3 ved blivende skal have beföjelse til selv at raade over selverhvervede midler og gaver, jfr. 2—2—22 och 23.
    Ifölge 2—2—21 bevarer en umyndiggjort evnen til at indgaa arbejdsaftaler. Dog kan retten, naar den umyndiggjortes velfærd kræver det, bestemme, at saadan af tale alene skal kunne indgaas og ophæves af værgen. Ligeledes kan, ifölge 2—2—28, retten bestemme, enten i forbindelse med umyndiggörelsen eller under særlig sag, at den umyndiggjorte skal personlig være undergiven værgens forsorg. Umyndiggörelse i personlig henseende forudsætter saaledes altid en samtidig eller forudgaaende formueretlig umyndiggörelse. Paa dette omraade anser jeg den islandske myndighedslovs regler for heldigere, men i henhold til dem, kan en person umyndiggöres udelukkende i personlig henseende og ligeledes kun i formueretlig henseende. Det kan ofte forekomme, at det bliver nödvendigt, at fratage en person beföjelsen til selv at bestemme sit opholdssted, f. eks. i forbindelse med tvangsindlæggelse paa et sygehus eller et asyl, selv om der ikke foreligger nogen grund til samtidig at fratage vedkommende myndighed i formueretlig henseende.
    Efter gældende dansk myndighedslov § 39, jfr. § 40, medförer de umyndiges raadighed over selverhvervede midler og gaver ikke adgang til at paatage sig gældsforpligtelse. Denne bestemmelse er optaget i 2—2—22, jfr. 23, med den tilföjelse, at haandpantsætning kan ske, dog kunfor samtidig eller tidligere stiftet gæld. Det forekommer mig meget tvivlsomt, om denne tilföjelse er heldig. De forretninger unge mennesker foretager paa grundlag af haandpantsætning vil sikkert sjældentvære fordelagtige for dem.
    I 2—2—46 optages der regler om abnorme personers aftaleevne. Ifölge gældende dansk myndighedslov § 65 er fornuftmangel en absolut ugyldighedsgrund. Löftegiveren bindes ikke ved sit löfte, men kan tilpligtes at betale en godtroende medkontrahent en vis erstatning, der dog ikke kan overstige den negative kontraktsinteresse. I 2—2—46 göres der den vigtige ændring, at löfter, afgivet af abnorme personer, bliver bindende, med mindre medkontrahenten var i ond tro, og efter anförte §, 2. stk., paahviler medkontrahenten bevisbyrden for, at han ikke kendte eller burde have kendt den abnorme sindstilstand. Det maaanses for sandsynligt, at denne ny regel vil blive fundet heldigere endden tidligere.
    Anden bogs 3. kap. omhandler borteblevne personer. Her optages med ringe forandringer dansk lov om borteblevne af 12. juli 1946. Den danske lov synes at være særdeles godt affattet og omfatte de udförligste nordiske bestemmelser om dette emne. Det synes derfor en selvfölge, at den lægges til grund, naar der skal fremskaffes overensstemmelse paa dette omraade i nordisk lovgivning.