J. E. ANDERSSEN. Håndbok i norsk sinnssykerett, 2. utg. Oslo 1950. Aschehoug. 130 s.

 

    Statsadvokat JAK. E. ANDERSSEN, der for en menneskealder siden udgav en haandbog i den norske sindssygeret, har nu udsendt en ny udgave af denne, for længst udsolgte bog.
    Den gældende norske sindssygelov er fra 1848. I indledningen henføres den konsekvent (p. 11 og 12) til 1948. Senere i bogen forekommer denne trykfejl ikke, men typografen har aabenbart længst muligt vægret sig ved at tro, at en saa gammel lov stadig skulle være brugbar. Det kan da heller ikke nægtes, at adskillige af lovbudene efterhaanden har faaet et let antikveret præg, og under alle omstændigheder er det samlede kompleks af regler i aarenes løb blevet saa forviklet, at en vejledning absolut maa siges at være paa sin plads. Man kunne maaske nok have ønsket, at det haandbogsmæssige var

 

blevet trukket endnu stærkere i forgrunden, saaledes at man havde faaet et klarere overblik over helheden; et mere udtømmende sagregister kunne ogsaa have hjulpet hertil. Det er i højere grad blevet en lovkommentar end en egentlig haandbog; men det er en fyldig og god kommentar, præget af forfatterens store indsigt i det omhandlede emne. Den omfatter alle regler med tilknytning til de sindssyge, ikke blot — saaledes som GJERULFF'S til svarende danske kommentar— den egentlige sindssygelov.
    For læsere, der er uden kendskab til principperne i den norske sindssygelovgivning, vil det være anbefalelsesværdigt, at man starter med bogens afsnit III om det sindssygeretlige tutel, det for norsk sindssygeret saa karakteristiske værgesystem, hvorom politilæge WINGE i sin tid har sagt, at det er »grunnmuren og tillike strebepillerne og hvelvbuerne, som holder den hele bygning sammen». Der sondres her mellem tutela legitima (fødte værger), tutela dativa (beskikkede værger) og det autoritative tutel (politiøvrigheden). Den sindssyge staar som saadan altid under tutel, primært varetaget af slægtens medlemmer, subsidiært af andre instanser; dog træder det autoritatve tutel altid til, naar farlighedserklæring foreligger. Dette er noget for norsk sindssygevæsen ret karakteristisk.
    En anden betydningsfuld faktor er de til sindssygehospitalerne knyttede kontrolkommissioner, der er særskilte for hvert enkelt hospital. Af kommissionens tre medlemmer skal den ene være læge, den anden en kvinde og den tredie saavidt muligt en juridisk uddannet mand i offentlig tjeneste. Ligesom i det svenske sindssygevæsener den psykiatriske sagkundskab altsaa i minoritet. Forskellen fra den svenske ordning efter loven af 1929 ligger altsaa paa dette punkt navnlig i decentraliseringen, som man jo ogsaa i Sverige har haft under overvejelse. Kommissionernes afgørelser med hensyn til tilbageholdelsesspørgsmaal er inappellable. Reglerne i Norge og Sverige afviger fra den danske ordning efter loven af 1938. I Danmark, hvortil svarende nævn ikke kendes, ligger den endelige afgørelse hos justitsministeren. Det er her blevet kritiseret (UNSGAARD i Ugeskrift for Retsvæsen 1943 B p. 37 ff.), at de justitsministerielle afgørelser træffes paa grundlag af udtalelser fra retslægeraadet, hvis psykiatriske medlemmer er hospitalsoverlæger.
    Ved indlæggelse paa sindssygehospital skal der foreligge en sindssygeattest, hvorved det er lægeligt dokumenteret, at den paagældende er sindssyg; denne erklæring skal bygge paa en personlig undersøgelse, og maa ikke være over en maaned gammel. Herved svarer norsk lov til lignende svenske og danske regler. Fra nyere dansk retspraksis kan nævnes et tilfælde (Ugeskrift for Retsvæsen 1948 p. 280), hvor en læge paadrog sig strafansvar for udstedelse af en sindssygeattest, der byggede paa de paarørendes udsagn og paa iagttagelser, han under andre konsultationer havde gjort, men derimod ikke paa direkte iagttagelser i den foreliggende anledning. Ogsaa i Sverige er spørgsmaalet nu aktuelt.

 

Hospitalet fører en »personalprotokol» og en »behandlingsprotokol»; i den førstnævnte føres den egentlige sygejournal. Det nævnes imidlertid (p. 17), at begge protokoller skulle være at anse som offentlige protokoller, der ikke dækkes af den lægelige tavshedspligt. Man kunne have ønsket fremstillingen uddybet noget paa dette punkt. Almindeligvis er hospitalsjournaler af intern karakter, og man skulle tro, at der maatte være trang til en tredie protokol med de egentlige journaloplysninger; senere (p. 19) tales da ogsaa om lægeoplysninger, der ledsager protokollen.
    Særlig tvivl frembyder spørgsmaalet om afgrænsningen overfor straffeloven. Det anføres (p. 13), at sindssygelovgivningens sædvanlige regler ogsaa her kommer til anvendelse. Selvom det offentlige fortsat ønsker en internering opretholdt, skal udskrivning derfor ske, naar man skønner, at patienten er helbredt (p. 73); paatalemyndigheden maa i saa fald drage omsorg for, at andre sikringsmidler iværksættes. Det anførte gælder ogsaa det særlige kriminalasyl (p.42), der tillige med Reitgjerdet asyl modtager de patienter, der ikke egner sig til behandling paa de almindelige hospitaler.
    Tanken om et kriminalasyl er iøvrigt ogsaa ved at vinde frem i de andre nordiske lande; i Sverige er professorerne KINBERG og PETRÉN gaaet ind derfor, i Danmark fremkom i 1949 en udvalgsbetænkning om spørgsmaalet, der unægtelig ikke er saa ganske ligetil. Efterhaanden er der vist nogenlunde enighed om, at der er typer af kriminelle, som ikke med fordel lader sig behandle paa de sædvanlige hospitaler.
    Først i 1935 har man i Norge faaet en lov om, at indlæggelse paa asylerne ogsaa kan ske efter eget ønske. Hermed er den hospitals- og behandlingsmæssige linie blevet videreført, og den nævnte lov staar saaledes som udtryk for en tendens, der — efterhaanden som behandlingsmulighederne øges — træder frem med voksende styrke.
    Sindssygevæsenet er i disse aar i støbeskeen. Man kommer hervedind paa overvejelser, der naturligt forudsætter kendskab til nabolandenes ret. Indenfor de norske regler er statsadvokat Anderssen en fortrinlig vejleder, og man læser hans udmærkede haandbog med den største interesse. Den bør — selv om det af den historiske indledning fremgaar, at dansk ret ikke i sin tid har øvet nogen gavnlig indflydelse paa udviklingen i Norge — være en paamindelse om, at derher er et betydningsfuldt felt for det skandinaviske samarbejde.

Louis le Maire.