IVAR STRAHL. Om straffmätning. SvJT 1951, s. 401—422.
Ur ett föredrag av prof. Louis LE MAIRE vid Dommerfuldmægtigforeningens årsmöte i Kolding sept. 1951 om »Kampen mod straffen. Domstolenes kriminalpolitiske opgaver», publicerat i »Fuldmægtigen», 24. årg. 1952 nr 1, tillåter sig red. återgiva följande parti (s. 8—11), ägnat Strahls ovannämnda uppsats.
Den svenske professor IVAR STRAHL har i en bemærkelsesverdig anmeldelse af Eybens bog1 ført hans tankegang videre, således at han direkte lader traditionen være det for udmålingen af egentlig straf afgørende og derved ligefrem benægter domstolenes adkomst til udfra farligheds- eller hensigts-
mæssighedsbetragtninger at fravige det traditionelle. Herved stiller han sig i bevidst modsætning til FERRI og hans arvtagere,1 som ville lade straffen erstatte af sanktioner, der alene skulle være beroende på gerningsmandens farlighed. Vi har intet mål for et individs farlighed, siger Strahl, og selvom vi havde et sådant mål, ville det være uegnet som kriterium for vore reaktioner, da det ingenlunde på forhånd er givet, at den farlige udfra et præventionshensyn skal idømmes en strengere straf end den mindre farlige. De anførte invendninger rammer i og for sig ikke en strafudmåling med udgangspunkt i det præventivt formålstjenlige, men Strahl er af den anskuelse, at vi også må afstå fra et sådant kriterium, for hvilket vi i praksis — selvom vi holdt os til det specialpræventive — måtte erkende, at vi savnede de fornødne holdepunkter; for generalpræventionens vedkommende gælder det tilmed, at den må sættes i sammenhæng med det almene straffeniveau og er uden direkte forbindelse med den konkrete afgørelse. Det er udfra de anførte betragtninger, at traditionen må blive det bærende, dog således, at man erkender betimeligheden af afvigende enkeltafgørelser i en for gerningsmanden »gunstig» retning. »Den som nærer den her hævdede opfattelse, må finde det meningsløst, om man gennem finmåling af straffen søger at opnå en rig nuancering efter det enkelte tilfældes beskaffenhed. Der findes ingen sandsynlighed for, at den ene af to nogenlunde ligeartede straffe skulle blive bedre end den anden. Man overdriver betydeligt, hvis man, som det hænder, tror at strafudmålingen er en særligt svær opgave, som dommeren imidlertid kan mestre ved et opbud af en mangfoldighed af menneskekundskab og livserfaring og ved indtrængen i tilfældets enkeltheder. Det er ikke med henblik på strafudmålingen, men på et derfra adskilt, omend nærliggende, område, at dommeren har anvendelse for dette opbud af kundskaber og dømmekraft, nemlig ved efterprøvelsen af, hvorvidt man i stedet for straf skal anvende nogen af de sikkerhedsforanstaltninger, hvormed straffesystemet er kompletteret.»2
Når Strahl konfronterer os med disse tankegange, begynder det unægtelig at blive spændende. Man kan nemlig ikke bestride, at der her er et problem, og at vor stillingtagen dertil må blive ret afgørende for den programlægning, hvormed jeg her beskæftiger mig. Står vi eksempelvis overfor en cykletyv, der har tilegnet sig et enkelt køretøj under nogenlunde harmløse omstændigheder, vil vi jo vanskeligt overfor ham kunne reagere med en langvarig frihedsstraff, selvom dette »terapeutisk» måtte være det rigtige.3 Kunne vi tilbyde ham et rationelt behandlingsforsøg i form af en eller anden »sikkerhedsforanstaltning», ville det måske ligge anderledes; men når vi ikke har andet at byde på end standardbehandlingen, straffen, må lovovertræderen vel også kunne forvente, at det er standardmålestokken, den traditionelle takst, der bringes i anvendelse. Vi må øve retfærdighed, når vi ikke har det, der er bedre. Heri er jeg forsåvidt enig. Men så er enigheden unægtelig også ved at slippe op.
Strahl arbejder med et dualistisk reaktionssystem; på den ene side straf-
fen, bagudrettet, traditionsbundet, på den anden side sikkerhedsforanstaltningen, fremadrettet, formålsbestemt. Det ses imidlertid ikke, at en sådan sondring med nogen rimelighed lader sig opretholde.1 Det er altsammen sikkerhedsforanstaltninger,2 så vist som det hele iværksættes i retssikkerhedens interesse. Snart er måske det specialpræventive, snart det generalpræventive det fremherskende; men overgangene er glidende, der er intet jerntæppe. Fængselsvæsenets revolutionerende omdannelse gennem etableringen af de åbne afdelinger har været med til at slå bro over den kløft — eller vel snarere grøft — der tidligere måske kunne påvises. Omvendt er det klart, at synspunkter, der ellers anses for særegne for straffen, også indenfor andre områder vil kunne gøre sig gældende; således kan proportionalitetshensynet aldrig tabes af syne.3 Udfra den nævnte enhedsbetragtning arbejder man for tiden med et forslag, der skulle øge omflytningsmulighederne indenfor systemet, og som eksempelvis skulle muliggøre overflytning fra arbejdshus til psykopatforvaring, altså fra et såkaldt strafsurrogat til en udpræget sikkerhedsforanstaltning; nyere tids praksis med livsvarigt fængsel til strafupåvirkelige mordere ligger iøvrigt også på linie hermed.4
Naturligvis er det et særkende for den tidsbestemte frihedsberøvelse og for bøden, at disse foranstaltninger kan anvendes i tilfælde, hvor positive særforanstaltninger ikke er indicerede — ut aliqvid fiat — men heri ligger dog ingenlunde, således som den skarpe sondring måtte forudsætte, at frihedsberøvelsen, specielt i dens mere moderne former, ikke også skulle kunne bringes i anvendelse udfra hensigtsmæssighedsbetragtninger:5 en sådan antagelse ville da også være ret katastrofal for fængselsvæsenets videre udvikling i positiv retning. Hensigtsmæssighedsbetragtningerne har vist også her — omend de naturligvis ofte måtte komme til kort — et videre råderum, end man almindeligvis vil antage; man er noget tilbøjelig til at gøre problemstillingen for snæver, idet man fortrinsvis hæfter sig ved de finere gradueringer, der selvsagt vanskeligt lader sig rationelt begrunde, og man er også tilbøjelig til at overse, at rationalitetsbetragtningerne naturligvis må have særligt strenge kår, sålænge de præmisser, hvorpå de skal opbygges, kun i så beskedent omfang står til dommerens rådighed.
Selv tager Strahl da også adskillige forbehold, der unægtelig rokker ved hans, tilsyneladende så klare, system; disse forbehold skal dog ikke bebrejdes ham, tværtimod. Han er for det første6 inde på en sondring mellem lange og korte straffe og mener, at man ved længerevarende straffe måtte kunne udskyde straffetidens endelige fiksering til et tidspunkt, hvor man under den indledende afsoning har haft tilstrækkelig anledning til at observere den pågældende, således at en vurdering udfra præventionshensyn derved er blevet mulig; det er altså tanken om de ubestemte straffedomme, han her tangerer. Endvidere mener han, at et klart og ubetinget valg som valget mellem bøde og fængsel må kunne træffes udfra hensigtsmæssigheds-
betragtninger, og endelig tager han et vist forbehold med hensyn til recidivister, hvor de tidligere erfaringer kan være vejledende. Adskillige sten er altså taget ud af muren; men bygningen står endda, måske holdt sammen af det, der ifølge SVEN CLAUSEN skulle være retssystemets, ligesåvel som andre bygningers, vigtigste bindemiddel, af kalk.
Strahl er dog selv ikke forkalket. Det er muligt, siger han, at det kan være ønskeligt at gå videre i retning af et system med sikkerhedsforanstaltninger. »For den, som ser strafferetsplejens opgave i kriminalitetsforebyggelse, er det naturligvis i og for sig ønskeligt, at det strafferetlige indgreb i hvert enkelt tilfælde bliver et middel, der er afpasset så nøje som muligt efter dets formål, og hertil er sikkerhedsforanstaltningerne efter deres konstruktion i højere grad egnede end den klassiske straf. Helt at overvinde dualismen er måske ikke gørligt. Det er svært at undvære bøder og kortvarige frihedsberøvelser eller at lade disse bestemme andetsteds end i dommen eller anderledes end på en temmelig skabelonmæssig måde. Forståelsen af, at det er umuligt at finmåle sådanne straffe efter behovet udfra et præventionssynspunkt kan muligt for disses vedkommende føre til øget skabelonmæssighed.»1
Hvad skal man nu sige til det? Man skal sige, at det utvivlsomt er rigtigt, at det skabelonmæssige altid vil bevare et vidtstrakt område indenfor kriminalretten, og at det indenfor visse felter måske kan være fordelagtigt, om man fuldt ud gør sig dette klart. Men for det første er det — som tidligere nævnt — rent terminologisk uforståeligt, hvorfor de ikke-individualiserede foranstaltninger nødvendigvis skal betegnes som straf; specielt gælder dette, når man — som Strahl2 — er indforstået med, at der ikke i straffen ligger nogen »misbilligelse» (»ogillande») fra statens side, men at dens idømmelse må ses som et ganske lidenskabsløst forehavende. Og for det andet, og det er det afgørende, er det misvisende og i allerhøjeste grad betænkeligt, om man i alt væsentligt vil se dommergerningen som en traditionsbundet administration, blot gradvis transformeret gennem et voksende bælte af nuancerede sikkerhedsforanstaltninger. Kvantitativt er det naturligvis rigtigt, da bagatelkriminaliteten heldigvis er i klar majoritet, men kvalitativt må dommergerningens tyngdepunkt i dag placeres langt fra det automatiske.
Kampen mod straffen. Domstolenes kriminalpolitiske opgaver. Således har jeg kaldt mit foredrag, og domstolenes fornemste kriminalpolitiske opgave må netop være den, at de skal tage del i kampen mod straffen. Denne kamp føres på tre forskellige fronter; ved sikkerhedsforanstaltningernes udbygning, ved fængslernes omdannelse til åbne anstalter og ved den til de betingede domfældelser knyttede »kriminalvård i frihet». Dette sidste begreb, der er det vigtigste af det hele, må ikke forveksles med de just nævnte »åbne anstalter», men omfatter alle de positive foranstaltninger, alle de ambulante behandlingsformer, der lader sig praktisere i tilknytning til de betingede domme. Sverige og England ligger her i spidsen.