386 KNUD WAABENANDERS SANDØE ØRSTED. Af mit livs og min tids historie. Udg. med forkortelser af best. for det Anders Sandøe Ørstedske prismedaille legat. Arne Frost-Hansen. Kbhvn 1951. 449 s. Dkr. 25,oo.
Hovedtrækkene i Anders Sandøe Ørsteds liv er i korthed: født 1778, cand. jur. 1799, dommer (sidst i højesteret) 1801—13, embedsmand på fremtrædende poster 1813—48, efter 1848 deltagelse i det politiske liv under den frie forfatning, herunder premierminister 1853, — fremfor alt: ophavsmand til et omfattende og i dansk-norsk retsvidenskabs historie skelsættende juridisk forfatterskab, der i det væsentlige blev bragt til ophør i 1826 ved et kongeligt bud. Ørsted døde i 1860.
I årene efter 1848 skrev Ørsted »Af mit livs og min tids historie», fire bind med over 2 000 sider. I dansk memoirelitteratur rager værket ikke højt op, allerede af den grund at det kun med megen velvilje tør kaldes memoirer. Det selvbiografiske stof er kun beskedne indskud mellem lange afsnit om juridiske, lovgivningsmæssige og politiske spørgsmål, som havde optaget Ørsted. Man kan sige, at Ørsted her viste ringe sans for valget af litterær form (han havde — hvis man tillader sammenligningen — langtfra det samme talent herfor som digteren ADAM OEHLENSCHLÄGER, med hvem han indledte et varigt venskab, dengang de som meget unge logerede hos farverenken madam Møller i Vestergade i København). Det stod også Ørsted klart, at han fra og med 2. del afveg fra sin oprindelige plan. Men trods værkets monstrøse karakter er det opbygget i en for Ørsted naturlig form: ligesom hans håndbøger et korrektiv til den allerede foreliggende litteratur om det, som havde været hans liv og hans tid.
Bestyrelsen for det Ørstedske legat har indset, at der ikke kunne være tale om at genoptrykke hele værket; det meste af det må hentes i førsteudgaven (1851—57), når juristen, økonomen eller historikeren lejlighedsvis skal bruge det. Men bestyrelsen har med rette skønnet, at et passende uddrag burde stilles frem ved siden af Ørsted-udgaven fra 1930—36. Princippet har været at medtage »alt væsentligt biografisk, juridisk og almindeligt historisk stof». Hovedvægten er herved kommet til at ligge på 1. del, medens 4. del helt er udeladt. — Med størst interesse læser man alt hvad der bringer os Ørsted nærmest ind på livet, de ret sparsomme oplysninger om hans ydre løbebane og arbejde, de mere udførlige redegørelser for hans juridiske og filosofiske uddannelse. Ørsted omtaler sin oprindelige tilslutning til Kants filosofi og sin senere holdning mod Fichte, endelig det syn på etik og retslære som han standsede ved. Om sine første år som dommer fortæller han en del og gennemgår adskillige af de retsspørgsmål, han dengang stilledes overfor. For strafferettens historie har bl. a. et lille afsnit om utilregnelighed og lægeskøn interesse. Men karakteristisk nok er det i 1. del trykkefrihedsspørgsmålet, som behandles mest udførligt.
Uddragene fra 2. og 3. del fylder de sidste 200 sider; meget handler om det politiske og økonomiske statsstyre, navnlig om Slesvig-Holstens forhold. Mange læsere vil nok her foretrække 3. del, bl. a. med afsnittet p. 377—416 i den nye udgave, hvor Ørsted taler om tilstandene f