STATUS I RETTIGHEDSDISKUSSIONEN

 

AV PROFESSOR ALF ROSS

 

 

    1. Gennem en årrække har der fundet en, måske efterhånden noget langtrukken debat sted om rettighedsbegrebet, i hvilken PER OLOF EKELÖF, IVAR STRAHL, ANDERS WEDBERG og undertegnede har deltaget.1 Det kan måske forekomme pretentiøst at forlænge diskussionen med endnu et indlæg. Når jeg alligevel gør det, er det fordi jeg tror at denne debat, der så fortjenstfuldt blev startet af Ekelöf, har berørt et centralt retsfilosofisk spørgsmål og virkelig har bidraget til at skabe klarhed på et område der længe har været slagmark for heftige kontroverser. Blot er det gået sådan at deltagerne, netop på grund af deres enighed med hensyn til de fundamentale synspunkter, med så meget større iver har vendt deres opmærksomhed mod problemer der angår de mere fine nuancer i grundsynets eksakte formulering. Dette har dog ingenlunde berøvet diskussionen dens intensitet. Det er et velkendt fænomen, at ingen divergenser eksponeres kraftigere end de der adskiller sekter indenfor samme kirke eller skole. Men overfor et publikum der ikke føler trang til at engagere sig i esoteriske divergenser, vil det omtalte forhold let medføre, at uenigheden forekommer væsentligere end den virkelig er, at man taber de store linier af syne, og med nogen træthed vender sig fra en diskussion der synes at fortabe sig i subtiliteter der ikke kan afvinde interesse. Dette er grunden til, at jeg har fundet det berettiget endnu en gang at tage ordet i denne sag. Samtidig forklarer det, at formålet med dette indlæg ikke så meget er polemisk at spinde enden videre ved at uddybe argumentationen for mit eget standpunkt, som derimod at gøre status op ved at fremhæve, på den ene side hvad vi er enige om, og på den anden side hvad der skiller os. Jeg tror, at en sådan oversigt vil gøre det lettere for interesserede at danne sig en mening om stridens genstand og gøre deres egen stilling

 

1 PER OLOF EKELÖF, Juridisk slutledning och terminologi, TfR 1945 s. 211 f.; IVAR STRAHL, Till frågan om rättighetsbegreppet, TfR 1946 s. 204—10; PER OLOF EKELÖF, Till frågan om rättighetsbegreppet, TfR 1946 s. 309—13; IVAR STRAHL, Till frågan om rättighetsbegreppet, TfR 1947 s. 481—514; PER OLOF EKELÖF, Om begagnandet av termen rättighet inom juridiken, Festskrift tillägnad Birger Ekeberg 1950 s. 151—77; ALF ROSS, Tû-tû, Festskrift for Henry Ussing 1951 s. 468—84; ANDERS WEDBERG, Logical Analysis of Legal Science, Theoria 1951 s. 246—75; PER OLOF EKELÖF, Är termen rättighet ett syntaktiskt hjälpmedel utan mening? Skrifter tillägnadeVilhelm Lundstedt 1952 s. 546—59.

34—537004. Svensk Juristtidning 1953.

 

530 ALF ROSSop. Skal dette formål opnås, og skal dette indlæg ikke blive blot endnu en komplikation af det allerede komplicerede, er det nødvendigt at gå noget summarisk til værks. Jeg håber, mine meddeltagere i diskussionen vil forstå og anerkende denne nødvendighed og derfor ikke hænge mig op på manglende finesse og omstændelighed i omtalen af forskellige opfattelser.
    2. Lad mig altså begynde med at fremhæve at vi alle fire, såvidt jeg kan forstå, er enige i det fundamentale metodiske grundsyn, at rettighedsbegrebet — forsåvidt der hermed tænkes på det begreb der anvendes i retsvidenskaben eller af praktiske jurister i juridiske argumentationer eller i omtale af retsforhold — må tydes retsfunktionelt. Dette betyder at det på forhånd står fast, at den realitet hvortil udsagn om rettigheder refererer må være den gældende retsorden og dens anvendelse på foreliggende situationer, således altså at rettighedsbegrebet fungerer til beskrivelse af et abstrakt retsindhold eller en konkret retssituation. Det er herved videre forudsat, at gældende ret udtrykkes i normer der knytter visse retsfølger til visse betingende kendsgerninger.
    Dette metodiske postulat er af fundamental betydning. Det er muligt at et rettighedsbegreb også anvendes af andre videnskaber og med henblik på andre sagforhold. Det kommer os ikke ved. Det juridiske rettighedsbegreb må nødvendigvis tydes med sigte på juridiske sagforhold, og det vil sige den gældende ret (det faktisk fungerende normative system) og dens anvendelse på konkrete situationer. Dette kan som andre elementære sandheder forekomme banalt, men er dog meget betydningsfuldt. Det betyder at man hermed har taget afstand fra to betragtningsmåder der faktisk har domineret langt den overvejende del af den internationale litteratur om rettighedsbegrebet, nemlig:
    a) det metafysiske rettighedsbegreb. Dette begreb er dannet i overensstemmelse med gængs sprogbrug der antagelig har sin historiske oprindelse i primitive magiske forestillinger. Man taler som om rettigheden er noget der opstår eller skabes af retsordenen (når visse kendsgerninger foreligger) og som afføder visse retsvirkninger. I overensstemmelse hermed tænker man sig »rettigheden selv» som noget mellemkommende, forskelligt såvel fra de betingende kendsgerninger som fra de betingede følger, nærmere bestemt som et herredømme eller magt over tingen eller mod en person — og vel at mærke et herredømme eller en magt der er forskellig både fra den rent faktiske råden (rettigheden består uanfægtet af faktiske hindringer) og fra adgangen til ved påtale at sætte retsmaskineriet i funktion således at statsmagten udøves til fordel for den berettigede (påtalen sker nemlig, siges det, til beskyttelse af rettigheden og er altså forskellig fra denne selv). Det herredømme, der er rettighedens substans, må derfor tænkes som værende en åndelig

 

STATUS I RETTIGHEDSDISKUSSIONEN 531moralsk kraft, et usynligt, metafysisk attribut til den berettigedes vilje: det består dels i en magt eller evne til selv at råde; dels i et krav om ukrænkelighed, d. v. s. et krav mod alle andre om at respektere rådigheden.
    At dette ikke er digt ses bedst ved at studere en af de seneste monografier over rettighedsbegrebet: JEAN DABIN, Le droit subjectif (Paris 1952, 308 s.). Ifølge denne forfatter består rettigheden i et tilhørighedsbånd (lien d'appartenance) der anerkendes eller skabes af den positive ret og som ytrer sig i en herskermagt (pouvoir de maîtrise) over rettighedens genstand, d. v. s. en evne til frit at råde over den. Tilhørighedsbåndet og herskermagten er som sådanne forbundne med krav på respekt overfor alle, og for at garantere denne ukrænkelighed stiller retsordenen visse retsmidler til rådighed for den berettigede.1 For at man ikke skal tage fejl af tankegangens iøvrigt oplagt metafysiske karakter, siges det udtrykkeligt, at den herskermagt der ligger i rettigheden er uafhængig af udøvelse af faktisk råden: »Dersom af den ene eller anden grund, objektivt eller subjektivt, faktisk eller retligt, den materielle mulighed for at råde falder bort, består herredømmet dog ligefuldt i og med den åndelige2 mulighed for at råde.»3 I en vis forstand kan herredømmet kaldes blot »virtuelt», nemlig set i forhold til den faktiske rådighedsudøvelse, derimod ikke i forhold til selve herskermagten, der altid er en realitet (og ikke blot en mulighed), omend en åndelig realitet som en logisk nødvendig konsekvens af tilhørigheden.4 På samme måde som herskermagten er uafhængig af den faktiske mulighed for at råde, således er også, fremhæves det udtrykkeligt, exigibiliteten, d. v. s. kravet mod andre om respekt, uafhængig af den faktiske beskyttelse der etableres gennem retsmidlerne.5 Exigibiliteten er en logisk konsekvens af tilhørigheds-herskermagten og derfor af åndelig natur ligesom denne. Men uden ydre beskyttelse bliver rettigheden ikke en rettighed efter positiv ret.6
    Det må tilføjes at DABIN ikke er et udsøgt særtilfælde. Han fortsætter og uddyber en teori der går tilbage til SAVIGNY og WINDSCHEIDog kan betragtes som repræsentativ for en retning der tæller mange tilhængere.

 

1 A. st. s. 103—05.

2 Som det fremgår af modsætningen til »matérielle» bør den franske glose »morale» der anvendes i den franske tekst, som det så ofte er tilfældet efter fransk sprogbrug, oversættes ved »åndelig», ikke ved »moralsk».

3 A. st. s. 92. Udhævelserne er forfatterens.

4 S. st.

5 A. st. s. 93 f., jfr s. 97 f.

6 A. st. s. 96 jfr s. 97—98.

 

532 ALF ROSS    b) Det sociologiske rettighedsbegreb. DUGUIT1 i Frankrig og LUNDsTEDTi Sverige har æren for først med stor styrke at have påvist det traditionelle rettighedsbegrebs metafysiske belastning, men er dog havnet i et andet vildspor. Den eneste påviselige realitet i de såkaldte rettighedssituationer, siger de, består i retsmaskineriets funktion. Under visse betingelser kan efter gældende ret en person gennem påtale sætte retsmaskineriet i gang med den virkning, at den offentlige magt udøves til hans fordel. Han kan opnå dom og tvangseksekution. Herigennemm skabes der for ham en fordelagtig position, en handlemulighed, der har karakter af et økonomisk gode. Det er det hele.
    Dette er i og for sig ganske rigtigt. Men samtidig er det klart, at denne begrebsdannelse er af sociologisk, ikke juridisk natur, og følgelig ikke det begreb der er impliceret i retsvidenskabelige udsagn eller praktisk-juridisk argumentation. Den økonomiske fordel, den reelle handlemulighed eller »beskyttede position» disse forfattere taler om, er øjensynlig den praktiske konsekvens af en vis retssituation, ikke denne retssituation selv. Men som juridisk begreb må rettighedsbegrebet forstås og analyseres som et instrument til beskrivelse af et retsindhold, en retssituation, ikke dennes realøkonomiske konsekvenser.
    3. I modsætning til de omtalte metafysiske og sociologiske teorier er deltagerne i denne diskussion altså enige om, at opgaven må være at prøve at tyde rettighedsbegrebet retsfunktionelt, d. v. s. som instrument til beskrivelse af ret og retsforhold. Vi er særlig enige om, at gængs sprogbrug, hvorefter rettigheden omtales som noget der »opstår» som følge af visse kendsgerninger og igen »afføder» retsfølger, altså som noget der skyder sig ind som et kausalt mellemled mellem betingende kendsgerning og betinget følge, er misvisende og antagelig betinget af rettighedsbegrebets historiske oprindelse af magiske forestillinger. Men dette forhold kan ikke på forhånd udelukke at man, efter at have gennemskuet de nedarvede forestillingers illusoriske karakter, forsøger at »omtyde» begrebet, der så at sige er blevet »ledigt», ved at give det et realt indhold.3
    Den »tydning», der her er tale om, må ikke opfattes således, at opgaven er at trænge ind i, hvad jurister eller lægfolk faktisk-psykologisk forestiller sig, når de taler om rettigheder. Disse forestillinger er sikkert både uklare, kaotiske og metafysisk prægede. Nej, den metode der anvendes består i at forsøge på i typiske rettighedsudsagn at udbytte ter

 

1 Se især Traité de droit constitutionnel t. I. 3. éd. 1927, jfr Ross, Virkelighed og Gyldighed, 1934, kap. X, 3 og JEAN DABIN, Le droit subjectif, 1952, 5 f.

2 Se fx Obligationsbegreppet II, 1, 1930, og den udførlige fremstilling og kritik i min bog Virkelighed og Gyldighed, 1934, kap. X, 4.

3 Jfr EKELÖF, SvJT 1952 s. 555.

 

STATUS I RETTIGHEDSDISKUSSIONEN 533men »rettighed» med andre, mere præcise og velforståelige udtryk. Dersom nu en sådan substitution kan foretages uden at udsagnene derved mister eller forandrer deres juridiske mening eller funktion, kan de substituerede udtryk tages som definition af rettighedsbegrebets reale mening, i hvert fald i den omhandlede sammenhæng.1
    De standpunkter, diskussionsdeltagerne på dette grundlag er kommet til, kan forenklet skematiseres således:
    a) EKELÖF: efter hans oprindelige fremstilling må der gøres en sondring mellem A: udsagn der angår eksistensen eller opkomsten af en rettighed, og B: udsagn der angår de retsfølger der begrundes i forekomsten af en rettighed, fx:
    A: På grund af denne långivning er der opstået en fordring.
    B: Eftersom der foreligger en fordring, skal betaling ske på forfaldsdag.

    Den oprindelige tese går ud på, at rettighedsbegrebet står for noget forskelligt i de to tilfælde. I A-tilfældene kan det udbyttes med et kumulativt indbegreb af retsfølger (herunder at betalning skal ske på forfaldsdagen), i B-tilfældene med et disjunktivt indbegreb af betingende kendsgerninger (et komplekst retsfaktum), d. v. s. det sagforhold, at enten det ene eller det andet af et vist indbegreb af kendsgerninger foreligger. Begge udsagn får herved den funktion at udtrykke en retlig beskrivelse af en situation:

 

    A: På grund af denne långivning indtræder et sæt af retsfølger (herunder at betaling skal ske på forfaldsdagen).
    B: Eftersom der her foreligger en enkelt af et vist disjunktivt indbegreb af betingende kendsgerninger (fx at det er ydet et lån), skal betaling ske på forfaldsdagen.2

 

    Senere hen, under indflydelse af den af Strahl fremsatte kritik, se straks nedenfor, har Ekelöf, modificeret sin opfattelse, uden at jeg dog har kunnet nå til klarhed over, hvorledes denne nu kan formuleres. Jeg tør derfor ikke indestå for rigtigheden af følgende fortolkning af Ekelöfs, som det forekommer mig, ikke særlig klare, senere indlæg. Det indrømmes, at det ikke går an at lade rettighedsbegrebet stå for noget forskelligt i de to udsagnstyper. Men medens Strahl hævder, at det i alle tilfælde (eller dog normalt) står for det disjunktive retsfaktum, mener Ekelöf nu, at det er muligt overalt at udbytte rettighedsbegrebet med enten retsfaktum, retsfølge eller begge dele tilsammen (når man blot i forbundne udsagn konsekvent fastholder samme udbytning).Han tilkendegiver dog, at der kan anføres argumenter til støtte for

 

1 Jfr EKELÖF, TfR 1945 s. 243, og WEDBERG, Theoria 1951 s. 264.

2 EKELÖF, TfR 1945 s. 244—48.

3 Festskrift tillägnad Birger Ekeberg s. 155, 165, 168.

 

534 ALF ROSSStrahls opfattelse, hvis rækkevidde han ikke for nærværende er i stand til at bedømme, og lader derfor spørgsmålet stå åbent indtil videre.1
    b) STRAHL: hans hovedargument mod Ekelöfs oprindelige tese er, at det ikke går an at tillægge rettighedsbegrebet forskellig betydning i A og B-tilfældene, da udsagn af disse forskellige typer ofte forbindes i en syllogisme. Rettighedsbegrebet må derfor nødvendigvis stå for et og samme, og dette er, mener Strahl, det disjunktive retsfaktum.2 Det erkendes dog, at udtrykket i visse sammenhæng sigter til retsfølgen, men det forudsættes da at retsfaktum foreligger, og betydningen kan let glide over til at betegne den situation der er retsfaktum for retsfølgerne.3
    c) Ross: Det fremgår af det foregående referat, at det i hvert fald er forbundet med store vanskeligheder at give en real tydning af rettighedsbegrebet. Det står efter min mening i overensstemmelse med den af Strahl fremsatte kritik ubestrideligt fast, at Ekelöfs oprindelige sondring mellem udsagn af A- og B-typerne er uholdbar. Skal rettighedsbegrebet kunne udbyttes med noget, må substitutet i forbundne udsagn nødvendigvis være et og samme. Strahl mener at dette (normalt) må være retsfaktum. Samtidig anerkender han dog, at rettighedsbegrebet i visse sammenhæng nærmest synes at gå på følgerne. Men hvorledes kan dette opretholdes, når sådanne udsagn, hvad utvivlsomt er tilfældet, forbindes med andre, hvori det går på faktum? Det synes ikke muligt ad denne vej at nå frem til et eentydigt rettighedsbegreb.
    I min afhandling »Tû-tû» i festskrift for Henry Ussing (1951) har jeg søgt at løse disse vanskeligheder ved at udkaste den tanke, at rettighedsbegrebet simpelthen bør betragtes som et meningsløst begreb, d. v. s. et begreb der ikke tydes som refererende til noget realt fænomen, men blot indføres af fremstillingstekniske grunde for at lette en systematisk fremstilling af retsreglerne.
    Lad os tænke os, at vi har givet et sæt af n X p retsregler gående ud på, at hver enkelt af et indbegreb af p forskellige kendsgerninger (Kl......Kp) er forbundet med hver enkelt af et indbegreb af n forskellige retsfølger (Fl. . . . Fn). Det vil da være simplere og mere håndgribeligt for tanke og tilegnelse at benytte sig af et fremstillingsteknisk greb, således at der mellem kendsgerning og følge indskydes et »X». I et sæt af regler fremstilles da først, at hver af de betingende kendsgerninger Kl — Kp »medfører» eller »stifter» »X»; i et andet sæt af regler, at »X» »medfører» retsfølgerne Fl — Fn. Dette »X» er da rettighedsbegrebet, fx »ejendomsret» eller »fordring». Det er nu klart, mener jeg, at dette »X» er et fuldstændigt tomt ord. Det tjener jo kun til

 

1 A. st. s. 152, jfr s. 173.

2 TfR 1946 s. 208; 1947 s. 482 f.

3 TfR 1947 s. 498 f., 502.

 

STATUS I RETTIGHEDSDISKUSSIONEN 535omskrivning af de givne normer og refererer ikke til noget sagforhold. Man taler som om »ejendomsret» er et kausalt mellemled mellem K og F, en virkning der »forårsages» eller »stiftes» af ethvert K, og som selv igen er årsag til indbegrebet af retsfølger. Man siger fx:
    (1) Når A lovligt har købt en ting, stiftes herved ejendomsret til tingen for ham.
    (2) Når A har ejendomsret til en ting, kan han (bl. a.) vindicere.

    Det er imidlertid klart, at (1) + (2) ikke er andet end en omskrivning af en af de forudsatte normer, nemlig den at køb som betingende kendsgerning medfører vindikationsmulighed som retsfølge. Enhver tanke om, at der mellem købet og vindikationsadgangen skulle være »opstået» noget der kan betegnes som »ejendomsret», er nonsens. Der »opstår» ingenting, fordi A og B udveksler nogle bemærkninger der retligt tolkes som en købsaftale. Alt hvad der foreligger er, at dommeren er indstillet på at tage denne kendsgerning i betragning og give dom til fordel for køberen, dersom denne senere anlægger vindikationssøgsmål.
    d) WEDBERG: I en afhandling offentliggjort kort efter min, men øjensynligt affattet uafhængigt af denne, har denne forfatter fremsat synspunkter der nøje harmonerer med mine, idet han dog samtidig holder den mulighed åben, at rettighedsbegrebet også kan defineres gennem enten retsfaktum eller retsfølge.1
    4. Jeg er selv af den måske noget naive opfattelse, at den tydning af rettighedsbegrebets funktion der er givet af Wedberg og mig, er så enkel og ligetil, at der ikke synes at kunne være tvivl om dens fortrin fremfor de af Ekelöf og Strahl2 gjorte forsøg på at tilskrive rettighedsbegrebet real referens.
    Da imidlertid Ekelöf i sit seneste indlæg har fremført forskellige indvendinger mod Wedbergs og min forklaring, finder jeg det påkrævet at gå lidt nærmere ind på sagen. Først vil jeg da undersøge, hvorvidt vor opfattelse harmonerer med den brug af rettighedsbegrebet der faktisk gøres i forskellige sammenhæng (punkt 4); dernæst imødegå de af Ekelöf fremsatte indvendinger (punkt 5).
    Under dette punkt skal det altså undersøges, om den brug jurister gør af rettighedsbegrebet i forskellige sammenhæng er forenelig med den antagelse, at rettighedsbegrebet har blot fremstillingsteknisk funktion, er så at sige et hvilepunkt for tanken.
    I den abstrakte fremstilling af gældende ret synes der ikke at kunne

 

1 Theoria 1951 s. 273, jfr s. 266 og 270.

2 STRAHL udtrykker sig dog på en måde, der ligger meget nær op ad WEDBERGS og mit standpunkt, se især TfR 1947 s. 484, 489, 491, hvor rettighedsbegrebet omtales som et fremstillingsteknisk hjælpemiddel. 

536 ALF ROSSvære nogen tvivl om, at rettighedsbegrebet kan tydes på den angivne måde. En retsvidenskabelig sætning som fx denne: »Ejendomsret stiftes ved hævd i overensstemmelse med følgende regler . . .» kan omskrives således: »Hævd (som nærmere beskrevet i det følgende) er en af de kendsgerninger der medfører det indbegreb af følger der fremstilles nedenfor i kapitlet om ejendomsrettens retsvirkninger.»
    I nøje overensstemmelse hermed anvendes rettighedsbegrebet i sagførernes juridiske argumentation for domstolene og i domspræmisserne. Denne argumentation går ud på at begrunde en vis retsafgørelse under henvisning til foreliggende kendsgerninger og de retsfølger der efter gældende ret er knyttet til disse. En sagfører vil fx argumentere med, at der ved den købeaftale, der blev indgået den og den dag, blev stiftet ejendsomsret til et automobil for hans klient, og at klienten derfor nu må kunne kræve dom over sælgeren til udlevering. Også her kan den mellemkommende ejendomsret udelades. Alt hvad sagføreren vil hævde er i virkeligheden (1) at der er indgået en gyldig købeaftale; og (2) at denne kendsgerning efter gældende ret medfører som retsfølge, at dommeren skal give dom til udlevering.
    Endelig anvendes rettighedsbegrebet i sammenhæng, hvor der i hvert fald tilsyneladende ikke er tale om at fremstille eller påberåbe sig retsregler, men hvor udsagnet hvori det forekommer synes at være rent faktisk-deskriptivt. Således fx når det oplyses, at det er A der er ejer af en vis ting; eller når loven beskriver den person hvem snekastningspligt påhviler som ejeren af en vis fast ejendom.
    Som indledning til en forklaring af, hvorledes det forholder sig i disse tilfælde, vil jeg erindre om, at det er ganske almindeligt, at man ved beskrivelse af personer, ting eller situationer, ved siden af rent faktiske egenskaber og forhold, nævner andre der har retlig farve. I et pas fx angives foruden indehaverens alder og hårfarve også hans nationalitet og ægteskabelige stilling. Hvad vil det nu egentlig sige som led i en beskrivelse af en person at angive, at han er »gift»? Påstanden synes at referere sig til den faktiske kendsgerning, at personen på et vist tidspunkt har indgået ægteskab, der ikke siden er blevet opløst. Men det »at indgå ægteskab» er ikke noget rent faktisk. Ligesom der ikke er nogen rumlig omplacering af en genstand der i sig selv er et skaktræk, således er der heller ikke nogen faktisk begivenhed der i sig selv er »indgåelse af ægteskab». Begge dele får først deres specifike mening derved, at et faktisk forhold tydes i relation til en gældende ideologi, skaknormerne respektive retsnormerne. I påstanden om, at en person har »indgået ægteskab», er medtænkt en påstand om gældende ret, nemlig at den begivenhed der sigtes til efter gældende ret er »ægteskabsstiftende», hvilket igen vil sige at den medfører et vist indbegreb af rets

 

STATUS I RETTIGHEDSDISKUSSIONEN 537følger. Hvilke disse følger er har man i daglig tale ikke noget klart og udtømmende begreb om, men man ved, fx, at derunder hører, at vedkommende person ikke kan indgå nyt ægteskab, så længe det gamle består. Et udsagn om at en vis person er »gift», refererer sig altså til et dobbelt sagforhold, dels til det rent faktiske; dels til det retlige (der naturligtvis også i sidste analyse er noget faktisk), at denne begivenhed efter gældende ret medfører et sæt af retsvirkninger, om hvilke man har mere eller mindre uklare forestillinger.
    På tilsvarende måde kan de tilsyneladende rent deskriptive anvendelser af rettighedsbegrebet forstås. Et udsagn om at A har ejendomsret til en vis genstand, refererer sig ikke blot til det rent faktiske forhold, at A enten har købt tingen, arvet den eller vundet hævd på den o. s. v.; men også til det retlige forhold, at disse begivenheder efter gældende ret medfører et vist typisk indbegreb af retsfølger. Således fungerer udsagn af denne type i daglig tale, selvom naturligtvis forestillingen om hvilke retsfølger det drejer sig om er yderst vag.
    Vi kan herefter fastslå, at det i alle de undersøgte sammenhæng gælder, at udsagn om rettigheder fungerer med god mening til beskrivelse af gældende ret eller dennes anvendelse på konkrete situationer, men at det samtidigt må fastholdes, at rettighedsbegrebet er uden enhver semantisk referens. Det betegner ikke noget fænomen af nogen art der skyder sig ind mellem de betingende kendsgerninger og de betingede følger, men er alene et middel, ved hvis hjælp man — mere eller mindre eksakt — bringer indholdet af et sæt retsregler til bevidsthed, nemlig dem der forbinder en vis disjunktiv flerhed af betingende kendsgerninger med en vis kumulativ flerhed af retsfølger.
    5. Ekelöf har i sit seneste indlæg rejst indvendinger mod den opfattelse, at et sådant udtryk som »ejendomsret» er et meningsløst ord der blot har fremstillingsteknisk funktion. Han har herved indviklet sig i vanskelige overvejelser om, i hvilke forskellige betydninger man kan sige, at et ord savner mening. Jeg må indrømme, at Ekelöfs betragtninger ikke forekommer mig at have bragt klarhed, men hovedsagelig skyder forbi målet og fortaber sig i irrelevante og komplicerede spekulationer der ikke er egnede til at belyse sagen, fx i hvilken betydning ordet »og» kan siges at være meningsløst, og om det er i den betydning, jeg har erklæret rettighedsbegrebet for meningsløst.1 Jeg må videre indrømme, at jeg anser en almindelig semantisk teori om, hvornår et ord er meningsløst, for en yderst vanskelig opgave, hvis løsning vil føre meget vidt, og som jeg ikke tør påtage mig, men som formentlig heller ikke er nødvendig for at bringe klarhed i det foreliggende problem.

 

1 Den tanke er mig ganske fjern, allerede fordi jeg ikke ville sige, at ord med syntaktisk funktion er meningsløse. 

538 ALF ROSSSagen forekommer mig så enkel, at jeg i min første fremstilling udtrykkeligt bemærkede, at jeg ikke fandt det nødvendigt at fremkomme med en nærmere udredning. Jeg kan nu se, at jeg har været for optimistisk.
    Lad os fx tage udsagnene:
    (1) Når A lovligt har købt en ting, stiftes herved ejendomsret til tingen for ham;
    (2) Når A har ejendomsret til en ting, kan han bl. a. vindicere den, 
    hvoraf følger:
    (3) Når A lovligt har købt en ting, kan han bl. a. vindicere den.

    Nu har Ekelöf1 ret i, at den blotte omstændighed, at man kan fatte konklusionen, altså udlede (3) af (1) + (2), uden at vide noget om, hvad mellembegrebet »ejendomsret» står for, ja også selv om det ikke står for noget, ikke udgør bevis for, at ordet er meningslöst. Det samme ville jo kunne anføres om enhver konklusion, fx denne:
    (a) Sokrates er et menneske;
    (b) Alle mennesker er dødelige;
    (c) Sokrates er dødelig.

    Der er imidlertid en afgørende forskel mellem de to tilfælde som Ekelöf ikke har øje for, og som er det moment der definerer, at »ejendomsret» i modsætning til »menneske» er et meningsløst begreb. Denne forskel består deri, at medens (a) + (b) udsiger noget andet og mere end (c), så udsiger (1) + (2) derimod intetsomhelst andet end (3).2 Eller: medens (a) — (b) — (c) er en virkelig slutning, i hvilken et specielt sagforhold henføres under et mere omfattende, så er (1) + (2) kun en sproglig omskrivning af (3).
    (a) + (b) udtrykker, siger jeg, noget andet og mere end (c), nemlig at Sokrates deler den egenskab at være dødelig med ethvert andet menneske. For at forstå ikke blot den formelle slutning, men indholdet af hver enkelt af præmisserne, er det nødvendigt at vide, hvad et »menneske» er.
    (1) + (2), derimod, udsiger intet som helst andet end (3). Dette er kriterium for, at mellembegrebet »ejendomsret» er meningsløst. Hvis det nemlig var muligt at tillægge begrebet en real interpretation, ville der foreligge en virkelig slutning ad modum (a) — (b) — (c), og præmisserne ville udsige noget andet og mere end konklusionen.
    Rigtigheden af disse betragtninger bekræftes, når vi betragter resultatet af Ekelöfs substitueringsforsøg.

 

1 SvJT 1952 s. 552—53.

2 Måske vil man indvende, at også (1) + (2) udsiger noget andet og mere end (3), nemlig at A ikke blot kan vindicere, men også kræve erstatning m. m. Man må imidlertid lægge mærke til ordene »bl. a.» i (2) og (3). Egentlig burde (2) og (3) formuleres således: »Når . . . indtræder i relation til ham et indbegreb af retsfolger, hvilke er . . .». Det er da klart, at der er fuldstændig identitet mellem (1) + (2) og (3). 

STATUS I RETTIGHEDSDISKUSSIONEN 539    Som det er gået op for Ekelöf1 er det i lige grad muligt at ombytte rettighedsbegrebet med retsfaktum, retsfølge eller begge dele tilsammen. Dette beror simpelthen på, at retsfaktum ikke kan defineres på anden måde end som de kendsgerninger der ifølge et vist sæt af retsregler er forbundet med et vist indbegreb af retsfølger, og omvendt for så vidt angår definition af retsfølge. Eller rettere: begge er definerede gennem et vist sæt af retsregler i relation til hvilke de opnår netop karakteren af retsfaktum og retsfølge.
    Men hvad enten man vælger den ene eller den anden substitution, bliver resultatet, som nøjagtigt påvist i min tidligere afhandling, at en af præmisserne i »slutningen» bliver analytisk. Og dette er netop bevis for, at der ikke foreligger en ægte slutning baseret på et meningsfuldt mellembegreb af typen (a) — (b) — (c), men kun en sproglig omskrivning af typen (1) — (2) — (3). Hvis vi fx i omstående eksempel ombytter ejendomsret med følgerne, får vi følgende resultat:
    (1) Når A lovligt har købt en ting, indtræder i forhold til ham et indbegreb af retsfølger omfattende . . . herunder at han kan vindicere;
    (2) Når der til fordel for A er indtrådt et indbegreb af retsfølger omfattende . . . herunder at han kan vindicere, kan han bl. a. vindicere.
    (3) Når A lovligt har købt en ting, foreligger i relation til ham et indbegreb af retsfølger omfattende . . . herunder at han kan vindicere.

 

    Som man vil se, bliver (2) absolut intetsigende, medens (1) er identisk med (3), hvilket er den nødvendige følge af, at (1) + (2) intet som helst andet udsiger end (3). Den formentlige reale interpretation er altså ikke i stand til at give begge præmisser en real betydning, men betyder kun, at man med udeladelse af rettighedsbegrebet opgiver omskrivningen og direkte siger det, som (1) + (2) er en omskrivning af.
    Når Ekelöf som konsekvensargument også anfører, at min teori må ramme ikke blot rettighedsbegrebet, men også mange andre juridiske begreber, fx begrebet gave,2 så har jeg, for så vidt der hermed sigtes til de systematiske begreber, intet imod at acceptere denne konsekvens.
    Ganske generelt synes den tanke at tilskrive en sætning i sin helhed mening samtidig med at man erklærer et enkelt i sætningen indgående ord for meningsløst, at fylde Ekelöf med undrende tvivl.3 Men der er intet besynderligt heri. Wedberg, der er mere bevandret i videnskabslogik end jeg, har nærmere udredt forholdet og slutter med at sige:
    »It may be shocking to unsophisticated common sense to admit such 'meaningless' expressions in the serious discourse of legal scientists. But, as a matter of fact, there is no reason why all expressions employed in a discourse, which as a whole is highly 'meaningful', should themselves

 

1 Festskrift tillägnad Birger Ekeberg s. 168.

2 A. st. s. 552.

3 A. st. s. 547.

 

540 ALF ROSShave a 'meaning'. It appears likely that many expressions employed by other sciences, especially by the so-called exact sciences, lack interpretation and solely function as vehicles of systematization and deduction. Why should not the situation be the same within legal science?»1

 

    Hvis vi til slut forsøger at hæve os over detaillerne og se sagen i store træk, må den her forsvarede opfattelse forekomme naturlig og ligetil. Også Ekelöf deler jo den opfattelse, at rettighedsbegrebet er et tû-tû-begreb, d. v. s. oprindelig bestemt ud fra magisk-metafysiske forestillinger om, at der virkelig opstår noget, en kraft eller en magt, der skyder sig ind mellem betingende kendsgerning og betinget følge som et forbindende mellemled. I overleveret sprogbrug ligger forstenet disse metafysiske forestillinger, som vi vel ikke længere tror på, men som dog kommer for dagen, dersom analysen af rettighedsbegrebet baseres på en analyse af sprogbrugen, og dette er netop hvad der sker i den metafysiske rettighedsteori af type som Dabins, skildret ovenfor under punkt 2.
    Medens nu Duguit og Lundstedt heraf drager den konklusion, at så er al tale om rettigheder idel nonsens, har jeg søgt at vise, at rettighedsudsagnene meget vel kan fortolkes således, at de får et realistisk indhold til beskrivelse af ret og retssituationer, og at de faktisk også fungerer på denne måde i gængs juridisk sprogbrug. Ja, man må endda indrømme, at der ikke ville være vundet noget ved at opgive denne sprogbrug, idet den omskrivning af retsreglerne der finder sted ved hjælp af rettighedsbegrebet tjener et nyttigt, systematisk formål.
    Derimod må det på forhånd forekomme usandsynligt, at det skulle være muligt at tillægge selve ordet rettighed real mening. Dets syntaktiske plads i de udsagn hvori det anvendes, og dets syntaktiske forbindelse med verber som »at opstå», »at afføde» o. lign. indicerer, at dets mening, om det har nogen, må referere sig til et udvortes sagforhold. Men dets intenderende referens har vist sig at være en indbildning. Spørgsmålet er, om der kan påvises nogen realitet der kan substitueres for indbildningen. Jeg kan ikke se, hvad det skulle være.

 

1 Theoria 1951 s. 273.