Rättshistoriska studier. Första bandet. Serien II. Skrifter utgivna av Institutet för rättshistorisk forskning grundat av Gustav och Carin Olin. Lund 1951. Nordiska Bokhandeln i distr. X + 347 s. Kr. 20,00.

 

    Det første bind i 2. serie af de af »Institutet för rättshistorisk forskning, grundat av Gustav och Carin Olin» udgivne publikationer saa lyset i 1951 og indeholder i overensstemmelse med planen for denne serie en række retshistoriske specialstudier, medens 1. serie skal omfatte større værker, der hvert for sig kan udgøre selvstændige bind. Omraadet for institutets virksomhed skal ikke være svensk retshistorie i snævreste forstand, men ogsaa de andre nordiske landes retshistorie, i den udstrækning saadanne undersøgelser kan belyse svensk rets udvikling. Det foreliggende bind er dog i det hele begrænset til den egentlig svenske retshistorie, naar bortses fra den av fil. mag. HILLEVI VRETBLAD udarbejdede bibliografi »Nordisk rättshistorisk litteratur 1941—1949», der med sine ca. 70 sider optager 1/5 af bindets samlede omfang. Man kan kun ønske, at der ogsaa for de følgende aar maa blive tilvejebragt bibliografier af tilsvarende høje kvalitet. Der findes ikke nogen anden juridisk disciplin, hvor behovet for bibliografiske hjælpemidler føles saa stærkt, som netop retshistorien, fordi et stort antal værdifulde undersøgelser gemmer sig i publikationer, som man paa forhaand ville betragte det som formaalsløst at gennemgaa. Endog den vanskeligt tilgængelige lokalhistoriske litteratur er i vidt omfang udnyttet af forf., og anm. vil for sit personlige vedkommende aabent tilstaa, at han ved gennemgangen af bibliografien er stødt paa adskillige arbejder, som hidtil var undgaaet hans opmærksomhed. At bibliografiens forf. tilmed i talrige tilfælde har medtaget de foreliggende anmeldelser af de i bibliografien optagne værker og specialafhandlinger, forøger i høj grad værdien af den.

    Paa grænsen af svensk och dansk retshistorie ligger prof. RAGNAR HEMMERS afhandling: »Ett bårprov i Skåne år 1706», hvori forf. redegør for en i Torna herred paadømt sag, i hvilken der synes at være aflagt baareprøve. Til det af forf. refererede retstilfælde knytter sig den særlige interesse, at prøven aabenbart er aflagt uden noget initiativ fra herredshøvdingens side, og det er nærliggende at antage, at man her staar over for et udslag af folkelige retsforestillinger fra tiden før 1660, idet baareprøven længe efter denne tid forekom i retsanvendelsen i Danmark, særlig paa Sjælland. Forf. afholder sig dog fra at udtrykke nogen formening i saa henseende.
    Af de i bindet optagne 10 afhandlinger behandler de fire den middelalderlige svenske ret. Prof. Hemmers afhandling »Hälsingelagens upplysningar om järnbörden» omhandler den bekendte oplysning i loven om, hvorledes jernbyrd paany blev indført i Hälsingland, efter at den var afskaffet, og forf. ser forklaringen paa dette fænomen deri, at den stedfundne afskaffelse ikke havde været billiget af de

 

730 STIG IUULfolkelige myndigheder, idet den efter disses opfattelse ville vanskeliggøre afsløringen af grove forbrydere. Denne forklaring rejser dog spørgsmaalet om, hvorfor forholdene i saa henseende har stillet sig anderledes i Hälsingland end i de andre landskaber. Docent FOLKE DOVRING har betegnet sin afhandling »Mark karlgill» som et bidrag til det fornsvenske bødesystems historie og fremsætter her den i og for sig sandsynlige teori, at »mark karlgill» i landskabslovene, som hidtil har været opfattet som ensbetydende med mark sølv (i modsætning til mark penge) i virkeligheden betyder saadanne mark, som anvendtes ved udredelsen af mandebod i modsætning till de almindelige mark (köpgill), som benyttedes ved andre bøder. Som parallel hertil anfører han bestemmelsen i lex Saxonum, hvorefter to forskellige slags solidi skal anvendes henholdsvis ved udredelsen af mandebod og i andre tilfælde. Naar forf. paa dette grundlag vil hævde, at Uplandslovens system er af høj alder og et vigtigt træk i ældre germansk bødeteknik, vil han dog næppe faa mange tilhængere af denne teori. Rent bortset fra, at det i lex Saxonum er de ringere, i Uplandsloven de bedre mark, som anvendes ved udredelsen af mandebod, synes det temmelig fjerntliggende at ville knytte nogen forbindelse mellem paa den ene side de karolingiske møntreformer og disses indvirkning paa Saksernes bødesatser i det 9. aarhundrede og paa den anden side forholdene i Sverige i det 13. aarhundrede. Det eneste, de saksiske og de svenske regler synes at have tilfælles, er, at de er udtryk for bestræbelser for i et vist omfang at føre ganske bestemte bødebeløb à jour under hensyn til pengenes ændrede værdi. Dette udelukker ikke, at de herom indeholdte bestemmelser i de svenske love allerede føltes forældede paa det tidspunkt, da de fandt optagelse i de skrevne lovtekster.
    Docent GERHARD HAFSTRÖM har med sin afhandling »Hamarskipt» føjet et interessant bidrag til den efterhaanden næsten uoverskuelige litteratur om det omtvistede begreb. Efter forf.s mening refererer udtrykket sig til det skifte, som foregik med hensyn til byens alminding, og som ikke havde en tilsvarende regelbunden karakter som solskiftet. I afhandlingen »Vängåvan» behandler han den i en række indbyrdes forskellige retsforhold i den gamle ret forekommende særlige ydelse, som i reglen erlagdes som tillæg til en i loven fastsat præstation eller til gengæld for en vis renuntiation fra medkontrahentens side. Forf. søger udspringet til denne ydelse i en id, da »vängåvan» skulle være udtryk for, at der herskede fred og fordragelighed mellem de to slægter, som kontraktsparterne hver for sig tilhørte, saaledes at ydelsen først senere fik plads i retsforhold mellem to individer som selvstændige retssubjekter.
    De i det foregaaende omtalte afhandlinger, der henter deres emner fra den middelalderlige ret, henvender sig fortrinsvis til rethistoriske fagfæller. Dette gælder ogsa nærmest f. d. häradshövdingen NILS EDLINGS og jur. & fil. kandidaten EUGÉNE EKVALLS afhandlinger, henholdsvis »En domares vedermödor på 1600-talet. Ett belysande dokument» og »Johan Stiernhööks tidigare utkast till den yttre laghistorien. En jämförelse mellan olikheter i utkastet och den slutliga redaktionen». I den første afhandling fremlægger forf. teksten af en

 

ANM. AV RÄTTSHISTORISKA STUDIER 731promemoria fra det 17. aarh., som redegør for, hvilke artikler i Kristoffers landslov der endnu var gældende efter deres indhold, og hvilke forandringer der var sket i de øvrige bestemmelser. Ikke mindst paa grund af de mange oplysninger om, paa hvilke punkter man i det 17. aarhundredes praksis havde sat sig ud over de udtrykkelige lovbestemmelser, er den nævnte promemoria, som er bevaret i tre, i det væsentlige overensstemmende, haandskrifter, af stor interesse og er af forf. med rette fundet værdig til udgivelse. I den sidste afhandling indføres læseren i Stiernhööks arbejdssmetode og i de ikke uvæsentlige modifikationer, hans fremstilling undergik ved den fortsatte beskæftigelse med problemerne.
    De øvrige afhandlinger i bindet — herunder prof. Hemmers tidligere omtalte afhandling om baareprøven — forudsætter ikke retshistoriske specialkundskaber hos læserne og henvender sig derfor til videre kredse. Dette gælder ikke mindst utrikesrådet STURE PETRÉNS livfulde skildring af »Lagläsarna», de personer, der faktisk forvaltede herredshøvdingenes dommerfunktioner, medens herredshøvdingene selv oppebar de betydelige indtægter af embederne og iøvrigt varetog andre statsopgaver. Paa tilsvarende maade stillede forholdet sig mellem lagmændene og underlagmændene. Af særlig interesse er forf.s paavisning af, hvorledes lagläsarna og underlagmændene betragtedes som deres overordnedes private fuldmægtige og ofte havde vanskeligt ved at opnaa den fornødne autoritet over for tingalmuen, hvorfor regeringen ved forskellige lejligheder maatte tage affære for at styrke deres myndighed. Prof. Bo PALMGREN redegør i afhandlingen »David Nehrman Ehrenstråles bibliotek» för denne store samlings senere skæbne og fastslaar, at en væsentlig del af Nehrmans bøger er bevaret i Linköpings stifts- og landsbibliotek (jfr SvJT 1946 s. 777 f). Forf. stiller en senere afhandling i udsigt, i hvilken han vil behandle Nehrmans utrykte arbejder, som til dels vil egne sig til udgivelse.
    Endelig skildrer jur. dr. KURT GRÖNFORS i afhandlingen »Ur det svenska militära rättegångsväsendets historia» udviklingen af den militære straffeproces fra 1621 til nutiden. Afhandlingens titel angiver, at forf. ikke tilsigter nogen udtømmende behandling af emnet — en opgave, som sikkert ville kræve mange aars studier af utrykte arkivalier og ogsaa for Danmarks vedkommende endnu er uløst — men han har i et vist omfang benyttet arkivstof og derved fremdraget adskillige interessante enkeltheder. Det føles dog som en mangel ved afhandlingen, at forf. helt igennem har begrænset sin fremstilling til svenske forhold og bortset fra enkelte antydninger ikke har gjort forsøg paa at efterspore, i hvilken udstrækning udenlandske ordninger kan have været taget som forbillede for de svenske. Netop militærretten maatte ifølge sagens natur faa et vist internationalt præg. Eksempelvis kan nævnes, at forf. fastslaar, at ordet auditør første gang forekommer 1645. I Danmark benyttede Christian IV det allerede i 1628 som et almindelig bekendt begreb.
    De foranstaaende bemærkninger vil have givet indtryk af, hvor mangesidigt og interessant stof det foreliggende bind indeholder. Man kan kun udtrykke haabet om, at det maa faa mange efterfølgere. Hvis kun en ringe del af de værdifulde afhandlinger, som ifølge bibliogra

 

732 ANM. AV RÄTTSHISTORISKA STUDIERfien ser lyset mellem aar og dag, vil finde vejen fra de højst forskelligartede publikationer, hvori de hidtil har fundet optagelse, til institutets to serier, turde disses standard være sikret.
 

Stig Iuul