SVENNING RYTTER. Retsopgøret under og efter Besættelsen. Kbhvn 1953. Gyldendal. 92 s. Dkr 7,75.

 

    I Danmark vil der ligesom ikke rigtig falde Ro om Opgøret efter Krigen med Besættelsetidens Landssvigere. Adresser og Skrifter dukker stadig op — ikke blot fra dem, det gik ud over, men også fra ansete Folk. Af Dagspressen behandles de med en lidt forlegen og venlig Høflighed og skubbes så til Side, fordi Problemet ikke er behageligt. Således er det også gået med den Bog, som lige er udgivet af den tidligere Justitsminister og Landstingsmand for Venstre, Byretspræsident RYTTER. Og dog er det en vægtig lille Bog, skrevet med den Kraft og Glød, som bæres af en dyb Overbevisning. Selvom Drøftelsen af det behandlede Emne hører hjemme i Danmark, kan en ganske kort Omtale af Bogen være rimelig i vort Naboland.
    Det er to Problemer, Præsident Rytter behandler. Det første er vort Straffelovstillæg, som kritiseres, dels fordi det imod al Præcedenshavde tilbagevirkende Kraft, og dels fordi det anvendtes med urimelig Strenghed for mindre Forseelser. Det andet Problem er dels de talrige Drab — Likvidationer — af Tyskere og deres Håndlangere, som forøvedes i den sidste Del af Besættelsetiden. — Disse to Problemer har iog for sig intet med hinanden at gøre, men de er også tidligere ofteblevet kædet sammen, uden Tvivl til stor skade for Drøftelsen af demog deres rimelige Løsning.
    Af Straffelovstillægget giver Forfatteren udfra sit Forhåndskendskab en Skildring, hvoraf fremgår, at Rigsdagen følte sig truet af Modstandsbevægelsen til at vedtage Loven, idet man frygtede en væbnet Revolution. Man kan måske betvivle, om denne Frygt har været velgrundet. — Han kritiserer ikke, at der hjemledes Dødsstraf for de Terrorister, der under de lovløse Tilstande foretog Drab og Sprængninger og udøvede Tortur. Men en hvas Kritik rettes mod Strafforfølgelsen af dem, der fortog Handlinger — Indtrædelse i Frikorpset — som den lovlige Regering før det egentlige Brud med Tyskerne den 29. August 1943 havde opfordret til. Og han kritiserer, at Anklagemyndigheden ikke, som Modstandsbevægelsens Justitsminister havde lovet, frafaldt Tiltale for talrige mindre Forseelser. På disse Punkter er Forfatteren sikkert i Overensstemmelse med en almindelig Mening idag, og med hvad der også i 1945 var en overvejende Opfattelse, selvom det var anderledes tænkende, der førte Ordet.
    Om Likvideringerne siger Forfatteren, at det ikke er stemmende medde faktiske Forhold, når Modstandsbevægelsen endnu idag stadig holder på, at de alle foregik efter en nøje Undersøgelse og var velbegrundede. Han kræver en nærmere Redegørelse herom, idet han ikke er tilfreds med den »lukkede» undersøgelse, som Modstandsbevægelsens egne Organer har foretaget efter Besættelsen. Hele Spørgsmålet er altfor vanskeligt og kompliceret til, at man kan ytre sig i Korthed herom,

så jeg kan kun her sige, at min Opfattelse ikke uvæsentligt afviger fra Forfatterens. Beklageligvis er det et Faktum, at der også efter Befrielsen er begået nogle Drab af Modstandsbevægelsen eller af Folk, som med større eller mindre Rette følte sig knyttet til denne. En del af disse er ikke undersøgt og behandlet på sædvanlig Måde, som det burde være sket.
    Til Slut nævner Præsident Rytter Behandlingen af unationale Tjenestemænd, som vistnok skal tages op til Nybehandling, idet det er en almindelig Opfattelse, at den var for streng. Og derefter fremsætter han Forslag til at regulere Forholdene på de to andre kritiserede Hovedpunkter. En Gang må det komme siger han, thi Uret avler altid Uro, men Sandheden sejrer til sidst.
    Om de Forslag, der fremsættes, kan Meningerne være forskellige. Men det kan næppe omtvistes, at Bevidstheden om Anvendelse af en Straffelov, med tilbagevirkende Kraft, ligger som en latent Uro i Retsbevidstheden, og at derfor en eller anden Løsning af visse af de drøftede Spørgsmål kunde være ønskelig.

Jørgen Trolle