HJALMAR KARLGREN. Skadeståndsrätt. Institutet för rättsvetenskaplig Forskning (I). Sthm 1953. Norstedt. 245 s. Kr. 18,00, inb. 23,50.

 

    Det nylig stiftede svenske Institut for retsvidenskabelig forskningind leder sine skrifter med en erstatningsret skrevet af justitierådet HJALMAR KARLGREN. Overalt i Norden må jurister glæde sig over, at Sverige har fået et institut, der virkelig har midler til at fremme retsforskningen, og det lover godt, at institutet begynder sin skriftserie med et så vægtigt værk.
    Som forordet siger, bygger bogen på den lærebog, Karlgren udgav i 1943, mens han var professor i Lund. Men fremstillingen er udvidet og omarbejdet så meget, at bogen i realiteten kan anses som et nyt arbejde. Forf. fremhæver, at også den ny bog kun er en lærebog — endda forholdsvis kortfattet — og ikke en håndbog. Men der gives fyldige oplysninger om svensk retspraksis og henvisninger til nyere nordisklitteratur. Som det kunne formodes, træder nybearbejdelsen særligfrem ved spørgsmål, der er rejst i det sidste ti års litteratur og domspraksis, og det vil blive særlig påskønnet, at Karlgren har taget stilling til en række aktuelle problemer.
    Det gælder både teoretiske og praktiske spørgsmål.
    Hvad det sidste angår, nøjes Karlgren ikke med som svensk ret at fremstille regler, som klart er udtalt i lovgivningen eller kan betragtes som fastslået i domspraksis. Men hvor svensk domspraksis har taget klar stilling, lægges den til grund. I almindelighed kritiseres dommene ikke — man sporer dog enkelte steder nogen reservation. Menjævnlig uddybes grundlaget for resultaterne, og de afgørende elementer søges udredet. Legislative overvejelser gives ikke regelmæssigt til underbygning af resultaterne, men indtages nogle steder, navnlig tilbelysning af erstatningsrettens hovedlinier og udvikling.
    Karlgren sondrer mellem ansvar efter culpareglen (kap. II—V) og »strikt ansvar» (kap. VI—VIII). Det er et tidens tegn, at fremstillingen af det strikte ansvar i den ny bog fylder lige så meget som stykket om culpareglen. Det ville endda klart have været størst, hvis Karlgren ikke i culpa-afsnittet havde behandlet spørgsmålene om kausalitet og adækvans, skønt de er fælles for begge slags ansvar.
    Afsnittet om culpareglen er stærkt præget af teoretiske udviklinger, der gør op med forskellige doktriner. Derimod er afsnittet om strikt ansvar overvejende praktisk orienteret.
    Afsnittet om culpareglen falder i to hovedstykker. Først og mest indgående behandles ansvar for økonomisk skade på ting eller person (kap. II—IV). Efter svensk ret er det klart, at denne slags skade er culpareglens hovedfelt.
    Medens Karlgren tidligere sondrede mellem de objektive og desubjektive momenter i culpareglen, vil han nu ikke på forhånd inord-

ne de forskellige momenter i de to grupper. Det er navnlig adækvatkausalitet og retstridighed, som vanskelig lader sig indordne i skemaet.
    Kap. II behandler dels spørgsmålet om ansvaret for undladelse dels kausalitetskravet. Navnlig fremstillingen af det sidste er uddybet.
    Til ansvar kræves først ujuridisk kausalitet. I denne forbindelse undersøges en række af de praktiske tvivlsspørgsmål, der har væretrejst, navnlig i nyere nordisk litteratur. De resultater, Karlgren når til, vil vistnok i det store og hele tiltale danske dommere. Men det virker lidt forvirrende, at Karlgren også kalder denne betingelse »logisk» kausalitet — for at udtrykke modsætningen til adækvat kausalitet. De afgørelser, han går ind for i tilfælde, hvor flere årsager har samvirket, turde nemlig vise, at han allerede her bygger ikke på rent logiske kriterier, men på en praktisk skønsmæssig prøvelse. Det kan endda efter min mening omtvistes, om dette skøn ikke er ialfald delvis juridisk. Dommen bestemmes formentlig i væsentlig grad af, at der skal tages stilling til et ansvarsspørgsmål — selv om der måske ikke udelukkende tænkes på et juridisk ansvar.
    For såvidt dommen er skønsmæssig praktisk, er bedømmelsen næppe af væsentlig anden art end den, der møder os under etiketten adækvat kausalitet.
    Karlgren opstiller kravet om adækvat kausalitet, men gør intet forsøg på at begrunde denne lære. S. 38 siger han vel, at det ikke behøverat udvikles, hvilken usikkerhed der ville opkomme i samfundslivet, om retsordenen satte skadeudjævnningsmekanismen i funktion på etså løst og tilfældigt grundlag som den blotte forårsagelse. Men dette peger kun i retning af, at man ikke kan nøjes med den blotte kausalitet som ansvarsgrundlag, og det er der jo ingen her i Norden, dervil. Hovedreglen er i alle tilfælde, at der kræves culpa.
    Ved udformningen af adækvansbetingelsen slutter Karlgren sig nærmest til tysk lære, men han lader adskillige enkeltspørgsmål stå uløstog fremhæver, at begrebet adækvat kausalitet hører til de uklareste i civilretsdoktrinen.
    Det kan ikke kræves, at skadens indtræden fremtrådte som trolig.Det er tilstrækkeligt, at skaden ligger in den for rammen af de faremuligheder, som handlingen generelt har på slæbetov (s. 39). Der eringen artsforskel mellem de tilfælde, hvor der foreligger adækvat kausalitet, og dem, hvor adækvans mangler (s. 42). Hvad der skal have været påregneligt, er ikke den skade, som faktisk indtræder, men enskade af den pågældende art. Det kan imidlertid ikke fastslås, hvor meget tilfældet skal generaliseres. Det er også uklart, hvor objektivt bedømmelsesgrundlaget skal være. Karlgren synes tilbøjelig til at gå langt ud i objektiv retning. Han vil ikke en gang ubetinget se bort fra forhold, som i handlingens øjeblik var skjult selv for en særlig kyndig iagttager. På det sidste punkt afviger han fra de fleste dansk-norske forfattere.
    Da bedømmelsen er forholdsvis fri, erkender han, at følelsesmæssige vurderinger vanskeligt kan holdes ude, men han tager bestemt afstand fra KRISTEN ANDERSENS opfattelse, der vil lade hele afgørelsen bero på et rimelighedsskøn i det enkelte tilfælde.
    Der nævnes en række domme til belysning af emnet, men ialfald en

dansk læser savner en kommentar, der viser, om adækvanslæren kan siges at stå fast i svensk praksis, og hvorvidt svenske domme har taget stilling til de særlig omtvistede spørgsmål.
    De nyeste danske undersøgelser tager Karlgren desværre ikke stilling til, men i en note gør han dog opmærksom på ANDERS VINDING KRUSES afhandling.
    Fremstillingen viser prisværdig ærligt adækvanslærens uklarhed, men trods adskillige bemærkninger, jeg kan tiltræde, forekommer den mig dog lidet tilfredsstillende. Efter min mening forringes klarheden, ved at Karlgren ikke deler undersøgelsen. Han siger selv, at adækvansbetingelsen indeholder et krav om, at handlingen havde visse egenskaber, og at afgørelsen ikke beror alene på, om skade er sket (s. 39). Men det undersøges ikke tilstrækkelig, hvad der ligger i det første krav, skønt det ville have stor betydning ialfald ved strikt ansvar. Både ved strikt ansvar og ved ansvar efter culpareglen ville det i øvrigt efter min mening skabe større klarhed at bestemme kravene til handlingen efter dens generelle evne til at volde skade (bedømt ud fra selve handlingssituationen), altså ikke regne udelukkende eller særlig med den sevne til at volde den konkrete skadefølge, som handlingen faktisk har medført. Hvis man går denne vej, viser det sig, at der, selv hvor handlingen afgiver et tilstrækkeligt ansvarsgrundlag, opstår det spørgsmål, om der var en relevant forbindelse mellem handlingen og den faktiske skade. Dette viser det skoleeksempel, der nævnes s. 39: En person påkøres af en bil, føres til et hospital og omkommer der, da lynet slår ned og hospitalet brænder. Her forudsættes det, at handlingen, bilkørslen, var egnet til at pådrage ansvar for personskade ved påkørsel, men på grund af årsagsforbindelsens særegne art antages bilisten ikke at have ansvar for den faktisk indtrådte følge, døden. Ønsket om at skille de to problemer er en af grundene til, at jeg har valgt et andet system end Karlgren og først behandler det sidste problem —samt kausalitetsbetingelsen — efter at fremstillingen af ansvarsgrundlaget er afsluttet. Derved bliver det tillige muligt at give undersøgelserne af kausalitet og adækvans under eet for culpaansvaret og det strikte ansvar, ialfald i vidt omfang.
    I de to følgende kapitler undersøges selve culpabetingelsen, der spaltes i tilregnelighedsbetingelsen (kap. IV) samt tilregnelse og retstridighed (kap. III).
    Tilregnelse kaldes et »subjektivt rekvisit», skønt Karlgren kun kræver culpa i traditionel forstand, d. v. s. af vigelse fra den adfærd, derud vises af en bonus pater familias eller en person, som har erfaring på det pågældende område af samfundslivet. Og s. 53 lader han det stå hen, om der i dommen ligger en bebrejdelse for utilstrækkelig »viljeaktivitet». Jeg ville uden tøven svare nej hertil.
    Det praktiske indhold af culpakravet volder megen tvivl. Karlgren mener at kunne konstatere, at domstolene ikke sjældent pålægger ansvar, hvor der ikke foreligger culpa i den omtalte forstand.
    S. 53 siges det, at domstolene i talrige tilfælde statuerer culpa, så snart vedkommende har båret sig »objektivt urigtigt» ad. Hvad der menes hermed, er mig ikke klart, og den eneste dom, der anføres til illustration, kan, så vidt jeg kan se, ikke vise noget sikkert om den alminde-

lige culpabetingelse, da dommen angår ansvar efter loven om motorkøretøjer og kan bero på denne lovs formulering.
    S. 54 f tilføjes, at domstolene i et vist omfang også fraviger den almindelige målestok ved at lade afgørelsen bero på, hvilket mål af opmærksomhed og anspændelse der retspolitisk er ønskværdigt og derfor bør iagttages. Dette ligger på linie med forskellige af mine udtalelser, f. eks. Erstatningsret s. 28. Karlgren tilføjer imidlertid, at forsåvidt dette sker, mister culpareglen »sit selvstændige indhold». Dette kan betyde, at reglen opløses i, at domstolene pålægger ansvar, hvorde finder grund dertil. — På linie med denne forståelse ligger udtalelsen s. 76, at kriteriet på handlingens culpøse karakter i de omtalte tilfælde bliver erstatningsansvaret, og at der her foreligger »i grund och botten ett strikt ansvar». — En sådan opfattelse kan jeg ikke tiltræde, og den stemmer heller ikke med, hvad Karlgren siger umiddelbart forud. Der påviser han, at domstolene i visse tilfælde ikke følgerden ydre rettesnor, som ligger i henvisningen til sædvanlig adfærd eller et erfarent samfundsmedlems adfærd. Men det er noget andet. Selv når domstolene ud fra retspolitiske overvejelser strammer kravene til forsigtighed, kan de med føje sige, de bygger ansvaret på culpa, fordi — og hvis — de fastslår, at den skadevoldende adfærd må anses som uforsvarlig. — Culpa i teknisk forstand indeholder som nys antydet ikke nogen moralsk fordømmelse. — Karlgren kalder selvs. 76 handlingen for retspolitisk forkastelig. Men når en dom pålægger ansvar efter culpareglen, må dommen fastslå, at handlingen anses som utilladelig, uforsvarlig eller lignende. Denne dom vil en normal dommer ikke fælde efter sit eget skøn om det retspolitisk bedste. Han viltage hensyn til retsordenens stilling på andre beslægtede områder ogtil andre juristers indstilling. Praktisk kan det vel siges, at dommeren kun vil skærpe kravene, når han regner med, at hans dom vil vinde tilslutning hos andre dommere.
    Forsåvidt en sådan dom bliver kendt i interesserede kredse, vil den bevirke, at sådan adfærd fremtidig betragtes som forbudt. Men en dom, pålægger ansvar, skønt der ikke er udvist culpa, vil derimod ikke have en tilsvarende virkning.
    Det er muligt, at den kritiserede opfattelse mere er LUNDSTEDTS end Karlgrens, men i så fald har Karlgren ikke gjort sin egen opfattelse klar for læseren. På dette punkt har jeg ikke kunnet følge Lundstedt, og min opfattelse er blevet afklaret og styrket ved de interessante udviklinger, ALF ROSS har givet i »Virkelighed og Gyldighed» s. 376 ff, jfr. 367 f, som Karlgren ikke omtaler.
    I denne forbindelse skal endnu nævnes, at Karlgren s. 144 i note 7 forklarer, at han bruger udtrykket »fingeret culpøs» om handling, som ikke afviger fra den almindelige målestok (bonus paterfamilias etc.), men som dog af domstolene bedømmes som culpøs. Denne sprogbrug forekommer mig uheldig, fordi den udvisker forskellen mellem handlinger, der med føje kan kaldes uforsvarlige eller utilladelige, og andre handlinger. Selv ville jeg kun bruge udtrykket fingeret culpa om tilfælde, hvor dommeren under påberåbelse af culpareglen pålægger ansvar, skønt den skadevoldende handling ikke med rimelighed kan erklæres for uforsvarlig eller utilladelig. Praktisk er det imidlertid ofte

 

3—547004. Svensk Juristtidning 1954.

umuligt at afgøre, om en handling hører til den ene eller den anden gruppe, fordi der over for de fleste handlinger, hvis bedømmelse volder tvivl, vanskeligt kan blive tale om at anvende nødværge, dom til undladelse eller andre forebyggende retsmidler. I tilfælde, hvor der praktisk ikke kan tænkes anvendt forebyggende retsmidler, kan en dommer, der finder det rimeligt at pålægge erstatningsansvar, let slå sig til ro med at påberåbe sig culpareglen, selv om han ved nærmere eftertanke måtte nære tvivl om handlingens uforsvarlighed. Som oftest vil han næppe opdage, at han strækker ansvaret udover, hvad dermed føje kunne anses for uforsvarligt. Når det drejer sig om handleområder, som dommeren ikke er fortrolig med, vil han jævnlig være i tvivl om, hvor grænsen for det forsvarlige går, og da vil hans retsskøn om erstatningsansvaret i den enkelte sag let bestemme hans bedømmelse.
    S. 71 ff går Karlgren ind på svenske forfatteres mere principielle kritik af Culpalæren. Han begynder med at sige, at det kan omtvistes, hvor stor værdi henvisningen til bonus paterfamilias-målestokken har. Går tanken ikke i en cirkel? Karlgren mener ikke at have tilstrækkelig retshistorisk og retsfilosofisk indsigt til at trænge helt til bunds i disse spørgsmål. Men de »antydninger», han giver, er særdeles interessante og viser, at han har anvendt stor energi for at tænke spørgsmålene igennem, og hans betragtninger vil sikkert være til stor hjælpfor dem, der selv har været i tvivl om vægten af den litterære kritik.
    S. 52 siges det, at Culpa kræver en højere grad af farlighed end adækvat kausalitet. S. 56 tilføjes det, at det er uklart, hvor meget af skaden der skal være omfattet af den handlendes culpa. Han mener dog ikke, det kan kræves, at skaden i sin helhed ligger inden for rammen af den ansvarlige persons culpa. Derfor kan der blive brug foradækvansbegrænsningen også på culpareglens område. Det sidste erjeg enig i, men Karlgrens præmisser er utilfredsstillende, fordi det eruklart, hvad det vil sige, at en vis skadefølge var omfattet af den handlendes culpa. Karlgren har ikke her taget hensyn til den kritik afJUL. LASSENS lære, jeg har fremsat ved flere lejligheder, således i Erstatningsret s. 152 og udførligere i Retstridighed XI. Karlgren synes at anse den ansvarliges culpa for at omfatte alle de følger som var påregnelige for en klog og erfaren person i den handlendes situation. Det ville jeg anse for misbrug af ordet culpa. Men selvfølgelig kan man rejse det praktiske spørgsmål, om påregnelighed i den nævnte forstand er en ansvarsbetingelse efter culpareglen. Dette er imidlertiddet samme som spørgsmålet om grundlaget for adækvansbedømmelsen — hvad Karlgren allerede har drøftet s. 40 ff. Jeg er imidlertidenig med Karlgren i, at de omtalte spørgsmål fortjener nærmere undersøgelse.
    Iøvrigt bliver det ikke helt klart, hvorledes det forholder sig medden højere farlighed, der kræves til culpa. Side 59 f antages det, atskaderisikoens relative ubetydelighed kan medføre, at handlingen anses som forsvarlig. Faregraden er da retslig irrelevant, siger Karlgren.Men han siger ikke klart, om faren da også er irrelevant i den forstand, at der ikke foreligger adækvat kausalitet. Antagelig ville Karl

gren svare nej hertil, altså hævde, at der i slige tilfælde efter omstændighederne kan foreligge adækvat kausalitet, jfr. s. 40.
    S. 69 f antages det i delvis tilslutning til dansk-norsk lære, at bedømmelsen af, om farligheden er relevant, således at der foreliggerculpa, i vidt omfang, særlig når faren er ret lav, må tage hensyn tilde omstændigheder, som taler for eller imod at pålægge ansvar. Domstolene vil herved være tilbøjelige til at anvende den almindelige målestok, som er skildret ovfr., den som kort, men ikke helt retvisende, kaldes bonus paterfamilias-målestokken. Dette er jeg enig i. Men netop denne iagttagelse er beviset på, at den faregrad, der betinger culpadommen, har en varierende størrelse og ialfald efter omstændighederne — formentlig hyppigt — er højere end den, der betinger adækvat kausalitet.
    Disse tanker, som forf. synes at være inde på s. 69 f, har han imidlertid ikke bragt i forbindelse med fremstillingen s. 41. Her siges det i note 20, at Kristen Andersen i TfR 1941 s. 299 træffende har påvist, hvor uigennemførligt det er at holde kravet på adækvans ude fra kravet på subjektiv culpa, når man med nogle norske forfattere til grund for adækvansdommen lægger den viden og indsigt, som en forstandig og erfaren mand sidder inde med. — Om adækvanskriteriet efter retspraksis eller legislative hensyn må udformes på dette grundlag eller mere objektivt, tager jeg herved ikke stilling til.
    Undersøgelsen af culpabegrebet fører flere steder Karlgren ind på retstridighedsproblemet. Han gør kort rede for kontinental og nordiskdoktrin s. 62 ff, derunder den klassiske dansk-norske lære, som går tilbage til GETZ og Goos. Som det fremgår af det foregående, har Karlgren optaget en del af den dansk-norske læres praktiske synspunkter i sin fremstilling. Men han foretrækker at drage dem ind i det »subjektive» kriterium tilregnelsen og efter tysk mønster udelukkende bruge retstridighed til at betegne fraværelsen af de særlige grunde tilat udelukke erstatning og straf, som opstilles i klassisk lære, eller som må ligestilles med de klassiske. Retstridighed i denne forstand betragter han som en objektiv ansvarsbetingelse.
    Karlgrens udviklinger om disse vanskelige spørgsmål giver værdifulde bidrag til kritik af dansk-norsk doktrin, og efter mit skøn er afstanden fra nyere danske og norske opfattelser ikke uoverstigelig. Men emnets store vanskelighed sætter spor også i Karlgrens fremstilling.
    I kap. IV, der behandler kravet om tilregnelighed, er navnlig fremstillingen af børns erstatningsansvar blevet udvidet.
    Kap. V giver en meget kort fremstilling af ansvar for anden skade end økonomisk skade på ting og person, d. v. s. dels anden økonomisk skade — som svensk ret ikke giver nogen almindelig adgang til at erstatte — dels ideel skade.
    I afsnittet om strikt ansvar (kap. VI—VIII) er der foretaget en række betydningsfulde udvidelser. Således gives der nu mere indgående redegørelse for flere af de særlige lovbestemmelser om strikt ansvar. Hovedinteressen, ialfald for mig, har imidlertid den uddybede fremstilling af strikt ansvar uden støtte af lovgivningen (kap. VIII).
    Svensk rets regler herom er i flere henseender ikke endelig afklarede, og de er ret komplicerede. Dette står sikkert i sammenhæng

med, at svensk ret uden for kontraktforhold ikke har nogen almindelig regel om, hvad vi ofte kalder husbondansvar, d. v. s. ansvar for underordnedes culpa. — Karlgren kalder det »arbetsgivaransvar i inskränkt bemärkelse» (s. 104), et udtryk, som er blevet kritiseret i Sverige og heller ikke forekommer mig velvalgt. — Domstolene har imidlertid indført ansvar for underordnedes fejl på visse områder, hvor der kunne gives en speciel begrundelse derfor. I meget vid udstrækning er man nået til at pålægge arbejdsgiveren ansvar for hans medhjælperes fejl ved at opfatte forholdet mellem parterne som (kvasi)kontraktmæssigt. Dernæst er det antaget, at en driftsherre også udenfor kontraktforhold har ansvar for fejl begået af dem, der har den selvstændige ledelse af driften eller arbejdet. Reglerne synes stadigvære under udvikling, og der kan derfor næppe drages en klar grænsefor deres rækkevidde.
    Redegørelsen for arbejdsgiveransvaret har stor interesse for dem, der fra Danmark og Norge eventuelt skal deltage i kommende overvejelser om fælles nordisk lovgivning om erstatningsansvar. Men mig ialfald har den vist, at det ikke blevet let at opnå enighed i de nordiske lande om arbejdsgiveransvarets omfang. Personlig er jeg rede til at overveje en mæglende løsning. Men de svenske regler forekommer mig at være for snævre og samtidig både komplicerede og teknisk uheldige — det sidste navnlig ved at bygge på løse kontraktsanalogier.— Jeg må imidlertid beundre den evne, de svenske domstole har vist til at udvikle svensk rets regler om arbejdsgiveransvaret og derved imødekomme trangen til et sådant ansvar, hvor den var mest følelig.
    I øvrigt fremhæves omtalen af nyere domme, der pålægger strikt ansvar ud fra ekspropriationsretlige synspunkter (s. 178 f) og den meget udvidede undersøgelse af, i hvilket omfang en handlings store farlighed medfører strikt ansvar (s. 180 ff). Det påvises, at retspraksis i ett par vigtige grupper af tilfælde har anerkendt et sådant ansvar, men at højesteret ikke har taget egentlig stilling til spørgsmålet, om der bør anerkendes en almindelig regel om ansvar for særlig farligehandlinger, eventuellt på betingelse af deres ekstraordinære karakter. Karlgren selv synes at nære overvejende betænkelighed ved at opstille en sådan regel, og andre svenske forfattere har udtalt sig i samme retning. Man kan derfor næppe vente, at domstolene i en nærmere fremtid indlader sig på at opstille en almindelig regel. Efter min mening tyder de foreliggende domme dog på, at domstolene anser sig for berettigede til at pålægge ansvar uden culpa for nye, specielle grupper af særlig farlige handlinger.
    Karlgren omtaler s. 185, at den svenske højesteret endog har pålagt strikt ansvar i enkelte tilfælde, der ikke kan inordnes under nogen af de typer, for hvilke strikt ansvar ellers er fastslået, og heller ikke under en almindelig regel som den, jeg har anbefalet i Erstatningsret § 17. Ansvaret synes i disse tilfælde at være bygget på konkrete vurderinger. Karlgren siger forsigtigt, at der kan være forskellige meninger om værdien af en sådan metode for retsanvendelsen. Jeg finder den betænkelig.
    Fremstillingen af reglerne om ansvarsgrundlaget afsluttes med kap. IX om statens og kommunernes ansvar. Dette kapitel bringer en del

nyt stof, ligesom kap. X om erstatningens størrelse, kap. XII om skadelidendes medvirken og fremstillingen i kap. XIII af reglerne om erstatning for tab af forsørger.
    I kap. XIII, der handler om trediemands ret til erstatning, omtales også forsikrerens regreskrav. Stykket om forsikringsaftalelovens § 25 (s. 230 f) er omarbejdet. Den svenske lovregel, der begrænser regresretten, kan som bekendt fraviges ved forsikringsaftalen. Karlgrens tidligere fremstilling sagde »lyckligtvis». Det glæder mig, at dette ord nu er udeladt, og at det nævnes, at dansk og norsk lovs regler ikke kan fraviges. Men der gives ingen antydning af, at den danske regel begrænser ikke blot regreskravet men selve skadelidendes erstatningskrav. Dette nævnes heller ikke s. 13, hvor Karlgren kort omtaler det store problem, om ikke forsikringsretten i stor udstrækning kan træde i stedet for erstatningsretten. Karlgren siger, det er ubestrideligt, at en udvikling i denne retning er i gang, men at det næppe kan nægtes, at den indebærer visse farer i retning af at undergrave erstatningsreglernes moraldannende virkning. Denne udtalelse, som i den ældrebog stod i en note, er nu trukket frem i teksten. Man kunne have ønsket, at Karlgren havde udtalt sig nærmere om tendenser og muligheder for nutidens erstatningsret i det hele, men man finder kun nogle spredte antydninger.
    I denne forbindelse synes jeg, det er interessant, at lærerne på Law Schools i De Forenede Stater gennemgående ved undervisningen i »Law of Torts» lægger betydelig vægt på »Policy Considerations» og som oftest går ind på spørgsmålet, om de docerede retsregler er egnet til at give socialt ønskværdige resultater. Dette udtales af en komité af universitetslærere i en rapport afgivet til deres faglige foreningsmøde i 1948 (Association of American Law Schools, december 1948. Program and reports of committees. I. Report of the Committee on Curriculum, navnlig s. 28 ff, 40 f og 70 f). Og det udtales, at dette sker i langt højere grad end ved undervisningen i »Law of Contracts». Dette stemmer ganske med, hvad jeg har plejet at gøre ved min undervisning.
    Endnu må jeg have lov til at sige, at jeg ville have ønsket, Karlgren havde givet oplysninger om fremmed ret på de vigtigste punkter. Jeg tror, det er værdifuldt navnlig i en lærebog. Men Karlgren har åbenbart ment, at bogens rammer ikke kunne rumme en sådan udvidelse.
    Når jeg her har tilladt mig at kritisere adskilligt i Karlgrens værk, er det netop, fordi jeg som helhed vurderer det højt. Som fremstilling af gældende svensk ret vækker den i sjælden grad tillid, præget som den er af objektivitet og fin retstakt. Men den har også store fortjenester som bidrag til den videnskabelige genemarbejdelse af erstatningsrettens problemer. I de senere år er de betydeligste bidrag til erstatningsretslæren her i Norden givet af svenske forfattere, og adskillige af de problemer, bogen drøfter, er ikke taget virkelig op i dansk og norsk litteratur. Derfor er der grund til at lykønske ikke blot forfatterens landsmænd, men jurister fra hele Norden med dette betydelige værk.

Henry Ussing