HÅKAN NIAL. Internationell förmögenhetsrätt. Andra omarbetade upplagan. Institutet för rättsvetenskaplig forskning [II]. Sthm 1953. Norstedts. 159 s. Kr. 14,50.

 

    Ved anmeldelsen af første udgave i i SvJT 1945 s. 369—72 udtalte jeg, at professor NIALS fremstilling af den internationalprivatretlige formueret var et vægtigt bidrag til nordisk retslitteratur, fortrinligt egnet både som lærebog og håndbog for praksis, og at den antagelig ville få betydelig indflydelse på retsudviklingen på dette område i de nordiske lande. Denne værdsætning er tilfulde blevet bekræftet. Nials bog er på

 

sit område det centrale standardværk, hvori både teori og praksis søger vejledning.
    Anden udgave fremtræder som en ajourført og gennemarbejdet fremstilling, omend Nial i det store og hele har kunnet fastholde sine anskuelser. Den indeholder meget nyt stof. Haagerkonferencen 1951 gøres til genstand for udførlig omtale. Köprättskonventionen (Projet de convention sur la loi applicable aux ventes à caractère international d'objets mobiliers corporels) behandles s. 50—60 med overvejende tilslutning, jfr. også Nial og SIGURD DENNEMARK i SvJT 1955 s. 81—89. Det er tanken, at der høsten 1955 skal holdes et fællesmøde i Stockholm mellem repræsentanter for de nordiske justitsdepartementer for at nå frem til et fælles standpunkt til spørgsmålet om de nordiske landes tiltræden af denne konvention. Uanset at England — efter hvad professor Wortley meddelte i Haag i januar 1955 — har besluttet ikke at tiltræde konventionen, vil det efter anmelderens opfattelse være overordentlig betydningsfuldt om de nordiske lande med fuld styrke ville gå ind for denne konvention, der betegner det vigtigste resultat af Haagerkonferencernes arbejde, bortset fra civilproceskonventionen.
    S. 76—77 nævnes Haagkonventionsforslaget rörande erkännande av bolags, föreningars och stiftelsers rättssubjectivitet. Denne konvention lider, som Nial bemærker, af adskillig uklarhed og har en meget begrænset rækkevidde. Forslaget har en rent foreløbig karakter og er vel også nærmest tænkt som et indledende skridt til en mere indgående konventionsforslag om udenlandske selskabers retsstilling, et spørgsmål som skal videredrøftes på den ottende Haagkonference i 1956.
    I det centrale afsnit om skuldstatutets fastställande på grundval av objective anknytningsfacta og den »individualiserende» metode har Nial i det hele kunnet fastholde de i første udgave forsvarede teser. Til disse har anmelderen sluttet sig i tredie udgave af »Lovkonflikter» 1948. Det udtales her ordret: »Man anvender den individualiserende metode og bestemmmer skyldstatutet på grundlag af de objective tilknytningsfacta, jfr. Nial s. 28—29 og KARLGREN S. 96.»
    Det er derfor ikke helt rigtigt, når Nial s. 33 note 1 skriver »för dansk rätts del kommer Borum s. 153 ff till samma resultat, som han synes bygga på den hypotetiska partsviljan». Jeg opererer i hvert fald ikke med den i moderne nordisk teori så forkætrede »viljesteori» i videre omfang end svenske domstole har gjort i det i NJA 1943 s. 350 omhandlede retstilfælde, jfr. herved Dennemark i SvJT 1950 s. 42—44. Man kan så diskutere til dommedag »om domstolarna därvid laborerat med en fingerad partsvilja eller om nämnda led i domsmotiveringen endast finge anses falla inom ramen för vanlig avtalstolkning». Man kommer ikke uden om, at det i hvert fald i visse tilfælde er naturligt for en domstol at komplettere afvejelsen af de foreliggende objective tilknytningsfacta med en undersøgelse af hvilken lov parterne kan antages at have villet undergive spørgsmålet, hvis de ved aftalens indgåelse havde haft deres opmærksomhed rettet herpå.
    I noten s. 43—44 har Nial taget hensyn til Karlgrens og Dennemarks kritik (TfR 1946 s. 337 note 1 og SvJT 1950 s. 43 note 4) af den i første udgave anvendte mindre lyckade formulering, »att förutsättningen för en ur internationell synpunkt tillfredsställande lösning av

 

hithörande frågor över huvud naturligtvis är att de olika ländernas rättsskipning icke är korrumperad». Det hedder nu mere neutralt, at ingen af de opstillede teorier fører til internationalt tilfredsstillende resultat »om rättsskipningen i olika länder är präglad av obehörig nationalistisk påverkan».
    Et overordentlig værdifuldt afsnit er det væsentlig forøgede kap. 4 s. 117—57 om offentligretlig lovgivnings internationalt-privatretlige virkninger. Der er her af Nial ydet en indsats af største betydning også for de andre nordiske landes praksis på dette lige så vigtige som vanskelige område. Den righoldige svenske retspraksis angående virkningen — eller rettere sagt ikke-virkningen — af et fremmed konfiskationsdekret for så vidt angår genstande (formuegenstande), der i konfiskationens øjeblik befinder sig udenfor lovlandets territorium, er klart akcepteret af en Vestre Landsretsdom af 12. maj 1952 (UfR 1952 s. 857), der fastslår at czekisk nationaliseringsdekret af 24. oktober 1945 ikke kunne tillægges retsvirkning med hensyn til en fordring, som det nationaliserede firma havde mod en dansk debitor (hidrørende fra tiden før krigen), men at fordringen på det nu i dansk bank deponerede beløb tilkom firmaets tidligere indehavere, der nu alle fire befandt sig udenfor Czekoslovakiet.
    I en note side 120 kommer Nial ind på den mærkelige svenske broderstrid om hvad som menes med »tillämpning av en (främmande) lag». Professor ALF ROSS har i en skarpsindig afhandling: Om begrebet »Retsanvendelse» og Ordre Public (TfR 1954 s. 241—59), gennem en mere indgående analyse af begrebet »retsregel» — med al respekt for professor TORSTEN GIHLS blændende klarhed og stringens — søgt at »påvise, hvor fejlen i Gihls tilsyneladende så skudsikre argumentation ligger». Torsten Gihl har i en endnu større afhandling, »Rättstilllämpning» ännu en gång i TfR 1955 s. 16—37 søgt at vise, at »den meningsskiljaktighet, som Ross trott sig finna beror (således) på ett missförstånd».
    Anmelderen, der med interesse har fulgt den siden 1950 standende strid, er tilbøjelig til at mene, at man er kommet ind i en blindgade. Man kommer efter min opfattelse ingen vegne overfor ordre-public-problemet gennem en nokså skarpsindig analyse af begrebet retsanvendelse, og der vindes intet ved i strid med almindelig sprogbrug at benægte, at dommeren »anvender» en retsregel også i de tilfælde, hvor han tager standpunkt til et præjudicielt spørgsmål. Justitierådet Karlgrens kritik (Internationell privat- och processrätt 1950 s. 55—56; jfr TfR 1951 s. 457 ff.) kan jeg ganske tiltræde. I realiteten deler Nial, der stærkt fremhæver at det hele drejer sig om terminologiske spørgsmål, vist denne opfattelse.

O. A. Borum