TH. THORSTEINSSON 637GUY CHAPMAN. The Dreyfus Case. London 1955. Hart-Davis. 400 s. 25 sh.

 

    Paradoksalt kan man sige, at Dreyfus affæren aldrig drejede sig om Dreyfus. I sit udspring drejede den sig om at redde krigsministeren general Mercier, der i hast skulde aflede kritiken i anledning af det forræderi, det ulyksalige bordereau havde åbenbaret. Deraf den første krigsretssag i 1894 mod Dreyfus som den altfor hastigt fundne syndebuk. Derefter drejer affæren sig om at beskytte generalstaben mod afsløring, og skiftevis bliver Picquart, Esterhazy og Zola, Henry og Paty hovedpersoner i afledte sager og undersøgelser. Gradvis udvides feltet til en ideernes kamp, hvor retsideen tørner sammen med statsautoriteten, raison d'Etat. Det er hvad revisionen og krigsretssagen i Rennes drejer sig om, og hvad allerede Zola processen havde foregrebet. Gennem et social-politisk opgør med reformarbejde i skole, hær og kirke skabes endelig forudsætningerne for den sidste dom i 1906, der ikke så meget er en frifindelse af den mand, der havde levet som en skygge bag den heftige kamp, som den er afslutningen på et udsoningsarbejde, der skulde bringe landet ro ved at fremkalde en bedre balance mellem de kræfter i samfundet, der gennem disse 12 år brødes om at bestemme udviklingen. Og under det hele er opmærksomheden mere rettet mod jøderne end mod den enkelte jøde, sagen gjaldt. Ikke så mærkeligt derfor, at eftertiden mindre har beskæftiget sig med retssagen end med affæren i alle de betydninger, der kunde lægges i dette ord.
    Det gælder også den nyeste fremstilling.
    Professor CHAPMAN er historiker og begrunder selv sin bog som afledt af studier over Den tredie Republik, i hvis historie han har fundet affæren liggende som en spærring, han måtte have ryddet af vejen, før han kunde give den samlede fremstilling. Den er bygget på et imponerende studium af retsreferater og litteratur, men navnlig på et intimt kendskab til periodens politiske udvikling. Den er så ubetinget den hidtil klareste og bedst afbalancerede udredning af det næsten uigennemtrængelige væv, hvori sagens oprindelig enkle sammenhæng efterhånden blev indspundet.
    Men med bogens undertitel »A Reassessment» tilkendegives et videre sigte, hvori forfatteren ikke har kunnet få medhold fra alle sider. Det er professor Chapman's tese, at affæren hidtil er fremstillet med altfor skarp fordeling af lys og skygge, og at navnlig de sammensværgelser, man har villet se som de drivende kræfter i affærens udvikling, aldrig har foreligget.
    Det jødiske »syndikat», der for tyske pengemidler og med Dreyfus sagen som påskud skulde arbejde på Frankrigs undergang, og hvori enhver Dreyfus-tilhænger uden videre antoges at være købt deltager, har nu aldrig nogen udenfor Frankrig troet på — og i Frankrig ingen efterat gemytterne var faldet til ro. Derimod har det været almindeligt at se en klerikal-militaristisk alliance som den drivende kraft i alle bestræbelser for at forhindre affærens opklaring. Professor Chapman har utvivlsomt ret i, at en sammensværgelse i betydning af en organiseret modstand mod revisionen aldrig har existeret. Men distinktionen

 

638 TH. THORSTEINSSONgør ikke nogen større forskel. En kendsgerning er det, at revisionstilhængerne var få og spredte og kun vanskeligt fandt sammen, medens modstanderne havde deres kompakte tilhold indenfor kirke og hær. Kirkens organisation så til, men præsterne arbejdede i det stille og en enkelt af ordenerne særdeles højrøstet. Hærens stilling var på forhånd givet. Modstanden kunde ikke være opretholdt så længe uden disse to faste borge.
    Professor Chapman har også ret i, at affæren blev benyttet i partipolitisk øjemed, og at mange, der slog sig til helte på revisionskravet, forfulgte egne eller ialfald fremmede formål. Fører denne betragtning til, at nogle glorier blegner, bliver dog nogle tilbage. Affæren havde dog sine helte. At det mere var for retsideen de flammede end for Dreyfus gør dem ikke mindre, og et bedre samfund var også et værdigt mål for kampen. Men det er naturligvis for enkelt at se det hele som et spil mellem hvidt og sort. Navnlig må det erkendes, at fronten stadig skiftede mellem konkret retstilfælde og almen rets- og statside, og at modstand og tilslutning for mange mennesker derfor måtte blive svingende.
    Den rolle, man har tildelt antisemitismen, tages ligeledes op til fornyet prøvelse. Den er muligvis blevet overdrevet af de jødiske forfattere, der som de første antog sig Dreyfus' sag og blev affærens første historikere. Den beherskede ikke krigsministeriet, men var desværre fremtrædende netop hos et par af Dreyfus' foresatte. Tilfældigt var det næppe, at en jøde straks fremstillede sig for tanken som den mest sandsynlige forræder. Under agitationen anvendtes afstamningen både som krigsråb og som argument. Demonstrationer og optøjer talte også deres tydelige sprog.
    Affæren kom til at virke både som drivkraft og som hemsko for en nødvendig reorganisering. Som islæt i en politisk udvikling er den derfor et studium værd. Og det har været professor Chapman's hovedemne. Retssag og affære er imidlertid således sammenvævet, at de ikke kan skilles, og professoren har da også studeret retsakterne, der foreligger trykt med mange tusinde sider stenografiske referater af den mundtlige procedure i alle sagens forgreninger og instanser. Det har ikke moret ham, erkender han selv, og han har da hellerikke af studiet uddraget nogen vurdering af det ansvar, der kan pålægges retsvæsenet. Er det kun for en jurist, retssagen som affærens kerne synes det mest betydningsfulde studieobjekt? Dommen er dog historiens berømteste justitsmord, selvom den ikke som så mange andre førte til døden. Hvordan kunde en uskyldig blive dømt, og hvordan kunde erkendelsen af fejlen blive trukket ud i 12 år? Det er dog i besvarelsen af disse spørgsmål, en eftertid må søge sagens lære og blivende betydning.
    Professor Chapman ser forklaringen i et sørgeligt sammentræf af menneskelig svigten, i dumhed, svaghed og forbryderiskhed hos enkeltpersoner. Alt det var jo så øjensynligt til stede, og uden det var der ikke blevet noget justitsmord. Men det er et retsvæsens opgave at gennemskue, og selvom det kan narres, skulde det ikke tage 12 år at nå til sandhedens erkendelse. Sagen var den enklest tænkelige. Den drejede sig om eet dokument, og det gjaldt kun at finde ud af, hvem der havde skrevet det. Skønt forræderen skulde sæges indenfor en

 

ANM. AV GUY CHAPMAN: THE DREYFUS CASE 639ganske snæver kreds, måtte man muligvis opgive på grund af utilstrækkeligt bevis. Men hvorledes kunde man dømme på oplagt utilstrækkeligt bevis og fastholde dommen efter ny prøvelse fem år efter? I den enestående kombination af mangfoldige faktorer, der havde skylden, indgik også retsvæsenets svaghed. Kassationsretten stod sin prøve, men krigsretterne, der skulde træffe deres afgørelse uden juridisk vejledning, lå under for ukyndighed, autoritetstro, fordomme og kastesolidaritet. Og den civile ret, der i Zola sagen havde muligheden for at gribe sandheden, svigtede ganske.
    I England kender man intet til nordisk retspleje og har aldrig haft respekt for den tyske. Men når man der urokkeligt føler sin retspleje alle andres overlegen, er det først og fremmest med Frankrigs stadig inkvisitoriske man sammenligner, navnlig med henblik på individets sikkerhed. Fejl er sket også i England. Men kautelerne derimod er større. I Dreyfus affæren trådte en af fransk retsplejes ejendommeligheder stærkt i forgrunden. Straffesagen mod Zola for hans »J'accuse» gik i Cour d'Assises. Her foregik efter almindeligt fransk mønster en vidneførsel, der efter vore — og engelske — begreber er en karrikatur. I en fransk ret kan hvemsomhelst uden ringeste forbindelse med sagen få lov at give sit besyv med som vidne. Der findes ingen kriterier for bevismidlers admissibilitet, sigtningen af beviserne efter værdi sker først i dommernes hoveder, når dommen skal afsiges. Det får være, når den afsiges af juridiske dommere. Men når — som i Zola's sag — skyldbedømmelsen er overladt nævninge, bliver jo ialfald dommerens vejledning dobbelt påkrævet som indskudt mellemled. I England, hvor bevismidlerne sigtes nøjere end i noget andet retsvæsen, lægges den største vægt på dette trin af retshandlingen. Retsbelæringen er i virkeligheden jurykendelsens præmisser. Men i Frankrig, hvor alle beviser er tilladt, og alting derfor svømmer, finder ingen vejledning sted. Det er fuldkommen legitimt at føre vidner uden kendskab til sagen men med store navne på et eller andet uvedkommende felt. Erfaringsmæssigt nyder deres meninger stor autoritet. Og så overlader man nævningene selv at afveje værdien for sagen af nære og fjerne beviser. Udfaldet må nødvendigvis kunne blive overraskende. Og så er endda denne tingenes tilstand opstået som en indrømmelse til forsvaret. Man stolede ikke på dommernes loyalitet og turde derfor ikke give dem mulighed for at udslette virkningen af forsvarets veltalenhed. Nævningene lades derfor fuldstændig i stikken, og i Zola's sag blev dommernes autoritetstro og servilitet overfor generalerne afgørende for sagens udfald.
    Kunde en flig af sløret være løftet allerede i Zola sagen i 1898, så burde ialfald ingen del af mysteriet have overlevet genoptagelsen i 1899. Den civile kassationsret havde så tydeligt, som det overhovedet var muligt, tilkendegivet sin opfattelse af den første krigsretsdoms urigtighed. Men krigsretten i Rennes satte sig udover juristernes argumentation. Herom udtalte Labori de slående rigtige ord:
    »Hvis 7 franske officerer bedømmer de samme kendsgerninger, de samme dokumenter, de samme vidneforklaringer med lignende samvittighedsfuldhed og samme uafhængighed som de 47 medlemmer af Frankrigs højeste domstol, og ikke kan nå til samme resultat, er det ensbetydende med, at mennesker i vort land ikke mere har nogen fæl-

 

640 ANM. AV GUY CHAPMAN: THE DREYFUS CASEles målestok, at fornuften ikke længere har noget urokkeligt grundlag. Og jeg frygter, at man deri måtte se intet mindre end det forfærdende symptom på et folks fuldstændige tab af enhver intellektuel og moralsk orientering.»
    Og disse ord kan godt stå som den endelige dom over Dreyfus affæren. Den begyndte med fejl, der af prestigehensyn ikke kunde indrømmes og trak flere efter sig for at skjule de første. Den endte i en fanatisme, der forvekslede dens indhold med de helligste nationale værdier. Og dermed gik orienteringsevnen tabt.
    Men om Chapman's bog kan siges, at den for ikke-specialister kan afløse alle tidligere fremstillinger af affæren. De indvendinger, der kan rejses mod den, vil læseren selv finde frem til gennem dens omhyggelige og — trods emnet — aldeles ulidenskabelige fremlæggelse af alle detaljer. Og disse detaljer er så fantastiske, at mere spændende læsningnæppe findes.

Th. Thorsleinsson