Betænkning om højesteretssagførerprøven og offentlig votering i Højesteret m. v. Det gennem mange år stærkt omtvistede spørgsmål om, hvorvidt højesteretssagførerprøven bør afskaffes, har været behandlet af et af justitsministeriet i 1955 nedsat udvalg, der nu har afgivet betænkning. Formand for udvalget var højesteretsdommer Victor Hansen, og de øvrige medlemmer var professor Erwin Munch-Petersen, der døde, inden udvalgets arbejde afsluttedes, samt højesteretssagfører Stig Rode, landsretssagfører Poul Christiansen og kontorchef i justitsministeriet Tage Schelle. Poul Christiansen og Schelle har foreslået, at højesteretssagførerprøven afskaffes, og at der indføres en almindelig mødeberettigelse for Højesteret for landsretssagførere, der har virket som sådanne i 5 år. Derimod er Victor Hansen og Stig Rode i overensstemmelse med det af Højesteret indtagne standpunkt gået imod en ophævelse af højesteretssagførerprøven, men har foreslået de gældende regler ændret, så at den faktiske adgang til at gennemføre prøven lettes.
Udvalget har tillige skullet overveje indførelse af offentlig votering i Højesteret. Poul Christiansen og Schelle har stillet forslag om, at der i Højesteret, ligesom i Norge, efter en rådslagning for lukkede døre skal voteres mundtligt i et offentligt retsmøde, medens Victor Hansen har foreslået, at højesteretsdommernes enkeltvoteringer offentliggøres under navn og udgør domsgrundene, men at selve den mundtlige votering vedblivende afgives forlukkede døre. Stig Rode har ikke ment at kunne udtale sig om dette spørgsmål eller de to nedennævnte under hensyn til, at justitsministeriet efter professor Munch-Petersens død afslog at supplere udvalget med en ny repræsentant for universiteternes juridiske fakulteter.
I betænkningen behandles endvidere spørgsmålene om bevisumiddelbarhed i borgerlige sager ved Højesteret og om Højesterets kompetence i straffesager, men udvalget har ikke på disse områder foreslået de gældende regler ændret.
Hv.
Ændringer i retskredsinddelingen. Ved retsplejeloven af 11. april 1916 fastsattes antallet af underretsdommere uden for København til 98. Fra 1919 til 1954 var antallet imidlertid kun steget til 105, skønt befolkningstallet var steget stærkt, og antallet af underretssager var vokset som følge af, at underretternes kompetence gentagne gange er udvidet for at aflaste