LITTERATUR

 

HANS THORNSTEDT. Om rättsvillfarelse. En straffrättslig undersökning. Institutet för rättsvetenskaplig forskning [X]. Sthm 1956. Norstedts. 323 s. Kr. 20,50.

    Retsvildfarelsens problemer hører til de klassiske hovedemner i teorien omkring straffelovens almindelige del. Selvom både teori og lovgivning utvivlsomt siden forrige århundrede har gjort store fremskridt i mange lande, er man dog ingen steder nået så vidt at problemerne tør siges at være bragt ud af verden. I de nordiske lande har både praktiske retstilfælde og teoretiske indlæg af og til vist at problemerne er levende også i vor tid. I dansk teori har således HURWITZ, LE MAIRE og ERIK CHRISTENSEN beskæftiget sig med spørgsmålet og understreget nogle af de reale hensyn som det er vigtigt at have for øje ved fastlæggelsen og anvendelsen af reglerne. Nu er nordisk teori blevet beriget med en monografi om emnet af docent ved Stockholms högskola HANS THORNSTEDT. Forf. har her — ligesom i den i 1948 udgivne bog »Om företagaransvar» — på en glimrende måde forenet teoretisk analyse med behandlingen af praktiske retsspørgsmål fra mange forskellige strafferetlige områder, — ikke mindst fra specialstrafferetten, som det altid er glædeligt at se inddraget under fagets almene problemstillinger.
    Forf. har et grundigt kendskab til den foreliggende litteratur om emnet, og hans viden bliver frugtbar for undersøgelsen i kraft af den klarhed og sikkerhed hvormed de mange retspolitiske teorier er inddelt i nogle få hovedgrupper som belyser det væsentlige i spørgsmålene. Allerede p. 8—10 introducerer forf. disse typiske løsninger; gennemgangen af teoriernes indhold uddybes i kap. II og III (p. 39—112), henholdsvis om fremmed ret og om svensk doktrin. I kap. IV (p. 113—64), som handler om forf.s eget principielle standpunkt, er det en systematisk gennemgang af hovedteorierne der bestemmer argumentationens gang. Om bogens disposition skal her kun tilføjes at kap. V (p. 165—206) handler om egentlig retsvildfarelse i svensk ret og kap. VI (p. 207—304) om sondringen mellem egentlig og uegentlig retsvildfarelse i svensk ret.
    Man kan i korthed angive problemstillingen med to spørgsmål: 1) Hvorvidt og eventuelt på hvilken måde bør man tillægge det betydning at en lovovertræder har handlet i en egentlig retsvildfarelse? Og 2) Hvorledes skal man foretage den (formentlig) uundgåelige sondring mellem p. d. e. s. egentlig retsvildfarelse, p. d. a. s. uegentlig retsvildfarelse der virker som faktisk vildfarelse og er undergivet forsætslærens almindelige regulering? Begrebet retsvildfarelse deler sig efter næsten alle teorier i to underbegreber som behandles forskelligt. Teorierne handler ganske overvejende om den egentlige retsvildfarelses afgrænsning og retsvirkninger.
    I bogen er teorierne inddelt således: a) Efter »den absoluta teorien» skal der ikke tages hensyn til at en person har handlet uden kendskab

KNUD WAABEN 333til at hans handling var ulovlig. b) Efter »ursäktsteorien» kan der ske en skønsmæssig lempelse i ansvaret når vildfarelsen er undskyldelig. c) Den såkaldte »uppsåtsteori» vil sidestille kendskab til faktum og normkendskab, d. v. s. anvende begreberne dolus, culpa og casus som et generelt inddelingsgrundlag m. h. t. det subjektive forhold til både faktiske og retlige egenskaber. Sondringen mellem egentlig og uegentlig retsvildfarelse bliver da (tilsyneladende) overflødig. d) Endelig er der den i nyere tysk strafferet meget udbredte »skuldteori», som holder spørgsmålet om uretsbevidsthed el. lign. udenfor læren om forsæt og uagtsomhed, men regulerer det i en særlig doktrin under ansvarslæren: man kan straffe den som i det mindste burde have kendt uretmæssigheden. Er der ikke skyld til stede i denne forstand skal han frifindes. Man kan sige at »forsæt» og »uagtsomhed» i relation til uretmæssigheden er slået sammen i een kategori, medens det »hændelige» er straffrit.
    I de nordiske lande må diskussionen samle sig om »ursäktsteorien» og »skuldteorien». Den absolutte teori er nu et historisk fænomen, og m. h. t. »uppsåtsteorien» godtgør forf. de uheldige følger af at akceptere læren (p. 123—32). Til omtalen af denne teori skal kun gøres en enkelt bemærkning. Mange forfattere har givet afkald på krav om kendskab til handlingens strafbarhed og blot krævet kendskab til dens uretmæssighed, pligtstridighed eller socialskadelighed. Det hedder hos KRABBE: »I og for sig burde vistnok i det mindste bevidsthed om handlingens urigtighed (i retlig eller socialetisk betydning) optages som element i forsætsbegrebet.. .» (Kommentar til Borgerlig Straffelov, 4. udg. 1947, p. 135). Forf. kritiserer med nogen føje sådanne udvandede kriterier, men betoner måske for stærkt det synspunkt at kendskab til normer eller vurderinger som ikke vedrører selve kriminaliseringen ikke kan begrunde straf (p. 127 og 128). Rent bortset fra om der her kunne findes et brugbart og forsvarligt kompromis som frembød retstekniske (bl. a. bevismæssige) fordele, må man ikke overse et moment som vedrører gerningsmandens opfattelse af straffen. Når man vil betegne et forhold som forsætligt og idømme forsætsstraf, kan det spille en rolle om den pågældende helt har savnet forestilling om handlingens »minusværdi», eller der foreligger et psykologisk tilknytningspunkt i hans bevidsthed om at handle på en måde som er retligt eller socialetisk misbilliget. Dette moment kan anføres blandt de hensyn som indgår i de legislative overvejelser (p. 118—19), men der er jo givetvis tale om et kriterium som er mindre velegnet til at indføjes i forsætslæren.
    Forf. karakteriserer — med norsk og tysk retspraxis som exempler — »skuldteorien» således at undskyldelig retsvildfarelse skal bevirke frifindelse, medens der ved ikke-undskyldelig vildfarelse kan ske strafnedsættelse. Om »ursäktsteorien», som belyses ved dansk og schweizisk ret, hedder det at den ikke-undskyldelige retsvildfarelse ikke begrunder nogen speciel lempelse, medens den undskyldelige muliggør en skønsmæssig nedsættelse eller straffens bortfald (p. 138—39). Det vil formentlig være hensigtsmæssigt at frigøre den retspolitiske diskussion noget mere fra udtrykkene »ursäktsteori» og »skuldteori» og fra de to anførte definitioner end det er sket i forf.s fremstilling. Lovgiveren

334 KNUD WAABENstår ikke overfor et valg mellem de således definerede teorier; han skal — med bistand fra teorien — finde frem til en opdeling af det legislative problem i nogle enkeltspørgsmål, og af svarene på disse spørgsmål skal der dannes et sæt regler. Hovedpunkterne er følgende:
    1. Det må afgøres hvorledes man skal formulere kriteriet for den retsvildfarelse som skal kunne have speciel virkning udover lempelig udmåling indenfor strafferammen. Kriteriet »undskyldelig» kommer særlig i betragtning.
    2. Det må endvidere afgøres om den specielle virkning ikke blot skal være strafnedsættelse, men tillige mulighed for slet ikke at pålægge straf.
    3. Der opstår det spørgsmål om man skal anvende en frifindelse (ligesom hvor der fx statueres manglende forsæt) eller blot en domsform ved hvilken man undlader at pålægge straf. Det enkelte lands processuelle regelsystem og terminologi vil sikkert influere på hvilke domsformer der bliver tale om (ligesom fx m. h. t. afgørelser overfor utilregnelige personer).
    4. Endelig må der tages stilling til om der foreligger et valg mellem obligatoriske og fakultative regler og om man bør sigte på at give de særlige afgørelsesmåder den ene eller den anden karakter.
    Forf. slutter sig til den ovf. nævnte »skuldteori», idet han dog bemærker: »Problemet är icke av alltför stor praktisk betydelse, eftersom man torde kunna nå till ungefär samma praktiska resultat på olika vägar» (p. 149). Forf.s stillingtagen på de væsentlige punkter findes p. 149—52: der bør være en obligatorisk regel om frifindelse ved undskyldelig (»ursäktlig») egentlig retsvildfarelse og derudover en adgang til strafnedsættelse ved ikke-undskyldelig vildfarelse når denne beror på »lindrig oaktsamhet». Det vigtigste spørgsmål er for forf. om den førstnævnte retsvirkning bør være obligatorisk eller fakultativ. Når den første løsning foretrækkes skyldes det ønsket om en hensyntagen til det strafferetlige legalitetsprincip, som navnlig skulle indebære at vilkårlighed i strafferetsplejen bør undgås og at udfaldet af straffesager såvidt muligt bør kunne forudberegnes, i al fald af jurister. Og den lægmand som har gjort hvad han kunne og burde for at forvisse sig om en handlings lovlighed, han bør — ud fra de sociale vurderinger som motiverer legalitetsprincippet — med sikkerhed kunne regne med at undgå straf. Han bør end ikke risikere en afgørelse som kun lader straffen bortfalde: den obligatoriske virkning bør være en frifindelse som ikke indebærer at den pågældende i grunden er strafskyldig.
    Det forekommer mig utvivlsomt at forf. repræsenterer en retspolitisk rigtig tendens, men det kan diskuteres om argumentationen er alsidig nok til at bære så bestemte konklusioner. Hvad domsformen angår har jeg stor sympati for den tanke at virkelig undskyldelig retsvildfarelse bør kunne bevirke frifindelse og ikke blot strafbortfald. Men dommens form er måske mindre væsentlig, også for de tiltalte som hæfter sig mest ved om der idømmes straf, og domsformen strafbortfald kan tænkes at have selvstændige fortrin. — Jeg tror heller ikke at der er nogen særlig skarp modsætning mellem obligatoriske og fakultative regler på dette område. Virkelig obligatorisk kan reglen om straffrihed ikke blive når kriteriet for straffrihed ikke er defineret, men indeholdes i

ANM. AV H. THORNSTEDT: OM RÄTTSVILLFARELSE 335et så ubestemt ord som »undskyldelig». Domstolene bliver — udenfor de mest oplagte tilfælde — ikke tvunget til at frifinde ved »undskyldelig» retsvildfarelse, når det afhænger af en ubestemmelig vurdering (bl. a. af frifindelsens rimelighed!) om vildfarelsen skal kaldes undskyldelig. Forf. synes også at akceptere at vægten nærmest må lægges på om handlemåden som helhed er forsvarlig under hensyn til retsvildfarelsen (p. 146 og 164, jfr 139—40); dette indebærer et skøn og er en fravigelse af princippet om obligatorisk frifindelse p. g. a. selve vildfarelsens undskyldelighed. Det samme gælder når forf. anerkender (p. 152) at modifikationer kan være påkrævede ud fra synspunkter svarende til dem som begrunder ansvar uden culpa.
    Iøvrigt er det ingenlunde sikkert at kriteriet »undskyldig» på forhånd skal kædes sammen med straffrihedsvirkningen. Forf. anser det som en svaghed at dette ikke er sket i dansk ret, men i al fald efter dansk sprogbrug synes det muligt at tale om undskyldelig retsvildfarelse ikke blot hvor vildfarelsen er helt undskyldelig, men også hvor den kun er i nogen grad undskyldelig. Reglen i dansk straffelovs § 84 hviler på en sådan videre sprogbrug,1 og det er derfor også tænkeligt at strafbortfald efter § 84, stk. 2, faktisk indtræder regelmæssigt (»obligatorisk») i den del af tilfældene som forf. har for øje, medens nedsættelse efter stk. 1, nr. 3, anvendes ved de vildfarelser som forf. ikke vil kalde undskyldelige, men uagtsomme i mindre grad. Det kan ikke uden undersøgelse af dansk retspraxis fastslås at tilstanden afviger fraden som forf. anbefaler, — dog bortset fra domsformen.
    I afsnittet p. 196—203 genoptager forf. spørgsmålet som afslutning på en udførlig gennemgang af svenske domme om egentlig retsvildfarelse (p. 165—96). Det er nok dette afsnitt som bedst giver udtryk for hvorledes man skal se på det retspolitiske problem. Forslaget om at gå over til »skuldteorien» betyder nemlig ifølge forf. blot at der bør ske en vis udvikling i retspraxis.2 Det er forf.s opfattelse at svenske domstole i for ringe grad og med for ringe konsekvens lader undskyldelig retsvildfarelse være diskulperende. Forf. vil ikke kritisere at straffriheden begrænses til typer af sager, men domstolene bør være mere konsekvente i deres behandling af ensartede tilfælde, og de bør også anerkende et videre område for straffrihed end hidtil. Det afgørende er altså ikke så meget at domstolene følger en obligatorisk regel som dette at de tilstræber ensartethed (hvilket man naturligvis også bør gøre under regler som forudsætter et skøn) og at de fremtidig når til en ændret vurdering af behovet for og rimeligheden af straf i nogle grupper af tilfælde. Det bekræftes da formentlig også at afstanden mellem de to teorier der er opstillet som mønstre ikke er stor og at man ikke har sagt meget ved at rubricere dansk og svensk ret under »ursäktsteorien», norsk ret under »skuldteorien»: det afgørende er hvorledes domstolene i bestemte typer og grupper af tilfælde udnytter den bestående mulig-

 

    1 Se straffelovsudkastet af 1923 sp. 190: »Uvidenheden kan være mere eller mindre undskyldelig, og der bør derfor . . . være adgang ikke blot til straffrihed . men også til strafnedsættelse.»

    2 Det fremhæves dog at en adgang til strafnedsættelse ved ikke-undskyldelig retsvildfarelse kræver lovændring i Sverige. I Danmark forudsætter strafnedsættelsen som nævnt at man kalder vildfarelsen undskyldelig.

336 KNUD WAABENhed for straffritagelse og hvilken kritik der eventuelt kan rettes mod afgørelserne. Dette spørgsmål har forf. kun villet tage stilling til for svensk rets vedkommende (p. 139).
    Når man finder det rigtigt at lade undskyldelig egentlig retsvildfarelse være diskulperende, er det efter forf. et spørgsmål om man 1) bør opretholde den traditionelle sondring mellem egentlig og uegentlig retsvildfarelse, eller 2) behandle al retsvildfarelse under eet (p. 153 ff). Den sidstnævnte løsning vil dog, fremhæves det, nødvendiggøre endnu en regel, idet det er givet at nogle ikke-undskyldelige retsvildfarelser bør udelukke forsæt; man må då give domstolene adgang til at frifinde også ved ikke-undskyldelig retsvildfarelse, og anvendelsen af denne hjemmel ville i virkeligheden forudsætte at der blev sondret mellem egentlig og uegentlig retsvildfarelse, — netop det som man skulle undgå. Der kan ikke være tvivl om at den første løsning må vælges, således at uegentlig retsvildfarelse hører sammen med faktisk vildfarelse. (I mange tilfælde opfatter man ikke uegentlig retsvildfarelse som noget der adskiller sig fra faktisk vildfarelse.) Herom er forf. vistnok heller ikke i tvivl, selvom han p. 161 siger at valget ikke er let. Problemstillingen bliver altså stadig den traditionelle: for det første virkningen af egentlig retsvildfarelse, for det andet grænsedragningen mellem egentlig og uegentlig retsvildfarelse. Det første spørgsmål er allerede omtalt.
    I kap. VI (p. 207—304) behandles sondringen mellem egentlig retsvildfarelse og anden vildfarelse i svensk ret. Her gennemgår forf. først en række gerningstyper m. h. t. hvilke der i retspraxis eller i lovens forarbejder eller text er taget stilling til vildfarelsers karakter og virkning (p. 210—71). Forf. sporer en tendens i retning af videre anerkendelse af den diskulperende uegentlige retsvildfarelse (p. 271—72). Denne udvikling bifaldes, men det anses for ønskeligt at man tilstræber en klarere og mere konsekvent sondring mellem de to slags retsvildfarelse. Forf.s program er altså: en mere rationel »begrebsmæssig» adskillelse af de to grupper, men samtidig — som ovf. omtalt — en tilnærmelse mellem dem hvad angår deres retlige konsekvenser. Det anses dog ikke for muligt at gennemføre en teoretisk skarp sondring; man må søge at karakterisere typer og grupper af vildfarelser som bør behandles på ensartet måde (p. 274—76). Dette er en meget vanskelig opgave. Forf. finder at retspraxis og lovgivningsarbejde frembyder et ret ufuldkomment materiale som udgangspunkt, og han anser det for ønskeligt om der hyppigere blev taget stilling til spørgsmålet i lovmotiver eller (helst) i selve lovtexten (p. 286). Til dette sidste punkt må bemærkes at sådanne udtalelser kan gøre det lettere at nå til et resultat på bestemte områder, men at det ikke er sikkert at de altid fremmer en konsekvent behandling af problemerne. Som forf.s fremstilling viser kan det kræve stor fortrolighed med almindelige skyldbegreber og overblik over et omfattende retsstof at finde den løsning som bedst svarer til den almindelige retningslinie for begrebernes afgrænsning; på områder som frembyder tvivl vil det derfor være bedre at et spørgsmål ikke søges afgjort af lovgiveren end at der for at bringe klarhed fremsættes udtalelser der ikke hviler på indgående overvejelser. Lov-

ANM. AV H. THORNSTEDT: OM RÄTTSVILLFARELSE 337givningens kunst består ofte i at vide hvad man ikke skal udtale sig om.
    Det ville føre for vidt at komme nærmere ind på de retningslinier som omtales p. 276—304; kun to hovedpunkter skal nævnes. Det fremhæves at man bør se på om en retsvildfarelse lader sig opfatte som en parallel til faktiske vildfarelser der forekommer ved samme deliktstype (p. 276—78). Det omtales endvidere hvorledes man skal karakterisere det subjektive rekvisit i relation til normative begreber i gerningsbeskrivelsen (p. 287—302); forf. slutter sig her til den retning i teorien som vil kræve både kendskab til faktiske elementer og en vurdering af disse elementer som går i samme retning som den retlige dom (fx i retning af karakteristikken »otillbörlig»). Det understreges dog hvor vanskeligt det er at gennemføre principper på dette område. Det er næppe rigtigt at det objektive rekvisit »fara» er et af de mest iøjnefaldende exempler på normative begreber som udfyldes af domstolene ved en vurderende virksomhed (p. 288), men denne udtalelse dementeres i og for sig også af forf., idet han mener at det centrale i farebegrebet er en mulighed for følgens indtræden og at der kræves bevidsthed om denne mulighed. Samme forsætskrav er tidligere hævdet af AGGE og BERGENDAL. Det må dog erkendes at forsætstypen kan ændres noget når det ikke drejer sig om fare for ydre følger (fx død eller legemsskade), men om objekter som er mindre egnede til en farekonstruktion, fx »fara i bevishänseende».
    Forf. kunne måske være gået videre i retning af teoretisk analyse og praktisk karakteristik af den egentlige og den uegentlige retsvildfarelses typer, men det er på den anden side rigtigt at man ikke bør nære større forhåbninger om at finde den ene eller de få afgørende formler som mange forfattere har søgt efter. Den uomgængelige distinktions problem skal ikke løses med eet slag, men spaltes i mere overkommelige opgaver. De af forf. opstillede regler og forslag dækker vistnok en væsentlig del af det praktiske behov for retsvejledning.
    Det er tænkeligt at forf. indenfor begge de behandlede hovedproblemer kunne have vundet et bredere grundlag for sine konklusioner hvis han havde udnyttet den righoldige norske højesteretspraxis vedrørende norsk straffelovs §§ 42 og 57. —
    Mange af de problemer som behandles i denne ypperlige afhandling har her måttet lades uomtalt; det gælder bl. a. bedømmelsen af enkelttilfælde og forf.s interessante bemærkninger p. 203—06 om mulighederne for at forebygge retsuvidenhed og for at løse retstvivl på anden måde end gennem straffesager. Bogen er opbygget således at den lader de væsentlige problemer træde klart frem. En fortrinlig systematik præger også forf.s positivretlige dokumentation og argumentationenin denfor de enkelte afsnit. Det ligger i sagens natur at anmelderen ikke i første række har kunnet bedømme bogen som bidrag til svensk teori. Til gengæld er det en stor glæde at konstatere at de almene spørgsmål som ikke er nationalt begrænsede har fået en så grundig og interessant behandling; dette skyldes nok ikke mindst at forf. har dannet sig en klar opfattelse af de punkter som argumentationen må tage stilling til. Omend forf. herved lejlighedsvis synes at komme ind på ret teoretiske overvejelser, lider konklusionerne dog sjældent der-

 

    22—573004. Svensk Juristtidning 1957

338 ANM. AV H. THORNSTEDT: OM RÄTTSVILLFARELSEunder. De bemærkninger som ovenfor er knyttet til fremstillingen berører i det store og hele ikke det væsentlige i forf.s opfattelse. Som foran nævnt kan anmelderen tiltræde den almindelige tendens i forf.s omtale af egentlig retsvildfarelses virkninger, og der er anlagt et realistisk synspunkt på sondringen mellem egentlig og uegentlig retsvildfarelse. På begge disse områder rummer bogen et illustrationsmateriale og en kritisk vurdering som ikke mindst skulle være af interesse for domstolene i de nordiske lande.

Knud Waaben