Dansk lovgivning 1955—561
Blandt de love, der er vedtaget i folketingsåret 1955—56 og som kan påregnes at have videre interesse, kan nævnes:
1. Lov af 21. marts 1956 om ændringer i landets judicielle inddeling
Ved den danske retsplejereform (retsplejeloven af 1916) blev landet udenfor København inddelt i omtrent 100 retskredse. Langt denstørste del af kredsene fik herved en sådan størrelse, at den egentlige dommergerning kunne bestrides af en enkelt dommer. Kun et mindre antal kredse blev så store, at der var grundlag for ansættelse af to dommere — en kriminaldommer, under hvem strafferetsplejen og skiftevæsenet sorterede, og en civildommer, under hvem de øvrige sagerhørte. I een retskreds deltes arbejdsområdet mellem 3 dommere. Foruden af dommeren består det juridiske personale ved et dommerembede af en eller flere dommerfuldmægtige, hvis arbejdsområde hovedsagelig er skiftevæsen, tinglysning, fogedvæsen og notarialforretninger.
I tiden efter retsreformen er antallet af retssager ved underretterne steget meget betydeligt, dels på grund af ændringer i kompetenceforholdet mellem landsretterne og underretterne, og dels som følge af befolkningstilvæksten. Det sidste moment har gjort sig stærkest gældende i og omkring de største byer. Denne stigning i sager bevirkede, at det i adskillige kredse var umuligt for dommeren at overkomme arbejdet, og som følge heraf blev der i mange tilfælde givet bemyndigelse tildommerfuldmægtige til at beklæde retten for at aflaste dommeren. Da dommerfuldmægtigene ikke i grundloven er sikret samme uafhængigestilling som dommerne, har denne ordning kunnet give anledning til kritik. Ved reformarbejdet har man beskæftiget sig med de to muligheder: enten at bibeholde de bestående retskredse og ansætte flere dommere i en del af kredsene, eller at dele de største kredse i mindre kredse. Det lovforslag, der blev vedtaget af folketinget, fulgte den sidste udvej ud fra den betragtning, at det var såvel i befolkningens som i dommerstandens interesse at bevare det system, hvor efter hvertområde har een dommer, der varetager de meget forskelligartede forretninger, der hører under et dommerembede, og som derved får mulighed for en bedre kontakt med befolkningen. Ved loven blev en delaf de største retskredse, der hidtil havde haft een dommer, delt i 2 eller flere retskredse. Nogle af de retskredse, der hidtil havde haft 2 dommere, blev ligeledes delt i 2 kredse, hver med een dommer. Hvordet var praktisk muligt, blev områder flyttet fra større til mindre kredse, og to steder blev 2 små kredse sammenlagt. I Københavns byret, der bestod af en præsident og 22 dommere, blev antallet af dommereforhøjet til 26.
Ved samme lov skete der nogle ændringer i landets inddeling i politikredse. Udviklingen er her gået i retningen af nedlæggelse af en delaf de mindre politimesterembeder.
2. Lov af 17. maj 1956 om ændringer i borgerlig straffelov
Ved loven åbnes der adgang til efter justitsministerens bestemmelse at prøveløslade strafafsonere, når halvdelen af straffetiden er udstået, dog mindst 4 måneder. Baggrunden for denne ændring er straffelovensalmindelige bestemmelse, hvorefter spørgsmålet om prøveløsladelseførst rejses, når to trediedele af straffetiden — og mindst 9 måneder— er udstået.
Denne grænse havde vist sig uhensigtsmæssig, idet der jævnlig havdevist sig trang til at undergive personer, der var idømt en kortere fængselsstraf, et tilsyn eller anden forsorg i en prøvetid efter afsoningen. Manglerne ved den bestående ordning kunne alene afbødes gennem betingede benådninger, og denne udvej blev også fulgt i begrænset omfang, men man fandt det mere rationelt at udvide adgangen til prøveløsladelse og begrænse anvendelsen af benådningsinstituttet.
3. Lov af 23. juni 1956 om foranstaltninger i anledning af svangerskabm. v.
Loven træder i stedet for den hidtil gældende lov af 1937 og indeholder ligesom denne bestemmelser, der fastsætter betingelserne foradgangen til lovlig svangerskabsafbrydelse og om straf for ulovligsvangerskabsafbrydelse. Loven bygger på en komitébetænkning af 1954.
Når justitsministeriet fandt det på krævet efter et så forholdsvis kortåremål at tage loven op til revision, skyldtes det, at man kunne konstatere en meget betydelig stigning i antallet af legale aborter, uden atman fandt det sandsynligt, at der var nogen tilsvarende nedgang i antallet af illegale aborter.
Loven betyder ikke nogen radikal ændring i de hidtil gældende regler. Ved en uddybning af lovteksten har man imidlertid bragt den iklarere overensstemmelse med den hidtil gældende praksis. Svangerskabsafbrydelse er ligesom tidligere tilladt, når den er nødvendig afhensyn til kvindens liv eller helbred (medicinsk indikation), hvis kvinden er blevet besvangret ved en kønsfrihedsforbrydelse eller i et incestforhold (etisk indikation), eller hvis der er nærliggende fare for, at barnet vil blive født med svære psykiske eller fysiske defekter eller sygdomme (eugenisk indikation). Størst diskussion blev der om formuleringen af bestemmelsen om den medicinske indikation. Flertallet gennemførte en bestemmelse, hvorefter en svangerskabsafbrydelse er tilladt, når den er nødvendig for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred. »Ved bedømmelsen af denne fare skal der på grundlag af en vurdering af samtlige omstændigheder, herunder de forhold, hvorunder kvinden må leve, tages hensyn ikke alene til fysisk og psykisk sygdom, men også til tilstedeværende eller truende fysiske eller psykiske svækkelsestilstande».
Som ny regel blev indført adgang til svangerskabsaf brydelse, når i ganske særlige tilfælde alvorlige fysiske og psykiske defekter ellerandre lægeligt begrundede forhold medfører, at kvinden skønnes uegnet til at tage vare på sit barn.
Der er ej heller i den nye lov hjemmel for af brydelse af svangerskab på ren »social indikation».
Om fremgangsmåden ved behandlingen af sager om svangerskabsafbrydelse indeholder loven følgende regler:
Hvis svangerskabsafbrydelse er begrundet i sygdom, der medførerfare for kvindens liv eller helbred, træffes afgørelsen af sygehusetsoverlæge. I andre tilfælde træffes afgørelsen af et samråd beståendeaf 2 læger og lederen af en mødrehjælpsinstitution.
Lovens bestemmelser om straf for ulovlig svangerskabsafbrydelse og medvirken hertil indebærer en mildere bedømmelse af den kvinde, der lader sit svangerskab afbryde. I tilfælde, hvor lovens betingelser for afbrydelse ikke har været til stede, er straffen hæfte indtil 3 måneder. Under særlig formildende omstændigheder kan straffen bortfalde. Påtale kan ikke finde sted, når der er forløbet 1 år efter svangerskabsafbrydelsen.
4. Lov af 25. maj 1956 om adoption
Loven, der indførte adoption med »fuldt familieskifte», er omtalt i SvJT 1956 s. 661. 1 overgangsbestemmelserne indeholder loven hjemmel for, at de nye arveretlige virkninger kan knyttes til ældre adoptivforhold, såfremt adoptanterne inden 5 år efter lovens ikrafttræden ansøger herom. I det første år er en sådan ansøgning imødekommet i omtrent 900 tilfælde.
Poul Gaarden