NILS HERLITZ. Nordisk offentlig rätt. I. Historisk inledning. (XII+104 s.Kr. 12,00). II. Riksdagarna och tingen (X + 212 s. Kr. 22,00). Sthm 1958. Institutet för rättsvetenskaplig forskning XVII och XVIII.

    Naar Jurister i et af de nordiske Lande vil skaffe sig Kundskab omen retlig Ordning indenfor et andet nordisk Land, vil de først og

592 POUL ANDERSENfremmest studere, hvad der i det paagældende Land er skrevet om Emnet. For Danmarks, Norges og Sveriges Vedkommende volder dette ingen sproglige Vanskeligheder. Alligevel kan der opstaa Misforstaaelser, dels fordi den retlige Terminologi frembyder mange Forskelligheder, dels fordi den udenfor staaende savner den Indlevelse i Landets retlige Struktur, som de egne Jurister har tilegnet sig. En betydningsfuld Hjælp til Overvindelse af saadanne Vanskeligheder erretssammenlignende Fremstillinger. De vil i Reglen ikke give noget omfattende Kendskab til de behandlede Emner i og for sig; men vedat redegøre for Forskelle og Ligheder vil de lette den fulde Forstaaelseaf Fremstillinger, som alene behandler en national retlig Ordning.
    For den offentlige Rets Vedkommende er en retssammenlignende Fremstilling af særlig Betydning, fordi Statsretten og Forvaltningsretten har et langt stærkere nationalt Præg end andre Retsomraader. Forskellene er størst mellem paa den ene Side Danmark og Norge ogpaa den anden Side Sverige og Finland.
    Nordens Jurister og andre, som interesserer sig for nordiske statsretlige og forvaltningsretlige Spørgsmaal, maa derfor være NILS HERLITZ taknemlige for det Værk om nordisk offentlig Ret, som han har paabegyndt med Udsendelsen af et Bind, der indeholder »Historiskinledning», og et Bind om »Riksdagarna och tingen». Det fremgaaraf Forordet, at disse to Bind er tænkt som Grundlag for en Fremstilling af Forvaltningsretten, i første Række en Fremstilling af Förvaltningsorganisationen.
    I Forordet til den historiske Indledning fremhæver Forfatteren, at Arbejdet ikke hviler paa videnskabelig Primærforskning. Er det ikkenæsten en Selvfølge? Hvorledes skulde Forfatteren kunne gennemføreen »Primærforskning» paa et saa vidtspændende Omraade. Naar detvidere siges, at der p.d.a.S. ikke er Tale om populærvidenskabelige Oversigter, vil Læseren hurtigt finde dette bekræftet. Arbejdet hvilerpaa meget omfattende Studier og indeholder mange Kildehenvisninger. Til Trods for, at Bogen bærer Præg af Herlitz' velkendte, store Fremstillingsevne, er den ingenlunde let læst. Den koncentrerer sig saastærkt om nogle Hovedpunkter i den historiske Udvikling, at kun Læsere, som er i Stand til at foretage en vis Udfyldning ved Forhaandskendskab til Emnerne, vil faa fuldt Udbytte af Læsningen.
    Fremstillingen er lagt an paa at give historiske Perspektiver i hvert Emne for sig: Kongerne og Statstjenesten, Statstjenestens lokale Organisation, den centrale Organisation osv., ikke paa en alsidig Skildringaf Udviklingen inddelt i Tidsafsnit. Saa kortfattet Bogen er, maa denvalgte Fremstillingsform anses for hensigtsmæssig.
    Herlitz er jo ikke blot Jurist, men ogsaa Historiker; i sine unge Dage var han Docent i Historie. Denne dobbelte Sagkundskab og videnskabelige Træning er i höj grad kommet Bogen till Gode.
    Naar andet Bind kaldes Rigsdagene og Tingene, er dette en vellykket, sammenfattende Betegnelse for Rigsdagen i Finland og Sverige, Folketinget i Danmark, Stortinget, Odelstinget og Lagtinget i Norge. Det är disse Folkerepræsentationer, som er Bogens emne.
    I Forordet til første Bind, hvor Planen for det samlede Værk erangivet, skriver Forfatteren, at han i andet Bind har behandlet visse

ANM. AV NILS HERLITZ: NORDISK OFFENTLIG RÄTT 593statsretlige Grundlag for en Fremstilling af nordisk Forvaltningsret, der for bam staar som den vigtigste Del af Værket. Andet Bind er imidlertid langt mere end en saadan Introduktion til Forvaltningsretten. Fremstillingen er saa indtrængende og udførlig, at Bogen maa ansesfor et selvstændigt og overordentlig værdifuldt forfatningsretligt Arbejde.
    Har Herlitz' almindelige historiske Sagkundskab som nævnt sat sit Præg paa den historiske Indledning, der udgør første Bind, gælder detikke mindre, at hans politiske Erfaringer fra 16 Aars Rigsdagsvirksomhed har virket berigende paa Indholdet af andet Bind. Med Rettestilles der nu til Dags det Krav til statsretlige Fremstillinger, at deikke blot skal fremstille og fortolke de formelle, forfatningsretlige Bestemmelser, men tillige i en vis Udstrækning redegøre for den politiske Praksis, som giver Forfatningslivet dets reelle Indhold. Naar Herlitz' Bog fortrinligt opfylder dette Krav, er det sikkert ikke uden Forbindelse med den Virksomhed, han har udfoldet som Politiker. Denne har givet ham et Kendskab til politiske Tilstande i Sverige, som har afsat sig tydelige Spor i Bogen, og dette Kendskab har stimuleret hans Interesse for de andre nordiske Landes politiske Praksis. Resultatet er blevet en Rigdom af interessante Sammenligninger, derstrækker sig langt udover de positive forfatningsretlige Bestemmelser.
    Herlitz mener, at mange som han har gjort den Erfaring, at Fællesskabet indenfor den offentlige Ret i visse Henseender er større, endman havde troet. For min Del har Læsningen af andet Bind medført, at Forskellene mellem paa den ene Side Danmark og Norge og paaden anden Side Finland og Sverige fremtræder skarpere end forud, hvad angaar de positive Forfatningsbestemmelser. Men Forskellene udlignes paa mange Omraader gennem den politiske Praksis. Et enkeltEksempel herpaa skal nævnes. Af Redegørelsen S. 104 ff. ser man, hvor forskelligt de nordiske Landes Forfatninger har bestemt den Lovgivningskompetence, som tilkommer Regering og Folkerepræsentationi Forening. Ejendommelig er især den svenske Ordning, baade naarden sammenlignes med Ordningen i de andre Lande, og naar den betragtes ud fra den almindelige, moderne Forfatningsret, idet Regeringsformens § 87 kun foreskriver Rigsdagens Medvirken indenforvisse Lovgivningsomraader, navnlig almindelig Civil- og Kriminalret,medens den saakaldte »ekonomiska lagstiftningen» er et kongeligt Prærogativ. Den politiske Udvikling har imidlertid ført med sig, atdenne Lovgivning i stor Udstrækning er blevet inddraget under Rigsdagens Magtomraade, dels med Udgangspunkt i Regeringsformen § 89, sidste Punktum, hvorefter Kongen kan overlade til Rigsdagen at træffe Afgørelser sammen med ham helv paa den Maade, som er foreskrevetfor almindelig Lovgivning (§ 87), dels gennem Initiativ fra RigsdagensSide og simple Meningstilkendegivelser. Efter denne Praksis bliver Forskellen mellem t. Eks. den svenske och den danske Ordning langtmindre, end naar kun de udtrykkelige Forfatningsbestemmesler havesfor Øje.
    Herlitz er i Besiddelse af et enestaaende Kendskab til nordisk Statsog Forvaltningsret, vistnok større end nogen andens. Hans Kærlighedtil »det nordiske» har sikkert været et medvirkende Motiv baade til

38—583004. Svensk Juristtidning 1958

594 ANM. AV NILS HERLITZ: NORDISK OFFENTLIG RÄTThans tidligere, omfattende Studier af nordisk offentlig Ret udenfor Sverige, og til, at han er gaaet i Gang med det store Arbejde, som herer Genstand for Omtale. Dette Arbjede har ogsaa paa anden Maadeligget godt for hans særlige Evner som juridisk Forfatter. Den derkender Herlitz' omfattende litterære Produktion vil vide, at han iusædvanlig Grad forstaar at sammenføre et stort Stof, sætte det i System og undergive det en alsidig og indtrængende Belysning.
    At skrive om fremmed Ret indebærer en stor Risiko for Fejl og Misforstaaelser. Med Sikkerhed kan jeg kun efterprøve Behandlingenaf dansk Stats- og Forvaltningsret. Her har jeg kun fundet en enkelt, lille Urigtighed. I Bind II S. 162 siges det om den danske Finanslovs »Bevillingsparagraf», at den angaar »vissa utpekade för folketingetframlagda lagförslag». Saaledes var det tidligere. I den Affattelse, som nu anvendes, omfatter Bevillningsparagraffen generelt Love, der vedtages i Folketingsaaret, og som ikke er taget i Betragtning ved de i Finansloven indeholdte Bevillinger, se min Statsforfatningsret, 1954, S. 382 f. Naar det danske Ministerraad, som vist ikke har været afholdtsiden 1866, siges at modsvare det 18 Aarhundredes Deliberationsstatsraad, kunde det have været nævnt, at Afholdelse af Ministerraadetstedse har været betinget af, at Kongen er forhindret i at holde Statsraad.
    Et Referat af Bogens Indhold skal der ikke her gøres noget Forsøgpaa. Emnerne giver sig i øvrigt næsten af sig selv. I elleve Afsnit behandles alle væsentlige Spørgsmaal vedrørende Folkerepræsentationernes Sammensætning og Virksomhed. Skulde nogle Afsnit fremhæves,vilde jeg som særligt interessante nævne Afsnit V om Folkerepræsentationerne og Grundlovene og Afsnit X om Folkerepræsentationernes Opinionsytringer. Det fremgaar af dette Afsnit, at Opinionsytringeroveralt, skønt formelt uforbindende, har stor Indflydelse paa Ministrenes og andre Forvaltningsmyndigheders Adfærd. Paafaldende erdet, at den norske Protokolkomité endog i vid Udstrækning udtalersig om Udnævnelser af Tjenestemænd og Forfremmelser, som om Komitéen var en Appelinstans (S. 178), hvilket hos Forfatteren fremkalder en Erinring om den svenske Rigsdags Befatning med Forfremmelsesspørgsmål i Stændervældets Tid. I Danmark er vi heldigvis forskaanet for en saa nærgaaende parlamentarisk Indblandning i Administrationens Anliggender og den dermed forbundne Risiko forskadelig Politisering af Administrationen.
    At Herlitz' Værk, der er ualmindelig velskrevet, bør læses af enhver,som i de nordiske Lande teoretisk beskæftiger sig med offentlig Ret, er en Selvfølge. Ikke mindst den, der har tilegnet sig et vist Kendskabtil den offentlige Ret i andre nordiske Lande end hans eget, vil faaet rigt Udbytte af Bogen. Men den vil ogsaa være værdifuld Læsningfor enhver, der i praktisk, administrativt eller politisk Arbejde kommer i Berøring med stats- og forvaltningsretlige Spørgsmaal.

Poul Andersen