J. B. HJORT. Dømt med Rette? Oslo 1958. Gyldendals. 265 s. Nkr.27,50, inb. 32,50.
    Naturvidenskaberne har fået mæle. De lærde, der kun havde mildforagt tilovers for popularisering, har omsider indset nødvendigheden af at gøre menigmand interesseret i en forskning, der efterhånden kræver mange penge. Stadig mere vidunderlige landvindinger og stadignye, fjerne mål stilles den undrende læseverden for øje, og alle føler vinu et medansvar for, at arbejdet i laboratorierne får de bedst mulige kår.
    Retsvidenskabens dyrkere har ikke samme spore og intet lokkendeperspektiv at åbne. Men retsvæsendet er i en anden forstand ligeså afhængigt af den bredere forståelse, hvorpå dets udvikling alene kan bygge. Og derfor er det mærkeligt, at så få jurister gør forsøget på atvække interesse og forståelse — her i Norden må man tilføje, for navnlig i angelsachsiske lande er det som bekendt anderledes.
    Det er da også mønsteret derfra, der må følges. Det er først og fremmest i skildringen af virkelige retssager, muligheden ligger for at frembringe noget, der ved menneskeligt indhold kan fange den almindelige læser og samtidig så umærkeligt som muligt bruges til at belyse retsvæsenets og retsprincipernes udvikling, retternes virkemåde, procesreglernes betydning og i det hele retsteknikens mulighed for at frembringe et sandfærdigt billede af et handlingsforløb og undgå de mangefejlkilder, der ved menneskelig utilstrækkelighed altid i overflod er tilstede. Kort sagt: få folk til at tænke over retssikkerhedens betydning og hvorledes den opnås. Af nærliggende grunde er det vanskeligt at behandle helt nye retstilfælde frit (det har nylig indbragt en dansk advokat1 to sagsanlæg). Og vil man ikke dykke ned i tidsslugende arkiv-

 

1 WILFRED CHRISTENSEN. Jeg anklagede. Kbhvn 1958.

TH. THORSTEINSSON 279studier, er man næsten udelukkende henvist til fremmede sager. Men af dem er også, navnlig på engelsk, så mange både fra fortid og nutid udgivet i trykken, at der er rige muligheder og både retlig og kulturhistorisk belæring at hente.
    Den norske højesterettsadvokat J. B. HJORT, der med sin prisbelønnede »Prosedyreteknik» (Oslo 1956) gav os en så fortræffelig, efter engelsk mønster udarbejdet vejledning i skrankens kunst, og nylig iden (i øvrigt noget overdimensionerede) Mykle-sag2 viste sig som en så fin procedør med megen læsning som baggrund, er blandt dem der harfølt sig draget mod sager, hvori den fældende dom ikke har bragt tvivlen til tavshed. En tidligere bog om sådanne sager gav han dog en titel, der ikke levnede rum for tvivlen (Justitsmord, Oslo 1952). Med sin nye bogs titel »Dømt med Rette?» peger han direkte mod den tvivl, der må ægge læseren. Men overfor de 5 sager, han behandler, må lægges en forskellig betydning i titlens spørgsmål.
    Hans Kohlhase, »Forbryderen af krænket Retfærdighedsfølelse», hvis historie, i fri behandling, er kendt fra Kleist's novelle, blev dømt medutvivlsom ret; men samfundet havde en skyld overfor ham. Jeanne d'Arc blev dømt efter en mønstergyldig retshandling, i fuld overensstemmelse med de retsbegreber, der måtte beherske hendes dommere; men det var kirkelige begreber, og med deres bortfald svæver dommen naturligvis i luften. I Jean Calas' tilfælde, kendt fra Voltaire, var retten verdslig men derimod bevisbedømmelsen korrumperet af religiøs fanatisme.
    For Jeanne d'Arcs sag var den politiske situation naturligvis bestemmende, men kun som baggrund. I Marskal Ney's sag kunde den ikke holdes udenfor. I den møder vi et moderne problem, aktuelt i enhver omvæltningstid: den delte loyalitet. Hans forræderi overfor Ludvig den 18' kunde ikke være mere eklatant. Men han kunde tro at handle i Frankrigs sande interesse, da han afværgede borgerkrig ved at slutte sig til Napoleons triumftog efter landgangen fra Elba. At en krigs udfald skal være bestemmende for en tilbagevirkende vurdering af enhandling og afgøre, om den har været en patriotisk heltegerning eller et gement forræderi, er aldrig en behagelig tanke. Moralen kan ikke fremtræde tydeligere end ved en sammenligning af Ney's skæbne med dobbeltforræderen general Bourmont's. Han gjorde som Ney men bragte sig under selve slaget ved Waterloo i salveten ved at desertere overtil de allierede og kom kun i retten som kongetro og hadefuldt vidnemod marskallen. Således er undertiden retfærdighedens veje. Endda blev der under sagen begået uret mod Ney, da spørgsmålet om virkningen af de allieredes amnesti ikke blev tilladt inddraget. Det var Pariskammeret, der dømte.
    Med den femte og sidste sag, den finske »krigsforbryderprocess», ervi atter uden for tvivlens område. Ryti, Tanner og deres fæller faldtsom krigsofre lige så fuldt som soldaterne på slagmarken, og Hjort harganske ret i, at når det var nødvendigt at bøje sig for magten, havde det været lykkeligt, om man ved rent administrativ fængsling kunde have

 

2 Saken om den røde Rubin. En hvitbok. Redigert av høyesterettsadvokat ANNæUS SCHJÖDT jr. Oslo 1958.

280 ANM. AV J. B. HJORT: DØMT MED RETTE?undgået at kompromittere retsvæsenet. Men ialfald blev det ikke de ordinære domstole, der dømte.
    Pinligt var det, at de vestallierede her var nødt til at bifalde, at samme synspunkter som på diktaturet blev anlagt på en demokratisk regering, der handlede med folkets tilslutning og næppe for alvor kunde beskyldes for aggressive hensigter.
    Højesterettsadvokat Hjort frakender beskedent sin bog enhver videnskabelig værdi, siden den ikke bygger på selvstændige kildestudier, men på allerede foreliggende fremstillinger. Selvstændig er den alligevel i synspunkter og kommentarer. Lidt unødig omstændelighed og detaillerigdom i nogle af sagernes forhistorie tenderer mod det historiskbiografiske og svækker en smule skarpheden af det relief, hvori selveretshandlingen skulde fremtræde. Men en indvending mod kompositionen vejer let mod det samlede indtryk af den norske advokats stærke retssans og retfærdighedskrav, der går som en understrøm gennemhele bogen og i dens indledende betragtninger finder sit direkte udtryk i en appel til medmenneskelig ansvarsfølelse. Det er ikke som blot historisk beretning, han ønsker sin bog læst, men som en advarsel:»De saker som fremstilles i boken er ikke slike at leseren kan trøstesig med, at den slags hender ikke lenger».
    Generaler studerer længst udkæmpede slag og mener at kunne lærederaf. Retssalene er vore valpladser.

Th. Thorsteinsson