HJALMAR KARLGREN. Skadeståndsrätt. Andra upplagan. Sthm 1958. Norstedts. 251 s. Kr. 20,00, inb. 26,50. — Institutet för rättsvetenskaplig forskning (I).

 

    I 1943 udsendte KARLGREN, der da var professor i civilret i Lund, en lærebog i erstatningsret, som bar titlen Skadeståndsläran. Efter at Karlgren i 1947 var udnævnt til højesteretsdommer (justitieråd), udgav han i 1952 bogen Skadeståndsrätt. Nu foreligger det et nyt værk, der betegner sig som Skadeståndsrätt, Andra upplagan.
    Bogen fra 1952 fremkaldte en recensionsafhandling fra HENRY USSING, Ussings sidste arbejde, trykt i SvJT 1954 s. 30—37. Hovedpunktet i recensionen var — i forenklet form — at man ikke — som Karlgren — bør skelne mellem ægte culpa, d. v. s. en adfærd som er uforenelig med de herskende moralforestillinger i samfundet, og fingeret culpa, d. v. s. adfærd, der, skønt ikke culpøs i den nys angivne betydning, dog uden særlig hjemmel i lovgivningen pådrager erstatningsansvar, fordi domstolene finder, den bør modarbejdes af retsordenen, Karlgren s. 77—78 og 147 note 2 (i 1958-udgaven) og Karlgrens svar til FOLKE SCHMIDT i SvJT 1955 s. 194—97. Denne debat mellem obligationsrettens førstemand i Sverige og i Danmark har trukket linierne klart og stærkt op. Må ske i så høj en grad, at der derveder skabt mulighed for at formulere et trediestandpunkt, der byder påfordele i hvert fald i pædagogisk og fremstillingsteknisk henseende. Som udgangspunkt for et forsøg på at finde et sådant trediestandpunkt, har jeg i »Forholdet mellem Erstatningsregler i og uden for Kontrakt», navnlig s. 181 ff, søgt at foretage en analyse af den virksomhed, dommeren udøver, når han anvender den almindelige erstatningsregel. Denne analyse — som ikke skal gentages her — tyder på, at man hverken — som Karlgren mener — kan drage nogen nyttig skillelinie mellem ægte og fiktiv culpa, eller at man med mening kan begrænse culpareglen - som Ussing mener — til kun at gældefor integritetskrænkelser voldt ved positive handlinger. Anvendelse af culpareglen består i udøvelsen af et skøn over, om ansvar bør pålægges uden særlig hjemmel. En fremstilling af reglens indhold må være en beskrivelse af grundlaget for dette skøn. En beskrivelse af de faktorer, der indgår i dette skønsgrundlag, og af med hvilken vægt, de gør sig gældende, kan ikke bygges direkte på begreberne fiktiv og ægte culpa, undladelser og integritetskrænkelse.
    Den bog, Karlgren udgav i 1943, var, som ALEXANDERSON fastslog i sin anmeldelse i SvJT 1944 s. 532 ff, en usædvanlig god bog. Det er imidlertid ikke helt sjældent, at ældre, gode juridiske bøger i nyeudgaver får en lighed med ældre mennesker. Skelettet er stadig godt, men kødet er ikke anbragt helt så yndefuldt som før. Nyt stof er klemt ind, gammelt skåret ud. Bogen er vel å jour, men den har mistet den litterære helstøbthed, som også en juridisk bog kan have.

Karlgren har undgået denne fare. Her er ikke tale om tre udgaver af samme arbejde; men om tre erstatningsretlige værker. Forfatteren siger med rette i forordet til 1952-bogen, at bogen i realiteten udgøret nyt arbejde. Igen i 1958-bogen er det lykkedes forfatteren at give sin på ny gennemarbejdede bog den afrundethed og harmoni, som kendetegner en god nyskreven tekst.
    I erstatningssager henviser de skadelidte ofte til, at den adfærd, ved hvilken skadevolderen har forårsaget skaden, er en overtrædelse af en straffebestemmelse. Skadevolderen har kørt for hurtigt, han har ikke indhentet en påbudt tilladelse, han har ikke truffet de sikkerhedsforanstaltninger, som kræves i arbejderbeskyttelseslovgivningen etc. I litteraturen hersker der enighed om, at ikke alle overtrædelser af sådanne præventive love er ansvarspådragende; men man finder forskellige meninger om, hvordan den teoretiske forklaring herpå skal formuleres. Ikke enhver overtrædelse af en præventiv lov er culpøs. Overtrædelsen er ikke altid årsag til skaden. Skaden er ikke altid en adækvat følge af overtrædelsen. Usikkerheden om de erstatningsretlige begrebers indhold gør det vanskeligt at foretrække den ene forklaring fremfor den anden. Karlgren foretrækker — ligesom Ussing— den første af de nævnte mulige beskrivelser af retstilstanden, som han i øvrigt beskriver s. 59—60 ved en omtale af to interessante, nyere domme, NJA 1953 s. 191 og 1956 s. 591. Svensk praksis synes — ligesom danske afgørelser¹ — at lægge vægten på, om kriminaliseringen har haft til hensigt at modvirke skader, og om overtrædelsen har øget risikoen for indtrædelse af sådanne skader. NJA 1953 s. 191 tillagde det således ingen betydning for erstatningsopgørelsen efter et sammenstød mellem en skinnebus² og en bil, at skinnebussen har kørt hurtigere end tilladt efter jernbanens sikkerhedsreglement. Formålet med hastighedsbestemmelserne i dette reglement måtte efter det oplyste være at betrygge rejsen med skinnebus for dens passagerer. NJA 1956 s. 591 gav fuld erstatning til en passager på en let motorcykle, der kom til skade ved et sammenstöd, uagtet det ikke var lovligt at medtage passagerer på sådanne motorcykler.
    Det er et af erstatningsrettens hovedproblemer om og i hvilket omfang, der kan eller bør pålægges erstatningsansvar uden skyld. Debatten i Norden om dette spørgsmål har været præget af Ussings kamp gennem en menneskealder for godkendelse af en almindelig regel om objektivt ansvar for farlig, ekstraordinær virksomhed. Denne lære har i Danmark mødt en del modsigelse.³ Det samme er tilfældet i Sverige. Skønt Karlgren indtager en stærkt kritisk holdning overfor Ussingslære, tager han dog ikke klart afstand fra den.⁴ Ligeledes uden stilling-

 

¹ Et par nyere danske domme er omtalt i GOMARD, Forholdet mellem Erstatningsregler i og uden for Kontrakt s. 463—64.

² Om jernbanelovens anvendelse på skinnebusser, se KARLGREN s. 117.

³ Senest i GOMARD, Erstatningsretlige Problemer i Forbindelse med Atomenergiens Udnyttelse s. 12 ff.

⁴ Dette skyldes måske for en del højesteretspræmisser i NJA 1950 s. 550 om en motorcykleopvisning, der er citeret s. 185 note 51. - Skal den endelige forkastelse af Ussings lære afvente en klar udtalelse herom i højesteretspræmisser, kommer man vist til at vente forgæves, sml. herved FROST'S kommentar til UfR 1951. 290 H i TfR 1952. 317—20.

22—593004. Svensk Juristtidning 1959

tagen citerer Karlgren s. 185 note 50 GRÖNFORS' udtalelse om, at farligheden kun frembyder en brugbar retspolitisk motivering som en initialløsning. Karlgren antyder dog i tilslutning til de s. 184 f citerede domme om militærøvelser og sprængninger som en mulig regel, at »endast en mera höggradig fara funnits böra komma i betraktande». I UfR 1956 B. 112—13 har jeg med udgangspunkt i afgørelsen i UfR 1948 s. 755 været inde på, at der måske kan opstilles en noget udvidet nødretsregel. En sådan regel ville være et skridt ad vejen henimod Karlgrens tanke om en indskrænket farlighedsregel. Dansk praksis har imidlertid på dette område været mere tilbageholdende end svensk. Til belysning heraf kan bl. a. henvises til UfR 1953 s.308 H.⁵
    Problemet om culpaansvar ctr. objektiv ansvar er ikke løst i og med, at Ussings lære er gendrevet. Det er et stadig uløst spørgsmål, i hvilket omfang det kan pålægges skadevoldere at betale erstatning. Spørgsmålet har sidst vist sin livskraft i den debat, der er opstået omkring betænkningerne om erstatning af trafikskader.⁶ Disse betænkninger går nye veje. De pålægger ejerne af motorkøretøjer at tegne en forsikring, som skal dække enhver skade på person eller ting, som skyldes køretøjets brug som køretøj. Samtidig begrænses ejernes personlige ansvar, således at de kun er ansvarlige udover forsikringen i tilfælde af forsæt eller hensynsløshed. I disse tilfælde har försikreren regres mod bilisten. Disse forslag er åbenbart inspireret af forhandlingerne på det 19. nordiske juristmøde i 1951, vel navnlig af STRAHLS inciterende referent-afhandling om forholdet mellem erstatning og forsikring. Disse nye tanker trænger imidlertid vistnok til atlagres og modnes lidt endnu, inden der træffes afgørelse om, hvor vidtde skal omsættes i lovsform. Der knytter sig derfor stadig en betydelig interesse til undersøgelser af de særregler om objektiv ansvar, der allerede findes i den gældende lovgivning, eller som må antages at ligge til grund for praksis. Et stort antal særregler er fremdraget i deto vægtige kapitler VII og VIII i Karlgrens bog.
    I omtalen af særreglerne om objektivt ansvar nævner Karlgren s. 181—83 en række domme, der synes at have pålagt erstatningsansvar ud fra grundsætningen om erstatning for ekspropriation. Flere domme har bl. a. — ligesom i Danmark UfR 1933 s. 644 H — tillkendt erstatning for skader opstået ved omlægninger af veje. Disse domme støttes bedre på naboretten.⁷ Man bør næppe opstille en særlig regel om erstatning for ekspropriationsagtige indgreb. Anlæg eller sløjfning av veje, jernbaner, havne og. andre offentlige indretninger påvirker gennem sin indflydelse på grundpriserne størrelsen af de private grundbesidderes formuer. På den politiske arena har man navnlig interesseret sig for, om stigningerne helt eller delvis bør inddrages til fordel for staten ved indførelse af grundstigningsskyld.⁸ Spørgsmålet om hvad man skal

 

⁵ Dommen er kommenteret af FROST i TfR 1954. 336 og kritiseret af GOMARD i Forholdet mellem Erstatningsregler i og uden for Kontraktsforhold s. 276 note 115.

⁶ Den danske betænkning er bl. a. omtalt af TROLLE i UfR 1958 B 250 ff.

⁷ Jfr herved GOMARD, Erstatningsretlige Problemer i Forbindelse med Atomenergiens Udnyttelse s. 20—22.

⁸ I Danmark beskattes grundværdistigning nu med 4 %, jfr nærmere lovbekendtgørelse nr. 237 af 9.7. 1958 og bekendtgørelse nr. 279 af 26.8. 1958.

gøre ved værdifaldene, er det derimod i hovedsagen blevet overladt til fagjuristerne at besvare ud fra fortolkninger af erstatningsreglerne i ekspropriationsretten og i naboretten. Det er næppe muligt hverken udfra grundsætninger, grundtanker eller tankegange i disse retsdiscipliner at opbygge en fornuftig og værdifuld beskyttelse af private interesser mod andre ulemper end jordafståelser og gener, der skyldesen usædvanlig udnyttelse af nabogrunden. Dette bestyrkes i virkeligheden også af Karlgrens eget domsmateriale. Som eksempel på en afgørelse, der har givet erstatning udfra »en ekspropriationsretlig tankegang» nævnes NJA 1952 s. 141. Her fandt højesteret imidlertid, at skadelidte havde haft føje til at tro, at skadevolderen ville erstatte al den skade, som han måtte påføre hans ejendom. Afgørelsen hører derfor hjemme i Karlgrens gruppe 2, s. 151 ff, som omfatter (kvasi) kontraktsretlige forhold. Hvor man kun har de ekspropriationsretlige tankegange at anføre til støtte for ansvar, og således ikke — som i NJA 1952 s. 141 — andre grunde taler for at pålægge ansvar, har både svensk og dansk praksis frifundet skadevolderen. NJA 1945 s. 231 afviser at yde erstatning for de tab, hoteller og restauranter led, fordi visse kystområder blev afspærret under krigen. I dansk ret har man antaget, at ændringer i næringslovgivningen ikke medfører erstatningspligt over for dem, hvis virksomhed derved lider afbræk, sml. POUL ANDERSEN, Næringsretten s. 50 ff. Man må ikke tro, at forkastelsen af løse ekspropriationsanalogier betyder, at erstatningsreglerne bliver så klare, at der ikke opstår tvivlstilfælde. Det område, inden for hvilket der kan opstå tvivl, indskrænkes derimod betydeligt. Dette beror simpelthen på, at der ikke kan drages ganske bestemte grænser, hverken for den naboretlige erstatningspligt eller for ekspropriationsbegrebets udstrækning, og på at det er helt usikkert, hvad man kan få ud af ekspropriationsanalogierne. Som eksempler på tvivlstilfælde, som stadig vil kunne dukke op i erstatningspraksis, kan nævnes spørgsmålet om, hvorvidt grundejere har ret til erstatning for det tab, de liderved, at deres grund mister sin forbindelse med havet på grund av opfyldning. Dette spørgsmål er blevet besvaret benægtende i nogle danske afgørelser, se herom KNUD ILLUM, Dansk Tingsret I s. 6, og ERNST ANDERSEN, Fra juraens overdrev s. 51 ff.
    Begrebet egen skyld har i den senere tid været genstand for en del opmærksomhed. Blandt andet er det spørgsmål blevet rejst, om der hos os bør opstilles en regel, der svarer til den engelske bestemmelse om erstatningskravets bortfald, hvor den skadelidende kan siges at have overtaget risikoen for skadens indtræden, jfr. for dansk ret nærmere Gomard i UfR 1958 B 159 ff. Karlgren citerer s. 219 i note 2 fra WINROTHS fremstilling et eksempel fra gamle, festlige dage om reduktion af erstatningskrav udfra andre regler end fordeling efter skyldgraden. En restauratør, der har sat kostbart glas og porcelæn fremtil en almindelig studenterfest, kan ikke få erstatning for det, dermåtte gå i stykker, hvad enten uheldet skyldes almindelig uagtsomhed fra deltagerne i festen, eller servicet slås i stykker for at forlene skåler og taler med større kraft og højtidelighed! I anledning af en nylig afsagt dom, NJA 1957 s. 499, finder Karlgren grund til at understrege, at man bør være varsom med at reducere erstatningen på

grund af skadelidendes forhold før skadens indtræden. Dommen gav en deltager i en gravjagt fuld erstatning for hans grævlingehund, som blev nedlagt af en anden jagtdeltager, der forvekslede den med ræven. Hverken den omstændighed, at hunden, der var meget kostbar, ikke var forsikret, eller at de andre jægere ikke var advaret om dens højeværdi, kunne gøre medtagelsen af hunden til gravjagten til et erstatningsnedsættende forhold.
    Gode bøger skal læses, ikke anmeldes. Enhver erstatningsjurist kender Karlgrens forfatterskab, og han behøver ikke en recensents bistand til at opfatte, at bøgerne er gode. De eneste rigtige anmelderbemærkninger, jeg har fundet at kunne fremsætte om bogen, er, at det ville have været naturligt s. 178 i forbindelse med henvisningen til Illums artikel i UfR 1950 B 202 ff om skade på slet funderede ejendomme også at nævne Ussings indlæg smstd. s. 257 ff, og at et sagregister ville lette brugen af værket. Men svenske jurister tilegner sig vel dets indhold så nøje, at de kan finde rundt på egen hånd.

Bernhard Gomard