Ny dansk børnelov
Ved lov af 18 maj 1960 om børns retsstilling er der i Danmark gennemført nye regler på et vigtigt — og noget ømtåleligt — område. Loven træder i stedet for to love af 1937, en om børn uden for ægteskab og en anden om ægtebørn. Den indeholder bestemmelser om, hvornår et barn anses som ægtebarn, om faderskab til børn uden for ægteskab og om børns forsørgelse. Man har ikke tilstræbt at løse alle spørgsmål om barnets retsstilling i loven. Dets arveretlige stilling afgøres således fortsat af arvelovgivningens regler, og man har i forventning om, at barnets navneretlige stilling vil blive reguleret i en kommende navnelov, opretholdt de gældende regler på dette område.
Loven er udarbejdet på grundlag af nogle ændringsforslag til gældende ret, som er fremsat af en i 1949 nedsat kommission, der har samarbejdet med en norsk og finsk komité og med de svenske ärvdabalkssakkunniga. I Norge er der på grundlag af komitébetænkningen gennemført ny lovgivning den 21. december 1956 (SvJT 1958 s. 255). Ärvdabalkssakkunnigas forslag (SOU 1954:6) har endnu ikke på dette område medført ny lovgivning. (Om lagrådets udtalelse om forslaget se SvJT 1956 s. 449—53).
Systematisk betegner den danske lov en nydannelse, idet reglerne om ægtebørn og børn uden for ægteskab findes i samme lov. Man har herved tilstræbt at vinde større overskuelighed, og man har ønsket at understrege den principielle ligestilling af de to grupper af børn.
Loven indeholder en vis lempelse af de beviskrav, der stilles, for at en ægtemand kan fralægge sig faderskabet til et af hans hustru født barn. Efter tidligere ret blev ægtemanden anset som fader, medmindre det godtgjordes, at han ikke kunne være fader til barnet. Efter den nye lov er det tilstrækkeligt, at det godtgøres, at moderen har haft samleje med en anden, og det må antages, at barnet er avlet af denne, eller det på grund af barnets arveanlæg eller af anden særlig grund kan anses som sikkert, at ægtemanden ikke er barnets fader. Lovgivningen er dermed bragt på linie med bestemmelsen i föräldrabalken 2 kap. § 4.
Størst interesse knytter sig til ændringerne i reglerne om faderskab til børn uden for ægteskab. Den hidtil gældende ordning, der indførtes i 1937, gik ud på, at der skulle rejses faderskabssag uden hensyn til moderens ønske. Moderen havde pligt til at opgive, hvem der var eller kunne være barnets fader, og enhver, der kunne være barnets fader, skulle inddrages under sagen. Faderskabssagen måtte ende med et af følgende fire resultater: a) En mand blev anset som fader til barnet. Han havde da forsørgelsespligt over for barnet, barnet arvede ham på lige fod med ægtebarn og barnet havde ret til hans slægtsnavn. Faderens navn blev optaget i forældrerubrikken i barnets fødsels- og dåbsattest. b) En mand blev anset som bidragspligtig til
barnet. Han havde pligt til at betale underholdsbidrag til barnet, men barnet havde ikke arveret efter ham og ikke ret til hans navn. c) To eller flere mænd blev anset som bidragspligtige. Enhver af dem måtte betale fuldt underholdsbidrag, der fikseredes til det såkaldte normalbidrag. Bidragene indgik i en særlig bidragsfond. Til barnets underhold udbetaltes eet normalbidrag, resten anvendtes til formål vedrørende børneforsorgen i almindelighed. Barnet havde naturligvis ikke arveret efter nogen af de bidragspligtige eller ret til navn efter nogenaf dem.
d) frifindelse.
Faderskab blev fastslået, når den sagsøgte havde haft samleje med moderen i avlingstiden uden at der forelå omstændigheder, der udelukkede, at barnet kunne være frugten heraf, medmindre der var grund til at antage, at moderen i avlingstiden havde haft samleje med en anden, der kunne være barnets fader eller der i øvrigt forelå omstændigheder, der gjorde det tvivlsomt, om den sagsøgte var barnets fader. Bidragspligtig blev den, der ikke kunne dømmes som fader, men som havde haft samleje med moderen i avlingstiden, uden at det var udelukket, at barnet kunne være frugten heraf. Hvis flere opfyldte betingelserne for bidragspligt, fandt de foran under c) nævnte regler anvendelse. Der fødtes årligt godt 5 000 børn uden for ægteskab. I lidt under halvdelen af sagerne anerkendtes faderskab for de administrative myndigheder, resten sendtes til domstolene. Af retssagerne endte ca 50 % med faderskab, ca. 16 % med een bidragspligtig, ca. 5 % med flere bidragspligtige, medens ca. 29 % af sagerne endte resultatløse.
Efter den nye lov skal der fortsat rejses faderskabssag uden hensyn til moderens ønske, men hendes adgang til at opnå fritagelse for at opgive, hvem der er barnets fader, er noget udvidet. Fritagelse kan gives, medmindre det må anses for stridende mod barnets tarv, at faderskabet ikke oplyses. Under sagen inddrages enhver, der kan være barnets fader. Sagen må resultere i, at faderskab fastslås eller ifrifindelse. Der er ikke sket nogen ændring i retsvirkningerne af faderskab. (Barnet har arveret efter faderen og hans slægt og ret til hans slægtsnavn. Han har forsørgelsespligt over for barnet.) Faderskab fastslås, når sagsøgte har haft samleje med moderen i avlingstiden, medmindre der foreligger omstændigheder, der gør hans faderskab lidet sandsynligt. Hvis moderen i avlingstiden har haft samleje med flere mænd, kan en sagsøgt kun anses som fader, hvis der er væsentlig større sandsynlighed for hans faderskab end for nogen andens. Er betingelserne for faderskab ikke til stede, frifindes sagsøgte, selv om der består en mulighed for, at han kan være barnets fader. Der vil i sådanne tilfælde kunne ydes understøttelse til barnetsunderhold efter særlige regler i loven om offentlig forsorg.
For affattelsen af de nye regler har det naturligvis spillet en betydelig rolle, hvorledes de sager, der efter hidtil gældende ret er afgjort med bidragspligt, for fremtiden kan ventes afgjort: med faderskab eller med frifindelse. En vis vejledning har man søgt at finde i udviklingen i Norge efter reformen i 1956, der har stor lighed med den nu i Danmark gennemførte reform. På grundlag af opgivelser
fra de norske domstole om udfaldet af de ved domstolene afgjorte faderskabssager i 1956 og 1959 må det antages at ca. halvdelen af de sager, der efter tidligere ret faldt ud til bidragspligt, nu resulterer i fastsættelse af faderskab, den anden halvdel med frifindelse.
Den nye lovs regler om forsørgelse af barnet er fælles for ægtebørn og børn uden for ægteskab. Forældrene er hver for sig forpligtet til at forsørge barnet, og hvis en af forældrene undlader at opfylde sin forsørgelsespligt, kan overøvrigheden pålægge ham at udrede underholdsbidrag. Bidragspligten ophører normalt ved barnets 18de år, men der kan fastsattes bidrag til undervisning og uddannelse indtil barnet er 24 år. Tidligere var aldersgrænsen for modtagelsen af sådanne bidrag 21 år. Man har imidlertid fundet det rimeligt, at der skabes mulighed for at fastsætte bidrag også til længerevarende uddannelse, således at børn uden for ægteskab og »skilsmissebørn» i højere grad ligestilles med andre børn, hvis forældre oftere betragter det som en selvfølge, at de efter evne må støtte børnene til uddannelsens af slutning.
Den afgørende reform i dansk børnelovgivning er fortsat loven af 1937, der principielt gav barnet uden for ægteskab samme stilling i forhold til faderen, som ægtebarnet har, og denne reform har utvivlsomt været stærkt medvirkende til en ændring af den almindelige indstilling til hele problemet: barn uden for ægteskab. Den nye lov søger at udbygge og videreføre denne linie.
Poul Gaarden