Dansk lovgivning 1958—19591
Af de love, der er vedtaget i folketingssamlingen 1958—1959, kan der være grund til at nævne:
1. Lov nr. 205 af 11. juni 1959 om ændring i lov om folketingets ombudsmand.
Da loven om folketingets ombudsmand blev gennemført i 1954, blev der i teksten indsat en bestemmelse om, at loven skulle forelægges folketinget til revision i folketingsåret 1956—1957. Begrundelsen herfor var, at ombudsmandsordningen var en nydannelse i dansk ret, og at der derfor kunne være god grund til på basis af en kortere tids erfaringer at foretage en gennemgang af lovens bestemmelser. Revisionen blev imidlertid ved ændringslove af 1957 og 1958 udsat til folketingsåret 1958/59. Ved forelæggelsen af lovforslaget til revision af ombudsmandsloven udtalte justitsministeriet, at ordningen i det store og hele havde virket tilfredsstillende, og at der næppe var anledning til at gennemføre mere indgribende ændringer. Man fandt det dog formålstjenligt at foreslå en mindre ændring i reglerne om ombudsmandens kompetence. Efter ombudsmandslovens § 1 omfatter ombudsmandens kompetence alene statens civile og militære forvaltning, medens den dømmende myndighed falder uden for hans kompetence. Desuden er det bestemt, at dommernes embedsførelse i det hele falder uden for ombudsmandens virksomhed, altså også i det omfang dommerne varetager forvaltningsopgaver. Denne kompetenceafgrænsning har givet anledning til en vis uklarhed i forholdet til dommerfuldmægtige og andre juridiske tjenestemænd ved domstolene. Ved ændringsloven af 1959 bestemtes ombudsmandens kompetence således, at han skal have indseende med statens civile og militære forvaltning, men at den del af forvaltningen, som varetages af dommere, fuldmægtige ved domstolene og nogle andre juridiske tjenestemænd ved domstolene skal falde uden for ombudsmandens virksomhedsområde. (Ved en ændring af retsplejeloven udvidedes adgangen til at rejse sag mod de pågældende tjenestemænd ved klageretten, se nedenfor under 2.) Under behandlingen i folketinget indsattes en bestemmelse, der indeholder en begrænsning i adgangen til at indgive klage til ombudsmanden. Efter § 6 i loven af 1954 kan enhver indgive klage over en af de personer, der omfattes af ombudsmandens kompetence. I praksis har klagerne til ombudsmanden i vidt omfang været klager over a f g ø r e l s e r i sager, der vedrørte klageren — og ikke klage over en tjenestemands optræden eller sagens behandling — og formålet med klagen har i vidt omfang været, at ombudsmanden skulle formå administrationen til at ændre afgørelsen, mere end det har været ønsket om, at nogen skulle drages til ansvar. På baggrund heraf gennemførtes en regel om, at klage over afgørelser, der kan ændres af højere admi-
nistrativ myndighed, ikke kan indgives til ombudsmanden. Klageren må i sådanne tilfælde først udnytte rekursadgangen. Under lovforslagets behandling drøftedes spørgsmålet om udvidelse af ombudsmandens kompetence til at omfatte den kommunale administration, men dette spørgsmål er udskudt til behandling i folketingsåret 1960/61.
2. Lov nr. 218 af 11. juni 1959 om ændringer i retsplejeloven.
Loven indeholder foruden en udvidelse af klagerettens kompetence en å jourføring og forenkling af reglerne om dommere og retternes øvrige personale. Efter retsplejelovens § 49 kunne enhver, der under møde for en ret anså sig for krænket ved utilbørligt eller usømmeligt forhold fra en dommers side, fremsætte klage til indbringelse for den særlige klageret. Ved loven af 1959 udvidedes denne klageadgang, således at den ikke alene gælder, hvor det påklagede forhold har fundet sted under møde for en ret, men i alle tilfælde, hvor nogen anser sig for krænket ved et sådant forhold fra en dommers side »under udøvelsen af dennes embedsvirksomhed». Samtidig er kredsen af embedsmænd, over hvem klage kan indgives, udvidet, således at den foruden dommere omfatter fuldmægtige ved domstolene og nogle andre juridiske tjenestemænd ved domstolene, det vil sige den samme personkreds, som falder uden for folketingets ombudsmands kompetence (se ovenfor under 1). Klageretten, der er en egentlig domstol, kan, hvis klagen findes begrundet, udtale sin misbilligelse eller pålægge bøde; er forholdet af graverende karakter og i gentagelsestilfælde, kan sagen ende med afskedigelse. Klagerettens øvrige funktioner (påkendelse af disciplinærsager rejst over for dommere af justitsministeren og behandling af begæringer om genoptagelse af straffesager) berørtes ikke af ændringsloven.
3. Lov nr. 206 af 11. juni 1959 om ændring i færdselsloven.
Loven indeholder ændringer i reglerne om forsikring og erstatning for skader forvoldt med motorkøretøj og i reglerne om hastighedsbegrænsning. Som baggrund for ændringerne i reglerne om forsikring og erstatning forelå en i juli 1957 afgivet betænkning fra et af justitsministeriet nedsat udvalg. Betænkningen var afgivet efter forhandling med tilsvarende udvalg i Finland, Norge og Sverige (SOU 1957:36) i et forsøg på at opnå ensartede regler på dette praktisk vigtige område. Den væsentligste nydannelse, som det danske udvalg gik ind for, var indførelse af objektivt ansvar for skade forvoldt af motorkøretøjer. Ved loven accepteredes dette forslag ikke, men man bibeholdt den gældende ordning, hvorefter der er erstatningspligt, medmindre det fremgår af omstændighederne, at skaden ikke kunne være afværget ved den agtpågivenhed og omhu, der udkræves ved benyttelse af køretøjet. Et specielt dansk forslag om selvrisiko (ejeren af et motorkøretøj skulle i forhold til forsikringsselskabet selv bære de første 200 kr. af skaden) blev ej heller optaget i loven. Derimod gennemførtes en betydelig forhøjelse af minimumsgrænsen for den tvungne ansvarsforsikring (til 150.000 kr. for hver tilskadekommen person og 60.000 kr. for tingsskade forvoldt ved en enkelt begivenhed, medens grænsen tidligere var 60.000 kr. for den samlede person- og tingsskade). Endvidere gennemførtes der enkelte mindre betydende ændringer af de
erstatningsretlige regler bl. a. om forsikringsselskabets regreskrav mod skadevolderen. Tidligere havde selskabet regres mod den, der var ansvarlig for skaden, såfremt den var forvoldt med forsæt eller grov uagtsomhed. Efter ændringsloven afgør retten, om der i tilfælde af grov uagtsomhed skal tillægges selskabet regres og i bekræftende fald i hvilket omfang, idet der ved afgørelsen tages hensyn til »skyldgraden og omstændighederne i øvrigt». Behandlingen af reglerne om hastighedsbegrænsning gav — i modsætning til de erstatningsretlige problemer — anledning til en omfattende debat og regeringens forslag om en generel hastighedsbegrænsning på 50 km i timen i tæt bebygget område (som i Sverige) kunne ikke gennemføres. Hastighedsbegrænsning kræver også efter ændringsloven en konkret afgørelse.
4. Lov nr. 211 af 11. juni 1959 om varemærker.
Loven, der afløser varemærkeloven af 1936, er udarbejdet på grundlag af en kommissionsbetænkning af april 1958. Kommissionen har samarbejdet med tilsvarende kommissioner i Finland, Norge og Sverige (SOU 1958:10) og loven er i det væsentlige i overensstemmelse med de øvrige nordiske lovforslag og betyder en tilnærmelse til fælles internordiske varemærkeregler. Samtidig med den nye varemærkelov gennemførtes en ny lov om fællesmærker.
5. Der kan til slut være grund til at nævne, at der i folketingsåret er gennemført nye love om forsorgen for åndssvage, om forsikringsvirksomhed, og om erhvervsvirksomheders bogføringspligt samt en ny toldlov.
Poul Gaarden