DET NYE DANSKE UDKAST TIL LOV OM ÆGTESKABS INDGÅELSE OG OPLØSNING

 

Af højesteretsdommer dr. jur. J. TROLLE

 

 

Efter at der gennem en Del År af nordiske Udvalg har været samarbejdet om en Reform af den Ægteskabslovgivning, som på fællesnordisk Basis er skabt i Tyverne, har nu også det danske Udvalg i Slutningen af forrige År afgivet sin Betænkning vedrørende Loven om Ægteskabs Indgåelse og Opløsning. Denne Betænkning kan nok fortjene en kortere Præsentation for et svensk Publikum. Grunden hertil er den, at selvom det nok er lykkedes Udvalgene på en Række ikke uvæsentlige Punkter at tilvejebringe en snævrere Ensartethed i Landenes Lovgivning, end der hidtil har bestået, så betyder det danske Flertalsforslag på et meget væsentligt Punkt, navnlig med Hensyn til Adgangen til umiddelbar Skilsmisse uden mellemkommende Separation, både et Brud med hidtidig gammel og hævdvunden Ret og med det, som man i de andre Udvalg har ment at kunne gå ind for. Og dette kan vel nok trænge til en vis Forklaring og Begrundelse, som vil blive søgt givet i det følgende.
    Inden der skrides hertil, skal der dog i Korthed gøres nogle Bemærkninger om andre Ændringer, navnlig sådanne, som har Forbindelse med og Interesse for svensk Ret.
    I. Det kan først nævnes, at der for så vidt angår Reglerne om Betingelserne for at indgå Ægteskab er tilvejebragt så stor Ensartethed mellem de nordiske Lande, at der er opnået fuld Enighed mellem alle Udvalg og den finske Observatør om et Forslag, hvorefter Vielse i eet af de nordiske Lande fremtidig skal kunne finde Sted på Grundlag af Prøvelse af Ægteskabsbetingelserne i et hvilketsomhelst af de andre Lande.
    1. Ægteskabsalderen har det danske Udvalg i Lighed med de svenske, islandske og norske for Mænds Vedkommende nedsat fra 21 År til 20 År, mens Alderen for Kvindens Vedkommende, 18 År, foreslås bibeholdt. Begrundelsen herfor er den samme som fra svensk Side anført og behøver derfor ikke nærmere drøftes her.
    2. Om Sygdom — sjælelig og legemlig — som Ægteskabshindring er der stort set nået Enighed mellem Udvalgene. Idet der om de foreslåede Ændringer henvises til det svenske Udkast, skal kun to Ting nævnes:
    For det første, at det danske Udkast, som her er på Linie med det norske og islandske, helt stryger enhver Omtale af Epilepsi, mens de svenske og finske Udkast optager en særlig Bestemmelse om, at Brudefolkene, hvis en af dem lider af denne Sygdom, mundtligt skal vejledes af en læge om den. Det skal ikke skjules, at man fra dansk Side

meget gerne havde set, om man fra finsk-svensk Side havde kunnet følge det danske Forslag. Man har fundet det beklageligt, at man ved særlig Bestemmelse vedrørende netop denne Sygdom fremfor andre, der — som Tuberkulose, Døvstumhed og Sukkersyge — kan lægge betydelige Byrder på den raske Part eller frembyde Fare for Afkommet, særligt udhæver og stempler den som noget betænkeligt. Det kan bidrage til at vedligeholde Forestillinger om den hos Menigmand, som kan virke betyngende for de syge, og som næppe er særligt begrundede. Epilepsi er ikke nogen selvstændig Sygdom, men et Symptom på en eller anden Lidelse i Centralnervesystemet. Ifølge nyere amerikanske og svenske undersøgelser skal Faren for, at Børn af Epileptikere får Epilepsi, ikke være væsentlig større, end Faren for at sunde Forældre får det. De til Grund liggende Hjernesygdomme vil endvidere kun i sjældne Tilfælde føre til svære psykiske Forandringer. Og i de Tilfælde, hvor det sker, vil de enten være omfattet af Begrebet Sindssygdom eller Begrebet »alvorlige sjælelige Forstyrrelser af anden Art», der efter Udkastene begge er Ægteskabshindringer.
    For det andet skal det nævnes, at alle de andre nordiske Udvalg har ændret Reglen om Kønssygdom til at være den nugældende danske. Den går ud på, at Brudefolkene før Ægteskabet skal afgive Erklæring om, hvorvidt de lider af en Kønssygdom, der endnu frembyder Fare for Smitte eller for Overførelse på Afkommet, og hvis det er Tilfældet, skal begge Parter af en Læge mundtligt vejledes om Farerne. — De danske Lægeautoriterer fandt i og for sig, at Reglen kunde udgå, fordi moderne Diagnostik og Behandling har gjort den overflødig. Ved normalt Forløb forsvinder Smittefaren, såsnart Behandlingen er institueret. Man var derfor på dansk Side en Overgang inde på at lade Reglen forsvinde, men da de andre Udvalg ikke vilde dette, men kunde acceptere den gældende danske Regel, og da man heller ikke mente at kunne bortse fra, at den kunde have nogen præventiv Værdi, gik man ind for dens Bibeholdelse.
    3. Reglen om Forbud mod Ægteskab mellem besvogrede i den ret op-og nedstigende Linie foreslås både af det danske, islandske og norske Udvalg ændret i Lighed med den gældende svenske, så at der gives Adgang til Dispensation i alle Tilfælde — altså også når det tidligere Ægteskab, som begrundede Svogerskabet, ikke er opløst ved Døden. Man har været opmærksom på, at Hensynet til Fred i Familiekredsen vejer meget tungt, og at det kan være uheldigt, om Ægteskab indgås mellem en Stiffader og Stifdatter, mellem hvem der har bestået et Forældre—Barn Forhold, navnlig hvis Stifdatteren er blevet sin Moders Rivalinde og har trængt hende ud af hendes Ægteskab med en yngre Mand. Når man er gået med til denne frie Dispensationsadgang, har man herved forudsat, at der ved Udøvelsen af den »tages fornødent Hensyn til, om der mellem Andragerne har bestået et Forældre-Barneforhold, og til om det netop er Ønsket om at indgå dette Ægteskab, der har bevirket Opløsningen af det første, og i hvor høj Grad den fraskilte Ægtefælle kunde føle sig krænket ved det nye Ægteskab».

    II. I Danmark har man foreslået den offentlige Lysning til Ægteskab afskaffet, og venter her Følgeskab af Island. Herom kan bemærkes, dels at der i Danmark i vidt Omfang har været fritaget for Lysning, od dels at man har ment, at Lysningen ikke har en sådan Værdi til Hindring af ulovlige Ægteskaber, at den er det administrative Besvær værd, der er forbundet med den. Man har ikke skønnet, at der — og som det vist er Tilfældet i de andre Lande, hvor man vil bibeholde Lysningen — er knyttet så stærke traditionelle Følelser til den, at den af den Grund bør bibeholdes. Den Offentliggørelse af Ægteskaber, som, da Ægteskab er det offentligt Anliggende, er nødvendig, sker gennem Registrering i Folkeregistrene.
    III. 1. Vedrørende Ægteskabs Omstødelse må det anføres, al: man fra dansk Side har foreslået en vis Forenkling af og Begrænsning i de ret udførlige og næsten ikke anvendte Regler om Omstødelsesgrundene. I det danske Udkast er således Spedalskhed, Epilepsi og Impotens udgået som Omstødelsesgrunde. Skulde Tilfælde forekomme, mener man, at det må være tilstrækkeligt, at der kan søges Separation. Hvad særlig angår Impotens, bør det vel bemærkes, at dens Forekomst ikke altid — og navnlig i en Tidsalder, hvor det ikke er usædvanligt, at Ægteskab indgås mellem meget gamle Personer — kan anses som en alvorligt bristende Forudsætning.
    2. De nye Regler om Virkningerne af Ægteskabs Omstødelse er i alt væsentligt ensartede Landene imellem.
    IV. Det Område, hvor de mest betydningsfulde Nyheder er, og hvor Forskellen mellem på den ene Side det danske — og måske det islandske — Udkast og på den anden Side de andre skandinaviske Landes kommer mest afgjort frem, er Reglerne om Separation cg Skilsmisse.
    Indledningsvis kan det vist kort siges, at den gældende danske Lov på visse, ikke uvæsentlige Punkter er mere »konservativ» end de andre Landes i den Forstand, at det i visse Tilfælde er mere besværligt og tidkrævende at opnå Skilsmisse og Separation end i de andre Lande.
    Efter gældende dansk Ret kan enige Parter først kræve Skilsmisse efter 11/2 Års Separation, mens Fristen i de andre Lande er et År. Og hvis den ene Part modsætter sig Skilsmisse, har den anden Part først en ubetinget Ret hertil efter 2 1/2 Års Separation. I Island og Norge er Fristen her 2 År, mens der i Sverige og Finland altid er Mulighed for Skilsmisse også mellem ikke enige Ægtefæller efter 1 År.
    Når der er Tale om Skilsmisse ikke på Grundlag af Separation, men af faktisk Adskillelse, gælder der i Danmark den Regel, at Fristen er 4 År. Men der gøres den betydningsfulde Undtagelse herfra, at den Part, som »hovedsagelig er Skyld i Samlivets Ophævelse», »i Almindelighed» ikke mod den andens Protest kan få Skilsmisse. Denne Regel er i dansk Retspraxis blevet anvendt således, at en »skyldig» Ægtefælle ofte ikke vil få skilsmisse, før der er hengået 7—8 eller flere År. På dette Område er Lovgivningen og især Retspraxis i de andre Lande væsentlig forskellig fra den danske. I Sverige er Fristen 3 År, men en skyldig Ægtefælle bør der ikke mod Protest indrømmes Skilsmisse,

medmindre særlige Omstændigheder taler derfor. I praxis nægtes Skilsmisse imidlertid så godt som aldrig efter 3 Års faktisk Samlivsophævelse. I norsk Ret er der ligeledes en 3 Års Regel — men uden Skyldklausul; her er Praxis imidlertid utilbøjelig til at følge den skyldige Ægtefælles Krav om Skilsmisse, før noget længere Tid end 3 År — men dog ikke så lang Tid som i dansk Ret — er gået. I Island og Finland vil der blive givet Skilsmisse efter henholdsvis 3 og 2 Års Ophævelse af Samlivet.
    1—2. På det her nævnte Område, hvor det i Danmark er sværere og mere tidkrævende at opnå Skilsmisse, end i de andre Lande, går det danske Udkast ind for lettere og hurtigere Skilsmisse, idet man dels har foreslået 2 1/2 Års Fristen i Separationstilfældene afskaffet, så at Skilsmisse altid kan kræves efter 11/2 Års Separation, og dels har foreslået en ubetinget Adgang til Skilsmisse efter 4 Års faktisk Adskillelse. Man har dermed stærkt nærmet sig til Retstilstanden i de andre Lande, men har dog stadig Fristen på 11/2 og 4 År mod de andre Landes på 1 og 2 (2) År. Når man ikke er gået ned til de andre Landes frister, skyldes det dels, at man allerede med det foreliggende Forslag foretager en væsentlig Forkortelse og dels — for så vidt angår Separationsfristen på 11/2 År — at man har gjort sig visse Overvejelser i Forbindelse med Utroskabsreglen, som der nedenfor skal gøres Bemærkninger om.
    3. Mens man således på den ene Side har søgt at gøre det noget lettere at få Skilsmisse i Stand med Hensyn til Ægteskaber, som de facto i nogen Tid har været opløst, og hvis Udsigter til en harmonisk Videreførelse (eller Genoptagelse) synes små, har man på den anden Side, som det nu skal skildres, søgt at gøre Ægteskabets Opløsning mere tidkrævende på Områder, hvor der for Tiden finder mange og meget hurtige Skilsmisser Sted. Det gælder først og fremmest Bestemmelsen om Utroskab, der i Danmark ligesom i mange andre Lande giver den krænkede Ret til at få Skilsmisse strax. Den gældende Regel er af Udvalgets Flertal imod et Mindretal på eet Medlem foreslået afløst af en Regel, hvorefter Utroskab ikke giver den krænkede Ret til Skilsmisse, men alene til Separation — med den deraf følgende Adgang til Skilsmisse efter 11/2 Års Forløb. Som en mere almindelig Baggrund for dette Forslag, der — som det må erkendes — bryder afgjort med meget gammel traditionel Opfattelse, må ses den Omstændighed, at Danmark er det Land i Europa, der har den højeste Skilsmissefrekvens. I Erkendelse af, at de fleste af disse Skilsmisser er til stor Ulykke navnlig for Hustruerne og Børnene, havde Danske Kvinders Nationalråd fremsat et Ønske gående ud på, at al Skilsmisse altid — undtagen i Bigamitilfælde — skulde betinges af en forudgående Separation, og visse Tanker af lignende Art har også været fremsat på det nordiske Juristmøde i Helsingfors i 1957.
    Iøvrigt kan det anføres, at Antallet af Skilsmisser på Grund af Utroskab i 1896 i Danmark kun var 41 ud af et samlet Antal Skilsmisser på 291. I 1910 var Tallene steget til 140 og 742, mens de i 1960 — ganske vist med en næsten fordoblet Befolkning — var 2 927 og 6 682. Det vil

ses, at Antallet af Utrosskabsskilsmisser således i de sidste 65 År er næsten 40-doblet, mens Antallet af Skilsmisser kun er 5-doblet.
    Når Antallet af Skilsmisser før den nugældende Lov af 1922 var så lavt, har det muligt haft en vis Sammenhæng med, at D.L.3-16-8 forbød den, der havde begået Ægteskabsbrud, at indgå Ægteskab med den medskyldige uden særlig Tilladelse. Denne Regel blev ikke opretholdt ved Loven af 1922, men denne Lov havde en Regel med samme Sigte, som gik ud på, at det i Forbindelse med Skilsmisse på Grund af Utroskab skulde kunne bestemmes, at den skyldige ikke måtte indgå nyt Ægteskab, før Udløbet af et vist Tidsrum, højst 2 År. Denne Regel, der vistnok, allerede da den blev givet, var uden Samklang med almindelig Opfattelse, er praktisk set ikke blevet anvendt og har været uden enhver Betydning.
    Efter gældende Ret kan et Ægteskab derfor opløses meget hurtigt, eventuelt på et Par Måneder, og strax afløses af det nye, der ofte har været bestemmende for Opløsningen af det første, når blot Parterne var enige derom, og der foreligger Utroskab. Bevis herfor vil det jo sjældent volde Vanskelighed at tilvejebringe, navnlig når et nyt Ægteskab er påtænkt. Her kan man måske forestille sig, at der kan foreligge 3 typiske og ikke ønskelige Situationer:
    For det første kan det vel tænkes, at der er Ægtefæller, som ved at erfare Utroskab fra den andens Side bliver så krænket, at de strax kræver Skilsmisse — og måske senere fortryder det. Denne Gruppe, der nok mest vil omfatte Mænd, er dog næppe talrig, da erfarne Advokater, der medvirker, nok skal forstå at forebygge overilede Skilsmisser af denne Art.
    For det andet kan der foreligge en ikke helt ringe Gruppe Tilfælde af »konstrueret Hor», Tilfælde hvor Parterne enes om at få en Skilsmisse strax og tilvejebringer det fornødne Grundlag herfor ved at den ene begår det Ægteskabsbrud, som skal danne Basis for Skilsmissen. Tilfælde af denne Art er vel kendt i engelsk Ret. Der vil ikke for Myndighederne være nogen praktisk Mulighed for at gennemskue Sagsforholdet og nægte den øjeblikkelige Skilsmisse, de enige Parter kræver. Herom kan det siges, at det ikke er rimeligt at have en Retstilstand, der åbner mindre hæderlige Parter Mulighed for at få en Skilsmisse strax, som mere samvittighedsfulde Ægtefæller kun kan få ved at gå gennem en Separation. Det kan meget vel anføres, at man, hvis man ikke kan hindre Skilsmisse på Grundlag af »konstrueret Hor», burde åbne en almindelig Adgang til at få Skilsmisse strax, når Ægtefællerne blot er enige derom.
    Den tredie Gruppe må vist imidlertid antages at være den hyppigst forekommende — og er også den, der frembyder de største Betænkeligheder. Det er de Tilfælde, hvor Skilsmisse i Realiteten gennemføres efter den utro Ægtefælles Ønske, og hvor den krænkede Part — som ofte vil være Hustruen — blot samtykker, og måske endda modvilligt. Der kan være meget, som tyder på, at den Ret til at kræve Skilsmisse, som Loven gennem Århundreder har givet den krænkede Part, er ved at udvikle sig til at være en Art moralsk Pligt for ham eller hende til

at tage den — hvis den utro Ægtefælle ønsker det. Det anses vist i vore Dage i adskillige Kredse ikke for at være helt loyalt, hvis f. Ex. en Hustru nægter sin utro Mand at »give ham hans Frihed» ved at tage den Skilsmisse som han ønsker for at ægte den Kvinde, der er brudt ind i Ægteskabet. Selvom Hustruen måske helst så Ægteskabet bevaret — eventuelt et alvorligt Forsøg gjort for at bevare det — kan Fornemmelsen af Loyalitet og almindelig Opfattelse i Omgivelserne få hende til at gå med, og ofte med det Resultat, at hun — og måske i sidste Ende også han — finder mindre Lykke, end hvis Ægteskabet var blevet bevaret. Manden på sin Side kan måske også være i den Situation, at han ikke nærer større Ønske om Skilsmisse, men synes, at han af Hensyn til den anden Kvinde må se at få den i Stand, og hans nye Ægteskab bliver måske ikke væsentlig bedre end det første.
    Det samme kan også siges på en anden og måske mere anskuelig Måde: Reglen om Ret til Skilsmisse på Grund af Hor er i sin Oprindelse en Mandsregel. I vore Landskabslove gjaldt det, at en Mand, der greb sin Hustru i Sengen en flagrant délit, havde Ret til at dræbe hende og Horkarlen, når han førte »Broge og Ble blodige til Thinge». Selvom denne bestemmelse er bortfaldet, ligger der dog vel nok stadig bag Horsreglen den Betragtning, at det er rimeligt, at den bedragne Mand bør kunne jage sin utro Hustru af Gårde, og strax tage sig en anden Kvinde til Erstatning. Nu har man fra gammel Tid i Norden i noget højere Grad end andetsteds været indstillet på at behandle Kvinder på lige Fod med Mænd, og det er derfor naturligt og forståeligt, at man allerede tidligt gjorde Skilsmisseadgangen i Tilfælde af Utroskab gensidig. Men det kunde se ud, som om denne Gensidighed nu i Praxis virker derhen, at Ægtemanden også kan trænge sin trofaste Hustru ud af Ægteskabet, når han ønsker en anden Kvinde, eller at en anden Kvinde på kort Tid kan trænge Hustruen ud, hvis hun kan tilliste sig Mandens Hjerte — eller Sanser. Hvis det blot i nogen Grad er Tilfældet, kan man overveje, om det nu også er rigtigt at ligestille Kvinden derved, at man giver hende Mandsregler. Mænd og Kvinder er jo forskellige og lever under forskellige Vilkår, Man mindes den fortryllende Fortælling fra Oldtiden om den spæde Achilles, der blev søgt skjult for sine Fjender i Fruerburet og klædt på som en pige. Hans Køn blev, som det vil huskes, afsløret, da han ikke brød sig om en Dukke, man viste ham, men greb efter et Sværd, man rakte ham. Og man anstiller den Betragtning, at det ikke vilde være at ligestille Kønnene, hvis man afskaffede Dukker og gav Småpiger Sværd at lege med; de kunde nemt komme til at skære sig i Fingrene; og heller ikke hvis man i Landskabslovene havde givet Hustruen Ret til at dræbe den utro Ægtemand og hans Veninde og føre Lagenerne blodige til Thinge. Ofte må det være sådan, at Ligevægt tilvejebringes ikke ved at gøre Mandsregler gældende for Kvinder, men ved at give en ny Fællesregel, der bedre kan skabe en vis Ligevægt. Det er det, som det danske Udvalgsflertal har troet at gøre med sit Forslag.
    Naturligvis kunde det også drøftes — og Tanken har været fremme — om man ikke burde foreskrive, at kun grovere eller gentagen Utro-

skab berettigede til Skilsmisse, således at det mere lejlighedsprægede »Uheld» ikke skulde gøre det. Tanken er dog næppe frugtbar; en Domstol kan kun dårligt sondre mellem det alvorlige og dybt krænkende og det ikke så slemme Ægteskabsbrud. Vurderingen må være et personligt Anliggende. Og for ikke at legalisere det lejlighedsvise Ægteskabsbrud måtte det vel under alle Omstændigheder give ret til Separation — og så er vi igen næsten ved den af det danske Flertal foreslåede Regel.
    Flertallet har ment, at der er meget, der taler for, at det er rigtigt, at et Ægteskab, som det også er ønsket af Kvindeorganisationerne, først opløses, når Parterne har haft Lejlighed til — under en Separationstid — dels at prøve, hvordan det er at være skilt, og prøve de oftest forringede økonomiske Kår, der følger med en Skilsmisse, og dels til at få Lejlighed til i Ro at besinde sig og overveje, om det ikke vil bringe både dem selv og Børnene større Lykke at fortsætte Ægteskabet end endeligt at opløse det.
    I denne Forbindelse fortjener måske følgende at nævnes, som blev oplyst på et Møde af Dommere. Som bekendt blev det danske Politi et halvt Års Tid før Krigens Slutning arresteret og deporteret af Tyskerne. Det havde bl. a. den Følge, at en Række Separations- og Skilsmissesager, som var påbegyndt, og i hvilke de indledende Skridt foretages af det civile Politi, lå stille gennem nogle Måneder og hobede sig op. På et vist Tidspunkt oprettede Justitsministeriet nogle Kredskontorer, der skulde varetage Politiets civile Forretninger, og den Dommer, der fremkom med Oplysningen, og som den gang var ung Jurist, blev sendt til et af disse Kontorer og havde bl. a. Besked om at tage sig af de hvilende Separations- og Skilsmissesager. Da han gennemgik dem og tog fat på dem, viste det sig til hans Overraskelse, at en meget stor Del af dem — hvis jeg husker rigtigt Halvdelen eller derover — var gået i sig selv igen. Parterne var gået sammen, da de ikke kunde få Sagen fremmet. Det kunde tyde på, at en vis Langsommeliggørelse af Adgangen til Skilsmisse i en Del Tilfælde kan virke ægteskabsbevarende.
    Man har overvejet, om man kunde nøjes med blot at give Domstolene en fakultativ Adgang til i Utroskabstilfælde — eventuelt efter den skyldiges Påstand — at nægte Skilsmisse og i Stedet give Separation, navnlig når Hensyn til Børn i Ægteskabet kunde tale derfor. Men man har ikke ment, at en sådan Regel vilde være til nogen Nytte. Der kan vist være al Grund til at formode, at Udøvelsen af et sådant Skøn over andres Anliggender, og imod, hvad Parterne siger, vilde frembyde sådanne Vanskeligheder, at en Regel af denne Art hurtigt vilde blive et ligeså dødt Bogstav som den før omtalte, i dansk Ret endnu gældende Regel om to Års »Spærretid» for den skyldige er det. Skal en Løsning søges, kan det derfor næppe være i andet end den foreslåede Regel, der så at sige for begge Parter påbyder en lovbestemt Ventetid.
    Heri er der næppe noget urimeligt. Ægteskabsbryderen har ikke noget særligt Krav på hurtigt at komme ud af Ægteskabet. Der er heller ikke noget Hensyn at tage til den medskyldiges eventuelle Ønsker om

at få sit Forhold legitimeret. Der kan naturligvis være eller ventes Børn af den illegitime Forbindelse. Men om disse må det for det første siges, at de efter dansk Ret har Stilling ganske som Ægtebørn, så at Legitimation af dem udelukkende er et Prestigespørsmål, og for det andet, at Hensynet til dem må gå bagefter Hensynet til Ægtefællen og Børnene i det existerende Ægteskab.
    Det, der kan drøftes, er, om man ikke tilsidesætter Hensynet til den krænkede Ægtefælle og dennes mulige Ønsker om strax at få gjort op med den utro Partner. Her må nu først bemærkes, at Utroskab efter Udkastet giver et ubetinget Krav på Separation, altså på Samlivets Ophævelse, Deling af Fællesformuen og Forældremyndigheden over Børnene. Endvidere må det anføres, at de Vilkår med Hensyn til Underholdsbidrag, Forældremyndighed o. s. v., som fastsættes for en Separation i Danmark, uden videre vil gælde også i Tilfælde af en efterfølgende Skilsmisse, hvis ikke særligt Forbehold tages i Separationsdommen. En regel herom — der stemmer med altovervejende Praxis — er foreslået i Udkastet. Ved en Separation vil derfor det endelige Opgør ske mellem Parterne, så at Forskellen mellem den og en Skilsmisse alene vil være, at ingen af Parterne kan indgå Ægteskab. Her kan der så med Føje spørges, om den krænkede Part i videre mange Tilfælde vil være interesseret i ikke blot at få det første — og altså skuffende — Ægteskab opløst, men også i inden 11/2 År at komme i et nyt. Udvalgsflertallet har ment, at noget sådant kun sjældnere vilde være en Realitet, og at man måtte ofre Interessen i disse særlige Tilfælde til Fordel for det større Antal krænkede Ægtefæller, for hvem det i Virkeligheden er en Bistand til Bevarelse af deres Ægteskab, at man fratager dem Retten til at give den utro Ægtefælle den øjeblikkelige Skilsmisse, han ønsker. Det kan heller ikke være urimeligt, men kun sundt for den almindelige Bevidsthed, at de Ægteskaber, som Samfundet medvirker til at stifte og omgærder med visse retlige Garantier, og som er Basis for næste Generations Opvæxt, er noget så tilpas alvorligt og stabilt, at det ene Ægteskab ikke indenfor en Måned eller to kan opløses og erstattes af et andet, men at man kræver en Betænkningstid.
    Dette Ønske om at skabe en tvungen og effektiv Betænkningstid, er også Baggrunden for, at det danske Udvalg som før omtalt, ikke har foreslået Separationstiden sat ned til 1 År, som den er i de andre Lande. Når man først har foreslået 2 1/2 Års Fristen ophævet, vilde det være meget radikalt også at nedsætte den nuværende korte Frist, som alene gælder Enighedstilfældene, og som nu bliver den almene. Men afgørende har det været, at man har ment, at hvis Fristen skulde være effektiv, så at den optændte Lidenskab mod den anden Ægtefælle eller for en charmerende Trediepart kunde løbe af, så at der kan være en vis Udsigt til, at Parterne skulde besinde sig på, at en Genoptagelse af Ægteskabet dog måske var mere lykkebringende end dets endelige Søndring, måtte et År være lovlig lidt. Ser man på den Tredieperson, som måske kunde ønske at erobre den ene Ægtefælle, og som idag har Chancen for at få Tingen bragt i Orden med et Snuptag, må det virke noget afsvalende, at han i 11/2 År må fastholde Ægtefællens Interesse

for sig overfor måske et voxende Savn ved at være adskilt fra Børnene, Hjemmet og den første Ægtefælle.
    Det er imod den Tanke, som ligger bagved Flertallets Indstilling, blevet indvendt, at de Oplysninger, som haves om hidtil stedfundne Separationer, ikke i særlig Grad tyder på, at Ægtefæller, der er separeret, senere finder sammen igen; de fleste Separationer afløses af Skilsmisse. Hertil kan det siges, at alle hidtidige Separationer er opnået på Grund af Uoverensstemmelse, og altså efter, at der længe er slidt på Ægteskabet, men uden at den mere affektskabende Utroskab er dukket op. Man kunde sige, at disse Tilfælde er de bedrøvelige »grå», hvor Ægteskaberne er slidt igennem, efter at alle Muligheder har været prøvet. De Tilfælde, vi taler om her, vil måske oftere være præget af en mere eller mindre pludselig opstået Lidenskab; det er de »røde» Tilfælde, og det er næppe tilladeligt ud fra Erfaringerne med Hensyn til de »grå» at drage Slutninger med Hensyn till Prognosen for de »røde».
    Man kunde måske spørge, om man har eller har forsøgt at skaffe nogen Verifikation af den Antagelse, som ligger til Grund for Forslaget, navnlig at en Del Utroskabs-Skilsmisser tages uovervejet — være sig efter den ene eller den anden Parts Ønske — og at Parterne havde været bedre tjent med at fortsætte Ægteskabet og bagefter fortryder, at de ikke gjorde det. Svaret herpå er Nej: man har ikke kunnet finde nogen brugbar Metode til at komme Spørgsmålet ind på Livet. Interviews med fraskilte kan næppe ventes at give noget brugbart Resultat. De fleste har ikke Fantasi til at overse, hvordan deres Liv vilde have formet sig, hvis de ikke var blevet skilt og havde fortsat det første Ægteskab; og de er heller ikke i Stand til objektivt at afveje Lykke og Fordele ved det, de faktisk gjorde, imod det, de kunde have gjort. De fleste Mennesker svigter ikke sig selv. Hvis de har en Fornemmelse af, at det, de gjorde, var mindre klogt end det, de kunde have gjort, men ikke gjorde, vil de hurtigt oparbejde en Følelse af, at det trods alt var rigtigst, at de handlede som sket. Kun ganske få kunde ventes at ville erkende, at de havde fejlet — og stå ved denne Erkendelse overfor andre.
    Omvendt kan man også drøfte, om det, hvis Flertallets Forslag gennemføres efter nogen Tids Forløb vil være muligt at konstatere, om det har virket efter sin Hensigt — til at bevare en Del Ægteskaber, som ellers vilde være gået i Stykker ved en »strax»-Skilsmisse. Det vil naturligvis nok kunne konstateres, om der skulde være et vist Antal Separationer, som er meddelt på Grund af Utroskab, og som ikke afløses af Skilsmisse, men tværtimod af Samlivets Genoptagelse. Men det er vel tvivlsomt, om et negativt Udfald af en sådan Undersøgelse måtte vise, at den nye Regel er uden Betydning. Det må vel i hvert Fald ventes, at Parterne i et stort Antal Tilfælde, hvor Utroskab i Fremtiden kunne påberåbes som Separationsgrund, vil enes om at tage en almindelig Separation på Grund af Uoverensstemmelse. Og de Tilfælde, hvor den Omstændighed, at et nyt Ægteskab først kan gennemføres efter 11/2 År, vil føre til, at Separation og Skilsmisse opgives, vil naturlig

vis overhovedet ikke være konstaterbare. — Selv en mærkbar Nedgang i Antallet af Skilsmisser vil ikke i sig selv sige noget: Det kan jo tænkes, at Nedgangen skyldes andre Grunde og alligevel havde vist sig. Også her må man til sin Tid bygge på det erfarne Skøn.
    Flertallet har naturligvis ikke fremsat et Forslag, som det ikke har kunnet få de andre Landes Udvalg med til, og som er i Strid med lang fortidig Opfattelse, uden nøje Overvejelse. Stillet som man har været i Danmark overfor Europas største Skilsmissehyppighed — med alle de Ulykker det betyder både for Parterne og Børnene — er man kommet til den Overbevisning, at den nuværende Ordning med dens vidtgående Adgang til øjeblikkelig Skilsmisse, når Parterne blot erklærer sig enige og kan påberåbe sig Utroskab, ikke er tidssvarende under moderne Forhold, men at det er nødvendigt at indføre en lovbefalet Betænkningstid. Og når man først er kommet til den Opfattelse, at en Reform i denne Retning er nødvendig og trænger sig på, kan det ikke tælle afgørende, at man ikke har kunnet få de andre Lande med i denne Omgang. I Opfattelsen ligger implicite, at man venter, at de andre Lande mulig før eller senere må følge efter.
    4—6. Som en Konsekvens af det af Flertallet indtagne Standpunkt, at et Ægteskab i Almindelighed ikke bør opløses før efter en Prøvetid, har man foreslået, at en Række af de »strax»-Skilsmissegrunde, som den nugældende Lovgivning indeholder, forsvinder, således at der i Stedet alene opstår en Ret til Separation. Det gælder således Reglen om Ret til Skilsmisse på Grund af en den anden Ægtefælle overgået Straffedom; denne Regel er for Tiden uden større praktisk Betydning og ikke særlig begrundet i de Tilfælde, hvor den anden har måtte have en vis Formodning om Forholdet. Noget lignende gælder Kravet om Skilsmisse, hvis den anden Ægtefælle med Viden eller Formodning om at have Kønssygdom ved Samleje har udsat Ægtefællen for Smitte. Den har iøvrigt i sin nuværende Affattelse den, som det synes, ikke særligt begrundede Begrænsning — som også gør, at dens praktiske Anvendelsesområde er minimalt — at den ikke kan anvendes, hvis den krænkede ikke er blevet smittet, og Sygdommen ikke længere er smittefarlig. Endelig foreslås også Mishandling som strax-Skilsmissegrund ophævet; den har næsten ingen praktisk Anvendelse.
    V. Det skal ganske kort nævnes, at man har foreslået en vis Ændring i det i Danmark gældende System, at Skilsmisse og Separation i visse Tilfælde kan opnås ved Bevilling og ikke ved Dom. Idag gælder det, at når Parterne er enige om Separation på Grund af Uoverensstemmelse og om Betingelserne herfor, kan de nu kun få Bevilling. Og Skilsmisse på Basis af en tidligere meddelt Separation kan også kun fås ved Bevilling. Dette er, navnlig fordi Anerkendelse af en Bevilling støder på Vanskeligheder på det internationale Plan, foreslået ændret derhen, at Dom altid kan kræves. Til Gengæld kræver Bevilling efter Udkastet — men dette stemmer med Praxis, som den er nu — altid, at Parterne er enige om Vilkårene.
    VI. Udvalget har med Hensyn til Spørgsmålet, om Aftaler om Underholdsbidrag til den anden Ægtefælle senere skal kunne ændres, delt

sig i et Flertal på tre og et Mindretal på to Medlemmer. Den gældende Regel er her den, at Bidrag, hvis Størrelse Parterne har aftalt, ikke kan ændres (medmindre Aftale er truffet herom), men at Bidrag, som er fastsat, kan ændres, hvis Forholdene væsentligt har forandret sig. Og endvidere, at Bidrag fastsat ved en Dom kan ændres, medmindre Dommen har bestemt, at Afgørelsen skal være endelig.
    Mens Mindretallets Forslag går ud på, at der, ligesom det foreslås fra norsk og svensk Side, i Princippet altid skal være en Adgang til at ændre Bidragsbestemmelser af denne Art (selvom den kun bør anvendes med Forsigtighed), foreslår Flertallet, at Parterne ikke skal være afskåret fra at aftale, og Domstolene ikke fra at bestemme, at Afgørelsen skal være endelig. For Flertallet har her to Hensyn været bestemmende:
    For det første, at selvom en Bestemmelse om Adgang til at få Ændring kun gøres meget snæver, vil selve dens Existens kunne føre til Usikkerhed for Parterne, der, som det siges i Betænkningen af 1913, ofte vil kunne være helt lidenskabeligt interesserede i at få deres Forhold endeligt afklaret.
    Og for det andet vil Aftaler om Underholdspligt ofte være så nøje forbundet med samtidig trufne Aftaler om Bodelingen, at det vil være vanskeligt under en Retssag — måske flere År efter — at vurdere dem på deres oprindelige Baggrund og umuligt og ubilligt at rive dem ud af deres Sammenhæng. Herved har det også for Flertallet spillet en væsentlig Rolle, at det med det stadig stigende Antal Skilsmisser efter et kort Ægteskab bliver stedse mere almindeligt, at Parterne aftaler, eller Domstolene bestemmer, at Bidrag kun skal svares over et vist kortere Åremål. Afgørelser af denne Art bør der — heller ikke teoretisk — være Mulighed for at anfægte senere.
    VII. Efter det danske Udkast bortfalder Pligten til at svare Underholdsbidrag til en fraskilt Ægtefælle, dels når den bidragsberettigede indgår nyt Ægteskab, og dels når den bidragspligtige afgår ved Døden. Under de nordiske Forhandlinger blev det af den svenske Komité foreslået, at der skulle åbnes en Adgang for den bidragsberettigede til at anmelde et Krav på Underholdsbidrag i den bidragspligtiges Dødsbo. Det norske Udvalg har i Overensstemmelse hermed foreslået Regler, der gør det muligt i visse Tilfælde at lade den bidragspligtiges Dødsbo betale et Eengangsbeløb til den bidragsberettigede. Til noget sådant har man ikke fra dansk Side turdet gå med. Man har ikke fundet tilstrækkelig Grund hertil, og man har navnlig anset det for betænkeligt at åbne Mulighed for at pålægge et Dødsbo, hvor der er Livsarvinger og en arveberettiget Ægtefælle at udrede Bidrag til den afdødes tidligere Ægtefælle (eller tidligere Ægtefæller). Man har imidlertid foreslået en Regel af et noget andet Indhold, som efter Udvalgets Opfattelse på noget mere smidig — og mindre farlig — måde skulde kunne imødekomme den Trang, der måtte være. Man har ræsonneret, at der i Tilfælde, hvor der mellem den afdøde og den fraskilte havde været Formuefællig, kun sjældent — om nogensinde — vil være Rimelighed i at give den fraskilte Ægtefælle Ret til at anmelde et (kapitaliseret)

Bidrag i Dødsboet: Den fraskilte har jo gennem Skiftet af Fællesboet fået sin Andel i dette, og bør næppe kunne kræve mere, hvis den afdødes Formue efter Skilsmissen er forøget, må det være den fraskilte uvedkommende. Havde den anden derimod i sit Ægteskab med den bidragsberettigede Særeje (eller særlige Rettigheder), kunde den besiddende Ægtefælle efter Omstændighederne gå ud af Ægteskabet med betydelige Midler og den anden med intet. Et passende Bidrag vil vel nok oftest kunde råde Bod herpå i fornødent Omfang; men det gælder jo, som nævnt, kun, sålænge den bidragspligtige lever, og hvis denne er meget ældre end den bidragsberettigede, kan denne efter Omstændighederne risikere at blive meget dårligt stillet. — For at råde Bod herpå, har man foreslået en Regel, der går ud på, ikke, at der kan anmeldes noget i en bidragspligtigs Dødsbo, men på, at der i Tilfælde af Separation eller Skilsmisse, når den ene har haft Særeje, og når »Ægtefællernes Formueforhold, Ægteskabets Varighed og Omstændighederne iøvrigt taler derfor», kan pålægges den besiddende at yde den anden et Beløb for »at sikre, at denne ikke stilles urimeligt ringe i økonomisk Henseende efter Separationen eller Skilsmissen». — Det vil ses, at man både kan hjælpe den unge ubemidlede overfor den ældre velsituerede Ægtefælle og iøvrigt også i Almindelighed afbøde den åbenbare Ubillighed, som det vil være, at den ene Ægtefælle efter et langvarigt Ægteskab med Særeje, skal gå ganske tomhændet ud af det, mens den anden sidder tilbage i særdeles gode Kår. Efter det danske Udvalgs Opfattelse er denne Regel på to Punkter bedre end en Regel om Ret til eventuelt at anmelde Bidragskrav i den bidragspligtiges Dødsbo.
    For det første betyder den Omstændighed, at Spørgsmålet skal afgøres i Forbindelse med Separationen eller Skilsmissen og ikke ved det måske først langt senere indtrædende Dødsfald, at Parterne får Spørgsmålet afgjort strax og kan indrette sig i Overensstemmelse med Afgørelsen. Det er navnlig en Fordel for den, der skal betale, og det er en Betryggelse for hans Børn og eventuelle senere Ægtefælle.
    Og for det andet betyder den samme Omstændighed for den Ægtefælle, der må gå tomhændet fra et velstillet og måske langvarigt Særeje-ægteskab, og som kun kan få Bidrag, at der er en Mulighed for, at hun (eller han) udover det Bidrag, som dækker den daglige Livsførelse, efter Omstændighederne kan få et tiltrængt Eengangsbeløb til f. Ex. Etablering af et Hjem eller Opnåelse af en Uddannelse eller lignende.
    Med det her sagte skulde der være redegjort for de vigtigste Punkter, på hvilke det danske Udkast afviger fra de andre nordiske Landes og Motiveringerne herfor.

 

8—653005. Svensk Juristtidning 1965