OM DOMSTOLENES UAFHÆNGIGHED

 

Av civildommer HARALD PETERSEN

 

 

 

Det var i Aaret 1748, at Montesquieu's Hovedværk »L'Esprit des lois« udkom, og de deri nedlagte Tanker om en Tredeling af Statsmagten i en lovgivende, i en udøvende og i en dømmende Magt er senere blevet grundlæggende for de fleste frie Forfatninger inden for den civiliserede Verden.
    Saaledes bestemtes det i vor Grundlov af 5. Juni 1849 § 2: »Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Den udøvende Magt er hos Kongen. Den dømmende Magt er hos Domstolene«. Endvidere hed det i § 78: »Dommerne have i deres Kald alene at rette sig efter Loven. De kunne ikke afsættes uden ved Dom, ej heller forflyttes mod deres Ønske, uden for de Tilfælde, hvor en Omordning af Domstolene finder Sted, dog kan den Dommer, der er fyldt sit 65. Aar afskediges, men uden Tab af Indtægter«. Disse Bestemmelser genfinder vi uforandret i Grundloven af 28. Juli 1866, bortset fra, at § 78 her er blevet til § 73. Vi genfinder dem ligeledes uforandret i Grundloven af 5. Juni 1915 og senest i Grundloven af 5. Juni 1953, hvor § 2 er ændret til § 3, og Betegnelsen Rigsdagen er forandret til Folketinget. § 78 er nu blevet til § 64, som har faaet følgende Tilføjelse: »indtil det Tidspunkt, til hvilket han skulde være afskediget paa Grund af Alder.«
    Naar man taler om Domsmagtens Uafhængighed, forbinder jeg hermed to væsentlige Ting foruden Bestemmelserne om Kaldets Udøvelse og Uafsætteligheden, som formentlig er tilstrækkeligt beskyttet ved den nævnte § 64 i den nugældende Grundlov. Den første af disse væsentlige Ting er selve Udnævnelsen af en Dommer, herunder selvfølgelig ogsaa Udnævnelse efter Ansøgning til et nyt Embede (populært kaldet Forflyttelse). Den anden væsentlige Ting er Domsmagtens Adgang til direkte over for den lovgivende Magt at forhandle om sine Kaar og Vilkaar, herunder Standens lønningsmæssige Placering og Aflønning.

 

    Artikeln utgör ett sammandrag av ett föredrag hållet på Dommerforeningens årsmöte 1964. Föredraget är publicerat i Juristen 1964 s. 521 ff.

170 HARALD PETERSEN    Inden jeg gaar over til at gennemgaa disse to Emner nærmere, finder jeg Anledning til at forudskikke den Bemærkning, at Aarsagen til, at man fra Foreningens Side har ment det rimeligt paa nærværende Tidspunkt at tage Emnet op til nærmere Undersøgelse, ikke er en akut Utilfredshed med Regeringens Dommerudnævnelser. Det er saamænd paa dette Punkt efter min Mening hidtil gaaet meget godt. Kritik kan man jo altid fremsætte, om den er berettiget, er en anden Ting. Forholdet er imidlertid det, at Spørgsmaalet i den senere Tid ligesom er blevet mere brændende, og det gælder ikke blot her i Landet, men ogsaa i vort Naboland Norge, medens der i Sverige og Finland, som jeg senere skal omtale, allerede er sket Forbedringer. Hertil kommer, at der i den sidste Tid paa Grund af en enkelt Dommerudnævnelse synes at være ved at gaa »Politik« i Spørgsmaalet, og under disse Omstændigheder synes det rimeligt, at vi Dommere ogsaa fremkommer med vore Synspunkter, saaledes at et eller flere politiske Partier ikke skal tage Patent paa Sagens Løsning. En saadan synes nemlig paakrævet, naar man er naaet saa vidt, at der er gaaet Politik i en Sag. Saa er alle Parter bedst tjent med, at der kommer en rimelig og forhaabentlig god Løsning af Spørgsmaalet.
    Jeg gaar herefter over til at behandle det første af de to Spørgsmaal, nemlig Spørgsmaalet om Dommeres Ansættelse, hvor tilstanden idag er den, at en Dommer udnævnes af Kongen efter Indstilling af Justitsministeren, idet der dog for Højesteretsdommeres Vedkommende kræves, at den paagældende skal have prøvevoteret et vist Antal Gange i Højesteret og hans Votering m. v. være fundet akceptable for den høje Ret. Udnævnelsen af en Dommer hviler saaledes formelt paa en enkelt Mands Skøn og Ønsker, nemlig Justitsministerens og adskiller sig altsaa ikke fra Udnævnelsen af administrative Tjenestemænd.
    Efter at Diskussionen om Domstolenes Uafhængighed har taget Fart, er man fra Justitsministeriets Side i nogen Grad gaaet over til at støtte sig paa Retspræsidenternes, navnlig Landsretspræsidenternes Udtalelser om Supplikanterne — — — Det er en fuldstændig fejlagtig og mod Grundlovens § 78 stridende Opfattelse, at Landsretspræsidenten skulde være Foresat for de Byog Herredsdommere, der har deres Embedsomraade indenfor Vedkommendes Landsretskrets' Omraade. Det vilde være en urigtig og misforstaaet Overførelse paa Domstolene af de Regler,

OM DOMSTOLENES UAFHÆNGIGHED 171der gælder indenfor Forvaltningen. Gjorde man noget saadant, var Domstolene først rigtig kommet i Afhængighed. Men saadan er det heldigvis heller ikke. Medens en overordnet administrativ Myndighed, der gennem Dagspressen eller paa anden Maade hører om en af den underordnede Myndighed truffen Afgørelse, kan begære sig Sagen forelagt af egen Drift og eventuelt omgøre den trufne Beslutning, gælder noget saadant ikke indenfor Domstolene. Her kan Appelretten kun faa med Sagen at gøre, hvis den faar den forelagt af rette Vedkommende, det vil sige af en af Sagens dertil beføjede Parter. Og det samme gælder Besværinger over en Dommers Adfærd under Sagen.
    Det mest pregnante Udtryk for den enkelte Dommers Frigjorthed for Foresatte og deslige finder vi — jeg er fristet til at sige naturligvis — i England, hvor forøvrigt Dommernes hele Stilling, deres Udnævnelse, deres Anseelse og Uafhængighed, udelukkende hviler paa en aarhundredgammel Tradition. En engelsk Dommer kan ikke drages til Ansvar — civilretligt eller strafferetligt — »for anything done or said by him in his judicial capacity — even if malicious or in bad faith«. Hos Wade & Phillips siges det ligeud, at det er bedre, at Privatpersoner lider Uret, end at Dommere skulde blive paavirket — selv i den mindste Grad — af Frygt for Konsekvenserne. Derfor siges det ogsaa om den engelske Dommer, at han »is enabled to regard with indifference alike the smiles and the frowns of the highest ministers of the crown«. Dette sidste har iøvrigt en ikke ringe Forbindelse med den engelske Dommerstands Rekrutering og dermed den enkelte Dommers Udnævnelse, hvorom senere.
    Jeg skynder mig at indføje, at den engelske Dommers almindelige Placering i Samfundet selvfølgelig ikke er Idealet eller Maalet for denne Undersøgelse. Det vilde slet ikke være stemmende med dansk Folkekarakter, ligesom jeg selv finder det aldeles paa sin Plads, at den private Person, der føler sig krænket af en Dommer i Udøvelsen af hans Gerning, har et Sted, hvortil han — men paa den anden Side ogsaa kun han — kan indgive sin Klage eller Besværing.
    Disse Bemærkninger vil jeg sluttelig sammenfatte derhen, at en dansk Dommer ikke har nogen »Foresat« i den Forstand, som det kendes indenfor Administrationen, og at det er overladt udelukkende til den, der føler sig krænket af en Dommer, eller finder hans Dom urigtig, at gaa til de Instanser, der er indsat til

172 HARALD PETERSENat raade Bod herpaa. Det vil sige Klageretten, Retspræsidenten eller vedkommande Appelret.
    Det er mærkeligt, at der skal hengaa saa mange Aar, inden man kommer til et Resultat angaaende Domstolenes Uafhængighed af Administrationen. Oprindelig — i 1849 — lod det sig forøvrigt ikke gøre, fordi der slet ikke dengang fandtes uafhængige Domstole bortset fra Overretterne og Højesteret, medens Domstolenes store Gros, By- og Herredsretterne, var kædet sammen med Politi og Anklagemyndighed lige indtil 1. Oktober 1919, da Retsplejeloven traadte i Kraft.
    I Henseende til Selvstændighed har den danske Folkekirke haft ganske anderledes Medbør end Domstolene, og Folkekirken er dog ikke nogen selvstændig Statsmyndighed, saaledes som det saa stort fastslaas om Domstolene ved Grundlovens § 2 (nu § 3). Allerede i 1922 fik Folkekirken sin egen Forfatning og dermed sin egen Selvstændighed.
    Jeg vil saa gaa over til at omtale de Forsøg, der har været i andre Lande paa at gøre Domstolene uafhængige.1
    I Norge gjaldt der fra 1818 og indtil 1885 den Regel, at Norges Højesteret blev suppleret paa tilnærmelsesvis samme Maade, som Tilfældet nu er i Danmark, nemlig saaledes, at Aspiranten gennem forskellige Prøvevoteringer skulde godkendes af Retten, der saaledes paa en vis Maade kunde siges at være selvsupplerende. I 1884 havde den norske Højesteret imidlertid efter Behandlingen af en Rigsretssag en Uoverensstemmelse med Stortinget, der som Svar paa Højesterets Stilling i Rigsretssagen kort og godt afskaffede Prøvevoteringerne med den Begrundelse, at en Mand i den Alder, hvor han søgte ind i Højesteret, havde aflagt tilstrækkeligt mange Eksaminer, og at den Ansøger, der blev indstillet af Regeringen, som havde Stortingets Tillid, maatte være tilstrækkelig god, ogsaa for Retten. Siden 1885 udnævnes alle Dommere i Norge som enhver anden Tjenestemand.

 

    1 Oplysningerne om Tilstanden i fremmede Lande paa det omhandlede Omraade har jeg tilladt mig at hente fra et Foredrag om Retspleje og Forvaltning, som daværende Højesteretsdommer, nu Justitiarius Terje Wold holdt i 1954 paa Den norske Dommerforenings Aarsmøde (se Medlemsblad for Den norske Dommerforening Nr. 166 — November 1954) samt fra et Foredrag holdt af Samme paa Foreningens Aarsmøde i Sommer om Domstolenes Deltagelse i Justitsforvaltningen, og som Højesteretsjustitiarius velvilligst har stillet til min Disposition. Endvidere er jeg Højesteretsdommer Axel Heiberg, Oslo, Tak skyldig for forskellige Oplysninger angaaende norsk Retspleje.

OM DOMSTOLENES UAFHÆNGIGHED 173    I Sverige bekendtgøres Ledigheden af en Stilling som Borgmästare eller som Häradshövding af Hovrätten, og et Kollegium bestaaende af Högsta Domstolens ordförande og de seks Hovrättspræsidenter jämte Stadsdomarföreningens och Häradshövdingeföreningens ordförande giver Indstilling i Almindelighed om tre, der bør komme i Betragtning i den angivne Rækkefølge. Hovrätternes Dommere, Revisionssekreterare i Højesteret og Tingdommerne udnævnes af Regeringen. Højesterets Dommere udnævnes ligeledes af Regeringen. Man søger ikke, og Højesteret tager intet Initiativ. Det er Justitsministeren, der skal finde en efter hans Mening egnet Person. Sagen behandles derefter af Regeringen og derpaa i Højesteret, hvor Justitsministeren kommer tilstede og oplyser sin Kandidat.
    I Finland udnævner Högsta Domstolen alle Dommere i første Instans paa Landet efter Indstilling af 3 fra vedkommende Hovrätt, der ogsaa bekendtgør Ledigheden. Raadhusrätterne besættes efter samme Regler som i Sverige, men selve Udnævnelsen sker af Raadmænd af Lensstyrelsen, men af Borgmestre af Højesteret. Hovrättsdommere udnævnes af Finlands Præsident efter Indstilling af tre Ansøgere fra vedkommende Hovrätt, og efter at Højesteret er hørt. Præsidenten er bundet til at tage en af de tre indstillede. Højesterets Dommere udnævnes af Præsidenten efter Indstilling af en enkelt fra Rettens Side. Præsidenten er ikke bundet af Indstillingen, men vælger normalt den indstillede.
    I Frankrig, der som bekendt har megen politisk Infiltration ved Embedsudnævnelser, udnævntes Dommerne tidligere af Justitsministeren. Ved Grundloven af 1946 gik Udnævnelsen over til Republikkens Præsident efter Indstilling fra et særskilt Raad, som ogsaa har Disciplinærmyndighed og skal overvaage Domstolenes Uafhængighed og deres Administration (Le conseil supérieur de la magistrature). Formand for Raadet er Republikkens Præsident, medens Justitsministeren er Viceformand, hvortil kommer 12 ordinære Medlemmer. Seks af disse Medlemmer vælges af Nationalforsamlingen udenfor dens egne Medlemmer. 4 Medlemmer vælges som Repræsentanter for de forskellige Kategorier af Dommere, og 2 Medlemmer udnævnes af Præsidenten uden om Nationalforsamlingen og Dommerstanden, men de paagældende skal have juridisk Uddannelse og Beskæftigelse. Man kan just ikke sige, at den franske Dommerstand paa den Maade er blevet befriet for politisk Indblanding eller har op-

174 HARALD PETERSENnaaet en virkelig Selvstændighed, men ikke desto mindre siges det, at Reformen har afhjulpet den hidtil store Mangel paa Objektivitet ved Dommerudnævnelser.
    I Italien bestaar der siden 1958 et saakaldt øverste Dommerraad, der foretager Udnævnelser og Forflyttelser af Dommere. Dommerraadet har 23 Medlemmer, hvoraf 15 er Dommere. De øvrige er Jurister valgt af Parlamentet. Justitsministeren er ikke Medlem, men han har Forslagsret. Samtidig er det tillagt et Udvalg af det øverste Dommerraad paa 7 Medlemmer at udøve Disciplinærmyndigheden.
    Vesttyskland fik 1. Juli 1962 en Dommerlov (Deutsches Richtergesetz), der ligesom i Italien indfører et øverste Dommerraad, der deltager i Udnævnelser og har Tilsynet med Domstolenes Virksomhed.
    I England rekrutteres Dommerstanden paa en ganske særlig Maade, nemlig ved Udnævnelse af de barristers til Dommere, som har gjort sig særlig kendte gennem deres Procedure og Behandling af de dem betroede Sager. Denne særlige Form for Rekruttering synes gennem Aarhundreder at have dannet et Værn og en Sikkerhed for Dommernes Uafhængighed, hvortil kommer den særlige Ærbødighed og Agtelse, der i England hersker for Dommerstanden og den Immunitet, som Dommerne er omgivet med i dette Land, og som jeg har omtalt ovenfor.
    Herefter gaar jeg over til at behandle det Spørgsmaal, hvilke Forandringer man herhjemme burde gennemføre for at skabe Domstolenes virkelige Uafhængighed af Administrationen og dermed sikre Befolkningen Følelsen af, at den har et Værn mod Misbrug og Overgreb, som er saa ønskeligt, ikke mindst i vore Dage, hvor mange Mennesker er saa nærtagende og mener, at de bliver udsat for Misbrug, og at Værnene herimod, som Forholdene nu er, ikke er tilstrækkelige.
    Jeg skal herved bemærke, at efter min Mening ligger der ikke saa stor Fare for Misbrug ved Udnævnelsen af en Dommer til By- eller Herredsret, naar der er Spørgsmaal om Dommerens første Udnævnelse. Den største Fare ligger efter min Mening mere efter Udnævnelsen, hvor en Dommer, der ønsker ad Aare at opnaa et bedre Embede, let kan forledes til at gaa den almægtige Ministers Ærinder. Dette kunde selvfølgelig undgaas ved at indføre en Regel om, at en Dommer, der har faaet et Dommerembede, ikke kan forflyttes, men bliver siddende i dette Em-

OM DOMSTOLENES UAFHÆNGIGHED 175bede til sin Død eller sin Afgang. En saadan Regel vilde imidlertid være temmelig haard overfor den Mand, der har faa et etfjerntliggende mindre Embede, og maatte i hvert Fald forudsætte, at Dommerlønningerne blev gjort væsentligt større, end de er nu i Øjeblikket, hvor man endog har Dommere til en særlig billig Betaling i visse Retskredse. Hvis ikke Betalingen samtidig blev sat klækkeligt i Vejret, vilde det med en saadan Regel blive vanskeligt at faa kvalificerede Ansøgere til de fjerneste Embeder, der i hvert Fald maatte være indstillet paa til Stadighed at faa de ringest kvalificerede.
    Hvis jeg nu skulde foreslaa en Udvej, hvorved Domstolenes Uafhængighed sikredes, vil jeg, som jeg allerede foran har antydet, ikke gaa den Vej, som den nu siddende Administration synes at have fundet paa sin Plads, nemlig at indføre, hvad jeg vilde kalde for et Præsidentvælde. Noget saadant vilde efter min Mening være at ende i den anden Grøft, som tilmed synes endnu dybere end den, vi har nu. Ministeren sidder dog for manges Vedkommende temmelig langt borte og i utilnærmelig Majestæt. Præsidenten er langt nærmere.
    Jeg vil heller ikke efterligne en af de udenlandske Ordninger, for hvilke der foran er gjort rede. For det første er de fleste alt for omstændelige og uensartede og lidet stemmende med dansk Tradition. Og for det andet faar de fleste af dem mig til at tænke paa Jens Baggesens Ord fra 1786 i En ny og sandfærdig Historie om Oprindelsen til Bog-Censuren: »Naturam furca pellas ex — Hun kommer dog igen den Hex«. De paagældende Ordninger har sikkert haft den bedste Hensigt til at fordrive Administrationen fra Justitsforvaltningen, men paa en eller anden Maade slipper den ad en Bagdør ind og giver sit Besyv med.
    Mit Forslag til en Nyordning er, at der gennem dertil sigtende Bestemmelser i Retsplej eloven bliver givet den danske Dommerstand en egentlig Forfatning, saaledes at Standen som Helhed og ikke blot enkelte Kategorier faar en afgørende Indflydelse paa saavel Udnævnelser som paa Forflyttelser. Ved Retsplejeloven har man givet detaillerede Regler om Domstolenes Organisation udadtil, det vil sige Instansfølgen, men man har ganske glemt at give dem den indre Organisation, som Grundlovens § 2 — nu § 3 — utvivlsomt forudsætter ved at betegne Domstolene som en selvstændig Statsmagt.
    Det er klart, at en saadan indre Organisation ikke kunde være

176 HARALD PETERSENgivet i 1849 eller i Tiden derefter, hvor en stor Del af Dommerstanden var filtret sammen med administrative Embeder og Funktioner. Som Følge deraf var Grundlovens Regler om Domstolenes tilsyneladende Uafhængighed nærmest kun at betragte som Løfteparagraffer. Men ved Retsplejeloven af 1916 kunde man, da Domstolene blev fuldt adskilt fra Administrationen, have gennemført Reformen, og at man ikke gjorde det, synes saa meget mere uforstaaeligt, som man dengang organiserede Skrankens anden Side, nemlig Sagførerstanden, som man etablerede som et samlet Sagførersamfund, der fik sin egen selvstændige Ledelse, (Sagførerradet), en vidtstrakt Disciplinærmyndighed (Sagførernævnet) og en vidtstrakt Indflydelse paa Standens Supplering, idet Justitsministeriet indhenter Erklæring fra Raadet, før der meddeles en Aspirant Bestilling som Sagfører (nu Advokat).
    Min Tanke er, at den danske Dommerstand uden nogen Undtagelse samles i et Dommersamfund, der ligesom Sagførerstanden faar sin egen Ledelse i et Dommerraad, medens et Dommernævn skulde varetage Tilsynet og Disciplinen indenfor Standen, saaledes at man paa disse Omraader kunde blive befriet saavel for Retsplejelovens § 48 som for Klagerettens Optræden i Tilfælde, hvor Klager over en Dommer bliver indbragt for denne lidt besynderlige Ret, der kun kan ses som et Brud paa Grundsætningen om Domstolenes Enhed.
    Dommersamfundet skulde holde i hvert fald et aarligt Møde, hvortil samtlige Standens Medlemmer skulde indkaldes for der at vælge Dommerraadets og Nævnets Medlemmer. Raadet skulde formentlig have et Antal paa 9 Medlemmer incl. Formanden, medens 3 eller maaske 5 Medlemmer til Nævnet maatte være tilstrækkeligt. Raadet skulde bestaa af Repræsentanter for alle Dommerstandens forskellige Kategorier, men jeg skal ikke her udtale mig om, hvor mange der skulde tages fra hver enkelt Kategori. Formanden skulde formentlig vælges særskilt og de øvrige Medlemmer for sig. Nævnsmedlemmerne skulde kunne vælges frit, uden at det var nødvendigt at fastlægge, fra hvilke Kategorier de burde tages, og saaledes, at Nævnet selv valgte sin Formand. For Nævnet burde der i hvert Fald tillige vælges to eller tre Suppleanter, idet det jo let kunde tænkes, at et Medlem havde Forfald, ligesom Vedkommende selv kunde være anklaget. Det kunde ogsaa ordnes saaledes, at de 3 Nævnsmedlemmer valgtes

OM DOMSTOLENES UAFHÆNGIGHED 177med en fra Højesteret, en fra de to Landsretter samt Sø- og Handelsretten, og en fra By- og Herredsdommernes Kreds (herunder Københavns Byret).
    Funktionstiden for Medlemmerne af Raadet burde være tidsbegrænset, og det samme gælder Formanden, saaledes at en Trediedel af det samlede Raad afgik hvert tredie Aar. Herved undgaas, at et enkelt Medlem kan komme til at sidde saa længe, at man ved Udnævnelser kunde forledes til at regne med ham (og derfor søge at vinde ham for sin Sag).
    Nævnets Opgaver siger sig selv, og for Nævnets Vedkommende kunde Funktionstiden udmærket være længere end for Raadsmedlemmerne. 6 Aar kunde formentlig være passende, saaledes at et Medlem afgik hvert andet Aar.
    Raadets Opgaver skulde i det væsentlige ligge paa det Omraade, der vedrører Besættelse af Dommerembeder, herunder Forflyttelser. Det er ikke min Mening at ville gøre Domstolene til en Stat i Staten, og derfor mener jeg, at Opslag af en Stilling, som hidtil burde ske gennem Justitsministeriet, dog at Opslaget fik Overskriften »Domstolene. Ledig Stilling«, og ikke som nu »Ledig Stilling under Justitsministeriet«. Denne Reform burde Ministeriet forøvrigt snarest gennemføre.
    Naar Ansøgningsfristen var udløbet, skulde Ministeriet sende samtlige Ansøgninger til Raadet, der skulde gennemgaa Ansøgningerne og derefter afgive sin Indstilling til Justitsministeren, saaledes at man til dennes frie Valg indstillede tre Kandidater, idet Rækkefølgen af disse skulde angive det Antal Stemmer, som den paagældende havde opnaaet indenfor Raadets Medlemmer. Da jeg som sagt ikke er ude for at skabe en Stat i Staten, mener jeg ikke, at Justitsministeren, saaledes som Tilfældet er for Kirkeministerens Vedkommende, skulde være bundet til at vælge den, som havde opnaaet de fleste Stemmer indenfor Raadet og altsaa var indstillet som Nr. 1, selv om jeg ikke tvivler om, at denne normalt vil blive den foretrukne. Saafremt der til en Stilling ikke har meldt sig 3 Ansøgere eller derover, eller hvis nogle af Ansøgerne ikke kunde anses for kvalificerede, maatte Raadet selvfølgelig indskrænke sig til at indstille det mindre Antal, der er for Haanden. Det er i det Hele selvfølgelig en Forudsætning, at Raadet ved at indstille en Person anser denne for at være kvalificeret til et Dommerembede, og skulde det usædvanlige fremkomme, at der ikke skønnes at være 3 kvalificerede Ansøgere,

 

12—653005. Svensk Juristtidning 1965

178 HARALD PETERSENeller et mindre Antal, maa Raadet naturligvis oplyse dette som Begrundelse for, at der ikke indstilles et større Antal end for Eksempel een eller to, og i disse Tilfælde maa Ministerens Valg selvfølgelig være begrænset til dette Antal.
    Disse Bemærkninger gælder rent umiddelbart for Besættelse for By- og Herredsdommerembederne, herunder Københavns Byret. Men da der maa være en vis Ensartethed, forekommer det mig, at det samme maa gælde for de kollegiale Retter, idet Raadet dog, naar det drejer sig om en saadan, forinden sin Indstilling bør høre vedkommende Rets Præsident, med mindre man vil anse Retten tilstrækkeligt dækket i saa Henseende gennem den eller de Repræsentanter, som vedkommende Ret har i Dommerraadet. For Byrettens og Landsretternes Vedkommende vilde det efter min Mening være tilstrækkeligt, om der til Justitsministeren af Raadet blev indstillet to Ansøgere, medens der til Højesteret samt til Stillingerne som Præsident for Københavns Byret eller for en af Landsretterne eller som Præsident eller Vicepræsident i Sø- og Handelsretten kun burde blive Tale om Indstilling af een Ansøger, for Højesterets Vedkommende den, som Retten havde givet sin Tilslutning. I de allerfleste Tilfælde vil der til disse Stillinger — selv om de nu opslaas ledige — kun være een Ansøger.
    Om Raadets og Nævnets Virksomhed og Forretningsgang maa der nødvendigvis gives forskellige instruktoriske Bestemmelser. Jeg mener ikke, at der i saa Henseende er Brug for mere, end hvad der godt kan fastsættes i nogle faa Paragraffer i Retsplejeloven. Foretrækker man imidlertid en særskilt Vedtægt, maa denne formentlig vedtages paa Dommersamfundets første Møde, hvor ogsaa de første Medlemmer til de respektive Organer vælges, hvorefter det vedtagne maa indsendes til Justitsministeren, for at denne kan søge kongelig Konfirmation paa Vedtægten.
    Med et Apparat som det anførte er der selvfølgelig forbundet forskellige Udgifter. Sagførersamfundet bærer selv sine Udgifter gennem dets Aarskontingent, som enhver praktiserende Sagfører skal betale. Der er jo den Forskel mellem Dommere og Sagførere, at den sidstnævnte driver Forretning og benytter sit Medlemskab til derpaa at tjene Penge, hvad den førstnævnte ikke gør, og det vil derfor være rimeligt, at Udgifterne betales af Statskassen, saaledes at Udlæget sker over vedkommende Dommeres

OM DOMSTOLENES UAFHÆNGIGHED 179Kontorhold, for de kollegiale Retters Vedkommende gennem Justitskontoret.
    Sluttelig skal jeg om min Behandling af det paagældende Spørgsmaal bemærke, at hvad jeg har anført er en ren og skær Skitse, en Ramme for mine Tanker, og der er intet som helst endeligt sagt angaaende Navnet paa Dommersamfundets executive Organer eller Antallet af disses Medlemmer m. m.
    Herefter gaar jeg over til en Omtale af det andet af mig anførte Emne, nemlig Domsmagtens Adgang til overfor den lovgivende Magt at forhandle om sine Kaar og Vilkaar, herunder Standens lønningsmæssige Placering og Aflønning.
    Man kan vist herom sige, at vi i Øjeblikket i denne Henseende er stillet saa ringe, som overhovedet tænkeligt. Vi har overhovedet ingen Selvstændighed, men er af Finansministeriet puttet ind i en Organisation, der kaldes for Samraadet, og da hele Dommerstanden kun bestaar af godt 200 Personer, siger det sig selv, at vi aldeles drukner indenfor en saadan Organisation, og hvad nytter det saa, at vi ifølge Grundloven er en selvstændig Statsmyndighed?
    Domstolene bør som selvstændig Statsmagt ifølge Grundloven have sin særlige Lønningslov. Folketinget har sine Forhold ordnet ved særlig Lov, og da ogsaa Administration og Domstole ifølge Grundloven er adskilt, synes det rent logisk at maatte blive Resultatet, at de ogsaa har hver sin Lønningslov.
    Domstolene maa endvidere have Krav paa at have en direkte Kontakt med Folketinget i lønningsmæssig Henseende, saaledes at Domstolene ikke, naar man har Ønsker, skal staa med Hatten i Haanden overfor Administrationen og bede om, at denne allernaadigst vil laane os Øre og saaledes, at det ganske afhænger af Administrationens Forgodtbefindende, om vore Krav bliver befordret videre til Folketinget til endelig Afgørelse.
    Paa dette Omraade er Norge kommet et omend meget lille Hestehoved forud for os. Den 1. Juni 1962 henvendte den norske Højesteret ved sin Justitiarius sig til Stortingets Præsidentskab med et Ønske om, at Højesteretsdommernes Lønninger fastsættes ved særlig Vedtagelse i Stortinget, og ikke sammen med de sædvanlige Lønrevisioner for Statens Embeds- og Tjenestemænd. Denne Skrivelse førte til en Henvendelse af 2. Juni 1962 fra Stortingets Præsidentskab til Stortinget, hvori det blandt andet siges, at i 1955 blev Stillingerne som Statsminister og Statsraad taget

180 HARALD PETERSENud af Lønningsregulativet og overladt til direkte Indstilling til Stortinget fra dettes Præsidentskab, og Præsidentskabet har nu eenstemmigt fundet det rigtigst, at ogsaa Højesteretsdommernes Lønninger fremtidig fremmes overfor Stortinget paa samme Maade som for Regeringens Medlemmer og for Stortingsrepræsentanterne.
    Hvis vi herhjemme skulde have en tilsvarende Ordning, burde den formentlig gennemføres paa den Maade, at der indenfor Folketinget nedsattes et permanent Udvalg til Behandling af Domstolenes Forhold, til hvilket Dommerstanden ved sin foran anførte Styrelse kunde rette sine Henvendelser. Hvor meget der vilde blive opnaaet herved i Realiteter, er selvfølgelig et andet Spørgsmaal, idet jeg gaar ud fra, at det omtalte permanente Folketingsudvalg, naar der fremkom Henvendelser fra Domstolsorganisationernes Side, vilde tage Samraad med Finansministeren, og denne vilde igen forhandle med sine Embedsmænd og med Lønningsraadet for at høre disses Meninger. Man vilde imidlertid opnaa det, at vi var sikre paa, at vore Henvendelser kom Folketinget for Øre, og ikke blot, som det sker nutildags, bliver henlagt i Justitsministeriet eller i næste Instans i Finansministeriet, uden at Folketinget hører det mindste til de fremsatte Ønsker. Vi vilde da vide, at vore Krav er blevet forelagt for Lovgivningsmagten, og naar Kravene ikke har kunnet imødekommes, er det Lovgivningsmagten, der har haft det endelige Ord og ikke Administrationen. I den Tid, hvor jeg har siddet som Formand for Dommerforeningen, og har været med til at formulere vore Ønsker, har jeg i hvert Fald en Gang oplevet, at et Folketingsudvalg var blevet gjort bekendt med, at der om et af de Spørgsmaal, der blev behandlet af Udvalget, forelaa en Indstilling fra Dommerside, hvilken Indstilling imidlertid var blevet tilbageholdt af Finansministeren, fordi den aabenbart ikke har passet med hans Cirkler. Udvalget anmodede Finansministeriet om at faa tilsendt den paagældende Indstilling, og da Udvalget fik den, fulgte Udvalget Dommerforeningens Indstilling i enhver Henseende. Jeg skal tilføje, at det er mig aldeles ubekendt, hvorledes Udvalget var blevet bekendt med Eksistensen af den tilbageholdte Indstilling. Der blev i hvert Fald ikke begaaet Indiscretioner fra Foreningens eller dennes Bestyrelses Side.
    Som jeg sagde før, er det kun et meget lille Hestehoved, at Norge er forud for os. Jeg mener hermed, at hvis vi hos os skal

OM DOMSTOLENES UAFHÆNGIGHED 181have indført en tilsvarende Ordning, saa bør den ikke blot ske for Højesterets Kreds. At gøre det for Højesteret alene er at bygge paa en Fiktion om, at naar Højesteret er frigjort, saa er dermed hele Domstolekredsen fri og uafhængig. Den er dernæst i allerhøjeste Grad udemokratisk. Med dette sidste mener jeg, at der for Højesteret — jeg taler i det væsentlige alene om Civilretsplejen — kommer kun de største Sager, altsaa Sager fra Rigmænd, Skibsrederier, store Forsikringsselskaber og andre store Aktieselskaber. Den lille Mand naar som Regel ikke længere end til første Instans; det vil sige By- og Herredsretten, hvorfra han har Muligheden for Appel til Landsretten. Højesteret er han normalt afskaaret fra, og undersøger man Antallet af de Sager, der bliver behandlet ved By- och Herredsret, og sammenlægger man de enkelte Sagers Beløb, vil man se, at By- och Herredsretterne behandler Sager, der baade i Tal og i Vægt langt overstiger Værdien af de Sager, der behandles ved Landsret og Højesteret. Der behandles for Eksempel i den Retskreds, som jeg har Ansvaret for, aarligt cirka 6.000 Gældssager, og sætter man gennemsnitlig Værdien i hver Sag blot til 500 Kr., vil det sige, at disse Sager tilsammen har en Vægt paa 3 Mill. Kroner, og gør man op for det samlede Land, maa man nødvendigvis komme til endog meget store Beløb, der afgøres af By- och Herredsret (herunder naturligvis medregnet Københavns Byret).
    Almindelige demokratiske Synspunkter maa derfor føre til, at den lønningsmæssige Beskyttelse af Dommerne ikke som i Norge bør begrænses til Rigets Højesteret, men ogsaa og langt snarere maa udstrækkes til Landsretterne og til By- og Herredsretterne, hvis man virkelig tilsigter at give Domstolene Selvstændighed og dermed sikkerhed i Sindet for den lille Mand, der ser sine Rettigheder beskyttet igennem Domstolene.
    Naar jeg som Afslutning paa dette Foredrag skal karakterisere de Tilstande, der siden Grundloven af 1849 har været med Hensyn til Dommerudnævnelser og Forflyttelser, vil jeg karakterisere Perioden indtil for ganske nylig, herunder altsaa den korte Periode, i hvilken jeg havde den Ære at fungere som Justitsminister, som den rene Enevælde fra Justitsministerens (Justitsministeriets) Side, ganske som paa højsalig Kong Frederik den VI's Tid. Derefter er man for ikke ret længe siden naaet til de Tilstande, der herskede inden for de politiske Forhold paa Kong Christian den VIII's Tid, hvor man fik indført de raadgivende

182 HARALD PETERSENProvinsialstænder, alias vore Retspræsidenter, der nu faar Lejlighed til at ytre sig, men hvis Ytringer ikke efterleves, hvis de ikke stemmer overens med Ministerens egen Opfattelse, saaledes som man fornylig har set det. Det Forslag, som jeg har gjort mig til Talsmand for, vil jeg karakterisere som Indførelse af en fri Forfatning efter demokratiske Principer, hvorved Domstolene endelig opnaar den Selvstændighed og virkelige Uafhængighed af Administrationen, som utvivlsomt er Hensigten med § 2 i Grundloven af 1849 og de senere dertil svarende Bestemmelser i de yngre Grundlove, herunder § 3 i Grundloven af 1953.
    Som det fremgaar af den foranstaaende Gennemgang af Tilstanden i andre Lande ses det, at Norge og Danmark efterhaanden næsten er de eneste blandt de saakaldte Retsstater i Europa, som ikke har indført en hel eller delvis Frigørelse af Domstolene. Der bør derfor snarest ske noget, men man bør ikke indføre et System med et Præsidentvælde og med Udelukkelse af de øvrige Dommere, heriblandt navnlig af By- og Herredsdommerne, der i Virkeligheden er Grundstammen i vort Domstolssystem. Det vilde være urigtigt, uretfærdigt og lidet stemmende med dansk Opfattelse, om de skulde udelukkes. Det er dem, der i det væsentlige finder frem til de senere Aspiranter til Dommerstillingerne, det er dem, der opdrager Aspiranterne. Det er de gode nok til, og det vilde derfor være ganske uforstaaeligt, om de skulde udelukkes fra Deltagelse i den endelige Udvælgelse.