De islandske håndskrifter

 

Det vil formentlig også af den svenske dagspresse være fremgået, at det i de senere år har givet anledning til stor uenighed og debat i Danmark, at den danske regering agtede at udlevere nogle såkaldte islandske håndskrifter til Island. Udover nogle håndskrifter, der beror i det kongelige bibliotek, drejer det sig om skønsmæssigt ca. 1 700 håndskrifter, ca. 1 350 diplomer (dokumenter eller aktstykker af retligt indhold) og ca. 6 000 diplomafskrifter, tilhørende et legat Arne Magnussens Legat (Den arnamagnæanske Stiftelse), der er knyttet til Københavns universitet. Spørgsmålet omlovligheden af den del af udleveringen, der omfatter håndskrifter, der tilhører det nævnte legat, blev i foråret 1965 indbragt for domstolene og har nu fundet sin afgørelse — dog sandsynligvis kun en foreløbig — ved Højesterets dom af 17/11 1966. Den påtænkte udlevering angår en meget stor del (for håndskrifternes vedkommende ca. to trediedele) af de håndskrifter og øvrige arkivalier, der blev indsamlet af legatets stifter islændingen geheimearkivsekretær og professor ved Københavns universitet Arne Magnussen særlig under hans ophold i Island i årene 1702—1712, hvor han havde den opgave som kongelig landkommissær at optage en jordebog og afgive betænkning over landets almindelige tilstand. Baggrunden for retssagen var, at der som resultat af mange års forhandlinger mellem den danske og den islandske regering var blevet truffet aftale om overførelse af de pågældende håndskrifter til Island til forvaring og forvaltning af Islands universitet, og at denne aftale blev ført ud i livet ved lov nr. 194 af 26/5 1965 om ændring i fundats af 18/1 1760 for Arne Magnussens Legat (Den arnamagnæanske Stiftelse) og ved underskrift af en endnu ikke ratificeret traktat mellem Danmark og Island om spørgsmålet. Den ved loven gennemførte fundatsændring gik ud på, at der — som det udtrykkes i loven — skulle foretages »en deling af stiftelsen i to afdelinger derved, at de af legatets håndskrifter og arkivalier, der må anses for islandsk kultureje, overgives til Islands universitet for at forvares og forvaltes der i overensstemmelse med fundatsens regler». Endelig afgørelse af, hvilke håndskrifter og arkivalier, der i henhold hertil skal overgives til Islands universitet, skal træffes af den danske statsminister efter forhandling med den danske og islandske undervisningsminister. I traktaten bestemmes det bl. a., at de udleverede håndskrifter og arkivalier med tilhørende kapital skal udgøre »Den arnamagnæanske Stiftelse i Island», og at der ved aftale mellem de to landes undervisningsministre skal fastsættes regler om gensidig adgang for stiftelsens to afdelinger til lån af håndskrifter til brug for den videnskabelige forskning.
    Efter vedtagelsen af loven af 26/5 1965 anlagde stiftelsen, der hele tiden havde protesteret mod den påtænkte udlevering, sag ved østre landsret i København mod undervisningsministeriet med påstand om, at ministeriet skulle anerkende, at loven var ugyldig, for så vidt angår bestemmelserne om deling af stiftelsen i to afdelinger og om samtidig overførsel af en pas-

 

sende del af legatets kapital til Islands universitet. Til støtte for påstanden blev det anført, at Arne Magnussens Legat er en selvejende institution, der har en efter grundlovens § 73 beskyttet ejendomsret til håndskrifterne, arkivalierne og legatkapitalen, og at den overgivelse af håndskrifter m.v., der ifølge loven skal ske til Islands universitet, selv om der efter loven formelt kun er tale om en deling af stiftelsen, må betragtes som en tvangsmæssig ejendomsafståelse af den i grundlovens § 73 omhandlede beskaffenhed. Efter stiftelsens mening måtte loven herefter være ugyldig, dels fordi lovforslaget i folketinget var blevet forelagt og behandlet ud fra den antagelse, at der ikke var tale om ekspropriation, hvorfor tinget ikke havde haft lejlighed til at tage stilling til, om betingelserne efter § 73 var opfyldt, altså til, om afståelsen var krævet af almenvellet, og til erstatningsspørgsmålet, dels fordi almenvellet faktisk ikke krævede afståelsen, og fordi loven ikke indeholdt nogen erstatningsbestemmelse. Over for stiftelsens påstand påstod undervisningsministeriet frifindelse og anførte til støtte herfor i første række, at der ikke var tale om lovgivning af den i grundlovens § 73 nævnte art. Efter legatets oprindelse, struktur og historie drejede det sig nemlig efter ministeriets opfattelse ikke om en almindelig stiftelse, men i virkeligheden om en statsinstitution, hvis midler tilhører Københavns universitet og følgelig er statsejendom. Stiftelsen hører derfor ikke til de efter § 73 beskyttede retssubjekter. Heller ikke stiftelsens ret over dens midler, der alene er en ret til at forvalte dem på en ganske bestemt og begrænset måde, er af en sådan art, at den er beskyttet efter § 73. Der er endvidere kun tale om en deling af stiftelsens midler, således at den del af dem, der overgives til Island, fortsat skal forvaltes i overensstemmelse med fundatsens regler, og den ved loven gennemførte ordning kan derfor ikke karakteriseres som en afståelse i den i § 73 omhandlede forstand. I anden række blev det af undervisningsministeriet gjort gældende, at det — hvis man uanset det anførte måtte nå til det resultat, at der foreligger ekspropriation — må fastslås, at betingelserne for en sådan er opfyldt. Der er således intet grundlag for at tilsidesætte lovgivningsmagtens skøn med hensyn til almenvellets krav, idet dette skøn utvivlsomt er truffet ud fra saglige, samfundsmæssige hensyn, og spørgsmålet om erstatning er uden betydning i denne sag, hvor det er klart, at stiftelsen ikke lider noget økonomisk tab. Efter bemærkningerne til lovforslaget og efter debatten i folketinget er der heller ikke nogen tvivl om, at det har stået tingets medlemmer klart, at lovforslaget muligvis indebar en ekspropriation.
    Ved østre landsrets dom af 5/5 1966 blev undervisningsministeriet frifundet. Det blev ved dommen lagt til grund, at håndskrifterne tilhører stiftelsen, og at denne uanset den nære tilknytning til Københavns universitet er en selvejende institution oprettet i henhold til en privatretlig viljeserklæring. Det udtales herefter i dommen: »Uanset at den ved lovens § 1, stk. 1, trufne ordning har form af en deling af stiftelsen i to afdelinger, som begge skal forvares og forvaltes i overensstemmelse med fundatsens regler, findes udleveringen imod stiftelsens protest til Islands universitet af en del af håndskrifterne og en del af stiftelsens kapital i sig selv at måtte betegnes som en tvangsmæssig afståelse. Stiftelsens rettigheder over effekterne findes imidlertid at være i udpræget grad afvigende fra de ejendomsrettigheder, som efter grundlovens § 73 klart er beskyttet imod ekspropriation. Retten må herved navnlig lægge vægt på de væsentlige be-

 

grænsninger, stiftelsens råden over midlerne er undergivet som følge af, at formålet med oprettelsen af stiftelsen ikke har været at tjene individuelle interesser, men udelukkende at bevare håndskrifterne med henblik på deres udforskning og offentliggørelse, et formål der uanset den trufne ordning fortsat kan opnås. Ved afgørelsen af, om stiftelsen bør tåle afståelsen af en del af håndskrifterne, finder retten også at måtte tillægge det betydning, at Arne Magnussen som geheimearkivsekretær og professor ved Københavns universitet og som udsendt som kongelig landkommissær har indtaget en stilling, der gav ham store muligheder for at komme i forbindelse med personer, der var villige til at overlade ham deres håndskrifter, og at fundatsens bestemmelser blandt andet om, at islandske stipendiater og håndskrivere skal forske og afskrive håndskrifterne, tyder på, at stifterne, såvidt det var muligt, har ønsket at varetage islandske interesser.» På baggrund heraf slutter præmisserne med at fastslå, at det ved loven skete indgreb i stiftelsen under hensyn til de således foreliggende ganske særlige omstændigheder ikke findes omfattet af grundlovens § 73, stk. 1.
    Ved Højesterets dom af 17/11 1966 blev denne afgørelse enstemmigt stadfæstet. I sagens pådømmelse deltog 13 dommere, der med hensyn til begrundelsen for stadfæstelsen delte sig i et flertal på 8 og et mindretal på 5. Der var enighed mellem flertal og mindretal om, at stiftelsen ikke er en statsinstitution, men en selvstændig stiftelse (eller selvejende institution), og om, at dens rettigheder er af en sådan art, at de må anses beskyttet efter grundlovens § 73. Der var derimod uenighed om, hvorvidt lovens ordning af stiftelsens fremtidige forhold måtte karakteriseres som en af § 73 omfattet tvangsmæssig afståelse eller ej. Flertallet, der fandt, at dette var tilfældet uanset den anvendte udformning, begrundede herefter stadfæstelsen med, at betingelserne i § 73 for lovens gyldighed var opfyldt. Efter de foreliggende oplysninger om lovforslagets behandling i folketinget måtte forslaget nemlig anses i det hele at være blevet behandlet og vedtaget også med den mulighed for øje, at loven måtte anses som en ekspropriationslov. Der fandtes endvidere ikke at være grundlag for at antage, at lovens gennemførelse ikke var begrundet i hensyn til almenvellet, og endelig fandtes den omstændighed, at der ikke i loven er optaget nogen bestemmelse om erstatning, ikke at kunne medføre dens ugyldighed. Flertallets præmisser slutter således: »Der findes herefter ikke i det af appellanten anførte at være grundlag for at anse loven for ugyldig. Efter de nedlagte påstande kan spørgsmålet om stiftelsens eventuelle erstatningskrav ikke tages under påkendelse, men der findes dog efter den førte procedure at være anledning til at bemærke, at det under sagen fremkomne ikke har givet holdepunkter for at antage, at stiftelsen vil lide tab af en art, som kan begrunde erstatningskrav.» Mindretallet, der fandt sin begrundelse for stadfæstelsen i, at den ved loven bestemte ordning af stiftelsens forhold efter det foreliggende ikke kunne anses som en afståelse efter grundlovens § 73, formulerer i præmisserne dette standpunkt således: »De håndskrifter og arkivalier, som efter loven skal overføres til Island, stammer derfra og er af Arne Magnussen, der var islænding, erhvervet derfra på et tidspunkt, da Island var en del af det danske rige og ikke frembød mulighed for en betryggende opbevaring og forvaltning. Når henses til, at samlingerne i henhold til traktat fremdeles — som henlagt under Islands universitet — skal tjene det i fundatsen angivne formål, findes den ved loven be-

 

stemte ordning, uanset at den betyder en væsentlig ændring af stiftelsens forhold, ikke at være en af grundlovens § 73 omfattet afståelse, og den findes således, også uden bestyrelsens samtykke, gyldigt at være gennemført ved almindelig lov».
    Situationen efter Højesterets dom er altså den, at det er fastslået, at Den arnamagnæanske Stiftelse i henseende til de pågældende håndskrifter m.v. nyder beskyttelse efter grundlovens § 73, og at den ved loven af 26/5 1965 gyldigt gennemførte ordning af stiftelsens fremtidige forhold indebærer en tvangsmæssig afståelse af de omhandlede håndskrifter. Spørgsmålet om erstatning for den herved foretagne ekspropriation er derimod kun afgjort på den måde, at det er fastslået, at selve den omstændighed, at loven ikke indeholder nogen erstatningsbestemmelse, ikke medfører, at loven er ugyldig. Efter hvad der er oplyst i den danske dagspresse, indtager stiftelsens bestyrelse på denne baggrund nu det standpunkt, at man kun vil udlevere håndskrifterne, såfremt der samtidig betales fuld erstatning for dem. Der er herefter meget, der tyder på, at en ny retssag bliver nødvendig. Sagen vil sandsynligvis få form af et anerkendelsessøgsmål rejst af undervisningsministeriet mod stiftelsen med påstand om, at denne skal anerkende, at håndskrifternes udlevering ikke kan begrunde noget erstatningskrav fra stiftelsen.

Henning Krog