LENNART PÅLSSON. Haltande äktenskap och skilsmässa. Lund 1966. Norstedts. Akad. avh. XVII + 623 s. Kr. 65,00.

 

I. Emnet
1. Gretna Green er en lille by i Skotland ved grænsen til England, hvor unge par i gamle dage kunne blive gift. Det var smeden, der forrettede vielserne. I modsætning til engelsk ret krævede skotsk ret ikke forældrenes sam-

 

tykke til giftermålet, og de unge par, som ikke kunne få forældrenes tilladelse til at indgå ægteskab, flygtede til Gretna Green, hvor de blev smedet i Hymens lænker.
    I dag er den lille danske købstad Tønder Gretna Green. Italienske og spanske gæstearbejdere, der ikke kan blive gift i Tyskland med deres tyske kærester, rejser til Danmark til grænsebyen Tønder og bliver gift. I modsætning til tysk ret kræver dansk ret ikke noget »Ehefähigkeitszeugnis» fra parternes hjemland. Myndighederne i Tønder vier dem i reglen, hvis betingelserne i dansk ret er opfyldt. De undersøger ikke engang, om ægteskabsbetingelserne i Tyskland, hvor parterne bor, er opfyldt.
    I en henseende er der dog forskel på vielserne i Gretna Green i gamledage og vielserne i Tønder i dag. Gretna Green-vielserne blev anset for gyldige i England, hvor parret boede, medens det er usikkert, om Tøndervielserne vil blive godkendt som gyldige i Tyskland, hvor italieneren og hans forlovede er bosat.
    Problemet om Tønder-vielserne er dog kun en lille udløber af det langt alvorligere problem om de haltende ægteskaber og skilsmisser, der er fulgt med den nye folkevandring i Europa, med de mange »gæstearbejdere» fra Italien, Spanien og andre katolske lande, der er flyttet til Tyskland, Sverige og andre vesteuropæiske lande for at få arbejde. Det er dette problem, som Lennart Pålsson behandler i sin bog om »Haltande äktenskap och skilsmässor», som for nylig er blevet forsvaret som disputats i Lund.
    At et ægteskab og at en skilsmisse halter vil sige, at de anerkendes som gyldige i et land, men ikke anerkendes som gyldige i et andet land.
    En haltende skilsmisse bliver til på den måde:
    Signor Neri fra Italien er som ugift rejst til Tyskland som »Gastarbeiter». Her træffer han Fräulein Schultze, og de bliver gift. Ægteparret kan imidlertid ikke sammen, og ægteskabet går i stykker. Frau Neri går til domstolene og får skilsmisse. Hun har bevaret sit tyske statsborgerskab under ægteskabet, og en tysk kvinde kan ved tyske domstole få skilsmisse efter tyske regler, se den tyske »Einführungsgesetz zum bürgerlichen Gesetzbuch» (EGBGB) art. 17, stk. 3. Dette er en undtagelse fra hovedreglen i EGBGB, art. 17. stk. 1, om, at det er loven i det land, hvor manden er statsborger, der bestemmer, om og på hvilke vilkår ægtefæller kan blive skilt.
    Nu er Frau og Herr Neri skilt i Tyskland. I Italien er Signor Neri imidlertid stadig gift. Italiensk ret kender ikke skilsmisser. Neri er altså skilt i Tyskland, men gift i Italien; hans skilsmisse halter.
    Et haltende ægteskab bliver til på denne måde:
    Nogen tid efter træffer Herr Neri Fräulein Müller. De vil giftes, men kan ikke blive det i Tyskland. På dette område har tyskerne en efter vor opfattelse urimelig regel. Herr Neri må finde sig i at blive skilt i Tyskland efter tysk ret, men kan han ikke blive gift igen i Tyskland. Her gælder nemlig italiensk ret, fordi Herr Neri er italiensk statsborger, se EGBGB,art. 13, stk. 1. Han skal som italiensk statsborger fremskaffe et bevis på, at der efter italiensk ret ikke er nogen hindring for hans ægteskab, et såkaldt »Ehefähigkeitszeugnis». Det kan han ikke, thi efter hans hjemlands ret er der den hindring, at han stadig er gift.
    Den spanske Señor Gonzales har det endnu værre. Han er ugift, da han i Tyskland træffer sin Frau Becker. Hun er den eneste kvinde i hans liv, men han må ikke få hende, fordi hun er fraskilt. En spanier må ikke gifte

 

sig med en person, der er fraskilt. Spanien anerkender heller ikke skilsmisser og forbyder spanske borgere at gifte sig med fraskilte personer, og det respekterer de tyske myndigheder.
    Men signor Neri og Señor Gonzales kan blive gift i Tønder, og da opstår der to haltende ægteskaber. I deres hjemlande, Italien og Spanien, er deres nye ægteskaber ugyldige, i Danmark er de gyldige. I Tyskland, hvor de bor og sandsynligvis vil blive boende, så længe de kan få arbejde, er det som nævnt uvist, om deres ægteskaber vil blive anerkendt.
    2. Problemet om de haltende ægteskaber rummer et af de vanskelige internationalprivatretlige spørgsmål, det præjudicielle spørgsmål, eller somcdet med et tysk låneord kaldes, Vorfrage-problemet.
    Det skal prøves, om en person kan blive gift. Om han kan blive gift er hovedspørgsmålet. En betingelse for at kunne blive gift er det, at man ikke er gift i forvejen. Hvis en person har været gift, opstår det præjudicielle spørgsmål, om hans tidligere ægteskab er gyldigt opløst.
    Et andet præjudicielt spørgsmål foreligger, når en person, der er gift, vil skilles. Det forudsætter præjudicielt, at han eller hun er lovlig gift. Mankan ikke skille en person, der ikke er gift. Det præjudicielle spørgsmål frembyder vanskeligheder i de sager, hvor hovedspørgsmålet — kan N.N.blive gift? — skal afgøres af fremmede retsregler. I Sverige skal, hvis NN er italiensk statsborger, hovedspørgsmålet i almindelighed afgøres efter italiensk ret, se svensk lov af 8. juli 1904 om visse internationale retsforholdved rørende ægteskab m.m. 3 kap. 2 § 1 st. Der opstår nu det problem, om det præjudicielle spørgsmål — er N.N's tidligere ægteskab gyldigt opløst? — skal afgøres efter de svenske kollisionsnormer for dette spørgsmål eller af de italienske kollisionsnormer.
    Lad os tage et andet eksempel:
    Den italienske gæstearbejder signor Rossis første hustru, der er svensk statsborger, har fået skilsmisse fra Rossi i Sverige efter svenske regler. Rossi træffer nu en anden svensk pige, og de vil giftes. Efter svensk international privatret skal hans evne til at indgå ægteskab bedømmes efter italiensk ret. Italienerne anerkender ikke den svenske dom. Efter italiensk ret kan en italiensk statsborger ikke blive skilt, og domme, der skiller ægtefællerne, er — som nævnt — uden virkning i Italien. Den svenske vielsesmyndighed står nu overfor følgende problem. Skal vi ved afgørelsen af det præjudicielle spørgsmål: Er Signor Rossi gift eller skilt? anvende svensk international privatret eller italiensk international privatret? Skal vi anvende vor egen, d. v. s. forumlandets internationale privatret, er skilsmissen, som vi anerkender, gyldig, og Neri kan gifte sig igen. Dette er en lex fori-løsning af det præjudicielle spørgsmål. Anvender vi italiensk ret, som iøvrigt gælder for spørgsmålet om Rossis evne til at gifte sig, på det præjudicielle spørgsmål, om Neri er skilt, er Neri afskåret fra at gifte sig igen i Sverige. En sådan anvendelse af kollisionsnormerne i den iøvrigt gældende lov (lex causae), som her er italiensk ret, er en lex causae-løsning.
    Rossis skilsmisse anerkendes i Sverige, men ikke i Italien. Derfor halter den. Det er et af afhandlingens problemer, om man skal tillade Rossi at indgå et haltende ægteskab. Giver svenskerne ham lov til at gifte sig, børde samtidig advare ham imod at rejse til Italien på sin bryllupsrejse. Doktoranden har s. 433 skildret, hvad der kan ske: Parret kommer ikke til at promenere i Roms gader, idet manden kan havne i Carcere Giudiziario

 

Regina Caeli, som er et »Luogo del dolore», et fængsel. Han bliver straffet for bigami.
    3. Haltende skilsmisser opstår hyppigt, fordi retten i en række katolske lande, f. eks. spansk og italiensk ret, ikke tillader skilsmisse.
    Haltende ægteskaber kan opstå, fordi de nævnte lande ikke tillader skilsmisse og derfor heller ikke omgifte, men også som folge af formregler. Græsk og spansk ret kræver, at deres egne statsborgere, der tilhører den katolske statskirke, skal giftes i kirkerne i religiøs form. Dette gælder også, hvor de pågældende giftes udenlands. Tysk ret kræver borgerlig vielse.Det er den og alene den, som har gyldighed, når vielsen sker i Tyskland. En græker, som gifter sig i borgerlig form i Tyskland, bliver gyldigt gift iTyskland, men hans ægteskab er ugyldigt i Grækenland. Det halter. En græker, som før 1964 blev gift i Tyskland af en græsk ortodoks præst, har indgået et ægteskab, som er gyldigt i Grækenland, men er ugyldigt (eine Nichtehe) i Tyskland. Det halter også.

    4. Det præjudicielle spørgsmål er gennem hele bogen: Er parterne gifte eller skilte? Hovedspørgsmålet kan derimod veksle: Kan parterne blive skilt? Kan hustruen fordre underhold af manden? Får hun mandens navn? Indtræder der formuefællesskab? Bliver børnene ægte? Får hustruen arveret? o. s. v. Hvert hovedspørgsmål har et kapitel i bogens specielle del.
    5. Den, der skal vælge og afgrænse et emne for en akademisk afhandling, har store vanskeligheder. Nogle vælger deres emne udfra juridisksystematiske kriterier. Afhandlinger om »Ordre Public og territorialitet» og om »Det præjudicielle spørgsmål i den internationale privatret» er valgt ud fra disse synspunkter. Andre vælger det efter de sociale sammenhæng. Afhandlinger om »De forenede Nationers Styrker i Krig og Fred» og »Det europæiske Kul- og Stålfællesskab» skulle være eksempler på afhandlinger, valgt ud fra dette kriterium. Hver måde at gribe opgaven an på kan være lige vanskelig, lige heldig og lige uheldig.
    Lennart Pålsson er gået frem efter begge metoder. Titlen tyder på et emnevalg, der er foretaget efter de sociale sammenhæng. De haltende ægteskaber og skilsmisser er et vigtigt socialt problem i verden i dag. Men samtidig er det kun det præjudicielle spørgsmål og nogle få juridisk/tekniske problemer i tilknytning til det præjudicielle spørgsmål, som behandles. Andre problemer omkring de haltende ægteskaber, f. eks. problemet om anerkendelse af fremmede skilsmissedomme, er ikke medtaget i afhandlingen. Problemerne om behørig domstol og behørig vielsesmyndighed er heller ikke indgående behandlet. De afsnit, som findes om behørig domstol på side 208 ff og 257 ff, er mest skildringer af ældre engelsk, fransk og belgisk ret, og de er uden større interesse.
    Denne forening af de to måder at vælge emne på er efter min opfattelse heldig. De spørgsmål, som Pålsson har måttet lade ligge, kan han selv tage op senere, eller en anden kan tage dem op. Vi savner her i Norden en komparativ fremstilling om anerkendelse af fremmede skilsmissedomme.

 

II. Forfatterens hovedtese: Lex fori-losningen
Hvilke argumenter kan nu anføres for de to løsninger af det præjudicielle spørgsmål, lex causae-løsningen og lex fori-losningen?

 

    A. Lex causae-tilhængerne — W. Wengler, G. Melchior, P. Lagarde og H. Eek — påviser, at en lex causae-løsning hyppigst fører til en enhedsbedømmelse og til et enhedsstatut.
    Spørgsmålet kan bedst illustreres ved et eksempel hentet fra tysk international privatret.
    For tysk domstol foreligger spørgsmålet, om et barn, født af græske forældre, er ægtefødt.
    Foraldrene er gift i Tyskland før 1964 i religiøs form. Ifølge græsk ret skal grækere, også de, der bor i udlandet, gifte sig for en græskkatolsk præst. Efter græsk ret foreligger der herefter et gyldigt ægteskab. Hvis de tyske domstole anser græsk ret for anvendelig på det præjudicielle spørgsmål, om forældrene er gift, kommer de til samme resultat som græske domstole. Der bliver enhedsbedømmelse.
    Hvis de tyske domstole afgør det præjudicielle spørgsmål efter tysk ret, er ægteskabet en nullitet og børnene bliver uægte, og det til trods for at græsk ret, som afgør spørgsmålet om børnenes ægthed iøvrigt, anser dem for ægte. Der nås ikke nogen enhedsbedømmelse mellem tyske og græske domstole.
    Det er heller ikke svært at se, at lex causae-løsningen medfører et enhedsstatut. Lader man spørgsmålet, om forældrene er gift, afgøre af den lov, som gælder for de andre spørgsmål om barnets status som ægtefødt, bliver samme lov anvendt på alle betingelserne for, at et barn kan anses som ægtefødt. Lad os antage, at den nationale lov, lex causae, opstiller følgende fire betingelser for et barns ægte fødsel.
    1) Forældrene skal have været gift.
    2) De skal have været gift på konceptionstiden, som efter lex causae er mindst 180 dage før barnets fødsel.
    3) Samlejeformodningen må ikke kunne afkræftes.
    4) Faderskabsformodningen må ikke kunne afkræftes.
    Af disse 4 mere eller mindre retligt kvalificerede omstændigheder vil vi alle lade spørgsmålet om konceptionstid, om samlejeformodning og faderskabsformodning afgøre af lex causae. Der findes ingen kollisionsnorm i lex fori, som siger, at disse spørgsmål skal afgøres af en anden lov end lex causae. Men for spørgsmålet, om forældrene er lovformeligt gift, findes der tilfældigvis en kollisionsnorm i lex fori som i vårt tilfælde fører til tysk ret. Denne omstændighed får nogle forfattere til at foretrække en lex fori-løsning, til her at anvende den kollisionsnorm, som findes i lex fori. Men forudsat at græsk international privatret fører til, at spørgsmålet om ægteskabets gyldighed afgøres af græsk materiel ret, bliver alle fire betingelser afgjort efter græsk ret. Det må være en fordel.
    B. Men Lennart Pålsson hævder, at det præjudicielle spørgsmål skal afgøres af lex fori. Han mener i princippet, at barnet i eksemplet ikke erægte født, fordi forældrene ikke er lovformeligt gift ifølge tysk ret.
    Der kan anføres grunde også for denne løsning.
    Lad os først fastslå, at lex causae-løsningen på ingen måde er mere human imod parterne end lex fori-løsningen.
    Hvis de græske forældre havde giftet sig i Tyskland i tysk borgerlig form, ville en lex causae-løsning have ført til, at børnene blev anset foruægte født, og en lex fori-løsning fører nu til, at børnene bliver anset for ægtefødte.

 

    Begge løsninger er, som de fleste løsninger inden for den internationale privatret, logiske og inhumane i deres logik.
    Lad os se på Lennart Pålssons argumenter for lex fori-løsningen.
    1. Noget af det første, han siger, er følgende (s. 141 ff) :
    Lex causae-løsningen hævdes at føre til en enhedsstatut, d. v. s. at alle hovedspørgsmålets aspekter skal afgøres af samme lov. Lex causae-tilhængerne siger, at det præjudicielle spørgsmål: Er forældrene gift, skal afgøres af kollisionsnormerne i lex causae. Men de kan jo meget vel udpege en anden lov end den, der gælder for hovedspørgsmålets andre aspekter. Eks.: Sagen om et barns ægthed kommer op i et land, som forudsættes at have en kollisionsnorm, hvorefter dette spørgsmål afgøres af loven på faderens domicil ved barnets fødsel. Forældrene var da bosiddende i Tyskland, men var italienske statsborgere, gift i Italien. Efter en lex causae-løsning skal det præjudicielle spørgsmål, om parterne er lovlig gift, afgøres efter de kollisionsnormer, som gælder i parternes domicilland, Tyskland, og de henviser til italiensk ret. Det præjudicielle spørgsmål og de andre problemer, som er afgørende for hovedspørgsmålet, bliver således ikke altid underkastet samme lov ved en lex causae-løsning.
    Forfatteren har ret, men i flertallet af de sager, han selv har nævnt, har legis causae kollisionsnorm henvist til den materielle ret i lex causae. Der bliver, hvis domstolene følger en lex causae-løsning et enhedsstatut i langt flere tilfælde, end hvis de følger en lex fori-løsning, og i en langrække konkrete situationer kan derfor ønsket om et enhedsstatut være et argument for lex causae-løsning.
    Grunden til, at fremmed ret anvendes, er i reglen den, at forholdet har stærkere tilknytning til udlandet end til domslandet; man finder, at retsforholdet hører hjemme i det fremmede milieu og skal bedømmes som andre forhold i dette milieu.
    2. Dernæst imødegår forfatteren argumentet om enhedsbedømmelsen:
    Han indrømmer (s. 148), at lex causae-princippet øger udsigterne til en enhedsbedømmelse. Han siger også (s. 150 nederst), at enhedsbedømmelsen er ønskelig. Men enhedsbedømmelsen kan efter forfatterens opfattelse ikke klare sig overfor et andet hensyn, hensynet til materiel harmoni i domslandet.
    Hvis en »borgmästare» i Sverige har viet to spaniere, ville det være absurd, om manden straks skulle kunne gifte sig igen i Sverige, om hustruens krav på underhold skulle kunne afvises, og om hendes arveret skulle gå tabt, fordi deres første ægteskab er en nullitet i Spanien. Det ægteskab, som er gyldigt i Sverige efter svensk ret, skulle da i alle disse henseender blive uden retsvirkning. Lex causae-princippet, siger forfatteren s. 157, leder til rent absurde resultater, til en juridisk scizofreni.
    Hertil må det dog siges, at lex fori-princippet også kan føre til absurde resultater.
    Lad os tage et eksempel:
    Forældrene til et barn er grækere, som har giftet sig hos en græskkatolskpræst i Tyskland før 1964. Kort efter at det tiende barn er født, dør manden, og hustruen og børnene gør krav på arv. Boet behandles af tysk domstol. Efter græsk ret, som er arvestatut, er ægteskabet gyldigt; efter lex fori, tysk ret, er ægteskabet ugyldigt. Græsk ret giver normalt ikke børn, født udenfor ægteskab nogen arveret. Skulle man her erklære ægteskabet

 

for ugyldigt, med den virkning, at hele mandens formue gik til hans slægtninge, som han, efter at han har bosat sig i Tyskland, helt har tabt forbindelsen med?
    I denne forbindelse vil jeg også kritisere forfatterens måde at argumentere på.
    I den specielle del i afsnittet om børns »äkta börd» spørger han, s. 338, om der da ikke kan anføres argumenter for en lex causae-løsning. I det småttrykte på siden afviser han de almindelige argumenter for en lex causae-løsning: Enhedsstatuttet og enhedsbedømmelsen. De er, siger han, blevet afvist i den almindelige del. Men i den almindelige del, side 162, siger forfatteren, at enhedsbedømmelsen er en faktor, der må tages med i overvejelserne; den fremtræder med forskellig styrke i de forskellige sammenhæng. Bør han da ikke på s. 338 overveje, om ikke de hensyn, der taler for lex fori-løsningen, kan vejes op i de tilfælde, hvor enhedsbedømmelsenog ønsket om at gøre børnene til ægtebørn — favor legitimationis-synspunktet — arbejder sammen? En juridisk afgørelse er altid en afvejelse af forskellige hensyn, hvis vægt varierer stærkt fra sag til sag. Denne afvejelse er derfor vanskeligere på det abstrakte plan end på det konkrete plan. Retspraksis både i Frankrig og andetsteds viser imidlertid en stærk favor legitimationis-tendens i spørgsmål om børns ægte fødsel. Forfatteren burde efter min opfattelse have lyttet til praksis. Han tror for meget på værdien af deabstrakte overvejelser.
    3. Som et af de stærkeste argumenter imod lex causae-princippet nævner Lennart Pålsson s. 159—160, at almenheden ikke kan begribe, at et ægteskab, som i domicillandet, der også er domslandet, anses for gyldigt, nu pludselig, fordi et arvespørgsmål eller spørgsmålet om barnets ægthed foreligger, skal afgøres efter en lov, som erklærer ægteskabet for ugyldigt.

    Jeg tror imidlertid, at borgerne ofte vil have ligeså svært ved at forstå en lex fori-løsning.
    Jeg tror hverken på lex causae-løsningen, eller på lex fori-løsningen som patentløsning; i de fleste tilfælde vil lex fori-løsningen antagelig føre til de mest hensigtsmæssige resultater, men mon ikke en større individualisering end den, Pålsson vil tillade, er nødvendig?
    Hertil kommer en yderligere betragtning:
    Forfatteren anser det for en uheldig ting, at bedømmelsen af samme rets 

forhold i samme land falder forskelligt ud, alt efter som det foreligger for domstolen som hovedspørgsmål eller som præjudicielt spørgsmål. På s. 160 kan man læse om et skrækindjagende eksempel på denne inkonsekvens:
    En græker gifter sig før 1964 efter den græsk-katolske form i Tyskland. Ægteskabet er en nullitet i Tyskland og fuldgyldigt i hans hjemland. Derfødes to børn. Så skifter han nationalitet og bliver tysker, og der fødes igen to børn. De to første børn skulle efter en lex causae-løsning blive ægte, de to sidste uægte. Så hellere, siger forfatteren, følge en lex fori-løsning og gøre dem alle uægte. Forfatteren mener formentlig, at så bliver alle sammen lige slet stillet, og at det er mere konsekvent og derfor bedre.
    Der kan vises et ligeså skrækindjagende eksempel på, hvad lex fori-løsningen kan føre til: Grækeren har giftet sig i Tyskland hos den græskkatolske præst. Han er taget med hustruen tilbage til Grækenland! Her fødes hans børn, og de bliver i Grækenland anset som ægtefødte. Så rejser han tilbage til Tyskland, og da han er en ordentlig mand, søger han dem indskrevet hos »Standesbeamter» som ægte. Det går ikke; nu er de uægte.

 

    Det forfatteren vil, er at skabe intern harmoni. Den nationale scizofreni bør undgås, men den internationale scizofreni, der herved opstår, bekymrer ham ikke så meget. For »allmänheten» er det lige uforståeligt, at den ortodokse pater af myndighederne i Grækenland var anset som den eneste mand, som kunne vie folk, og at han efter opfattelsen i Tyskland helt savnede denne evne.
    4. Det er også svært at følge forfatterens argument, at en lex causae-løsning fører til en forskellig behandling af en persons status før og efter nationalitetsskifte.
    Lad os tage to andre grækere, som før 1964 har giftet sig i religiøs formi Tyskland. Senere får de tysk statsborgerskab. Kort efter dør manden, og spørgsmålet om hustruens arveret efter manden skal da afgøres. Efter en lex causae-løsning ville hustruens arveret efter manden, før han fik tyskstatsborgerskab, være at afgøre efter græsk ret; ægteskabet ville være blevet anset for gyldigt, og hun ville have arvet ham. Efter en lex fori-løsning vil spørgsmålet være at afgøre efter tysk ret og ægteskabet være ugyldigt, og hustruen vil ikke arve manden. Efter at manden har fået tysk statsborgerskab, skulle både en lex fori- og en lex causae-løsning føre til, at hun ingen arv får, thi efter lex fori og efter lex causae, der nu begge er tyskret, er ægteskabet ikke gyldigt. Det er dog ikke sikkert, at en lex causae-løsning fører til dette resultat. Her kan læren om »de velerhvervede rettigheder» gribe ind. Efter at have skiftet nationalitet mister en person ikke uden videre en status, som han eller hun før havde, se Neuhaus, Die Grundbegriffe des internationalen Privatrechts (1962), s. 203 f. Dette må gælde, selv om hun kun havde denne status »præjudicielt».
    5. Til fordel for lex fori-princippet fremhæver Lennart Pålsson, at reglerne skal være overskuelige, at alle virkningerne af et retsforhold skal kunne forudses, når det stiftes.
    Han forudsætter herved, at de pågældende forhold kommer til bedømmelse ved samme lands domstole. Men det gør de som nævnt ikke. Iøvrigt overbetoner han efter min opfattelse hensynet til forudseeligheden. Retten skal tjene borgerne. Det er i familieretlige forhold vigtigere, at dommen kan aksepteres af det, vi kalder retsbevistheden, end at den kan passes ind i et mønster, således at resultatet bliver forudseeligt.
    6. Når enhedsbedømmelsen ikke kan realiseres, siges det endvidere på side 164, skyldes det, at haltende ægteskaber overhovedet kan opstå. Uniformeringsarbejdet landene imellem bør sættes ind på at fjerne årsagerne til ondet og ikke virkningerne.
    Dette er rigtigt, men dommeren må prøve at lappe på systemet og afbøde de værste virkninger af de haltende ægteskaber, så længe reglerne er så dårlige. Man kender de katolske landes ubojelighed i disse spørgsmål. Den er roden til de fleste af de tragedier, vi her står overfor. Forfatteren redegør selv for, hvor kasuistisk mange domstole går til værks, hvor mange specielle hensyn, de tager. De vil gerne undgå den hårdhed, som ofte følger af en for konsekvent holdning. Lennart Pålsson har også ret, at nogle domstole følger de fine principper, og hvad bliver resultatet? En hårdhed, som må vække kritik.
    Forfatteren opstiller næsten undtagelsesfri en lex fori-løsning. Han hylder den kontinentale tro på de hellige principper. Hans tanke er klar, men han græder ikke med de ulykkelige kvinder, der ikke han blive gift, som

 

ingen arv får, og hvis børn bliver anset for uægte. Han synes ikke at anerkende, at den evige konflikt mellem de strenge principper og den konkrete retfærdighed undertiden må ende med sejr for retfærdigheden. Har han ikke set, hvorledes »caritas» og »billighed» undertiden kan få selv gamle forhærdede dommere til at begå juridiske letsindigheder?
    7. Den strenge fastholden til lex fori-princippet kan paradoksalt nok også føre til resultater, der — selv om de fra en kortsigtet betragtning er »menneskelige» — alligevel er uhensigtsmæssige. Man kan efter min mening ikke se bort fra en lex causae-løsning i de tilfælde, hvor sagforholdet har kvalificeret tilknytning til lex causae-landet, navnlig når parterne har domicil i dette land. Man kan nævne et tilfælde, hvor det efter min opfattelse er bydende nødvendigt at gribe til en lex causae-løsning:
    En italiener har giftet sig med en svejtsisk pige, og hun har fået skilsmisse fra ham i Tyskland efter tyske regler. Nu vil han giftes igen med en anden svejtsisk pige. I Svejts kan han ikke blive gift, men det kan han i Tønder og andetsteds i Danmark. Svejtserne vil ikke anerkende en vielse i Danmark, som jo er en omgåelse, både af de regler, der praktiseres i Svejts og i Italien. Ville forfatteren da, hvis han var en dansk myndighed og havde den indsigt i forholdene, som han har, vie denne italiener og hans kæreste nr. 2? Denne vielse ville da alene blive anerkendt i Danmark, hvor parterne aldrig senere ville sætte deres ben. I Svejts og Italien ville den være en nullitet, se om Caliaro-sagen (Bundesgericht 11—11—1954)s. 461 ff.
    8. Et sted, s. 164 ff, er forfatteren selv inde på den tanke, at man undertiden kan følge en lex causae-løsning. Han skriver, at man undertiden netop i valideringsøjemed muligvis må rette sig efter den løsning på det præjudicielle spørgsmål, som både domicillandet og den nationale lov er enige om, men som forumlandet ikke følger. Visse eksempler på rekommendationer af denne art finder man, siger forfatteren i afhandlingens specielle del.¹ Men det viser sig, at forfatteren ikke slutter sig til disse lex causae-løsninger? De er bl. a. Östen Undéns? Det synes som om forfatteren i den specielle del ikke godtager de undtagelser fra lex fori-princippet, som han har næsten lovet at ville give eksempler på i den almindelige del.
    9. En af forfatterens hovedargumenter mod lex causae-princippet er, at det medfører afgrænsningsvanskeligheder. Selv om lex causae-løsningerne fører til hensigtsmæssige resultater i de enkelte tilfælde, må lex causae-reglen dog forkastes, fordi den er så svær at afgrænse.
    Det skal erkendes, at lex fori-reglen er lettere at overskue og afgrænse end lex causae-reglen, men dette er i mine øjne ikke tilstrækkelig grund til helt at afvise lex causae-løsningen. Det overvældende indtryk, en sag gør på en dommer, og den gode dommers dybtfølte trang til at øve retfærdighed, kan ikke affejes med, at de regler, han finder, og som han lægger til grund, giver afgrænsningsvanskeligheder. Det er sjældent, at en domstol, som i en sag opstiller eller godkender en regel, har held til at afgrænse reglen på en sådan måde, at alt i fremtiden er sikkert på det pågældende retsområde. Hvem tør i senere lignende sager vove at sige andetog mere end, at i en sag med netop de fakta blev en løsning, der harmonerer med denne regel, lagt til grund? I en arvesag, hvor et ægteskabs gyl-

 

¹ Forfatteren nævner et tilfælde på s. 495, som der henvises til i note 73, s. 168, og ved note 251 på s. 508 skal der være et andet eksempel. 

dighed skal prøves præjudicielt, spiller mange forhold ind: Parternes gode tro — de anså sig helt sikkert for gift efter deres hjemlands love — hensynet til børnene, der stod faderen nærmere end hans søskende, som han ingen forbindelse havde med, og enkens fortvivlede økonomiske stilling, hvis ægteskabet erklæres for en nullitet. Alle disse forhold gør et stærkere indtryk på dommeren end på den jurist, der skriver en disputats. Forfatteren har i sin fortrinlige redegørelse for praksis ikke kunnet undgå at registrere mange af disse forhold. Men han er upåvirket af disse »ujuridiske» betragtninger. Han vil ikke tage ved lære af dommernes principløshed og rådvildhed.

 

III. Bogens opbygning
Vi begynder med at få begrebet haltende ægteskaber og begrebet haltende skilsmisser forklaret. Vi får at vide, hvilke retsforskelle — materielle såvel som internationalprivatretlige — der fører til haltende ægteskaber.
    Så kommer den almindelige del. Her præsenteres vi for det præjudicielle spørgsmål (Vorfrage-problemet), som er skelettet, der holder fremstillingen sammen. Vorfrage-problemet afgrænses fra renvoi, kvalifikation, opspaltning og substitution, og så er det præsenteret.
    Nu kommer doktrinen: Melchior, Wengler, Raape, Wolff er den tyske doktrin; vi passerer også en række franske forfattere. Fremstillingen er klar, referaterne er korrekte, men nogle af teorierne er underlige. Vi møder en enkelt teori, som er så ejendommelig, at den må nævnes.
    Det er den østrigske professor Schwinds teori. Han udgår fra et eksempel: En britisk soldat, hørende til okkupationsstyrkerne i Østrig gifter sig der i 1948 med en østrigsk kvinde hos en »Marriage Officer» ved den britiske hær. Efter østrigsk ret er ægteskabet en nullitet. Officeren havde ingen kompetence til at forrette vielser. I England er ægteskabet gyldigt, thi efter engelsk ret kunne han foretage vielser. Et barn fødes. Dette barner efter østrigsk ret ikke ægte, thi, siger Schwindt, ægteskabet er ugyldigt. At faderen er brite, og at engelsk ret, som er afgørende for spørgsmålet om barnets ægthed i andre henseender, anser ægteskabet for gyldigt og barnet for ægte, er uden betydning. En lex fori-løsning må foretrækkes i første omgang. Men professor Schwind skal nok vide råd. Hvilken lov regulerer da retsforholdet mellem forældrene og barnet? Efter østrigsk international privatret er dette moderens personalstatut, og hun er i vort tilfælde blevet britisk statsborger ved ægteskabet. Engelsk ret skal da anvendes og anvendes i sin helhed; sagen skal bedømmes som en engelsk domstol ville have gjort det. En engelsk domstol ville have holdt barnet for ægtebarn, thi den ville have anset ægteskabet for gyldigt. Hokus, pokus. Nu er barnet ægte. Hvad professor Schwind har taget fra familien med den ene hånd, har han tryllet tilbage med den anden.
    Det føles underligt at læse om al den teori: Referaterne er særdeles velskrevne, men vi føler os, som var vi i Madame Tussauds Vokskabinet.
    Hvor er praksis? Hvad gør domstolene? Lader de sig påvirke af alt det tænkeri? Det interesserer ikke forfatteren på dette sted. Vi er i den rene teoris urtegård, hvor kun argumenterne og teknikken dyrkes. Efter Schwind og Frankenstein og en række andre forfattere følger Lennart Pålsson. Han står mere på jorden, men også han er belastet med de principielle synspunkter med trang til forudseelighed og konsekvens. Men hvad siger prak-

 

sis? Det får vi ikke at vide endnu. Pålsson vil redegøre for sine synspunkter de lege ferenda uden at have indviet læseren i, hvad praksis gør. Det hele er principper og argumenter.
    Så kommer den specielle del. Vi føres gennem hver af spørgsmålene på samme faste og konsekvente måde som før. Hver af de følgende sonater om et hovedspørgsmål spilles igennem efter samme opbygning. Først et forspil, hvor temaet præsenteres. Dernæst hovedtemaet, Vorfrageproblemet, og dernæst det lille tema om fiktiv anvendelse af fremmed ret. Som de sidste akkorder kommer hans egne vurderinger. Det er dygtigt gjort. Man ved, hvor man er. Spillet er mere levende end i den store og stive symfoni, som den almindelige del var. Praksis kommer med i denne del, og vi får nu lejlighed til at prøve om den pålssonske teori stemmer med praksis. Det gør den ikke altid.
    Forfatteren burde efter min opfattelse have sløjfet opdelingen i en almindelig og en speciel del. Han burde have begyndt med en indledning, der omfattede de fire første kapitler om teorien. Kapitel V på knapt 50 sider, og kapitel VI § 3, på 15 sider, som giver forfatterens egne vurderinger, burde have været gemt til sidst, således et læseren med kendskab til det empiriske materiale — praksis — bedre havde kunnet vurdere forfatterens argumenter.
    Det er som han ikke vil tage ved lære af domstolenes praksis. Er det sådan, at han ligesom C. A. Reuterskiöld foragter domspraksis lidt? Er den —efter hans opfattelse — kun en mere eller mindre vellykket anvendelse af teorien?
    Pålssons afhandling er en af de første skandinaviske disputatser, der gennemfører en komparativ analyse, og analysen er særdeles grundig og klar. Forfatteren behandler tysk, østrigsk, svejtsisk, fransk, belgisk, engelsk og svensk ret. Men hvor er amerikansk praksis? Vi ved, at der er noget, som hedder St. Reno i staten Nevada, hvor man let kan blive skilt. Mange amerikanske domstole har også taget stilling til de mexikanske skilsmisser og de mexikanske »marriage by proxy». Jeg havde gerne set østrigsk, belgisk og svejtsisk ret erstattet af en solid gennemgang af amerikansk ret. Hvad er Schwind og Frankenstein mod en amerikansk højesteretsdom?  Forfatteren ville nok have haft sværere ved at spille sine Vorfrage-satser iamerikansk ret, men han ville have lært, hvor stor en rolle den validerende tendens spiller i USA, og hvor vigtigt spørgsmålet om behørig domstol er. Materialet var blevet interessantere, men mindre homogent. De amerikanske sager med deres mange fakta og de mange billighedsbetragtninger havde dog måske givet forfatteren en mindre principfast holdning.

 

IV. Afsluttende bemærkninger
Den rent tekniske tilrettelæggelse af denne store bog er tilfredsstillende. Bogen har mange inddelinger, og det letter læsningen. Der findes en fyldig litteraturfortegnelse, et register over domme, og et forkortelsesregister bagest i bogen. Der mangler et stikordsregister, men bogens disposition er så fast, at man uden vanskelighed kan finde, hvad man søger.
    I særlig grad må resuméet på tysk fremhæves. Det optager over 65 sider, og det er ikke for meget. Det er beklageligt, at bogen ikke har kunnet skrives på et verdenssprog, men det fyldige resumé råder nogen bod på dette. Internationalprivatretlige og komparative afhandlinger, som skrives på et

 

30—673005. Svensk Juristtidning 1967

 

af de nordiske sprog, bør som denne bog have et stort resumé på et verdenssprog.
    Men der findes efter min opfattelse vigtigere ting ved en bogs opbygning end disse tekniske. For at en afhandling skal være vellykket, må sproget være godt. Afhandlingen må endvidere kunne læses af alle jurister, ikke blot af nogle få specialister. Gengivelsen af domme og forfattermeninger skal være fyldestgørende og nøjagtige. Afhandlingens disposition skal være klar og velvalgt, gerne med en indledende redegørelse for systematikken. Emnet må helst være nyt, helst have en vis samfundsmæssig betydning og en vis sværhedsgrad. Bogen skal indeholde nogle teser om afhandlingens vigtigste sociale, økonomiske og juridisk-tekniske problemer. Man må her kunne finde en selvstændig stillingtagen og se, at forfatteren ikke blot har gemt sig under en af de store koryfæers vinger.
    De her nævnte ønsker opfylder Lennart Pålssons afhandling alle. Bogener letlæst, velsystematiseret og levende skrevet. Emnet er vanskeligt og nyt. Forfatteren tager selvstændig stilling til problemerne. Behandlingsmåden, den komparative, er vellykket, og forfatteren viser, at han kan behandle e tfremmed retsmateriale. Lennart Pålsson har øvet en meget betydelig indsats.

Ole Lando