Retssammenligning og retsfællesskab i nordisk strafferet

 

Af professor, dr jur. KNUD WAABEN

 

I den samarbejdsoverenskomst som blev indgået mellem de fem nordiske lande i 1962 udtrykte regeringerne indledningsvis deres ønske om at »fremme det nære fællesskab, der i kultur samt i rets- og samfundsopfattelse består mellem de nordiske folk«, og at »gennemføre ensartede retsregler i de nordiske lande i så mange henseender som muligt«. Ønsket om samarbejde blev specificeret i en lang række punkter. Om strafferetten siges helt generelt i art. 5: »De kontraherende parter bør tilstræbe ensartede bestemmelser om forbrydelser og strafferetlige retsfølger«. Derefter nævnes specielt samarbejde om efterforskning, strafforfølgning og domsfuldbyrdelse.
    Allerede forud for denne vedtagelse havde der udviklet sig forskellige former for strafferetligt samarbejde som var stort set ukendte i tiden før den 2. verdenskrig.1
    I 1948 indledtes en række nordiske expertmøder om strafferetlige spørgsmål, »de nordiske kriminalretskonferencer« (»kriminalvårdskonferenser«) blev de kaldt. Initiativet til møderne udgik fra præsident Karl Schlyter. Der blev i alt afholdt 10 konferencer i årene 1948—56, nogle af dem med flere diskussionsemner. De drejede sig stort set alle om spørgsmål fra det strafferetlige sanktionssystem; unge lovovertrædere blev drøftet på 5 møder og betingede domme på 3 møder. Fortjenstfuldt var det at emner som rettighedsfortabelse, strafregistrering og straffeattester blev optaget til drøftelse, ligeledes at man til et møde i Reykjavik i 1950 satte bødestraffen på dagsordenen. Ivar Strahls afhandling »Något om böter«2 blev skrevet i tilknytning til dette møde og var et tiltrængt bidrag til litteraturen om et den gang — og vel den dag i dag — alt for upåagtet emne. Ved afslutningen af hver konference vedtog man en udtalelse i hvilken man opridsede hovedproblemerne og de vigtigste synspunkter som var kommet frem.3

 

1 Se herved bl. a. Nordisk Utredningsserie 1962: 8 p. 42 ff., Nordisk Råd 1961 p. 873 ff., L. Nordskov Nielsen og Ole Due i Juridisk Grundbog, red. af W. E. von Eyben, 2. udg. (1967) p. 111 ff.

2 Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab 1951 p. 203 ff.

3 De fleste af disse møder er omtalt i Svensk Juristtidning og Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, til dels med gengivelse af de vedtagne sammenfatninger af forhandlingerne. 

Retssammenligning og retsfællesskab i nordisk strafferet 103    Samtidig med disse møder så man også de første udslag af et nordisk samarbejde om mere umiddelbart praktiske opgaver. Konventionen af 1948 om anerkendelse og fuldbyrdelse af bødedomme var det første skridt, og fra begyndelsen af 1950'erne fortsattes denne linie med støtte i Nordisk Råds rekommandationer og møderne mellem de nordiske justitsministre. I 1953 besluttede justitsministreneat indlede forhandlinger bl. a. om udlevering, jurisdiktionskompetence og domsfuldbyrdelse indenfor de nordiske lande. På vigtige punkter foreligger der som bekendt resultater af dette samarbejde i form af ensartet lovgivning.4
    I 1960 nedsattes en permanent nordisk strafferetskomité med den opgave at »behandle spørgsmål om ensartet nordisk lovgivning på strafferettens område og at drøfte andre kriminalpolitiske spørgsmål af principiel karakter og fællesnordisk interesse«. Man må nærmest opfatte komitéens arbejde som en fastere organiseret fortsættelse af konferencerne fra 1948—56, men med den betydningsfulde forskelat samarbejdet nu mere bestemt retter sig på en sammenlignende granskning af landenes strafferetlige regler og en overvejelse af mulighederne for at opnå ensartethed i reglerne. Komitéens opgave er meget bredt formuleret; dog skal man ikke vente at alle spørgsmål om ensartet straffelovgivning eller gensidig bistand vil blive henlagt under strafferetskomitéen. De ovenfor nævnte aftaler om udlevering, straffuldbyrdelse m. v. viser at der er områder hvor departementerne med fordel kan benytte sig af udvalg eller arbejdsgrupper med særlig tilknytning til de praktiske problemer som skal løses. Desuden er der grænser for hvad komitéen kan overkomme. Mange andre former for samarbejde vil naturligvis løbe videre; det gælder fx. konferencer eller anden kontakt mellem rigsadvokater, fængselschefer og politichefer, samt de nordiske kriminalistforeningers møder.
    Værdien af et nordisk strafferetligt samarbejde ligger primært i de muligheder for drøftelse og udvexling af erfaringer som det byder på. Når samarbejdet er godt organiseret, vil det under alle omstændigheder være til fordel for de enkelte lande. Der indgår en større sum af erfaringer og en mere alsidig argumentation i det lovforberedende arbejde. Antallet af muligheder øges, og der bliver bedre lejlighed til at se kritisk på de tænkemåder og skrivemåder som er blevet til vane. Det forekommer også rigtigt at sætte et øget nordisk retsfællesskab som mål for samarbejdet, bl. a. — men ikke alene — på grund

 

4 Den praktiske betydning af denne lovgivning er endnu utilstrækkeligt belyst i publicerede opgørelser, se dog bl. a. Kriminalvårdsstyrelsens årlige publikation «Kriminalvården» under afsnittet «Utländska medborgare bland de intagna». 

104 Knud Waabenaf de praktiske fordele som det indebærer for myndighederne og for borgerne.5
    Det er især reglerne om retsfølgerne og praxis med hensyn til deres anvendelse og fuldbyrdelse der har vist sig at være velegnede emner for nordiske drøftelser. Man må dog understrege at det faglige samarbejde har muligheder også på andre strafferetlige områder, bl. a. når det gælder de almindelige objektive og subjektive ansvarsbetingelser, forsøg, medvirken, internationale og intertemporale regler, kriminaliseringen i straffelovens specielle del og de til delikterne knyttede strafferammer. Selvom det er naturligt at sanktionsspørgsmålene også nu står i forgrunden, er der på de andre områder talrige større og mindre uoverensstemmelser som man godt kunne prøve at bringe ud af verden; lykkes det ikke, er man dog blevet klogere på nordisk strafferet. Et enkelt exempel skal nævnes. Efter norsk og svensk ret skal straffesager som hovedregel pådømmes efter den på gerningstiden gældende lovgivning. Efter dansk ret anvendes derimod domstidens lov. I alle tre lande gælder imidlertid det fælles princip at den anvendelige lov ikke må føre til et strengere resultat end det som ville følge af den anden lov (i dansk ret: den ældre lov). Dette mildhedsprincip er udtrykkelig udtalt i den finske lov, som til gengæld ikke afgør om gammel eller ny lov skal anvendes i tilfælde hvor den ene ikke er strengere end den anden. Retspraxis har vistnok afgjort dette spørgsmål i favør af den ældre lov. Til de nævnte hovedregler knyttes i de fire lande et uensartet sæt af mere specielle regler. Det ville være naturligt at drøfte om der ikke kan udfindes en form for fælles fornuft til løsning af de intertemporale problemer. Eventuelt kunne de internationale regler (jurisdiktionsreglerne) tages med i samme forbindelse. På dette område har man iøvrigt for få år siden løst et problem på ensartet måde: med indfødsret eller bopæl i landet har manlige stillet det blotte ophold, når det drejer sig om en person som har indfødsret eller bopæl i et andet nordisk land.
    Man må på forhånd vente at der kan være forskellige slags hindringer for ensartethed i nordisk straffelovgivning.
    Der kan være forskelle mellem de nordiske lande med hensyn til de sociale, kulturelle, erhvervsmæssige og geografiske forhold som bestemmer behovet for strafferetlig regulering.6 Sådanne forskelle

 

5 Ensartethed i lovgivningen vil på nogle punkter bero på nationale afgørelser som næppe kan fremmes meget gennem nordiske drøftelser. De fleste ville føle det naturligt om det gjaldt en fælles kriminel lavalder i de nordiske lande, men om det skal opnås afhænger formentlig alene af hvorledes man i Norge afvejer fordele og ulemper ved at bevare en grænse ved 14 år.

6 I dansk ret frembyder forholdet mellem borgerlig straffelov og kriminalloven for Grønland et exempel på betydningen af sådanne forskelle. Ved kodifikationen af grønlandsk ret tilstræbte man en vidtgående overensstemmelse med 

Retssammenligning og retsfællesskab i nordisk strafferet 105præger i vidt omfang speciallovgivningen. Det er vanskeligt at sige hvilken rolle de spiller indenfor straffelovens specielle del, men de er næppe en væsentlig faktor. I Danmark har det været nævnt at den homosexuelle prostitution siden 1950'erne har udviklet sig til et problem som de andre nordiske lande ikke kender i tilsvarende form, og at forholdene derfor påkalder en brug af strafferetlige midler som de andre lande muligt kan undvære. Synspunktet har ikke haft afgørende betydning; de danske regler svarer nu stort set til de svenske. På nogle områder kan forskelle i sanktionsanvendelsen måske forklares med at kriminalitetsudviklingen skaber forskelligartede problemer. Det er muligt at beslutningen om at indføre ungdomsarrest i norsk ret til dels har sin baggrund i en ungdomskriminalitet som efter sin art og sit omfang har gjort en særlig reaktion på krævet. Men der erformentlig også tale om en kriminalpolitisk vurderingsforskel i forhold til de andre lande overfor et kriminalitetsproblem som også de kender. Det er naturligt at tilføje at forholdene på Island i mange henseender bevirker et mindre behov for reformer end i de andre nordiske lande, særlig fordi antallet af lovovertrædere er så meget mindre. Fra islandsk side er man imidlertid interesseret i at deltage i det nordiske samarbejde, selvom der er praktiske vanskeligheder forbundet med en regelmæssig mødedeltagelse.
    Der kan være forskelle med hensyn til de samfundsmoralske holdninger som øver indflydelse på reglerne. Forklaringer af denne art kan bl. a. tænkes at spille en rolle når det drejer sig om det sexuelle. I norsk ret findes endnu et generelt straffebud rettet mod homosexuelle forhold, og bedømmelsen af pornografi adskiller sig klart fra den som har udviklet sig i Danmark og Sverige og formentlig i begge lande resulterer i afkriminalisering (bortset fra offentlige forestillinger og udstillinger, kvalificeret krænkelse af enkelt personers blufærdighed etc.). Man vil også få lejlighed til at se hvor store forskelle der gør sig gældende ved afgrænsningen af strafbar abortus provocatus. Også med hensyn til den strafferetlige bedømmelse af beruselse og alkoholisme foreligger der antagelig forskelle som delvis må føres tilbage til socialetiske vurderinger, selvom også mere håndgribelige forskelle mellem landene med hensyn til alkoholvaner og deres sociale udslag kan spille en rolle.
    Indholdet af de strafferetlige regler påvirkes undertiden af sammenhængen med andre regler, fx. procesretlige. Fra det nordiske samarbejde om forældelse kan som exempel nævnes at der vanskeligt

 

straffeloven med hensyn til beskrivelsen af deliktstyperne, dog at beskrivelsen i den grønlandske lov kunne forenkles noget. Reaktionssystemerne er derimod helt forskellige. Se Betænkning om det kriminalretlige sanktionssystem m. v. i Grønland (Bet. nr. 500, 1968) p. 1 ff. 

106 Knud Waabenkunne opnås enighed om kriteriet på afbrydelse af en løbende frist for ansvarsforældelse. Fra dansk og norsk side ønskede man at give forholdsvis tidlige proceshandlinger afbrydende virkning, navnlig sigtelser der finder udtryk i forhørsbegæringer o. l. overfor retten. I svensk og finsk ret kan der ikke afgrænses tilsvarende stadier af »sigtelse«, og man mente derfor fra disse landes side at måtte udskydede relevante frist afbrydelser til det tidspunkt hvor der sker »häktning« eller forkyndelse af tiltale.
    Mere væsentlige hindringer for nordisk retsfællesskab end de her nævnte må søges i traditionens magt og i vurderingsforskelle med hensyn til kriminalpolitiske midlers egnethed.
    I de enkelte landes lovgivning og doktrin er et stærkt element af tradition (til dels: vanetænkning og vanelæsning) som bevirker en modstand mod forandringer. Det gælder selv på områder hvor reglerne har ringe praktisk betydning og hvor der ikke er mange holdepunkter for at slutte — ad erfaringens vej eller ved en mere teoretisk argumentation — at den ene ordning er bedre end den anden. Det nationale revisionsarbejde er derfor overvejende indstillet på at gøre forandringer på de punkter hvor mangler og ulemper har været følelige i praxis, eller hvor der er samlet en tilstrækkelig stærk opinion blandt de sagkyndige bag ønsket om at prøve noget nyt. Når en regel iøvrigt kommer i søgelyset, fx. ved en sammenligning af de nordiske lovtexter, vil det ofte blive sagt til dens fordel at den »ikke ses at have givet anledning til ulemper i praxis«, at der »formentlig er almindelig tilfredshed med den« etc. Det er naturligvis et meget godt princip at anbefale den kontinuitet i retstilstanden som er resultatet af almindelig tilfredshed. Men rent bortset fra at argumenter som de nævnte kan dække over manglende energi i problemets gennemtænkning og manglende åbenhed overfor andre løsninger, må man i det nordiske lovsamarbejde — når retsfællesskab er i sigte — være parat til at modificere sine krav om bevis for nye reglers fortræffelighed. Hvor man ellers ville kræve en rimelig forventning om at opnå noget bedre, kan det være tilstrækkeligt at tro at der næppe sker noget tilbageskridt.7
    Erfaringerne fra den nordiske strafferetskomités arbejde viser at det er både interessant og nyttigt at sammenligne og analysere lovtexterne med det mål for øje at skabe størst mulig overensstemmelse imellem dem. På de områder hvor arbejdet er afsluttet (navnlig konfiskation, forældelse og prøveløsladelse) er det i mange større og mindre spørgs-

 

7 Om manglende villighed til at ofre nationale særordninger, se Niels Madsen i Förhandlingarna vid Det tjugofjärde nordiska juristmötet i Stockholm 1966, Bilaga 1 p. 29, jfr. W. E. von Eyben i Tidsskrift for Rettsvitenskap 1960 p. 304. 

Retssammenligning og retsfællesskab i nordisk strafferet 107mål lykkedes at nå til enighed i komitéen. Det er naturligvis en reel overensstemmelse i reglernes indhold der er hovedsagen, men man tilstræber også den sproglige og systematiske ensartethed som er mulig under hensyn til de enkelte loves struktur og de enkelte landes formelle traditioner i lovgivningsarbejdet. Måske har man endnu ikke nået den optimale grad af villighed til at renoncere på nationale særordninger, og arbejdsformen kan forbedres.
    Der har ikke i fuldt omfang været lejlighed til at se om den opnåede enighed vil blive fastholdt på lovgivningsstadiet, men også i den henseende synes erfaringerne at være gode. Vedrørende enkeltheder må henvises til de afgivne betænkninger8 og til lovforslag og love i de enkelte lande. Her skal blot nævnes to exempler på spørgsmål som har givet anledning til tvivl. For så vidt angår forældelse gik man fra dansk side over til det i de andre lande anvendte princip, hvorefter forældelsesfristerne beregnes i forhold til delikternes strafferammer, ikke til de straffe som in concreto kan ventes idømt. Med hensyn til forældelsesfristerne opnåedes i det væsentlige enighed. Det danske lovforslag var på næsten alle punkter i overensstemmelse med den nordiske komités (og det danske straffelovråds) indstilling; man fandt det dog betænkeligt at følge forslaget om forældelse også for de groveste forbrydelser (navnlig drab), hvor der var foreslået en frist på 25 år for ansvarsforældelse og på 30 år for forældelse af idømt straf. Det andet exempel vedrører konfiskation. I den nordiske komité gik man fra dansk, finsk og norsk side ind for en adgang til konfiskation af udbytte også i tilfælde hvor det må påregnes at en privatperson vil kunne rejse erstatningskrav i anledning af lovovertrædelsen. Fra svensk side ville man som i hidtidig svensk ret begrænse konfiskationen til »vinning som ej motsvaras av skada för enskild«, således at en bestående mulighed for erstatningskrav fra en — måske endnuu kendt — privatperson ville udelukke at en uberettiget vinding blev taget fra gerningsmanden ved straffedommen og i givet fald brugt senere til at dække erstatningskrav. Det svenske standpunkt blev fastholdt ved lovændringen af 1968; de to løsninger er kommenteret i propositionen.
    Et af lovsamarbejdets hovedproblemer er i hvilket omfang retsfællesskab udelukkes af vurderingsforskelle mellem de nordiske lande med hensyn til forskellige sanktioners egnethed som midler til bekæmpelsen af kriminalitet. Det er klart at der herved — sålænge man drøfter et lovspørgsmål — må ses bort fra de problemer som angår

 

8 Betænkningerne om konfiskation og forældelse er trykt som bilag til det danske straffelovråds betænkninger om de samme spørgsmål (Bet. nr. 355,1964, og Bet. nr. 433, 1966), betænkningen om forældelse desuden i Nordisk Utredningsserie 1967: 15. 

108 Knud Waabendomstolenes praxis og variationer i fuldbyrdelsen, problemer som naturligvis kan berøre forskelle af langt større betydning end dem der har med reglerne at gøre.
    På alle vigtigere områder har påvirkninger og tilskyndelser mellem de nordiske landes reaktionssystemer gjort sig gældende; man kan nævne tiltalefrafald, betingede domme, forsorg i frihed, åbne anstalter, ungdomsfængsel, særlige forvaringsformer, bødestraf og rettighedsfortabelse. Resultatet er blevet at der — vel især når man sammenligner dansk, norsk og svensk ret — fremtræder et i store trækensartet mønster af reaktionsmidler, om end med talrige forskelle i enkeltheder. Det må imidlertid betragtes som en fordel at der ikke på alle stadier har været tilstræbt retsfællesskab, men har været levnet det enkelte land et spillerum for pionerarbejde eller experimenter hvis udvikling de andre lande har kunnet afvente, før de gjorde op med sig selv om der var noget de kunne bruge. Man må vente at der også fortsat vil være forskelle mellem reaktionssystemerne, fordi det ikke altid er hensigtsmæssigt — og bl. a. af økonomiske grunde heller ikke altid muligt — at skride frem i samme tempo i alle de nordiske lande.
    På visse hovedpunkter vil spørgsmålet om større retsenhed dog trænge sig på. Det gælder bl. a. reglerne om de almindelige frihedsstraffes navn og varighed (»enhetligt frihetsstraff«).9 Hidtil har drøftelserne om almindelig frihedsstraf samlet sig om reglerne om prøveløsladelse; fra en meget broget tilstand af divergerende regler har man i de senere år nærmet sig fuld overensstemmelse mellem landene med hensyn til de tidsmæssige betingelser for prøveløsladelse, og i strafferetskomitéens betænkning om spørgsmålet vil der blive gjort forsøg på at fjerne en række forskelle på andre punkter. Det kan også nævnes at den danske straffelovs bestemmelser om frihedsstraf på flere måder er blevet påvirket af regler i den norske og den svenske fængselslov (i Danmark har man ingen fængselslov).
    Bødestraffen er allerede optaget til behandling i den nordiske strafferetskomité. Som bekendt har dagbodssystemet fundet vid anvendelse i Finland og Sverige; det bruges i et meget begrænset omfang i Danmark (nemlig indenfor borgerlig straffelovs område), men slet ikke i Norge. Såvidt man kan se vil det være udelukket at opnå enighed mellem de nordiske lande. Finland og Sverige vil bevare systemet, Danmark formentlig helt opgive det og Norge ikke have noget ønske om at indføre det. Det er mere sandsynligt at den svenske reform vedrørende bøders inddrivelse og forvandling vil få konsekvenser for de andre lande, hvor man efter alt at dømme har uløste problemer med hensyn til anvendelsen af subsidiær frihedsstraf. Studiet

 

9 Se herved Nordisk Råd 1965 p. 1031 ff.

 

Retssammenligning og retsfællesskab i nordisk strafferet 109af bødesstraffens anvendelse rejser iøvrigt også det spørgsmål i hvilket omfang der findes forskelle mellem de nordiske lande med hensyn til forekomsten og behandlingen af visse deliktstyper, særlig »fylleri«.
    Også reglerne om særforanstaltninger overfor psykisk afvigende personer er nu optaget til nordisk samarbejde. Der kan næppe, hvad retspraxis angår, konstateres store forskelle i bedømmelsen af sindssyge lovovertrædere, men lovene er forskellige i deres stilling til det klassiske spørgsmål om kriteriet for straffrihed.10 Noget uklart er det hvor store forskelle der findes i praxis med hensyn till reaktionen overfor åndssvage lovovertrædere. De nordiske lande adskiller sig kendeligt fra hinanden for så vidt angår deres regler og anstaltsordninger med henblik på karakterafvigende (psykopatiske) lovovertrædere og visse grupper af recidivister der ikke er klassificeret som udpræget afvigende. I den forbindelse må også noteres at der er forskelle i brugen af tidsubestemte reaktioner overfor de nævnte grupper; i de svenske regler om »internering« finder man således en brug af minimumsfrister og terminer for forlængelse som ikke kendes i dansk og norsk ret.11 Ved drøftelsen af alle disse spørgsmål bør man ikke have forventninger om at en høj grad af enighed om lovreglerne kan opnås. Spørgsmålene har nær sammenhæng med de anstaltsmæssige ressourcer, med lovgivningen om hospitalsbehandling og forsorg udenfor strafferetten, med den retslægelige opinion i de enkelte lande osv. Der vil antagelig blandt jurister være meningsforskelle også om systematiske og terminologiske spørgsmål; som bekendt er den svenske brottsbalk her slået ind på nye spor (ganske som hvor det drejer sig om »skyddstillsyn«, der i de andre lande stadig er en betinget dom med tilsyn).
    Fælles for en række sanktionsområder er spørgsmålet om hvilke myndigheder der skal have kompetence til at træffe bestemmelser om retsfølgernes fuldbyrdelse, ændring, forlængelse, ophør etc., — spørgsmål der har fået stigende betydning jo mere flexible man har gjort retsfølgerne på de stadier der følger efter dommen. En række hensyn gør sig her gældende, især vel ønsket om at give plads for en sagkyndig bedømmelse, om at organisere myndighedsudøvelsen i hensigtsmæssige former og om at varetage hensynet til retssikkerheden, de dømtes såvel som samfundets. Både traditioner, geografiske forhold og vurderingsforskelle vil nok her gøre sig gældende. I almindelighed skulle man ikke vente at hensynet til retssikkerheden er genstand for en meget forskelligartet vurdering i de nordiske lande. Det er på den anden side en kendsgerning at man i Sverige giver administrative

 

10 Se herved Waaben, Utilregnelighed og særbehandling (1968) kap. II.

11 Waaben s. st. kap. IV, se navnlig p. 138 ff.

 

110 Knud Waabennævn en vid anvendelse og vide beføjelser, således at der her opstår mulighed for en konflikt med krav om judicielle garantier for afgørelser om sanktioner.
    Emner fra strafferettens specielle del har kun i ringe grad været inddraget under det nordiske lovsamarbejde. Retssammenlignende synspunkter har gjort sig gældende på mere spredt og tilfældig måde, når ændringer i straffelovens specielle del har været på tale i et eller flere af de nordiske lande. Under forarbejderne til den norske og den svenske revision af reglerne om formueforbrydelserne var der kontakt mellem den norske straffelovkomité og den svenske straffrättskommitté, og — siges det forsigtigt af Andenæs med henblik på den norske revision — »dette samarbeid har nok satt visse spor etter seg«.12 I den svenske betænkning »Förslag till brottsbalk« (SOU 1953: 14) findes en del sammenligninger med dansk og norsk ret, ogen vis påvirkning har fundet sted. Exempelvis kan nævnes at SOU 1953: 14 kap. 2 § 5 om trusler (»olaga hot«) lå nær formuleringen i dansk straffelov § 266: «... hotar man eljest med brottslig gärning på sätt som är ägnat att hos den hotade framkalla fruktan för hans eller annans liv, hälsa eller välfärd . . .« I BrB 4: 5 optoges ordet »allvarlig (fruktan)« som i den danske bestemmelse, men sprogligt fjernede man sig igen et lille stykke fra denne ved at foretrække formuleringen »fruktan för egen eller annans säkerhet till person eller egendom«. (Der var også god grund til at undgå ordet »velfærd«.) I bestemmelser om sædelighedsforbrydelser erstattedes »otukt« med »könsligt umgänge«, svarende til dansk og norsk ret.
    I Danmark har større samlede ændringer i den specielle del ikke været aktuelle i årene efter 1945, bortset fra bestemmelserne om statsforbrydelser (1951).13 Men der har været nogle mere eller mindre tilfældige anledninger til at overveje enkeltstående ændringer, og i lovforarbejder har der da flere gange været henvist til norsk og svensk ret som støtte for ændringsforslag. Som exempler fra årene 1961—67 kan nævnes de forslag som førte til ophævelse af strafansvar for descendenten i incestforhold, for kønsligt forhold mellem besvogrede og for modtagelse af betaling i homosexuelt forhold.
    Det må naturligvis ikke overses at drøftelser om lovændringer i endel tilfælde har ført et land til at tage afstand fra regler som fandtes i et eller flere andre nordiske lande. I Sverige optog BrB 3: 9 en be-

 

12 Andenæs, Formuesforbrytelsene, 2. utg. (1967) p. 1. Se også Beckman i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab 1953 p. 146.

13 I Betænkning om ændringer i straffelovens kapitler 12 og 13 (1949) hedder det p. 10 at den tilsvarende svenske reform af 1948 og dens forarbejder «har været til stor støtte for udvalgets arbejde, og flere af de svenske bestemmelser har kunnet benyttes som forbillede for tilsvarende bestemmelser i det udarbejdede udkast». 

Retssammenligning og retsfællesskab i nordisk strafferet 111stemmelse om »framkallande av fara för annan« af lignende indhold som dansk strfl. § 252, men man ønskede ikke at efterligne dansk strfl. § 253 og norsk strfl. § 387 om undladelse af at bringe hjælp til nødstedte etc. Norsk ret har ikke villet kriminalisere det uagtsomme hæleri som tilfældet er i Danmark og Sverige. Dansk ret har ikke som norsk og svensk ret optaget en særregel om brugstyveri af motorkøretøj, men med henblik på disse delikter har man dog i 1961 efter norsk mønster fremhævet som en skærpende omstændighed ved brugstyveri at »tingen ikke bringes tilbage efter brugen« (§ 293). Overvejelser angående bedømmelsen af ulovlige dispositioner overgenstande solgt mod ejendomsforbehold har heller ikke ført til en særregel i dansk ret.
    Indenfor det aktuelle lovforberedende arbejde har enkelte deliktstyper givet anledning til nordisk kontakt mellem de enkelte landes særudvalg eller på anden måde; det gælder bl. a. abortus provocatus, krænkelse af privatlivets fred og forfølgelse af racegrupper (»hets mot folkgrupp«).
    Det ville nok være ønskeligt om der frembød sig praktiske muligheder for mere indgående drøftelser af spørgsmål fra strafferettens specielle del. Vel er mange uoverensstemmelser mellem lovene af formel karakter eller af andre grunde uden større praktisk betydning. Men det synes dog rimeligt at sætte sig som mål at der indenfor et område som det nordiske gælder en så ensartet normering af grænsen mellem strafbar og straffri adfærd som overhovedet muligt, specielt med henblik på forhold ved hvilke der er tale om at undergive borgerne en risiko for frihedsstraf. På den anden side: hvor enighed ikke er opnåelig, må man naturligvis ikke i fællesskabets interesse afskære et land fra at gå i spidsen med hensyn til afkriminalisering af gerningstyper som det ikke længere findes rigtigt eller hensigtsmæssigt at straffe.
    Om de fleste af de her omtalte områder gælder at et nordisk lovsamarbejde må indordne sig under den metode som også præger reformarbejdet i de enkelte lande, — de partielle reformers princip. Man udvælger sig et enkelt kapitel, en enkelt sanktionsart eller en tilsvarende afgrænset problemkreds til undersøgelse. Det er en metode som har store fordele, dels fordi man kan prioritere behovene for revision og få noget gennemført på en rimelig tid, dels fordi deimplicerede myndigheder og enkeltpersoner får opgaverne præsenteret i en overkommelig form. Men metoden har nok i det nordiske samarbejde, som i de enkelte lande, visse ulemper. Det bliver vanskeligere at tage fat på problemer som hænger sammen med straffelovenes totale opbygning, kapitelinddeling eller -rækkefølge etc., eller som

 

112 Knud Waabenberører et større antal paragraffer, fx. retningslinierne for fastlæggelse af strafferammer. I Danmark er forsøg og medvirken kriminaliseret ved generelle bestemmelser (strfl. §§ 21 og 23); efter den norske straffelov beror strafbarheden for medvirken af bestemmelser i de enkelte straffebud, og det samme gælder om forsøg og forberedelse i svensk og finsk ret. Endnu større vanskeligheder volder naturligvis de problemer som de nordiske lande — eller enkelte af dem — har holdt udenfor det lovregulerede område til fordel for en retsdannelse på grundlag af teori og retspraxis. Landene indtager fx. forskellige standpunkter til i hvilket omfang betydningen af vildfarelse skal fastlægges ved lov, og deres skrevne og uskrevne regler om den egentlige retsvildfarelse er heller ikke ensartede.14 Man kunne godt gøre et forsøg på at behandle spørgsmålet om disse vildfarelser som et lovgivningsanliggende. Der burde på nordisk grundlag kunne opnås enighed om at åbne en vis adgang til straffrihed ikke blot for uegentlige men også for egentlige retsvildfarelser (som i norsk ret). Men det må erkendes at ansvarslærens almindelige emner er et grænseområde hvor det ikke er realistisk at vente hurtigt initiativ og lette fremskridt indenfor et nordisk lovsamarbejdes rammer.

 

14 Se herved Thornstedt, Om rättsvillfarelse (1956), bl. a. p. 77 ff.