GEORG SCHWARZENBERGER. International Law as applied by International Courts and Tribunals. Volume II. The Law of Armed Conflict. London 1968. Stevens and Sons. 783 s.

 

At et så omfangsrigt og veldokumenteret værk som »The Law of Armed Conflict» ser dagens lys er på éngang et nedslående og behersket opmuntrende tegn. Det er nedslående, at der fortsat er praktisk behov for en bog af denne art og ligeledes at måtte konstatere de umådelige mængder af dokumentarisk materiale, som fortiden, den fjerne såvel som den meget nære, så gavmildt har forsynet forfatteren med. En behersket grund til optimisme kan måske også søges netop i det praktiske behov for en sådan bog. Den altødelæggende atomkrig, som man efter 2. verdenskrig ventede måtte blive den næste, om nogen senere krig indtraf, er endnu udeblevet. Menneskene ville ikke under en sådan krig nyde godt af en lærebog i krigens love og sædvaner. Måske kan de have gavn heraf under de »traditionelle krige» som man har indskrænket sig til at betjene sig af i efterkrigstiden. Hermed er for så vidt angivet tilstrækkeligt om det praktiske behov for bogen.
    Forfatteren opregner imidlertid selv adskillige årsager til, at krigens loveog sædvaner kræver et nøje studium. Han udtaler indledningsvis:

 

    To understand the law of peace in international systems of power politicsor power politics in disguise, it is necessary to understand the laws of war. This is the ultimate justification of the study of the law of armed conflict inour time.

 

    Her ser forfatteren tilsyneladende helt bort fra den del af krigens love og sædvaner, som tilsigter en humanisering af krigen — vel den del, som efter skabelsen af FN er den væsentligste del.
    Mere rigtigt er det nok, at et studium af krigens love og sædvaner kan lede til en dybere forståelse af folkerettens funktioner og de betingelser, hvorunder den skabes.

 

    Forfatteren påpeger videre det vigtige i, at kendskab til krigens love ikke er begrænset til nogle få specialister. Det er nødvendigt, hedder det, for enhver regering at kunne betjene sig af den fornødne ekspertise bl. a. for at kunne skabe en oplyst »public opinion».
    Et aktuelt spørgsmål er, i hvilket omfang krigens love hviler på folkeretlig sædvaneret — og dermed binder alle stater, eller alene på traktatlig basis. Inden for krigsretten er det i vidt omfang synonymt med problemet om, hvorvidt de relevante konventioner indeholder deklaratoriske eller konstitutive regler. Spørgsmålets aktualitet beror på dannelsen af en lang række nye stater, som ikke uden videre er bundet af konventioner, samt på, at en række gamle stater endnu ikke har ratificeret væsentlige konventionerom krigsførelse. USA har således ikke ratificeret konventionen af 1925 omforbud mod gas- eller bakteriologisk krig. Det har derimod England, Frankrig og Sovjetunionen.
    Det er forståeligt, at forfatteren ikke søger at fastlægge udtømmende, hvad der er almindeligt bindende sædvaneret, og hvad der (endnu kun) er traktatret. Han begrænser sig i det store og hele til at oplyse om internationale domstoles mere principielle syn på forholdet mellem de to retskilder, herunder deres dynamiske relation. Vi får således ikke at vide om gaskrig og bakteriologisk krig er forbudt efter den folkeretlige sædvaneret. Men det er måske tvivlsomt, om der i staternes praksis er tilstrækkelig støtte for at anse disse former for krig som forbudte, i alt fald sålænge der ikkeer stormagtsenhed på dette punkt.
    Også på andre områder synes forfatteren at undgå emner, hvor aktuelle forhold ellers kunne have indbudt hertil. I afsnittene om selvforsvar og kollektiv sikkerhed savner man en drøftelse af spørgsmålet om bistand til selvforsvar, herunder om der må stilles krav til karakteren af det styre, der skal kunne påkalde en sådan bistand fra andre stater.
    I andre tilfævlde kan fremstillingen hævdes at bære præg af en vis manglende balance ved udvælgelsen af stoffet.
    I afsnittet om gennemtvingelsen af krigens regler nævnes tre internationale sager, nemlig Breisach-sagen fra 1474 samt Nürnberg- og Tokio-dommene. I Breisach-sagen blev en burgundisk landfoged tiltalt og dømt af en domstol — som muligvis nok kan kaldes international — for mord, voldtægt, mened m. v. begået under tjeneste for Charles af Burgund, hvis ordrer han påberåbte sig som undskyldende omstændighed. Sagen synes uden enhver retlig relevans i dag, men muligt har Schwarzenberger fundet, at vi burde diverteres med en røverhistorie fra gammel tid, inden han påbegyndte en i øvrigt særdeles velsystematiseret og grundig gennemgang af de to store krigsforbryderprocesser efter 2. verdenskrig.
    En god systematik og en udstrakt brug af referencer til praksis er i øvrigt karakteristisk for bogen, som utvivlsomt i lang tid vil være standardværketinden for sit område.

Ole Espersen