Dansk lovgivning 1966—69

 

Af de spørgsmål, som den i folketingsårene 1966—67, 1967—68 og 1968—69 gennemførte lovgivning angår, kan der være grund til at fremhæve følgende:

 

A. Normalisering af boligforholdene (boligforliget af 1966) og sanering
I kraft af det huslejestop, som siden 1939 havde været gældende i størstedelen af den ældre boligmasse, var der opstået meget betydelig forskel mellem lejen af ældre lejligheder og lejen i nybyggeriet. Denne forskel er øget år for år på grund af det ekstraordinært høje renteniveau.
    Denne udvikling havde naturligvis medført en række meget uheldige virkninger. Den 18. januar 1966 blev der mellem de fire gamle politiske partier indgået en aftale om visse hovedlinier for normalisering af boligmarkedet over en periode på 8 år. Den lovgivning, som er gennemført på grundlag af det indgåede forlig, tilsigter navnlig dels at nedbringe lejen i nybyggeriet, dels at få lejen i den ældre boligmasse bragt op på et niveau, som svarer til boligernes værdi i forhold til en nedbragt leje i nybyggeriet.
    Efter lov om boligbyggeri, jfr. nu lovbekendtgørelse nr. 439 af 20. august 1969, gennemførtes til nedbringelse af begyndelseslejen i nybyggeriet en såkaldt rentesikringsordning. Ordningen går ud på, at huslejen fastsættes, som om prioritetsrenterne i ejendommen var 6,5 % p. a. Resten af renteudgiften afholdes af statskassen. Herved reduceres lejen med ca. 1/4. Ordningen omfatter en årlig boligproduktion på 13 000 lejligheder. Rentesikring ydes fuldt ud til 1975, hvorefter den aftrappes over en 3-årig periode.
    Efter lov nr. 192 af 3. juni 1966 om lejevurdering er der foretaget vurdering af lejligheder, som er taget i brug før 1963, og som er omfattet af huslejestoppet eller af reglerne for almennyttigt byggeri. Ved vurderingen erder for hver lejlighed fastsat et årligt lejebeløb, som skal svare til lejlighedens reelle, rimelige lejeværdi, hvis det normale renteniveau i nybyggeriet var 6,5 % p. a.
    I det private udlejningsbyggeri kan udlejeren herefter i henhold til lov nr. 24 af 14. februar 1967 om midlertidig regulering af boligforholdene kræve lejen forhøjet således, at forskellen mellem lejen pr. 1. april 1967 og den ved vurderingen ansatte leje udlignes over en 8-årig periode med en ottendedel af forskellen i årlig lejeforhøjelse. Af forhøjelsen skal en fjerdedel anvendes til øget vedligeholdelse af ejendommen, medens halvdelen skal bindes i 15 år, hvorefter beløbene tilbagebetales over en periode på 20 år. Bindingen skal som hovedregel ske i et særligt låneinstitut, hvis ledelse består af repræsentanter for lejere, udlejere og det offentlige, og midlerne skal dels anbringes i obligationer, dels kunne anvendes til udlån til forbedring afældre beboelsesejendomme. Lejeforhøjelserne over 8-års perioden andrager i gennemsnit 60—75 % af lejen i 1966.
    I det almennyttige byggeri gennemføres lejeforhøjelser efter samme principper, modificeret efter dette byggeris særlige karakter.

    En væsentlig nydannelse i den lovgivning, der er gennemført i henhold til boligforliget, er den huslejetilskudsordning, som er gennemført ved lov nr. 50 af 8. marts 1967 om boligsikring, se nu lovbekendtgørelse nr. 112 af 3. april 1968. Lovens regler giver lejere i såvel den ældre boligmasse som i nybyggeriet ret til et tilskud til lejen, som ydes efter forholdet mellem boligtagerens indkomst og lejens størrelse. Ordningen tilsigter specielt at give familier med børn og pensionister mulighed for på rimelige vilkår at bo i boliger, som svarer til deres behov. Boligsikring ydes til ca. 200 000 husstande, hvoraf halvdelen er pensionisthusstande. Dette svarer til, at hver 4. lejer får boligsikring. De samlede udgifter ved ordningen andrager i 1968/69 ca. 300 mill. kr., hvoraf staten betaler 2/3 og kommunerne resten.
    En interessant og politisk meget omtvistet detalje i boligforliget er indførelse af ejerlejlighedssystemet i Danmark. Dette skete ved lov nr. 199 af 8. juni 1966. Loven, der er udarbejdet på grundlag af betænkning nr. 395/1966, har ikke haft den betydning i nyt byggeri, som man havde påregnet ved lovens gennemførelse, hvorimod et betydeligt antal gamle udlejningsejendomme, navnlig i København, er blevet opdelt i ejerlejligheder. Da opdeling i ejerlejligheder kan give anledning til udnyttelse af boligmangelen i kommuner, der fortsat har huslejekontrol, har man ved lov nr. 288 af 18. juni 1969 givet disse kommuner mulighed for at forhindre yderligere opdelinger i ejerlejligheder af ejendomme, der mangler moderne bekvemmeligheder, eller som omfatter enkeltværelser til beboelse, ligesom der er indført regler til sikring af, at urimelige købesummer kan kræves nedsat.
    Ved lov nr. 318 af 18. juni 1969 om sanering og ved samtidigt gennemførte lovændringer i forskellige byggelove søges saneringsaktiviteten øget således, at man — trods boligmangel i de største byområder — kan få fjernet eller forbedret den dårligste del af boligmassen indenfor en overskuelig årrække. Der indføres — efter svensk mønster — storsaneringer, som skal gennemføres af landsomfattende saneringsselskaber, der dannes af de private udlejeres og de almennyttige boligselskabers organisationer. Ved at drage disse kredse ind i saneringsarbejdet øges genhusningsmulighederne, hvor hidtil det statsstøttede nybyggeri har været den eneste udvej, men hvor nu også ældre og dermed billigere og for de udsanerede mere hensigtsmæssigt beliggende lejligheder vil kunne forbeholdes til dette formål.

 

B. Merværdiafgift og kildeskat
Ved lov nr. 102 af 31. marts 1967 om almindelig omsætningsafgift har Danmark som det første europæiske land gennemført omsætningsafgift i form af den såkaldte »merværdiafgift«, populært betegnet »moms«. Denne beskatningsform er af særlig interesse i europæisk sammenhæng, idet Det europæiske økonomiske Fællesskabs ministerråd efter forslag af kommissionen i henhold til Rom-traktatens art. 99 har vedtaget et direktiv, hvorefter merværdiafgiftssystemet skal bringes i anvendelse i samtlige medlemslande inden 1. januar 1970.
    Merværdiafgiften, som i Danmark nu udgør 12 1/2 pct., svares ved enhver erhvervsmæssig omsætning af de afgiftspligtige varer og ydelser og beregnes af den fulde værdi, hvortil varen eller ydelsen afsættes af den erhvervsdrivende (udgående afgift). Inden afgiftens afregning til det offentlige fradrager den erhvervsdrivende den afgift, som han selv har betalt

ved indkøb af varer og afgiftspligtige ydelser til sin virksomhed (indgående afgift), således at der til det offentlige kun indbetales differencen mellem udgående og indgående afgift, dvs. afgift af den merværdi eller værditilvækst, som varen eller ydelsen har opnået i det pågældende omsætningsled.
    Afgiftspligten omfatter alle varer, herunder gas, vand, elektricitet, varme og lign., medens fast ejendom ikke anses for omfattet af begrebet »vare«. Der skal ikke svares afgift ved salg af skibe over en vis størrelse og luftfartøjer, bortset fra lystfartøjer og sportsfly. Også salg af aviser er undtaget fra afgiftspligten.
    Herudover omfatter afgiften de hyppigst forekommende tjenesteydelser,således arbejdsydelser på varer, arbejdsydelser og projekteringsarbejde på fast ejendom, vareudlejning, varetransport, telefon, reklame, udlejning af hotelværelser, servering i restaurationer, radio- og fjernsynsudsendelser osv.
    For at undgå, at afgiften på urimelig måde kommer til at belaste nybyggeri, ydes der i henhold til loven godtgørelse med et fast beløb pr.kvadratmeter etageareal af afgift, der er betalt af nyt byggeri til boliger, skoler og visse sociale institutioner.
    Også i relation til den direkte beskatning er gennemgribende ændringer vedtaget af folketinget. Lov nr. 100 af 31. marts 1967 om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v., der ifølge lov nr. 190 af 31.maj 1968 er trådt i kraft den 1. januar 1970, indfører fra dette tidspunkt den såkaldte »samtidighedsbeskatning«, eller »kildeskat«, omfattende indkomstskat og formueskat til staten, folkepensionsbidrag, personlig skat til kommunen, og kirkelige afgifter. Disse skatter, som hidtil i Danmark erblevet betalt i perioden 1. april—31. marts på grundlag af indkomsten i det foregående kalender- eller regnskabsår, vil fra 1. januar 1970 blive betalt af den løbende indkomst og i videst muligt omfang indeholdt vedlønudbetalingen.

 

C. Kommunalreform
I 1958 nedsatte indenrigsministeriet en særlig kommission, der bl. a. fik til opgave at overveje mulighederne for at tilvejebringe en mere hensigtsmæssig kommuneinddeling. På grundlag af kommissionens betænkning, som forelå i maj 1966 efter meget omfattende konkrete undersøgelser, gennemførtes lov nr. 225 af 3. juni 1967 om revision af den kommunale inddeling, der senere er ændret ved lov nr. 119 af 17. april 1968 og lov nr. 85 af 24. marts 1969, se nu lovbekendtgørelse nr. 86 af 24. marts 1969. Revisionen af den kommunale opdeling har herefter det sigte 1) at etablere nye amtskommuner, der ikke blot som de hidtidige omfatter sognekommunerne, men også købstadkommunerne, og at regulere grænserne mellem amtskommunerne, 2) at regulere den kommunale inddeling omkring byerne, således at bysamfund, der befolknings- og erhvervsmæssigt hører sammen, normalt kommer til at udgøre én kommune (forstadsproblemet), og 3) at skabe større og mere bærekraftige kommuner, normalt ikke under 5—6 000 indbyggere. Herudover skulle der gennemføres en undersøgelse af de særlige problemer, som har været forbundet med den kommunale inddeling i byområderne Århus, Ålborg og Odense. Hovedstadsområdet har derimod hidtil været holdt uden for reformen.
    Ved loven af 24. marts 1969 er det nu på grundlag af undersøgelser foretaget i den mellemliggende tid fastsat, at landet udenfor Københavns og

Frederiksbergs kommuner og Københavns amtsrådskreds fra den 1. april 1970 inddeles i 13 nye amtskommuner, omfattende såvel sognekommuner som købstadkommuner (såkaldte primærkommuner); der har hidtil været 24. — Der er endvidere ved lov nr. 233 af 4. juni 1969 truffet beslutning om meget omfattende kommunesammenlægninger i Århus, Ålborg og Odense byområder. Arbejdet med de øvrige kommunesammenlægninger, som efter loven kan gennemføres administrativt, er vidt fremskredent, og antallet af primærkommuner bliver ved nyordningens ikrafttræden den 1.april 1970 reduceret til 277 mod 1 388 i 1960 (idet hovedstadsområdets 21 kommuner er medregnet i begge tal).
    Samtidig vil de nye regler i lov nr. 223 af 31. maj 1968 om kommunernesstyrelse træde i kraft. Af de vigtigste ændringer, som følger af denne lov, skal fremhæves, at sondringen mellem købstadkommuner og sognekommuner bortfalder (alle kommuner, som ikke er amtskommuner, betegnes fremtidig »primærkommuner«), og at amtmanden ikke længere skal være født formand for amtsrådet, der selv skal vælge sin formand og selv udpege lederen af amtskommunens administration. Amtmanden, der fortsat skal varetage visse statslige administrative beføjelser, skal dog fortsat have adgang til —uden stemmeret — at deltage i amtsrådets møder og skal efter anmodning fra amtsrådet yde bistand ved løsningen af opgaver af fælles kommunalinteresse i amtskommunen. Endvidere ændres reglerne for tilsynet med kommunerne, der hidtil har været udøvet af indenrigsministeriet for så vidt angår amtskommuner og købstadkommuner og af amtsrådet for så vidt angår sognekommuner; for de nye amtskommuners vedkommende skal tilsynet udøves af indenrigsministeriet, medens det for primærkommunernes vedkommende skal udøves af lokale tilsynsråd, bestående af amtmanden og 4 amtsrådsmedlemmer.
    Den nye kommuneinddeling og de ændrede styrelsesregler er kun de første etaper af kommunalreformen i Danmark. En anden side af reformen er en samlet revision af byrdefordelingen mellem staten og kommunerne, hvor man allerede har gennemført revisionen af refusionsbestemmelserne i mere end 30 love, ligesom man ved lov nr. 234 af 4. juni 1969 om generelle tilskud til kommunerne har gennemført de første generelle skatteudlignende statstilskud til kommunerne. Reformens sidste etape bliver en ændret fordeling af de offentlige opgaver mellem staten og kommunerne. Det er her tilkendegivet, at regeringen især vil søge at samle en række koordinerende beføjelser og en væsentlig del af den offentlige planlægning hos de nye amtskommuner.

 

D. Planlægning, jordspørgsmål og naturfredning
I 1963 forkastedes ved en folkeafstemning fire love, som var vedtaget af folketinget med henblik på at søge løst en række problemer, der var opstået efter de hidtil gældende regler om fordelingen og anvendelsen af vore begrænsede jordreserver.
    I folketingsåret 1968—69 er problemerne på dette lovgivningsområde nu blevet afklaret ved gennemførelse af en række betydningsfulde love, der er trådt i kraft 1. januar 1970.
    Ved lov nr. 315 af 18. juni 1969 om by- og landzoner afløses en række spredte og tildels indbyrdes modstridende regler i byplan-, bygnings- og naturfredningslovgivningen af bestemmelser, hvorefter hele landet opdeles

i byzoner, sommerhusområder og landzoner. I landzoner må der ikke uden særlig tilladelse ske udstykning eller bebyggelse til andre formål end benyttelse for jordbrugserhvervene. I tilslutning til den således gennemførte rådighedsinskrænkning for ejere af ejendomme i landzonerne sker der et samlet erstatningsopgør, således at erstatning ydes en gang for alle efter ensartede regler. I de fleste tilfælde vil landzoneforpligtelsen ganske vist ikke påføre ejerne noget tab; hvis forpligtelsen imidlertid bevirker, at ejeren afskæres fra en økonomisk rimelig og forsvarlig udnyttelse af ejendommen, der svarer til den faktiske udnyttelse af de omliggende ejendomme, og som han efter de hidtil gældende regler har haft rimelig grund til at påregne ville stå åben også for ham, ydes der erstatning af statskassen for det dokumenterede tab. Erstatningsopgøret, der sker på grundlag af forholdene ved lovforslagets fremsættelse i efteråret 1968, vil i de fleste tilfælde udelukke, at der i landzonerne kan danne sig værdier i form af en forventet ikke-jordbrugsmæssig udnyttelse, som må erstattes ved f. eks. fredninger og ekspropriationer. Loven vil således bevirke, at frednings- og ekspropriationserstatninger i det åbne land fremtidig bliver relativt lavere end hidtil.
    Når ejendomme senere overføres fra landzone til byzone, vil ændringen af ejendommenes zonestatus omvendt tilføre dem en merværdi, som er en direkte følge af den udvidede adgang til udnyttelse af ejendommene. Ved lov nr. 324 af 18. juni 1969 om frigørelsesafgift m. v. er der derfor gennemført regler, som tilsigter at inddrage en del af den værditilvækst, der er knyttet til inddragelsen af faste ejendomme under byzone. Baggrunden herfor er overvejende den, at de forhold, der betinger en ejendoms overførelse fra landtil byzone, gør det naturligt at betegne værditilvæksten eller en væsentlig del af denne for samfundsskabt. Ved samtidigt gennemførte ændringer i ejendomsbeskatningen sikres til gengæld, at landbrugsjorden vurderes og beskattes som sådan uden hensyn til forventet værdistigning ved bebyggelse, indtil frigørelsesafgift skal erlægges.
    For at bidrage til sikring af udbud af byggemodnet jord til rimelige priser er der ved lov nr. 328 af 18. juni 1969 om tilbudspligt gennemført en ordning, hvorefter ejendomme med et areal på 6 000 m² eller derover, der ved byudviklingsplan er udlagt som byzone, skal tilbydes kommunen, før de kan overdrages til anden side. Ordningen kan administrativt sættes i kraft også i andre områder, hvor den skønnes at kunne bidrage til en hensigtsmæssig byudvikling. Tilbudspligten indtræder ikke ved overdragelse til staten, ejerens ægtefælle og visse andre nære pårørende, og tilbudspligten kan ikke gøres gældende, hvis det efter forholdet mellem ejeren og erhververen eller omstændighederne i øvrigt vill være ubilligt, at ejendommen skal tilbydes kommunen. I tilfælde af uenighed herom afgøres spørgsmålet af et særligt nævn. — Hvis kommunen vil antage et af ejeren fremsat tilbud, skal den give ejeren meddelelse derom inden 6 uger. Inden for denne frist kan kommunen dog også afvise tilbuddet og fremsætte sit eget tilbud. Vil ejeren ikke akceptere dette, kan han forlange ejendommen takseret, og kræve, at kommunen overtager den til det beløb, hvortil den takseres. Han kan også i 8 måneder fra fremsættelsen af sit tilbud til kommunen overdrage ejendommen til anden side til en pris, der mindst svarer til den pris, der er angivet i hans tilbud til kommunen. Hvis kommunen ikke akcepterer ejerens tilbud og heller ikke selv fremsætter tilbud, kan ejeren i 8 måneder fra fremsættelsen af sit tilbud til kommunen frit overdrage ejendommen til anden side.

    Kommunerne i udviklingsområder vil indtil videre kunne få lån til grundkøb og byggemodning fra Statens bygge- og boligfond, jfr. lov nr. 242 af 3. juni 1967. Senere er de frigørelsesafgifter, jfr. foran, der tilfalder kommunerne, navnlig tænkt anvendt til dette formål.
    Endelig er der på grundlag af betænkningerne fra naturfredningskommissionen (nr. 461 og 467/1967) gennemført en ny naturfredningslov, lov nr.314 af 18. juni 1969, der er trådt i kraft den 1. oktober 1969. Hermed bortfalder på næsten alle områder fredningsmyndighedernes beføjelse til at medvirke ved reguleringen af bebyggelsen på det åbne land. Denne regulering skal i det væsentlige ske i henhold til loven om by- og landzoner, der bl. a. også har til formål at medvirke til, at bebyggelse ikke sker i strid med hensynet til befolkningens rekreative interesser og bevarelsen af landskabelige værdier. Derimod skal bevarelsen af større egnskarakteristiske landskaber (naturparker) ske ved direkte fredning. Loven giver almenheden adgang til færdsel og kortvarigt ophold på strandbredder, i skove og på udyrkede arealer. Hvis færdsels- og opholdsretten medfører væsentlige ulemper, kan ejendommens ejer forlange ejendommen overtaget af staten; ønsker staten ikke at overtage ejendommen, kan ejeren forbyde almenhedens færdsel og ophold på arealet, men staten kan nårsomhelst genoptage spørgsmålet om erhvervelse af ejendommen.

 

 

E. Pornografi og filmcensur
I overensstemmelse med en indstilling fra tre af straffelovrådets fire medlemmer, som fremkom i rådets betænkning om straf for pornografi (nr. 435/1966) ophævedes ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov forbudet i straffelovens § 234 mod udbredelse af utugtige skrifter. Flertallets indstilling byggede på den i betænkningen fremhævede betragtning, at en påstand om, at man i forbindelse med pornografi må regne med en ikke uvæsentlig risiko for skadevirkninger, ikke har fået støtte i de synspunkter, som har kunnet fremføres fra sagkyndig lægelig, psykologisk, sociologisk, pædagogisk og kriminologisk side.
    Straffelovrådets medlemmer var enige om at anbefale, at man opretholdt forbudet i § 234 mod udbredelse af utugtige billeder, der efter praksis navnlig har fundet anvendelse på billeder af samlejer og andre kønsakter. Rådet fremhævede bl. a., at hensynet til den kunstneriske ytringsfrihed erfaringsmæssigt ikke her har spillet samme rolle som ved litteraturen, og at hensynet til sædelighedsfølelsen her måtte gøre sig gældende med større vægt, idet betragteren af utugtige billeder ikke på samme måde som læseren af utugtige skrifter selv er herre over, om han vil holde sig fri af de krænkende indtryk.
    Efter ophævelsen af forbudet mod udbredelse af pornografiske skrifter viste der sig tydelige tegn på en svækkelse af interessen for sådanne skrifter. Samtidig indtraf der en voldsom stigning i udbudet af pornografiske billeder. I forbindelse hermed skete der en accentuering af de problemer i relation til den filmiske ytringsfrihed, som billedforbudet allerede tidligere havde rejst for filmcensuren, idet spørgsmålet om, hvorvidt stærkt erotiske scener i en film kunne legitimeres af den sammenhæng, hvori de forekom, gav anledning til vanskelige afgrænsningsspørgsmål.
    På baggrund heraf fandt justitsministeriet det rigtigst at fremsætte forslag

om, at forbudet mod udbredelse af pornografi også blev ophævet for såvidt angår billeder, og dette er nu sket ved lov nr. 224 af 4. juni 1969 om ændring af borgerlig straffelov. Straffelovens § 234 indeholder herefter blotet med bøde sanktioneret forbud mod at overlade utugtige billeder eller genstande til personer under 16 år. — For at sikre, at ingen påtvinges synet af pornografiske billeder, er der samtidig draget omsorg for, at der i samtlige politivedtægter optages forbud mod offentlig udstilling af billeder af »anstødelig« karakter.
    Ved lov nr. 135 af 29. marts 1969 om filmcensur, der bygger på en betænkning fra et af justitsministeriet nedsat udvalg (nr. 468/1967), er kravet om forudgående censur af film, der alene ønskes forevist for personer over 16 år, ophævet. Film, som forevises for børn under 12 eller 16 år, skal derimod fortsat være godkendt af statens filmcensur for børn i den pågældende aldersgruppe. Som begrundelse for ophævelsen af voksencensuren henvises der i udvalgsbetænkningen navnlig til, at der ikke efter de foreliggende oplysninger kan antages at være en sådan risiko for skadelige påvirkninger af tilskuerne forbundet med forevisning af film, at der er grund til at opretholde krav om censur af film for voksne.

 

F. Reform af tjenestemandslovgivningen
Denne reform vil blive omtalt i en særlig artikel af byretsdommer Inger Margrethe Pedersen.

 

G. Ouverture til en familieretsreform
På grundlag af en betænkning fra justitsministeriets ægteskabsudvalg (nr. 369/1964) er gennemført lov nr. 256 af 4. juni 1969 om ægteskabs indgåelse og opløsning og en række love af samme dato, der knytter sig til den nye ægteskabslov.
    Ved lovens ikrafttræden den 1. januar 1970 bortfalder de hidtil gældende regler om erstatning i forbindelse med ophævelse af forlovelse, ægteskabsalderen for mand nedsættes til 20 år, den obligatoriske lysning bortfalder, separationstiden nedsættes til 1 år (uanset om parterne er enige om atønske skilsmisse eller ej), enhver af ægtefællerne får ret til skilsmisse når deres samliv på grund af uoverensstemmelse har været hævet i de sidste 3 år, ligesom der sker forskellige ændringer af reglerne om fremgangsmåden i sager om separation og skilsmisse. Retten får i utroskabssager mulighed for i særlige tilfælde at give separation i stedet for skilsmisse.
    Den diskussion, som har fundet sted efter fremsættelsen af forslaget til den nye ægteskabslov, har imidlertid vist, at der i Danmark, ligesom det har været tilfældet i Sverige, er opstået interesse for, at man i videre omfang, end det allerede er sket, undersøger behovet og mulighederne for at gennemføre mere dybtgående ændringer af ægteskabslovgivningen, såvel af reglerne om ægteskabs indgåelse og opløsning som af bestemmelserne om formueforholdene i ægteskabet. Der vil derfor blive nedsat et nyt udvalg til at foretage en sådan undersøgelse, og meget tyder således på, at den nu gennemførte ægteskabslov må betragtes som en første etape i et videregående reformarbejde. Justitsministeriet har på denne baggrund stillet planerne om gennemførelsen af en ny lov om ægteskabets retsvirkninger på grundlag af det af ægteskabsudvalget udarbejdede udkast til en sådan lov i bero indtil videre.

H. Andre spørgsmål
1. Sterilisation og kastration
Ved lov nr. 234 af 3. juni 1967 om sterilisation og kastration er reglerne om disse indgreb, der tidligere fandtes i forskellige love, samlet i én lov, der udtømmende angiver, under hvilke betingelser indgrebene kan foretages eller tillades.
    Medens der tidligere var adgang til sterilisation af åndssvage uden begæring fra den pågældende, ligesom lovgivningen indeholdt en — aldrig benyttet — hjemmel til tvungen kastration af visse grovere sædelighedsforbrydere, bygger den nye lov fuldtud på et frivillighedsprincip. Tilladelser efter loven kan kun gives efter anmodning fra den pågældende selv, eller — hvis denne er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet —fra en særlig beskikket værge.
    Tilladelser til sterilisation meddeles efter loven af de samråd, der erknyttet til mødrehjælpsinstitutionerne, og som i øvrigt har til opgave at træffe afgørelse i sager om tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Afslag på ansøgninger om tilladelse til sterilisation kan påklages til justitsministeriet. Tilladelse til kastration meddeles af justitsministeriet. Loven bygger på en betænkning fra et af justitsministeriet nedsat udvalg (betænkning nr 353/1964).

 

2. Udtagelse af menneskeligt væv m. v. (transplantation)
Lov nr. 246 af 9. juni 1967 om udtagelse af menneskeligt væv m. v., der er udarbejdet på grundlag af en udvalgsbetænkning (nr. 454/1967), indeholder regler om transplantation af væv fra levende donor, om transplantation fra lig og om obduktioner i lægevidenskabeligt øjemed.
    Transplantation fra levende donor forudsætter, at den pågældende skriftligt har meddelt samtykke til indgrebets foretagelse, og at han forinden har modtaget lægelig vejledning om indgrebets beskaffenhed og om den med indgrebet forbundne risiko. Samtykke kan meddeles af den, der er fyldt 21 år; såfremt ganske særlige forhold taler derfor, kan samtykke dog også med værgens tilladelse meddeles af personer under denne alder.
    Transplantation fra lig kan ske dels i henhold til en af den afdøde efter hans fyldte 21. år truffet bestemmelse, som foreligger skriftligt, dels uden et sådan udtrykkeligt samtykke. I den sidstnævnte gruppe af tilfælde må indgrebet ikke foretages, hvis afdøde eller hans nærmeste har udtalt sig derimod, såfremt indgrebet må antages at stride mod afdødes eller hans nærmestes livsopfattelse, eller såfremt særlige omstændigheder i øvrigt taler imod indgrebet. Hvis omstændighederne tillader det, skal den afdødes pårørende underrettes om dødsfaldet, før det påtænkte indgreb foretages.
    Det er ikke i loven fastsat, efter hvilket kriterium dødens indtræden skal konstateres, men det fremgår af betænkningen, at dødstidspunktet og dermed dødskriteriet er det tidspunkt, da det med sikkerhed er lægeligt konstateret, at hjernen fuldstændig og uopretteligt er gået til grunde, og det er iagttaget, at spontan hjertevirksomhed og spontant åndedræt fortsat ikke er tilstede.

 

3. Udlevering af lovovertrædere
Medens udlevering af lovovertrædere fra Danmark til de andre nordiske lande siden 1960 har været reguleret ved lov nr. 27 af 3. februar 1960, er udlevering til andre lande sket med hjemmel i retssædvane.

    Ved lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere er der nu gennemført lovregler også om udlevering til ikke-nordiske lande. Loven, der er udarbejdet efter nordiske departementsforhandlinger, og som navnlig står i gæld til den svenske udleveringslov af 1957, indeholder stort set tilsvarende materielle betingelser for udlevering som den svenske lov. Reglerne om domstolsprøvelse af udleveringsbetingelserne afviger derimod fra de svenske; genstanden for domstolsprøvelse er efter den danske lov justitsministerens beslutning om udlevering, og domstolsprøvelse finder kun sted, hvis den, som efter justitsministerens beslutning skal udleveres, fremsætter begæring om, at beslutningens lovlighed prøves af retten. Begæring om domstolsprøvelse, der sker ved retten på det sted, hvor den pågældende opholder sig, skal fremsættes inden 3 dage efter, at udleveringsbeslutningen er meddelt ham.

 

4. Forældelse af strafansvar m. v.
På grundlag af straffelovrådets betænkning om strafferetlig forældelse (nr. 433/1966) er der ved den ovenfor under E omtalte lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov gennemført betydningsfulde principielle ændringer af de danske regler om forældelse af strafansvar og af adgangen til fuldbyrdelse af strafferetlige retsfølger.
    Forældelsesfristen for strafansvaret knyttes efter loven ikke længere til størrelsen af den konkret forskyldte straf, men ligesom i de andre nordiske lande til størrelsen af den højeste straf i strafferammen for den pågældende lovovertrædelse. Også reglerne om forældelse af adgangen til fuldbyrdelse af strafferetlige retsfølger bringes på linie med det system, der anvendes i de øvrige nordiske lande.
    Ved samme ændringslov til straffeloven er der udover ophævelsen af forbudet mod udbredelse af pornografiske skrifter gennemført visse ændringer af regler i straffelovens specielle del. Således er kriminaliseringen af samleje mellem beslægtede i op- og nedstigende linie (blodskam) ophævet for den yngre part, som tidligere kunne straffes, hvis den pågældende var over 18 år. Endvidere har man ophævet kriminaliseringen af betaling for homoseksuelt forhold.
    Samtlige de ændringer i straffeloven, der er gennemført ved denne lov, er omtalt af H. H. Brydensholt i N. t. f. k. 1966, s. 263—70, og 1967, s.307—09.

 

5. Patenter
På grundlag af betænkningen angående nordisk patentlovgivning (Nordisk Utredningsserie 1963: 6) er der som lov nr. 479 af 20. december 1967 gennemført en ny patentlov, der trådte i kraft den 1. januar 1968 samtidig med tilsvarende love i Finland, Norge og Sverige.

 

6. Fri proces
Retsplejelovens regler om retshjælp og fri proces er ændret ved lov nr. 253 af 4. juni 1969 om ændring af lov om rettens pleje, der bygger på en betænkning fra et af justitsministeriet nedsat udvalg (nr. 404/1966).
    Ved denne lov udvides den retshjælp for ubemidlede, som hidtil er ydet af de advokater, der af justitsministeriet er antaget til at udføre sager, hvori der er givet fri proces. Medens denne retshjælp hidtil kun har omfattet

affattelse af klager, ansøgninger om fri proces og stævninger i borgerlige sager, vil der fremtidig være adgang til retshjælp af mere almindelig karakter, som vil omfatte praktisk vigtige retsområder som vejledning i person og familieretlige sager, lejesager og sager vedrørende ansættelsesforhold.
    De gældende regler om fri proces er ikke ændret på punkter af væsentlig principiel betydning, og man har således i det væsentlige opretholdt såvel betingelserne for opnåelse af fri proces (rimelig grund til at føre proces samt økonomisk behov for fri proces), som den gældende kompetenceordning, hvorefter fri proces meddeles af amtmændene eller justitsministeriet. Udvalget havde indgående drøftet, om kompetencen burde henlægges til domstolene, men kunne ikke gå ind herfor, idet man fandt det uforeneligt med domstolenes upartiskhed, hvis de skulle foretage en forhåndsvurdering af, om den, der søger fri proces, har rimelig grund til at føre proces.
    I visse sager, f. eks. faderskabssager, kan retten beskikke en advokat for en part med den virkning, at udgiften hertil afholdes efter samme regler, som hvis der var meddelt fri proces. Denne ordning er ved loven udvidet til straffesager, i hvilke den forurettede gør brug af sin adgang til understraffesagen at få påkendt sit krav om ersatning for den skade, han har lidt ved en andens lovovertrædelse. Der kan være grund til her at understrege, at reglerne om påkendelse af erstatningskrav i forbindelse med straffesager i Danmark spiller en meget betydelig rolle i sager om trafikulykker, og i sådanne sager er af helt afgørende betydning for den hurtighed og effektivitet, hvormed tvister om erstatningsspørgsmål kan afgøres uden udgift for de skadelidte. Den forurettede vil i sådanne sager normalt kun have behov for advokatbistand, hvis der er tale om større erstatninger, f. eks. for invaliditet eller tab af forsørger. I sådanne sager vil skadelidte efter de nye regler kunne få beskikket en advokat uden at have opnået friproces, såfremt retten finder, at advokatbistand ved opgørelsen af erstatningskravet er påkrævet, og at de økonomiske betingelser for at opnå friproces er til stede; retten skal derimod ikke tage stilling til, om det er rimeligt af skadelidte at fremsætte erstatningskravet.

 

7. Konkursordenen
Ved lov nr. 332 af 18. juni 1969 om ændring af konkursloven m. v. og lov nr. 333 af samme dato om ændring af forskellige lovbestemmelser om fortrinsret i konkurs er der gennemført en udrensning blandt de lovbestemte separatistrettigheder ved konkurs og blandt de fordringer, som er udstyret med konkursprivilegium.
    De nye regler, som bygger på konkurslovsudvalgets betænkning om konkursordenen (nr. 423/1966), tilsigter at forbedre navnlig stillingen for arbejderes og funktionærers lønkrav, men også stillingen for fallentens almindelige kreditorer.
    Loven ophæver de særlige sikkerhedsrettigheder, der ved lovgivningen var indrømmet statskassen for en lang række afgiftskrav, og som indebar, at statskassen forud for alle andre kreditorer kunne søge sig fyldestgjort i fallentens beholdning af afgiftspligtige varer.
    Endvidere ophæves fortrinsretten for det offentliges krav på skatter og afgifter samt andre fortrinsrettigheder ved konkurs, f. eks. krav på leje, visse forsikringskrav, og lægers krav på honorar, hvorimod fortrinsretten for krav på løn og andet vederlag for arbejde i skyldnerens tjeneste opret-

holdes. Dette privilegium omfatter beløb, som er forfaldne i tidsrummet fra 6 måneder før konkursbegæringens indgivelse og indtil konkursdekretets afsigelse. Udover egentlige lønkrav er også krav på erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet, særlige godtgørelseskrav i henhold til funktionærloven samt krav på feriegodtgørelse privilegerede.
Ole Unmack Larsen