Statsansatte juristers arbejds-, overenskomst- og lønvilkår i Danmark
Blandt de mange vigtige love, der blev vedtaget i sidste folketingssamling, er også lov nr. 291 af 18 juni 1969 om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken (med den dertil knyttede lov om tjenestemandslønninger m. v.) samt lov nr 292 af samme dato om tjenestemandspension. Disse love, der afløser den hidtidige lovgivning angående tjenestemænd ansat i staten m. v. frembyder mange nydannelser i forhold til det hidtidige tjenestemandssystem, der går tilbage til den første almindelige lov om statstjenestemænd fra 1919.
Dette system havde til hensigt at skabe et fast og tilsigtet livsvarigt forhold for at sikre stabiliteten i de offentlige funktioners udførelse. På denne baggrund har der til tjenestemandsansættelse på alle løntrin været knyttet forskellige rettigheder som ret til ferie og løn under sygdom samt ret til pension, herunder familiepension. Tilsvarende regler er efterhånden blevet almindelige også i andre arbejdsforhold, men det forblev et særkende for tjenestemandsansættelsen, at den gav en forholdsvis vidtstrakt beskyttelse mod uansøgt afsked og stillingsforandring. Afsked af årsager, der ikke kunne tilregnes tjenestemanden og uansøgt forflyttelse udløste nemlig normalt pensionskrav fra hans side. Pensionsforholdene medførte i øvrigt, at man normalt kun akcepterede ansættelse i en ret ung alder. Lønningerne fastsattes ved lov, ganske vist efter forhandling med organisationerne, men dog således at tjenestemændene, såfremt enighed ikke kunne opnås, måtte forvente at se ansættelsesmyndighedens forslag ophøjet til lov.
Det blev fra mange sider gjort gældende, at dette system manglede den smidighed, som er nødvendig i et samfund med dybtgående strukturændringer. Et særligt problem opstod desuden, fordi der siden begyndelsen af 1960'erne på grund af vanskeligheder ved rekruttering til ansættelse på tjenestemandsvilkår blev åbnet mulighed for ansættelse bl. a. af det akademisk uddannede personale på overenskomstvilkår. De akademiske fagorganisationer har herefter alle oprettet kollektive overenskomster med staten. De personer, der er ansat i henhold til disse overenskomster har en retsstilling som på væsentlige punkter svarer til privat ansatte funktionærers. Lønnen fastsættes således ved de ét-årige aftaler mellem staten og organisationerne, og man får ikke et pensionskrav mod staten. Staten betaler derimod et pensionsbidrag til den pensionsordning, som den pågældende er medlem af og som er organiseret af og i tilknytning til vedkommende faglige organisation. De ansatte kan afskediges efter samme regler som private funktionærer.
Overenskomstansættelserne omfatter som hovedregel kun ansatte under chefsniveau, for ministeriernes vedkommende altså sekretærer, fuldmægtige og ekspeditionssekretærer, men ikke kontorchefer. Lønfastsættelsen er baseret på og har fulgt lønudviklingen på det private arbejdsmarked, og dette har medført, at de overenskomstansattes lønninger indtil den ny tjeneste-
mandslovs vedtagelse lå væsentligt over tjenestemandsansattes med samme anciennitet, ja, endog at de ældste overenskomstansattes lønninger lå over mange tjenestemandsansatte chefers lønninger. Som følge deraf har næsten alle nytilkomne statsansatte valgt ansættelse i henhold til overenskomsterne, og et betydeligt antal yngre tjenestemænd har opgivet deres tjenestemandsstatus og er gået over til overenskomstansættelse.
Den ny statstjenestemandslovgivning har ændret billedet på væsentlige punkter. Således har dens lønsystem medført en betydelig forbedring af alle akademisk uddannede tjenestemænds lønforhold. Dette gælder også tjenestemænd i de stillinger, hvor der er alternativ mulighed for overenskomstansættelse. Begyndelseslønnen ligger endog meget betydeligt over begyndelseslønnen for overenskomstansatte.
Reglerne om tjenestemandsansættelse er gjort langt smidigere end efter den tidligere lovgivning. Således er der åbnet mulighed for ansættelse på åremål, angiveligt for at kunne besætte egnede stillinger med personer, der har erhvervet særlig indsigt eller erfaring under virksomhed uden for staten. Man har også opgivet de stive nedre og øvre aldersgrænser samt de bestemmelser, som forbeholdt ansættelse i bestemte stillinger for personer med en konkret angivet uddannelse, og også reglerne om helbredsvurdering før tjenestemandsansættelse er smidiggjort. Loven åbner endvidere mulighed for udvidelse af de hidtidige ret snævre ansættelsesområder — f. eks. er tjenestemænd hidtil blevet ansat i et bestemt ministerium, ikke i centraladministrationen som sådan. Nyordningen vil medføre, at tjenestemændene i videre omfang end hidtil må tåle stillingsforandringer, og der er derfor tillagt tjenestemandsorganisationerne forskellige beføjelser til at varetage medlemmernes interesse i tilfælde af uenighed om disse problemer. Mens beskyttelsen mod stillingsforandringer således er blevet mindre, har tjenestemændene bevaret retten til pension i tilfælde af afskedigelse af dem utilregnelige årsager.
Efter den ny lov fastsættes løn- og andre ansættelsesvilkår i princippet ved aftale mellem ministeren for statens lønnings- og pensionsvæsen og de centralorganisationer, med hvilke ministeren efter indhentet udtalelse fra lønningsrådet indgår en hovedaftale om fremgangsmåden ved indgåelse af aftaler og om regler for udøvelse af forhandlingsret i øvrigt. Loven har dog udførlige regler om retsstillingen, hvis ministeren og organisationerne ikke kommer til enighed om størrelsen af det samlede beløb til ændring af løn og andre ansættelsesvilkår eller om anvendelsen af det fastsatte beløb. I begge situationer fremsætter ministeren særligt lovforslag. Tanken bag disse regler er, at tjenestemandsorganisationerne skal have adgang til gennem henvendelse til det folketingsudvalg, der behandler lovforslaget, at gøre deres synspunkter gældende. Det er i kritikken af den nye lov gjort gældende, at denne ordning vil være til fordel for de talstærke organisationer af tjenestemænd i de lavere lønrammer og indebære risiko for, at de højeretjenestemænds lønninger påny vil sakke agterud i forhold til lønningerne på det private arbejdsmarked.
Også i pensionsreglerne har den ny lov medført adskillige vigtige nyordninger. Man har f. eks. ophævet den hidtidige regel om, at ansættelse med pensionsret ikke kunne ske efter det fyldte 40. år, og pensionsforholdene for statsansatte med en helbredsmangel — de »mindregode« liv — er forbedret. Der bliver mulighed for at søge afsked på grund af alder allerede når man
er fyldt 60. Med hensyn til familiepensioner er der indfort ligestilling mellem mænd og kvinder, hvilket betyder, at der bliver enkemands- og børnepension til de kvindelige gifte tjenestemænds efterladte familiemedlemmer. Endvidere er der indført regler om samordning mellem tjenestemandspension og folkepension.
Efter at den ny statstjenestemandslovgivning var vedtaget i juni 1969, fortsattes de tidligere indledte forhandlinger om fornyelse af de kollektiveoverenskomster mellem staten og Akademikernes Samarbejdsudvalg, der erhovedorganisation for 15 akademikerorganisationer, der under Danmarks Juristforbund. Forhandlingerne endte med sammenbrud, idet staten afviste atgive de overenskomstansatte akademikere løn- og pensionsmæssig ligestilling med tjenestemændene. Da Akademikernes Samarbejdsudvalg heri så en alvorlig trusel mod tilgangen til overenskomstansættelser og dermed mod de tilsluttede organisationers frie forhandlingsret, iværksatte man punktstrejker, bl. a. over for justitsministeriet og en række gymnasieskoler. Efter ca 5 ugers strejke blev der i slutningen af oktober indgået et forlig, hvorefter staten tilkendegav, at ansættelse af akademikere i stillinger under chefsniveau i overenskomstperioden kun vil ske i henhold til overenskomst. Herefter akcepterede Akademikernes Samarbejdsudvalg, at lønreguleringen som ved tidligere overenskomstfornyelser kunne ske på grundlag af lønudviklingen på det private arbejdsmarked. Mellem parterne aftaltes endvidere fredspligt i overenskomstperioden i samme omfang som på det private arbejdsmarked, ligesom det bestemtes, at der i overenskomstperioden skal optages forhandlinger om afslutning af en hovedaftale, som skal træde i kraft samtidig med overenskomstfornyelserne pr. 1 april 1971. Inger Margrete Pedersen