STIG STRÖMHOLM. Upphovsrättens verksbegrepp. Sthlm 1970. Norstedts. 266 s. Kr. 80,00.

1. Der er intet opsigtsvækkende i at professor Strömholm har skrevet en ny bog. Det er ej heller opsigtsvækkende, at han har skrevet en god bog. Det opsigtsvækkende er, at han har været over otte år om at skrive denne bog. Værkets første version forelå — beretter han — allerede i efteråret 1962. Denne tålmodighed og tilbageholdenhed er højst overraskende. Men den er utvivlsomt kommet bogen til gode: I mellemtiden er der fremkommet ganske meget om emnet fra anden side, debatten er kommet ind i et mere stille leje og forfatteren kan da i ro og mag delagtiggøre os i sine mange overvejelser. Hans debatindlæg er derfor i første række résumerende, konstaterende og analyserende. Det bryder måske ikke helt nye veje, men det trænger til gengæld langt dybere ned, afstiver funderingerne og forbinder de løsere dele til en organisk helhed.
    Den skandinaviske debat om de ophavsretlige grundspørgsmål — navnlig værksbegrebet — er uden sidestykke i den internationale doktrin. Man kunne derfor have ønsket, at forfatteren havde publiceret sit værk på et af verdenssprogene, hvilket næppe ville være faldet ham unaturligt eller vanskeligt. Han har da også tidligere givet en oversigt over emnet på tysk i GRUR Ausl. 1963 p. 433 ff og 481 ff og på fransk i NIR 1965 p. 113 ff. Disse oversigter dækker imidlertid kun perioden op til 1963 og er natur-

 

ligvis ikke nær så indtrængende som den foreliggende fremstilling. Men denne gang har han altså holdt sig på det nordiske plan, hvilket vel også er fuldt korrekt, da væsentlige dele af værket går med at debattere synspunkter, der alene foreligger i nordiske fremstillinger.
    2. Bogen kan opdeles i følgende fire afdelinger:
(1) En almen introduktion til og en fremstilling af den nordiske debat om værksbegrebet (Kap. I—II). Her præsenteres læseren for de opfattelser, der bl. a. er gjort gældende af Eberstein, Knoph, Frederik Vinding Kruse, Ross, Bergström, Lund, Lögdberg, Karnell og anmelderen.
(2) En analyse af de faktiske grundforudsætninger og forestillinger om skabelse og udnyttelse af ophavsretlige værker (Kap. III og IV). Kap. III indeholder endvidere en speciel drøftelse af Bergströms arbejder.
(3) En særdeles dybtgående analyse af objektbegrebets afgrænsning og anvendelse i retssproget (Kap. V og VI, p. 137—208). Denne analyse rækker langt ud over ophavsrettens emneverden og henter bl. a. sit materiale også fra tysk ret, hvor udviklingen gennemgås fra Savigny, Puchta og Windscheid til bl. a. von Tuhr, Enneccerus og Larenz m. fl. (p. 153—80). Denne indtrængende undersøgelse af objektbegrebet burde være tvungen læsning for enhver velstuderet civilist, idet dens sidestykke næppe findes noget steds i verden. I denne forbindelse må jeg indrømme, at jeg naturligvis er dybt rørt over, at mit beskedne bidrag til debatten — sondringen mellem den reale og den syntaktiske objektkonstruktion (se bl. a. p. 43 f, 139 og 199) — har fået en så central og sympatisk placering i fremstillingen, som tilfældet er. Det er imidlertid ikke (udelukkende) af den grund, at jeg finder forfatterens fremstilling særdeles interessant og helt enestående.
(4) En redegørelse for begrebet "værket" og "exemplaret" i ophavslovgivningen (kap. VII—VIII). Forfatteren når her frem til nogle centrale konklusioner, bl. a. at ordet "værk" i lovtexten ikke har nogen bestemt betydning eller klar afgrænsning overfor ordet "exemplar" (p. 226), samt at det som lovgiveren synes at have opfattet som kerneområdet i værksbegrebet ikke fungerer som objekt og rimeligvis ej heller bør betegnes som retsobjekt (p. 229). Jeg er enig i disse konklusioner.
    3. Under sin gennemgang af de anførte fire hovedproblemstillinger fremsætter forfatteren en lang række frugtbare betragtninger over såvel almene som mere specielle ophavsretlige problemer. Som en enkelt af disse vil jeg fremhæve hans these p. 88, hvorefter det ophavsretligt relevante værk udmærker sig ved en større frihed vedrørende resultatets utformning end måske nogen anden aktivitet. Dette synspunkt harmonerer godt med andre forfatteres opfattelse, bl. a. Ulmer: Urheber- und Verlagsrecht 1960 p. 116 nr. 2, som der da også henvises til p. 89 note 6. Hos forfatteren fører synspunktet til vidtgående konsekvenser vedrørende retsbeskyttelsen, der nærmer sig de konkurrenceretlige (p. 91 f). Alt kan imidlertid overdrives, og da navnlig betydningen af en these. Det er således næppe rigtigt, at relationen frihed/bundethed udgør den principielt vigtigste adskillelse mellem ophavs- og patentretten (p. 94), — uanset at også Eberstein m. fl. har fremsat lignende opfattelser. Forfatteren synes her at forudsætte, at den tekniske problemstilling på forhånd er givet — hans exempler låser ham fast til denne tankegang. Sådan er det imidlertid ikke. Det centrale i patentretten er langtfra altid at "løse" problemet. Det centrale er ofte at erkende problemet og derefter at løse det. Her haves stor frihed. Den cen-

 

trale forskel mellem de to discipliner er ikke principiel, men praktisk: De arbejder hver med sin emneverden, jfr. Immaterialretspositioner p. 186 f. I det historiske perspektiv er de to rettighedstyper iøvrigt nært knyttede til hinanden.
    4. Jeg anser Stig Strömholms bog for at være ikke blot et vægtigt indlæg i den nordiske retsdebat, men også for at være en lødig afslutning på dennes ophavsretlige del. Når jeg anser den for en værdig afslutning, skyldes det måske, at jeg i alt væsentligt er enig med forfatteren. Andre kan være af en anden mening. Det ville imidlertid være ønskeligt, om man nu ville begive sig videre til nye jagtmarker og fx gøre patentretten til genstand for en tilsvarende teoretisk dybdeboring. Som jeg andetsteds har påpeget ville dette formentlig have vidtgående konsekvenser.

Mogens Koktvedgaard