ning af den befolkningseksplosion, hvis følger for det fremtidige liv på jorden fremhæves i disse år med stadig større alvor.
Hvor hurtigt udviklingen kan gå i retning af fri abort, illustreres af de reforimer af abortlovgivningen, som vi i Danmark har set i de seneste år.
Indtil 1. april 1970 var en kvindes adgang til at opnå abort reguleret af en i 1956 gennemført lovgivning, hvis materielle betingelser for abort i det væsentlige svarede til dem, der havde været gældende siden 1937. Denne lovgivning omtales nedenfor under A.
Ved lov nr. 120 af 24. marts 1970 om svangerskabsafbrydelse, der trådte i kraft den 1. april s. å., skete der en væsentlig udvidelse af adgangen til at opnå abort. Denne lov omtales nedenfor under B.
Endelig er der nu af justitsministeren fremsat forslag til en ny lov om svangerskabsafbrydelse, der giver enhver kvinde med bopæl i Danmark ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge. Dette lovforslag omtales nedenfor under C.
A. Lovgivningen fra 1956
1. Betingelserne for abort. Betingelserne — de såkaldte "indikationer" — var de klassiske: a) den medicinske indikation, d. v. s. når afbrydelsen af svangerskabet var nødvendig for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, b) den etiske indikation, d. v. s. når besvangrelsen var sket ved strafbart forhold, fx. blodskam, voldtægt eller samleje med barn under 15 år, c) den eugeniske indikation, d. v. s. når der var nærliggende fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg, beskadigelser eller sygdom ville blive lidende af sindssygdom, åndssvaghed m. v. eller alvorlig og uhelbredelig abnormitet eller legemlig sygdom, og d) den såkaldte defekt-indikation, d. v. s. ganske specielle tilfælde, hvor alvorlige fysiske eller psykiske defekter eller andre lægeligt begrundede forhold medførte, at kvinden ikke skønnedes egnet til at tage vare på sit barn.
Den praktisk mest betydningsfulde indikation var den medicinske (over 80 % af tilladelserne), også kaldet den "medicinsk-sociale", fordi det i loven var fremhævet, at der ved bedømmelsen af, om abort var nødvendig for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, skulle ske en vurdering af samtlige omstændigheder, herunder de forhold, hvorunder kvinden må leve, og på dette grundlag tages hensyn ikke alene til fysisk eller psykisk sygdom, men også til tilstedeværende eller truende fysiske eller psykiske svækkelsestilstande. Det må imidlertid understreges, at bestemmelsen uanset sin fremhævelse af de sociale forholds betydning ikke gav mulighed for at tillade abort på grundlag af rent sociale eller personlige vanskeligheder, hvor belastende disse end måtte være, medmindre kvindens helbred efter en lægelig vurdering var alvorligt truet.
Bortset fra svangerskabsafbrydelse på medicinsk indikation måtte indgrebet normalt ikke foretages efter udløbet af den 16. svangerskabsuge.
2. Tilladelsesproceduren. Afgørelsen af, om svangerskabsafbrydelse kunne ske, lå som hovedregel hos nogle i tilknytning til mødrehjælpsinstitutionerne oprettede kollegiale organer, de såkaldte "samråd", ialt 21, hvert bestående af 3 medlemmer: vedkommende mødrehjælpsinstitutions leder eller anden ansat med tilsvarende social uddannelse og 2 læger, hvoraf den ene skal være gynækolog eller kirurg og den anden psykiater. Tilladelse til abort forudsatte enstemmighed.