Dansk arbejdsret mellem Norden og EF*

 

Av juris doktorn OLE HASSELBALCH

 

1. To forbilleder
    Det danske arbejsretlige system var i mange år forbillede på internationalt plan. Langvejs fra kom man rejsende for at studere den måde, hvorpå vi forvaltede vore kollektive overenskomster. Og også vore skandinaviske nabolande skelede til den danske model. Den svenske lovgivning fra 1928 om kollektivaftaler og arbejdsdomstol havde forbillede i loven om den faste voldgiftsret. Og hovedaftalen af 1938 mellem SAF og LO fremstod som et modstykke til det danske Septemberforlig af 1899. Også det materielle indhold af den fagretlige praksis, der udviklede sig i Danmark, nyttiggjordes som bekendt i ikke uvæsentlig udstrækning.
    Vi har også i de senere år været i stand til at skabe regler, som pådrager sig omverdenens opmærksomhed. Sygedagpengeordningen af 1973 lå til grund for den dagpengeordning, nordmændene nu har stillet op. Derimod er den indtil videre blevet afvist i Sverige. Og generelt set må det vist siges, at Danmarks stilling som foregangsland på det arbejdsretlige område er blevet trængt tilbage. I dag er det den nye svenske arbejdsmarkedsreform fra 70erne, som udgør den kilde, der leverer inspiration til nyordninger på dette retsområde. Det er derigennem også Sverige, der er kommet til at tegne det skandinaviske særpræg i omverdenens bevidsthed.
    Nogen vil nok hævde, at Danmark ikke er fulgt med tiden. Hvadenten dette nu er rigtigt eller ej, er det givet, at dansk arbejdsret ikke mere udgør det kraftcenter, den har været.

 

    Jeg vil prøve i det følgende at skitsere en del af baggrunden for, at dansk arbejdsret står, som tilfældet er. Dette vil samtidig give anledning til at beskrive de perspektiver, som ligger i et EF-medlemskab. Og ligeledes til at belyse dele af de overvejelser, som hos os knytter sig til en udbygning af arbejdsmarkedsordningen efter svensk model.

    Derimod skal jeg undlade at forsøge mig med detaljerede sammenligninger mellem dansk og svensk ret. Den materielle overensstemmelse mellem de to systemer, som den tidligere svenske ordning er udtryk for, ville formentlig blot give sådanne sammenligninger ka

 

* Foredrag i Arbetsrättsliga foreningen d. 18 september 1980.

Dansk arbejdsret 97rakter af gentagelser af den diskussion, man herovre gennemlevede i 70erne.

 

2. Status over dansk arbejdsret
    Måske vil det være praktisk at indlede med en statusoversigt over forholdene i mit hjemland. Og jeg vil her tillade mig at opfatte arbejdsretten i sin bredeste betydning som dækkende både overenskomstproblemerne og den lovgivning, der knytter sig til reguleringen af lønnet arbejde.
    Anskuer man herefter området i sin helhed, fremstår den danske arbejdsmarkedsordning som et naturgroet system. De mange enkeltelementer, der danner totalbilledet, hviler på spredte initiativer. I virkeligheden er den eneste samlede, overordnede overvejelse, der har fundet sted i nyere tid, den, som i århundredets begyndelse udsprang af udvalgsarbejderne omkring opbygningen af retsreglerne for forvaltningen af de kollektive overenskomster.
    Den arbejdskontraktlige ordning har aldrig været specielt forbilledlig. På lovgivningsfronten her har forholdene i det hele taget gennem mange år været ret diffuse. Vi fik tidligt en social lovgivning i form af en ulykkesforsikringsordning og en ordning for arbejderbeskyttelsen. Og fra gammel tid har der også eksisteret lovregler om lærlinge ogmedhjælpere (sidstnævnte svarende til legostadgan). I 1938 fik vi en ferielov og samtidig, som noget specielt i Danmark, en speciel lov om funktionærers (tjänstemäns) vilkår. Gennem 60erne og 70erne er strømmen af lovtiltag vokset føleligt. Vi har fået en arbejdsmarkedetstillægspension og den allerede nævnte lov om sygedagpenge. Endelig har vi på det allerseneste i forlængelse af vort EF-medlemskab fået love om så forskellige forhold som f.eks. lønmodtageres rettigheder ved virksomhedsoverdragelser, ligebehandling, ligeløn og kollektive afskedigelser.
    Generelt set er disse lovordninger ikke udsprunget af nogen målrettet indsats støttet på samlede overvejelser over det mønster, i hvilket arbejdsforholdene bør reguleres. Herved er der igennem årene oparbejdet en betydelig grad af uoverskuelighed. I øvrigt er de arbejdskontraktlige regler også kun ufuldstændigt samordnet med de kollektivarbejdsretlige principper, vi nu har holdt fast ved i 75 år.

 

3. Et forældet system?
Jeg har tidligere fremført det synspunkt, at den danske arbejdsretsordning er forældet. Dette standpunkt hviler på konstateringen af denne uigennemsigtighed og disharmoni, som forekommer helt uacceptabel på et retsområde, der er så betydningsfuldt for mange menneskers

 

7—Svensk Juristtidning 1981

98 Ole Hasselbalchhverdag, som arbejdsretten er. Arbejdsgiversiden har stigende vanskeligheder ved at administrere de mange regler i praksis. Og lønmodtagersiden har stigende problemer med at udmønte de rettigheder, lovgiver søger at indføje i ansættelsesforholdet — simpelt hen for di deer for indviklede og dermed for vanskeligt aflæselige. I stedet for at skabe ro og harmoni, har man oparbejdet usikkerhed og frustration.
    Men vurderingen af, at systemet er utidssvarende, refererer for så vidt også til vor kollektivarbejdsretlige ordning.
    Jeg skal ikke i detaljer gengive grundene for denne opfattelse, men blot fremhæve et par enkelte forhold, som nødvendigvis må påkalde sig opmærksomhed.
    Det primære er nok, at den ordning, vi i Damark nåede frem til i århundredets begyndelse, og som dengang blev betragtet som forbilledlig, har henblik på andre samfundsforhold end dem, der hersker i dag.
    Denne del af det arbejdsretlige system har at gøre med skabelsen og forvaltningen af retspositioner på kollektivt grundlag mellem parterne på begge sider. Denne skabelsesproces hviler i sin kerne på en ordning, hvorefter man lader de frie kræfters spil, arbejdskonflikten, være afgørende for de resultater, der opnås. Ordningen hviler herigennem grundliggende på opfattelsen af, at den mest naturlige balance mellem arbejdsgiver- og lønmodtagerpartens interesser opnås ved at lade en markedsmekanisme være udslagsgivende. I dette billede har man også udelukkende øje for de umiddelbart implicerede arbejdsgiveres og arbejdstageres interesser.
    De overenskomstmæssige reguleringer har imidlertid bredt sig til områder, hvor den nævnte markedsmekanisme slet ikke eksisterer, f. eks. i offentlige virksomheder, statens og kommunernes tjeneste.
    Og i de forløbne år er samfundsinteressen i arbejdsmarkedets forhold også vokset ganske betydeligt. Dette hænger ikke blot sammen med, at en arbejdskonflikts afledede virkninger, virkningerne for udenforstående og for samfundet som helhed, meget ofte vil være større end virkningen mellem de direkte implicerede parter. Det skyldes også, at der til overenskomsternes indhold og den fastsættelse af de materielle arbejdsvilkår, som finder sted heri, knytter sig fordelingspolitiske interesser i forhold til de øvrige samfundsgrupper. Og disse interesser er i nyere tid blevet langt mere tyngende endførhen, hvor statsmagten ikke påtog sig et så stort ansvar for de enkelte borgeres ve og vel.
    I øvrigt må man nok konstatere, at arbejdskonflikten som redskab for vilkårsfastsættelsen næppe respekteres på samme måde af befolkningen nu, som den gjorde tidligere. Man kræver ganske vist konflikt

Dansk arbejdsret 99retten respekteret. Men man kræver også levestandarden respekteret. Disse to ting kan vanskeligt forenes. Og flere og flere er begyndt at sætte hensynet til levestandarden over hensynet til den frie aktionsret.
    Endelig kan man måske tvivle på, at den danske arbejdsmarkedsordning på tilstrækkelig måde er fulgt med den demokratiseringsproces, som har præget det øvrige samfundsliv i de forløbne år; en proces, som jo ubestrideligt har ført til, at den enkelte forventer en højere grad af medindflydelse på de beslutningsprocesser, der har betydning for hans situation.
    De vanskeligheder, det danske system tilsyneladende har ved at holde trit med arbejdslivets praktiske behov — og på visse punkter med den udvikling, som har fundet sted i Sverige — er naturligvis begrundet i flere omstændigheder. Jeg vil på dette sted kun fremdrage et par enkelte forhold.

 

4. Inertiens magt.
En væsentlig årsag skal givetvis søges i vanens magt, inertien om man vil.
    Set fra jeres side af Øresund er det væsentligt at huske, at vi gennem den ordning for overenskomstsystemets forvaltning, som skabtes hos os i århundredets begyndelse, tidligt fik noget, der blev opfattet som — og også nok var — en idealløsning. Vi nåede derved at vokse i højere grad fast i denne løsning, end man gjorde i de andre nordiske lande. Og den skabende interesse gik tabt ikke blot hos retsvidenskaben, men også hos arbejdsmarkedets praktikere. Man blev i det hele mindre åben over for tanken om nyvurderinger, mindre indstillet på at notere sig det gradvise farveskift på arbejdsmarkedet.

 

Selv på lønmodtagersiden har man i virkeligheden været forbløffende tilbageholdende med at søge nye veje. Også her spiller vanen utvivlsomt ind. Men måske skyldes det tillige, at det én gang etablerede system indebar opnåelsen af de mål i retning af økonomisk velfærd, som man havde sat sig. Og at den kritik, der er fremkommet i Danmark, i alt væsentligt har haft et stærkt venstreorienteret udgangspunkt. Den har været uartikuleret, lidet jordnær og ofte også løst funderet. Det var tydeligt, at den ikke i sig bar kimen til konstruktive nydannelser, men at man ved at følge den tværtimod kunne risikere at sætte dele af den levestandard over styr, som man med så megen møje havde vundet.

 

5. EF-medlemskabet.
En anden årsag er at finde i de konsekvenser, der knytter sig til vort EF-medlemskab. Disse har givetvis en interesse også for udenforstående, som gør, at jeg her vil prøve at være lidt mere udtømmende.
    Generelt set går udviklingen inden for EF i retning af en forøget regulering af arbejdsmarkedets forhold.

100 Ole HasselbalchRomtraktatens bestemmelser, der vedrører arbejdsmarkedet, er ganske vist spredte, men de suppleres ved initiativer taget af fællesskabets politiske organer. Disse initiativer har ofte udgangspunkt mere i nævnte organers selvstændige social- og arbejdsmarkedspolitiske intentioner end i traktatens oprindelige formål.
    Den formelle indgangsnøgle til denne udvikling ligger i traktatens programbestemmelser. Artikel 2 fastslår, at EF har til opgave gennem oprettelsen af et fællesmarked og gennem gradvis harmonisering af medlemsstaternes økonomiske politik at fremme en harmonisk udvikling af de forskellige former for økonomisk virksomhed i fællesskabet som helhed, en fortsat og afbalanceret ekspansion, en øget stabilitet, en hurtigere vækst i levestandarden og snævrere forbindelser mellem de stater, som det forener. Fællesskabets virke indebærer herefter i henhold til artikel 3 bl. a. afskaffelsen mellem medlemsstaterne af hindringer for personers, tjenesteydelsers og kapitalens frie bevægelighed samt gennemførelse af en ordning, der sikrer, at konkurrencevilkårene påfællesmarkedet ikke forstyrres. Ligeledes harmonisering af den nationale lovgivning i det omfang, dette er nødvendigt for fællesmarkedets funktion, samt oprettelsen af en europæisk social fond, der tager sigte på at forbedre arbejdernes beskæftigelsemuligheder og på at bidrage til højelse af deres levestandard.
    I tilslutning hertil hedder det specielt med henblik på arbejdsmarkedets forhold i artikel 117, at medlemsstaterne er enige om nødvendigheden af at fremskynde forbedringen af arbejdernes leve- og arbejdsvilkår for herigennem at muliggøre, at der gennem fremskridtene finder en udligning sted. Samtidig udtrykker medlemsstaterne i denne artikel den opfattelse, at en sådan udvikling vil fremkomme som et resultat dels af fællesmarkedets funktion, der vil fremme en harmonisering af de sociale ordninger, dels af de i traktaten fastsatte fremgangsmåder og af harmoniseringen af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser. I forlængelse heraf hedder det i artikel 118, at fællesmarkedskommissionen har til opgave at fremme et snævert samarbejde mellem medlemsstaterne på det sociale område, især for så vidt angår beskæftigelsen, arbejdsretten og arbejdsvilkårene, den elementære og videregående faguddannelse, den sociale sikring, arbejderbeskyttelsen, arbejdshygiejnen samt retten til organisering og til kollektive forhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdere.
    Som grundlag for de nødvendige initiativer har fællesskabsorganerne forskellige redskaber til rådighed. Disse omtales nærmere i artikel 189.
    Således kan EF's ministerråd (en repræsentation for medlemsstaternes regeringer) og EF-kommissionen (fællesskabets udøvende organ, der principielt er uafhængig af alt andet end den saglige vurdering af fællesmarkedets forhold) udstede forordninger og direktiv er, træfie beslutninger, rette henstillinger og afgive udtalelser. En forordning er en forskrift, der har almen gyldighed, og som er bindende umiddelbart i samtlige medlemsstater. Et direktiver bindende for samtlige medlemsstater, det rettes til, for så vidt angår det tilsigtede mål. Men det overlades til de nationale myndigheder selv at bestemme form og midler for, hvorledes dette mål skal opnås. Direktiver skal altså normalt følges op af national lovgivning. En beslutning er fuldt bindende for alle, den angiver at være rettet til, medens henstillinger og udtalelser ikke er bindende.

Dansk arbejdsret 101Ud fra den målsætning, der ligger i EF-traktaten, og med de redskaber, der i henhold til denne står til rådighed, er der i fællesmarkedets regie etableret forskellige anvisninger vedrørende arbejdsmarkedets forhold.
    En fremtrædende placering iblandt disse indtager forskrifterne til sikring af arbejdskraftens såkaldte frie bevægelighed.
    Efter traktatens artikel 48 skal der således gennemføres en fri bevægelighed for arbejdskraften inden for fællesskabet. Heri ligger, at enhver i nationaliteten begrundet diskrimination mellem medlemsstaternes arbejdere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår, skal afskaffes.

 

Med forbehold af de begrænsninger,der retfærdiggøres af hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed, indebærer dette en ret for fællesskabets borgere til at søge stillinger, som måtte ønskes besat, til frit at skifte opholdssted inden for EF-området i dette øjemed, til at opholde sig hvor som helst i medlemsstaterne med den hensigt at udføre arbejde efter de på opholdsstedet gældende regler for indenlandske arbejderesbeskæftigelse og til at blive boende der, hvor man har opnået sådant arbejde. Retten gælder dog ikke ansættelser i den offentlige administration. I øvrigt forudsættes det i traktatens artikel 49, at der skal finde et samarbejde sted mellem arbejdsformidlingsmyndighederne — herunder med henblik på formidling af arbejdskraft, der ikke har kunnet fremskaffes på nationalt plan.
    I lyset af disse traktatsbestemmelser er der etableret en række særlige forskrifter. Især er der efter rådets forordning nr. 1612/68 af 11. oktober 1968 etableret en ramme for den lige adgang til beskæftigelse og en sikring af arbejdstageren og dennes familie. EF-statsborgeren må herefter ikke på grund af nationalitet behandles anderledes uden for sit hjemland, for så vidt angår beskæftigelse og arbejdsvilkår, navnlig for så vidt angår aflønning, afskedigelse og i tilfælde af arbejdsløshed genoptagelse af beskæftigelsen i faget eller genansættelse. På samme måde skal han nyde samme sociale og skattemæssige fordele, samme vilkår med hensyn til deltagelse i uddannelse i faglige uddannelsesinstitutioner m.v. og samme vilkår, for så vidt angår fordele med hensyn til bolig. I forlængelse heraf tilkommer der arbejdstagerens familie visse rettigheder. I øvrigt indeholder forordningen de nærmere bestemmelser om formidling af arbejdskraften og udligning af tilbud og ansøgninger ombeskæftigelse. Supplerende er der også opstillet andre anvisninger, herunder f.eks. et direktiv om skolegang for børn af vandrende arbejdstagere og om afskaffelse af restriktioner på rejser og ophold inden for fællesskabet for sådanne arbejdstagere og disses familiemedlemmer m.v. I resolution af 9. februar 1976 vedtog EF's ministerråd et særligt handlingsprogram til fordel for vandrende arbejdstagere og disses familiemedlemmer.

 

I tilknytning til disse regler findes en række specielle bestemmelser om social tryghed for vandrende arbejdstagere.

 

Udgangspunktet herfor er traktatens artikel 51, hvorefter rådet skal vedtagede foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed, især ved at indføre en ordning, der sikrer vandrende arbejdsta-

102 Ole Hasselbalchgere i relation til de sociale sikringsordninger. Man har herefter vedtaget en forordning (nr. 1408/71 af 14. juni 1971), i henhold til hvilken vandrende arbejdskraft skal sikres ligebehandling med hensyn til adgangen til sociale ydelser. Endvidere fastslås det, at forsikringsperioder, beskæftigelse, bopælsperioder og lignende, som tages i betragtning ved udmåling af sociale ydelser, beregnes ud fra en sammenlægning af den anciennitet, der er optjent i EFlandene under ét. Fremdeles at de sociale sikringsydelser skal kunne udbetales overalt i fællesmarkedet og endelig, at EF-borgere, som flytter arbejdssted, har adgang til en forholdsmæssig pensionsydelse, såfremt de ikke har kunnet nå at optjene fuld ydelse.

 

Aktiviteterne rækker imidlertid videre end til sikring af arbejdskraftens fleksibilitet inden for fællesskabet.
    Traktatens artikel 119 indeholder en regel, der sigter på gennemførelse af princippet om ligeløn til mænd og kvinder for samme arbejde, og artikel 120 fastslår, at man skal bestræbe sig på at opretholde ligevægten mellem de ordninger, der består i medlemsstaterne for betaling af ferier (og anden frihed). Videre er der med udgangspunkt i artikel 123 etableret den allerede omtalte sociale fond. Af denne kan der ydes tilskud til fremme af beskæftigelsesmulighederne og til højeise af levestandarden samt den geografiske og faglige bevægelighed inden for fællesmarkedet. Endelig indebærer artikel 128, at der skal opstilles en fælles politik med hensyn til den faglige uddannelse.
    Disse vedtagelser suppleres sluttelig af generelle bemyndigelsesbestemmelser. Traktatens artikel 100 giver således rådet adgang til at udstede direktiver for harmonisering af enkeltstaternes ret, såfremt sådan harmonisering er af direkte betydning for fællesmarkedets funktion. Og rådet kan med hjemmel i artikel 235 træffe passende foranstaltninger, såfremt handling fra EF's side synes nødvendig med henblik på gennem fællesmarkedets funktion at virkeliggøre et af de mål, der er opstillet, uden at de dertil nødvendige beføjelser er hjemlet ved traktaten. Disse bestemmelser har dannet udgangspunkt for en række tiltag.
    Den traktatmæssige ramme for udviklingen på det sociale og arbejdsmarkedsmæssige område fremtræder altså, som det vil ses, noget diffus. Som samlet ramme for aktiviteterne inden for dette felt opstillede rådet imidlertid ved en resolution af 21. januar 1974 en række anvisninger, EF's såkaldte sociale handlingsprogram. Målsætningen i dette er groft set 1) en fuld og bedre beskæftigelse, 2) en forbedring af arbejdsvilkårene og endelig 3) en øget deltagelse af arbejdsmarkedets parter.
    I årene efter denne vedtagelse er udviklingen accelereret. I 1975 kom det ventede direktiv om ligeløn og i 1976 et supplerende direktiv om ligebehandling af mænd og kvinder, for så vidt angår adgang til

Dansk arbejdsret 103beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse og arbejdsvilkår. I 1975 kom endvidere et direktiv om lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser og i 1977 et direktiv om medlemsstaternes lovgivning vedrørende arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter. Endelig foreligger et direktiv om visse arbejdsmiljømæssige forhold.
    Længere ude i horisonten tegner sig oplæg til direktiver om løngaranti, om arbejdsmiljø, lønmodtageres opfindelser, individuelle opsigelser, handelsrejsendes og handelsagenters retlige stilling o.s.v. Endelig er det nylig ved rådsresolution besluttet at sætte et forberedende arbejde i gang inden for områderne: overarbejde, deltidsarbejde, midlertidigt arbejde, skiftehold, årlig arbejdstid m.v.
    De felter, der undergives regulering fra Bruxelles, er altså under udvidelse. Men denne udvidelse hviler ikke på en målsætning bygget over en systematisk overvejelse over arbejdsmarkedets problemer og de arbejdsretlige regelsæt.
    Dette skal muligt ses i lyset af, at impulserne til disse initiativer kommer forskellige steder fra, f.eks. fra Europaparlamentet eller fra arbejdsmarkedets parter. Men det kan også være kommissionens embedsmænd, der på egen hånd går i gang.
    Udgangspunktet for en sådan sags formelle behandling vil i øvrigt ofte være et oplæg vedrørende den generelle problemstilling udarbejdet af kommissionen, eventuelt med bistand fra uafhængige eksperter. På baggrund af dette vil man konsultere arbejdsmarkedets parter repræsenteret i UNICE (de europaiske arbejdsgivere) og EURO-LO. Herudfra udarbejdes så et direktivforslag, der eventuelt også forelægges arbejdsmarkedets parter. Det færdige forslag vedtages herefter i kommissionen og oversendes til ministerrådet.
    Ministerrådet vil indledningsvis sende forslaget til høring i Europaparlamentet og i EF's økonomiske og sociale udvalg (et høringsorgan, der repræsenterer de vigtigste organisationer i medlemslandene på det økonomisksociale område, arbejdsgivere, arbejdstagere og liberale erhverv). Når udtalelserne herfra foreligger, vil sagen blive realitetsbehandlet i ministerrådets arbejdsgruppe for sociale spørgsmål. Denne består af regeringsembedsmænd fra de respektive lande. For Danmarks vedkommende vil centraladministrationens repræsentanter i dette udvalg holde en snæver kontakt til alle involverede myndigheder og organisationer gennem et til dette formål oprettet særligt organ, det såkaldte EF-Specialudvalg. Dette vil eventuelt nedsætte underudvalg til at følge den enkelte sag. Ministerrådets arbejdsgruppe vil afgive indstilling til rådet, der herefter beslutter sig for en eventuel vedtagelse af det fremlagte forslag.

 

Med de erfaringer, der er indhøstet nu med hensyn til den materielle regeldannelse i EF-regie, må det generelt set konstateres, at man ikke har fundet en tilfredsstillende ramme for aktiviteterne. Kommissionens oplæg er jævnligt uhyggeligt slet funderede. Desuden er de også ofte præget af en deltaljeringsgrad, der er ude af proportioner til de

104 Ole Hasselbalchvanskeligheder, der opstår, når der skal findes en fællesnævner for så mange forskellige retsordninger, og til den allerede nævnte mangel på overordnet målsætning. Dette stiller meget store krav til medlemslandenes embedsmandsressourcer i gennemførelsesfasen.
    Den øjeblikkelige arbejdsmetode er således næppe bærekraftig i det lange løb. Hvorledes udviklingen herefter vil forløbe, er det imidlertid vanskeligt at sige noget sikkert om. Måske vil man (inde frem til den efterlyste, samlede tekniske arbejdsplan, der gør, at de spredte initiativer spores ind i et velordnet billede, men det kan også tænkes, at man gradvis gennem de indhøstede erfaringer vil opnå en højere standard på de enkelte reguleringsområder.
    For øjeblikket kan det blot konstateres, at vi er blevet kastet ud i et krav om lovgivning, der forøger uoverskueligheden i vort arbejdsretlige system, som opsuger den opmærksomhed og beslaglægger de kræfter, der ellers kunne have været nyttiggjort til at udvikle en arbejdsmarkedsreform, og som beskærer den danske lovgivers tiloversblevne frie råderum ganske væsentligt.

 

6. Om ufordrageligheden i det arbejdsretlige system og om tabuemner. 

Som den tredje kilde til dansk arbejdsrets problemer vil jeg nævne et mere alment forhold nemlig opfattelsen af at der består et hårdttrukent modsætningsforhold og en skarp afgrænsning mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Denne facet er formentlig ret almen. Jeg trækker den frem, fordi denne opfattelse gør det vanskeligt at tale åbent om problemerne — og at løse disse hensigtsmæssigt. Og endvidere fordi der til opdelingen knyttes en forudsætning om, at der kan etableres en byrdefordeling, som alene afhænger af lovgivers vilje.
    Hermed nærmer man sig tillige de betragtninger, som kan være afgørende for en antagelse eller forkastelse af væsentlige dele af den svenske arbejdsmarkedsreform. Men i øvrigt belyses dele af problemet måske bedst ved at anskue den svenske og den danske arbejdsmarkedsordning i sammenhæng.
    Lad mig prøve at uddybe tankegangen noget nærmere.
    Det er i Danmark overordentlig vanskeligt at diskutere arbejdsmarkedets indretning uden at blive indplaceret enten som arbejdsgivervenlig eller som lønmodtagervenlig. Det er i det hele taget svært at fremføre synspunkter til fordel for arbejdsgiversidens interesser uden at blive karakteriseret som lønmodtagerfjendtlig. Omvendt er det forfærdelig vanskeligt at tage stilling til gunst for arbejdstagerparten, uden at arbejdsgiverne hævder, at man savner forståelse for erhvervslivets praktiske muligheder og bæreevne.
    I praksis medfører dette naturligvis, at de politiske beslutningsmyn

Dansk arbejdsret 105digheder vil være overordentlig forsigtige med at anerkende arbejdsgivernes behov med hensyn til retssystemets indretning, hvor rimelige disse end måtte være. Således er man særdeles tilbageholdende med at fremføre synspunkter og gennemføre arrangementer, der fremtræder på en måde, som kunne hævdes at disfavorisere arbejdstagerne. I det hele taget koncentrerer man ofte den fulde opmærksomhed om at udforme lovgivningen på en sådan måde, at den tager sig så fordelagtig ud som vel muligt for denne part, hvad enten den nu også er det eller ej.
    Dette indebærer hos os, at skabelsen af ny ret ofte har karakter af halvgjort arbejde. Mange centrale problemer lades uåbnede eller løses ikke, fordi de er omgivet af tabuer. Man er klar over, at de findes. Men af de nævnte grunde rører man dem ikke. Derved skabes der konfliktstof på arbejdspladserne.

 

Et typisk eksempel finder man i tilknytning til ligebehandlingslovens gennemførelse. Herefter skal kønsbetingede forhold, f. eks. graviditet, principielt anses irrelevant i rlation til beskæftigelsen. Er det herefter bedrageri at undlade at oplyse om sin eventuelle graviditet inden ansættelsen? Om dette problem er der ført en ophidset debat i "Juristen øg Økonomen", uden at det er lykkedes at få ministeriet til at udtrykke en klar holdning med hensyn til lovens indhold.

 

Endvidere gør disse tabuer det umuligt at sanere retssystemet. En sådan sanering forudsætter jo nemlig f. eks. normalt, at man klipper en hæl, hugger en tå. Og dette lader sig vanskeligt gøre uden hist og her at antaste arbejdstagerparten.
    Endelig indebærer det anførte i øvrigt nok også, at politikerne bliver overdrevent tilbøjelig til en alt for detaljeret stillingtagen på mange punkter, som burde have været overladt til parternes egen eller retsorganernes bestemmelsesret.
    På denne måde er den tekniske ufuldkommenhed, vort system er behæftet med, så at sige gået i baglås flere steder af politiske grunde.
    Men de nævnte mekanismer gør det også generelt set vanskeligt at diskutere fordele og ulemper ved den ene eller den anden mulige indretning af de materielle retsordninger. Det behov, politikerne har for at fremstå som varetagere af arbejdstagernes interesser, indebærer naturligvis, at man vil søge at etablere flere og flere rettigheder i disses stilling til virksomhederne. Dette er for så vidt legitimt nok. Men det overses i denne forbindelse let, at man ofte giver med den ene hånd og samtidig tager med den anden.
    Lad mig belyse denne konstatering ved en sammenligning af det økonomiske indhold, som ligger i henholdsvis den svenske og den danske arbejdsmarkedsordning. Dette kan være praktisk, fordi den

106 Ole Hasselbalchdanske fremtræder som en ordning, der indeholder færre sociale goder for de enkelte lønmodtagere end det svenske. Spørgsmålet, der skal besvares, er altså, om dette indebærer, at de svenske lønmodtagere er stillet bedre end de danske.
    Sammenligner man1 lønomkostningerne pr. time i 1979 (i danske kroner), når man til det resultat, der afbilledes i planchen. De totale omkostninger afviger ikke ret meget fra hinanden. Heraf følger, at den svenske arbejders hævdede ekstra socialfordele totalt set i det aller væsentlige modsvares af en ringere løn for den udførte arbejdstid. Arbejderen betaler med andre ord i vid udstrækning selv for sine goder. Og umiddelbart må man tage figuren til indtægt for, at det samlede resultat ikke er, at den svenske arbejder er stillet væsentligt bedre end den danske, men snarere, at samfundet i højere grad end i Danmark bestemmer over, hvorledes pengene skal anvendes. Hvis man skal være rigtig spidsfindig, kan man måske endog spørge, hvorvidt den svenske arbejder får valuta i form af socialgoder, som står i forhold til det, han mister i direkte løn.
    Mange vil naturligvis indvende, at der til det anførte kan lægges en højere grad ansættelsestryghed i Sverige. Denne tryghed kan vanskeligt udmåles i en skitse som den, der her er gjort. Det er givet, at denne tryghed har betydning for den, der opnår den. Men det er også givet,

 

Løneomkostinger pr. time i 1979 (Danske kr)

          60,74 kr                                                         

IPO

22,79 kr/tim

= 37,5 %

LØN FOR

ARBEJDET TID

37,95 kr/tim

= 62,5 %

58,59 kr

IPO

11,11 kr/tim

= 19 %

LØN FOR 

ARBEJDET TID

47,48 kr/tim

= 81 %

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1 Se hertil "Wages and Total Labour Costs for Workers" International Survey, hvis tal imidlertid ikke er helt up to date. Materialet for 1979 er tilvejebragt fra de nordiske arbejdsgiverforeninger. Planchen er sat op af fuldmægtig, cand. polit. Troels Chr. Gunnergaard.

Dansk arbejdsret 107at denne tryghed i sig selv kan være årsag til, at det er færre, der overhovedet vil kunne opnå lønnet beskæftigelse. Jeg henviser her til de konklusioner, jeres anställningsskyddskommitté er nået frem til, og hvori det antydes, at der kan have været en negativ beskæftigelsesmæssig effekt forbundet med den nye tryghedslovgivning.
    Til det anførte skal naturligvis også lægges den højere grad af medindflydelse i virksomheden, den svenske arbejdstager har. Hvorledes denne medindflydelse skal vurderes, er det endnu vanskeligere at sige noget om.
    Man kan se på de tal, figurerne udviser, på forskellig måde. Og de kunne måske også være sat anderledes op. Jeg mener imidlertid, at de uanset hvordan, forholdene vurderes, illustrerer meget godt, hvorledes man ved at koncentrere sig for meget om at skabe umiddelbart aflæselige retsgoder måske negligerer visse grundlæggende mekanismer — især sammenhængen mellem løn for og andre ansættelsesfordele. Herigennem opstår der en risiko at spilde ressourcer, som kunne have været anvendt til at skabe en større grad af tilfredshed på arbejdspladserne for alle parter.

 

Ikke mindst på baggrund af det anførte mener jeg i øvrigt også godt, at man kan tillade sig at spørge, om vi ikke alt i alt på begge sider af Øresund er for tilbøjelige til at indrette systemet på en måde, der indebærer for store kontraster. Vi anerkender kun, at man enten er lønmodtager eller arbejdsgiver. Og til denne opdeling knytter vi ganske skarpe forudsætninger. Hvis man er lønmodtager, er man svag og har et socialt behov. Er man derimod arbejdsgiver, har man bred ryg og store muligheder.
    Lys og skygge veksler brat og modsvarer den gennem de sidste hundrede år opbyggede organisationsstruktur såvel som den politiske verdensopfattelse af forskellen mellem socialisme og borgerlighed. Men herved overser man jo, at denne tillsyneladende naturgivne entydighed i grænsedragningen ikke uden videre står for en nærmere efterprøvelse.
    Så længe maskinarbejder Jensen forbliver maskinarbejder, har han en meget høj grad af social sikkerhed omkring sin arbejdsindsats og kan regne med samfundets og de politiske partiers fulde bevågenhed. Opgiver han sit lønnede arbejde, og begynder han for sig selv, svinder denne bevågenhed. Og er han uforsigtig nok til at antage lønnet medhjælp til sin bistand, skifter han totalt karakter. Som ved et trylleslag bliver han stor og hærdebred, kan bære de tungeste byrder og læse og forstå alt, hvad der kommer fra organisationer og lovgivningsmagt. Endvidere skal han tugtes ubønhørligt, såfremt han ikke opfylder de forpligtelser, man pålægger ham til punkt og prikke.
    Den omstændighed, at arbejdsmarkedssystemet er indrettet i dette perspektiv, gør det overordenlig vanskelig at overleve i tusmørkezonen mellem løn modtager- og arbejdsgiverbegrebet. Denne overlevelse lettes ingenlunde i tilstrækkelig grad gennem de forskellige former for tilskud til mindre virksomheder. Det er for mig at se et spørgsmål, om man ikke ved at indrette retssystemet således, at en overlevelse her vanskeliggøres, har påvirket arbejdslivets udvikling i en lidet lykkelig retning. Og om man ikke i det hele til

108 Ole Hasselbalcharbejdsgiverbegrebet knytter et ambitionsniveau, som mange arbejdsgivere er uden mulighed for at honorere.
    Arbejdsgiversiden vil givetvis hævde, at dette udgør et. stærkt og uigendriveligt argument imod alt for avancerede socialordninger. Det er vel også en realitet, at en opblødning af det hårdttrukne arbejdsgiverbegreb forudsætter, at ansættelsesrettighederne koncentreres om det egentlige vederlag.
    Det er imidlertid for mig at se ikke indlysende, at lønmodtagerparten skulle acceptere en omordning af de arbejdsvilkår, man har i dag, uden at vederlagskravet får et helt andet grundlag. Man vil givetvis betinge sig i en rolle som andet end produktionsfaktor. En ny placering ikke blot i det daglige samarbejde, men også i det økonomiske samvirke. Og i denne henseende skylder arbejdsgiverne et udspil.

 

7. Epilog
    Dansk arbejdsret er i dag altså noget klemt. Man slides af de traditionelle nordiske tilbøjeligheder og det forbillede, den nye svenske arbejdsmarkedsordning afgiver i denne forbindelse. Man hindres af sin traditionelle jordbundenhed og inerti. Og man tvinges af de europæiske realiteter, som knytter sig til EF-medlemskabet.
    Det ville være naturligt at spørge, hvad da arbejdsrettens nordiske perspektiver anno 1980?
    Ja, umiddelbart er det vel nok lidt svært at få øje på. Trods en ensartet kulturel baggrund er Norden i dag splittet på en lang række livsområder. Dette gælder nu også inden for arbejdsretten. De tidligere samlingstendenser er blevet afløst af en interessespredning. Vi har valgt hver sin vej uden at føle nogen forpligtelse til et fællesskab i retsudviklingen.
    Mange vil vel derfor hævde, at det er meningsløst at tale om et nordisk perspektiv overhovedet.
    Jeg tror ikke, at de, som har denne opfattelse, har ret. Især kan vi lære af hinanden. Bag de konstaterbare forskelligheder ligger en i mange henseender ensartet tradition og tænkemåde. Sammenholdes denne med de forskellige modeller, man har valgt for løsning af arbejdsmarkedets problemer, fremtræder der en uvurderlig kilde til viden. Læg hertil den styrke i den indbyrdes kommunikation, som ligger i det fælles sprog. Anskuet i dette perspektiv fremstår der såvel for analytikerne som for arbejdsmarkedets praktikere og regeldannereet materiale, som kun tåber ville negligere.
    Den, som anskuer juraen som en stereotyp konstatering af regler, vil næppe føle sig tilfreds hermed. For ham hører de nordiske perspektiver måske retshistorien til. For den, som er levende interessereet i sin samtid, og som opfatter retssystemet som virkeliggørelse af andet end abstrakte mål, stiller sagen sig anderledes. For ham har det nordiske perspektiv tværtimod fået en ny dimension.