Preventionen i ersättningsrätten —finns den?*

 

Av professor A. VINDING KRUSE

 

Overskriftens lidt provokerende spørgsmål indbyder til at svare "nej" eller måske nok snarere: "Det ved vi ikke". Læser man de forskellige erstatningsretlige fremstillinger, får man da også nærmest dette svar. Med undtagelse af Vilhelm Lundstedt, der anså almenpræventionen for helt afgørende for erstatningsansvaret. Hjalmar Karlgren må dog også nævnes.
    Forebyggelse af skader er en vigtig samfundsopgave, og der sættesda også ind med mange tiltag. Spørgsmålet er så, om erstatningsreglerne yder et rimeligt bidrag hertil — altså rimeligt set i forhold til de forskellige ulemper, som erstatningsreglerne jo også indebærer.

 

Når man skal vurdere præventionsvirkningen i erstatningsretten, må man begynde med at kaste et blik over på strafferetten.
    I strafferetten har præventionshensynet selvsagt spillet en helt afgørende rolle — simpelthen fordi det er det væsentligste hensyn, da man ikke her har genoprettelseshensynet som noget yderligere argument for sanktionerne.
    Som bekendt har præventionsvirkningen i strafferetten været udsat for alvorlig tvivl, og spørgsmålet er så, om erstatningsretten kan lærenoget af denne debat.
    Indledningsvis vil jeg minde om, at man i ældre teori først og fremmest så både straffens og erstatningspligtens formål i selve straffen og erstatningen. Tanken var gengældelsen — der skulle bødes for retsbrudet, for kun herved kunne den etiske balance genoprettes. Som Ihering sagde: "Skylden begrunder ansvaret".

 

* Föreläsning jämte åtföljande diskussion anordnad den 5 mars 1987 i Stockholm av Försäkringsjuridiska föreningen i samarbete med juridiska fakulteten vid Stockholms universitet. 

30—37-166 Svensk Juristtidning

 

398 A. Vinding KruseDisse teorier tillægges ingen særlig betydning mere i strafferetten. Man bør dog nok være lidt varsom med helt at lade glemselens slær glide hen over dem. De lever stadig et skjult liv i den almindelige retsfølelse. Og hvor usikkert dette fænomen end er, er det dog en realitet, man ikke helt kan tillade sig at overse. Retsfølelsens ideer om straffens og erstatningsrettens legitimation, kan ikke uden videre forkastes som et primitivt og urimeligt udtryk for en hævnfølelse. Der er også etiske værdier i tanken — ofte af religiøs art. Men selv om retsfølelsens ide om straffens formål anskues som et rent hævnmotiv, kan retsordenen ikke tillade sig helt at se bort fra det. Hvis til eksempel man helt ophævede erstatningskravet ved uforsikrede goder og dermed henviste de skadelidte til selv at bære skaderne, kunne det føretil ubehagelige tilstande af selvtægt og det, der var værre.
    Det modsatte yderpunkt i sanktionslæren er det velkendte, at lovovertræderen betragtes som et socialt utilpasset menneske, måske endda psykisk afsporet, som det ville være etisk forkert at straffe; han eller hun bør derimod underkastes en behandling. Som bekendt er behandlingsteorien i nyere tid kommet mere og mere i miskredit. Inærværende forbindelse skal det blot konstateres, at teorien ikke givernoget klart svar på præventionsproblemet. Men selve spørgsmålet om straffens præventive effekt har i det hele taget været under voldsom debat. Uden at gå i detaljer kan man vist med rimelighed konkludere, at medens straffens specialpræventive virkning er meget usikker, omend ikke virkningsløs, må generalpræventionen tillægges en betydelig effekt. Vanskeligheden ved at måle effekten hænger som bekendtsammen med, at mange andre faktorer end straf og erstatning ogsåafholder folk fra at begå retsstridige handlinger. Der er imidlertid adskillige forskningsresultater, der tyder på, at straffesystemet har en afskrækkende effekt, og man kan med Andenæs spørge hvorfor denne effekt overhovedet er blevet betvivlet, når common-sense tilsiger, atudsigten til et onde, uanset hvilket, normalt vil være en motivationsfaktor af afholdende art.
    Det er klart, at den præventive effekt er meget varierende ved de forskellige lovovertrædelser, og det samme vil være tilfældet i erstatningsretten, hvilket jeg senere skal tage op.

 

Går vi ud fra disse forudsætninger, er det nærliggende, at sammenligne erstatningsrettens præventionsfunktion med bødestraffen og eventuelt de kortere frihedsstraffe. Men en slig sammenligning falder ikkeud til fordel for erstatningsretten som sanktionsmiddel.

 

Preventionen i ersättningsrätten 3991. Medens bødestraffen har til intention at ramme alle lovovertrædelser, træder erstatningsretten kun i virksomhed når den culpøse handling har resulteret i en skade. Giver en farlig handling sig ikke udslag ien skade hos en anden, er der ingen sanktion; i modsætning til strafferetten. Det må dog erkendes, at også mange lovovertrædelser, som kan medføre straf, forbliver uopdagede.

 

2. Erstatningsrettens sanktionsmiddel: Erstatningsbetalingen er, når den bliver aktuel, ydermere meget vilkårlig, idet dens byrde afhænger af skadens størrelse. Igen i modsætning til bødestraffen, som afpasses efter overtrædelsens grovhed. Hos os har professor Henry Ussing (1886—1954) dog søgt at forsvare fænomenet ud fra præventionshensynet, idet han mente, at risikoen for at en uagtsom handling i enkeltetilfælde kunne medføre en meget stor skade og dermed en stor erstatningspligt, øgede erstatningsrettens præventive effekt. Hvad man end vil mene herom, må det dog pointeres, at funktionsmåden ofte vil forekomme urimelig og for vilkårlig; måske endda velfœrdstruende.
    Her har bødestraffen det store fortrin, at straffen søges at sættes i forhold til skylden, og som følge heraf vil den normalt ikke være velfærdstruende. Det må derfor undersøges, om der kan ske en samordning mellem disse sanktionsformer.

 

3. Foruden det lige nævnte hensyn har valget mellem straf og erstatning også en administrativ side. Anvendelse af straf koster det offentlige betydelige beløb til politimæssige, domstolsmæssige, anklagemæssige og fængselsmæssige foranstaltninger etc., som kun i ringe grad kan kompenseres gennem indtægter ved bøder, konfiskationer og lignende, medens omkostningerne ved gennemførelsen af private erstatningskrav i forhold hertil er små. Yderligere har erstatningskrav den fordel, at de kan give skadelidte økonomisk kompensation for skaden.

 

4. Endvidere må man have opmærksomheden henvendt på, at valget mellem sanktionsformerne og problemerne vedrørende deres gennemførelse ikke er noget absolut enten eller. Man kan tænke sig forskellige former for sammensmeltning af systemerne. For eksempel kan man tænke sig at lade bøder indgå i en særlig erstatningsfond, som kunne anvendes til at betale skadelidte erstatning i de tilfælde, hvor erstatningskravet ikke var noget værd. Fonden kunne e. o. også bruges til at lempe de erstatningspligtiges ansvarsbyrde i de tilfælde, hvor den ville virke urimeligt tyngende. Der har fra flere sider været fremsat slige ideer, men de har ikke fundet synderligt gehør hos lovgivningsmagten.

 

400 A. Vinding Kruse    Jeg vil herefter gå over til at drøfte præventionshensynet, således som det tager sig ud fra et erstatningsretligt synspunkt.
    Indledningsvis vil jeg fremhæve, at uden hensyn til hvorledes man bedømmer erstatningsrettens præventionsvirkning, vil den ikke spillenogen særlig rolle ved valget om, hvorvidt man på et givet område vilindføre et strikt ansvar eller om man vil beholde culpareglen. De allerfleste skader skyldes menneskelige fejl — måske 98%. En virksomhed, som far pålagt objektivt ansvar, vil derfor stadig være lige så interesseret i at skabe prævention blandt sine medarbejdere, som under en culparegel, hvor den hæfter for sine medarbejderes fyl under tjenesten i henhold til principalansvaret. Måske endda mere, fordi et objektivt erstatningsansvar jo også rammer den skjulte (ubeviselige) skyld — hvilket for øvrigt er et af argumenterne for at indføre strikt ansvar.
    Når der hersker så stor uenighed om betydningen af erstatningsreglernes preventive virkning, skyldes det først og fremmest, at der eksisterer en række andre både samfundsmæssige og individuelle faktorer, som øver indflydelse på folk i retning af at afholde dem fra at foretageskadegørende handlinger. Således kan nævnes frygten for straf, andre menneskers dom, moralske og religiøse følelser, endvidere forskellige forebyggende kontrolforanstaltninger fra samfundets side, f. eks. fabriktilsyn og færdselspoliti, og endelig men ikke mindst den almindelige erfaring, at talrige handlinger, som er farlige for ens medmennesker, er lige så farlige for en selv, f. eks. hasarderet bilkørsel. Erstatningsansvarets præventionsvirkning er således kun en enkelt af en række faktorer, der trækker i samme retning, og det vanskelig gørselvsagt skønnet over — for slet ikke at tale om en eksakt måling af —dens indflydelse.
    Under diskussionen har man meget naturligt søgt at drage slutninger fra ansvarsforsikringen. Når en person har tegnet ansvarsforsikring, skulle culpareglens prævention jo forsvinde for hans vedkommende, og hvis han fortsat alligevel ikke handler mere uforsvarligt end hidtil, må det altså skyldes de øvrige grunde. Handler han derimod mere letsindigt, må det betyde, at culpareglen har selvstændig forebyggende virkning. Ved at sammenligne et stort antal ansvarsforsikrede med et lignende antal uforsikrede skulle man derfor direkte kunne måle culpareglens præventionsvirkning. En sådan undersøgelse erimidlertid ikke foretaget, og det vil utvivlsomt også være forbundet med meget betydelige vanskeligheder at gennemføre den. Man må derfor henholde sig til erfarne forsikringsfolks skøn. Blandt disse hersker der imidlertid stor uenighed. Nogle mener, at ansvarsforsikringen— bortset fra specielle tilfælde grupper — ikke medfører nogen næv-

 

Preventionen i ersättningsrätten 401neværdig slappelse af agtpågivenheden, medens andre forsikringsfolkhævder det modsatte. Ussing var også tvivlrådig, men han antog dog, at formodningen nærmest måtte være for, at ansvarsforsikringen medfører en vis slappelse af agtpågivenheden, og han fremhævede i øvrigt, at selv om det måtte antages, at ansvarsforsikringen medfører en væsentlig slappelse, vil det ikke bevise, at culpareglen mister al forebyggende virkning i forsikringstilfælde. Forsikringen kan vel ophæve culpareglens "konkrete præventive virkning", men den har dog endnu ikke ophævet dens almindelige opdragende virkning. Og selv med den videst gennemførte ansvarsforsikring ville der dog blive noget tilbageaf præventionsvirkningen. Det ville nemlig stadig ved retsafgørelser blive konstateret, hvad der hører med til forsvarlig handlemåde, ogdette vil sikkert fremdeles påvirke den almindelige opfattelse.
    Disse betragtninger forekommer dog ikke overbevisende. På den anden side kan man nok være enig i, at ansvarsforsikringen ikke ivæsentlig grad ophæver culpareglens forebyggende virkning, men dette skyldes efter mit skøn snarere andre grunde. Jeg skal i korthed angive de efter min opfattelse vigtigste.
    For det første må det anføres, at policerne undtager forskellige tilfælde fra dækningsområdet, hvor der erfaringsmæssigt er størst farefor slappelse af agtpågivenheden, hvis erstatningstruslen mangler —eller også sikrer selskaberne sig helt eller delvis regres i disse tilfælde.
    Endvidere har policernes sædvanlige bestemmelser om forsikringens opsigelse i tilfælde af skader utvivlsomt også præventiv betydning. I praksis virker det ofte på den måde, at selskabet, hvis det ikkelige frem finder det nødvendigt helt at ophæve forsikringen, truer forsikringstagere, som har mange skader, med opsigelse, hvis de ikke indgår på højere præmie eller indførelse af selvrisiko. Selvfølgelig kan den pågældende forsikringstager gå til et andet selskab, når det førsteselskab vil have selvrisiko, forhøjet præmie, regler om tab af bonus eller andet. Men ofte vil han ikke i det andet selskab kunne opnå bedre vilkår som følge af selskabernes indbyrdes samarbejde. Det må også nævnes, at selskaberne i mange tilfælde kræver gennemførelse af særlige sikkerhedsforanstaltninger som vilkår for forsikringen.
    Frygten for, at den frie adgang til at tegne ansvarsforsikringer skulle føre til en svækkelse af agtpågivenheden, har ofte ført til, at man har stillet krav om indførelse af regler om tvungen selvrisiko. Efter det anførte er der dog næppe noget behov herfor. Det vil sikkert være mest formålstjenligt at overlade forsikringsselskaberne selv at skønne over, hvornår selvrisiko (eventuelt i form af bonusregler) er nødvendig ogpraktisk gennemførlig.

 

402 A. Vinding Kruse    De herved fremdragne forhold synes at vise at man ikke uden videretør forlade sig på, at de ved siden af culpareglen virkende forebyggende faktorer, såsom frygten for andres misbilligelse, opdragelse, moralog religion etc., er tilstrækkelige til at sikre sig den almindelige agtsomhedsnorm i samfundet. Svækkede man culpareglens præventionsvirkning, f. eks. ved indførelse af helt generelle forsikringsordninger (uden undtagelser eller regres), måtte man derfor uden tvivl indføremere vidtgående straffeforanstaltninger for at sikre præventionen. Men en sådan løsning indebærer også adskillige betænkeligheder. Dette er navnlig blevet stærkt fremhævet af Stephan Hurwitz.
    Skal man herefter drage nogen konklusion med hensyn til culpareglens præventionsvirkning, må man stadig henholde sig til et common sense-skøn.
    Mit eget skøn vil jeg sammenfatte derhen, at erstatningsreglernes præventive effekt for "integritetskrænkelsernes" vedkommende, d. v. s. fysisk forvoldte skader på personer eller ting, herunder fast ejendom, og navnlig når det drejer sig om simpel uagtsomhed, er af beskeden betydning. Dette betyder imidlertid ikke, at erstatningsreglerne så kan ophæves. De vil stadig have betydning som risikofordelingsnormer, som middel til at skaffe de skadelidende opretning for skaden, og som rettesnor for rimelige regresordninger i forsikringstilfælde.
    På den anden side er jeg enig med Hurwitz, Andenæs og andre i, at man ikke ganske tør lade præventionstanken falde og blot forlade sig på adfærdsnormerne. Hurwitz ser helst, at erstatningsreglerne bærer så stor en del af præventionshensynet som muligt for at undgå inflation i straffereglerne. Heroverfor må jeg dog som følge af de foregående betragtninger fremhæve, at erstatningsreglens præventionsvirkningved de fysisk forvoldte skader i det moderne samfund kun i begrænsetomfang er i stand til at magte opgaven og derudover, at i det omfangden er i stand til det, er den heller ikke særlig hensigtsmæssig somfølge af dens tilfældige funktionsmåde. I visse tilfælde kan den endogvirke direkte stødende, nemlig hvor en mindre uagtsomhed har medført en så betydelig skade, at erstatningstilsvaret vil være velfærdstruende for skadevolderen. Sådanne synspunkter er da også lagt til grund for lempelsesreglerne i EAL, se ndf. Jeg ser derfor ingen anden udvejend, at strafferetten bliver nødt til at tage en større del af præventionsfunktionen på sin kappe — især i form af bødeansvar. Jeg er heller ikke så bekymret for, at en sådan udvikling — som allerede i vidt omfanghar fundet sted, navnlig ved trafikskader og arbejdspladsskader — vilnedbryde respekten for eller skabe "inflation" i strafferetten. Hvor det drejer sig om bødestraffe og formentlig også om mindre hæftestraffe, må disse kunne administreres på en sådan måde, at de ikke virker

 

Preventionen i ersättningsrätten 403mere ødelæggende eller defamerende end nødvendigt for deres formål.
    Den foregående udvikling tager som nævnt kun sigte på integritetskrænkelserne (person- og tingsskader). Går vi uden for dette område, altså til "ikke-integritetskrœnkelserne", ændrer problemstillingen sig efter min opfattelse radikalt. Det er en broget mængde af krænkelser, man møder her. Det er krænkelser af forfatter- og kunstnerrettig hederog andre immaterialrettigheder som patenter, varemærker og mønstre; det er retsstridig adfærd under erhvervsudøvelse, såsom illoyalkonkurrence, utilbørlig markedsføring i øvrigt, ulovlige strejker, lockouter og anden boykot; videre har vi krænkelser af privatlivets fred, æreskrænkelser, sædelighedsforbrydelser, navnekrænkelser o. s. v.
    Men er det end en mangfoldighed af højst forskelligartede krænkelser, der her er tale om, er der dog visse trœk, som i større eller mindre grad går igen hos de fleste af dem.
    Krænkelserne vil oftere resultere i ikke-økonomiske skader end ved integritetskrænkelserne. Og foreligger der en økonomisk skade vil denne i mange tilfælde være betydeligt vanskeligere at dokumenterestørrelsen af, end hvor det drejer sig om integritetskrænkelser.
    Der vil som regel ikke være nogen forsikringsdækning, hverken hosskadevolderen eller skadelidte. Men til gengæld vil skadevolderen oftevære i stand til økonomisk at bære erstatningsansvaret; det drejer sigsom regel om økonomisk stærke erhvervsforetagender, fagforeninger,arbejdsgiverforeninger, massemedier (aviser, ugeblade, radiofonier oglign.).
    Endelig kan det anføres, at erstatningsansvaret, når det drejer sig om ikke-økonomiske skader, oftere har et noget divergerende sigte herend ved integritetskrænkelserne. Der er mere tale om at give den krænkede en psykologisk oprejsning — også i forhold til offentligheden— for krænkelsen end en egentlig kompensation for skaderne. Af samme grund virker erstatningstilsvaret ofte mere reprimerende endved integritetskrænkelserne. At blive idømt 10 000 kr. for injurier er enanden sag end at betale det samme beløb for en uagtsom tingsbeskadigelse.
    Kan der nu drages nogle almene slutninger af disse særlige forholdmed henblik på det foreliggende problem? Med det betydelige forbehold, som må tages under hensyntagen til tilfældenes forskellige beskaffenhed, og som selvsagt kan føre til forskellige udformninger i de enkelte tilfældegrupper, tror jeg man kan drage visse konklusioner, som også synes bekræftet af nutidens retsudvikling.
    Det er karakteristisk for de fleste ikke-integritetskrænkelser, at de medfører både straf- og erstatningsansvar. Strafansvaret er dog oftebetinget af forsæt eller dog grov uagtsomhed, jfr. eksempelvis ophavs-

 

404 A. Vinding Kruseretslov § 55, patentlov § 25. Hvad angår erstatningsansvaret henholder bestemmelserne sig normalt til dansk rets almindelige regler, hvilket vil sige, at der som regel gives erstatning og så for simpel uagtsamhed og ydermere suppleret med en regel om godtgørelse forikke-økonomisk skade, navnlig for tort.
    Den hovedtendens, som kan spores i nutidens retsudvikling i devestlige lande inden for en del af de sidstnævnte områder, er entendens til at lægge stadig stigende vægt på de civilretlige sanktionsmidler, medens det strafferetlige værn reserveres til de særlig grovekrænkelser. Særlig markant er udviklingen med hensyn til æres- og fredskrænkelser, især krænkelser af privatlivets fred fra massemediernes side.
    De særlige forhold, som gør sig gældende ved mange ikke-integritetskrænkelser, jfr. ovenfor, indicerer efter min opfattelse med tydelighed det formålstjenlige i, at denne udvikling også fremmes. Navnlig må præventionshensynet fremhæves. Den omstændighed, at skadevolderne normalt økonomisk er i stand til at betale erstatningen, i forbindelse med at der som regel ikke kan tegnes nogen ansvarsforsikring, bevirker, at erstatningsansvaret her kan fa virkelig praktisk betydning for præventionen. Samme forhold vil også gøre den krænkede mere interesseret i at anlægge et søgsmål. Derfor kan der også være grundtil at ophæve det strafferetlige værn i de mindre graverende tilfælde.

 

    Disse synspunkter har også ligget til grund for de senere årtierserstatningsretlige udvikling i Danmark. Vore tidligere regler om godtgørelse for ikke-økonomisk skade lignede en del bestemmelsen i den svenske Skadeståndslag 1 kap. 3 §, hvor det er en betingelse foransvaret, at der foreligger en strafbar krænkelse.
    Skal godtgørelseskravet imidlertid udføre en mission som et rent privatretligt oprejsningsmiddel, må det anses for uheldigt, at det —helt eller delvist — er knyttet til en strafbarhedsbetingelse, i det detterent processuelt medfører, at den krænkede for at fa en privatretlig oprejsning, tvinges til at godtgøre, at skadevolderen har gjort sig skyldig i et strafbart forhold. Hertil kommer yderligere den realitet, at den skadelidende kun vil kunne få oprejsning, såfremt krænkelsenfalder indenfor de egentlige strafbare krænkelser i straffelovens regler om personkrænkelser. Det må også fremhæves, at det i sig selv vil følessom noget af en anomali, at medens godtgørelseskravet for fysisk legemsbeskadigelse såsom svie og smerte og varigt mén ikke er knyttettil nogen strafbarhedsbetingelse, men alene til det forhold, at danskrets almindelige erstatningsregler er opfyldt, kræves det ved de øvrige personkrænkelser, at der har foreligget en strafbar krænkelse. Det må i

 

Preventionen i ersättningsrätten 405denne forbindelse understreges, at dersom man betinger godtgørelseskravet af, at der foreligger et strafbart forhold, vil det være udelukket at inddrage sådanne fredskrænkelser, som man i og for sig synes fortjener en privatretlig reaktion, men som man er veget tilbage fra også at sanktionere ved en straffebestemmelse, se Anders Vinding Kruse, Samspillet mellem straf og erstatning i Festskrift til Stephan Hurwitz 1971.

 

Disse betragtninger blev også lagt til grund ved lovændringen i 1972, hvor strafbarhedsbetingelsen blev slettet. Reglen er i 1984 blevet optaget i Erstatningsansvarsloven (i det følgende forkortet til EAL) og har følgende indhold:

 

§ 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelsefor tort.
    Det fremgik af lovforslaget, at der ikke var tilsigtet nogen ændring med hensyn til udmålingen af godtgørelsen. Godtgørelsen skal fortsat fastsættes under hensyn til krænkelsens grovhed, handlingens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt.
    Der kan foruden godtgørelsen selvsagt kræves erstatning for økonomisk tab efter de almindelige erstatningsregler.
    Tort er en krænkelse i første række af selv- og æresfølelsen, det vilsige en persons opfattelse af eget værd og omdømme. Krænkelsesformen er sædvanligvis sigtelser og ringeagtsytringer, urigtige oplysninger, men kan også foreligge som kønsfrihedsforbrydelser, voldsforbrydelser og ved freds- og frihedskrænkelser, for eksempel krænkelse af privatlivets fred, men det er altså ingen betingelse, at krænkelsener strafbar.

 

Det ligger i begrebet retsstridig, at der skal foreligge en culpøs krænkelse, og at denne skal være af en vis grovhed. Småchikanerier, drillerier og lignende falder uden for det retsstridige område. Hvadder i øvrigt ligger i betingelsen om retsstridighed, kan ikke angives inogen generel formel, men vil kræve en nærmere afvejning af domstolene i de enkelte tilfælde. Ved afvejningen må man på den ene side se på krænkelsens grovhed og dadelværdighed, for eksempel chikane, og på den anden side, hvilke samfundsmæssige hensyn, der eventuelt taler for at lade handlingen passere som retsmæssig, som for eksempel offentlighedens interesse i en fri nyhedsformidling og meningstilkendegivelse, rimelig kritik af uheldige eller umoralske forhold. Er det en arbejdstager, som har begået den retsstridige handling som led i sit

 

406 A. Vinding Krusearbejde, for eksempel ved at udtale sig nedsættende om en konkurrents varer, vil hans arbejdsgiver dog kunne blive ansvarlig i henhold til principalansvaret.

 

Det er også interessant at se, hvorledes udviklingen i vor nyeste erstatningslovgivning har anskuet præventionshensynet ved de fysisk forvoldte skader; også vedrørende egen skyld hos skadelidte. Erstatningsansvarsloven (EAL), som trådte i kraft den 1. oktober 1984, beskæftiger sig indgående med forholdet mellem erstatningsansvar og forsikring, men tillige med lempelse af erstatningsansvaret, hvor derikke er nogen forsikringsdækning.
    Systemet er en videreudbygning af reglerne i Forsikringsaftalelovens § 25. Udgangspunktet for nyordningen er taget i det nordiske samarbejde om spørgsmålet, som er trykt blandt andet i SOU1975: 103 og i den danske Betænkning 829, 1978.
    Ved den endelige formulering af den danske lov blev imidlertid reglerne væsentligt ændret på flere punkter. Dette skete som følge af de remissvar betænkningen havde fremkaldt, især fra Industrirådet, Assurandør-Societetet og Advokatrådet.
    Spørgsmålet kan også anskues som et kanaliseringsproblem. Skal det være skadesforsikringen eller ansvarsforsikringen, som skal dække skaderne? Remisudtalelserne belyser også ganske interessant præventionshensynets stilling, når der er tegnet en ansvarsforsikring.
    Hovedsynspunktet i lovforslaget var, at det som hovedregel villelade ansvaret helt bortfalde, hvis skaden er dækket af en skadesforsikring eller en driftstabsforsikring, hvilket i sin konsekvens ville medføre, at der ikke er plads for noget regreskrav. Bortfaldsreglen skulle også gælde for objektivt ansvar og ved ansvaret i kontraktsforhold. Og ansvaret skulle også bortfalde, selv om skadevolderen havde tegnet en ansvarsforsikring. Derimod burde der af hensyn til præventionen og den almindelige retsfølelse ikke ske bortfald af erstatningspligten, hvis skadevolderen havde forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Endvidere skulle reglen ikke gælde ansvaret efter færdselsloven (bilansvaret), søloven og luftfartsloven med flere.
    De ovennævnte organisationer erklærede sig enige i de anførteregler, idet de ikke mente, at præventionshensynet eller risikofordelingshensyn talte afgørende imod, og fra forsikringsselskabernes side antog man, at de ikke ville medføre nogen særlig stigning i forsikringspræmierne.
    Derimod mente organisationerne, at de følgende 2 undtagelser fra bortfaldsreglen burde være væsentligt mere vidtgående end efterlovforslaget; der ikke gav bortfald:

 

Preventionen i ersättningsrätten 407    1) hvor skaden er opstået som følge af, at der ved planlægningen eller tilrettelæggelsen af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed ervalgt arbejdsmetoder eller materiel, som må anses for uforsvarlige.
    2) hvor det drejer sig om erstatningsansvar for skade, som i offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed er forvoldt:
    a) af en defekt ved et leveret produkt, eller
    b) af sprængnings-, udgravnings-, nedramnings- eller lignende arbejde.

 

Assurandør-Societetet udtalte således i sin kommentar, at der burdevære fuld erstatningspligt og dermed også fuld regresret for al uagtsomhed også simpel uagtsomhed for skader, der forvoldes underudøvelse af al erhvervsmæssig virksomhed. Societetet fremhævede, at private ansvarsforsikringer stort set er helt standardiserede, og at præmiefastsættelsen for disse forsikringer derfor alligevel ikke vil kunne ske således, at den får en skadesforebyggende effekt. For så vidtangår erhvervsdrivende burde udgangspunktet imidlertid være, at derer fuld regres. Erhvervslivets ansvarsforsikringer tegnes ofte efter en individuel vurdering af risikoen i den enkelte virksomhed. Forsikringsselskabet følger virksomhedens skadesforløb, hvilket har betydning for regulering af præmierne. I visse tilfælde deltager forsikringsselskabernes sagkyndige endog i selve tilrettelæggelsen af arbejdet med henblik på at forebygge, at ansvarspådragende skader opstår. Societetets hensigt var dog ikke, at en fuld regresret nødvendigvis skulle udnyttesfuldt ud. Det burde imidlertid efter Societetets opfattelse overlades til forsikringsselskaberne indbyrdes ved regresaftaler at fastlægge, i hvilket omfang og under hvilke omstændigheder tingsforsikringen kan frafalde regres over for ansvarsforsikringen, uden at erstatningsrettensskades forebyggende effekt forringes.
    Industrirådet nævnte i sin udtalelse, at det gennem årtiers påvirkning er opnået, at formentlig samtlige erhvervsvirksomheder har tegnet erhvervsansvarsforsikring, og at det gennem en betydelig standardisering har været muligt i en række tilfælde at etablere denne forsikring uden særlige vanskeligheder for forsikringstageren. Særligt om den foreslåede undtagelse for defekte produkter fremhævedes det, at dette forslag ville betyde, at produktansvaret og det almindelige erhvervsansvar adskilles. I betragtning af, at produkt- og erhvervsansvar — ikke mindst i forsikringsmæssig henseende — behandles i sammenhæng med og i tilknytning til hinanden, måtte et sådant resultat efter rådets opfattelse anses for uønskværdigt.
    Det nævntes i denne forbindelse, at dansk industri og dansk forsikring er enige om, at det for at undgå huller i forsikringsdækningen er

 

408 A. Vinding Krusevigtigt at sikre, at der tegnes en kombineret produkt- og erhvervsansvarsforsikring — eller i hvert fald, at de to forsikringer tegnes i sammeselskab. Med den forskelsbehandling, som lovudkastet i 1978-betænkningen indebar for produktansvar og erhvervsansvar, forventedes det, at den eksisterende tilskyndelse til etablering af en kombineret forsikring for de nævnte to ansvarsarter ville bortfalde. Det ville blive enuheldig konsekvens heraf, at skadevolder og skadelidte blev stillet i en ubehagelig situation som følge af afgrænsningsvanskeligheder vedrørende ansvaret og dækningsområdet for separate produktansvars- og erhvervsansvarspolicer.
    Justitsministeriet tiltrådte, at det navnlig af præventive grunde måtte anses for hensigtsmæssigt at fastholde regressen i erhvervsforhold. Det måtte endvidere anses for ønskeligt at undgå de afgrænsningsvanskeligheder mellem produkt- og andet erhvervsansvar, som udvalgets udkast ville medføre. Som følge heraf, og da offentlig virksomhed i denne sammenhæng burde ligestilles med erhvervsmæssigvirksomhed, foreslogs det at der skal være fuldt erstatningsansvar, hvis en skade er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed eller virksomhed, der kan ligestilles hermed. Dette forslag blev gennemført ved EAL § 19, stk. 2, nr. 2, sammenholdt med § 19, stk. 1.
    Således som erstatningssystemet har udviklet sig i nyere dansk lovgivning, kan man nu se nogle klare tendenser.
    Ved personskader og tingsskader trænges det personlige ansvar mere og mere i baggrunden, og der røbes derigennem en almindelig skepsis over for erstatningsreglernes præventive effekt. Hensigten er, at skaderne i videst mulige omfang bør dækkes af forsikring suppleretaf sociale ydelser vid personskader. Og man har samtidig taget stillingtil kanaliseringsproblemet — eller med andre ord, hvornår skal skaderne dækkes af tingsforsikringen og hvornår af ansvarsforsikringen.
    Ved skader forvoldt af privatpersoner skal det helst være tingsforsikringen tegnet af skadelidte, medens det ved erhvervsmæssig virksomhed skal være ansvarsforsikringen, som nu også dækker arbejdstagernes ansvar, EAL § 19, stk. 3, jfr. også § 23.

 

Ved private skader på forsikrede ting og ejendom varetages præventionen alene af reglen om, at ansvaret ikke bortfalder ved forsæt eller grov uagtsomhed. Ved de erhvervsmæssig forårsagede tingsskader, henvises disse til ansvarsforsikringen, og det overlades til forsikringsselskaberne selv at skabe præventionen. Det samme gælder trafikansvaret, hvor ansvarsforsikringen er tvungen og også ved arbejdsskadesforsikringen. Hvor der herefter er et erstatningsansvar, mildnesdette for øvrigt ved forskellige lempelser i ansvaret. Se noten nedenfor.

 

Preventionen i ersättningsrätten 409Herved er der blevet lagt et betydeligt ansvar på forsikringsselskaberne med hensyn til at forebygge skader. Jeg har ovenfor nævnt de forskellige måder, som selskaberne kan anvende, og jeg er overbevistom, at der kan udfindes flere metoder. Men det er tvivlsomt om dissevil være tilstrækkelige til at skabe den nødvendige prævention. Denne må derfor i stigende omfang varetages af strafferetten. Det gælder dog ikke, når vi går uden for fysisk forvoldte person- og tingsskader. Herkan erstatningsreglernes præventionsvirkning stadig tillægges væsentlig betydning.

 

Det ville imidlertid give et falsk billede af virkeligheden at slutte med disse betragtninger. Det må åbent erkendes, at strafferetten såvel som erstatningsretten kun i beskedent omfang synes at kunne dæmme opfor det stadigt stigende antal af lovovertrædelser, der karakteriserer de moderne samfund, hvad enten det så drejer sig om tyverier og økonomisk kriminalitet eller om vold og terrorisme. Vi befinder os åbenbart i en etisk krise, hvor øvrigheden synes at bære sværdet forgæves.

 

Strafferetten og erstatningsretten var tidligere allieret med både den almindelige opdragelse, holdningen i samfundet og religionen. Men sådan er det næsten ikke mere. Ansvarsfølelse som en almindelig holdning hos befolkningen er på retur. Årsagerne, som utvivlsomt ermange og sammensatte, skal jeg ikke forsøge at udrede. Vil manændre på dette forhold, må der sættes ind på mange måder. Og selv enenergisk indsats giver ingen garanti for, at det blot delvis vil lykkes. Den enkelte epokes tidsånd ændrer sig i svært erkendelige årsagsmønstre, som kun vanskeligt lader sig styre. Erstatningsretten og strafferetten kan i hvert fald ikke alene bære byrden.

 

For at få et overblik over den del af det nye erstatningssystem i Erstatningsansvarsloven 1984, som er omtalt i det foregående, skal §§ 19—26 gengives nedenfor. Af litteratur omdisse bestemmelser henvises til Anders Vinding Kruse og Jens Møller, Erstatningsansvarsloven, København 1985, Anders Vinding Kruse, Erstatningsretten, København 1986, og Erstatning og forsikring, Festskrift til Matti Ylöstalo, Helsinki 1987. Anders Vinding Kruse, Jens Møller og Christian Trønning, TfR 1985, s. 329—358, Bernhard Gomard og Ditlev Wad, Erstatning og Godtgørelse, København 1986.

 

Kapitel 2
Erstatningsansvar for skade, der er dækket af forsikring
§ 19. I det omfang en skade er dækket af en tingsforsikring eller en driftstabsforsikring, er der ikke erstatningsansvar.
    Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, såfremt:
    1) den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed, eller
    2) skaden er forvoldt ved udøvelse af offentlig eller erhvervsmæssig virksomhed ellervirksomhed, der kan ligestilles hermed.

 

410 A. Vinding Kruse    Stk. 3. Har en arbejdstager forvoldt en skade, der er dækket af en tingsforsikring, en driftstabsforsikring eller arbejdsgiverens ansvarsforsikring, ifalder arbejdstageren ikkeerstatningsansvar, med mindre skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

 

§ 20. Staten, en kommune eller en anden offentlig institution, der i almindelighed er selvforsikrer, er stillet, som om forsikring var tegnet, jfr. § 19.
§ 21. §§ 19 og 20 gælder ikke for erstatningsansvar, der er omhandlet i:
    1) færdselslovens regler om ansvar for motordrevne køretøjer, eller som i øvrigt erdækket af den for køretøjet lovpligtige ansvarsforsikring,
    2) luftsfartsloven eller
    3) søloven.

 

§ 22. Såfremt der er erstatningsansvar for en skade, der er dækket af en skadesforsikring, indtræder forsikringsselskabet i det omfang, det har betalt erstatning, i den skadelidtes ret mod den erstatningsansvarlige.
    Stk. 2. Ved livs-, ulykkes- eller sygeforsikring eller anden personforsikring har selskabet uanset forsikringens karakter intet krav mod den erstatningsansvarlige.

 

Kapitel 3
Forskellige bestemmelser
Arbejdstagers erstatningsansvar
§ 23. Erstatning, som en arbejdsgiver har måttet udrede som følge af en arbejdstagers uforsvarlige adfærd, kan kun kræves betalt af denne i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt.
    Stk. 2. Arbejdstagerens erstatningsansvar over for skadelidte kan nedsættes eller bortfalde, hvis det findes rimeligt under hensyn til de i stk. 1 nævnte omstændigheder ogtil skadelidtes interesse. Erstatning, som arbejdstageren har måttet udrede, kan denne kræve betalt af arbejdsgiveren i det omfang, ansvaret endeligt skal påhvile arbejdsgiveren efter stk. 1.
    Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på arbejdsgiverens erstatningskrav mod arbejdstageren for skade, denne i øvrigt forvolder arbejdsgiveren i tjenesten.

 

Almindelig lempelsesregel
§ 24. Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder iøvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold, skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i øvrigt.
    Stk. 2. Under tilsvarende betingelser som angivet i stk. 1 kan der ses helt eller delvis bort fra skadelidtes medvirken til skaden. Ved krav om erstatning til den, der har misteten forsørger, gælder det samme om afdødes medvirken.

 

Flere erstatningsansvarlige
§ 25. Den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem flere solidarisk erstatningsansvarlige foretages efter, hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.

 

Preventionen i ersättningsrätten 411    Stk. 2. Er en eller flere af de erstatningsansvarlige dækket af en ansvarsforsikring, gælder § 19, stk. 1 og 2, og § 21. I de tilfælde, der er nævnt i § 19, stk. 2, nr. 1 og 2, og § 21, kan der ved den indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden mellem skadevoldernetages hensyn til foreliggende ansvarsforsikringer. § 20 finder tilsvarende anvendelse.

 

Godtgørelse for tort
§ 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort. § 18, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse på godtgørelse for tort.