Preventionen i ersättningsrätten —finns den?*
Av professor A. VINDING KRUSE
Overskriftens lidt provokerende spørgsmål indbyder til at svare "nej" eller måske nok snarere: "Det ved vi ikke". Læser man de forskellige erstatningsretlige fremstillinger, får man da også nærmest dette svar. Med undtagelse af Vilhelm Lundstedt, der anså almenpræventionen for helt afgørende for erstatningsansvaret. Hjalmar Karlgren må dog også nævnes.
Forebyggelse af skader er en vigtig samfundsopgave, og der sættesda også ind med mange tiltag. Spørgsmålet er så, om erstatningsreglerne yder et rimeligt bidrag hertil — altså rimeligt set i forhold til de forskellige ulemper, som erstatningsreglerne jo også indebærer.
Når man skal vurdere præventionsvirkningen i erstatningsretten, må man begynde med at kaste et blik over på strafferetten.
I strafferetten har præventionshensynet selvsagt spillet en helt afgørende rolle — simpelthen fordi det er det væsentligste hensyn, da man ikke her har genoprettelseshensynet som noget yderligere argument for sanktionerne.
Som bekendt har præventionsvirkningen i strafferetten været udsat for alvorlig tvivl, og spørgsmålet er så, om erstatningsretten kan lærenoget af denne debat.
Indledningsvis vil jeg minde om, at man i ældre teori først og fremmest så både straffens og erstatningspligtens formål i selve straffen og erstatningen. Tanken var gengældelsen — der skulle bødes for retsbrudet, for kun herved kunne den etiske balance genoprettes. Som Ihering sagde: "Skylden begrunder ansvaret".